Site logo
Se på kortet
  • Brisbane City Hall, Adelaide Street, Brisbane Queensland, Australien

Læs om byen

Storbyen Brisbane og nærliggende Gold Coast er blandt australiernes foretrukne feriesteder. Her er der spændende storbyoplevelser og nærmest garanti for godt vejr, badning og al den underholdning, som ikke mindst Gold Coast er så berømt for.

Brisbane har dog også meget andet end strandene at byde på. Her er flere interessante kunstmuseer, og vil man et strejf tilbage til den tidlige udvikling i området, så er der en del bevarede bygninger fra 1800-tallet, som står i arkitektonisk kontrast til byens moderne højhuse.

Der er også flere grønne pladser og parker i Brisbane, og vil man pludseligt en tur til stranden, så kan det også lade sig gøre i selve bymidten, hvor det indbydende South Bank Parklands ligger. Mange vil også besøge South Bank for denne bydels underholdning og udeliv.

Der er aldrig langt til Australiens storslåede natur noget sted i det store land, og det gælder også for Brisbane. Her vil mange nok vælge en sejltur på bugten Moreton Bay, hvor områdets første straffefangekoloni lå. Der giver både naturoplevelser og et glimt af statens historie.

Topseværdigheder

    St John's Cathedral, Brisbane

    • Skt. Johannes Katedral/St John's Cathedral: Denne katedral er Brisbanes anglikanske domkirke, og den står som byens mest imponerende kirkebygning. Katedralen blev udtænkt allerede i 1880erne, men den senere kong George V kunne først lægge grundstenen i 1901. Efter tre byggeperioder blev den imponerende domkirke indviet i 2009.
    • Toldhuset/Customs House: Toldhuset er et af de fornemste eksempler på kolonialarkitektur i Brisbane. Stilen er nyklassicisme, og med en stor kuppel er huset en af områdets markante bygninger. Huset blev opført 1886-1889, og det bruges i dag af bl.a. byens universitet.

    City Hall, Brisbane

    • Rådhuset/City Hall: Brisbanes rådhus blev opført i perioden 1920-1930, dengang var det byens højeste bygning. Det centrale og 92 meter høje klokketårn blev tegnet med inspiration fra Campanile på Markuspladsen i Venedig.

    Old Windmill, Brisbane

    • Den Gamle Vindmølle/The Old Windmill: Brisbanes gamle vindmølle blev opført af straffefanger i 1828, og den er derved Brisbanes ældste bygning. Da møllen blev bygget, stod den godt hævet over terrænet. Bygningen blev anvendt som mølle til 1861, hvor den blev ombygget til observatorium og signalstation.
    • Queensland Museum: På Queensland Museum kan man komme tæt på området kultur- og naturhistorie gennem forskellige tematiske samlinger og udstillinger. Det er et spændende museum, der giver god viden om byen og staten.

    Parliament House, Brisbane

    • Parlamentsbygningen/Parliament House: Bygningen Parliament House er sæde for Queenslands parlament. Behovet for en parlamentsbygning opstod, efter at staten Queensland blev udskilt fra New South Wales i 1859.
    • Finansministeriet/Treasury Building: Staten Queenslands tidligere finansministerium er en smuk bygning i italiensk stil. Den blev opført i etaper i perioden 1886-1928, og den var i begyndelsen et af symbolerne på det selvstyrende Queensland.

Andre seværdigheder

    Land Administration Building, Brisbane

    • Land Administration Building: Dette er en af Brisbanes store bygninger fra omkring år 1900. Huset blev bygget 1899-1905 til at huse forskellige offentlige instanser i Queensland inklusive statens premierminister. Man kunne også besøge museet Queensland National Art Gallery her.
    • Den Gamle Regeringsbygning/Old Government House: Old Government House blev bygget 1860-1862 som residens for Sir Bowen med familie. Bowen var staten Queenslands første guvernør. Huset blev afløst af en ny og mere moderne guvernørbolig i 1910, og derefter blev det indrettet som administrationsbygning for University of Queensland.

