Se på kortet
-
Copacabana - Avenida Atlântica - Copacabana, Rio de Janeiro, Brasilien
Læs om byen
Få byer i verden vækker så megen livsglæde som Rio de Janeiro. Her er der sambafodbold, det farvestrålende årlige karneval, strandene Copacabana og Ipenema, Corcovado-banen og mange andre oplevelser, som blot venter på besøgende.
Højdepunkterne i byen er bogstaveligt talt det markante bjerg Sukkertoppen og den imponerende Kristusstatue, der står favnende og skuer over hele Rio de Janeiro. En tur til statuen er et must på en rejse til den charmerende brasilianske metropol. Statuen og udsigten er uforglemmelig.
Rio de Janeiro er udover de gode muligheder for badning og afslapning også en by med et stort kulturudbud. Fine museer og interessante kirkebygninger kan nævnes, og så er der naturligvis alle cariocaerne, som er det lokale navn for Rio de Janeiros indbyggere. Deres humør kan heldigvis ikke undgå at smitte.
Man ofte ofte i Zona Sul som turist i byen. Bydelene Botafogo, Catete, Flamengo og Gloria er steder med megen cariocasjæl, og Santa Teresa er ganske seværdig. Vil man opleve mere fra det historiske Brasilien og samtidig komme lidt ud af storbyen, kan man nyde en tur til portugisiske Parati.
Andre seværdigheder
- Sukkertoppen/Pão de Açúcar: Sukkertoppen er det berømte 396 meter høje granitbjerg, der har form som netop en sukkertop. Bjerget er et af Rio de Janeiros vartegn, og man kan komme op på toppen med en betagende svævebanetur.
- Lapa Akvædukt/Arcos da Lapa: Arcos da Lapa er også kendt som Carioca-akvædukten, og den blev opført fra 1724 for at transportere frisk vand til Rio de Janeiros stigende antal indbyggere. I dag er der anlagt en sporvognslinje på toppen.
- Byens Teater/Theatro Municipal: Dette er Rio de Janeiros smukke operabygning, der blev opført 1905-1909 med inspiration fra Garnier-oparen i Paris. Stilmæssigt står operaen i tidens art nouveau og eklekticisme.
- Nationalmuseet for Skønne Kunster/Museu Nacional de Belas Artes: Dette nationale kunstmuseum blev etableret i 1937, og fundamentet i samlingen var den kunstsamling, som den portugisiske konge tog med til Brasilien, da han flyttede hoffet hertil fra Lissabon i 1800-tallet. Man kan se både brasiliansk og international kunst i det smukke museumsbygning.
- Maracanã: Det enorme Maracanã er verdens største fodboldstadion. Det blev indviet i 1950 til 166.369 tilskuere, men til verdensmesterskabet i klubfodbold i 1963 så omkring 200.000 mennesker Pelé og Santos vinde over italienske Milan.
- Santa Teresa: Santa Teresa-kvarteret blev anlagt i 1700-tallet, og stemningen i dag er som at komme tilbage til det historiske Rio de Janeiro. Smalle og krogede gader med gamle sporvogne dominerer kvarteret.
- Botanisk Have/Jardim Botânico: Rio de Janeiros botaniske have er måske verdens smukkeste og mest fascinerende. Man kan både opleve det rige brasilianske planteliv og internationale anlæg og plantesamlinger her; fx en elegant japansk have.
- Ipanema Strand/Praia de Ipanema: Ipanema-stranden blev udødeliggjort gennem sangen Girl from Ipanema, og ved et besøg forstår man godt hvorfor. Stranden er i sig selv meget smuk og betagende.
- Fremtidsmuseet/Museu do Amanhã: Dette er et spændende videnskabsmuseum, der står som et af Rio de Janeiros berømte værker i moderne arkitektur. Museet åbnede i 2015 i bygningen, der blev designet af Santiago Calatrava.
Historisk overblik
Den første europæiske tilstedeværelse i det nuværende Rio de Janeiro-område forekom i januar 1502, da den portugisiske opdagelsesrejsende, Gaspar de Lemos, stod i spidsen for en ekspedition, der sejlede til Guanabarabugten. De mente, bugten måtte være mundingen af en flod, og derfor kaldte de stedet for Rio de Janeiro, der betyder Januarfloden på portugisisk.
Frankrig søgte i årtierne efter indflydelse i området, og i 1555 indtog de under admiral Villegaignons ledelse områderne omkring Guanabarabugten, men efter flere kampe måtte de forlade landet igen få år senere.
