Site logo

Samarkand rejseguide

Registan • Shah-i-Zinda • Imponerende Mausoleer

Se på kortet
Læs om byen

Samarkand er en usbekisk by, der emmer af en fantastisk stemning og atmosfære, som nærmest er taget ud af historiebøgerne om Silkevejen og Amir Timurs store rige. Overalt i byen er der storslåede spor fra herskerens tid i form af bygningsværker i smuk islamisk stil.

Registan er midtpunktet i det Samarkand, der gennem mange år har været optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Registan er den mest berømte plads i Usbekistan og måske endda i hele Centralasien. Omkring pladsen står tre madrassaer, der hver især er overdådigt dekoreret med de kendte blå kakler i rig mønstervariation.

Ikke langt fra Registan ligger Gur-Emir Mausoleum, der fortjener sin plads i historiebøgerne for sin skønhed og inspiration til mindre senere mausoleer som fx Taj Mahal i indiske Agra.

Samarkand er også stedet, hvor det historiske Afrosiyob lå. Det var på et højdedrag over byen, hvor der i dag fortsat kan ses ruiner fra den gamle bys struktur med blandt andet fæstninger og mure. Der er et museum for Afrosiyob, og i samme område ligger både bibelske Daniels gravmæle og Ulugh Beks observatorium, der i samtidens 1400-tal var en videnskabelig instituion af høj kaliber.

Senere tiders Samarkand er positivt præget af den russiske tid, der startede med indlemmelsen i det russiske kejserrige i 1868. I det russiske Turkistan blev der planlagt byer og udvikling efter europæisk mønster, og man kan opleve tidens arkitektur.

Topseværdigheder

    Registan, Samarkand

    Registan Ensemble
    Registon ansambli

    Pladsen Registan er hjertet af det gamle Samarkand, og den stammer fra en tid, hvor byen var hovedstad i årene 1370-1405 under Timurid-dynastiet, der regerede deres rige fra 1370 til 1507. Navnet Registan er persisk for et sandet sted eller en ørken.

    Registan blev etableret som en offentligt tilgængelig plads, hvor store begivenheder som kongelige proklamationer eller hængninger fandt sted. Pladsen blev særdeles smukt opbygget, og den blev omgivet af tre islamiske koranskoler, der er såkaldte madrassaer.

    De tre koranskoler er hver for sig store seværdigheder, og de blev bygget gennem 1400-1600-tallene. Den ældste af skolerne er Ulugh Beg Madrassa, som ligger mod vest. Herefter kommer Sherdor Madrassa overfor Ulugh Bek Madrassa, mens den centralt beliggende Tilyakori Madrassa er den yngste.

    Tidligere var Registan en markedsplads, og der lå blandt andet nogle af Samarkands karavansaraier omkring pladsen. Der lå et af disse herberger på den åbne plads mod syd, men det blev revet ned, så der kom frit udsyn til den nuværende og imponerende plads med dens madrassaer.

     

    Ulugh Bek Madrassa
    Ulug’bek madrasasi

    Koranskolen Ulug’bek madrasasi stammer næsten fra grundlæggeren af Timurid-dynastiet, Timurs, tid. Han styrede sit imperium til 1405, og den smukke skolebygning blev opført i årene 1417-1420. I 1400-tallet var madrassaen mere end blot en almindelig skolebygning, idet koranskolen var at regne blandt de førende teologiske universiteter i denne del af det muslimske område.

    Madrassaen blev opkaldt efter Ulugh Bek, der som en af Timurid-dynastiets ledere etablerede koranskolen. Ulugh Bek var desuden en akademisk profil i sin samtid, og han var også ledende astronom. Koranskolen på Registan er af en tre madrassaer, som Ulugh Bek etablerede, de andre to ligger i henholdsvis Bukhara og Gijduvan.

    Det dominerende i arkitekturen er facadens iwan, der er en stor portal med et spidst tøndehvælv. En sådan iwan ses på alle tre koranskoler på Registans ensemble af bygninger, og på Ulugh Beg Madrassa blev den prydet af stiliserede geometriske mønstre.

    Udsmykningerne går igen på sidebygningerne og de to symmetriske minareter, der flankerer skolens iwan. Bag facaden er et gårdmiljø med blandt andet en moské, undervisningslokaler og rum, hvor samtidens studerende boede.

    Madrassaen står i dag smukt renoveret, og både de udvendige og indvendige udsmykninger er en oplevelse. I de historiske lokaler i stueetagen er der indrettet forskellige små butikker.

