Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Bisjkek er hovedstad og den største by i Kirgisistan. Den moderne bys forhistorie startede som karavanestation på en af Silkevejens forgreninger, og i 1825 anlagde Kokand-khanatet en mindre fæstning af ler i det, de kaldte Pisjpek. Fæstningen blev indtaget af russiske tropper i 1862 under Ruslands ekspansion i Centralasien, og ved den lejlighed blev Pisjpek ødelagt. Rusland genetablerede hurtigt en garnison på stedet, og indbyggertallet steg med de mange russiske bønder, som flyttede hertil grundet frugtbare sortjordsmarker. I 1878 grundlagde Rusland selve byen Pisjpek, der udviklede sig til dagens Bisjkek.

Pisjpek udviklede sig særligt hurtigt efter etableringen af Sovjetunionen, hvor byen i 1926 blev hovedstad i den nyetablerede kirgisiske sovjetrepublik. Ved den lejlighed skiftede byen navn til Frunze efter Mikhail Frunze, der var en sovjetisk militærofficer og politiker, der var født i Pisjpek. Gennem de sovjetiske år blev Frunze industrialiseret, og byen blev anlagt med et retvinklet gadenet, hvor brede boulevarder og tidstypiske bygninger skød op. Med Sovjetunionens opløsning blev Kirgisistan selvstændigt, og hovedstaden Frunze skiftede navn til det kirgisiske Bisjkek. Gennem hele perioden fra 1926 til i dag er indbyggertallet vokset, og fra ca. 150.000 indbyggere i midten af 1900-tallet, er der i dag godt en million borgere i byen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev