Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Montpellier er en af Sydfrankrigs smukke byer med dens mange hyggelige kirker, bygninger, gader og pladser med caféer, hvor serveringen er i top, og hvor der er mange og meget varierede ting at se på i områdets milde Middelhavsklima.

Byens lange og spændende historie har givet den en række interessante bygningsværker og monumenter, der i behagelige gåafstande ligger spredt i og uden for hjertet af den stemningsfulde gamle bydel. Flere steder er de ældste kvarterer som en labyrint, man blot skal gå på opdagelse i.

Place de la Comédie er hjertet af det moderne og levende Montpellier. Her mødes indbyggere, sporvogne, kultur og shopping, og herfra er der nem adgang til blandt andet Place Royale du Peyrou, Montpelliers katedral, byens to bevarede middelaldertårne fra befæstningernes tid og kunstmuseet Musée Fabre, hvor mange store mestres værker kan opleves.

Området omkring Place Royale du Peyrou er et særligt sted. Her finder man elegant arkitektur og en smuk byplan, hvor selve pladsen og triumfbuen mod øst er et par af byens perler. Centralt står en rytterstatuen af solkongen Louis XIV, og herfra ligger vandtårnet Château d’Eau mod vest.

Et besøg i Montpellier er en oplevelse, der kombinerer storbyen med fransk middelhavsstemning under et dejligt klima. Fra centrum er der fx kun få kilometer til Middelhavets bølger, mange golfbaner, varierede og fascinerende landskaber og andre store kulturbyer som Nîmes, Arles og Avignon. Nemmeste tur er sporvognen mod strandene ved Carnon.

Topseværdigheder

    Place Peyrou, Montpellier

    Peyrou Plads
    Place Royale du Peyrou

    Den smukt anlagte park og promenade Place Royale du Peyrou blev nærmest anlagt som en kolossal terrasse over byen, og stedet er mange af Montpelliers indbyggeres foretrukne åndehul. Hovedparten af anlægget stod færdigt i 1774 og blev ødelagt under den franske revolution og efterfølgende retableret.

    Centralt på pladsen står en rytterstatue af kong Louis XIV. Det blev oprindeligt sat op i 1718 og rejst af staterne i regionen Languedoc. Under den franske revolution blev den smeltet om til kanoner i Lyon. Statuen i dag er fra 1828.

    I den vestlige del af den store plads ligger bygningen Vandtårnet/Château d’Eau, der blev opført 1768 af Henri Pitot. Det blev bygget som en imposant afslutning for vandforsyningen fra Sankt Klement Akvædukt/Aqueduc Saint-Clément. Ved foden af tårnet er der en terrasse, der hæver sig over pladsen. Herfra er der en fornem udsigt mod Montpellier og ikke mindst over landskabet mod vest.

     

    Peyrou Bue
    Porte du Peyrou

    Porte du Peyrou er Montpelliers store triumfbue, som blev rejst i 1691 som hyldest til kong Louis XIV. Triumfbuen blev opført, hvor en af byens porte tidligere stod, og inspirationen kom fra Porte Saint-Denis i Paris. Porte du Peyrous dimensioner er imponerende. Højden er 15 meter og bredden 18 meter.

    Reliefferne på buen blev indsat i 1715, og de viser fire begivenheder fra Louis XIVs regeringstid, der er fortalt i allegorier: Erobringen af den wallonske by Namur, sejrsgudens kroning af Louis, udgravningen af kanalen Canal du Midi og tilbagekaldelsen af Nantes-ediktet.

     

    Cathédrale Saint Pierre, Montpellier

    Sankt Peter Katedral
    Cathédrale Saint-Pierre

    I udkanten af Montpelliers gamle centrum ligger byens mægtige katedral med de to tårne, der dominerer omgivelserne. Kirken blev påbegyndt 1364 som et mindre kapel for klostret Monastère-Collège Saint-Benoît Saint-Germain, der blev grundlagt af pave Urban V.

    I forbindelse med flytningen af områdets ærkebispesæde fra Maguelone til Montpellier i 1536 blev der igangsat en væsentlig udbygning. Af den befæstede middelalderkirke ses enkelte rester som fx de små tårne foran facaden.

    Gennem både 1600-tallet og 1800-tallet blev der foretaget store ombygninger. Resultatet blev, at kirkens længde i dag er 113 meter med en indre længde på 95 meter, mens højden når 28,50 meter i kirkeskibet.