     

    Gur-e Amir Mausoleum
    Go’ri Amir Maqbarasi

    Gur-e Amir Mausoleum er et af Samarkands smukke bygningsværker fra århundrederne, hvor byen en tid havde status af hovedstad. Mausoleet er et bygningskompleks med flere funktioner, og det stammer fra begyndelsen af 1400-tallet, hvor både Timur og barnebarnet Muhammad Sultan var bygherrer og deltagere på forskellig vis.

    På stedet lå der en islamisk koranskole, en madrassa, der blev etableret til at uddanne børn af Samarkands højeste samfundsklasser. Overfor madrassaen blev der opført en khanaka, der er en slags herberg for de studerende på skolen.

    Anlægget skulle være et slags islamisk center, men Muhammad Sultans tidlige død i 1403 gjorde, at Timur lod anlægge et mausoleum for sit barnebarn i en del af komplekset, og han stoppede det øvrige anlægs virke. Timur selv døde i 1405, og han kom til at få en central gravplads i Gur-e Amir, hvor også andre af hans familiemedlemmer med tiden blev stedt til hvile.

    Timurs sarkofag er udformet i et stykke sort jade og står sammen med de andre grave i et særdeles smukt udsmykket kuppelrum som den centrale del af Gur-e Amir. Selve gravene ligger et niveau under sarkofagerne og er mere simple, som traditionerne foreskriver.

    Gur-e Amir Mausoleum er ikke blot kendt i Samarkand og Usbekistan; det har også skabt inspirationen til nogle af de mest berømte mogulbyggerier i Indien. Det drejer sig fx om Humayuns Mausoleum i Delhi i Taj Mahal i Agra, og Gur-e Amir var en slags prototype for disse opførelser, som Timurs efterkommere i Indien opførte.

    Hele anlægget bestod blandt andet af mausoleet og også en madrassa, en moske og fire minareter. Efter et jordskælv står kun mausoleet, to minareter og indgangspartiet tilbage. De øvrige bygninger kan man se udgravede ruiner af.

    En særlig seværdighed står til højre indenfor indgangspartiet. Dette sted var anlæggets indre gård, og der står nu en står stenblok og et kar bag den. Stenen var den, Amir Timur sad eller halvlå på, når der kom folk til ham her. Han havde guldpenge i hullerne, som han kunne give af. Ved disse lejligheder var stenen dækket af tæpper og puder. Karret bag stenen indeholdt koldt vand eller granatæblesaft, som Amir Timur kunne tilbyde soldater, som han befalede at tage på togter.

     

    Bibi-Khanym Moské
    Bibi-Xonim masjidi

    Moskéen Bibi-Xonim er en af Samarkands berømte gamle og imponerende moskéer. Det var grundlæggeren af Timurid-dynastiet, Timur, der efter en succesrig militær fremmarch i Indien besluttede at bygge en storladen moske i hans hovedstad Samarkand.

    Byggeriet blev startet i 1399, og allerede i 1404 stod moskéen færdig. Dimensionerne var efter datidens skala kolossale med ydre mure på 167x109 meter, en portal på 35 meter og en kuppel, der nåede en højde på 40 meter. Det var dengang verdens største moske og derved en understregning af Amir Timurs styrke.

    Til udsmykning af byggeriet blev der anvendt en stor mængde ædelsten, som Timur havde erobret på sit togt til Indien. Ifølge den samtidige spanske rejsende og skrivende, Ruy González de Clavijo, havde Timur brugt 90 elefanter fra Indien til at transportere de værdifulde sten, og dyrene blev desuden anvendt til selve opførelsen af den store moske.

    Moskéen forfaldt gennem århundrederne, og i 1897 blev store dele af den ødelagt ved et jordskælv. Meget henlå i ruiner, og det var først i 1974, den usbekiske sovjetrepublik besluttede at rekonstruere det imponerende værk fra Samarkands storhedstid som hovedstad.  

    På trods af både jordskælv og en nylig rekonstruktion får man ved et besøg en nærmest autentisk fornemmelse af historiens store værk med bygninger, stiliserede geometriske udsmykninger og den centralt placerede marmorkoran, som er fra det oprindelige anlæg. Marmorkoranen blev i Amir Timurs tid brugt til at læse op fra Ushman-koranen, der i dag er verdens ældste bevarede, og som kan ses i Tashkent. Koranen var et af Amir Timurs krigsbytter.

