Buenos Aires rejseguide

Den første ekspedition

Buenos Aires’ og Argentinas historie kendes bedst fra alle årene med europæisk opdagelse og bosættelse, men der har også været en tidligere historie på regionens frugtbare sletter og kystområder. Der havde således været beboere i årtusinder, da de første europæere kom hertil.

Det var spanske Juan Díaz de Solís, der som første europæer opdagede området ved at sejle op ad Sølvfloden, Río de La Plata, og det skete i 1516. Díaz de Solís’ togt blev dog kortvarigt, idet han og de øvrige sømænd menes dræbt undervejs af lokale charrúa-indianere i det nuværende Uruguay.

Santa Maria del Buen Ayre

Der gik 20 år efter Solís’ første sejlads ad Rio de La Plata, før en spansk ekspedition på jagt efter guld i 1536 grundlagde den første by ved dagens Buenos Aires. Pedro de Mendoza var ekspeditionsleder, og han navngav byen Ciudad de Nuestra Señora Santa Maria del Buen Ayre. Byen lå i det nuværende San Telmo-kvarter og derved ikke langt fra det moderne centrum af Buenos Aires, der kendes i dag.

Hyppige angreb fra lokale indianere tvang dog bosætterne i Buen Ayre i defensiven, og i 1542 forlad den nye bys indbyggere deres huse for at flygte over havet og til Asunción, der var en befæstet bosættelse. Derved var området omkring Rio de La Plata igen uden europæisk kolonisering.

Juan de Garays by

Tiden uden europæere varede indtil 1580, hvor en permanent bosættelse blev etableret den 11. juni af Juan de Garay, der sejlede fra Asunción i det nuværende Paraguay ad Paraná-floden til Rio de La Plata.

Juan de Garay grundlagde derved det nuværende Buenos Aires; dog gav han den navnet Ciudad de Trinidad med havnen Puerto de Santa Maria de los Buenos Aires. De første årtier etablerede både den spanske administration sig, og den katolske kirke kom også hurtigt til Buenos Aires. I 1591 blev der grundlagt et dominikanerkloster i byen, og i 1604 etablerede Franciskanerordenen sig.

1600-tallets Buenos Aires

Der blev grundlagt en del nye institutioner i Buenos Aires allerede fra starten, og det fortsatte i 1600-tallet med blandt andet et hospital i 1611. Derved steg havnebyens betydning i den spanske kolonitids Sydamerika, der dog blev regeret fra Peru.

I 1620 blev Buenos Aires hovedstad i provinsen med samme navn, og byens vigtighed for den sydamerikanske handel var stærkt stigende. Den spanske koloniadministration søgte dog at få al handel fra Sydamerika til fysisk at gå gennem Lima i Peru; også selv om en del af udskibningen af fx sølv gik gennem Buenos Aires, der lå logistisk bedre på handelsvejen til Spanien og Europa end Lima ved Stillehavskysten.

I slutningen af 1600-tallet var Buenos Aires en større by centreret omkring den vigtige havn ved Rio de La Plata. Mange nybygninger kom til i disse år, og en af de vigtigste var indvielsen af byens katedral i 1671.

Stigende opposition mod Spanien

Væksten i slutningen af 1600-tallet fortsatte gennem 1700-tallet, hvor Buenos Aires blev udbygget, og hvor flere større opførelser kom til. Byens rådhus, Cabildo, blev bygget i 1711, mens flere kirker, klostre og sygehuse blev opført og åbnet gennem århundredet.

Det peruvianske handelsmonopol som havn for det spanske vicekongedømme i Sydamerika var dog i stigende grad en torn i øjet på handelsfolkene i Buenos Aires, som med ordningen ikke fik udnyttet de muligheder, de lå i den strategisk gode beliggenhed ved Rio de la Plata. Det medførte en øget modstand mod spanierne og det spanske kolonistyre fra byens indbyggere. Allerede på dette tidspunkt blev byens borgere kaldt Porteños, der betyder dem fra havnen, hvilket understregede vigtigheden af netop byens havn og derved handelspotentiale.

I slutningen af 1700-tallet blev presset for en nemmere handel med omverdenen så stort, at den spanske kong Carlos III erklærede Buenos Aires for en frihavn. Desuden oprettede spanierne regionen omkring Buenos Aires som Vicekongedømmet Rio de la Plata med hovedstad i netop Buenos Aires. Det skete i 1776 og omfattede store dele af dagens Argentina, Uruguay, Paraguay, Chile og Bolivia.

Det nye vicekongedømme blev skabt for dels at udnytte det kommercielle potentiale i Buenos Aires og dels for bedre at kunne forsvare området mod ikke mindst England og Portugals stigende interesse for de spanske områder i Sydamerika.

