Tasjkents begyndelse
Byen Tasjkent er en af de ældste bosættelser langs Silkevejen, og den er nævnt allerede i 100-tallet med en historie, der givet vis går længere tilbage i tiden. Byen blev kaldt mange forskellige navne på henholdsvis persisk, kinesisk og andre af de sprogkilder, der omtaler den. Det var tidligst fra 800-tallet, navnet Tasjkent blev benyttet.
I tidlig tid blev navnet Chach benyttet, hvilket kom fra en militær lejr, der lå på dette sted i århundrederne inden Kristi fødsel. Navnet blev med tiden til Chachkand. Navnet Tasjkent er en udvikling heraf, og Tasj er af tyrkisk oprindelse, mens kent kommer fra persisk; samlet betyder Tasjkent stenbyen. Chach eller Tasjkent blev relativt hurtigt udviklet, og det skete ikke mindst under Kushan-preioden gennem 200-300-tallene.
Islams indtog
Regionen og dermed også Tasjkent blev erobret af islamiske stammer og tropper i 700-tallet, og derved blev usbekernes muslimske tro etableret. De islamiske arabere tog også nye kulturpåvirkninger med sig, og blandt påvirkningerne var også den arkitektoniske retning, hvilket også ses den dag i dag. I de følgende århundreder skete en yderligere udvikling i byen, der blandt andet blev baseret på råvareproduktion og handel i området.
Djengis Khan
I 1219 blev Tasjkent erobret af mongoler under Djengis Khans ledelse, og ved den begivenhed blev store dele af byen ødelagt. Det tog tid for Tasjkent at genopstå, men det lykkedes grundet ikke mindst den gode strategiske beliggenhed. I samme århundrede var byen således vokset til at blive den største på Silkevejens centralasiatiske passage.
Karavanerne og handel
Med en god beliggenhed på områdets handelsveje, udviklede Tasjkent sig gennem århundrederne fra 1200-tallet sig som øvrige byer i regionen; fx Bukhara og Samarkand. Silkevejens karavaner lagde vejen forbi Tasjkent, og det betød anlæg af mange karavanseraier, der var datidens hoteller, badefaciliteter, handelspladser og andet, der servicerede industrien omkring de rejsende. Håndværk udviklede sig også, hvilket blandt andet materialiserede sig i fornemme byggerier som koranskoler og moskeer, der skød op i stort omfang.
1800-tallets Tasjkent
I begyndelsen af 1800-tallet havde Tasjkent et indbyggertal på omkring 100.000, og den blev betragtet som den mest velstående by i Centralasien. Dette skyldtes ikke mindst en blomstrende handel med Rusland.
Økonomien fik dog et knæk efter 1809, hvor Tasjkent blev indlemmet i Kokand-khanatet, som var blevet etableret i 1709, da shaybanid-emiren Shahrukh erklærede det østlige område af Usbekistan uafhængigt af emiratet i Bukhara. Med en ny hersker i hovedstaden Kokand skulle Tasjkent betale høje skatter til khanatet.
Russisk Turkistan
Det russiske kejserrige med zaren som regent ekspanderede i det nuværende Usbekistan i 1860erne, hvor Centralasien blev etableret som det russiske Turkistan med generalguvernører og militær tilstedeværelse. Tasjkent blev en del af Turkistan i 1865, hvor Mikhail Tjernjajevs tropper med blot 3.000 var succesrige i felttoget, der udvidede imperiets grænser betydeligt.
I 1867 blev Turkistans styre etableret med Konstantin von Kaufman som første generalguvernør. Tasjkent blev hovedstad i området, der allerede året efter overvandt Samarkand. Rusland bragte ny udvikling i form af jernbaner, der blev anlagt mellem Rusland og Centralasien og på tværs af det nuværende usbekiske område. Banerne bragte handel og nye bosættelser, og med blev der også anlagt nye bydele og institutioner efter russisk-europæisk forbillede; det gjaldt ikke kun i Tasjkent, men også i andre byer som fx Samarkand.
