Tarndanyas tid
Sletterne omkring det nuværende Adelaide var bosat af den aboriginske Kauma-stammer, før europæerne kom til Australien. Deres territorium gik fra Cape Jervis til Port Broughton på vore dages kort.
Aboriginerne kaldte stedet, hvor Adelaide ligger i dag, for Tarndayna, der navnemæssigt henviser til en rød hankænguruklippe. Der menes at have været mellem 300 og 1.000 aboriginere i området ved det britiske ankomst.
Britisk udforskning
Britiske Matthew Flinders og franske Nicolas Baudin sejlede begge langs de sydaustralske kyster i begyndelsen af 1800-tallet. Flinders navngav bjerget Mount Lofty i 1802, men ingen af de europæiske ekspeditioner sejlede op ad det, der er Port Adelaide River.
Det var først i 1830, da Charles Sturt udforskede floden Murray River, at kendskabet til Adelaide-området blev bedre beskrevet. Sturt noterede, at sletterne så fordelagtige ud for udvikling, og det ledte til en mere grundig ekspedition i 1831; iværksat af New South Wales' guvernør, Ralph Darling.
Ekspeditionslederen i 1831 var kaptajn Collet Barker. Han blev slået ihjel af aboriginere i området, men på trods af det var resultatet af undersøgelserne en anbefaling ad stedet som område for en ny koloni.
Forberedelsen af den nye koloni
Kolonier i Australien var indtil 1830erne blevet etableret som lejre for straffefanger. Det gav visse problemer i kolonierne, og i slutningen af 1820erne talte en gruppe mennesker i Storbritannien om en ny måde at bygge kolonier op på; nemlig ved hjælp af frivillige bosættelser.
Edward Gibbon Wakefield stod bag de nye tanker, og han forslog et system, hvor nybyggere skulle købe land i stedet for at få det. Pengene fra jordsalget skulle herefter bruges til at transportere arbejdere med kvalifikationer til den nye koloni for at opbygge den med folk, der var engagerede i stedet for folk, der blev sendt til Australien som straffede.
Edward Wakefields sekretær, Robert Gauger, udbredte Wakefields tanker, og det ledte til, at foreningen South Australian Association blev dannet. Den fik i 1834 hjælp af bl.a. Hertugen af Wellington med at på det britiske parlament til at vedtage The South Australian Colonisation Act, der muliggjorde den nye bosættelse. Wakefield ville kalde den nye koloni for Wellington, men kong William IV foretrak dronningen navn, Adelaide.
Der blev herefter nedsat en kommission, som skulle sælge land for mindst 3.500 £. Der blev markedsført og solgt land, og der blev lovet gratis transport for kvalificerede folk, der ville tage arbejde for andre og spare op af lønnen til selv at kunne købe land og derved selv ansætte nye bosættere.
Den største investor var The South Australian Company under ledelse af bl.a. slaveejeren George Fife Angas. Selskabet købte nok land til, at kolonien kunne realiseres. Da lovkravene om salg var mødt, underskrev kongen dokumenterne om den nye koloni. Det skete i 1836.
Placeringen skal findes
I februar 1836 stævnede skibene John Pirie og Duke of York ud og satte kursen mod South Australia. I de følgende måneder sejlede flere skibe med flere nybyggere. De fleste af skibene sejlede til Kangaroo Island og vores dages Kingscote, hvor embedsmænd skulle beslutte, hvordan den praktiske bosættelse skulle finde sted og administreres.
Landmåleren William Light fik to måneder til at finde det bedst egnede sted for bosættelsen. Hans job var at finde et område med dyrkbar jord, vandressourcer, byggematerialer, en mulig havn m.v. Kangaroo Island, Port Lincoln og Encounter Bay var stedet, der ikke levede op til hans krav.