    Ved indgangen i Rue du Cardinal Cabrières kan man se mærker efter skud, der blev affyret af royalistiske tropper i starten af 1800-tallet, og før det var kirken blevet delvist ødelagt under religionskrigene mellem protestanter og katolikker i 1500-tallet. Indenfor er der glasmalerier fra 1800-tallet og Sébastian Bourbons mesterværk fra 1621, der viser et kongeligt tronskifte.

    Kompleksets kloster blev opløst i forbindelse med den franske revolution, og klosterbygningerne, der ligger op ad katedralen, rummer nu Montpelliers universitets medicinske fakultet. Mellem bygningerne ligger Æresgården/Cour d'Honneur, hvorfra der er et smukt kig på domkirkebygningen og dens tårne.

     

    Place de la Comédie, Montpellier

    Komediepladsen
    Place de la Comédie

    Place de la Comédie er den centrale plads og det mest populære mødested i Montpellier. Den blev etableret i 1755 og opkaldt efter det teater, der tidligere lå her. Teatret brændte i både 1785, 1789 og 1881 og er i dag blevet afløst af Opéra National de Montpellier.

    På pladsens midte står springvandet De Tre Gratier/Trois Grâces fra den græske mytologi. Det blev udført af billedhuggeren Étienne d’Antoine i 1790 og viser Aglaia, Euphrosyne og Thalia, der er døtre af Zeus og Eurynome, og som repræsenterer glæden og herligheden. Rundt om pladsen ligger caféer og restauranter i en perlerække af smukke bygninger.

     

    Fabre Museum
    Musée Fabre

    Musée Fabre en et stort kunstmuseum, og det rummer en af Frankrigs fineste kunstsamlinger. Det blev grundlagt i 1825 af den lokale kunstner Francois Xavier Fabre gennem en større donation, som supplerede byens mindre malerisamling. Fabres eksempel blev fulgt af andre som fx Antoine Valedau, der skænkede en række værker af flamske og hollandske mestre.

    Her er fx mange malerier fra 1400-1700-tallene, og af kunstnere bag dem kan nævnes Peter Paul Rubens, Pieter Brueghel den Yngre og en række franskmænd. Af senere værker er Frédéric Bazille blandt andet repræsenteret. Museets samling tæller også skulpturer.

    Siden 1828 har museet haft til huse i palæet Hôtel de Masilian, der blev bygget i 1700-tallet. Efter en særlig donation tæller en del af samlingen også palæet Hôtel de Cabrières Sabatier d’Espeyran og hele dets indbo.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Montpellier her.

Andre seværdigheder

    Aqueduc de Saint Clément, Montpellier

    Sankt Klement Akvædukt
    Aqueduc de Saint-Clément

    Aqueduc de Saint-Clément er en akvædukt, der blev bygget som en del af den 14 kilometer lange vandledning, der forsynede vandtårnet på pladsen Place Royale du Peyrou med vand fra kilden Saint-Clément.

    Akvædukten stod færdig i 1776 og var et stort bygningsværk, der med de talrige buer skar sig monumentalt gennem byen fra vest. Den bevarede akvædukt er 800 meter lang og 22 meter høj. Faldet langs vandledningen var 28 centimeter for hver kilometer, og kilden udspringer således kun omkring fire meter højere end slutpunktet Château d’Eau.

    Vandforsyningen fra Saint-Clément-kilden gav drikkevand og gjorde det også muligt at anlægge nogle af de springvand, der endnu i dag findes i Montpellier. Det drejer sig om Fontaine de Trois Grâces (Place de la Comédie), Fontaine de Cybele (Place Chabaneau) og Fontaine des Licornes (Place de la Canourgue).

     

    Botanisk Have
    Le Jardin des Plantes

    Montpelliers botaniske have er den ældste i Frankrig og blandt de ældste i Europa. Den blev etableret under kong Henri IV i 1593, og de kom til at være forbillede for mange senere botaniske anlæg i Frankrig.

    Haven hører under byens universitet, og på de cirka fem hektarer er der blandt andet tropiske væksthuse, et 1800-tals-orangeri og en dejlig engelsk landskabshave.

     

    Chapelle Miséricorde, Montpellier

    Barmhjertighedens Kapel og Apotek
    Pharmacie et Chapelle de la Miséricorde

    Dette kapel og apotek er et kompleks, hvis historie startede i 1622, hvor en gruppe kvinder startede et større velgørende arbejde, der siden hen resulterede i en del faciliteter, et gudehus og et herberg.