Tasjkent fortsatte sin fremgang under Ruslands styre, og ny udvikling kom med jernbanen, der nåede Tasjkent i 1897. Jernbanen var i første omgang Den Transkaspiske Jernbane, der forbandt de centralasiatiske områder med byen Krasnovodsk, den nuværende Turkmenbashi, ved Det Kaspiske Havs østkyst. Kun ni år senere blev Tasjkent og derved store dele af Centralasien forbundet med det europæiske Rusland, da jernbanen over stepperne mellem Orenburg og Tasjkent blev taget i brug i 1906.
Befolkningen var på dette tidspunkt vokset til over 160.000, og de kunne også glæde sig over nye sporvogne i Tasjkent, som var startet med køre med heste som trækkraft i 1901.
Den sovjetiske tid
Den russiske revolution i 1917 kom også til at inkludere Usbekistan. I første omgang blev Russisk Turkistan etableret som en sovjetrepublik med navn Turkistans Autonome Sovjetiske Socialistiske Republik. Det var dog kommet til kampe i dønningerne af den russiske revolution. Bolsjevikker havde etableret Turkistans sovjet, mens ikke mindst et muslimsk råd mødtes i byen Kokand og forsøgte at etablere Turkistans Autonome Republik som konkurrent til det kommunistiske Turkistan. Kampene mellem de to grupper fortsatte til 1920erne med bolsjevikkerne som sejrrige.
Turkistans ASSR blev i 1924 opdelt i Turkmenistan og Uzbekistan, hvorfra Tadjikistan blev udskilt som ny sovjetrepublik i 1929. Det skete under ledelse af Josef Stalin, og delingen fulgte i videst muligt omfang etniske linjer. I 1925 blev Usbekistans SSR officielt er republik i Sovjetunionen med Samarkand som hovedstad; denne status overgik dog til Tasjkent i 1930. Der boede på dette tidspunkt flere end 300.000 i byen.
2. Verdenskrig kom også til Usbekistan i form af først og fremmest en samlet sovjetisk kamp mod den tyske invasion. Dertil kom, at der skete en stor industriudvikling og medfølgende tilflytning, idet industrier fra de krigstruede og -hærgede vestlige dele af unionen blev flyttet til blandt andet Usbekistan. Befolkningsgrupper, der formodedes at have sympati for de aksemagterne, blev også flyttet hertil, hvilket fx gjaldt koreanere, tjetjenere og krimtatarer.
Jordskælvet i 1966
Den 26. april 1966 blev Tasjkent ramt af et ødelæggende jordskælv, der målte 7,5 på richterskalaen. Omkring 78.000 huse blev til ruiner, og 300.000 af byens indbyggere blev hjemløse, og det var særligt de gamle og dårligt opførte huse i den gamle bydel, der faldt for skælvets rystelser.
Fra mange steder i Sovjetunionen og fra andre lande blev det sendt hjælp til byen, der også trængte til umiddelbar genopbygning for først og fremmest de mange borgere uden tag over hovedet. Allerede i 1970 var der bygget over 100.000 nye boliger, og Tasjkent blev genopført efter en imponerende sovjetisk byplan med brede boulevarder, store pladser, storladne enkeltbyggerier og monumenter, som det hørte sig til i unionen.
Tasjkent var den fjerdestørste by i Sovjetunionen efter Moskva, Leningrad og Kiev, og som sådan var byen naturligt nok regionalt centrum for handel, industri, uddannelse med videre. Befolkningstallet steg til over to millioner, og et af de synlige tegn på udviklingen var dels de mange nye boligkvarterer og dels etableringen af Tasjkents metro, der åbnede i 1977. Siden da er metroen udvidet flere gange.
Tasjkent i dag
I 1991 blev Usbekistan et selvstændigt med den tredjestørste befolkning i landene i det tidligere Sovjetunionen; kun overgået af Rusland og Ukraine. Uafhængigheden skabte et behov for et del nye institutioner til det nye statsapparat, der delvist overtog roller og bygninger fra de politiske organer i Usbekistans SSR.
Et ændret centrum i Tasjkent er siden da skudt op. Tidligere opførelser som fx landets øverste Sovjet er blevet ombygget til senat, og meget nyt som fx Usbekistans parlamentsbygning står nyopførte. Byplanen er stadig imponerende med brede boulevarder, store pladser og monumenter, der nu for en dels vedkommende er ændret i en usbekisk kontekst.
