Site logo
Se på kortet
  • Plaza de Mayo, Avenida Hipólito Yrigoyen, Buenos Aires, Argentina

Læs om byen

En tur til Buenos Aires er et møde med stemning og utallige pragtbygninger i europæisk stil, der gør byen enestående på det amerikanske kontinent. Buenos Aires blev udbygget efter parisisk forbillede, da Argentina var et af verdens rigeste lande, og det ses tydeligt i det store og charmerende centrum.

Overalt er der storladen arkitektur, der matcher det bedste fra Europa og samtidig skaber byens helt egne atmosfære. De centrale pladser, Plaza de Mayo og Plaza Congreso samt den fantastisk smukke teaterbygning, Teatro Colon, er fine eksempler herpå. En strøgtur ad Florida er også et must, lige som tango i San Telmo også er populært.

I byen bor der omkring 14 millioner mennesker, der kaldes Porteños. De er stolte af deres by, og de sætter tydeligt pris på at leve godt, hvilket man som besøgende også nyder godt af. Buenos Aires er fx et sandt paradis for kødspisere, og man kan gå på parisercafé på den elegante Tortoni.

Havneområderne omkring Puerto Madero, bydelen Recoleta og de mange smukke parker nordvest for byens centrum er alle nogle smukke steder og anlæg, der blandt andet byder på nogle af de mange gode museer i den argentinske hovedstad.

Topseværdigheder

    Palacio del Congreso

    Kongrespaladset
    Palacio del Congreso

    Palacio del Congreso er en monumental bygning i det centrale Buenos Aires, som er sæde for den argentinske kongres. Kongressen har navnet Congreso de la Nación Argentina, og beslutningen om opførelsen blev truffet i 1895, mens selve byggeriet foregik i årene 1898-1906.

    Det var den italienske arkitekt Vittorio Meano, der overordnet designede Kongrespaladset, og argentinske Julio Dormal færdiggjorde Meanos tegninger. Flere kunstnere deltog i udsmykningen, der varede til 1948. Blandt de kendte værker på Palacio del Congreso er Victor de Pols smukke quadriga over hovedindgangen.

    Kongrespaladset blev opført i granit og marmor med en kobberkuppel på toppen, som når en højde på 80 meter. Den arkitektoniske stil er græsk-romersk med elementer af den samtidige beaux-arts. Inspirationen i det selvsikre og velstående Argentina omkring år 1900 kom fra hele verden, og det gjaldt også for kongressen. Således var inddelingen af dens funktioner inspireret af kongressen i Washington, og øverst troner quadrigaen som på Berlins Brandenburger Tor.

    Paladsets hovedindgang hedder Entrada de Honor, og den benyttes ved ceremonielle begivenheder. Bag trappen og derved indvendigt i Palacio del Congreso kan man se bygningens smukt udsmykkede sale, der alle blev udført i de bedste materialer, som blev hentet fra hele verden. Kongressens to kamre og Salón Rosada, der blev indrettet af Eva Perón i anledning af indførelsen af kvinders stemmeret, er eksempler på de fine og seværdige sale.

     

    Maj Avenue
    Avenida de Mayo

    Avenida de Mayo er Buenos Aires’ pragtgade, der over en strækning på 1,5 kilometer forbinder pladserne Plaza de Mayo og Plaza del Congreso. Derved løber den mellem Argentinas præsidents arbejdsbygning, Casa Rosada, og landets politiske forsamling, Congreso de la Nación.

    Avenuen blev anlagt 1885-1894 på initiativ af Torcuato de Alvear, der var borgmester i Buenos Aires. Den blev opkaldt efter den argentinske revolution i maj 1810, som var en af begivenhederne på vej mod Argentinas uafhængighed fra Spanien.

    Der blev etableret et strengt byggereglement for opførelser langs Avenida de Mayo, hvor facadehøjden på husene ikke måtte overstige 24 meter. Dette blev dog fraveget nogle gange, og utallige fornemme byggerier i pariserstil skød op fra begyndelsen af 1900-tallet. Det gjaldt fx Hotel Chile fra 1907, Hotel Majestic fra 1910 og Palacio Barolo fra 1923.

    Den største ændring siden anlægget indtraf i 1937, hvor to karréer blev revet ned for at gøre plads til verdens bredeste boulevard. Det var den 90 meter brede Avenida 9 de Julio, som blev anlagt vinkelret på Avenida de Mayo. For at undgå fremtidige ændringer blev gadebilledet beskyttet i 1997, og der skal særlige godkendelser til, hvis der skal bygges eller ombygges på den pragtfulde avenue.

     

    Plaza de Mayo

    Maj Plads
    Plaza de Mayo

    Plaza de Mayo er det sted, hvor Juan de Garay grundlagde Buenos Aires i 1580, og på den måde er pladsen fortsat et af centrene i den argentinske hovedstad. Juan de Garay grundlagde den som Plaza Mayor, der også kendes fra spanske byer som hovedstaden Madrid. Den nuværende plads blev skabt i 1884, hvor en kolonnadebygning blev revet ned for at lægge pladserne Plaza de la Victoria (Plaza Mayor) og Plaza 25 de Mayo (Plaza de Armas) sammen. Plaza de Armas var blevet anlagt i 1661, hvor den lokale guvernør erhvervede området til byens fort.

    Plaza de Mayo er omgivet af en række smukke og historisk betydende bygninger som fx præsidentens arbejdssted og Buenos Aires’ katedral. Midt på pladsen kan man se Majpyramiden/Pirámide de Mayo fra 1811, der blev stillet op som monument for revolutionen i maj 1810, som ledte til områdets selvstændighed. Monumentet er er piedestal med en obelisk, der krones af en allegorisk statue, der symboliserer friheden.

    Der finder jævnligt politiske demonstrationer sted på Plaza de Mayo, der som politisk centrum er et naturligt sted at ytre sig i større eller mindre forsamlinger. Den 17. oktober 1945 var der massedemonstrationer her for løsladelsen af Juan Perón, som senere blev præsident. 16. juni 1955 sprang en bombe under et massemøde, som netop Juan Perón holdt som præsident, og gennem årtier efter Falklandskrigen mod England i begyndelsen af 1980erne har mødre til faldne eller forsvundne sønner demonstreret på Plaza de Mayo.

     

    Calle Florida

    Calle Florida er Buenos Aires’ hovedstrøg, og den er et af byens mest besøgte steder. Her hersker der en dejlig storbystemning med butikker, spisesteder, boder, kultur, kontorbygninger og meget mere, der giver atmosfære og aktivitet. En vandretur på gaden er på den måde et af byens gode steder for blot at nyde synet af befolkningen, porteñoerne, der også selv nyder at tage en slentretur ad Calle Florida.