De fleste af nybyggerne blev flyttet fra Kangaroo Island til Holdfast Bay ved det nuværende Glenelg, og de fik den 28. december 1836 følgeskab af guvernøren Hindmarsh, der kunne proklamere starten på kolonistyret i South Australia.
Nybyggerne var utålmodige efter at komme i gang, og Light måtte arbejde hurtigt for at finde det rette sted til Adelaide. Port River var god som havn, men der var ikke ferskvand. Man fandt derefter floden River Torrens, og William Light anbefalede efter nærmere undersøgelse et sted langs floden og mellem havnen og områdets bjerge som det rette sted.
Guvernør Hindmarsh mente, at bosættelsen skulle ligge cirka tre kilometer tættere på havnen end Lights foreslåede sted. Efter megen diskussion stemte nybyggerne om de to mulige placeringer, og Lights forslag vandt med stemmerne 281 mod 127. Herefter kunne opbygningen af Adelaide starte.
Adelaides grundlæggelse
Efter at have besluttet sig for det rette sted for Adelaides anlæggelse, blev William Lights job meget konkret for at kunne sikre byen den bedste start og langsigtede udvikling.
Light brugte landskabets topografi til at planlægge byen. Fx blev Torrens Valley udlagt til parker og rekreative områder, men jordlodder i selv byen blev placeret på højereliggende land nord og syd for River Torrens. Selve Adelaide blev etableret på 2,8 km2 syd for floden, mens North Adelaide blev udlagt med 1,38 km2 nord for floden.
William Light udlagde også en egentlig byplan for både Adelaide og North Adelaide. Byplanen for Adelaide var vinkelrette gader med Victoria Square som den centrale plads og pladserne Hirdmarsh, Hurtle, Light og Whitmore i gadenettet. I North Adelaide blev pladsen Wellington Square udlagt, og der blev afsat plads til regeringsbygninger, et hospital, en botanisk have m.v.
Den 23. marts 1837 blev de første jordlodder uddelt. Nybyggere, der havde købt land hjemmefra, fik lov til at vælge først, og de resterende udstykninger blev udbudt på auktion for priser fra 2 til 14 guineaer. Få uger efter blev nogle jordstykker gensolgt for mellem 80 og 100 pund, og det var et tegn på, at fremtiden var lys for Adelaide.
Efter udstykning af byen skulle William Light og hans folk i gang med udmålingen af landbrugsland. George Kingston blev som Lights næstkommanderende sendt til London for at bede om flere folk til den store opgave - og også for at få guvernør Hindmarsh tilbagekaldt.
Med udgangen af 1837 havde Light og hans hold udmålt 243 km2 landbrugsland, og Adelaides befolkning var steget til omkring 2.500. Da George Kingston kom tilbage fra London i juni 1838 var der blevet udmålt 605 km2. Light fik dog ikke flere ressoucer, og som konsekvens sagde han sit job op. Hindmarsh blev tilbagekaldt, og den 12. oktober 1838 ankom Geroge Gawler som ny guvernør.
Koloniens økonomi
Den nye koloni i Adelaide led under en ringe økonomi den første tid. Da George Gawler tiltrådte som guvernør i oktober 1838 kom han til en by stort set uden offentlig finansiering. Embedsmænd var underbetalte, og omkring 4.000 immigranter levede i midlertidige boliger.
Gawler fik et budget på maksimalt 12.000 £ i årlige udgifter, og dertil kom 5.000 £, som kunne blive brugt i forskellige nødstilfælde. Han var dog blevet sendt til kolonien med forvisning om en grundlæggende finansiering fra regeringen.
På samme tid begyndte en landbrugsøkonomi at tage form. De første får og andre husdyr blev sejlet til Adelaide fra Tasmanien, og siden hen kom der også får over land fra New South Wales. Med de mange får blev der etableret en uldproduktion, der blev rygraden i koloniens økonomi de tidlige år.
Med årene blev der også etableret stadig flere farme, som dyrkede jorden. Kornbrugene var dyrere og tog længere tid at etablere end gårde med fårehold, men økonomien var gunstig, og i 1860 blev der dyrket hvede fra Encounter Bay i syd til Clare Valley i nord.
I selve byen Adelaide var udviklingen tiltænkt til at centrere sig omkring Victoria Square og de ekstra brede Grote Street og King William Street. Udviklingen gik dog hurtigst i nogle af byens smalleste gader, Rundle Street og Hindley Street, idet disse lå tættest på byens vandforsyning og Port Road, der var adgangsvejen til byens havn.
Der blev opført mange offentlige bygninger. Det gjaldt bl.a. en guvernørresidens, en politistation, et fængsel, et hospital og en toldbygning og kajanlæg i Port Adelaide. Investeringerne reddede dog ikke koloniens trængte økonomi.
Britiske investorer var blevet interesseret i New Zealand, og opmålinger viste, at der var et begrænset område med godt land til rådighed omkring Adelaide. Indbyggernes leveomkostninger steg også betragteligt omkring 1840, og øgede offentlige udgifter endte med en konkurs og ændring af koloniens styreform.
Som konsekvens af konkursen godkendte det britiske parlament et lån på 155.000 £ for at redde kolonien, der på trods af dårlig økonomi var blevet landbrugsmæssigt selvforsynende og med en god infrastruktur på få år.
1840ernes vendepunkt
George Grey afløste George Gawler som guvernør som følge af koloniens dårlige økonomi. Grey skar offentlige udgifter ned, og samtidig blev 1840erne nogle gode år for Adelaide med solide høstresultater og løbende fund af råstoffer i omegnen.
Der blev først fundet sølv ved Glen Osmond i 1841, og året efter blev en kobberforekomst opdaget i nærheden af Kapunda. I 1845 blev et større kobberfund opdaget ved Burra, og det gav velstand i byen og til dem, der havde investeret i råstofudvindingen.
I slutningen af årtiet var South Australia blevet kendt som hele Australiens fødevaremagasin, og kolonien eksporterede hvede, kød, uld, vin og frugt. De George Grey flyttede til New Zealand i 1845, var kolonien driftig og med god økonomi, hvilket var en stor forandring fra lavpunktet i 1842.
Sidste halvdel af 1800-tallet
I 1851 blev der fundet guld i kolonien Victoria, og lykkeriddere drog i mængder til guldfundene for at tjene penge. Det medførte en øget indvandring til Victoria, og mange folk fra Adelaide flyttede fra byen i samme anledning.
Fraflytningen gav mangel på arbejdskraft, hvilket svækkede økonomien og udviklingen en overgang. Som modvægt hertil steg efterspørgslen efter fødevarer, særligt hvede, fra Adelaide, så der blev indirekte tjent penge på guldfundene også her. Efter fund at guld eller anden indtjening vendte mange hjem til Adelaide med penge på lommen, hvilket var godt på byen.
Indbyggertallet steg kraftigt i kolonien, og politisk fik South Australia status som selvstyrende koloni i 1857. På det tidspunkt boede der cirka 110.000 mennesker i South Australia, der indførte et tokammersystem med sæde i Adelaide.
De følgende årtier udviklede Adelaide sig fra at være en koloniby i vækst til at blive en egentlig storby efter europæisk mønster. Der blev således løbende grundlagt og opført nye institutioner som fx byens gadebelysning i 1867 og Adelaides universitet i 1874. I 1881 blev kunstmuseet South Australian Art Gallery blevet etableret.
I mellemtiden var South Australia også blevet administratorer af det store område, Northern Territory, og under udforskningen af vejen til nordkysten af John McDouall Stuart i 1862 var der blevet fundet nye, store græsningsarealer ved Lake Torrens og Lake Eyre. Alt sammen var med til at styrke og udbygge Adelaide som en af de vigtigste byer i Australien.
