Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Astana er hovedstad og den næststørste by i Kasakhstan. Den moderne bys forhistorie startede med forskellige bosættelser langs en del af Silkevejen, mens selve Astana først opstod i 1800-tallet. Det var sibiriske kosakker, der grundlagde bosættelsen Akmola som administrationsby i 1830. To år senere opnåede Akmola formel status som by, og ved den lejlighed skiftede den navn til Akmolinsk. I 1838 blev fortet i byen brændt ned under et oprør, men det blev hurtigt genopbygget. Der blev allerede i 1879 foreslået at anlægge en jernbane fra russiske Tjumen til den strategisk velbeliggende Akmola, der på dette tidspunkt var hjemsted for få tusind indbyggere. Det var et tal, der steg til omkring 7.000 i 1890erne.

Akmolinsk blev en del af Sovjetunionen, og under 2. Verdenskrig var byen knudepunkt for trafik til og fra mange af de industrier, der var blevet evakueret til bl.a. Kasakhstan for at undgå krigen i Europa. Efter krigen havde Akmolinsk en god økonomi, og byen modtog en del deporterede russere af tysk afstamning. I 1953 lancerede Nikita Khrusjtjov er storstilet plan for at skabe nye landbrugsområder i Sovjetunionen, og det nordlige Kasakhstan var en del af planen. Akmolinsk blev gjort til provinshovedstad og en central by i planen, og for at afspejle det, blev byens navn ændret til Tselinograd i 1961.

I 1960erne blev Tselinograd ændret markant med opførelser af nye og høje boligkarréer, store offentlige institutionsbyggerier, idrætsarenaer, en lufthavn m.v. Tselinograd blev en storby, og med opløsningen af Sovjetunionen kaldte man igen byen som Akmola. Akmola blev i 1997 valgt som Kasakhstans nye hovedstad som afløser som Almaty, og året efter skiftede den navn til Astana. Astana fortsatte væksten, og der blev bygget nyt som fx vartegnet Baiterek. I 2019 skiftede byen igen navn. Denne gang til Nur-Sultan efter den mangeårige præsident Nursultan Nazerbejev, men i 2022 fik den igen navnet Astana.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev