Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Santiago er hovedstad i Chile, og den ligger som et spændende mødested mellem flere kulturer og en storslået natur. Her er nyt og gammelt, som er påvirket af både den spanske og den indianske kultur, og arkitekturen har en pragtfuld sydlandsk charme.

I Santiago er man på trods af byens store størrelse aldrig langt fra naturen. I selve byen er der store parkanlæg og flere højdedrag, hvorfra der er storslåede udsigter over Santiago og omegnen. Mellem nogle af bakkerne kan man endda tage svævebaner og få et anderledes kig over byen.

Som en storslået kulisse ligger de høje og i Chile allestedsnærværende Andesbjerge i horisonten mod øst. Sneen ligger synligt på toppen af bjergene, og det giver en særlig kontrast i den behagelige chilenske sommervarme, som man fx kan nyde på et af byens mange dejlige restauranter.

Som Andesbjergene mod øst ligger Stillehavet mod vest, og på en tur til Santiago bør man også tage sig tid til at besøge den gamle og meget stemningsfulde havneby Valparaiso, hvor de vakkelvorne elevatorer bringer folk op ad byens bjergskråninger. Tæt derpå ligger den mondæne badeby Viña del Mar, som med sin eksklusivitet lægger endnu en dimension ind i mangfoldigheden i Santiagos omegns.

Topseværdigheder

    Plaza de Armas, Santiago

    Plaza de Armas

    Plaza de Armas eller Våbenpladsen er en plads, der allerede ved byens grundlæggelse blev etableret som Santiagos midtpunkt. Det skete i den spanske kolonitid, hvor den nye by blev udlagt med vinkelrette gader omkring Plaza de Armas. Som den historisk vigtigste plads i byen opførte spanierne en række af Santiagos væsentligste bygninger her som blandt andet byens katedral.

    Stemningen er altid god på pladsen, hvor folkelivet trives blandt artister, skakspillere og forskellige kulturelle arrangementer. Har man tid, er det derfor en attraktion i sig selv blot at tage plads på en bænk og nyde livet, chilenerne og arkitekturen i de smukke og interessante rammer.

     

    Byens Katedral
    Catedral Metropolitana

    Catedral Metropolitana er Santiagos imponerende katedral. Den er byens domkirke og den femte kirke, som gennem tiden er blevet opført på dette sted. Den første kirkebygning blev etableret af den spanske conqiustador Pedro de Valdivia, der grundlagde Santiago. Valdivia fik bygget en lille kirke på den nye bys centrale plads, og denne blev afløst af en katedral omkring år 1600.

    Santiago ligger i et område, der jævnligt bliver ramt af jordskælv, og rystelser har flere gange været årsag til ødelæggelser af Catedral Metropolitana. I 1647 rystede et jordskælv Santiago, og det meste af domkirken styrede i grus. Kirken blev genrejst for blot igen at blive ramt af et jordskælv blot ti år efter det første. Endnu en gang måtte kirkens genopføres, og det skete i årene 1662-1687.

    Da endnu et jordskælv ødelagde den genopbyggede katedral i 1730, besluttede biskop Juan González Melgarejo at rive hele kirken ned og bygge en ny fra grunden. Han fik udarbejdet tegninger, som blev sendt til kongelig godkendelse i Spanien. Planerne blev godkendt i 1753, og herefter rejste den nuværende domkirke sig.

    Catedral Metropolitana blev indviet i 1775, men der blev fortsat bygget på kirken. Den italienske arkitekt Joaquín Toesca overtog byggeriet i 1779, og han ville udbygge domkirken for at give den et udtryk, der passede til dens status og beliggenhed på Plaza de Armas. Toesca stod blandt andet bag kirkens nye facade. Stilen var barok, hvilket bygningsmæssigt blev ændret til klassicisme gennem den følgende opførelsestid.

    I 1800-tallet blev der bygget videre på Catedral Metropolitana. Kapellet Capilla del Sagrario blev påbegyndt i 1846 ved arkitekten Eusebio Chelli, og sidst i århundredet blev Ignacio Cremonesi engageret til at færdiggøre kirken. Han tilførte katedralen et præg, der var inspireret af florentinske og romerske kirker med stukkatur og loftsfresker.

    I dag kan man opleve resultatet af mange års byggeri i form af en treskibet katedral med en krypt, flere altre og et fint kapel. Udsmykningen spænder fra rigt udsmykkede lofter og kapeller til den enkle krypt. Stilen er primært barok med klassicistiske træk. Capilla del Sagrario er i øvrigt stedet, hvor byens første kirke lå. Den hed Iglesia Mayor, og den blev bygget kort tid efter grundlæggelsen af Santiago.

    I forbindelse med katedralen ligger Museet for Religiøs Kunst/Museo de Arte Sagrado, der udstiller religiøs kunst som fx jesuitters sølvarbejder, malerier og skulpturer. Man bør også give sig tid til at besøge stedets indre gård, der giver et fint indtryk af kolonitidens arkitektur.

