Se på kortet
Samarkand, Uzbekistan
Læs om byen
Byen Samarkand emmer af en fantastisk stemning og atmosfære, der er taget ud af historiebøgerne om Silkevejen og Amir Timurs store rige. Overalt i byen er der storslåede spor fra herskerens tid i form af bygningsværker i smuk islamisk stil.
Registan er midtpunktet i det Samarkand, der gennem mange år har været optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Registan er den mest berømte plads i Usbekistan og måske endda i hele Centralasien. Omkring pladsen står tre madrassaer, der hver især er overdådigt dekoreret med de kendte blå kakler i rig mønstervariation.
Ikke langt fra Registan ligger Gur-Emir Mausoleum, der fortjener sin plads i historiebøgerne for sin skønhed og inspiration til mindre senere mausoleer som fx Taj Mahal i indiske Agra.
Samarkand er også stedet, hvor det historiske Afrosiyob lå. Det var på et højdedrag over byen, hvor der i dag fortsat kan ses ruiner fra den gamle bys struktur med blandt andet fæstninger og mure. Der er et museum for Afrosiyob, og i samme område ligger både bibelske Daniels gravmæle og Ulugh Beks observatorium, der i samtidens 1400-tal var en videnskabelig instituion af høj kaliber.
Senere tiders Samarkand er positivt præget af den russiske tid, der startede med indlemmelsen i det russiske kejserrige i 1868. I det russiske Turkistan blev der planlagt byer og udvikling efter europæisk mønster, og man kan opleve tidens arkitektur.
Topseværdigheder
Registan Ensemble
Registon ansambli
Pladsen Registan er hjertet af det gamle Samarkand, og den stammer fra en tid, hvor byen var hovedstad i årene 1370-1405 under Timurid-dynastiet, der regerede deres rige fra 1370 til 1507. Navnet Registan er persisk for et sandet sted eller en ørken.
Registan blev etableret som en offentligt tilgængelig plads, hvor store begivenheder som kongelige proklamationer eller hængninger fandt sted. Pladsen blev særdeles smukt opbygget, og den blev omgivet af tre islamiske koranskoler, der er såkaldte madrassaer.
De tre koranskoler er hver for sig store seværdigheder, og de blev bygget gennem 1400-1600-tallene. Den ældste af skolerne er Ulugh Beg Madrassa, som ligger mod vest. Herefter kommer Sherdor Madrassa overfor Ulugh Bek Madrassa, mens den centralt beliggende Tilyakori Madrassa er den yngste.
Tidligere var Registan en markedsplads, og der lå blandt andet nogle af Samarkands karavansaraier omkring pladsen. Der lå et af disse herberger på den åbne plads mod syd, men det blev revet ned, så der kom frit udsyn til den nuværende og imponerende plads med dens madrassaer.
Ulugh Bek Madrassa
Ulug’bek madrasasi
Koranskolen Ulug’bek madrasasi stammer næsten fra grundlæggeren af Timurid-dynastiet, Timurs, tid. Han styrede sit imperium til 1405, og den smukke skolebygning blev opført i årene 1417-1420. I 1400-tallet var madrassaen mere end blot en almindelig skolebygning, idet koranskolen var at regne blandt de førende teologiske universiteter i denne del af det muslimske område.
Madrassaen blev opkaldt efter Ulugh Bek, der som en af Timurid-dynastiets ledere etablerede koranskolen. Ulugh Bek var desuden en akademisk profil i sin samtid, og han var også ledende astronom. Koranskolen på Registan er af en tre madrassaer, som Ulugh Bek etablerede, de andre to ligger i henholdsvis Bukhara og Gijduvan.
Det dominerende i arkitekturen er facadens iwan, der er en stor portal med et spidst tøndehvælv. En sådan iwan ses på alle tre koranskoler på Registans ensemble af bygninger, og på Ulugh Beg Madrassa blev den prydet af stiliserede geometriske mønstre.
Udsmykningerne går igen på sidebygningerne og de to symmetriske minareter, der flankerer skolens iwan. Bag facaden er et gårdmiljø med blandt andet en moské, undervisningslokaler og rum, hvor samtidens studerende boede.
