Se på kortet
Parliament Hill, Wellington Street, Ottawa, Ontario, Canada
Læs om byen
Ottawa er Canadas hovedstad og ligger i Ontario på grænsen mellem det engelsktalende og det fransktalende Canada. På den modsatte bred af Ottawa River ligger således byen Gatineau, der er en del af storbyområdet omkring hovedstaden.
I Ottawa er der mange seværdigheder, og naturligvis er de canadiske regeringsbygninger blandt de mest kendte. Hovedbygningen på Parliament Hill er den såkaldte Centre Block, som står i nygotisk arkitektur, hvilket tydeligt ses indvendigt i fx Confederation Hall og Hall of Honour.
Et besøg i Ottawa byder også på fornemme nationalmuseer, hvor man kan stifte bekendtskab med kunst, kultur og historie. Man bør også gå i gå i kvarteret Marché By/ByWard Market, som er lig med afslapning, aktiviteter, shopping og gastronomiske oplevelser.
Der er mange rekreationsmuligheder i Ottawa og i byens omegn. Man kan fx tage på sejlture på Canal Rideau og på Ottawa River, og gå ture i byens parker som ved Dow's Lake. Udflugtsmulighederne er også mange og kan fx gå til storbyen Montréal.
Topseværdigheder
- Édifices du Parlement/Parliament Buildings: Ottawas parlamentsbygninger blev opført fra 1867 med tydelig inspiration fra den britiske nygotiske byggestil. Bygningerne, der ligger hævet på Parliament Hill, er et af byens vartegn og også landets politiske centrum.
- Rideau Hall: Rideau Hall er generalguvernøren i Canadas officielle residens. Bygningen blev opført 1838 som bolig for skotske Thomas McKay. Efter dronning Victorias valg af Ottawa som canadisk hovedstad blev stedet indrettet som monarkens bolig ved besøg i byen.
- Musée des beaux-arts du Canada/National Gallery of Canada: Dette kunstmuseum er et af landets førende. Den spændende bygning blev i 1988 opført i glas og granit af Moshe Safdie. Museets samling består hovedsageligt af værker af canadiske kunstnere.
- Musée Canadien des Civilisations/Canadian Museum of Civilization: Alene museumsbygningen for dette museum for Canadas civilisations historie er et besøg værd. Arkitekten Douglas Cardinal har ladet sig inspirere af bl.a. Canadas natur.
- Château Laurier: Det store Château Laurier er et velbeliggende hotel i nygotisk slotsstil, der åbnede overfor parlamentsbygningerne i 1912. Hotellet åbnede som et af Canadas mange smukke jernbanehoteller, og det var forbundet med den daværende Union Station gennem en tunnel. Château Laurier er fortsat indrettet som luksushotel.