    Stedets apotek er et museum, og det står som en tidslomme fra hedengangne århundreder med mange krukker og anden indretning. Museet består af to rum, der viser 1700-tals og 1800-talsapoteker.

     

    Montpellier Byhistoriske Museum
    Musée de l’histoire de Montpellier

    Musée de l'histoire de Montpellier er et byhistorisk museum, der er indrettet i den nu forhenværende kirke, Notre Dame de Table. Museet ligger rent faktisk i kirkens romanske krypt fra 900-tallet, og her skildres på spændende vis byens udvikling fra grundlæggelsen til i dag.

     

    Opera, Montpellier

    Montpellier Nationalopera
    Opéra National de Montpellier

    Montpellier er en by, der har hele to operahuse og med en afstand på kun få hundrede meter mellem dem. På Place de la Comédie ligger nationaloperaen, der er en status, den fik i 2002. Operahuset blev opført i rigt ornamenteret italiensk stil og stod færdigt i 1888. Arkitekten var Joseph-Marie Cassien-Bernard, der var elev af Charles Garnier.

    Både udvendigt og indvendigt er operaen smukt dekoreret. I den store foyer er der fx otte fresker, der symboliserer dans, historie, komedie, musik, pastorale, poesi, sang og tragedie. Der er to sale i operaen, som har plads til henholdsvis 1.200 og 350 tilskuere.

     

    Tour de la Babote, Montpellier

    Babote Tårn
    Tour de la Babote

    Tour de la Babote er et af de to bevarede tårne fra den bymur, der med mure og 25 tårne omsluttede Montpellier i middelalderen. Tårnet blev opført i 1100-tallet, og dets navn kommer fra det occitanske ord babota, der betyder spøgelse. Det sagdes nemlig, at det spøgte i tårnet, og derfor Tour de la Babote var en nærliggende betegnelse.

    I 1745 indrettede det kongelige videnskabsakademi et observatorium i tårnet, der derved blev mødested for områdets astronomer. Den rolle har det fortsat; nu dog med en anden astronomiorganisation som beboer.

    Er man ved Tour de la Babote, kan man gå de omkring 100 meter ad gaden Boulevard de l’Observatoire til pladsen Place Edouard Adam, hvor der på en husfacade er malet en meget smukt udført trompe l’oeil, dvs. et billede der virker ved synsbedrag.

     

    Charles de Gaulle Esplanade & Marsmarken
    Esplanade Charles de Gaulle & Jardin du Champ de Mars

    Esplanade-parken er sammen med det tidligere militærområde Champ de Mars et yndet sted at promenere i byen. Parken åbnede i sin nuværende størrelse i 1900., og her er meget hyggeligt med de fint anlagte søer, springvand og elegante alléer. Området støder umiddelbart op til den centrale Place de la Comédie, og det er derfor et populært sted for spadsereture.

     

    Antigone, Montpellier

    Antigone

    Bydelen Antigone blev skabt i 1980erne af den spanske arkitekt Ricardo Bofill. Gader, pladser, aktiviteter, transport med videre blev skabt efter tankerne om at skabe et moderne kvarter med alt, hvad det indebar. Det generelle indtryk er symmetriske anlæg, en række åbne pladser og imposante bygningsværker, der ligger omkring en øst-vest-akse.

    Antigone blev opført på det gamle kaserneområde Joffre, hvoraf kun citadellet er bevaret til i dag. Stilen er monumental nyklassicisme, hvor detaljer og dimensioner er gjort kolossale.

    Aksen på omkring en kilometer i længden går fra pladsen Place du Nombre d’Or til floden Lez. Fra vest mod øst passeres pladserne Place du Millénaire, Place de Zeus og Place de Théssalie, før man kommer til den afsluttende halvbue på Esplanade de l’Europe, der åbner sig mod Lez.

    Herfra kan man se Hôtel de la Région (Avenue de la Pompignane 201) på den anden side af floden. Hôtel de la Region blev også tegnet af Ricardo Bofill, og det er administration for regionen Languedoc-Roussillon.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Montpellier her.

Ture fra byen

    Carnon, Montpellier

    Carnon

    Carnon er en by, der er blevet bygget på striben af land mellem søerne ud for Montpellier og Middelhavet. Her ligger fornemme strande, og med sporvogn og shuttlebus kan man som i kun få storbyer kaste sig i bølgerne langs mange kilometer sand efter kun kort tid fra byens centrum.