     

    Palacio de la Moneda, Santiago

    Møntpalæet
    Palacio de la Moneda

    Palacio de la Moneda er et palæ, der blev opført i 1799 som et af de sidste større bygningsværker under landets spanske kolonitid. Palæet blev bygget som det koloniale møntprægeri, og det var den italienske arkitekt Joaquín Toesca, der stod for designet. Byggeriet startede i 1784, og La Moneda stod færdig i 1805. Der blev brugt materialer fra Chile og fra andre dele af verden, og den valgte stil var tidens nyklassicisme i italiensk udgave.

    Der blev produceret mønter i La Moneda til 1929, men palæet blev også benyttet til andre formål. I 1845 blev palæet hjemsted for den chilenske regering, og på samme tid blev den store bygning også residens for Chiles præsident. Landets præsidenter residerede her til og med Gabriel González Videla, der sad på posten 1946-1952. I dag er Palacio de la Moneda fortsat sæde for Chiles regering, og palæet hedder derfor også Palacio de Gobierno, der betyder regeringspalæet.

    Palacio de la Moneda skrev sig ind i historiebøgerne i 1973, da Salvador Allende var præsident. Det skete i forbindelse med det militære statskup, som blev anført af Augusto Pinochet. Den 11. september 1973 blev La Moneda bombet, og Salvador Allende skød sig selv i selve palæet.

    I dag kan man se soldaternes vagtskifte foran Palacio de la Moneda. Foran den sydlige facade ligger Borgernes Plads/Plaza de la Ciudadanía, som blev anlagt 2004-2006 som en del af forberedelserne til det uafhængige Chiles 200-års jubilæum. Her står et kolossalt flag, og under pladsen kan man opleve kulturcentret Centro Cultural Palacio de la Moneda, hvor der løbende er arrangementer og aktiviteter af forskellig karakter.

     

    Chiles Museum for Præcolombiansk Kunst
    Museo Chileno de Arte Precolombino

    Museo Chileno de Arte Precolombino er Santiagos museum for præcolumbiansk kunst, og det er et af de fornemste af denne slags i verden. Museets udstilling skildrer tiden før den spanske kolonisering, og her er mange effekter i træ, keramik og metal samt tekstiler. Et besøg giver et godt indtryk af Central- og Sydamerikas store kulturer som fx mayaerne og aztekerne.

    Museumsbygningen er i sig selv interessant. Toldbygningen Palacio de la Real Aduana blev opført 1805-1807 af militæringeniøren José María de Atero efter design af italienske Joaquín Toesca. Efter den chilenske uafhængighed blev palæet indrettet som bibliotek og fra 1845 som domstol. Stedet var retsbygning indtil 1968, hvor en brand hærgede palæet. I 1980erne blev Palacio de la Real Aduana restaureret og har siden da været museum.

     

    Iglesia San Francisco, Santiago

    San Francisco Kirke og Kloster
    Iglesia y Convento San Francisco

    Kirken Iglesia de San Francisco er den ældste bevarede bygning i Santiago, og det er også en af landets ældste opførelser fra den spanske kolonitid. Kirken blev indviet i 1622, og store dele af den er fortsat originale. Klokketårnet gik til grunde, da et jordskælv ramte området i 1647, og det skete igen med det ellers genopbyggede tårn i 1730. Kirketårnet, som man kan se i dag, stammer fra midten af 1800-tallet.

    Der er mange seværdige detaljer i kirken og i de tilhørende klosterbygninger. Kirkerummet er rustikt og stemningsfuldt, og jomfrufiguren på alteret blev bragt til Chile af Pedro de Valdavia, der griundlagde Santiago.

    I klosterbygningerne kan man besøge Kolonitidsmuseet/Museo Colonial, der skildrer dele af Chiles og Sydamerikas spanske kolonitid. Malerier, skulpturer og møbler er noget af det, man kan opleve ved et besøg. Der er også et lille haveanlæg til komplekset, og det er et dejligt åndehul midt i storbyen.

     

    Barrio Lastarria

    Barrio Lastarrio er navnet på et af Santiagos populære og hyggelige kvarterer, hvor både lokale og turister mødes i gaderne og på de mange udeserveringssteder, der er her. Man finder også en del teatre og museer i området, der er en del af Santiagos centrum.

    Barrio Lastarrio opstod gradvist, og som en slags centre ligger pladsen Plaza Mulato Gil de Castro og kirken Iglesia de la Veracruz (José Victorino Lastarria 124). Kirken blev opført 1852-1857 efter design af arkitekterne Claudio Brunet de Baines og Fermín Vivaceta og ligger på det sted, hvor byens grundlægger, Pedro de Valdivia, boede under hans tid i Santiago.

    Plaza Mulato Gil de Castro er en hyggelig plads, hvor man kan sidde ude og nyde de fine omgivelser, som giver et fint indtryk af Santiago i 1800-tallet. Pladsen er opkaldt efter en af dens historiske beboere, mulatten José Gil de Castro, som var af afrikansk og peruviansk afstamning. Gil de Gastro var blandt andet maler og soldat i Chile.

     

    Cerro Santa Lucia, Santiago

    Santa Lucía Bakke
    Cerro Santa Lucía

    Cerro Santa Lucía er en bakketop, der når en højde på 629 meter over havet, og det er 69 meter over de omkringliggende gader i Santiagos centrum. Bakken ligger som en grøn oase midt i storbybyggeriet i den chilenske hovedstad, og den er i dag indrettet som en park med et fint udsigtspunkt på toppen, der i sig selv er resterne af en cirka 15 millioner år gammel vulkan.

    Navnet Santa Lucía kommer fra Pedro de Valdivias tid, da han etablerede byen. Han erobrede bakken den 13. december 1540 på Sankta Lucias dag, og det var her, han grundlagde Santiago i 1541. Cerro Santa Lucía henlå som på Valdivias tid indtil slutningen af 1800-tallet, hvor området blev omdannet til en park.

    Med indretningen af parken blev der anlagt fine anlæg og et imponerende trappeparti, der leder til toppen og derved til udsigten over hovedstaden og til Andesbjergene mod øst. Der er flere terrasser, hvor man kan se over byen i flere retninger, og man kan også se borgen Castillo Hidalgo her.

    Castillo Hidalgo blev opført af spanierne i 1816 som en del af deres kamp for at bevare Chile som spansk koloni. Borgen hed oprindeligt Batería Santa Lucía, og den skulle bruges til spansk forsvar af Santiago. Da Bernardo O’Higgins kom til magten i det selvstændige Chile, blev forsvarsanlægget opkaldt efter Manuel Hidalgo, der var kaptajn under den chilenske kamp for uafhængighed. I dag er borgen et eventsted.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Santiago her.

Andre seværdigheder

    Teleferico, Santiago

    Santiago Svævebane
    Teleférico de Santiago

    Teleférico de Santiago er en svævebane og også en af de spændende måder at se den chilenske hovedstad på. Santiago Svævebane ligger i Parque Metropolitana, hvor den åbnede i 1980. På hele strækningen på 4,8 kilometer svæver man højt over parken, og hele vejen er der en dejlig udsigt over Santiago og til Andesbjergene.

    Svævebanen bevæger sig med en fart på op til 18 km/t, og der er tre stationer; Oasis, Tupahue om Cumbre. Oasis (El Cerro, Pedro de Valdivia Norte) er den østligste og nedre station, mens Cumbre ligger ved bakketoppen af Cerro San Cristóbal og udsigtspunktet Terraza Bellavista. Midterstationen Tupahue ligger ved det udendørs svømmebad af samme navn.

     

    Santiago Funiculare
    Funicular de Santiago

    Højdedraget Cerro San Cristóbal hæver sig 300 meter over Santiagos gadeniveau, og en måde at komme til toppen på er med stedets funiculare, der hedder Funicular de Santiago. Den opererer mellem den nedre station, Pio Nono (Pío Nono, Manuel Mackenna), og stationen ved bakketoppen (Av. Pedro Bannen). Funicularen blev anlagt i 1925, og den 500 meter lange tur forcerer undervejs en stigning på 45 grader.

     

    Casa Colorada, Santiago

    Santiago Bymuseum Det Røde Hus
    Museo de Santiago Casa Colorada

    Casa Colorada er navnet på Santiagos bedst bevarede bygning fra landets kolonitid. Bygningen blev opført i årene 1769-1779 som residens for landets første præsident, Mateo de Toro y Zambrano. Det var Joseph de la Vega, der opførte huset med dets røde vægge og elegante balkoner.

    I dag huser Casa Colorada Santiagos bymuseum, og her kan man se nærmere på byens historie. Museet skildrer Santiagos nærmest eksplosive udvikling fra selvstændigheden til dagens millionby, men man kan også opleve gennemgangen af byhistorien fra den præcolumbianske tid til den spanske kolonitid.

     

    Forestal Park
    Parque Forestal

    Parque Forestal er et dejligt grønt område, der ligger langs sydsiden af floden Mapocho i det centrale Santiago mellem Plaza Baquedano og Mapocho Banegård. Parken blev etableret i 1905 og anlagt på inddæmmet land, der tidligere udgjorde en del af Mapocho.

    Selve designet ar parken stod Jorge Enrique Dubois for; Han var landskabsarkitekt og var blandt andet uddannet i franske Versailles. Man kan gå en tur i parken og nyde de grønne omgivelser, og man kan også besøge flere museer og se diverse skulpturer undervejs på en tur her.

     

    Mercado Central, Santiago

    Centralmarkedet
    Mercado Central

    Mercado Central er Santiagos centrale marked. Det blev anlagt i 1872, og det er i dag et stemningsfyldt handels- og mødested for byens indbyggere. Her er altid livligt, og et besøg giver mulighed for at komme tæt på chilenerne, fx på en af markedets restauranter eller til en oplevelse af chilensk guitarmusik.

    Ved et kig på de mange bugnende boder med blandt andet frugter, grønsager, fisk og skaldyr får man et indtryk af Chiles status som stor fødevareproducent og -eksportør. Man kan også nyde 1800-talsarkitekturen i markedshallen, der som konstruktion blev bygget af R. Laidlaw & Sons i skotske Glasgow, før delene blev sejlet til Santiago.

     

    Avenida Libertador Bernardo O’Higgins

    Boulevarden Avenida Libertador Bernardo O´Higgins er Santiagos centrale trafikåre, som også kendes under navnet La Alameda. Boulevarden har en længde på over syv kilometer, og strækningen var indtil midten af 1500-tallet en gren af floden Mapocho. Flodgrenen tørrede ud og blev fyldt op, før Bernardo O’Higgins lod Alameda de las Delicias anlægge på strækningen.

    Trafikken langs gaden er hektisk, og man fornemmer en god storbystemning med klynger af højhuse på en tur ad boulevarden, hvis små parkanlæg er hyggelige. På den centrale del kan man blandt andet se en kopi af en statue fra Påskeøen, og langs boulevarden er der også monumenter til minde om militære helte i Chiles historie. Tæt på bygningen La Moneda kan man se statuer af José de San Martín, Manuel Bulnes Prieto og Bernardo O’Higgins.

    Avenida Bernardo O’Higgins er opkaldt efter chilenske Bernardo O’Higgins, der førte an i Chiles frihedskamp mod det spanske kolonistyre under Den Chilenske Uafhængighedskrig, der brød ud i 1810. O’Higgins var også landets første leder i det såkaldte Patria Nueva. Hans regeringstid varede fra 1817 til 1823.

     

    Paseo Bulnes

    Paseo Bulnes er en gågade, der har et særligt arkitektonisk snit fra 1930erne. Paseo Bulnes blev opført med bygninger i samme højde og ensartede facader, der samlet set giver et homogent og monumentalt præg. Opførelsen blev vedtaget i 1937 som et led i byudviklingen omkring regeringskvarteret ved La Moneda, der ligger i en lige linje nord for Paseo Bulnes.

    Planen for Paseo Bulnes blev designet af den chilenske arkitekt Carlos Vera Mandujano, der hentede inspiration fra østrigske Karl Heinrich Brunners tanker. Brunner arbejdede i Sydamerika fra 1929. Gaden hed oprindeligt Avenida Central og bestod efter planen af flere faser, hvoraf alt ikke er blevet realiseret.

     

    Cerro San Cristobal, Santiago

    San Cristóbal Bakke
    Cerro San Cristóbal

    Cerro San Cristóbal er en bakke, hvis top udgør det højeste punkt i Santiago. Toppen når en højde på 860 meter over havets overflade, hvilket er omkring 300 højere end byen Santiagos gadeplan. Fra højdedraget er der selvsagt en god udsigt over byen og omegnen. Det var de spanske conquistadorer, der opkaldte bakken efter Sankt Kristoffer.

    Spanierne brugte Cerro San Cristóbal som udkigspunkt over området, og i dag kan man som turist gøre det samme. Terraza Bellavista er et godt sted på bakken med udsigt, og her kan man også se en 22 meter høj statue af Jomfru Maria. På dette sted holdt pave Johannes Paul II messe i 1987, og der er et kapel i Mariastatuens piedestal, hvor paven bad.

    Man kan med fordel gå op til toppen og derved forcere de 300 højdemeter til fods. Det er en dejlig tur i hovedstadens grønne omgivelser. Man kan også vælge at tage med den funiculare, som kører mellem stationen Pio Nono og bakketoppen. En tredje måde at nå toppen på er med den svævebane, som man kan tage fra stationen Oasis (El Cerro, Pedro de Valdivia Norte).

     

    Den 18. Gade
    Calle Dieciocho

    Calle Dieciocho er en gade, der giver et godt indtryk af Santiagos fortid. I årtierne omkring år 1900 var det her, Santiagos velhaverfamilier opførte palæer. I dag er det ikke en eller nogle enkelte bygninger, der er gadens attraktioner, men derimod stemningen og helhedsindtrykket.

    Udgangspunktet for opførelserne startede i midten af 1800-tallet, hvor floden Mapocho blev dæmmet op. Det skabte boulevarden Alameda de Las Delicias, og derefter blev landbrugsjorden syd for Alameda bebygget. Det arkitektoniske forbillede var i høj grad parisiske kvarterer.

     

    O’Higgins Park
    Parque O’Higgins

    Parque O’Higgins er en 77 hektarer stor park i centrum af Santiago. Den blev anlagt i 1873 og bar tidligere navnet Parque Cousiño efter den velhavende familie af samme navn. I dag er parken opkaldt efter frihedshelten og lederen Bernardo O’Higgins, der kæmpede mod det spanske kol­­onistyre for chilensk frihed.

    Parken blev i sin tid skabt af Luis Cousiño, der efter europæisk forbillede ønskede at anlægge en stor bypark i den chilenske hovedstad. Cousiño havde overtaget jorden i 1870, og han engagerede den franske landskabsarkitekt Guillermo Renner til at designe parken.

    I dag kan man opleve store plæner og grønne parkområder i Parque O’Higgins. Man kan også se flere bygninger, og der er også populære aktivitetsmuligheder. Det drejer sig blandt andet om forlystelsesparken Fantasilandia og den indendørs arena, der åbnede som Arena Santiago i 2006.

     

    Parque Metropolitana, Santiago

    Santiago Bypark
    Parque Metropolitano de Santiago

    Parque Metropolitano de Santiago er et kolossalt grønt område i den chilenske hovedstad. Med et areal på over 700 hektarer er parken Santiagos største parkområde, og der er mange seværdigheder og aktivitetsmuligheder i området. Bakken Cerro San Cristóbal ligger centralt i parken, og den er i sig selv parkens største udflugtsmål.

    Bystyret i Santiago erhvervede jorden i begyndelsen af 1900-tallet for at anlægge et rekreativt område for byens borgere. I 1920erne blev anlægsarbejdet gennemført, og parken blev åbnet for offentligheden, og siden da er flere anlæg kommet til.

    Der er to offentlige udendørs svømmebade i Parque Metropolitano de Santiago; Piscina Tupahue og Piscina Antilén. Tupahue-badet ligger i grønne omgivelser. Det er 82 meter langt og anlagt i et tidligere stenbrud. Antilén-badet er 92 meter langt og ligger på toppen af bakken Cerro Chacarillas, hvorfra der er en smuk panoramaudsigt. Man kan også besøge byens botaniske og zoologiske haver i Parque Metropolitano.

     

    Quinta Normal Park
    Parque Quinta Normal

    Parque Quinta Normal er en 35 hektarer stor bypark i Santiago. Den en en dejlig oase i storbyen, og samtidig er den hjemsted for flere spændende museer andre aktiviteter for børn og voksne. Parken går tilbage til grundlæggelsen i 1841, hvor området blev udlagt til drivhuse for dyrkning af diverse udenlandske planter.

    I 1875 dannede Parque Quinta Normal rammen om den chilenske verdensudstilling Exposición International de Santiago. Den blev holdt for at udstille teknik og videnskab for chilenerne og tilrejsende. Den centrale udstillingsbygning er i dag indrettet som naturhistorisk nationalmuseum.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Santiago her.

Ture fra byen

    Valparaíso, Chile

    Valparaíso

    Valparaíso er en af Chiles vigtigste havnebyer, og den hører også til blandt landets mest charmerende byer. Valparaíso blev grundlagt som spansk havneby i 1536, og dens beliggenhed ved Stillehavet har gennem årene medført stor vækst i lange perioder. Byens smukke placering ved kysten har også medført en stor turisme, og besøgende kan blandt andet se det historiske centrum, der er optaget på UNESCO’s liste over verdenarv. Ud over det har Valparaíso siden 1973 været hjemsted for Chiles nationale kongres.

    Det historiske centrum i Valparaíso er en del af byen, der er kendetegnet ved et smukt bevaret 1800-talsudtryk i arkitekturen. Mod øst i kvarteret ligger de store pladser, Plaza de la Victoria og Plaza Simon Bolivar. Ud over en dejlig stemning og smukke parkanlæg kan man se Valparaísos katedral, Iglesia Catedral, her. Går man mod vest ad den brede boulevard Avenida Brasil, kommer man til monumentet for briten Lord Thomas Cochrane, der var leder af den chilenske flåde 1817-1822. Længere mod nordvest ligger byens smukke 1800-talscentrum, der udgjordes af pladsen Plaza Sotomayor.

    Læs mere om Valparaíso

     

    Viña del Mar

    Viña del Mar er Chiles fjerdestørste by, og samtidigt udgør byen det største ferieområde langs kysten. Viña del Mar er meget grøn, og den kaldes da også for Havebyen/La Ciudad Jardín, af de lokale. Her er mange mondæne byggerier og naturligvis de lange dejlige strande, som byen er kendt for. Det gælder fx stranden i Reñaca-området umiddelbart nord for centrum.

    Viña del Mar er også kendt som en spilleby, og på Plaza Colombia ligger det elegante Casino de Viña del Mar, der blev opført som byens mest storladne bygning i 1930.

    Man kan også besøge Arkæologisk Museum/Museo de Arqueologia e Historia Francisco Fonck (Avenida 4 Norte 784), der er kendt for sin fine samling effekter fra Påskeøen. Højdepunktet af de mere end 1.000 effekter er en af de få originale Moai-statuer fra øen, som kan ses udenfor sine naturlige omgivelser på Påskeøen.

    Blandt Viña del Mars mange smukke palæer i blandt andet victoriansk stil står Palacio Rioja (Calle Quillota 214), der er tilgængeligt som museet Museo Palacio Rioja. Det blev bygget af den spanske bankmand Fernando Rioja i 1906. Et besøg i den flot udførte bygning giver et godt indtryk af velhavernes liv i starten af 1900-tallet.

    Andre smukke palæer er Palacio Carrasco (Avenida Libertad 250) og Palacio Vergara i parken Quinta Vergara. Denne park huser også et kunstmuseum og byens årlige sangfestival. Castillo Wulff, der ligger helt ud til vandet, er også et interessant syn.

     

    Undurraga, Maipo Valley

    Maipo Valley
    Valle del Maipo

    Chilensk vin er velsmagende og kommer fra mange forskellige vingårde i det langstrakte land. Fra Santiago kan man selv stifte bekendtskab med nogle af vinområderne på egen hånd eller på en af de mange arrangerede ture, man kan tage på hertil.

    Der blev anlagt vinmarker i Chile allerede omkring 1550, og derved er landet de amerikanske kontinenters ældste vinproducerende sted. I dag ligger der utallige vingårde omkring Santiago, og man kan besøge mange af dem. Det nærmeste vinområde er Maipo Valley, der ligger i området syd, øst og vest for Santiago.

    Maipo Valley er delt i tre regioner; Alto Maipo ved foden af Andesbjergene, Central Maipo omkring floden Maipo og Pacific Maipo mod Stillehavskysten. I alle regionerne er der særlige forhold for vinproduktionen, og det kan man opleve på et besøg på en eller flere vingårde.

    Fx blev gården Viña Santa Rita (Camino Padre Hurtado) etableret i 1880erne med import af franske vinstokke. På stedet kan man dels få en tur gennem vinproduktionen fra markerne til lagringen og dels se stedets smukke gamle bygninger og den store park, der blev anlagt af franske Guillermo Renner i 1882.

     

    Valle Nevado

    Andesbjergene ligger som en allestedsnærværende kulisse i hele horisonten øst for Santiago. Bjergkæden rejser sig majestætisk mod tinden Aconcagua, der ligger nordøst for Santiago i Argentina ved vejen mod Mendoza. Aconcagua er med sine 6.960 meter verdens højeste bjerg uden for Himalaya. I klart vejr kan man nemt se bjergets top fra hovedvejen mellem chilenske Los Andes og argentinske Uspallata.

    En bustur til Argentina kan anbefales, hvis man ønsker at krydse Andesbjergene. På vejen vil man opleve den stejle opstigning fra den chilenske side mod grænsepasset, og derefter kører man langsomt nedad til den argentinske slette. Undervejs kan man blandt andet se strækninger fra den tidligere Andesjernbane.

    Bjergkæden er værd at besøge sommer og vinter, og man kan også stå på ski i bjergene tæt på den chilenske hovedstad. Kun 70 kilometer fra Santiago ligger det store skisportsområde Valle Nevado. Stedet er et af Chiles mest moderne, og her er mange og varierede pister. Valle Nevado ligger ved foden af bjerget El Plomo.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Alto Las Condes

    Avenida Kennedy 9001

     

    Apumanque

    Avenida Apoquindo

     

    Mall del Centro

    Puente 689

     

    Mall Panorámico

    Avenida 11 Septiembra 2155

     

    Parque Arauco

    Avenida Kennedy 5413

     

    Indkøbsgader

    Avenida Providencia, Avenida Alonso, La Nueva Costanera

Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Den føreuropæiske historie

    Santiago-området har været beboet af lokale indianerstammer gennem flere tusind år, og derved satte de præg på området inden europæernes ankomst.

    De tidligste folk var jæger-samlere, som levede mellem havet og Andesbjergene. En del senere, omkring år 800, begyndte en egentlig bosættelse med dyrkning af afgrøder omkring Mapocho-floden. Der blev hovedsageligt dyrket bønner, majs og kartofler.

    Nogle århundreder senere var det inkaerne, der dominerede det sydamerikanske kontinent med deres Inkarige. I slutningen af 1400-tallet og i starten af 1500-tallet kontrollerede inkaerne således også regionen omkring det nuværende Santiago.

     

    Pedro de Valdivias grundlæggelse

    I den spanske erobring af store dele af Sydamerika var det peruvianske område et udgangspunkt for en stor del af administrationen, og det var således også herfra, at Francisco Pizarro sendte conquistadoren Pedro de Valdivia mod syd til nye områder.

    De Valdivia nåede til Mapocho-dalen i 1540, og han slog sig ned ved bakken Tupahue med hans mænd. Den spanske ekspedition inviterede snart efter picunche-indianernes høvdinge til samling, hvor Pedro de Valdivia fortalte om planerne for at grundlægge en ny by på vegne af den spanske konge, Carlos I. Byen skulle være administrativt sæde for regionen Nueva Extramadura.

    Indianerne accepterede Pedro de Valdivias planer, og de pegede på et gunstigt område på en ø i Mapocho-floden ved bakken Huelén som et passende sted for den nye by.

    Den 12. februar 1541 grundlagde Pedro de Valdivia byen, som officielt fik navnet Santiago del Nuevo Extremo. Ved samme lejlighed omdåbte spanierne Huelén til Cerro Santa Lucia, og byen fik den spanske skytshelgen, Sankt Jacob, som dens skytshelgen.

     

    Byen bygges

    Santiago var ved grundlæggelsen den yderste forpost i det spanske imperium, og efter grundlæggelsen skulle en spansk by rejse sig sammen med de institutioner, der var typiske for det spanske kolonistyre.

    Pedro de Valdivia gav opgaven med udlægning af byen til Pedro de Gamboa, der tegnede et retvinklet gadenet med en central plads, Plaza de Armas, hvor der blev reserveret grundstykker til blandt andet en katedral og til en guvernørbolig.

    Efter få måneder drog Pedro de Valdivia mod syd og derved atter mod nye områder, og han kom i kamp mod arauco-indianerne. I Santiago var der et fort og en mindre garnison tilbage, og de blev angrebet af lokale indianere i september 1541. Indianerne ødelagde den nye by, men garnisonen fik drevet indianerne på flugt, så nybyggerne kunne starte en genopbygning af Santiago.

     

    Naturkatastrofer og ny udvikling

    Efter ødelæggelsen i 1541 skød byen i starten langsomt op, men det skulle snart ændre sig. I 1561 blev grundstenen lagt til Santiagos katedral, og opførelsen af Iglesia de San Francisco startede i 1572. De markerede sammen med andre større byggerier, at Santiago var under hastig forandring. Der skete også en økonomisk udvikling grundet et stort dyrehold i omegnen af Santiago.

    Gennem 1500-1600-tallene blev Pedro de Valdivias by ramt gentagne gange af katastrofer. Jordskælv, sygdomme og gentagne oversvømmelse bremsede byens udvikling, men satte den ikke i stå. Santiago var i 1607 blev det lokale sæde for det spanske hofs repræsentation, og det understregede byens rolle som en slags hovedstad for regionen.

    Det var også en tid, hvor indianerstammen picunche hjalp de spanske kolonister med at opføre bygninger i området syd for Mapocho-floden. En fredelig sameksistens med alle indianere var dog ikke af varig karakter for de spanske nybyggere, der fortrinsvist kom fra Andalusien. Stridighederne med lokale stammer varede helt ind i 1800-tallet.

    Ved udgangen af 1600-tallet lå der cirka 200 huse i Santiago, der talte 700 spanske indbyggere samt en del indiansk arbejdskraft. Befolkningstallet var vokset støt, men også blevet reduceret flere gange siden 1541 med jordskælvet i 1647 som den største begivenhed.

     

    Slutningen af 1700-tallet

    I 1700-tallet var Santiago etableret som en lokal storby, men der var fortsat store udfordringer med blandt andet oversvømmelser og vanskelig udvikling nord for floden Mapocho. I 1767 blev opførelsen af Calicanto-broen over Mapocho igangsat, og det kom til at binde Santiago sammen på en ny måde. I samme periode begyndte et storstilet anlæg af faste bredder på Mapochos løb gennem byen, og med åbningen af disse i 1798 havde man overvundet den konstante risiko for vandets ødelæggelser i Santiago.

    Slutningen af 1700-tallet blev arkitektonisk også en ekspansiv periode i byens udvikling. Guvernøren Agustín de Jáuregui hyrede den italienske arkitekt Joaquín Toesca til store anlægsarbejder. Disse talte en ny facade på Santiagos katedral, en ny regeringsbygning, San Carlos-kanalen med flere. I 1791 blev vejen til havnebyen Valparaíso indviet, og den var også med at at styrke Santiagos vækst.

     

    Chilensk selvstændighed

    De centrale og nordlige dele af Chile blev under det spanske herredømme overordnet styret fra Peru, men i takt med at den samlede befolkning i det langstrakte land voksede og slog lokale rødder, steg modstanden mod kolonimagten.

    I begyndelsen af 1800-tallet tog ønskerne om uafhængighed til, og den 18. september 1810 blev den såkaldte første junta etableret. Den blev startskuddet på det selvstændige Chile.

    I 1810 blev Chile erklæret som en uafhængig nation, men efter en tid med flere opgør og skiftende politiske systemer, blev Chile igen spansk i 1814 efter deres sejr i Slaget ved Rancagua. Kampene for opnåelse af selvstændighed fortsatte dog, og samlede argentinske og chilenske tropper under ledelse af Bernardo O’Higgens og José de San Martín red over Andesbjergene fra Argentina.

    José de San Martíns Andestropper nedkæmpede de spanske styrker i Slaget ved Chacabuco, og det afsluttede det kongelige styre i Santiago. Santiago blev igen hovedstad i et selvstændigt Chile, og i 1818 overvandt San Martín igen Spaniens kolonistyrker og sikrede derved endeligt den chilenske uafhængighed. Bernardo O’Higgins blev landet første præsident.

    Under Chiles uafhængighedskamp i perioden 1810-1818 blev Santiago kun lettere beskadiget; blandt andet under Slaget ved Maipú, der udspillede sig sydvest for byen i 1818.

     

    Patria Nueva

    Santiago blomstrede i tiden efter selvstændigheden, og Bernardo O’Higgins stod i spidsen for det, der blev kaldt Det Nye Fædreland/Patria Nueva. I denne tid blev tidligere nedlagte institutioner genåbnet, nye kvarterer anlagt, og der blev taget flere initiativer, der muliggjorde ny vækst.

    Gennem 1800-tallet voksede Santiagos indbyggertal ganske betydeligt. Der boede færre end 30.000 ved landets uafhængighed, og blot få årtier senere havde byen flere end 100.000 indbyggere.

    Der lå nogle store og smukke bygningsværker fra den spanske tid som fx Palacio de la Moneda og en række kirker og klostre. Med start i Patria Nueva blev der udbygget med nye opførelser, gader og parker. Man anlagde fx Parque Quinta Normal som rekreativt område, og Mapochos sydlige arm blev omdannet til gaden Alameda de las Delicias.

