Samarkands grundlæggelse
Byen Samarkand er en af de ældste byer i Centralasien, og efter årtusinders menneskelig aktivitet i området blev det beviseligt til en egentlig bosættelse fra 600-tallet f.Kr.; måske går historien endnu længere tilbage. Der findes ingen eksakt viden om byens grundlæggelse, og forskere diskuterer løbende nye vinkler på og arkæologiske fund fra det tidlige Samarkand.
Fra 600-tallet f.Kr. er der vished om, at der fandtes et veludviklet vandsystem til stedet bosættelse, der også menes præget af forskellige kunsthåndværkerfag. Stedet var blandt de østligste dele af det persisk-administrerede område de følgende århundreder, og her var der blandt andet et fort.
Aleksander den Store
I år 329 f.Kr. nåede makedonske Aleksander den Store til Samarkand, som han erobrede samme år. På græsk blev byen kaldt Maracanda, og den græske indflydelse skabte efter den indledende ødelæggelse i 329 f.Kr. en tid med ny udvikling i byen. Det betød, at græsk bygningsteknik delvist afløste den ellers anvendte, og på flere andre måder påvirkede den græske kultur området i flere århundreder efter Aleksander den Store.
Nye riger og magthavere
I år 260 blev Samarkand erobret af sassaniderne, der var persiske konger, som regerede et stort rige fra Iran i tiden 224 indtil 651. Med sassaniderne kom den dualistiske religion manikæismen til området omkring Samarkand.
I midten af 400-tallet blev Samarkand erobret af heftalitterne, der også kendes som de hvide hunnere. Heftalitterne drog mod syd over det centralasiatiske område til det nuværende Indien og Pakistan, og de fastholdt magten i Samarkand og det usbekiske til 557, hvor de blev besejret af en alliance mellem sassaniderne og Det Vesttyrkiske Khana, som var opstået efter en deling af Göktürkernes khanat i det centrale Asien. Göktürkerne regerede i Samarkand indtil begyndelsen af 600-tallet, hvor sassaniderne besejrede deres tidligere allierede.
Tyrkerne kom dog igen til magten, da de vandt magten efter islams indtog i Iran. Den fastholdt de en tid, indtil kinesere under Tang-dynastiet overvandt dem. Samarkand blev efter den begivenhed et protektorat, der betalte tribut til Tang-regeringen. På dette tidspunkt var Samarkand religiøst hjemsted for mange forskellige religioner, hvilket ikke havde været politisk afgørende.
Muslimsk invasion
Omkring år 710 erobrede muslimer Samarkand. Det skete med invasionen fra Umayyad-kalifatet under ledelse af Qutayba ibn Muslim. Med muslimerne vandt islam indpas, og en del konverterede med årene til den nye religion, som magthaverne havde bragt med sig.
I denne tid blev den første papirmølle i den islamiske verden etableret i Samarkand. Denne viden kom efter sigende fra kinesiske fanger, og efter etableringen i Samarkand blev teknikken og produktionen kopieret flere andre steder, og produktionen nåede med tiden også Europa.
I 862 kom Ismail Samani til som hersker, og han etablerede Samanid-dynastiet, der regerede Samarkand til 999 som vasaler til kaliffen. Under samaniderne blev Samarkand yderligere udvikling som handelsby langs Silkevejen mellem øst og vest. Samarkand blev i denne tid en af samanidernes hovedstæder.
Med afslutningen af Samanid-dynastiet kom forskellige tyrkiske stammer til som magthavere i Samarkand, og de kom til at regere byen de følgende århundreder.
Djengis Khans mongoler
Mongolske styrker under ledelse af Djengis Khan erobrede Samarkand i 1220. Ifølge nogle kilder blev adskillige dræbt under angrebet; det var dem, der skjulte sig i moskeer eller byens fæstningsværker. Samarkand blev ved erobringen også plyndret, og tusindvis blev indskrevet i den mongolske hær.
Endnu et mongolsk angreb ramte Samarkand, der var hårdt ramt efter disse to plyndringer. Byen kom dog så meget tilbage på fode, at Marco Polo i sine beskrivelser noterede, at Samarkand var en stor og fornem by.
Mongolernes kontrol med Samarkand fortsatte til midten af 1300-tallet, hvor herskerne stod i spidsen af byens udvikling, der ikke længere var offer for ledernes plyndringer. Styret bevarede magten til 1365, hvor et oprør startede i Samarkand.
Amir Timur og det timuridiske dynasti
Fra 1370 etablerede Timur det timuridiske imperium, som han ekspanderede kraftigt fra hans hovedstad, som var Samarkand. Timur vandt det ene felttog efter det andet, og overalt i det store rige var der dygtige kunstnere og håndværkere, der drog til Samarkand, som Amir Timurs tid kom til at sætte et markant bygningsmæssigt præg på.
Timur udviklede løbende kunsten og sparede mange kunstneres liv, så de kunne gøre hans hovedstad smukkere og mere imponerende. Timur selv havde visioner for byggerierne, som mange gange satte nye standarder for datidens opførelser. Blandt andet stod Amir Timur bag det, der dengang var verdens største moske; den står stadig som mange andre af byggerierne fra Timurs tid.