    Til trods for moskéens imponerende størrelse i dag var den dog endnu større ved opførelsen. Det ses ikke i dag, men mange dele på moskeen var noget højere end i dag, og der var også en del flere mindre bygningsdele, der er gået tabt i dag.

    Bibi-Khanym Moské er opkaldt efter kvinden Bibi-Khanym, der var Amir Timurs hustru og dronning. En overlevering om moskeen går på, at arkitekten bag mesterværket forelskede sig i dronningen, der indvilligede i at mødes med ham. Efter mødet fandt Amir Timur ud af, hvad der var sket, idet alle kvinder havde klæde for ansigterne ved en af hans hjemskomster. Det gjaldt også Bibi Khanym, der skjulte et kys fra arkitekten. Amir Timur tilgav den angrende dronning, men arkitekten blev dagen efter sendt i døden fra en af minareterne.

     

    Shah-i-Zinda
    Shohizinda

    Navnet Shah-i-Zinda betyder ”den levende konge”, men stedet er dog en nekropolis med mausoleer fra 800-1800-tallene. Den lange historie og mange fine opførelser gør Shah-i-Zinda til en stor seværdighed, der er blandt Samarkands mest enestående bygningskomplekser.

    Navnet ”den levende konge” kommer fra historien om, at Muhammeds fætter, Kusam ibn Abbas, blev begravet her, og det var ifølge folkelige overleveringer en følge af halshugning grundet sin tro. Derefter skulle han have taget sit hoved med under jorden for at leve videre der.

    En overlevering går da også på, at der er en grotte under den centrale del af Shah-i-Zinda. Amir Timur skulle have spurgt, om nogen ville gå ned i grotten for at se, hvad der gemte sig der. Kun Timurs største general turde melde sig, og han ville gå derned, hvis han fik alt det land, han kunne ride omkring på en dag. Amir Timur sagde ja, og generalen red og skulle derefter ned i grotten. Han blev firet derned ved hjælp af flere reb.

    Her mødte han en dør, og bag den en have og et slot hvor den levende konge sad. Generalen måtte love ikke at sige noget om sin opdagelse, og gjorde han det, ville han blive blind. Den levende konge sagde desuden, at Amir Timur ikke måtte drage på togt mod Kina. Generalen kom op, og Amir Timur tvang ham til at fortælle om sine oplevelser. Generalen blev herefter blind, og Amir Timur døde undervejs på sit efterfølgende togt mod Kina.

    Inden da nåede Amir Timur dog at indrette et smukt monument til Kusam ibn Abbas; det kan besøges i dag og siges at være indgangen til paradis. Samlet set kan man i dag se bygningsrester tilbage til 1000-tallet, men de flere og mere velbevarede strukturer stammer fra 1300-1400-tallene samt fra nyere århundreders delvise rekonstruktioner. Bygningerne kan inddeles i nederste, mellemste og øverste gruppe anlæg set fra indgangsporten, som Ulugh Bek lod bygge 1434-1435.

    I den nedre gruppe blev mausoleerne opført i første halvdel af 1400-tallet, og det fineste er gravmælet for Kazi Zade Rumi. Han var astronom og videnskabsmand, og hans mausoleum med to kupler kaldet Qo’Shgumbazli Maqbara blev opført 1434-1435 af Ulugh-Bek. Indvendigt kan man se et i forhold til andre at stedets mausoleer sparsomt udsmykket rum. Man kan bemærke en smuk detalje med guldprikkerne på vægge og kuppel. Disse skulle danne en stjernehimmel.

    Den mellemste gruppe blev opført i årtierne omkring år 1400, og den består ikke mindst af mausoleer, der blev rejst for medlemmer af Timurs slægt. Man kan fx se gravmælet for Shirin Bika Aga, der var Timurs søster. Her er også et ottekantet gravmæle, der går under navnet brødrenes mausoleum, Sakkiz Qirrali Maqbara, og står som minde om de faldne soldater under Amir Timurs kampe.

    I den øverste bygningsgruppe står tre mausoleer med facaderne rettet umiddelbart mod hinanden. Det ældste er fra 1340erne, og bygningerne udgør samlet et smukt kompleks, hvor man kan beundre noget af den ornamentik, den islamiske arkitektur mange steder er så rig på.

    Mod øst umiddelbart inden, man når de tre nordligste mausoleer, kan man se Kusam ibn Abbas’ mausoleum med tilhørende moské, der i sin tid blev anlagt som det centrale bygningsværk i det nye anlæg. Stedet udgjorde derved en af de primære opførelser i den nekropolis, der med tiden udviklede sig til det sted, man kan opleve i dag.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Samarkand her.

