Se på kortet
Legislative Assembly of the Northern Territory, Mitchell Street, Darwin City Northern Territory, Australien
Læs om byen
Darwin er hovedstad i australske Northern Territory, og den er også territoriets største by. Darwins tætte afstand til Sydøstasien gør byen til en nem indgangsport til hele Australien.
Darwin ligger i troperne, og det gør klimaet varmt og med sæsonudsving mellem tørt og fugtigt vejr. Beliggenheden giver naturligt nok Darwin alle forudsætninger for turisme og adgang til en frodig natur.
I Darwin er der en række spændende oplevelser og seværdigheder. Naturen er en del af mange af oplevelserne, men her er også interessante museer, bygninger i kolonitidens stil, markeder og andet fra det moderne australske samfund.
Darwin er det nordlige udgangspunkt for Stuart Highway og jernbanen The Ghan mod syd gennem Alice Springs til Adelaide. De er begge unikke oplevelser, og ikke langt fra Darwin er det nationalparker m.v.
Andre seværdigheder
- Det Gamle Domhus/Old Court House: Darwins forhenværende domhus og politistation blev opført i 1884. Det var den første af sin slags i Northern Territory. Den fine bygning har gennem tiden huset forskellig administration; fx havde den australske flåde sæde her i 1942.
- Parlamentsbygningen/Parliament House: Parliament House er sæde for Northern Territorys parlament. Det stod færdigt i 1994 og ligger i samlingen af offentlige myndighedsbygninger omkring Liberty Square og State Square.
- Det Kinesiske Chung Wah Tempel/Chinese Chung Wah Temple: I 1800-tallets Darwin kom der mange kinesere til området, og dette er byens oprindelige kinesiske tempel, der blev opført på Esplanade ved siden af Old Court House.
- Northern Territorys Museum og Kunstgalleri/Museum and Art Gallery of the Northern Territory: Her kan man få et godt indblik i Darwin og Northern Territory. Samlingen på Northern Territorys førende museum og kunstgalleri skildrer nemlig regionens natur-, kultur- og kunsthistorie.
- Darwin Militærmuseum/Darwin Military Museum: På dette militærmuseum på East Point kan man gennemleve Darwins krigshistorie, hvor en af de væsentligste begivenheder var de japanske bombninger under 2. Verdenskrig.
Historisk overblik
Den europæiske tid på den australske nordkyst startede med hollændernes sejlads her i 1600-tallet. De tegnede de første europæiske kort og navngav nogle områder, fx Arnhem Land øst for Darwin.
I 1839 stævnede det engelske skib HMS Beagle ind ved det nuværende Darwin, og anført af John Wickham gik de i land og opkaldte havnen efter videnskabsmanden Charles Darwin, der havde sejlet med om bord på HMS Beagle på en tidligere ekspedition.
Det var dog først i 1869, at en egentlig bosættelse blev en realitet. 135 personer etablerede sig her, og de kaldte stedet Palmerston. Allerede året efter begyndte man at opstille telegrafpæle, som skulle gå fra Post Augusta på sydkysten via Darwin til resten af verden, og derved var byen strategisk vigtig.
I 1880erne blev under rejsningen af telegrafpælene der fundet guld ved Pine Creek, og det fik befolkningstallet til at stige. Efter nogle årtier med fremgang blev byen officielt kaldt Darwin, Palmerston er i dag en af byens forstæder, anlagt i 1980erne.
Den 19. februar 1942 angreb japanske fly Darwin. Flere hundrede mennesker blev dræbt og mange bygninger ødelagt. Angrebet var det første af en lang række i 1942-1943.
Den næste store katastrofe ramte Darwin den 25. december 1974, da cyklonen Tracy hærgede byen, dræbte 71 mennesker og lagde 70 % af bygningerne i grus.
På trods af Tracys og andre cykloners ødelæggelser gennem tiden er Darwin igen og igen blevet opbygget, og nu med større sikkerhed indbygget som beskyttelse mod naturkatastrofer. Darwin er med sine godt 110.000 indbyggere den største by på den australske nordkyst.