    Gadens historie går tilbage til byens grundlæggelse i 1580. I første omgang var den blot en sti, der ledte til og fra vandet i Río de la Plata. Den fik navnet San José i 1734, og herefter tog udviklingen fart. Gaden blev brolagt med sten fra Montevideo i 1789, og det gjorde den til byens første med brolægning. Man kan stadig se en bevaret del fra 1700-tallet ved Subte-stationen Catedral og gaden Diagonal Norte.

    I en årrække blev Calle Florida kaldt Calle del Correo, som var opkaldt efter posthuset der var at finde langs gaden i perioden omkring år 1800. Calle Florida har også haft flere andre navne, og gennem tiden har flere kendte begivenheder fundet sted her.

    I 1813 boede Mariquita Sánchez de Thompson i gaden, og hun var patriot og en af byens kendte personer. Den 14. maj det år blev den argentinske nationalsang for første gang sunget, og det skete netop i Mariquitas hus, der derved skrev sig ind i historiebøgerne.

    I 1890erne blev der anlagt en sporvognslinje, som kørte ad Calle Florida, og det gav ekstra trafik og ekstra næring til gaden som indkøbscentrum. På grund af trængsel blev sporvognen taget ned i 1913, men indkøbsmulighederne fortsatte med at vokse i det dengang ganske velstående Buenos Aires. En del af Calle Florida blev udlagt som gågade, og flere stormagasiner slog dørene op. Det engelske Harrods åbnede fx det første Harrods, der ikke lå på De Britiske Øer.

    Efter nedgangstider i slutningen af 1900-tallet er der igen blevet restaureret byginger i Calle Florida, hvor Galerías Pacifico er et smukt eksempel på stilen fra årtierne omkring år 1900. Bygningsmæssigt kan man også nyde andre flotte opførelser, og man bør gå til krydset af Calle Florida og Avenida Diagonal Norte/Avenida Roque Sáenz Peña, hvor nogle af de arkitektoniske højdepunkter fra 1910erne-1940erne ligger.

     

    Catedral Metropolitana

    Byens Katedral
    Catedral Metropolitana

    Catedral Metropolitana er Buenos Aires' domkirke, og dens historie går tilbage til byens begyndelse. Da Juan de Garay grundlagde Buenos Aires i 1580, udlagde han byens nye centrum og reserverede i den forbindelse jord til byens vigtigste kirke på den centrale plads i byplanen. Juan de Garays oprindeligt tænkte plads blev da også hjemsted for Catedral Metropolitana.

    Der har ligget flere kirkebygninger før den nuværende på dette sted. Den første kirke blev opført kort tid efter Juan de Garays grundlæggelse af byen, og allerede i 1605 blev der bygget en afløser. 1605-kirken var truet af et strukturelt kollaps, og den blev derfor ombygget i 1618, hvilket var to år før, den blev bispesæde og derved domkirke.

    I årene 1662-1671 blev katedralen udbygget; denne gang til en treskibet kirke med et tag af træ og et kirketårn. Dårlige materialer gjorde dog, at taget og tårnet styrtede sammen i 1680erne, og kirken måtte ombygges på ny. I slutningen af 1600-tallet stod den nye kirke nærmest færdig med undtagelse af sakristiet og to planlagte sidetårne. Tårnene blev færdiggjort i 1720erne, hvor facaden også blev ombygget; denne gang i italiensk manierisme.

    Kirkens bygningsmæssigt omtumlede tilværelse var dog ikke fordi, idet store dele af katedralen styrtede sammen den 23. maj 1752. Det var stort set kun facaden, der stod tilbage, og et nyt stort bygningsprojekt måtte igangsættes. Italienske Antonio Masella blev sat i spidsen for opførelsen, og han tegnede en grandios kirke med tre skibe, tøndehvælving og en kuppel over katedralens centrale kors. Efter kirkens færdiggørelse var den gamle facade for lille til proportionerne af det nye byggeri, og i 1778 rev man den ned. Man blev derefter ikke enige om et forslag til en ny facade, så domkirken blev indviet uden et stort indgangsparti i 1791.

    Efter flere forsøg i begyndelsen af 1800-tallet påbegyndte man byggeriet af en ny facade i 1826. Designet var inspireret af Palais Bourbon i Paris, men opførelsen gik i stå allerede året efter starten. De sidste elementer af udsmykningen af det nyklassicistiske indgangsparti endte med at blive tilendebragt i starten af 1860erne. Reliefferne på pedimentet forestiller Josef, der blev forenet med sine brødre og faderen Jakob i det bibelske Egypten, og det skulle være et symbol på samlingen af den argentinske nation.

    Indvendigt blev katedralen indrettet med en grundplan som et latinsk kors. Væggene og lofterne blev udsmykket med forskellige bibelske scener, og arbejdet blev udført af italienske Francesco Paolo Parisi. I 1907 blev kirkens mosaikgulv lagt i venetiansk stil, og dette design var også italiensk. Det seværdige alterstykke er fra 1785 og derved fra kolonitidens rokokoperiode. I kirken kan man også se et værk af den portugisiske billedhugger Manuel do Coytos. Det afbilleder Buenos Aires’ Kristus og stammer fra 1671, og det er derved det ældste kunstværk i katedralen. Efter sigende reddede figuren på mirakuløs vis byen fra oversvømmelse i 1700-tallet.

    Inden for i katedralen kan man også se mausoleet for general José de San Martín, der regnes som landets stamfader, og den ukendte soldats grav er også her. De jordiske rester af José de San Martín kom til Buenos Aires fra Frankrig i 1880, og mausoleet for ham blev tegnet af franske Albert-Ernest Carrier-Belleuse. Den sorte sarkofag er beskyttet af tre kvindestatuer, der repræsenterer Argentina, Chile og Peru. De tre lande var alle nogle, hvor José de San Martín spillede en central rolle for deres befrielse fra spansk kolonistyre.

     

    Obelisken
    Obelisco

    Obelisco er et af Buenos Aires’ mest berømte monumenter. Den markante obelisk står centralt på den mægtige gade, Avenida 9 de Julio, der blev anlagt som verdens bredeste boulevard.

    Obelisken blev rejst i 1936 som minde om Pedro de Mendozas første grundlæggelse af byen 400 år tidligere. Den blev designet af Alberto Prebisch, der regnes som en af de væsentligste arkitekter i den argentinske modernisme.

    157 arbejdere var blot 31 dage om at bygge monumentet, der har en højde på 67,5 meter. Alle var dog ikke entydigt glade for obelisken, og i 1939 besluttede byrådet i Buenos Aires, at monumentet skulle rives ned igen. Det blev dog forhindret.

    Obeliskens placering er interessant i byens historie, idet der tidligere lå en 1700-talskirke dedikeret Sankt Nikolaj af Bari her. Kirken blev revet ned i 1931 og kan således ikke ses mere. Kirken var det sted, hvor det argentinske flag første gang blev hejst i Buenos Aires. Det skete i 1812, og begivenheden står omtalt som en inskription ved dagens monument.

    Ved specielle lejligheder eller dage, der skal markeres på en særlig måde, er Obelisco blevet pakket ind til lejligheden. Det er fx sket i ved internationale events eller ved markering af relationer mellem Argentina od dets handelspartnere.

     

    Teatro Colón

    Colón Teater
    Teatro Colón

    Der blev åbnet et teater på dette sted i 1857, og det blev hurtigt så populært, at det på trods af mange tilskuerpladser var blevet for lille efter nogle årtier. Derfor besluttede man at opføre et nyt og større teater, og det åbnede i 1908 som det nuværende Teatro Colón. Det gamle teater lukkede i 1888 for at give plads til det nye, men grundet en økonomisk krise i 1890 blev opførelsen forsinket.

    Det nye smukke Teatro Colón blev opført, og det signalerede, at byen kulturelt var på højde med steder som Paris og New York. Arkitekten var italienske Francesco Tamburini, og han opførte en opera, der målte sig med de fineste i Europa. Den 25. maj 1908 slog teatret dørene op med Giuseppe Verdis opera Aida, og siden da har scenen været operateater.

    Interiøret er overdådigt med et trappeparti i portugisisk marmor, franske møbler og store lysekroner som få eksempler på hele indtrykket, der toppes af den fornemme store tilskuersal. Akustikken er fantastisk og anses som en af de bedste i verden. Gennem tiden har stjerner som Maria Callas, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti optrådt her, lige som det tidlige 1900-talsstjerne i sin tid lagde vejen forbi Teatro Colón.

     

    Cementerio de Recoleta

    Recoleta Kirkegård
    Cementerio de Recoleta

    Cementerio de Recoleta er en kirkegård i kvarteret Recoleta. Det er samtidig også Argentinas mest kendte og en verdens smukkeste kirkegårde med et utal af smukke monumenter over mange berømte argentinere.

    Kirkegården blev anlagt i udkanten af Buenos Aires i 1822 på området for en på daværende tidspunkt netop opløst munkeordens kirke. Siden da er der skudt flere end 6.000 større eller mindre mausoleer op i blandt andet græsk stil, art nouveau og deco, og de danner i dag nærmest et bebygget gadenet på området.

    Højdepunktet for mange besøgende på Recoleta-kirkegården er Eva ”Evita” Peróns grav. Her går mange argentinere forbi med blomster. Man kan også se mausoleer for flere argentinske præsidenter, videnskabsmænd og medlemmer af rigmandsfamilier som fx Paz-familien.

    Juan Perón blev i øvrigt ikke begravet på Recoleta. Efter hans død i 1974 blev han stedt til hvile på kirkegården La Chacarita, som også ligger i Buenos Aires. I 2006 blev han flyttet til et mausoleum ved Perón sommerresidens i forstaden San Vicente.

     

    Historisk Nationalmuseum
    Museo Histórico Nacional

    Dette museum skildrer Argentinas historie og giver et fornemt indblik i de væsentlige begivenheder, som har skabt det sydamerikanske land. Det drejer sig blandt andet om den argentinske kamp for uafhængighed fra Spanien.

    Museet blev grundlagt i 1889, og det åbnede to år senere. Efter få år blev udstillingen flyttet til de nuværende rammer, der blev bygget som residens i 1846. Den amerikanske forretningsmand Charles Ridgley Horne opførte det italiensk inspirerede hus, og fra 1852 til 1890erne var det bolig for familien Lezama.

    Museets fine samling skildrer hovedsageligt landets udvikling i perioden 1500- til 1900-tallene. Mange argentinere har gennem tiden doneret effekter til museet, og man kan blandt andet se ejendele fra José de San Martín, Manuel Belgrano og Juan og Eva Perón.

     

    Caminito La Boca

    Caminito

    Caminito er La Bocas største attraktion. Det er gaden med de mange farvestrålende huse, der tidligere husede immigranter. Husene kaldes conventillos, og de blev oprindeligt så farverige, fordi de blev bemalet med rester af skibsmaling fra den nærliggende havn.

    Tidligere var dette område i La Boca stedet, hvor italienske immigranter slog sig ned, og her herskede en rå stemning som i typiske havnekvarterer. Her er nu et marked, mange hyggelige gader og en række steder, hvor man kan danse tango. Gå også ned til byens gamle havn, hvor der er udsigt til den særprægede jernbro over havneindløbet.

    Bydelen La Boca er en farverig og stemningsfuld del af Buenos Aires. Oprindeligt var området stedet, hvor mange italienske immigranter, hovedsageligt fra Genova, slog sig ned. Der ligger derfor stadig mange italienske restauranter side om side med de mange tangosteder, der er med til at gøre La Boca så populært med Caminito som en slags centrum.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Buenos Aires her.

Andre seværdigheder

    Galerias Pacifico

    Galerías Pacífico

    Indkøbscentret Galerías Pacifico er en oplevelse af et indkøbscenter. Det åbnede som butiksarkaden Bon Marché Argentino i 1891, og inspirationen kom fra blandt andet Paris og Milano. Det var allerede ved åbningen en velbesøgt perle i byens indkøbsmijlø, og den status har stedet stadig.

    Galerías Pacífico blev opført i beaux arts efter design af arkitekterne Emilio Agrelo og Roland Le Vacher fra 1889. I 1896 blev en del af bygningen indrettet som første hjemsted for Agentinas nationale kunstmuseum, Museo Nacional de Bellas Artes, og i 1908 indrettede jernbaneselskabet Ferrocarril Buenos Aires al Pacifico kontorer her. Selskabet ønskede at forbinde Buenos Aires med chilenske Valparaíso og derved skabe en forbindelse til Stillehavet. Jernbaneselskabets navn kom til at give navn til Galerías Pacífico.

    Ved en renovering i 1945 blev der bygget en kuppel i bygningen, og på 450 m2 af denne kuppel blev der udført smukke 12 smukke loftsmalerier af fem forskellige kunstnere. I 1992 blev det nuværende Galerías Pacífico indrettet i den historiske bygning.

     

    Kongrespladsen
    Plaza Congreso

    Plaza de Congreso er en af Buenos Aires’ smukke pladser og også et af storbyens dejlige grønne områder. Pladsen udgør også en slags formelt centrum i Argentina, idet man i den østlige del af parken, som formelt hedder Plaza Mariano Moreno, kan se Argentinas 0 kilometer-sten, Monolito Kilometro Cero Argentina. Stenen udgør det centrale afstandspunkt for de nationale argentinske motorveje og hovedveje.

    Plaza Mariano Moreno er opkaldt efter politikeren Mariano Moreno, der spillede en rolle i den argentinske uafhængighedskamp fra spansk kolonistyre. Moreno var således aktiv i revolutionen i maj 1810, som førte til etablering af Primera Junta, der var det første argentinske styre. Der står et stort monument for Moreno på pladsen her; det blev indviet i 1910. Man kan også se en af Auguste Rodins afstøbninger af Tænkeren på dette sted.

    Den vestligste del af det grønne område udgør den egentlige Plaza Congreso, og her kan man se Argentinas smukke kongresbygning samt øvrige imponerende byggerier fra de første årtier i 1900-tallet. Pladsen foran kongresbygningen bliver domineret af det store springvand De To Forsamlinger/Dos Congresos.

    Springvandet er et monument for de to parlamentariske forsamlinger fra henholdsvis 1813 og 1816; disse var afgørende i selvstændigheden fra spansk kolonistyre. Springvandet blev designet af belgieren Jules Lagae og indviet i 1914. Det fremstiller allegoriske figurer, der symboliserer den argentinske republik.

     

    Café Tortoni

    Café Tortoni

    Café Tortoni er en kendt café i Buenos Aires, hvis inspiration kom fra 1800-tallets fornemme parisercaféer i den franske hovedstad. Det var den franske immigrant Touan, der åbnede caféen i 1858. Den blev senere opkaldt efter Café Tortoni på Boulevard des Italiens i Paris.

    Caféens historie er interessant, og mest af alt er den en arkitektonisk oplevelse med dens bevarede interiør fra slutningen af forrige århundrede.

     

    General Güemes Galleri
    Galería General Güemes

    I starten af 1900-tallet udviklede det velstående Argentina sig hastigt, og fine butikker og arkader skød op I hovedstaden Buenos Aires. En af disse butiksarkader var Galería Güemes, der blev opført i stilen art nouveau med åbning i 1915. Det var italienske Francesco Gianotti, der tegnede bygningen.

    Butiksarkaden er en passage, der er 116 meter lang, og den forbinder gaderne Calle Florida og Calle San Martín. Arkaden blev kronet af et 87 meter højt tårn, og udover butikker var der en del lejligheder i komplekset. På 6. sal boede verdensberømte Antoine de Saint-Exupéry en overgang, og det var her, han skrev Vol de Nuit med udgangspunkt i hans oplevelser som pilot i Aeroposta Argentina.

    I dag kan man fortsat opleve den smukke butiksarkade, som er blevet restaureret de seneste år. Den centrale kuppel og detaljer som de smukke elevatorer er interessante at bemærke.

     

    Estacion Peru

    Perú Station
    Estación Perú

    Estación Perú er en seværdighed, der ligger under gadeniveau i det centrale Buenos Aires. Estación Perú er en station i byens undergrundsbanenet, og den ligger på den linje, der åbnede i 1913 som den første metro på den sydlige halvkugle.

    Metroen er blevet udvidet markant siden åbningen af den første linje i 1913, men på stationen Perú kan man komme tilbage i tiden. Stationen er nemlig blevet renoveret, så den står lige så smukt som ved åbningen. Det gælder både selve stationens opbygning og også udsmykning.

     

    Madero Havn
    Puerto Madero

    I Buenos Aires’ tidlige tid benyttede man delvist Puerto La Boca som havn for passager- og fragtskibe, idet området ved den nye by ikke egnede sig til formålet. Vandvejen til La Boca var dog lavvandet, og det voksende skibe måtte i stigende grad ligge for anker væk fra kajerne, og man brugte pramme til at laste og losse skibene.

    Bystyret ønskede at håndtere problemet, så den argentinske hovedstad kunne få en effektiv industrihavn. Den lokale forretningsmand, Eduardo Madero fik opgaven med at anlægge en ny havn i 1882, og arbejdet begyndte fem år senere.

    Puerto Madero stod færdig i 1897 med nye havneanlæg, der lå umiddelbart øst for byens centrum. Havnen virkede efter hensigten, men efter få år var skibene vokset så meget i størrelse, at Maderos nye havn var for lille. Ingeniøren Luis Huergo startede anlægget af Den Nye Havn/Puerto Nuevo, hvis første dele blev indviet i 1911. Puerto Nuevo stod færdig i 1926, og allerede dengang blev Puerto Madero kun i ringe grad anvendt som havn.

    I 1926 og mange gange derefter blev op til 1980erne der fremført planer for sanering af Puerto Madero og udbygning af arealerne til beboelse, men ingen af disse blev gennemført. I stedet udviklede det tidligere havneområde sig til et af de mest nedslidte områder i Buenos Aires.

    I 1989 etablerede den argentinske stat og bystyret i Buenos Aires et selskab, der dels overtog alle jordinteresser i Puerto Madero og dels skulle sikre en ny, urban udvikling på de cirka 170 hektarer, der var til rådighed. Resultatet ses tydeligt i dag, hvor renoverede, gamle pakhuse står på vestlige side af Puerto Madero, mens nybyggerier med højhuse, kontorer, lejligheder, hoteller med videre er mod øst. Havnebassinerne fra 1800-tallet er den centrale del, og man kan tydeligt se, at de blev anlagt med Liverpools berømte havn ved Merseyfloden som forbillede.

     

    Fragata Sarmiento

    Fregatten Sarmiento
    Fragata Sarmiento

    Fragata Sarmiento er et museumsskib, der er navngivet efter Domingo Faustino Sarmiento, der var præsident i Argentina i årene 1868-1874. Skibet blev bygget i 1897 i Birkenhead i England som skoleskib for den argentinske flåde.

    Fregatten har en længde på 81 meter og en bredde på 13 meter. Det var aktivt på havet til 1938, hvor de havde foretaget utallige sejladser og verdensomsejlinger. I årene derefter var det skoleskib på argentinske floder og senere var det aktivt som fastliggende skoleskib.

    Man kan i dag komme om bord på det smukke skib, der blev pensioneret efter mange års tjeneste i 1961. Skibet er i høj grad bevaret som ved søsætningen i slutningen af 1800-tallet, og det er dermed et smukt stykke flådehistorie, man kan opleve ved kajpladsen i Puerto Madero.

     

    9 Juli Avenue
    Avenida 9 de Julio

    Avenida 9 de Julio er en gade, der blev udtænkt i slutningen af 1880erne som forbindelse mellem nord og syd i Buenos Aires. Projektet blev dog først realiseret i årene 1935-1937, hvor avenuen blev anlagt som verdens bredeste gade med hele 140 meter fra side til side. Den blev navngivet efter Argentinas uafhængighedsdag, den 9. juli 1816.

    Gaden har syv kørebaner i hver retning i midten, og på hver side er der grønne beplantninger og endnu en vej med 2 vejbaner. Bredden af gaden blev bestemt af byens eksisterende gadenet, idet pladsen blev skabt ved at nedrive en karré. Derved blev Avenida 9 de Julio skabt gennem sanering af byen. Gadens længde er på cirka 4 kilometer fra Retiro i nord til Plaza Constitución i syd, og den er et imponerende indslag i bybilledet med dens enorme dimensioner.

     

    El Ateneo Grand Splendid

    El Ateneo Grand Splendid

    El Ateneo Grand Splendid er en særlig seværdighed i den argentinske hovedstad. Det er en boghandel, der er indrettet i nogle særdeles smukke og imponerende rammer, som stammer fra teatret Teatro Grand Splendid.

    Det var impressarioen Max Glücksmann, der opførte og åbnede Teatro Grand Splendid i 1919 i eklektisk stil med fornem udsmykning. Italienske Nazareno Orlandi stod for teatrets fresker, mens husets caryatider blev formet af Troiano Troiani.

    Teatro Grand Splendid havde plads til 1.050 tilskuere, og de kunne se forskellige opsætninger på scenen. Fra slutningen af 1920erne blev stedet desuden benyttet som biografteater. Navnet Ateneo kommer fra boghandlen, der nu ligger i den gamle bygning.

     

    Botanisk Have
    Jardín Botánico

    Buenos Aires’ botaniske have er en overdådig oplevelse af planter og smukke anlæg på omkring 7 hektarer. Haven blev anlæg i slutningen af 1800-tallet af franskmanden Carlos Thays, og den åbnede i 1898. Thays boede selv i et palæ i haven fra 1892-1898, og huset fra 1881 er fortsat hovedbygningen i den grønne oase.

    Man kan opleve flere end 5.000 forskellige vækster i Jardín Botánico, og af anlæg kan man se alt fra symmetriske haveanlæg til skulpturelle haver med inspiration fra blandt andet antikkens Rom og fra Asien. Man kan naturligt nok også se et anlæg med planter fra Argentina, og her er også smukke gamle væksthuse.

    Haven har en særlig funktion udover at være botanisk have. Der er mange katte i anlægget, og de stammer fra familier, som har afleveret deres katte her i stedet for at beholde dem hjemme. Efterhånden blev der taget hånd om de mange katte, så de i dag bliver taget sig af af frivillige hjælpere.

     

    San Telmo

    San Telmo

    San Telmo er et kvarter, der ligger syd for Buenos Aires' centrum. Det er byens ældste kvarter, og her hersker der en særlig stemning, som man kan nyde på en spadseretur i området, der ligger som en lavere bebygget kontrast til det nærliggende centrum af den argentinske hovedstad.

    I San Telmo kan man finde tangobarer, antikbutikker, skønne pladser og meget mere, når man går rundt i de brostensbelagte gader. Man bør planlægge en tur forbi Plaza Dorrego, der fungerer som San Telmos centrum. Plaza Dorrego er en plads, hvor der ofte er tango.

     

    San Telmo Marked
    Mercado San Telmo

    Mercado San Telmo er et marked og en markedshal, der ligger centralt i det hyggelige San Telmo-kvarter. Markedshallen blev opført i 1897 af Juan Antonio Buschiazzo, og markedet blev etableret til ikke mindst den store bølge af indvandrere, der dengang kom til Argentina og Buenos Aires fra Europa.

    Stedet fungerer fortsat som fødevaremarked med mulighed for at købe mange gode argentinske råvarer, og omkring det er der også andre boder og butikker. Arkitektonisk er Mercado San Telmo typisk for slutningen af 1800-tallet med høje metalbuer og ovenlys i markedshallen.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Buenos Aires her.

Ture fra byen

    Museo de Arte Tigre

    Tigre

    Byen Tigre er en by nordvest for Buenos Aires. Den ligger nærmest som en resortby med flere museer, butikscenter, forlystelsespark og nem adgang til spændende sejlture i det floddelta, der breder sig nord for byen.

    Tigre blev grundlagt i 1820, og dens navn betyder tiger, hvilket henleder til de jaguarer, der historisk er blevet set og jaget her. En af de store attraktioner i Tigre er Frugthavnen/Puerto de Frutos (Sarmiento), der i dag er et område med mange små butikker, caféer og værksteder, og hele området ligger til flodbredden.

    Man kan med fordel også gå en tur langs Tigres havn og Luján-floden ad gaden Avenida Victorica. Her ligger en række smukke bygninger i blandt andet belle epoque, og der er også her, man finder Søfartsmuseet/Museo Naval (Avenida Victorica 602) og Kunstmuseet/Museo de Arte de Tigre (Saldias 1289).

    I Tigre kan man også besøge forlystelsesparken Parque de la Costa (Vivianco 1509), der er et populært udflugtsmål fra Buenos Aires. Parken byder på en række rutsjebaner og andre forlystelser for børn i alle aldre.

     

    Tigre Delta
    Delta de Tigre

    Floden Paraná danner i området nordvest for Buenos Aires et kolossalt delta, der på mange måder adskiller sig markant fra det nærliggende storbyliv i den argentinske hovedstad. Deltaet er naturligvis en naturperle, men selve livet i deltaet er også særdeles at følge på en af de mange sejlture, man kan tage gennem de utallige flodgrene, der er tilgængelige her.

    Man sejler fra byen Tigre, der er hovedby for de mange mennesker, der bor fast, eller som har fritidshus på en af deltaets mange øer. På en sejltur kommer man rundt og ser de mange forskellige typer huse fra mindre boliger til store palæer, og dagliglivet i form af taxabåde, forsyningsbåde og mange andre servicebåde kan man også opleve.

    Undervejs på turbådene sejler man også forbi nogle kendte steder. Det smukke Tigre Club, der i dag er indrettet som kunstmuseet Museo de Arte de Tigre (Saldias 1289), ligger ved bredden af floden Luján. Tigre Club åbnede i 1912 ved siden af det nu nedrevne Tigre Hotel, og begge steder var berømte mødesteder for Buenos Aires’ velhavere.