Rejseekspert
Author avatar
Stig
Andre seværdigheder

    Sherdor Madrassa, Samarkand

    Sherdor Madrassa
    Sherdor madrasasi

    Siden færdiggørelsen i 1420 lå Ulugh Bek Madrassa som den eneste koranskole omkring Registan i knap 200 år. I 1619 igangsatte Samarkands hersker Yalangtosh Bahadur opførelsen af koranskolen Sherdor madrasasi, og den stod færdig i 1636.

    Sherdor Madrassa blev opført symmetrisk overfor Ulugh Bek Madrassa med identisk opbygning i form af en dominerende iwan og to minareter med omtrent samme dimensioner. Udsmykningen var ligeledes stiliseret geometri for en stor dels vedkommende, men dertil kommer tigre, der også pryder madrassaens facade. Tigrene er særligt interessante, idet de bryder med islams tradition for ikke af afbillede levende væsner på religiøse bygninger. De er symboler på Samarkand, og man kan se tigersymboler rundt omkring i byen.

    Sherdor Madrassa er som det øvrige Registan meget imponerende, og den blev opført en anelse større end Ulugh Bek Madrassa for at syne større i historien.

     

    Tilyakori Madrassa
    Tillakori madrasasi

    Ti år efter færdiggørelsen af Sherdor Madrassa satte Yalangtosh Bahadur opførelsen af Tilyakori Madrassa i gang. Den blev bygget i årene 1646-1660 som den tredje og sidste koranskole omkring Registan.

    Arkitekturen er i hovedtræk identisk med Sherdor Madrassa, men funktionen var delvis forskellig, idet Tilyakori Madrassa både skulle fungere som koranskole og som byens stormoské.

    Bag facaden ligger en stor indre gård, hvor der er mange beboelsesrum, hvor de studerende i sin tid boede under deres teologiske studier på stedet. Mod vest ved gården ligger den store moské, der blev særdeles smukt ornamenteret med overdådigt brug af guld i bemalingen af dens vægge og kuppel.

    Moskéen er ganske synlig fra afstand med sin fornemme blå kuppel. Den passer arkitektonisk meget fint til madrassaens hjørnetårne, hvorpå der også er blå kupler.

     

    Daniel's Mausoleum, Samarkand

    Daniels Mausoleum
    Xoja Doniyor maqbarasi

    Dette er et gravmæle til minde om den bibelske Daniel. Selve graven måler 18 meter i længden og indeholder ifølge overleveringen relikvier af Daniel. Relikvierne er efter sigende asken fra hans hånd eller arm. Gravens længde siges endvidere at skyldes, at relikvierne vokser fra år til år. En anden version af årsagen til gravens længde er, at man ikke erindrede præcis hvor, man begravede asken.

    Daniel var både forfatter til og hovedperson i Daniels Bog i Det Gamle Testamente. Bogen handler om jødiske Daniel, der blev bortført til Babylon for at lære den babylonske kultur. Hans fastholdt sin jødedom og blev dømt til at sove blandt løver for at bede til Gud, selv om det var forbudt.

    Der var Amir Timur, der hjembragte Daniels aske til Samarkand, og den blev med det samme begravet og etableret som mausoleum. Det var i tiden omkring år 1400, og siden da er gravmælets overbygning blevet ændret nogle gange. I dag kan man se graven i et smukt anlagt område langs åen Siyob.

    Ved siden af selve huset med Daniels grav var et pistacietræ gået ud, men efter en besøg i 2007, hvor metropolitten Alexey fra Moskva kastede helligt vand på det, skød det igen og voksede på ny. Umiddelbart neden for træet og Daniels grav er der i øvrigt en hellig kilde, som lokale og tilrejsende tager vand fra.

     

    Universitetsboulevarden
    Universitet bulvar

    Bag Samarkands store Amir Timur Monument starter Universitetsboulevarden, der blev udlagt som en storslået boulevard af de russiske byplanlæggere efter indlemmelsen af Samarkand i Det Russiske Imperium i 1868. Dengang var den en af tre gader, der løb gennem de nye dele af byen, der var det såkaldte europæiske kvarter.

    Gaderne hed dengang Tasjkentskij, Kattakurganskij og Abramovski Boulevard, og Universitetsboulevarden er den gamle Abramovskij. Boulevarderne udgik fra det nu hedengangne byfort fra middelalderen, og Universitetsboulevarden er med sine 128 meter i bredden den mest imponerende af Samarkands gader.

    Hele vejen langs boulevarden er der utallige træer, og mellem kørebanerne er der en smuk vandresti under trækroner i hele boulevardens længde. Både stien og hele Universitetsboulevarden som sådan er meget populære for en spadseretur.

    Langs gaden kan man se forskellige bygninger, hvoraf et par af de mest interessante stammer fra den russiske kejsertid. På den østlige side som en af de første bygninger fra nord ligger det tidligere gymnasium for piger, som i dag er en del af Samarkands universitet. Gulstensbygningen blev opført i to etager i 1904.

    På boulevardens vestlige siden længere mod syd kan man se et arkitektonisk højdepunkt i form af residensen for den russiske militærguvernør i datidens Samarkand. Den elegante bygning med små spir blev opført i fornem kolonistil i 1875, og den bruges i dag af byens administration og borgmester. Længere mod syd kan man se mindre gulstensbygninger fra årtierne omkring år 1900.

     

    Den Centrale Bypark
    Markaziy istirohat bogi

    Den Centrale Bypark er et fint og hyggeligt grønt område, der blev anlagt i centrum af det russisk-anlagte kvarter i Samarkands sydvest. Den er opkaldt efter nationalforfatteren Alisher Navoi, og rundt om den finder man forskellige seværdige bygninger fra forskellige æraer. I selve parken er der mange muligheder for rekreation, spadsereture og anden afslapning. Man kan også se en statue af Alisher Navoi centralt i parken.

     

    Siyob Bazaar, Samarkand

    Siyob Basar
    Siyob Bozor

    Siyob Bozor er den største basar i Samarkand, og den er et meget levende og interessant sted at opleve og smage lokale ting som fx brødet nan. Basaren bugner i sæsonen af høsten fra Usbekistans frodighed, og synet og smagen af frugter, nødder og forarbejdede fødevarer er en tur værd. Både lokale og besøgende i byen tager til Siyob Basar for indkøb eller en oplevelse, og der er også mulighed for at købe typiske usbekiske souvenirs her.

     

    Uafhængighedsgaden
    Mustaqillik ko’chasi

    Området og derved alle gaderne vest for den smukke Universitetsboulevarden blev bygget i Samarkands tid i Det Russiske Imperium, der varede fra 1868 til Sovjetunionens komme efter den russiske revolution i 1917.

    Gaden Mustaqillik ko’chasi var hovedgaden i den russiske udbygning af Samarkand, og omkring den blev nogle af byens fornemste restauranter, butikker, kontorer og hoteller bygget og indrettet. Mange af disse kan fortsat ses som de smukke bygninger, der ligger langs gaden, der oprindeligt var opkaldt efter den russiske generalguvernør von Kaufman.

    Der ligger også nyere opførelser som fx Samarkands bygning for dukketeater. Den stammer fra Usbekistans sovjetiske tid, hvor dukketeatre var at finde i mange byer.

    Bydelen omkring Mustaqillik ko’chasi kan kaldes det europæiske kvarter, idet byplanen og arkitekturen af datidens huse tydeligt er europæisk og primært russisk. Derved adskiller området sig fra andre dele af Samarkand og i det hele taget det meste af Usbekistan.

    Kvarteret er særdeles hyggeligt, og langs alle gaderne står gamle træer og giver skygge med deres smukke trækroner. De fleste af bygningerne er ikke særlige seværdigheder, men som en helhed er en tur i området en meget fin oplevelse, hvor man kan forestille sig at være tilbage til starten af 1900-tallet.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Samarkand her.

Ture fra byen

    Bukhara Ark, Bukhara

    Bukhara
    Boxoro

    Bukhara er en af de usbekiske byer, der er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv for sine mange smukke byggerier, der stammer tilbage fra tiden med Silkevejen, der gik gennem det centralasiatiske område.

    I Bukhara regerede emiren fra borgen og residensen Bukhara Ark, der stadig kan besøges, og ikke langt herfra ligger både byens religiøse og forretningsmæssige hjerte. Som vartegn for det religiøse står den høje Kalyan Minaret, der tidligere blev bygget som blandt andet fyrtårn for ørkenens karavaner.

