Site logo
Se på kortet
  • Downtown Orlando City Hall, South Orange Avenue, Orlando, Florida, USA

Læs om byen

Orlando er en by i det centrale Florida, som er kendt som en af USA's helt store underholdningsbyer. I byområdet bor der lidt over 2,5 millioner mennesker, og Orlando er derved en af statens største byer. Dertil kommer alle besøgende i byen, der er en af verdens mest besøgte.

Man kan opleve en lang række af verdens mest berømte tema- og forlystelsesparker i Orlando. Det er fx Walt Disney World, Universal Studios og LEGOLAND, som alle tiltrækker mange besøgende året rundt. Hertil kommer akvarier, dyreparker, eksperimentarier og nærmest alle de aktiviteter, man kan drømme om. Det hele er muligt i Orlando.

Orlando er også andet end forlystelsesparker. Man kan gå en tur i gaderne i det gamle downtown-område, hvor der er bevaret en række bygninger fra byens tidlige udvikling. De skildrer ved deres udseende, funktion og størrelse byens udvikling gennem årene og også Orlandos kultur og rolle som fx jernbaneknudepunkt.

Man kan naturligvis også slappe af på hoteller og hoppe i swimmingspools i Floridas dejlige vejr. Der er også mange indkøbscentre og outlets, og vil man gerne ud af byen, er der også flere muligheder for oplevelser. Mange vælger turen til østkysten og Kennedy Space Center.

Topseværdigheder

    • Downtown Historic District: I Orlandos historiske bykerne kan man fortsat se en række huse fra perioden 1880-1950. De fleste af de cirka 60 bygninger står med deres lille størrelse i skærende kontrast til de omkringliggende skyskrabere.
    • Peabody Hotel: På Peabody Hotel kan man opleve en anderledes og helt gratis fornøjelse, den daglige andeparade, Peabody Duck March. Morgen og eftermiddag bliver hotellets ænder af en ceremonimester fulgt ned med elevator til lobbyen, hvor de går hen til og op i springvandsbassinet.
    • Orlando Museum of Art: I Orlandos smukt anlagte Loch Haven Park ligger dette kunstmuseum, der hører til blandt Floridas bedste. Museets samling består hovedsageligt af amerikansk kunst fra 1800-tallet til i dag, afrikansk kunst samt værker fra oldtidens kulturer på de amerikanske kontinenter.
    • Harry P. Leu Gardens: I Harry P. Leu-parken er der flere kilometer af vandrestier, der fører én gennem en stor variation af plantepragt. Her er blandt andet en af USA’s største samling kameliaer og forskellige haver med hver sit speciale.

Andre seværdigheder

    • Walt Disney World: Walt Disney World består af fire temaparker, der hver især byder på et hav af underholdning. En af dem er Magic Kingdom, der er den klassiske park med de mange karakterer fra Walt Disney’s univers, og den byder på familieunderholdning og mange kørende forlystelser.
    • Universal Studios: Den store filmtemapark, Universal Studios, byder gennem shows, kulisser eller mavepirrende forlystelser på mange dejlige minder fra film som Revenge of the Mummy, Men in Black, Terminator 2, Back to the Future og naturligvis også The Wizarding World of Harry Potter.
    • Gatorland: Gatorland er en park, hvor det centrale er Floridas mange alligatorer. På det store område kan man blandt andet opleve tusindvis af alligatorer, de sjældnere amerikanske krokodiller, slanger og skildpadder.
    • LEGOLAND Florida Resort: De kendte LEGO-brikker, der er bygget som et fantastisk miniland er blot en af forlystelserne i parken her, hvor der også er film, show, rutsjebaner og mange andre forlystelser.
    • Orlando Science Center: I det omfangsrige videnskabsmuseum kan man på en sjov og interaktiv vis stifte bekendtskab med meget af naturens og teknikkens spændende verden. Der er utallige spændende temaer i de mange sale.

Ture fra byen

    Kennedy Space Center, Cape Canaveral

    • Kennedy Space Center: På det store rumfartscenter ved Floridas østkyst har USA siden 1958 opsendt rumfartøjer; satellitter, Apollo-raketter og de amerikanske rumfærger. Man får ved et besøg en meget fin orientering om USA’s opsendelser og også om den generelle rumfartshistorie. Man kan desuden se mange effekter fra astronauter og fra forskellige opsendelser, blandt andet den kolossale Saturn V-raket fra Apollo-programmet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
[INSERT_ELEMENTOR id="31542"]
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Navnet Orlando går tilbage til 1836, hvor farmeren Orlando Reeves’ navn efter sigende blev fundet skåret i et træ. Nybyggere troede, det var Orlandos grav og opkaldte stedet efter ham. Det skete under den anden Seminolekrig, hvorunder USA byggede et fort i området i 1838. Efter krigen blev fortet forladt, og først i 1842 kom den første permanente bosætter til. Det var Aaron Jernigan, der havde erhvervet land.

    Kolonister i større antal ankom først efter afslutningen af den tredje og sidste Seminolekrig i 1858. Under den amerikanske borgerkrig led området under Unionens blokade, men efter krigen blomstrede stedet, der i 1875 blev etableret som byen Orlando.

    Perioden fra 1875 til 1895 blev Orlandos første guldalder, hvor byen var centrum for Floridas citrusfrugtproduktion. Her var økonomien god og velhaverne mange. Frost og ødelagt høst stoppede eventyret, der flyttede sydpå mod Miami-regionens varmere klima.

    I årtierne inden 1. Verdenskrig udviklede Orlando sig så småt til et populært feriested. Den centrale placering og det behagelige klima gjorde sit til at tiltrække mange mennesker til den startende turistindustri.

    I tiden efter 2. Verdenskrig blev der investeret i højteknologiske virksomheder i og omkring Orlando, hvilket skabte den stadigt eksisterende guldalder. Lockheed Martin grundlagde en flyfabrik, rumfartscentret Cape Canaveral/Kennedy Space Center blev anlagt ved Atlanterhavskysten og måske mest kendt af dem alle – Walt Disney Resort, der slog dørene op i 1971.

    De seneste årtier er Orlandos turistøkonomi boomet. Titusindvis af hotelværelser er blevet opført, golfbaner, vandlande og flere store temaparker ligger i og omkring byen, hvis indbyggertal nærmer sig de 2 millioner.