    Man sejler normalt også forbi et træhus, der i dag står bag et stort glasbur, som beskytter det mod vejret. Huset var residens for Argentinas tidligere præsident Domingo Sarmiento i årene 1855-1888. Huset blev opført i 1855 og har siden 1966 været indrettet som museum.

     

    Colonia del Sacramento

    Colonia del Sacramento

    Colonia del Sacramento er en hyggelig by, der samtidig er en af de ældste i Uruguay og kendt for den gamle bydel, der er optaget på UNESCO's liste af verdensarv.

    Colonias historie var fra begyndelsen præget af koloniale territoriekampe med Portugal og Spanien. Colonia var en del af Portugal, mens spanske kolonihære flere gange belejrede og besejrede Colonia i slutningen af 1600-tallet og gennem 1700-tallet. Flere fredsslutninger gav byen tilbage til Portugal, indtil Spanien fik Colonia med i sit imperium.

    Colonia var i første halvdel af 1700-tallet blevet udbygget betydeligt med befæstninger, og byen var den rigeste omkring Rio de la Plata. I det hele taget var Rio de la Plata-regionen økonomisk interessant for både det spanske og det portugisiske imperium.

    I 1777 blev den første San Ildefenso-traktat indgået for at fastlægge grænser i Sydamerika mellem Spanien og Portugal. Spanien afstod med traktaten nogle områder i Brasilien mod at få det nuværende Uruguay og derved Colonia. I 1816 blev Uruguay en del af Brasilien, før landet blev selvstændigt i 1828.

    I dag er en tur til Colonia som at træde ind i det historiske, koloniale Sydamerika fra tiden, hvor Spanien og Portugal kæmpede om byen. Den gamle bydel, Barrio Histórico, er den store seværdighed, og her gælder det blot om at gå på opdagelse i de smalle gader mellem de gamle huse.

    Centrum i Barrio Histórico er pladsen Plaza Mayor, og her ligger byens gamle kirke, Basilica del Santisimo Sacramento, og andre kendte bygninger fra byens kolonitid. Tæt herpå kan man se en genrejst del af byens forsvarsmur og byport; Portón del Campo.

    Overalt kan man se de små, men væsentlige forskelle på spanske og portugisiske byggerier. Portugiserne byggede huse i natursten, men spanierne brugte mursten, og de spatnske gader havde afløb i siderne i stedet for de omvendt anlagte portugisiske brolægninger.

    Tyrefægterarenaen Plaza de Toros Real de San Carlos (Avenida Mihanovich) er en anderledes seværdighed, der ligger få kilometer nord for det historiske centrum. Arenaen blev åbnet i 1910 med plads til 10.000 tilskuere og var en del af et nybygget turistkompleks, der også rummede et hotel, en jai alai-bane og en væddeløbsbane. Tyrefægterarenaen lukkede efter kun otte kampdage, da tyrefægtning blev forbudt i Uruguay i 1912. I stedet åbnede bygherren bag opførelserne, Nicolás Mihanovich, et kasino, der tiltrak borgere fra ikke mindst Buenos Aires. Mihanovich anlagde da også en mole ved komplekset, og han igangsatte dampskibstrafik fra den argentinske hovedstad.

     

    Palacio Salvo, Montevideo

    Montevideo

    Montevideo er Uruguays hovedstad. Den ligger på den nordlige bred af La Plata-floden, og man kan sejle dertil på en endagstur fra Buenos Aires’ havn.

    Montevideo er en meget hyggelig by, hvor man kan starte turen på den centrale plads, Plaza Independencia. Her ligger byens vartegn, den karakteristiske skyskraber fra 1928, Palacio Salvo, på 84 meter. Det var Sydamerikas højeste bygning, da den blev opført. I byen ligger også nogle fine museer, dejlige udsigtspunkter og Estadio Centenario, hvor den første VM-finale i fodbold blev spillet i 1930. I finalen vandt Uruguay 4-2 over Argentina foran 93.000 tilskuere.

    Læs mere om Montevideo

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Abasto

    Avenida Corrientes 3247

     

    Alto Palermo

    Avenida Santa Fe 3251

     

    Galerias Pacifico

    Calle Florida, Avenida Córdoba

    www.galeriaspacifico.com.ar

     

    Patio Bullrich

    Avenida de Libertador 750

     

    Recoleta Mall

    Vicente López 2050

    Recoleta

     

    Indkøbsgader

    Calle Florida, Avenida Santa Fe, Avenida Alvear, Calle Quintana

Med børn

    Børnemuseum

    Museo de los Niños

    Avenida Corrientes 3247, Centro Abasto

    www.museoabasto.org.ar

     

    Dyrepark

    Temaiken Tierra de Vida

    Ruta Provincial 25, Escobar

    www.temaiken.com.ar

     

    Forlystelsespark

    Parque de la Costa

    General B. Mitre 2, Tigre

    www.parquedelacosta.com.ar

     

    Fregat

    Fragata Presidente Sarmiento

    Av. Alicia Moreau de Justo 900

    Puerto Madero

Gode links
Historisk overblik

    Den første ekspedition

    Buenos Aires’ og Argentinas historie kendes bedst fra alle årene med europæisk opdagelse og bosættelse, men der har også været en tidligere historie på regionens frugtbare sletter og kystområder. Der havde således været beboere i årtusinder, da de første europæere kom hertil.

    Det var spanske Juan Díaz de Solís, der som første europæer opdagede området ved at sejle op ad Sølvfloden, Río de La Plata, og det skete i 1516. Díaz de Solís’ togt blev dog kortvarigt, idet han og de øvrige sømænd menes dræbt undervejs af lokale charrúa-indianere i det nuværende Uruguay.

     

    Santa Maria del Buen Ayre

    Der gik 20 år efter Solís’ første sejlads ad Rio de La Plata, før en spansk ekspedition på jagt efter guld i 1536 grundlagde den første by ved dagens Buenos Aires. Pedro de Mendoza var ekspeditionsleder, og han navngav byen Ciudad de Nuestra Señora Santa Maria del Buen Ayre. Byen lå i det nuværende San Telmo-kvarter og derved ikke langt fra det moderne centrum af Buenos Aires, der kendes i dag.

    Hyppige angreb fra lokale indianere tvang dog bosætterne i Buen Ayre i defensiven, og i 1542 forlad den nye bys indbyggere deres huse for at flygte over havet og til Asunción, der var en befæstet bosættelse. Derved var området omkring Rio de La Plata igen uden europæisk kolonisering.