    Læs mere om Bukhara

     

    Square, Gijduvan

    Gijduvan
    Gijduvon

    Byen Gijduvan er en mindre by i Bukhara-regionen. Gijduvan er kendt for at være en driftig handelsby med mange talentfulde kunsthåndværkere, hvis keramik står som den nok mest berømte del. Man kan således besøge værksteder, hvor der bliver produceret og håndmalet keramik efter traditionelle metoder og mønstre.

    Bygningsmæssigt er Gijduvan stedet, hvor den berømte teolog fra 1100-tallet, Abdulkhalik Gijduvani, ligger begravet. Det har afstedkommet, at videnskabsmanden og kongen Ulugh Bek grundlagde og byggede en af sine tre berømte madrassaer her. De andre to ligger i henholdsvis Bukhara og Samarkand.

    Ulugh Bek var ualmindelig, idet han blev konge med baggrund som en dygtig videnskabsmand, og viden var årsagen til etableringen af hans skoler. Her skulle studerende stræbe efter ny viden, og selve anlæggene var klassisk opbygget med to etager, hvoraf den ene udgjorde boliger for studerende, og den anden var indrettet som undervisningslokaler.

    Madrassaen i Gijduvan blev opført fra 1437, og den står stadig smukt på Gijduvans centrale plads. Gennem tiden er den øverste etage forsvundet af koranskolen, hvilket er sket efter et af de mange jordskælv, der har rystet Centralasien gennem tiden.

    Ved siden af Ulugh Beks madrassa kan man se en smuk minaret, der blev bygget med stærk inspiration fra den kendte Kalyan Minaret i Bukhara. Minareten her i Gijduvan er dog noget mindre end den i Bukhara. Ved siden af minareten ligger stedets moské.

     

    Prince Romanov Palace, Tashkent

    Tasjkent
    Toshkent

    Tasjkent er Usbekistans hovedstad og den største by i Centralasien, og et besøg her er en blanding af historiske seværdigheder, moderne bygningsværker og ægte storbyoplevelser. Allerede siden Silkevejens tid har stedet været et vigtigt strategisk sted på karavanernes ruter mellem Kina og Europa, og der har historisk givet næring til Tasjkent som mødested for regionens kulturer.

    Tasjkent er en storby, hvis gader og pladser er forbundet af metroen fra Sovjetunionens tid, som i sig selv er en seværdighed med samtidens fornemt udsmykkede stationer i lokal stilmæssig inspiration. Byplanen over metroen er præget af brede gader og boulevarder og store pladser i den nye bydel, der er fra den russiske og sovjetiske tid.

    Læs mere om Tasjkent

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    GUM

    Mirzo Ulug’bek ko’chasi

     

    Siyob Bozor

    Toshkent yo’li

     

    Indkøbsgader

    Mustaqillik ko’chasi, Registan, Mirzo Ulug’bek ko’chasi

Med børn

    Observatorium

    Ulug’bek rasadxonasi
    Toshkent yo’li

     

    Park med aktiviteter

    Markaziy istirohat bogi
    Mustaqillik ko’chasi

Gode links
Historisk overblik

    Samarkands grundlæggelse

    Byen Samarkand er en af de ældste byer i Centralasien, og efter årtusinders menneskelig aktivitet i området blev det beviseligt til en egentlig bosættelse fra 600-tallet f.Kr.; måske går historien endnu længere tilbage. Der findes ingen eksakt viden om byens grundlæggelse, og forskere diskuterer løbende nye vinkler på og arkæologiske fund fra det tidlige Samarkand.

    Fra 600-tallet f.Kr. er der vished om, at der fandtes et veludviklet vandsystem til stedet bosættelse, der også menes præget af forskellige kunsthåndværkerfag. Stedet var blandt de østligste dele af det persisk-administrerede område de følgende århundreder, og her var der blandt andet et fort.

     

    Aleksander den Store

    I år 329 f.Kr. nåede makedonske Aleksander den Store til Samarkand, som han erobrede samme år.  På græsk blev byen kaldt Maracanda, og den græske indflydelse skabte efter den indledende ødelæggelse i 329 f.Kr. en tid med ny udvikling i byen. Det betød, at græsk bygningsteknik delvist afløste den ellers anvendte, og på flere andre måder påvirkede den græske kultur området i flere århundreder efter Aleksander den Store.

     

    Nye riger og magthavere

    I år 260 blev Samarkand erobret af sassaniderne, der var persiske konger, som regerede et stort rige fra Iran i tiden 224 indtil 651. Med sassaniderne kom den dualistiske religion manikæismen til området omkring Samarkand.

