Europæisk opdagelse og landgang
Tasmaniens europæiske historie startede den 24. november 1642, da den hollandske opdagelsesrejsende, Abel Tasman, fik øje på det land, der nu kendes som Tasmanien. Abel Tasman gav det nye land navnet Anthoonij van Diemenslandt (Van Diemens Land) efter den hollandske generalguvernør i Hollandsk Indien, Anthonie van Diemen.
Der skulle dog gå mange år, før der kom europæere på land. En fransk ekspedition gik i land i 1772, og blandt flere andre søfarere gennem årene sejlede også engelske James Cook forbi; det var i 1777.
I 1798 fastslog George Bass og Matthew Flinders, at Van Diemens Land var adskilt fra fastlandet, hvor kolonien New South Wales var etableret. Det faktum gjorde, at det britiske krav på østkysten af Australien ikke inkluderede Vand Diemens Land, der var genstand for øget fransk interesse i det, som briterne troede kunne blive en konkurrerende koloni.
Ved denne tid menes der at have boet nogle tusinde aboriginer fordelt på otte forskellige stammegrupper. Ved de første europæiske landgange på øen bød aboriginerne de besøgende velkommen, men efter de permanente bosættelser steg spændingerne mellem de to befolkningsgrupper. Europæernes våben og effektivitet gjorde det hurtigt af med størstedelen af aboriginerne. I 1831 var der et par hundrede tilbage, i 1847 44, og i 1876 døde Truganini, der blev den sidste fuldblods aboriginer fra Tasmanien.
Bosættelse på Tasmanien
Den første europæiske bosættelse fandt sted i 1803, hvor New South Wales’ guvernør, Philip Gidley King, ikke ville risikere en fransk base på Vand Diemens Land. Derfor sendte han den 23-årige løjtnant John Bowen med besætning afsted på skibet HMS Albion. Bowen etablerede en bosættelse ved Risdon Cove, nord for det nuværende Hobart, og efter det gjorde Storbritannien krav på hele Van Diemens Land.
Bowen var sendt afsted på guvernør Kings eget initiativ, han turde ikke vente på godkendelser fra London, som dog godkendte bosættelsen af det nye land. En official bosættelsesekspedition blev sendt med kaptajn David Collins i spidsen. Collins kom til Sullivan’s Cove, centrum i det nuværende Hobart, den 16. februar 1804. Her skulle byen ligge, idet der var lettere adgang til ferskvand og mindre tidevand end ved Risdon Cove, som blev forladt. Det nye sted blev Australiens blot anden by. Collins’ bosættelse kom til at hedde Hobart Town og Hobarton, opkaldt efter den britiske koloniminister på den tid, Lord Hobart.
De tidligere bosættere på Tasmanien, der dengang blev kaldt Van Diemens Land, var hovedsageligt straffefanger og deres fangevogtere. Deres opgave var samtidigt med deres strafafsoning at bidrage med at etablere landbrug og industri. De første 50 år blev der således sendt 75.000 fanger til Tasmanien. Flere fangelejre blev oprettet; de mest kendte er Port Arthur og Sarah Island, men mange steder på øen var der fanger. I Hobart Town var der også et særligt kvindefængsel. Langt hovedparten af fangerne var dog ikke internerede i fængsler, men arbejdede derimod på forskellige bygge- og anlægsarbejder som fx dæmningen Sorell Causeway.
I 1825 blev Van Diemens Land udskilt som en selvstændig koloni, og den hørte derved ikke længere under kolonien New South Wales på det australske hovedland. I 1856 opnåede kolonien en form for selvstyre med eget parlament, og ved den lejlighed skiftede kolonien navn til Tasmanien, opkaldt efter Abel Tasman.
Hobart vokser
Hobart Town var fra starten i 1804 koloniens hovedby, også selv om der også kom andre tidlige bosættelser såsom Launceston, der også så sin start i 1804. Hobart Towns beliggenhed som perfekt havn for et indbringende fiskeri var en af årsagerne til dominansen. Ved folketællingen i 1835 boede 13.826 af koloniens i alt 36.505 indbyggere i Hobart Town.