     

    Juan de Garays by

    Tiden uden europæere varede indtil 1580, hvor en permanent bosættelse blev etableret den 11. juni af Juan de Garay, der sejlede fra Asunción i det nuværende Paraguay ad Paraná-floden til Rio de La Plata.

    Juan de Garay grundlagde derved det nuværende Buenos Aires; dog gav han den navnet Ciudad de Trinidad med havnen Puerto de Santa Maria de los Buenos Aires. De første årtier etablerede både den spanske administration sig, og den katolske kirke kom også hurtigt til Buenos Aires. I 1591 blev der grundlagt et dominikanerkloster i byen, og i 1604 etablerede Franciskanerordenen sig.

     

    1600-tallets Buenos Aires

    Der blev grundlagt en del nye institutioner i Buenos Aires allerede fra starten, og det fortsatte i 1600-tallet med blandt andet et hospital i 1611. Derved steg havnebyens betydning i den spanske kolonitids Sydamerika, der dog blev regeret fra Peru.

    I 1620 blev Buenos Aires hovedstad i provinsen med samme navn, og byens vigtighed for den sydamerikanske handel var stærkt stigende. Den spanske koloniadministration søgte dog at få al handel fra Sydamerika til fysisk at gå gennem Lima i Peru; også selv om en del af udskibningen af fx sølv gik gennem Buenos Aires, der lå logistisk bedre på handelsvejen til Spanien og Europa end Lima ved Stillehavskysten.

    I slutningen af 1600-tallet var Buenos Aires en større by centreret omkring den vigtige havn ved Rio de La Plata. Mange nybygninger kom til i disse år, og en af de vigtigste var indvielsen af byens katedral i 1671.

     

    Stigende opposition mod Spanien

    Væksten i slutningen af 1600-tallet fortsatte gennem 1700-tallet, hvor Buenos Aires blev udbygget, og hvor flere større opførelser kom til. Byens rådhus, Cabildo, blev bygget i 1711, mens flere kirker, klostre og sygehuse blev opført og åbnet gennem århundredet.

    Det peruvianske handelsmonopol som havn for det spanske vicekongedømme i Sydamerika var dog i stigende grad en torn i øjet på handelsfolkene i Buenos Aires, som med ordningen ikke fik udnyttet de muligheder, de lå i den strategisk gode beliggenhed ved Rio de la Plata. Det medførte en øget modstand mod spanierne og det spanske kolonistyre fra byens indbyggere. Allerede på dette tidspunkt blev byens borgere kaldt Porteños, der betyder dem fra havnen, hvilket understregede vigtigheden af netop byens havn og derved handelspotentiale.

    I slutningen af 1700-tallet blev presset for en nemmere handel med omverdenen så stort, at den spanske kong Carlos III erklærede Buenos Aires for en frihavn. Desuden oprettede spanierne regionen omkring Buenos Aires som Vicekongedømmet Rio de la Plata med hovedstad i netop Buenos Aires. Det skete i 1776 og omfattede store dele af dagens Argentina, Uruguay, Paraguay, Chile og Bolivia.

    Det nye vicekongedømme blev skabt for dels at udnytte det kommercielle potentiale i Buenos Aires og dels for bedre at kunne forsvare området mod ikke mindst England og Portugals stigende interesse for de spanske områder i Sydamerika.

    Den nye status skabte dog ikke den umiddelbare store fremgang for byen, som der var håbet på, og desuden kom refomerne så sent, at oprørstankerne mod spansk styre var tydelige mange steder på kontinentet. Den franske revolution var en yderligere faktor, der styrkede de lokale sydamerikaneres tro på en succesrig modstand mod kolonimagten.

     

    Argentinas uafhængighed

    Spanien blev gradvist svækket, og Napoleonskrigene i Europa medførte en stigende grad af lokal autonomi i Sydamerika og derved også i Buenos Aires. I årene 1806-1807 invaderede Storbritannien Buenos Aires to gange, men lokale militære enheder overvandt begge gange briterne. Det var begivenheder, der gav yderligere tro på, at kolonien kunne stå på egne ben og forsvare sig selv.

    I 1810 udnyttede borgere i Buenos Aires den spanske svækkelse. De styrtede den spanske vicekonge, Baltasar Hidalgo de Cisneros, og etablerede en selvstændig provinsregering, der dog ikke straks var anerkendt som Argentinas regering. Handlingerne blev kendt som majrevolutionen, og den var begyndelsen til uafhængighed. Begivenheden fejres i dag som national revolutionsdag.

    Med revolutionen i 1810 flyttede spaniere hovedstaden i vicekongedømmet til Montevideo, men revolutionerne spredte sig til det meste af det spanske Sydamerika, og i 1814 opførte Rio de la Plata med at eksistere som spansk kolonirige. Efter 1810 var Argentina dog ikke blevet selvstændigt, og interne og for en dels vekdommende også kongetro styrker bekrigede hinanden, men landets uafhængighedskamp var i gang.

    I Buenos Aires styrede den såkaldte og revolutionære første junta, som indledte kampe mod andre dele af det spanske vicekongedømme. I det argentinske område var der fx stor forskel på by og land, hvor konservatismen i høj grad herskede, og blandt andet derfor tog det flere år at kæmpe sig til friheden.

    Det 9. juli 1816 fandt Tucumánkongressen sted i den nordargentinske by San Miguel de Tucumán. På kongressen erklærede det nuværende Argentina, Uruguay og dele af Bolivia sig selvstændigt fra det spanske imperium. Argentinas formelle selvstændighed var sikret, og arbejdet med at danne en egentlig stat fortsatte med Buenos Aires som hovedstad.

     

    1800-tallets Buenos Aires

    Buenos Aires var Argentinas absolutte centrum for handel, politik og befolkning. Byen var også stedet, hvor landets frisindede og liberalt tænkende tog til, og det skabte en kulturel afstand til den mere konservative befolkning i landprovinserne; det er en forskel, der fortsat hersker i dag.

    Der blev etableret nye administrative funktion i det nye land, og en del institutioner blev grundlagt i årene og årtierne efter uafhængigheden. Som et eksempel blev Buenos Aires’ universitet åbnet i 1821.

    Med landets selvstændighed var freden dog ikke sikret, og fra 1838 til 1850 søgte Frankrig og Storbritannien at styrke deres politiske positioner internationalt ved flere gange at belejre Buenos Aires, der dog ikke overgav sig. Derved forblev Argentina en uafhængig nation.

    I sidste halvdel af 1800-tallet blev det argentinske opland forbundet med jernbaner til Buenos Aires, og transporten af råvarer til forarbejdning i eller udskibning fra byen skabte en kolossal vækst, der gjorde Buenos Aires til en metropol, der kunne måle sig med Europas største.