Madrassaen står i dag smukt renoveret, og både de udvendige og indvendige udsmykninger er en oplevelse. I de historiske lokaler i stueetagen er der indrettet forskellige små butikker.
Shah-i-Zinda
Shohizinda
Navnet Shah-i-Zinda betyder ”den levende konge”, men stedet er dog en nekropolis med mausoleer fra 800-1800-tallene. Den lange historie og mange fine opførelser gør Shah-i-Zinda til en stor seværdighed, der er blandt Samarkands mest enestående bygningskomplekser.
Navnet ”den levende konge” kommer fra historien om, at Muhammeds fætter, Kusam ibn Abbas, blev begravet her, og det var ifølge folkelige overleveringer en følge af halshugning grundet sin tro. Derefter skulle han have taget sit hoved med under jorden for at leve videre der.
En overlevering går da også på, at der er en grotte under den centrale del af Shah-i-Zinda. Amir Timur skulle have spurgt, om nogen ville gå ned i grotten for at se, hvad der gemte sig der. Kun Timurs største general turde melde sig, og han ville gå derned, hvis han fik alt det land, han kunne ride omkring på en dag. Amir Timur sagde ja, og generalen red og skulle derefter ned i grotten. Han blev firet derned ved hjælp af flere reb.
Her mødte han en dør, og bag den en have og et slot hvor den levende konge sad. Generalen måtte love ikke at sige noget om sin opdagelse, og gjorde han det, ville han blive blind. Den levende konge sagde desuden, at Amir Timur ikke måtte drage på togt mod Kina. Generalen kom op, og Amir Timur tvang ham til at fortælle om sine oplevelser. Generalen blev herefter blind, og Amir Timur døde undervejs på sit efterfølgende togt mod Kina.
Inden da nåede Amir Timur dog at indrette et smukt monument til Kusam ibn Abbas; det kan besøges i dag og siges at være indgangen til paradis. Samlet set kan man i dag se bygningsrester tilbage til 1000-tallet, men de flere og mere velbevarede strukturer stammer fra 1300-1400-tallene samt fra nyere århundreders delvise rekonstruktioner. Bygningerne kan inddeles i nederste, mellemste og øverste gruppe anlæg set fra indgangsporten, som Ulugh Bek lod bygge 1434-1435.
I den nedre gruppe blev mausoleerne opført i første halvdel af 1400-tallet, og det fineste er gravmælet for Kazi Zade Rumi. Han var astronom og videnskabsmand, og hans mausoleum med to kupler kaldet Qo’Shgumbazli Maqbara blev opført 1434-1435 af Ulugh-Bek. Indvendigt kan man se et i forhold til andre at stedets mausoleer sparsomt udsmykket rum. Man kan bemærke en smuk detalje med guldprikkerne på vægge og kuppel. Disse skulle danne en stjernehimmel.
Den mellemste gruppe blev opført i årtierne omkring år 1400, og den består ikke mindst af mausoleer, der blev rejst for medlemmer af Timurs slægt. Man kan fx se gravmælet for Shirin Bika Aga, der var Timurs søster. Her er også et ottekantet gravmæle, der går under navnet brødrenes mausoleum, Sakkiz Qirrali Maqbara, og står som minde om de faldne soldater under Amir Timurs kampe.
I den øverste bygningsgruppe står tre mausoleer med facaderne rettet umiddelbart mod hinanden. Det ældste er fra 1340erne, og bygningerne udgør samlet et smukt kompleks, hvor man kan beundre noget af den ornamentik, den islamiske arkitektur mange steder er så rig på.
Mod øst umiddelbart inden, man når de tre nordligste mausoleer, kan man se Kusam ibn Abbas’ mausoleum med tilhørende moské, der i sin tid blev anlagt som det centrale bygningsværk i det nye anlæg. Stedet udgjorde derved en af de primære opførelser i den nekropolis, der med tiden udviklede sig til det sted, man kan opleve i dag.