     

    Piscine Slot
    Château de la Piscine

    Château de la Piscine er et slot, der blev opført i 1700-tallet som et tilbagetrukket sted for velhavere. I datiden lå slottet langt fra byens travlhed i Montpelliers centrum. Byen er vokset, og i dag ligger slottet ikke længere i de landlige omgivelser. Man kan ikke besøge slottet, men det er et smukt syn, der ikke mindst kan nydes fra den åbne park i fransk stil, der omgiver det.

     

    Arles, Frankrig

    Arles

    Arles er en sydfransk by, der blev grundlagt i 500-tallet f.Kr. af grækere, der kaldte den for Theline. Hurtigt efter blev Theline erobret af keltiske stammer og omdøbt Arelate. I år 123 f.Kr. blev byen romersk, og den blomstrede ikke mindst efter, at byen havde støttet Julius Cæsar mod Pompejus. I 300- og 400-tallene blev byen flere gange besøgt af Roms kejsere, den blev en vigtig administrationsby i den vestlige del af riget, og der blev opført mægtige bygningsværker her. Arles var på dette tidspunkt også en vigtig havneby.

    I middelalderens år 933 blev Arles hovedstad i Kongeriget Arles, der blev skabt ved at slå Øvre Burgund sammen med Nedre Burgund. Kongeriget bestod til 1033, hvor det blev en del af Det Tysk-Romerske Rige. I 1178 blev Frederik Barbarossa kronet til konge i Arles, der derved genvandt en del politisk vigtighed. Arles blev en væsentlig handelsby med sin beliggenhed ved Rhône, og gennem de seneste århundreder har Arles været hjemsted for mange berømte kunstnere som fx Pablo Picasso, Paul Gauguin og Vincent van Gogh, der var særdeles produktiv i hans tid i byen fra 1888 til 1889.

    Læs mere om Arles

     

    Béziers, Frankrig

    Béziers

    Béziers er en smuk sydfransk by, hvis gamle centrum ligger højt over Orb-floden og Canal du Midi med kun cirka ti kilometer til Middelhavet. Béziers blev grundlagt i 575 f.Kr., og den er derfor en af Frankrigs ældste byer. Senere blev Béziers en romersk by med navnet Colonia Julia Baeterrae Septimanorum, og i den blev der blandt andet opført et amfiteater. Coloniaen eksporterede også vin til hovedstaden Rom.

    Gennem 900-1100-tallene var Béziers sæde for vicegrevskabet af samme navn, og byens vicegrever regerede et stort område omkring byen. I begyndelsen af 1200-tallet udspillede massakren i Béziers sig. Det var en militær operation, der fandt sted under de albigensiske korstog, og massakren var et blodbad, der refererer til massemordet begået for at ødelægge katharerne. Béziers blev besejret i juli 1209 af en korstogshær ledet af Arnaud Amaury.

    Læs mere om Béziers

     

    Pont du Gard, France

    Pont du Gard

    Pont du Gard er en imponerende romersk akvædukt, der spænder velbevaret over floden Gard, hvoraf navnet Gard-Broen/Pont du Gard kommer. Byggeriet stammer fra århundredet e.Kr., og det var en del af en 50 kilometer lang vandledning, der førte vand fra Eure-kilderne ved Uzés til byen Nîmes, som romerne kaldte Nemausus. Over de 50 kilometer havde vandet blot et fald på 17 meter, hvilket var 34 centimeter for hver meter, og det siger lidt om den præcision, romerne byggede med. Anlægget kunne lede 20.000 m³ vand i døgnet.

    Fra 300-tallet blev vandledningen ikke vedligeholdt, og fra 800-tallet kunne den ikke længere transportere vand til byen. Sten blev brugt til andre bygningsværker, men selve akvædukten har overlevet i stort set intakt stand.

    Akvædukten er 275 meter lang og 49 meter høj. Den består af tre etager, hvoraf den nederste har 6 buer, er 142 meter lang, 22 meter høj og 6 meter tyk. Mellemste niveau har 11 buer, er 242 meter lang, 20 meter høj og 4 meter bred, mens det øverste og tidligere vandledende niveau har 47 buer, er 275 meter lang, 7 meter høj og 3 meter tyk. Broen ved siden af selve akvædukten blev bygget i 1743, og på den kan man se mange gamle ridsninger og årstal i stenene.