Efter Amir Timurs tid, der stoppede med hans død i 1405, kom efterfølgende til fra samme dynasti, og der gik ikke mange år, før videnskabsmanden og den senere konge, Ulugh Bek, udviklede Samarkand og riget. Det skete med fokus på lærdom og videnskab, og blandt Ulugh Beks synlige bedrifter var etableringen af et observatorium i Samarkand og tre madrassaer i henholdsvis Samarkand, Gijduvan og Bukhara.
Usbekiske shaybanider
Fra 1500 kom de nomadiske usbekiske shaybanider til magten i Samarkand, og de erobrede løbende magten i et større område. Efter nogle år flyttede de hovedstaden fra Samarkand til Bukhara, hvilket naturligvis stoppede en vis del af udviklingen i Samarkand.
Nedgangstiden prægede Samarkand, og gennem de følgende århundreder kom forskellige dynastier til magten i Bukhara, der som en del af deres territorium også kontrollerede Samarkand.
Det Russiske Imperium
Konstantin von Kaufman indtog i 1868 Samarkand for det voksende russiske rige, der fra Orenburg kiggede mod syd til de centralasiatiske stepper, der gav nye handelsmuligheder.
Von Kaufman indtog Samarkands citadel, men med sine 500 mand blev hans snart selv belejret samme sted. Det skete ved blandt andre emiren af Bukharas rebelske søn, Abdul Malik Tura, der dog måtte se sig slået betydeligt af de russiske styrker.
Von Kaufman blev militær generalguvernør i Samarkand, som kort tid efter den russiske overtagelse blev udviklet kraftigt med en ny byplan efter russisk mønster og opførelse af utallige nye institutioner, kirker og andet, der hørte sig til i datidens Rusland. Den nye by skød op umiddelbart sydvest for Samarkands gamle by, og den tids kolonibyggerier dominerer fortsat mange steder i gadebilledet i området.
I 1886 blev Samarkand hovedby i den nyetablerede Samarkand Oblast, og udviklede fortsatte hastigt fremad med jernbanen, der nåede byen i 1888; det var med Den Transkaspiske Jernbane, som forbandt Samarkand med Krasnovodsk, det nuværende Turkmenbashi i Turkmenistan.
De følgende årtier fortsatte udviklingen i byen, der via Tasjkent blev forbundet med det europæiske Rusland ad jernbanen i 1906.
Den sovjetiske tid
Den russiske revolution i 1917 kom også til at inkludere Usbekistan. I første omgang blev Russisk Turkistan etableret som en sovjetrepublik med navn Turkistans Autonome Sovjetiske Socialistiske Republik. Det var dog kommet til kampe i dønningerne af den russiske revolution. Bolsjevikker havde etableret Turkistans sovjet, mens ikke mindst et muslimsk råd mødtes i byen Kokand og forsøgte at etablere Turkistans Autonome Republik som konkurrent til det kommunistiske Turkistan. Kampene mellem de to grupper fortsatte til 1920erne med bolsjevikkerne som sejrrige.
Turkistans ASSR blev i 1924 opdelt i Turkmenistan og Uzbekistan, hvorfra Tadjikistan blev udskilt som ny sovjetrepublik i 1929. Det skete under ledelse af Josef Stalin, og delingen fulgte i videst muligt omfang etniske linjer. I 1925 blev Usbekistans SSR officielt er republik i Sovjetunionen med Samarkand som hovedstad; denne status overgik dog til Tasjkent i 1930.
2. Verdenskrig kom også til Usbekistan i form af først og fremmest en samlet sovjetisk kamp mod den tyske invasion. Dertil kom, at der skete en stor industriudvikling og medfølgende tilflytning, idet industrier fra de krigstruede og -hærgede vestlige dele af unionen blev flyttet til blandt andet Usbekistan. Befolkningsgrupper, der formodedes at have sympati for de aksemagterne, blev også flyttet hertil, hvilket fx gjaldt koreanere, tjetjenere og krimtatarer.
1945 til i dag
Efter afslutningen af 2. Verdenskrig fortsatte den sovjetiske udvikling af Usbekistan. Der blev fokuseret på industri og bomuldsproduktion, som fortsat ses omkring Samarkand. Kolossale kunstvandingsprojekter blev gennemført med nye kanaler, som ledte vandet fra floderne Syr-Darya og Amu-Darya til nyt opdyrket land frem for Aralsøen, der efterhånden blev reduceret til en brøkdel af tidligere tiders størrelse med følgende problemer for sundhed, økonomi og klima.
Økonomien voksede dog i årene, og efterhånden udviklede turismen sig til Samarkand, hvor Sovjetunionen igangsatte store restaureringer af nogle af Samarkands større historiske bygningsværker. Nye bygninger kom fortsat til i form at blandt andet administrationscentre i den centrale by.
Efter den usbekiske selvstændighed i 1991 blev der fortsat satset på blandt andet turismen og infrastrukturen, og et resultat er Afrosiyob, der åbnede i 2011 som det første højhastighedstog i Centralasien; det skete med forbindelsen mellem Tasjkent og Samarkand.