Den nye status skabte dog ikke den umiddelbare store fremgang for byen, som der var håbet på, og desuden kom refomerne så sent, at oprørstankerne mod spansk styre var tydelige mange steder på kontinentet. Den franske revolution var en yderligere faktor, der styrkede de lokale sydamerikaneres tro på en succesrig modstand mod kolonimagten.

Argentinas uafhængighed

Spanien blev gradvist svækket, og Napoleonskrigene i Europa medførte en stigende grad af lokal autonomi i Sydamerika og derved også i Buenos Aires. I årene 1806-1807 invaderede Storbritannien Buenos Aires to gange, men lokale militære enheder overvandt begge gange briterne. Det var begivenheder, der gav yderligere tro på, at kolonien kunne stå på egne ben og forsvare sig selv.

I 1810 udnyttede borgere i Buenos Aires den spanske svækkelse. De styrtede den spanske vicekonge, Baltasar Hidalgo de Cisneros, og etablerede en selvstændig provinsregering, der dog ikke straks var anerkendt som Argentinas regering. Handlingerne blev kendt som majrevolutionen, og den var begyndelsen til uafhængighed. Begivenheden fejres i dag som national revolutionsdag.

Med revolutionen i 1810 flyttede spaniere hovedstaden i vicekongedømmet til Montevideo, men revolutionerne spredte sig til det meste af det spanske Sydamerika, og i 1814 opførte Rio de la Plata med at eksistere som spansk kolonirige. Efter 1810 var Argentina dog ikke blevet selvstændigt, og interne og for en dels vekdommende også kongetro styrker bekrigede hinanden, men landets uafhængighedskamp var i gang.

I Buenos Aires styrede den såkaldte og revolutionære første junta, som indledte kampe mod andre dele af det spanske vicekongedømme. I det argentinske område var der fx stor forskel på by og land, hvor konservatismen i høj grad herskede, og blandt andet derfor tog det flere år at kæmpe sig til friheden.

Det 9. juli 1816 fandt Tucumánkongressen sted i den nordargentinske by San Miguel de Tucumán. På kongressen erklærede det nuværende Argentina, Uruguay og dele af Bolivia sig selvstændigt fra det spanske imperium. Argentinas formelle selvstændighed var sikret, og arbejdet med at danne en egentlig stat fortsatte med Buenos Aires som hovedstad.

1800-tallets Buenos Aires

Buenos Aires var Argentinas absolutte centrum for handel, politik og befolkning. Byen var også stedet, hvor landets frisindede og liberalt tænkende tog til, og det skabte en kulturel afstand til den mere konservative befolkning i landprovinserne; det er en forskel, der fortsat hersker i dag.

Der blev etableret nye administrative funktion i det nye land, og en del institutioner blev grundlagt i årene og årtierne efter uafhængigheden. Som et eksempel blev Buenos Aires’ universitet åbnet i 1821.

Med landets selvstændighed var freden dog ikke sikret, og fra 1838 til 1850 søgte Frankrig og Storbritannien at styrke deres politiske positioner internationalt ved flere gange at belejre Buenos Aires, der dog ikke overgav sig. Derved forblev Argentina en uafhængig nation.

I sidste halvdel af 1800-tallet blev det argentinske opland forbundet med jernbaner til Buenos Aires, og transporten af råvarer til forarbejdning i eller udskibning fra byen skabte en kolossal vækst, der gjorde Buenos Aires til en metropol, der kunne måle sig med Europas største.

Med den økonomiske succes fulgte også en storstilet kulturel udbygning i Buenos Aires, der ikke ville stå tilbage for europæiske byer. Palæer blev opført, og Teatro Colón blev bygget som et af verdens førende operahuse. De store navne i verden lagde nu ofte vejen forbi Buenos Aires, der var Sydamerikas mest fremgangsrige by.

I 1880 blev Buenos Aires’ status ændret til at være et føderalt område, og Casa Rosada blev sæde for den argentinske præsident. Det var en tid, hvor byens befolkning voksede kraftigt grundet en stor tilflytning, der primært kom fra Italien og Spanien.

Fortsat vækst og nedgangstider

I starten af 1900-tallet fortsatte Buenos Aires den vækst, der var startet i 1800-tallet. Kontinentets højeste bygning blev opført her, og den første metrolinje i Sydamerika og på den sydlige halvkugle blev anlagt i Buenos Aires. Argentina var ikke mindst grundet en overordentlig stor kødeksport blandt verdens rigeste lande, og det kunne ses i hovedstaden.

I 1920erne kom der stadig mange europæiske immigranter til Argentina, og de fleste blev boende i og omkring Buenos Aires. Porteños befolkning stammer i dag i langt højere grad end andre sydamerikanske storbyers befolkninger fra europæiske folk og ikke fra de lokale indianere. I 1930erne kom der også mange tilflyttere fra den argentinske provins til hovedstaden, og befolkningstilvæksten begyndte at skabe problemer.