    Story Bridge, Brisbane

    • Story Bro/Story Bridge: Denne smukke bro blev åbnet i 1940 over Brisbane River som Australiens længste cantileverbro. Den har en længde på 777 meter og forbinder forstæder mod nord og syd i byen. Broen er opkaldt efter John Douglas Story.
    • Regeringsbygningen/Government House: Dette er det officielle residens for guvernøren i Queensland, der er den australske monarks repræsentant. Huset blev bygget som bolig for Johann Heussler i 1865, og det har huset guvernører siden 1910. Ved særlige lejligheder er det smukke hus åbent for publikum.

    Newstead House, Brisbane

    • Newstead House: Dette er Brisbanes ældste bevarede beboelseshus. Det blev opført i 1846 som Patrick og Catherine Leslies bolig. I dag er der museum på stedet, og der arrangeres også events som fx koncerter i husets have.
    • South Brisbane Rådhus/South Brisbane Town Hall: Dette er det gamle rådhus i South Brisbane, der blev etableret som selvstændig by i 1888. Rådhuset blev åbnet i 1892, og det var rådhus til 1925, hvor South Brisbane blev en del af Brisbane. I dag bruges det gamle rådhus til undervisning.

    Central Railway Station, Brisbane

    • Centralstationen/Central Railway Station: Central Railway Station er Brisbanes hyggelige hovedbanegård. Den første station åbnede i 1889, og siden da er både banegården og byens jernbanenet blevet udvidet betydeligt.
    • Brisbane Arcade: Dette er et særdeles smuk indkøbsarkade, der blev bygget 1923-1924. Arkaden forbinder gaderne Adelaide Street og Queen Street, og der er fine butikker mod begge gader og i to etager i selve arkaden.

    ANZAC Square, Brisbane

    • ANZAC Plads/ANZAC Square: ANZAC Square er en central plads, der er opkaldt efter de australske og newzealandske tropper, der kæmpede i 1900-tallets verdenskrige. Bogstaverne står for Australian and New Zealand Army Corps, og på pladsen kan man se et ANZAC-mindesmærke, Shrine of Remembrance, med den evige flamme. I forlængelse af ANZAC Square kan man se parken Post Office Square med byens fine posthus fra 1872.
    • Skt. Andreas Forenede Kirke/St. Andrew Uniting Church: Denne kirke stod færdig i 1905 som sognekirke med kvarterets presbyterianske menighed. Den er i dag et af Australiens bedste eksempler på romansk-byzantinsk inspireret kirkebyggeri.

    St Stephen's Cathedral, Brisbane

    • Skt. Stefan Katedral/Cathedral of St. Stephen: Dette er Brisbanes katolske domkirke og dermed sæde for byens ærkebiskop. Grundstenen blev lagt til katedralen i 1863, men der gik flere årtier med en trinvis udbygning, før dagens kirke stod færdig. I dag ligger kirken smukt mellem moderne højhuse.
    • Queen Street Mall: Queen Street Mall er Brisbanes førende forretningsstrøg. En slentretur her giver et godt indtryk af byens moderne bygninger og dagliglivet i Brisbane. Der er naturligvis også et godt udbud af forretninger og restauranter.
    • Allehelgens Anglikanske Kirke/All Saints Anglican Church: Denne kirke fra 1869 er et af Brisbanes mest stemningsfulde steder. Mellem de moderne højhuse i byens centrum står den lille kirkebygning med en enkelt og smukt interiør.

    Queensland Museum, Brisbane

    • Queensland Kulturcenter/Queensland Cultural Centre: I kvarteret South Bank er der flere spændende kulturinstitutioner, man kan besøge. De væsentligste er kunstmuseerne Queensland Art Gallery og Queensland Gallery of Modern Art, biblioteket State Library of Queensland og museet Queensland Museum.
    • Byens Botaniske Have/City Botanic Gardens: Langs Brisbane-flodens snoede løb i byens moderne forretningskvarter ligger denne botaniske have som en sand oase. Den blev anlagt i 1865, og der er derved mange gamle planter ud over et væld af blomster.