Starten havde dog ikke været let. Hobart Town og Van Diemens Land lå langt fra resten af det britiske imperium, forsyninger var ikke stabile, arbejdskraften var ikke uddannet, og der var ofte fare for angreb fra øens oprindelige beboere. Hobart Town voksede dog, og i 1842 blev den anerkendt som by. Ved det øgede selvstyre i 1856 blev byen hovedstad i kolonien, og i 1875 fik den sit nuværende navn, Hobart.
Hobarts isolerede beliggenhed set fra store dele af verden, også fra Australien, har været medvirkende til, at byen trods vækst ikke oplevet samme rivende udvikling som fx Melbourne og Sydney. Gennem 1800-tallet var nogle af de store erhverv hvalfangst og skibsbygning. Fra 1891 var Henry Jones’ marmeladefabrik også en stor arbejdsgiver, som eksporterede fra Hobart til det britiske imperium.
Den stigende handel fra midten af 1800-tallet skabte et nærmest konstant pres på havnen i Hobart, der flere gange måtte udvides med nye bassiner, kajer og magasinbygninger. Efter byens status som hovedstad blev der desuden opført en række administrationsbygninger, og de mange byggerier gav fornyet vækst efter nogle år, hvor guldfundene i kolonien Victoria havde været efterstræbt; også af tasmansk arbejdskraft.
Nye forstæder kom til; blandt andet de fornemme kvarterer Battery Point og Sandy Bay samt flere andre. Offentlig transport blev stort tænkt til at få folk rundt i byen, og i 1893 kørte byens første sporvogn på en af den sydlige halvkugles første elektriske sporvognsnet.
Hobart i 1900-tallet
Efter en økonomisk nedtur i 1890erne, kom der igen vækst i Hobart fra begyndelsen af 1900-tallet. Havnen voksede igen, og nye store bygninger som hovedpostkontoret og toldbygningen skød op. Det var også i disse år, Tasmaniens vandkraft tog sin begyndelse. Med inspiration fra Tysklands brug af vandkraft i Ruhrområdet, blev anlæg bygget på Tasmanien. Politikernes ønske var at tiltrække industrier med adgang til billigere strøm end mange andre steder, og flere etablerede fabrikker her; fx Cadburys med en chokoladefabrik i 1920. Landbrug og fiskeri blev dog ved at spille en stor rolle for statens økonomi.
Langt ind i 1900-tallet lå byen på den vestlige bred af floden Derwent, men allerede i 1832 havde den første plan om en bro over den brede flod været fremme. I 1943 åbnede pontonbroen Hobart Bridge, og byen kunne pludselig udvikle sig på nye lettilgængelige områder mod øst. Udviklingen gik stærkt, og i 1950erne var presset på Hobart Bridge så stort, at en ny og større bro blev planlagt. Tasman Bridge åbnede efter fire års byggeri i 1964 og skabte en forbindelse mellem bydelene, som kunne håndtere de store trafikmængder, som turismen også gjorde sit til.
Turisme og dagens Hobart
I 1956 åbnede Hobarts lufthavn, og få år senere blev bilfærgen Princess of Tasmania sat ind som det første af en ny serie færger mellem Tasmaniens Devonport og Melbourne på det australske fastland. Kapaciteten blev stærkt forøget og adgangen til og fra østaten meget nemmere. Turismen boomede, og som et resultat af fokus på dette felt åbnede Australiens første kasino i 1973.
I dag er Hobart fortsat en vigtig fiskerihavn, og den er også forsyningshavn for Australiens og andre landes videnskabelige sejladser til Antarktis. Turismen har også fortsat sin vækst de senere år, og med den lange historie i europæisk-australsk målestok er der meget historie at opleve. Byen har de senere år også satset kraftigt på kultur, hvor der i dag er et varieret udbud af oplevelser.