Immigrationen skabte slumområder, idet midlertidige, dårlige boliger skød op omkring fabrikker i de såkaldte villas miseria. Det var starten på byens sociale problemer, som herskede de følgende årtier under skiftende styrer. De mange nye arbejdere blev dog også et politisk afsæt for Juan Perón og peronismen i Argentina.

Hen mod midten af 1900-tallet var tidligere årtiers boomende økonomi afløst af nedgangstider, der kom i kølvandet på den internationale krise fra 1929 og efter øget konkurrence og deraf fald i eksporten fra Argentina.

Juan Perón

Argentina deltog ikke i 2. Verdenskrig, men der var ikke stilstand på den politiske front i 1940erne. Den 4. juni 1943 fjernede general Arturo Rawson den siddende præsident Ramón Castillo ved et kup. Juan Perón blev arbejds- og velfærdminister, hvor han hurtigt opnåede stor popularitet fra ikke mindst arbejderklassen.

Perón blev tvunget til at gå af som minister i 1945 og arresteret kort tid efter. Som protest gik folk på gaden umiddelbart efter, den 17. oktober 1945, hvor masserne forlangte, at Juan Perón skulle løslades. Dagen indskrev sig i Argentinas historie som Loyalitetsdagen/Dia de la lealtad, der regnes som tidspunktet, hvor peronismen som politisk bevægelse blev skabt.

Året efter blev Juan Perón præsident med over halvdelen af de argentinske stemmer. Hans politik sigtede mod at styrke vilkårene for landets arbejdere, der var Peróns politiske base.

Præsidenten nationaliserede en del industri og søgte at fremskynde en industriel udvikling. På trods af Juan og hustruen Eva Peróns store popularitet og ambitiøse reformprogram gennemlevede Argentina fortsat en tid økonomiske problemer.

Begivenheder i 1955 blev et andet historisk kapitel i Buenos Aires’ og Argentinas historie. Den 16. juni demonstrede mange argentinere som støtte for Juan Perón på Plaza de Mayo, som landets militær valgte at bombe fra luften. Under angrebet blev 364 argentinere dræbt. I september samme år afsatte militæret Juan Perón som præsident.

På Plaza de Mayo er der lige siden 1945 blevet afholdt demonstrationer som følge af sociale problemer eller som reaktion mod skiftende regeringer og styreformer. Efter mange år i eksil kom Juan Perón tilbage til Argentina og blev valgt som præsident igen i 1973. Han døde i 1974, hvor Argentina overgik til et juntastyre.

Buenos Aires i dag

Gennem sidste halvdel af 1900-tallet blev der bygget meget nyt i Buenos Aires. Lufthavnene Aeroparque og Ministro Pistarini blev åbnet i henholdsvis 1948 og 1949, og i 1957 blev infrastrukturen udbygget med stationen Federico Lacroze. Byens metro blev også løbende udvidet fra åbningen af den første strækning i 1913.

I 1967 blev Buenos Aires’ smukke japanske have anlagt, og året efter slog byens planetarium dørene op. Lokale og turister nød godt af de nye muligheder, og i 1971 kunne de også foretage indkøbsture ad strøggaden Florida, der dette år blev etableret som gågade.

1970erne var også en tid med politiske spændinger, der kom til udtryk i kampe mellem revolutionære venstreorienterede og paramilitære højregrupper. Juan Perón var præsident en overgang fra 1973 til sin død i 1974, og fra 1976 blev landet styret af militæret efter et nyt kup.

Landets og byens økonomiske vanskeligheder var fortsat en realitet, og på trods af en folkelig opblomstring med Argentinas verdensmesterskab i fodbold i 1978 på hjemmebane, var det svære tider for landet.

Militærstyret kom i krig med Storbritannien i 1982, da Argentina invaderede Falklandsøerne, der under navnet Islas Malvinas altid har været anset som argentinske i det sydamerikanske land. Krigen blev tabt, og det var et af de skridt, der resulterede i et nyt politisk styre med demokrati i 1983.

I 1980erne besøgte paven Buenos Aires to gange. Det skete i 1982 og igen i 1987, og begge gange samlede begivenheden nogle af de største antal indbyggere i byens historie. I samme periode oplevede Argentina og Buenos Aires en kulturel opblomstring, der blev suppleret af en ny økonomisk vækst, der var særligt tydelig i 1990erne. På dette tidspunkt var befolkningstallet i byområdet vokset til over ti millioner.

Argentina og derved også hovedstaden blev ramt af en økonomisk krise i 1998 grundet blandt andet faldende landbrugsproduktpriser og et misforhold i valutakursen over for amerikanske dollar. Økonomien blev gradvist bedre fra særligt 2003, og selv om der løbende var finansielle udfordringer, oplevede byen ny optimisme med byggerier og investeringer, der fx kan opleves i det revitaliserede havnekvarter Puerto Madero. Indbyggertallet i byområdet Buenos Aires er samtidig steget, og der bor omkring 14 millioner mennesker i dag.