    På den østlige side af akvædukten er der et interessant besøgscenter, hvor der er forskellige udstillinger. Heraf er ikke mindst historien om selve Pont du Gard et besøg værd.

     

    Arènes de Nîmes

    Nîmes

    Nîmes er en by i det sydlige Frankrig i regionen Languedoc-Roussillon. Stedet var beboet af keltere, før det i 100-tallet f.Kr. blev en del af den romerske provins Narbonnensis. Områdets hovedvej førte gennem byen, der i Romerriget hed Colonia Nemausa, og som i kejser Augustus’ tid var regional hovedstad og hjemsted for omkring 60.000 indbyggere. Romerne opførte mange bygninger i og omkring byen som fx byens amfiteater og akvædukten Pont du Gard. Efter romerne kom vestgoter og maurere til, før Louis VIII erobrede byen i 1226, og den blev en del af Frankrig i 1259. Senere blev Nîmes økonomisk vigtig grundet ikke mindst den store tekstilindustri, der bl.a. gav navnet til denim-bukser, der henviser til, at stoffet kom fra Nîmes.

    I dag er der mange ting at se i Nîmes’ stemningsfulde gamle bydel, og et naturligt sted at starte er ved byens vartegn, der er den gamle romerske amfiteater, Arènes de Nîmes. Teatret blev opført omkring år 70 f.Kr., og det står særdeles velbevaret. Inspirationen fra Roms Colosseum er meget tydelig, når man ser på det smukke og harmoniske bygningsværk. Teatret blev bygget til 24.000 tilskuere, og efter en tid som kaserne i middelalderen fik det i 1800-tallet sin oprindelige rolle som teater tilbage. Teatrets første tyrefægtning blev afholdt i 1863, og siden da er forskellige arrangementer kommet til; bl.a. er det nu regionens største koncertarena.

    Læs mere om Nîmes

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Carrefour

    Route de Carnon, Lattes
    carrefour.fr

     

    Galeries Lafayette

    Allée Jules Milhau
    galerieslafayette.com

     

    Polygone

    Place du Polygone
    polygone.com

     

    Indkøbsgader

    Rue Foch, Rue St-Guilhem, Rue de la Loge, Grand’Rue Jean Moulin, Rue des Etuves, Place de la Comédie, Rue de l’Aiguillerie

Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Guilhems bosættelse

    I slutningen af 900-tallet boede der kun få mennesker i området mellem oldtidens Via Domitia og Mosson-området. Det var i denne tid, ridderen Guilhem fik overdraget den nuværende egn omkring Montpellier som anerkendelse af sin loyalitet og generelle indsats for regenten.

    I løbet af de følgende årtier anlagde Guilhem-familien en mindre beboelse, og de byggede blandt andet en fæstning og en kirke. Guilhems ambitiøse plan for byen lokkede folk til, og byen voksede med årene både i antal indbyggere og i velstand.

     

    Købmænd, vækst og købstadsrettigheder

    De første tanker om uafhængighed for byen bredte sig i Montpellier omkring 1100, men tankerne fik en brat afslutning, da grev Guilhem IV i 1143 stoppede en revolte fra Montpelliers riddere. Guilhem havde desuden pave Alexander III’s støtte til denne magtanvendelse.

    Begivenhederne blev startskuddet til en fornyet økonomisk vækst i byen, og udenlandske handelsfolk bosatte sig i stigende antal her. Montpellier eksporterede blandt andet tekstiler til store dele af Middelhavsområdet.

    Med købmændenes økonomiske succes steg kravene om øget frihed og rettigheder. Det fik de i 1204 efter et ægteskab mellem Aragoniens Pedro II og Marie af Montpellier. Pedro II fik Montpellier med som medgift.

    Brylluppet afsluttede Guilhem-familiens dominans i Montpellier, og en ny og meget republikansk styreform blev etableret. Byen opnåede betydeligt flere rettigheder, der fx betød, at byen selv kunne vælge tolv regerende konsuler hvert år.

    Nye og udvidede bymure blev også anlagt, så hele byen kunne samles inden for samme område. Byggeriet gav Montpelliers gamle bydel den æggeform, som kan genkendes på kort i dag. Dengang var der både mure og forsvarstårne omkring byen.

     

    Ny viden og udvikling

    Montpelliers handel blomstrede, og der var ikke mindst krydderier, der bragte velstand. For disse varer var byen markedsplads for hele det franske kongerige.