    I midten af 400-tallet blev Samarkand erobret af heftalitterne, der også kendes som de hvide hunnere. Heftalitterne drog mod syd over det centralasiatiske område til det nuværende Indien og Pakistan, og de fastholdt magten i Samarkand og det usbekiske til 557, hvor de blev besejret af en alliance mellem sassaniderne og Det Vesttyrkiske Khana, som var opstået efter en deling af Göktürkernes khanat i det centrale Asien. Göktürkerne regerede i Samarkand indtil begyndelsen af 600-tallet, hvor sassaniderne besejrede deres tidligere allierede.

    Tyrkerne kom dog igen til magten, da de vandt magten efter islams indtog i Iran. Den fastholdt de en tid, indtil kinesere under Tang-dynastiet overvandt dem. Samarkand blev efter den begivenhed et protektorat, der betalte tribut til Tang-regeringen. På dette tidspunkt var Samarkand religiøst hjemsted for mange forskellige religioner, hvilket ikke havde været politisk afgørende.

     

    Muslimsk invasion

    Omkring år 710 erobrede muslimer Samarkand. Det skete med invasionen fra Umayyad-kalifatet under ledelse af Qutayba ibn Muslim. Med muslimerne vandt islam indpas, og en del konverterede med årene til den nye religion, som magthaverne havde bragt med sig.

    I denne tid blev den første papirmølle i den islamiske verden etableret i Samarkand. Denne viden kom efter sigende fra kinesiske fanger, og efter etableringen i Samarkand blev teknikken og produktionen kopieret flere andre steder, og produktionen nåede med tiden også Europa.

    I 862 kom Ismail Samani til som hersker, og han etablerede Samanid-dynastiet, der regerede Samarkand til 999 som vasaler til kaliffen. Under samaniderne blev Samarkand yderligere udvikling som handelsby langs Silkevejen mellem øst og vest. Samarkand blev i denne tid en af samanidernes hovedstæder.

    Med afslutningen af Samanid-dynastiet kom forskellige tyrkiske stammer til som magthavere i Samarkand, og de kom til at regere byen de følgende århundreder.

     

    Djengis Khans mongoler

    Mongolske styrker under ledelse af Djengis Khan erobrede Samarkand i 1220. Ifølge nogle kilder blev adskillige dræbt under angrebet; det var dem, der skjulte sig i moskeer eller byens fæstningsværker. Samarkand blev ved erobringen også plyndret, og tusindvis blev indskrevet i den mongolske hær.

    Endnu et mongolsk angreb ramte Samarkand, der var hårdt ramt efter disse to plyndringer. Byen kom dog så meget tilbage på fode, at Marco Polo i sine beskrivelser noterede, at Samarkand var en stor og fornem by.

    Mongolernes kontrol med Samarkand fortsatte til midten af 1300-tallet, hvor herskerne stod i spidsen af byens udvikling, der ikke længere var offer for ledernes plyndringer. Styret bevarede magten til 1365, hvor et oprør startede i Samarkand.

     

    Amir Timur og det timuridiske dynasti

    Fra 1370 etablerede Timur det timuridiske imperium, som han ekspanderede kraftigt fra hans hovedstad, som var Samarkand. Timur vandt det ene felttog efter det andet, og overalt i det store rige var der dygtige kunstnere og håndværkere, der drog til Samarkand, som Amir Timurs tid kom til at sætte et markant bygningsmæssigt præg på.

    Timur udviklede løbende kunsten og sparede mange kunstneres liv, så de kunne gøre hans hovedstad smukkere og mere imponerende. Timur selv havde visioner for byggerierne, som mange gange satte nye standarder for datidens opførelser. Blandt andet stod Amir Timur bag det, der dengang var verdens største moske; den står stadig som mange andre af byggerierne fra Timurs tid.

    Efter Amir Timurs tid, der stoppede med hans død i 1405, kom efterfølgende til fra samme dynasti, og der gik ikke mange år, før videnskabsmanden og den senere konge, Ulugh Bek, udviklede Samarkand og riget. Det skete med fokus på lærdom og videnskab, og blandt Ulugh Beks synlige bedrifter var etableringen af et observatorium i Samarkand og tre madrassaer i henholdsvis Samarkand, Gijduvan og Bukhara.

     

    Usbekiske shaybanider

    Fra 1500 kom de nomadiske usbekiske shaybanider til magten i Samarkand, og de erobrede løbende magten i et større område. Efter nogle år flyttede de hovedstaden fra Samarkand til Bukhara, hvilket naturligvis stoppede en vis del af udviklingen i Samarkand.

    Nedgangstiden prægede Samarkand, og gennem de følgende århundreder kom forskellige dynastier til magten i Bukhara, der som en del af deres territorium også kontrollerede Samarkand.

     

    Det Russiske Imperium

    Konstantin von Kaufman indtog i 1868 Samarkand for det voksende russiske rige, der fra Orenburg kiggede mod syd til de centralasiatiske stepper, der gav nye handelsmuligheder.

    Von Kaufman indtog Samarkands citadel, men med sine 500 mand blev hans snart selv belejret samme sted. Det skete ved blandt andre emiren af Bukharas rebelske søn, Abdul Malik Tura, der dog måtte se sig slået betydeligt af de russiske styrker.

    Von Kaufman blev militær generalguvernør i Samarkand, som kort tid efter den russiske overtagelse blev udviklet kraftigt med en ny byplan efter russisk mønster og opførelse af utallige nye institutioner, kirker og andet, der hørte sig til i datidens Rusland. Den nye by skød op umiddelbart sydvest for Samarkands gamle by, og den tids kolonibyggerier dominerer fortsat mange steder i gadebilledet i området.

    I 1886 blev Samarkand hovedby i den nyetablerede Samarkand Oblast, og udviklede fortsatte hastigt fremad med jernbanen, der nåede byen i 1888; det var med Den Transkaspiske Jernbane, som forbandt Samarkand med Krasnovodsk, det nuværende Turkmenbashi i Turkmenistan.

    De følgende årtier fortsatte udviklingen i byen, der via Tasjkent blev forbundet med det europæiske Rusland ad jernbanen i 1906.

     

    Den sovjetiske tid

    Den russiske revolution i 1917 kom også til at inkludere Usbekistan. I første omgang blev Russisk Turkistan etableret som en sovjetrepublik med navn Turkistans Autonome Sovjetiske Socialistiske Republik. Det var dog kommet til kampe i dønningerne af den russiske revolution. Bolsjevikker havde etableret Turkistans sovjet, mens ikke mindst et muslimsk råd mødtes i byen Kokand og forsøgte at etablere Turkistans Autonome Republik som konkurrent til det kommunistiske Turkistan. Kampene mellem de to grupper fortsatte til 1920erne med bolsjevikkerne som sejrrige.

    Turkistans ASSR blev i 1924 opdelt i Turkmenistan og Uzbekistan, hvorfra Tadjikistan blev udskilt som ny sovjetrepublik i 1929. Det skete under ledelse af Josef Stalin, og delingen fulgte i videst muligt omfang etniske linjer. I 1925 blev Usbekistans SSR officielt er republik i Sovjetunionen med Samarkand som hovedstad; denne status overgik dog til Tasjkent i 1930.

    2. Verdenskrig kom også til Usbekistan i form af først og fremmest en samlet sovjetisk kamp mod den tyske invasion. Dertil kom, at der skete en stor industriudvikling og medfølgende tilflytning, idet industrier fra de krigstruede og -hærgede vestlige dele af unionen blev flyttet til blandt andet Usbekistan. Befolkningsgrupper, der formodedes at have sympati for de aksemagterne, blev også flyttet hertil, hvilket fx gjaldt koreanere, tjetjenere og krimtatarer.

     

    1945 til i dag

    Efter afslutningen af 2. Verdenskrig fortsatte den sovjetiske udvikling af Usbekistan. Der blev fokuseret på industri og bomuldsproduktion, som fortsat ses omkring Samarkand. Kolossale kunstvandingsprojekter blev gennemført med nye kanaler, som ledte vandet fra floderne Syr-Darya og Amu-Darya til nyt opdyrket land frem for Aralsøen, der efterhånden blev reduceret til en brøkdel af tidligere tiders størrelse med følgende problemer for sundhed, økonomi og klima.

    Økonomien voksede dog i årene, og efterhånden udviklede turismen sig til Samarkand, hvor Sovjetunionen igangsatte store restaureringer af nogle af Samarkands større historiske bygningsværker. Nye bygninger kom fortsat til i form at blandt andet administrationscentre i den centrale by.

    Efter den usbekiske selvstændighed i 1991 blev der fortsat satset på blandt andet turismen og infrastrukturen, og et resultat er Afrosiyob, der åbnede i 2011 som det første højhastighedstog i Centralasien; det skete med forbindelsen mellem Tasjkent og Samarkand.

    Du er måske også interesseret i..