    Med den økonomiske succes fulgte også en storstilet kulturel udbygning i Buenos Aires, der ikke ville stå tilbage for europæiske byer. Palæer blev opført, og Teatro Colón blev bygget som et af verdens førende operahuse. De store navne i verden lagde nu ofte vejen forbi Buenos Aires, der var Sydamerikas mest fremgangsrige by.

    I 1880 blev Buenos Aires’ status ændret til at være et føderalt område, og Casa Rosada blev sæde for den argentinske præsident. Det var en tid, hvor byens befolkning voksede kraftigt grundet en stor tilflytning, der primært kom fra Italien og Spanien.

     

    Fortsat vækst og nedgangstider

    I starten af 1900-tallet fortsatte Buenos Aires den vækst, der var startet i 1800-tallet. Kontinentets højeste bygning blev opført her, og den første metrolinje i Sydamerika og på den sydlige halvkugle blev anlagt i Buenos Aires. Argentina var ikke mindst grundet en overordentlig stor kødeksport blandt verdens rigeste lande, og det kunne ses i hovedstaden.

    I 1920erne kom der stadig mange europæiske immigranter til Argentina, og de fleste blev boende i og omkring Buenos Aires. Porteños befolkning stammer i dag i langt højere grad end andre sydamerikanske storbyers befolkninger fra europæiske folk og ikke fra de lokale indianere. I 1930erne kom der også mange tilflyttere fra den argentinske provins til hovedstaden, og befolkningstilvæksten begyndte at skabe problemer.

    Immigrationen skabte slumområder, idet midlertidige, dårlige boliger skød op omkring fabrikker i de såkaldte villas miseria. Det var starten på byens sociale problemer, som herskede de følgende årtier under skiftende styrer. De mange nye arbejdere blev dog også et politisk afsæt for Juan Perón og peronismen i Argentina.

    Hen mod midten af 1900-tallet var tidligere årtiers boomende økonomi afløst af nedgangstider, der kom i kølvandet på den internationale krise fra 1929 og efter øget konkurrence og deraf fald i eksporten fra Argentina.

     

    Juan Perón

    Argentina deltog ikke i 2. Verdenskrig, men der var ikke stilstand på den politiske front i 1940erne. Den 4. juni 1943 fjernede general Arturo Rawson den siddende præsident Ramón Castillo ved et kup. Juan Perón blev arbejds- og velfærdminister, hvor han hurtigt opnåede stor popularitet fra ikke mindst arbejderklassen.

    Perón blev tvunget til at gå af som minister i 1945 og arresteret kort tid efter. Som protest gik folk på gaden umiddelbart efter, den 17. oktober 1945, hvor masserne forlangte, at Juan Perón skulle løslades. Dagen indskrev sig i Argentinas historie som Loyalitetsdagen/Dia de la lealtad, der regnes som tidspunktet, hvor peronismen som politisk bevægelse blev skabt.

    Året efter blev Juan Perón præsident med over halvdelen af de argentinske stemmer. Hans politik sigtede mod at styrke vilkårene for landets arbejdere, der var Peróns politiske base.

    Præsidenten nationaliserede en del industri og søgte at fremskynde en industriel udvikling. På trods af Juan og hustruen Eva Peróns store popularitet og ambitiøse reformprogram gennemlevede Argentina fortsat en tid økonomiske problemer.

    Begivenheder i 1955 blev et andet historisk kapitel i Buenos Aires’ og Argentinas historie. Den 16. juni demonstrede mange argentinere som støtte for Juan Perón på Plaza de Mayo, som landets militær valgte at bombe fra luften. Under angrebet blev 364 argentinere dræbt. I september samme år afsatte militæret Juan Perón som præsident.

    På Plaza de Mayo er der lige siden 1945 blevet afholdt demonstrationer som følge af sociale problemer eller som reaktion mod skiftende regeringer og styreformer. Efter mange år i eksil kom Juan Perón tilbage til Argentina og blev valgt som præsident igen i 1973. Han døde i 1974, hvor Argentina overgik til et juntastyre.

     

    Buenos Aires i dag

    Gennem sidste halvdel af 1900-tallet blev der bygget meget nyt i Buenos Aires. Lufthavnene Aeroparque og Ministro Pistarini blev åbnet i henholdsvis 1948 og 1949, og i 1957 blev infrastrukturen udbygget med stationen Federico Lacroze. Byens metro blev også løbende udvidet fra åbningen af den første strækning i 1913.

    I 1967 blev Buenos Aires’ smukke japanske have anlagt, og året efter slog byens planetarium dørene op. Lokale og turister nød godt af de nye muligheder, og i 1971 kunne de også foretage indkøbsture ad strøggaden Florida, der dette år blev etableret som gågade.

    1970erne var også en tid med politiske spændinger, der kom til udtryk i kampe mellem revolutionære venstreorienterede og paramilitære højregrupper. Juan Perón var præsident en overgang fra 1973 til sin død i 1974, og fra 1976 blev landet styret af militæret efter et nyt kup.

    Landets og byens økonomiske vanskeligheder var fortsat en realitet, og på trods af en folkelig opblomstring med Argentinas verdensmesterskab i fodbold i 1978 på hjemmebane, var det svære tider for landet.

    Militærstyret kom i krig med Storbritannien i 1982, da Argentina invaderede Falklandsøerne, der under navnet Islas Malvinas altid har været anset som argentinske i det sydamerikanske land. Krigen blev tabt, og det var et af de skridt, der resulterede i et nyt politisk styre med demokrati i 1983.

    I 1980erne besøgte paven Buenos Aires to gange. Det skete i 1982 og igen i 1987, og begge gange samlede begivenheden nogle af de største antal indbyggere i byens historie. I samme periode oplevede Argentina og Buenos Aires en kulturel opblomstring, der blev suppleret af en ny økonomisk vækst, der var særligt tydelig i 1990erne. På dette tidspunkt var befolkningstallet i byområdet vokset til over ti millioner.

    Argentina og derved også hovedstaden blev ramt af en økonomisk krise i 1998 grundet blandt andet faldende landbrugsproduktpriser og et misforhold i valutakursen over for amerikanske dollar. Økonomien blev gradvist bedre fra særligt 2003, og selv om der løbende var finansielle udfordringer, oplevede byen ny optimisme med byggerier og investeringer, der fx kan opleves i det revitaliserede havnekvarter Puerto Madero. Indbyggertallet i byområdet Buenos Aires er samtidig steget, og der bor omkring 14 millioner mennesker i dag.