1890erne blev hårde for Australien, der gennemgik en økonomisk depression. De hårde år sluttede den til tider kaotiske vækst og boomet i salg af landområder, og banker lukkede i Sydney og Melbourne. For Adelaide og South Australia blev årene mindre hårde end for Victoria og New South Wales, selv om eksporten nærmest blev halveret. Kolonien blev reddt af ikke mindst eksport af vin og kobber, som ikke var påvirket af depressionen i væsentligt omfang.
Ny udvikling og depression
For Australien betød 1900-tallet nye tider. Indtil da havde Australien været delt i seks separate, selvstyrende kolonier under Storbritannien; New South Wales, Queensland, South Australia, Tasmania, Victoria og Western Australia. Kolonierne besluttede sig for at indgå i en føderation, og den 1. januar 1901 blev landet Commonwealth of Australia.
Adelaides byplan fra 1830erne havde vist sig at være langsigtet, og i slutningen af 1800-tallet var de fleste af byens mange jordlodder blevet udviklet og bygget på. I år 1900 fik byen elektrisk gadebelysning, og i 1909 kørte den første af Adelaides elektriske sporvogne.
I tillæg til sporvognene blev det australske jernbanenet også udbygget løbende, og føderationsaftalen mellem de australske stater indeholdt en føderalt finansieret bane mellem Perth i Western Australia og de østlige stater. Arbejdet med banen begyndte i 1912 i Port Augusta, der ligger tæt på Adelaide.
1. Verdenskrig brød ud i Europa i 1914, og mange australiere deltog i krigen på britisk side. Fra South Australia var der 28.000 indbyggere, der meldte sig frivilligt til krigens kampe.
Efter 1. Verdenskrigs afslutning i 1918 oplevede Adelaide et boom, der dog blev afbrudt af flere år med tørke, som gav dårlige høstresultater og derved en mindre eksport. 1930ernes økonomiske afmatning i store dele af verden smittede også af på Adelaide og South Australias økonomi og udvikling.
Under 2. Verdenskrig blev Adelaides industrier udbygget med bl.a. store værftsområder, og det var i disse år, at Adelaide for alvor blev en industriby. Som under 1. Verdenskrig var der mange, der meldte sig frivilligt til krigen; denne gang omkring 70.000.
Efterkrigstiden
Årtierne efter 2. Verdenskrig bragt ny vækst og ny immigration med sig. Mellem 1947 og 1973 flyttede 215.000 europæere til South Australia, der derved fik nye kvalifikationer og ny arbejdskraft.
Krigsindustrien blev omstillet, og der blev bl.a. produceret elektriske artikler og Holden-biler. En vandledning med vand fra River Murray blev åbnet i 1955, og samme år åbnede Adelaides lufthavn i West Beach.
I den resterende del af 1900-tallet voksede Adelaide fortsat, og nye forstæder skød op. Nye motorveje blev planlagt og skrinlagt igen, og byens sporvogne blev nedlagt i 1958 på nær en enkelt linje.
Det var også en periode, hvor kunst og kultur blomstrede, og det var en bevidst satsning fra styret i 1970erne. Opblomstringen fortsatte de følgende årtier, hvor Adelaide var vært for mange begivenheder; fx det australske Formel 1-grand prix i årene 1985-1996.
Adelaide i dag
I dag er Adelaide en by, hvor man fortsat kan se byplanen fra 1830erne i gadebilledet, og man kan følge byens historie gennem arkitekturen og bevarede bygninger fra Adelaides udvikling fra lille bosættelse til moderne storby.
Adelaide er også en by med mange muligheder for turistoplevelser. Beliggenheden gør, at der både er strande og bjerge tæt på, og i byen kan man nyde museer, aktiviteter og en afslappet atmosfære. Adelaide ligger også centralt for togrejser til andre dele af landet; både til Perth med Indian Pacific og med The Ghan, der kører via Alice Springs til Darwin ved den australske nordkyst.