Ved foden af Sukkertoppen grundlagde Estácio de Sá i 1565 byen São Sebastião do Rio de Janeiro, der blev opkaldt efter den portugisiske konge. Byen lå godt med sin naturhavn i Guanabarabugten, men alligevel tæt på Atlanterhavet, hvorfra byen blev udsat for gentagne plyndringer fra ikke mindst fjender af Portugal.
Portugal var ved at kolonisere det kolossale Brasilien, og for at undgå erobringer fra andre europæere grundlagde de mange nye byer. Rio de Janeiro blev også gjort til det andet regionale administrative centrum efter Salvador mod nord. På den måde kunne der sikres en hurtigere udbygning i den sydlige del af kolonien.
I de første mange år gik den økonomiske udvikling langsomt, og Rio de Janeiro var en lille by. Kun langsomt blev regionen opdyrket, men produktionen steg dog, og i slutningen af 1600-tallet var produktionen af sukkerrør betydelig og den største eksportvare.
I starten af 1700-tallet blev der fundet guld i Minas Gerais, nordvest for Rio de Janeiro inde i landet. Der udbrød en guldfeber, der trak folk til fra både Portugal og de øvrige regioner i Brasilien. Portugals konge bestemte, at alt guld fra Brasilien skulle udskibes fra Rio de Janeiro, og det skabte en økonomisk opblomstring og vækst i indbyggertallet i byen.
I 1763 blev Rio de Janeiro gjort til Brasiliens eneste administrative centrum og derved reelt set koloniens hovedstad, hvilket naturligt nok medførte en del nye offentlige institutioner i den portugisiske administration.
Den portugisiske konge, Dom João VI, blev tvunget til at forlade sit hjemland i forbindelse med Napoleons erobringer i Portugal i 1808, og han flyttede ved den lejlighed hele sit hof til Rio de Janeiro. Den royale status i byen skabte yderligere byggerier, bl.a. kongens residens, og det tilførte byen en kulturel rigdom, den ikke tidligere havde haft. Kongerigets officielle hovedstad blev flyttet til Rio de Janeiro, der dermed også var europæisk hovedstad.
I 1821 rejste Dom João VI tilbage til Lissabon, og året efter erklærede hans søn Brasilien selvstændigt og udnævnte sig selv til kejser Pedro I. Han fastholdt Rio de Janeiro som hovedstad.
Kejser Dom Pedro I afsatte regeringen i 1831, og efter store tumulter, og en fejlslagen genetablering af det politiske styre, forlod han Brasilien, gik ombord på et britisk krigsskib og overlod tronen til sin 5-årige søn, der blev kejser Dom Pedro II i 1841.
Rio de Janeiro udviklede sig hastigt gennem sidste halvdel af 1800-tallet. Jernbanen kom til byen i 1858, og 10 år efter kørte den første sporvogn i byens gader. Stadigt flere mennesker kom til Rio de Janeiro, og det medførte et pres på udviklingen af nye byområder.
I begyndelsen af 1900-tallet startede en stor udvidelse af byen. I centrum blev der anlagt bredere boulevarder, og Zona Sul, der ligger syd for centrum og de gennemgående bjerge, blev planlagt. Derved startede folkelivet omkring Copacabana-stranden, der tidligere havde ligget uden for Rio de Janeiro. Copacabana Palace Hotel var i 1930’erne et af de amerikanske kontinenters mest fashionable hoteller, og i denne periode slog byen sit navn fast som strandenes og livsglædens hovedstad.
Storbyen São Paolo havde efterhånden overtaget Rio de Janeiros rolle som Brasiliens økonomiske lokomotiv, hvorimod der gennem 1900-tallet blev etableret en række kulturelle institutioner i hovedstaden. I 1905 blev byggeriet af byens nye teater igangsat, og mange museer blev etableret rundt omkring i byens mange kvarterer.
Som hovedstad tiltrak Rio de Janeiro med den stigende turisme løbende massevis af folk fra hovedsageligt Brasiliens fattigere nordøstlige regioner. De bosatte sig i den nordvestlige udkant af byen, der efterhånden udviklede sig til kolossale bydele med millioner af indbyggere. Bydelene, de såkaldte favelaer, bestod ofte af særdeles midlertidige boliger, og de levede deres eget liv langt fra turisternes Rio de Janeiro, der primært var den sydlige Zona Sul.
I årevis havde det været diskuteret, hvorvidt Brasiliens hovedstad skulle flyttes ind i landet for at udvikle området. Det blev en realitet i 1960, hvor Brasilia blev anlagt, og derved ophørte Rio de Janeiros status som landets hovedstad.