    Som handelsby indførte Montpellier en ny valuta, og kulturelt og intellektuelt udvikledes byen voldsomt med blandt andet flere nye institutioner og en befolkning, der inden pesten talte cirka 40.000 mennesker.

    I 1180 havde Guilhem VIII af Montpellier givet alle lov til at undervise i medicin, og det blev starten på et stort opsving i viden, der lige siden har gavnet byen.

    Omkring 1220 blev Montpelliers medicinske og juridiske fakulteter etableret af kardinal Konrad von Urach, og med denne yderligere oprustning på videnområdet steg velstanden fortsat, og byen blev efterhånden særdeles interessant for regionens magthavere at kontrollere.

     

    Montpellier bliver fransk

    Kong Philippe le Bel købte Montpellier-området i 1293 af biskoppen af Maguelone, og han etablerede herefter en række regionale administrative institutioner i byen, og byens velstandsstigning fortsatte. Formelt set var byen og området dog stadig under Aragoniens krone.

    Det varede ikke mange år, før pesten hærgede området. Det skete i midten af 1300-tallet, og Aragoniens konge Jaime III af Mallorca solgte byen og området til Frankrigs kong Philippe VI for 120.000 guldkroner.

    Frankrigs overtagelse af Montpellier blev starten på en næsten uafbrudt 200 år lang nedgangstid for byen, der hidtil havde været en af de absolut førende franske byer.

    Der var dog også visse lyspunkter for byen. Religiøst gav pave Urban VIII byen et kloster dedikeret til Sankt Peter i 1300-tallet. Klostret blev betydningsfuldt, og det endte i 1536 med, at bispesædet blev flyttet fra Maguelone til Montpellier. Ved den lejlighed blev klostrets kirke gjort til ny katedral.

    Økonomisk havde der også været lyspunkter; ikke mindst da Jacques Cœur var kommet til byen i 1432. Han var handelsmand, og under hans tid var en vis opblomstring at spore, men dels faldt købmændenes magt til fordel for embedsstanden og juridisk lærde med årtierne, og dels overtog Marseille i slutningen af århundredet rollen som regionens økonomiske centrum.

     

    Et protestantisk fristed

    Reformationen bølgede gennem Europa i 1500-tallet, og i Montpellier blev mange af borgerne protestantiske. På den måde blev byen en religiøs højborg i opposition til det katolske Frankrig anført af de franske konger.

    Det kom til stigende uroligheder mellem katolikker og protestanter flere steder i landet, og i Montpellier endte det med en belejring over to måneder af kong Louis XIIIs tropper. Belejringen endte med kongens sejr, og efter sejren lod kongen byens store citadel anlægge. Det skete for at sikre militær kontrol med den før så uregerlige by.

     

    Ny byplan og vækst

    Med den aktive modreformation kom nye tanker og dermed fornyelse af den på det tidspunkt lidt nedslidte by. Moderne planlægning kom til, og blandt andet blev Promenade du Peyrou anlagt. Byens mange elegante private palæer skød også op i byen, der i denne tid for alvor kastede middelalderen af sig. Montpellier havde også opnået status som Languedocs hovedstad.

    Økonomien blomstrede igen, og en voksende produktion af tekstiler, læder, landbrugsprodukter og vin øgede byens indtægter betragteligt. I 1764 blev akvædukten til byens centrum opført. Den bragte vand til Montpellier, hvilket var en nødvendighed for byens yderligere udvikling og modernisering.

     

    1800-tallet til i dag

    Jernbaner blev bygget i 1800-tallet, og økonomien fortsatte sin positive udvikling med en vis industrialisering ved siden af den store landbrugsproduktion. Opturen varede, indtil krisen i vinproduktionen, der kulminerede i 1907. Ved den lejlighed demonstrerede omkring 500.000 vinbønder i byens gader.

    Produktionen gik efter nogen tid igen fremad, og dagens Montpellier tog sin endelige form med anlæggelsen af centrale pladser som Comédie og mange af byens nye kvarterer og grønne områder.

    I 1960erne steg byens befolkningstal kraftigt i forbindelse med genhusningen af franskmænd, der efter Algeriets uafhængighed flyttede tilbage til Frankrig.

    De seneste årtier er der igen sket en stor udvikling i Montpellier. Blandt de største projekter kan nævnes byens moderne sporvognsnet, Corum og den store bydel Antigone. Antigone har øget byens centrum betydeligt, og kvarteret har forlænget byen mod floden.