Ture fra byen

    Mount Coot-tha Lookout, Brisbane

    • Mount Coot-tha Lookout: Fra bjerget Mount Coot-tha er der en fantastisk udsigt over Brisbane og byens omegn; til blandt andet Moreton Bay og Glasshouse Mountains. Mount Coot-thas top når 287 meter over havet, og der er et hyggeligt spisested ved udsigtspunktet.

    Fort Lytton, Brisbane

    • Fort Lytton: Fort Lytton er et fort, der blev opført langs Brisbane-floden i årene 1880-1881 til forsvar af byen. Fortet blev benyttet indtil slutningen af 2. Verdenskrig og til visse formål fra til 1960erne. I dag ligger det som en del af Fort Lytton National Park.
    • St. Helena Island National Park: Sankt Helena Nationalpark er en ø, der ligger i bugten Moreton Bay ud for Brisbane. Øen lagde jord til staten Queenslands første straffefangekoloni, og der er bevarede ruiner af nogle af 1800-talsbygningerne.

    Panorama, Gold Coast

    • Gold Coast: Byen Gold Coast, Guldkysten, ligger i det sydøstlige hjørne af Queensland, og den hører til blandt Australiens større byer. Gold Coast er kendt som en ferieby med dejlige badestrande, hoteller, temaparker og anden underholdning i massevis.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
[INSERT_ELEMENTOR id="31542"]
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Byen Brisbane er opkaldt efter Sir Thomas Brisbane, der var guvernør i New South Wales 1821-1825. Da den europæiske bosættelse blev etableret i 1824 var det som straffefangerkoloni efter guvernørens beslutning. Den oprindelige placering lå 28 kilometer nord for det nuværende bycentrum, ved det der i dag er Redcliffe, men allerede i 1825 blev Brisbane grundet mere stabil vandforsyning flyttet til det sted, hvor forretningskvarteret nu ligger.

    De følgende årtier var bosættelsen en straffefangekoloni uden en decideret byudvikling, men i 1842 blev der åbnet for fri bosættelse i Brisbane. Udviklingen kom i gang, egentlige huse blev bygget, og befolkning steg fra 829 i 1846 til 6.000 i 1859. Samme år blev Brisbane valgt som hovedstad, da staten Queensland blev oprettet.

    I sidste halvdel af 1800-tallet blev de fleste tegn på fortidens status som straffefangekoloni udvisket med opførelse af mange store og statelige bygninger, der symboliserede Brisbanes og Queenslands styrkede økonomi og politiske status. Da Australien blev dannet i 1901 var Queensland den hurtigst voksende stat i befolkning og udvikling, og Brisbane var lokomotivet for væksten.

    1930ernes fattigdom og depression ramte som mange andre steder Brisbane, og byen stagnerede, og der var mange teltbyer, hvor de fattigste måtte bo. 

    Under 2. Verdenskrig kom der vækst i byen og indbyggertallet i området nåede 750.000. Væksten skyldtes ikke mindst de tusindvis af amerikanske soldater, der blev stationeret i byen i forbindelse med, at et af general Douglas MacArthurs militære hovedkvarterer blev oprettet i Brisbane.

    Efter 2. Verdenskrig boomede økonomien i Brisbane, hvor nye virksomheder og forstæder skød op i stor stil. I 1980’erne blev byen nærmest redefineret gennem værtskab for både Commonwealth Games (1982) og Verdensudstillingen (1988), hvilket medførte en stor byggeaktivitet, modernisering af blandt andet infrastruktur og etablering af en række kulturinstitutioner.

    Syd for Brisbane ligger den store ferieområde Gold Coast, og netop turistindustrien har medvirket til den positive udvikling, byen har været i de seneste årtier. I dag bor der omkring 1,8 millioner mennesker i Brisbanes byområde, og den er dermed Australiens tredjestørste by. Gold Coast er præget af moderne hoteller, lejligheder og masser af underholdning.