Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Tasjkent er Usbekistans hovedstad og den største by i Centralasien, og et besøg her er en blanding af historiske seværdigheder, moderne bygningsværker og ægte storbyoplevelser. Allerede siden Silkevejens tid har stedet været et vigtigt strategisk sted på karavanernes ruter mellem Kina og Europa, og der har historisk givet næring til Tasjkent som mødested for regionens kulturer.

Tasjkent er en storby, hvis gader og pladser er forbundet af metroen fra Sovjetunionens tid, som i sig selv er en seværdighed med samtidens fornemt udsmykkede stationer i lokal stilmæssig inspiration. Byplanen over metroen er præget af brede gader og boulevarder og store pladser i den nye bydel, der er fra den russiske og sovjetiske tid.

Uafhængighedspladsen og Amir Timur Plads er de to centrale pladser, og de er internt forbundne af Broadway, som byder på shopping, cafeer og en del af de store bygningsværker, som Tasjkent er kendt for. På Amir Timur Plads står en rytterstatue af netop Amir Timur, mens Uafhængighedspladsen er hjemsted for selvstændighedsmonumentet.

Tasjkent er også kendt som en meget grøn by med mange store parker, som er smukt anlagt for vandreture som egentlige storbyoaser. Tæt på det moderne centrum ligger også Tasjkents gamle bydel, hvor der er gamle moskeer og koranskoler.

Topseværdigheder

    Amir Timur National Museum, Tasjkent

    Amir Timur Nationalmuseum
    Temuriylar tarixi davlat muzeyi

    Amir Timur Nationalmuseum er et museum, der er dedikeret den usbekiske og centalasiatiske historie under Amir Timur og det dynasti, som han grundlagde. Museet blev åbnet i 1996 på initiativ af præsident Islam Karimov.

    Den runde museumsbygning blev opført med en klassisk orientalsk kuppel. Den indvendige udsmykning matcher det ydre med marmorsøjler og anden imponerende arkitektur. På væggene er der blandt andet kalkmalerier af scener i Amir Timurs liv og af dele af den usbekiske historie.

    I museets udstillinger er der fornemme skildringer af Amir Timur og dynastiet timuruderne. Effekter og historiefortællinger er der mange af som fx manuskripter, våben og mønter. På museet kan man også se en kopi af verdens ældste koran, Uthman-koranen, der i originaludgaven også befinder sig i Tasjkent.

     

    Statens Museum for Historie
    Tarixi davlat muzeyi

    Usbekistans nationale historiske museum er et af landets fornemste museer, og med en historie tilbage til 1800-tallet er det også et af de ældste. Der er utallige effekter i museets samlinger, som på mange måder skildrer Usbekistan fra tidlig tid til i dag.

    Tidsmæssigt er udstillingen inddelt fra oldtiden til Amir Timur og timuriderne tid, de følgende århundreder og khanaterne Bukhara, Khiva og Kokand samt nyere tid fra 1800-tallet. Man kan se væsentlige arkæologiske fund sammen med samlinger af mønter, fotografier og meget andet.

    Museumsbygningen blev åbnet i 1970 som Tasjkents museum for statslederen Lenin. Arkitekturen står fornemt som et storladent sovjetisk byggeri med lokal inspiration. Facadebeklædningens ornamentering er på denne måde en fortolkning af den usbekiske panzhara, der bruges som solafskærmning.

     

    Independence Square, Tasjkent

    Uafhængighedspladsen
    Mustaqillik maydoni

    Mustaqillik maydoni er navnet på Tasjkents største plads, der for en stor dels vedkommende nærmest er at betragte som er stringent indrettet park med grønne anlæg, træer og stier.

    Pladsen var fra 1865 hjemsted for generalguvernøren af Turkestans fort, og da det senere blev revet ned, blev den store plads anlagt. Centralt kan man se sølvstrukturen i Uafhængighedsbuen, der markerer den officielle indgang til pladsen og til de monumenter, man kan se her.

    Monumenterne består af Usbekistans globus med navnet Uafhængighedsmonument og et mindesmærke over de faldne i 1900-tallets 2. Verdenskrig. Det består af en statue af en mor, der sørger over sine to sønner, der faldt i kamp. Ved statuen brænder en evig flamme for de cirka 400.000 faldne usbekere, og dette anlæg kan ses på pladsens nordlige del. Monumentet afløste et sovjetisk monument af en soldat med samme betydning.

    I Usbekistans sovjetiske tid var pladsen centrum for større begivenheder så fx 1. maj-festlighederne og ved militærparader i byen som sejrsdagen den 9. maj. Som den største tilskuer til disse arrangementer var Tasjkents store statue af statslederen Lenin.

     

    Tasjkent Tv-tårn
    Toshkent teleminorasi

    Tv-tårnet i Tasjkent er byens højeste bygning, og det er en imponerende opførelse, der strækker sig 375 meter op i luften. Tårnet blev opført i årene 1978-1985, og ved åbningen var det verdens tredjehøjeste tårn og det højeste i Centralasien.

    Tårnet har en observationsplatform i 97 meters højde, og herfra er der er fornem udsigt over hovedstaden. Der er også en restaurant i tårnet, hvorfra man naturligvis også kan nyde udsigten.

     

    Museum of Applied Arts, Tasjkent

    Museet for Brugskunst
    Amaliy san’at muzeyi

    Dette museum hører til blandt Tasjkents mest spændende hvad angår effekter fra den rige usbekiske kultur. Den farverige og interessante udstilling byder på blandt andet kostumer og tæpper fra 1800-tallet til i dag. Museet åbnede i 1937, og det er indrettet i smukke rammer i form af bygninger, der blev opført i slutningen af 1800-tallet.

    Man kan fx se usbekiske nationaldragter og kostumer, som er en kendt del af landets kultur, traditioner og kunsthåndværk. De er karakteriseret ved at være lette og særdeles farvestrålende.

    Herrernes tøj består af dragten chapan, der bæres med et bælte, der afhængigt af anledningen kan være særdeles smukt og produceret i fx fløjl og sølv. Hertil kommer lange læderstøvler. Kvindernes tøj er normalt tunikadragter og vide bukser. Ved særlige lejligheder som fx på helligdage bæres fornemme smykker til tøjet.

    Farver og mønstre indikerede traditionelt social status, tilhørsforhold eller andet, og derved var dragterne en integreret del af landets kultur. Hovedbeklædningen er noget af det vigtigste ved dragterne, og den såkaldte tubeteika er den traditionelle hat, som bæres af både kvinder, mænd og børn.

    I dag benyttes de traditionelle dragter kun ved særlige lejligheder, og derfor er et besøg på museet en god mulighed for at stifte bekendtskab med denne del af den usbekiske historie.

    Ud over dragter og andet tøj er der keramik, mønstre, vægmalerier og meget andet at se på museet. Bygningsmæssigt er det ikke mindst det centrale rum i den historiske residens, som imponerer med sin fornemt detaljerede og farverige udsmykning.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Tasjkent her.

Andre seværdigheder

    Prince Romanov Palace, Tasjkent

    Prins Romanov Palæ
    Knyaz Romanov saroyi

    Nærmest præcist i midten af Tasjkent ligger Prins Romanov Palæ som en tidslomme mellem mange af byens nyere opførelser omkring pladsen Mustaqillik maydoni. Palæet blev opført i 1891 til Nikolaj Romanov, der var zar Nikolaj I's barnebarn. Stilen var efter samtiden ganske overdådig med anvendelse af fornemme materialer både udvendigt og indvendigt. Designet stod Alexei Benoit for.

    Nikolaj Romanov var blevet sendt i eksil i Tasjkent i 1877, og han levede her til sin død i 1918. Han var initiativrig og gjorde meget for udviklingen af Tasjkent, hvilket gjorde ham populær i det usbekiske område og blandt usbekerne.

    Efter at have været Nikolaj Romanovs residens blev huset indrettet som forskellige museer, før det blev sæde for de lokale sovjetiske pionerer. I slutningen af 1900-tallet blev palæet renoveret og gjort til officielt repræsentationspalæ for Usbekistans udenrigsminister.