     

    1800-tallets Santiago

    I den voksende hovedstad blev der etableret nye institutioner. Teatro Municipal blev opført som byens nye kulturcentrum, og senere i 1800-tallet åbnede byens kunstmuseum som landets første. Uddannelsesinstitutioner blev også grundlagt med byens universitet som spydspids.

    Handels- og logistikmæssigt blev infrastrukturen også løbende udviklet. Der blev anlagt flere broer over Mapocho-floden, hvilket muliggjorde en større byudvikling i nye områder tæt på det historiske centrum. Santiago blev også forbundet endnu bedre med Stillehavet gennem jernbanelinjen til Valparaíso.

    Det var i 1857, at den første jernbanelinje blev anlagt fra Santiago, og hovedstaden blev landets jernbaneknudepunkt. Tidligere i 1850erne var Santiago også blevet forbundet med Valparaíso med en telegraflinje. I årtierne derefter blev byens sporvognslinjer også anlagt.

    1879-1883 førte Chile krig mod Bolivia og Peru omkring territoriale rettigheder til det nuværende nordlige Chile, der er rigt på råstoffer. De chilenske tropper sejrede, og den formelle integration af områderne skabte en øget velstand i Chile.

     

    Starten af 1900-tallet

    Med udgangen af 1800-tallet var Chile stadig et relativt ungt land, men den voksende rigdom muliggjorde en større investering i byggerier, der var en hovedstad værdig, og til 100-året for landets uafhængighed blev der blandt andet opført et nyt kunstmuseum og et nationalbibliotek.

    I denne periode var Santiago også blevet landets industrielle og finansielle centrum; den rolle havde havnebyen Valparaíso tidligere til dels haft.

    Efter 1910 fortsatte den storstilede udbygning, og Santiagos centrum omkring det historiske Palacio de la Moneda blev udbygget til en moderne storby gennem en ambitiøs byplan, der blev igangsat i 1930erne. Med planen blev området tættere og højere bebygget, og en del nye institutioner blev grundlagt inden for blandt andet kultur- og finansverdenen.

    Samtidigt begyndte byens indbyggertal for alvor at stige grundet en øget indvandring fra nord og syd i Chile. Omkring 1920 rundede befolkningstallet 500.000, og det var en vækst på 52 % siden 1907. Depressionen i 1929 ledte til høj arbejdsløshed i mange af Chiles regioner, og mange søgte til Santiagos industrier i håbet om et arbejde. Det gav flere indbyggere, og i 1940 boede der 950.000 i hovedstaden.

     

    1950 til i dag

    Santiagos befolkningsvækst fortsatte i sidste del af 1900-tallet, hvor der i 1952 boede 1.350.000 mennesker i byen. Tallet steg til 1.900.000 i 1960, og de mange nye indbyggere bosatte sig for manges vedkommende i hovedstadens voksende forstæder. I disse årtier blev statig flere landbrugsområder omkring Santiago udviklet til boligkvarterer for at kunne huse de mange tilflyttere.

    Meget af udviklingen skete uden en sammenhængende planlægning, og det var først i 1958, at man foretog en interkommunal koordinering med overordnede planer for trafikårer, befolkningstilvækst med videre. Et af tidens højdepunkter var afholdelse af de syvende verdensmesterskaber i fodbold, der blev spillet i Chile fra 30. maj til 17. juni 1962. Finalen mellem Brasilien og Tjekkoslovakiet blev spillet i Santiago med Brasilien som vindere med cifrene 3-1.

    1960erne bød på flere store infrastrukturprojekter. Byens nye lufthavn blev åbnet i 1967, og to år senere startede byggeriet af Santiagos metrosystem. Den første linje i undergrundsbanen åbnede i 1975, og herefter er udbygningen fortsat.

    Politisk var der gennem lange perioder i 1900-tallet med demokrati i Chile. I 1973 kom det til en militær magtovertagelse under ledelse af Augusto Pinochet. Kampe i forbindelse med systemskiftet var hektiske omkring regeringspaladset, Palacio de la Moneda, der blandt andet blev udsat for luftbombardement. Det var også i denne bygning og ved den begivenhed, at den i 1970 valgte marxistiske præsident Salvador Allende skød sig selv.

    I 1970-1980erne blev der skabt en ny økonomisk opblomstring i Chile, og i Santiago blev der udført flere store bygge- og anlægsprojekter, hvilket satte fornyet gang i byen.

    I 1990 startede overgangen til demokrati, og på det tidspunkt boede mange af byens tre millioner indbyggere i det sydlige Santiago. Nye områder blev herefter byudviklet, hvilket blandt andet gjaldt Las Condes og Vitacura. Finanskvarteret med tilnavnet Sanhattan opstod også på denne tid med opførelsen af flere skyskrabere med Gran Torre som byens og Sydamerikas højeste bygning.

    Som besøgende møder man i dag en moderne by, hvor man tydeligt kan se de mange projekter, der er blevet investeret i de seneste årtier. En moderne metro med flere linjer er blevet anlagt, og nye kvarterer, højhuse, hoteller og indkøbscentre er skudt op flere steder under fin hensyntagen til byens historiske bygninger og kvarterer fra forrige århundreder.