Den føreuropæiske historie
Santiago-området har været beboet af lokale indianerstammer gennem flere tusind år, og derved satte de præg på området inden europæernes ankomst.
De tidligste folk var jæger-samlere, som levede mellem havet og Andesbjergene. En del senere, omkring år 800, begyndte en egentlig bosættelse med dyrkning af afgrøder omkring Mapocho-floden. Der blev hovedsageligt dyrket bønner, majs og kartofler.
Nogle århundreder senere var det inkaerne, der dominerede det sydamerikanske kontinent med deres Inkarige. I slutningen af 1400-tallet og i starten af 1500-tallet kontrollerede inkaerne således også regionen omkring det nuværende Santiago.
Pedro de Valdivias grundlæggelse
I den spanske erobring af store dele af Sydamerika var det peruvianske område et udgangspunkt for en stor del af administrationen, og det var således også herfra, at Francisco Pizarro sendte conquistadoren Pedro de Valdivia mod syd til nye områder.
De Valdivia nåede til Mapocho-dalen i 1540, og han slog sig ned ved bakken Tupahue med hans mænd. Den spanske ekspedition inviterede snart efter picunche-indianernes høvdinge til samling, hvor Pedro de Valdivia fortalte om planerne for at grundlægge en ny by på vegne af den spanske konge, Carlos I. Byen skulle være administrativt sæde for regionen Nueva Extramadura.
Indianerne accepterede Pedro de Valdivias planer, og de pegede på et gunstigt område på en ø i Mapocho-floden ved bakken Huelén som et passende sted for den nye by.
Den 12. februar 1541 grundlagde Pedro de Valdivia byen, som officielt fik navnet Santiago del Nuevo Extremo. Ved samme lejlighed omdåbte spanierne Huelén til Cerro Santa Lucia, og byen fik den spanske skytshelgen, Sankt Jacob, som dens skytshelgen.
Byen bygges
Santiago var ved grundlæggelsen den yderste forpost i det spanske imperium, og efter grundlæggelsen skulle en spansk by rejse sig sammen med de institutioner, der var typiske for det spanske kolonistyre.
Pedro de Valdivia gav opgaven med udlægning af byen til Pedro de Gamboa, der tegnede et retvinklet gadenet med en central plads, Plaza de Armas, hvor der blev reserveret grundstykker til blandt andet en katedral og til en guvernørbolig.
Efter få måneder drog Pedro de Valdivia mod syd og derved atter mod nye områder, og han kom i kamp mod arauco-indianerne. I Santiago var der et fort og en mindre garnison tilbage, og de blev angrebet af lokale indianere i september 1541. Indianerne ødelagde den nye by, men garnisonen fik drevet indianerne på flugt, så nybyggerne kunne starte en genopbygning af Santiago.
Naturkatastrofer og ny udvikling
Efter ødelæggelsen i 1541 skød byen i starten langsomt op, men det skulle snart ændre sig. I 1561 blev grundstenen lagt til Santiagos katedral, og opførelsen af Iglesia de San Francisco startede i 1572. De markerede sammen med andre større byggerier, at Santiago var under hastig forandring. Der skete også en økonomisk udvikling grundet et stort dyrehold i omegnen af Santiago.
Gennem 1500-1600-tallene blev Pedro de Valdivias by ramt gentagne gange af katastrofer. Jordskælv, sygdomme og gentagne oversvømmelse bremsede byens udvikling, men satte den ikke i stå. Santiago var i 1607 blev det lokale sæde for det spanske hofs repræsentation, og det understregede byens rolle som en slags hovedstad for regionen.
Det var også en tid, hvor indianerstammen picunche hjalp de spanske kolonister med at opføre bygninger i området syd for Mapocho-floden. En fredelig sameksistens med alle indianere var dog ikke af varig karakter for de spanske nybyggere, der fortrinsvist kom fra Andalusien. Stridighederne med lokale stammer varede helt ind i 1800-tallet.
Ved udgangen af 1600-tallet lå der cirka 200 huse i Santiago, der talte 700 spanske indbyggere samt en del indiansk arbejdskraft. Befolkningstallet var vokset støt, men også blevet reduceret flere gange siden 1541 med jordskælvet i 1647 som den største begivenhed.
Slutningen af 1700-tallet
I 1700-tallet var Santiago etableret som en lokal storby, men der var fortsat store udfordringer med blandt andet oversvømmelser og vanskelig udvikling nord for floden Mapocho. I 1767 blev opførelsen af Calicanto-broen over Mapocho igangsat, og det kom til at binde Santiago sammen på en ny måde. I samme periode begyndte et storstilet anlæg af faste bredder på Mapochos løb gennem byen, og med åbningen af disse i 1798 havde man overvundet den konstante risiko for vandets ødelæggelser i Santiago.
Slutningen af 1700-tallet blev arkitektonisk også en ekspansiv periode i byens udvikling. Guvernøren Agustín de Jáuregui hyrede den italienske arkitekt Joaquín Toesca til store anlægsarbejder. Disse talte en ny facade på Santiagos katedral, en ny regeringsbygning, San Carlos-kanalen med flere. I 1791 blev vejen til havnebyen Valparaíso indviet, og den var også med at at styrke Santiagos vækst.
Chilensk selvstændighed
De centrale og nordlige dele af Chile blev under det spanske herredømme overordnet styret fra Peru, men i takt med at den samlede befolkning i det langstrakte land voksede og slog lokale rødder, steg modstanden mod kolonimagten.
I begyndelsen af 1800-tallet tog ønskerne om uafhængighed til, og den 18. september 1810 blev den såkaldte første junta etableret. Den blev startskuddet på det selvstændige Chile.
I 1810 blev Chile erklæret som en uafhængig nation, men efter en tid med flere opgør og skiftende politiske systemer, blev Chile igen spansk i 1814 efter deres sejr i Slaget ved Rancagua. Kampene for opnåelse af selvstændighed fortsatte dog, og samlede argentinske og chilenske tropper under ledelse af Bernardo O’Higgens og José de San Martín red over Andesbjergene fra Argentina.
José de San Martíns Andestropper nedkæmpede de spanske styrker i Slaget ved Chacabuco, og det afsluttede det kongelige styre i Santiago. Santiago blev igen hovedstad i et selvstændigt Chile, og i 1818 overvandt San Martín igen Spaniens kolonistyrker og sikrede derved endeligt den chilenske uafhængighed. Bernardo O’Higgins blev landet første præsident.
Under Chiles uafhængighedskamp i perioden 1810-1818 blev Santiago kun lettere beskadiget; blandt andet under Slaget ved Maipú, der udspillede sig sydvest for byen i 1818.
Patria Nueva
Santiago blomstrede i tiden efter selvstændigheden, og Bernardo O’Higgins stod i spidsen for det, der blev kaldt Det Nye Fædreland/Patria Nueva. I denne tid blev tidligere nedlagte institutioner genåbnet, nye kvarterer anlagt, og der blev taget flere initiativer, der muliggjorde ny vækst.
Gennem 1800-tallet voksede Santiagos indbyggertal ganske betydeligt. Der boede færre end 30.000 ved landets uafhængighed, og blot få årtier senere havde byen flere end 100.000 indbyggere.
Der lå nogle store og smukke bygningsværker fra den spanske tid som fx Palacio de la Moneda og en række kirker og klostre. Med start i Patria Nueva blev der udbygget med nye opførelser, gader og parker. Man anlagde fx Parque Quinta Normal som rekreativt område, og Mapochos sydlige arm blev omdannet til gaden Alameda de las Delicias.
1800-tallets Santiago
I den voksende hovedstad blev der etableret nye institutioner. Teatro Municipal blev opført som byens nye kulturcentrum, og senere i 1800-tallet åbnede byens kunstmuseum som landets første. Uddannelsesinstitutioner blev også grundlagt med byens universitet som spydspids.
Handels- og logistikmæssigt blev infrastrukturen også løbende udviklet. Der blev anlagt flere broer over Mapocho-floden, hvilket muliggjorde en større byudvikling i nye områder tæt på det historiske centrum. Santiago blev også forbundet endnu bedre med Stillehavet gennem jernbanelinjen til Valparaíso.
Det var i 1857, at den første jernbanelinje blev anlagt fra Santiago, og hovedstaden blev landets jernbaneknudepunkt. Tidligere i 1850erne var Santiago også blevet forbundet med Valparaíso med en telegraflinje. I årtierne derefter blev byens sporvognslinjer også anlagt.