     

    Amir Timur Plads
    Amir Temur Xiyoboni

    Amir Timur Plads er hjertet af Tasjkent, og på midten af pladsen er der et ryttermonument fra 1996 af Amir Temur, der er usbekisk nationalhelt. Timur levede 1336-1405, og som krigsherre grundlagde han det timuridiske dynasti og underlagde gennem mange togter kolossale landområder under sig med udgangspunkt fra det nuværende usbekiske område.

    Pladsen blev i sin oprindelige form udlagt af det kejserlige Rusland i 1870 som en park i det nye Tasjkent, som de russiske byplanlæggere og arkitekter ville skabe. Dengang hed pladsen Konstantin Plads efter general Konstantin von Kaufman, der var den første russiske generalguvernør i kejserrigets Turkestan.

    Von Kaufman var også den første, der som statue prydede pladsen, hvor Amir Timur står nu. Gennem den sovjetiske tid afløste flere statuer hinanden, før den nuværende blev indviet. Fra 1917 var der et monument for frie arbejdere her. Det blev i 1927 afløst af et monument for tiåret for den russiske revolution, og fra 1947 stod statslederen Stalin her. Sidste statue før den nuværende var en af Karl Marx, som blev stillet op i 1968.

     

    Independence Monument, Tasjkent

    Uafhængighedsmonumentet
    Mustaqillik monumenti

    Dette er Tasjkents og Usbekistans vigtigste monument for landets uafhængighed. Det blev opstillet i 1992 på samme piedestal, som byens kolossale statue af Lenin tidligere havde tronet på. Monumentets top er nu en globus, der viser Usbekistans grænser, hvilket er et manifest tegn på selvstændighed.

    Den nu historiske Leninstatue blev stillet op i 1936, og med sine 30 meter var den den højeste af de mange Lenin-statuer, der blev stillet op i ikke mindst Sovjetunionen. Med unionens opløsning faldt Tasjkents statue til fordel for den nuværende globus.

     

    Tasjkent Klokketårne
    Toshkent qo’ng’iroq minoralari

    Tasjkents Klokketårne er navnet på to kendte tårne, der blev bygget i henholdsvis 1947 og 2009. De står i dag som to af Tasjkents vartegn. Idéen til klokketårnene kom fra urmageren I.A. Ayzenshteyn, der fra østprøjsiske Allenstein (Olsztyn) hjembragte rådhusurværket. Han havde kun urværket, fordi selve rådhuset var blevet ødelagt under 2. Verdenskrigs kampe.

    Bystyret i Tasjkent udskrev en konkurrence om et tårn, hvori det tyske urværk kunne hænge, og resultatet blev tårnet fra 1947. Det nye tårn blev opført som en kopi af det første, og de danner nu et fint bygningsensemble.

    I tårnbygningerne er der indrettet udstillinger af forskellige effekter. Det drejer sig blandt andet om smykker, kostumer, keramik og malerier, som alle giver gode indtryk af usbekisk håndværk.

     

    Khoja Akhrar Mosque, Tasjkent

    Khoja Akhrar Moské
    Xoja Akhrar masjidi

    Khoja Akhrar Moské kaldes også Fredagsmoskéen. Den er den største af sin slags i Tasjkent og den største i landet udenfor byen Samarkand.

    Moskéens forhistorie går tilbage til den arabiske invasion af området i 700-800-tallene, hvor ildtilbedernes Tasjkent blev lagt i ruiner. I 819 kom den lokale leder af området til højdedraget, hvor moskéen nu ligger, og besluttede, at hans nye Tasjkent skulle etableres netop fra dette sted. Således blev det, og derfor er dette sted i udkanten af Tasjkents centrum det muslimsk-religiøse centrum i byen.

    Med tiden blev der opført en moské her. Den første stod færdig i midten af 1400-tallet, hvilket skete efter bidrag fra Khoja Akhrar, som moskéen i dag er opkaldt efter. Ved et jordskælv i 1868 blev datidens moské ødelagt, så man besluttede at bygge en ny. Resultatet blev en stor moské, som stod færdig i 1888 efter donationer fra blandt andet den russiske zar Alexander III.