1879-1883 førte Chile krig mod Bolivia og Peru omkring territoriale rettigheder til det nuværende nordlige Chile, der er rigt på råstoffer. De chilenske tropper sejrede, og den formelle integration af områderne skabte en øget velstand i Chile.
Starten af 1900-tallet
Med udgangen af 1800-tallet var Chile stadig et relativt ungt land, men den voksende rigdom muliggjorde en større investering i byggerier, der var en hovedstad værdig, og til 100-året for landets uafhængighed blev der blandt andet opført et nyt kunstmuseum og et nationalbibliotek.
I denne periode var Santiago også blevet landets industrielle og finansielle centrum; den rolle havde havnebyen Valparaíso tidligere til dels haft.
Efter 1910 fortsatte den storstilede udbygning, og Santiagos centrum omkring det historiske Palacio de la Moneda blev udbygget til en moderne storby gennem en ambitiøs byplan, der blev igangsat i 1930erne. Med planen blev området tættere og højere bebygget, og en del nye institutioner blev grundlagt inden for blandt andet kultur- og finansverdenen.
Samtidigt begyndte byens indbyggertal for alvor at stige grundet en øget indvandring fra nord og syd i Chile. Omkring 1920 rundede befolkningstallet 500.000, og det var en vækst på 52 % siden 1907. Depressionen i 1929 ledte til høj arbejdsløshed i mange af Chiles regioner, og mange søgte til Santiagos industrier i håbet om et arbejde. Det gav flere indbyggere, og i 1940 boede der 950.000 i hovedstaden.
1950 til i dag
Santiagos befolkningsvækst fortsatte i sidste del af 1900-tallet, hvor der i 1952 boede 1.350.000 mennesker i byen. Tallet steg til 1.900.000 i 1960, og de mange nye indbyggere bosatte sig for manges vedkommende i hovedstadens voksende forstæder. I disse årtier blev statig flere landbrugsområder omkring Santiago udviklet til boligkvarterer for at kunne huse de mange tilflyttere.
Meget af udviklingen skete uden en sammenhængende planlægning, og det var først i 1958, at man foretog en interkommunal koordinering med overordnede planer for trafikårer, befolkningstilvækst med videre. Et af tidens højdepunkter var afholdelse af de syvende verdensmesterskaber i fodbold, der blev spillet i Chile fra 30. maj til 17. juni 1962. Finalen mellem Brasilien og Tjekkoslovakiet blev spillet i Santiago med Brasilien som vindere med cifrene 3-1.
1960erne bød på flere store infrastrukturprojekter. Byens nye lufthavn blev åbnet i 1967, og to år senere startede byggeriet af Santiagos metrosystem. Den første linje i undergrundsbanen åbnede i 1975, og herefter er udbygningen fortsat.
Politisk var der gennem lange perioder i 1900-tallet med demokrati i Chile. I 1973 kom det til en militær magtovertagelse under ledelse af Augusto Pinochet. Kampe i forbindelse med systemskiftet var hektiske omkring regeringspaladset, Palacio de la Moneda, der blandt andet blev udsat for luftbombardement. Det var også i denne bygning og ved den begivenhed, at den i 1970 valgte marxistiske præsident Salvador Allende skød sig selv.
I 1970-1980erne blev der skabt en ny økonomisk opblomstring i Chile, og i Santiago blev der udført flere store bygge- og anlægsprojekter, hvilket satte fornyet gang i byen.
I 1990 startede overgangen til demokrati, og på det tidspunkt boede mange af byens tre millioner indbyggere i det sydlige Santiago. Nye områder blev herefter byudviklet, hvilket blandt andet gjaldt Las Condes og Vitacura. Finanskvarteret med tilnavnet Sanhattan opstod også på denne tid med opførelsen af flere skyskrabere med Gran Torre som byens og Sydamerikas højeste bygning.
Som besøgende møder man i dag en moderne by, hvor man tydeligt kan se de mange projekter, der er blevet investeret i de seneste årtier. En moderne metro med flere linjer er blevet anlagt, og nye kvarterer, højhuse, hoteller og indkøbscentre er skudt op flere steder under fin hensyntagen til byens historiske bygninger og kvarterer fra forrige århundreder.