    Gennem årtierne i 1900-tallet forfaldt moskéen, der til slut stod som ruiner. I 1997 blev det besluttet at bygge en helt ny moské frem for at gennemføre en genopbygning, og derved blev den nuværende bygning opført. Med sin beliggenhed og tre kupler er den et markant vartegn i dette kvarter.

     

    Kukeldash Madrassa
    Ko’kaldosh madrasasi

    Kukeldash Madrassa er koranskole i det religiøse kompleks, der også indbefatter Tasjkents store fredagsmoské, Khoja Akhrar Moské. Madrassaens historie går tilbage til 1570, hvor den blev opført af guvernøren Dervish Khan, der også var kendt under navnet Kukeldash.

    Fra opførelsestidspunktet var Kukeldash Madrassa koranskole, men dette skulle ændre sig flere gange. I 1700-tallet blev det fine anlæg indrettet som karavanserai for handelsrejsende, der derved havde et herberg i byen. I 1800-tallet fik bygningen militær tyngde som de ledende khaners fort, og indtil 1865 fandt offentlige henrettelser sted her.

    Madrassaen er flere gange blevet delvist genopført. Jordskælv ødelagde en del af den i både 1868 og 1886, hvor den smukke portal måtte genopbygges. I sidste halvdel af 1900-tallet blev stedet også renoveret flere gange, så det i dag står smukt med den klassiske indre gård omgivet af både beboelsesrum og skolestuer. Hertil kommer den store portal, der er bygningens arkitektonisk dominerende element.

    Navnet Kukeldash henviser til, at guvernøren Devish var mælkebror med samtidens leder. De var ikke brødre af blod, men voksede op sammen og delte derved mælk.

     

    Chorsu Bazaar, Tasjkent

    Chorsu Basar
    Chorsu bozori

    Chorsu Basar er Tashkents store fødevaremarked, hvor den lokale handel er omfangsrig og oplevelsesrig for besøgende. Usbekistans klima resulterer i mængder af frugter, grønsager og andet, og det kan man naturligvis se nærmere på og smage på et besøg under basarens karakteristiske store blå kuppel.

    Chorsu Basar er en af de største basarer i Centralasien, og dens historie går århundreder tilbage. I basarområdet er der fortsat ældre bygninger, men hovedattraktionen er selve varerne og stemningen.

     

    Alisher Navoi Park og Børnenes Jernbane
    Alisher Navoiy bog’i og O’zbekistan temir yollari

    Alisher Navoi Park er en af de velbesøgte grønne oaser i den usbekiske hovedstad. Parken blev udlagt i 1930erne og stod færdiganlagt i 1937. Man kan nyde forskellige monumenter, bygninger og anlæg som søer og bassiner på en vandretur her.

    I parken kan se se Børnenes Jernbane, der opstod som forslag i 1936. Efter stor opbakning til projektet blev banen indviet 5. august 1940 under orkestral afspilning af Internationale. Efter en udvidelse i 1950erne nåede banens spor en længde på 1.700 meter, og der var en del materiel, som opererede her. I dag er banen fortsat i anvendelse med både teoretisk og praktisk træning for de unge mennesker, der kører togene mellem de to stationer.

     

    Metro, Tasjkent

    Tasjkent Metro
    Toshkent metropoliteni

    Tasjkents metro er byens undergrundsbane. Den blev åbnet som den første metro i Centralasien og som den syvende i Sovjetunionen, hvor reglerne foreskrev, at millionbyer skulle have anlagt et metrosystem.

    Metroen blev anlagt efter klassisk sovjetisk mønster med tre på hinanden krydsende linjer og meget dybtliggende stationer. Den første strækning blev taget i brug i 1977, mens de følgende linjer blev åbnet i 1984 og 2001.

    Metrobyggeriet startede i 1968, og stationerne fra ikke mindst den sovjetiske æra er meget fint udsmykkede på hver deres måde. Dele af metroen står således som en slags folkelige paladser, som det ikke mindst kendes fra Moskvas metro. Den ældste linje er den røde, Chilonzor, mellem stationerne Sabir Rakhimov og Amir Tmur Xiyoboni, men også resten af den røde samt den blå Ozbekiston-linje er seværdig.

     

    Hazrat Imam Moské
    Hazrati imom masjidi

    Hazrat Imam Moské er et religiøst kompleks af bygninger, som består af både moskéer, en koranskole, et mausoleum og et fornemt bibliotek, hvor verdens ældste bevarede udgave af koranen befinder sig. Komplekset og moskéen er opkaldt efter Tasjkents første imam, Hazrat Imam, hvis grav lå i området.

    Selve Hazrat Imam Moské er en relativt ny bygning, der blev opført i 2007. Stilen er dog som i traditionelle moskébyggerier fra 1300-tallet. Man kan også se Barak Khan-koranskolen fra 1530erne, hvis indre er fint udsmykket med stilistisk geometri.

    Umiddelbart nord for denne madrassa ligger Abu Bakr Kaffal Shashis mausoleum fra 1542. Kaffal Shashi var digter og filosof og døde i 900-tallet. Mausoleet markerer hans sidste hvilested, og omkring netop dette mausoleum bredte hele det nuværende bygningskompleks sig gennem årene.

    Den gamle koran er den såkaldte Uthman-koran, der menes at være initieret af kaliffen Uthman i år 651. Koranen kom med tiden til byen Kufa i det nuværende Irak, og herfra var det muligvis Amir Timur, der tog den med til sin hovedstad Samarkand efter et erobringstogt. Indtil 1869 befandt koranen sig i en moské i Samarkand. Her blev den givet til den russiske generalguvernør Konstantin von Kaufman, der formidlede den videre til det kejserlige bibliotek i Sankt Petersborg.

    Koranen kom tilbage til Tasjkent i 1924, efter Lenin forinden havde givet den til russiske muslimer i byen Ufa. Koranen ligger udstillet i en tidligere moské, som i sig selv er en seværdighed med sin smukke udsmykning.

    Området er ligeledes arkitektonisk interessant, fordi man kan opleve landets forskellige byggestile samme sted. Khivas minareter står som de højeste i komplekset, mens Samarkands kupler med riller og Bukharas glatte blå kupler er karakteristiske elementer, der arkitektonisk blev lånt fra disse steder og deres herskeres stilarter gennem århundrederne.

    Umiddelbart syd for anlægget kan man i den nærliggende gade se en enkeltstående blå kuppel, der ser ud til at høre med til komplekset omkring Hazrat Imam Moské. Det gør den ikke, men det er en gammel konstruktion. Oprindeligt blev den opført som taget på en butik, der lukrerede på trafikken til moskéen. I dag er kuplen integreret i og derved en del af et beboelseshus.

     

    Uspensky Cathedral, Tasjkent

    Himmelfartskatedralen
    Успенский собор
    Uspenskij Sobor

    Himmelfartskatedralen er en russisk-ortodoks katedral, og den udgør sammen med de omkringliggende bygninger et af Tasjkents mest elegante bygningsensembler.

    Kirken blev i sin oprindelige form grundlagt i 1871, men siden da er den blevet både lukket, genåbnet og rekonstrueret. I de første årtiers sovjetiske tid blev katedralen anvendt som blandt andet lagerbygning, og det var først efter 2. Verdenskrigs afslutning, at kirken blev givet tilbage til den ortodokse menighed.

    I årene 1958-1960 blev kirken nærmest helt genopbygget efter årtiers forfald og ødelæggelse. I 1990erne kom dens separat stående klokketårn på ny til, og igen omkring år 2010 blev anlægget genskabt. Det står meget smukt i dag inklusive kirkens indretning.

     

    Botanisk Have
    Botanika Bog’i

    Tasjkents botaniske have tilhører landets videnskabsakademi, og den er derved en del af denne forskningsinstitutions virke. For besøgende er det en pragtfuld park og have, der venter. Der er flere end 4.000 planter her, og de pryder havens inddelinger i forskellige geografiske områder, hvor Centralasien givet vis er en af de mest interessante regioner, idet man her kan se lokal flora. Haven blev åbnet i 1920 og er en spadseretur værd i alle sæsoner.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Tasjkent her.

Ture fra byen

    Shah-i-Zinda, Samarkand

    Samarkand

    Samarkand er en usbekisk by, der emmer af en fantastisk stemning og atmosfære, som nærmest er taget ud af historiebøgerne om Silkevejen og Amir Timurs store rige. Overalt i byen er der storslåede spor fra herskerens tid i form af bygningsværker i smuk islamisk stil.

    Registan er midtpunktet i det Samarkand, der gennem mange år har været optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Registan er den mest berømte plads i Usbekistan og måske endda i hele Centralasien. Omkring pladsen står tre madrassaer, der hver især er overdådigt dekoreret med de kendte blå kakler i rig mønstervariation.

    Læs mere om Samarkand

     

    Square, Gijduvan

    Gijduvan
    Gijduvon

    Byen Gijduvan er en mindre by i Bukhara-regionen. Gijduvan er kendt for at være en driftig handelsby med mange talentfulde kunsthåndværkere, hvis keramik står som den nok mest berømte del. Man kan således besøge værksteder, hvor der bliver produceret og håndmalet keramik efter traditionelle metoder og mønstre.

    Bygningsmæssigt er Gijduvan stedet, hvor den berømte teolog fra 1100-tallet, Abdulkhalik Gijduvani, ligger begravet. Det har afstedkommet, at videnskabsmanden og kongen Ulugh Bek grundlagde og byggede en af sine tre berømte madrassaer her. De andre to ligger i henholdsvis Bukhara og Samarkand.

    Ulugh Bek var ualmindelig, idet han blev konge med baggrund som en dygtig videnskabsmand, og viden var årsagen til etableringen af hans skoler. Her skulle studerende stræbe efter ny viden, og selve anlæggene var klassisk opbygget med to etager, hvoraf den ene udgjorde boliger for studerende, og den anden var indrettet som undervisningslokaler.

    Madrassaen i Gijduvan blev opført fra 1437, og den står stadig smukt på Gijduvans centrale plads. Gennem tiden er den øverste etage forsvundet af koranskolen, hvilket er sket efter et af de mange jordskælv, der har rystet Centralasien gennem tiden.

    Ved siden af Ulugh Beks madrassa kan man se en smuk minaret, der blev bygget med stærk inspiration fra den kendte Kalyan Minaret i Bukhara. Minareten her i Gijduvan er dog noget mindre end den i Bukhara. Ved siden af minareten ligger stedets moské.

     

    Bukhara Ark

    Bukhara
    Boxoro

    Bukhara er en af de usbekiske byer, der er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv for sine mange smukke byggerier, der stammer tilbage fra tiden med Silkevejen, der gik gennem det centralasiatiske område.

    I Bukhara regerede emiren fra borgen og residensen Bukhara Ark, der stadig kan besøges, og ikke langt herfra ligger både byens religiøse og forretningsmæssige hjerte. Som vartegn for det religiøse står den høje Kalyan Minaret, der tidligere blev bygget som blandt andet fyrtårn for ørkenens karavaner.

    Læs mere om Bukhara

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Chorsu bozori

    Saqichmon ko’chasi

     

    Kontinent

    Shota Rustaveli ko’chasi

     

    Mega Planet

    Ahmad Donish ko’chasi

     

    MUM

    O’zbekiston shoh ko’chasi

     

    Indkøbsgader

    Sayilgoh ko’chasi (Broadway), Mustafo Kamol Otaturk ko’chasi, Boxoro ko’chasi, O’zbekiston shoh ko’chasi

Med børn

    Vandland

    Aquapark
    Amir Timur ko’chasi 107

     

    Forlystelsespark

    Tashkent-Land
    Amir Timur ko’chasi 107

     

    Zoologisk have

    Toshkent hayvonot bog’i
    Bog’ishmamol ko’chasi 232°

     

    Park og børnejernbane

    Alisher Navoiy bog’i og O’zbekistan temir yollari
    Bunyodkor shoh ko’chasi, Baynalmilal

     

    Udsigtstårn

    Toshkent teleminorasi
    Amir Temur shoh ko’chasi

     

    Jernbanemuseum

    Temir yo’l muzey
    Vokzal

Gode links
Historisk overblik

    Tasjkents begyndelse

    Byen Tasjkent er en af de ældste bosættelser langs Silkevejen, og den er nævnt allerede i 100-tallet med en historie, der givet vis går længere tilbage i tiden. Byen blev kaldt mange forskellige navne på henholdsvis persisk, kinesisk og andre af de sprogkilder, der omtaler den. Det var tidligst fra 800-tallet, navnet Tasjkent blev benyttet.

    I tidlig tid blev navnet Chach benyttet, hvilket kom fra en militær lejr, der lå på dette sted i århundrederne inden Kristi fødsel. Navnet blev med tiden til Chachkand. Navnet Tasjkent er en udvikling heraf, og Tasj er af tyrkisk oprindelse, mens kent kommer fra persisk; samlet betyder Tasjkent stenbyen. Chach eller Tasjkent blev relativt hurtigt udviklet, og det skete ikke mindst under Kushan-preioden gennem 200-300-tallene.

     

    Islams indtog

    Regionen og dermed også Tasjkent blev erobret af islamiske stammer og tropper i 700-tallet, og derved blev usbekernes muslimske tro etableret. De islamiske arabere tog også nye kulturpåvirkninger med sig, og blandt påvirkningerne var også den arkitektoniske retning, hvilket også ses den dag i dag. I de følgende århundreder skete en yderligere udvikling i byen, der blandt andet blev baseret på råvareproduktion og handel i området.

     

    Djengis Khan

    I 1219 blev Tasjkent erobret af mongoler under Djengis Khans ledelse, og ved den begivenhed blev store dele af byen ødelagt. Det tog tid for Tasjkent at genopstå, men det lykkedes grundet ikke mindst den gode strategiske beliggenhed. I samme århundrede var byen således vokset til at blive den største på Silkevejens centralasiatiske passage.

     

    Karavanerne og handel

    Med en god beliggenhed på områdets handelsveje, udviklede Tasjkent sig gennem århundrederne fra 1200-tallet sig som øvrige byer i regionen; fx Bukhara og Samarkand. Silkevejens karavaner lagde vejen forbi Tasjkent, og det betød anlæg af mange karavanseraier, der var datidens hoteller, badefaciliteter, handelspladser og andet, der servicerede industrien omkring de rejsende. Håndværk udviklede sig også, hvilket blandt andet materialiserede sig i fornemme byggerier som koranskoler og moskeer, der skød op i stort omfang.

     

    1800-tallets Tasjkent

    I begyndelsen af 1800-tallet havde Tasjkent et indbyggertal på omkring 100.000, og den blev betragtet som den mest velstående by i Centralasien. Dette skyldtes ikke mindst en blomstrende handel med Rusland.

    Økonomien fik dog et knæk efter 1809, hvor Tasjkent blev indlemmet i Kokand-khanatet, som var blevet etableret i 1709, da shaybanid-emiren Shahrukh erklærede det østlige område af Usbekistan uafhængigt af emiratet i Bukhara. Med en ny hersker i hovedstaden Kokand skulle Tasjkent betale høje skatter til khanatet.

     

    Russisk Turkistan

    Det russiske kejserrige med zaren som regent ekspanderede i det nuværende Usbekistan i 1860erne, hvor Centralasien blev etableret som det russiske Turkistan med generalguvernører og militær tilstedeværelse. Tasjkent blev en del af Turkistan i 1865, hvor Mikhail Tjernjajevs tropper med blot 3.000 var succesrige i felttoget, der udvidede imperiets grænser betydeligt.

    I 1867 blev Turkistans styre etableret med Konstantin von Kaufman som første generalguvernør. Tasjkent blev hovedstad i området, der allerede året efter overvandt Samarkand. Rusland bragte ny udvikling i form af jernbaner, der blev anlagt mellem Rusland og Centralasien og på tværs af det nuværende usbekiske område. Banerne bragte handel og nye bosættelser, og med blev der også anlagt nye bydele og institutioner efter russisk-europæisk forbillede; det gjaldt ikke kun i Tasjkent, men også i andre byer som fx Samarkand.

    Tasjkent fortsatte sin fremgang under Ruslands styre, og ny udvikling kom med jernbanen, der nåede Tasjkent i 1897. Jernbanen var i første omgang Den Transkaspiske Jernbane, der forbandt de centralasiatiske områder med byen Krasnovodsk, den nuværende Turkmenbashi, ved Det Kaspiske Havs østkyst. Kun ni år senere blev Tasjkent og derved store dele af Centralasien forbundet med det europæiske Rusland, da jernbanen over stepperne mellem Orenburg og Tasjkent blev taget i brug i 1906.

    Befolkningen var på dette tidspunkt vokset til over 160.000, og de kunne også glæde sig over nye sporvogne i Tasjkent, som var startet med køre med heste som trækkraft i 1901.

     

    Den sovjetiske tid

    Den russiske revolution i 1917 kom også til at inkludere Usbekistan. I første omgang blev Russisk Turkistan etableret som en sovjetrepublik med navn Turkistans Autonome Sovjetiske Socialistiske Republik. Det var dog kommet til kampe i dønningerne af den russiske revolution. Bolsjevikker havde etableret Turkistans sovjet, mens ikke mindst et muslimsk råd mødtes i byen Kokand og forsøgte at etablere Turkistans Autonome Republik som konkurrent til det kommunistiske Turkistan. Kampene mellem de to grupper fortsatte til 1920erne med bolsjevikkerne som sejrrige.

    Turkistans ASSR blev i 1924 opdelt i Turkmenistan og Uzbekistan, hvorfra Tadjikistan blev udskilt som ny sovjetrepublik i 1929. Det skete under ledelse af Josef Stalin, og delingen fulgte i videst muligt omfang etniske linjer. I 1925 blev Usbekistans SSR officielt er republik i Sovjetunionen med Samarkand som hovedstad; denne status overgik dog til Tasjkent i 1930. Der boede på dette tidspunkt flere end 300.000 i byen.

    2. Verdenskrig kom også til Usbekistan i form af først og fremmest en samlet sovjetisk kamp mod den tyske invasion. Dertil kom, at der skete en stor industriudvikling og medfølgende tilflytning, idet industrier fra de krigstruede og -hærgede vestlige dele af unionen blev flyttet til blandt andet Usbekistan. Befolkningsgrupper, der formodedes at have sympati for de aksemagterne, blev også flyttet hertil, hvilket fx gjaldt koreanere, tjetjenere og krimtatarer.

     

    Jordskælvet i 1966

    Den 26. april 1966 blev Tasjkent ramt af et ødelæggende jordskælv, der målte 7,5 på richterskalaen. Omkring 78.000 huse blev til ruiner, og 300.000 af byens indbyggere blev hjemløse, og det var særligt de gamle og dårligt opførte huse i den gamle bydel, der faldt for skælvets rystelser.

    Fra mange steder i Sovjetunionen og fra andre lande blev det sendt hjælp til byen, der også trængte til umiddelbar genopbygning for først og fremmest de mange borgere uden tag over hovedet. Allerede i 1970 var der bygget over 100.000 nye boliger, og Tasjkent blev genopført efter en imponerende sovjetisk byplan med brede boulevarder, store pladser, storladne enkeltbyggerier og monumenter, som det hørte sig til i unionen.

    Tasjkent var den fjerdestørste by i Sovjetunionen efter Moskva, Leningrad og Kiev, og som sådan var byen naturligt nok regionalt centrum for handel, industri, uddannelse med videre. Befolkningstallet steg til over to millioner, og et af de synlige tegn på udviklingen var dels de mange nye boligkvarterer og dels etableringen af Tasjkents metro, der åbnede i 1977. Siden da er metroen udvidet flere gange.

     

    Tasjkent i dag

    I 1991 blev Usbekistan et selvstændigt med den tredjestørste befolkning i landene i det tidligere Sovjetunionen; kun overgået af Rusland og Ukraine. Uafhængigheden skabte et behov for et del nye institutioner til det nye statsapparat, der delvist overtog roller og bygninger fra de politiske organer i Usbekistans SSR.

    Et ændret centrum i Tasjkent er siden da skudt op. Tidligere opførelser som fx landets øverste Sovjet er blevet ombygget til senat, og meget nyt som fx Usbekistans parlamentsbygning står nyopførte. Byplanen er stadig imponerende med brede boulevarder, store pladser og monumenter, der nu for en dels vedkommende er ændret i en usbekisk kontekst.