Chicago rejseguide

Den føreuropæiske tid

I det nuværende Chiacagoområde boede flere stammer, da den europæiske kolonisering begyndte på det nordamerikanske kontinent. Mascoute, Miami, Potawatomi og Illinois er alle navne på folk, der havde forbindelser med hinanden gennem handel og sæsonbetonet jagt.

I selve området langs søen Lake Michigan var der primært Potawatomi-folk, der sammen med den europæiske bosættelse trængte øvrige stammer mod vest. Stammerne har som mange andre steder i USA givet navne til det moderne USA’s geografi. Fx kommer ordet Chicago fra Illinois-Miami-sprogets betegnelse Shikaakwa, der hentyder til løgplanter, der vokser langs floden Chicago River. Ligeledes kommer staten Illinois’ navn fra stammen.

Pionerernes Chicago

Med hjælp fra lokale indianere udforskede den franske jesuitermunk, Jacques Marquette, og den canadiske opdagelsesrejsende, Louis Jolliet, som de første europæere området for det nuværende Chicago; deres rejse fandt sted i 1673. Det blev da også til en fransk mission i 1696, men grundet uro og angreb fra lokalbefolkningen blev området opgivet i 1720erne.

Den første permanente bosættelse blev således først grundlagt noget senere, da Jean Baptiste Point du Sable fra Santo Domingo etablerede en bosættelse og handelsstation ved udmundingen af Chicago-floden i 1781. Han var selv den første indbygger på det strategisk gode sted med adgang til Lake Michigan og enorme naturressourcer mod nord og vest. I 1795 blev det første af landet officielt overdraget af den oprindelige befolkning til staten USA.

Ved du Sables bosættelsessted blev Fort Dearborn bygget i 1803. Det skulle være forsvar mod de angribende indianerstammer, der regelmæssigt huserede i området. Efter mange gange at have angrebet fortet blev indianerne endeligt besejret i 1832, hvor amerikanerne vandt over høvdingen Black Hawk. Derved var en væsentlig forhindring mod videre vækst og udvikling ryddet af vejen.

Bystatus 1833

Med sejren over indianerne var der kommet ro i området, og Chicago blev med 350 beboere officielt opgraderet til status af en by i 1833. Året efter lagde skonnerten Illinois til kaj. Den kom fra Sackets Harbor i staten New York og markerede starten på den vigtige kommercielle trafik over Lake Michigan.

Ganske hurtigt kom mange farmere til, og deres høstudbytter blev transporteret ad de nyanlagte veje til Chicagos havn for udskibning; Ofte var New York målet for afgrøderne. Indbyggertallet steg, og i 1837 havde det rundet 4.000.

Den første jernbane til Chicago blev åbnet fra Galena i 1848, og i løbet af få år blev der bygget jernbaner fra alle retninger til byen ved Lake Michigan. Samme år blev vandvejen Illinois & Michigan Canal åbnet, og det gav forbindelse til floden Mississippi og Den Mexicanske Golf.

Med alle disse transportveje blev Chicagos rolle som et af USA’s absolutte trafikknudepunkter etableret. Landbrugsprodukter og træ fra områderne nord og vest for Chicago blev forarbejdet i byen og sendt videre til byerne mod øst, og den gunstige situation medførte en kolossal vækst og indvandring til byen. Handelsvirksomheder blomstrede på den store omsætning, og selskaber som Sears og Montgomery Ward så dagens lys.

Indbyggertallet nærmest eksploderede i denne periode. Fra 350 mennesker i 1833 boede her omkring 30.000 blot 17 år senere, og inden for ti yderligere år rundede tallet 100.000. I 1870 var Chicago vokset til USA’s næststørste byer med flere end 300.000 indbyggere.

Bybrand og genrejsning

En stor del af Chicagos fysiske vækst var sket med anvendelse af træ som byggemateriale. De fleste bygninger, fortove og andet var således letantændeligt, hvis ulykken skulle indtræffe, som den gjorde i 1871. Her midt i 1800-tallets store vækstperiode blev byen ramt af en omfattende brand, der lagde store dele af byen øde. I alt var over 17.000 bygninger gået tabt, og i centrum var der kun ganske få opførelser, der overlevede. En tredjedel af indbyggerne var desuden blev hjemløse, mens omkring 300 døde som følge af branden.

Et stort genopbygningsarbejde blev igangsat, og allerede få uger efter branden begyndte de første nye bygninger at blive rejst. De store ødelagte områder og et bevidst valg af andre materialer end træ muliggjorde en udnyttelse af pladsen i højden i højere grad end tidligere. Chicago blev derfor stedet, der skød USA’s skyskraberæra i gang. Innovative byggemetoder blev taget i anvendelse som svar på den bløde og sumpede undergrund ved Lake Michigan. Stålskeletter var svaret, og i 1885 stod verdens første moderne skyskraber således færdig; det var den ni etager og 55 meter høje Home Insurance Building.

Stålskeletter blev også brugt til at sikre bedre trafik i byen få år senere. Den ikoniske bybane, the L, åbnede i 1892 og har siden da optrådt som kulisse i et hav af film. I den hastigt voksende by blev banen opført som broer over det eksisterende gadenet, hvilket gav den ønskede fremkommelighed.

Nybyggerierne skulle opføres i en fart i den fremstormende by, som med den gode beliggenhed, handel, produktion og logistik blot blev ved med at tiltrække europæiske immigranter og folk fra USA’s østlige stater. Fra branden i 1871 til år 1900 voksede indbyggertallet fra 300.000 til 1.700.000.

Byen havde bogstaveligt talt rejst sig fra asken og satte sig yderligere på verdenskortet med afholdelsen af verdensudstillingen World’s Columbian Exposition i 1893. Det skete i anledning af 400-året for Christoffer Columbus’ rejse til Amerika. Udstillingen blev et tilløbsstykke med 27,5 millioner besøgende og pavilloner i stilarter, der satte gang i landets beaux-arts-byggerier de følgende år.

Byplaner og syndikater

Chicagos nærmest konstante vækst resulterede i den første større, overordnede byplan i 1909. Planen hed The 1909 Chicago Plan, men grundet de mange tiltænkte boulevarder og parker blev den også kendt som tankerne til Præriens Paris/Paris on the Prairie. Med byplanen udviklede byen sig fra et hurtigvoksende, stort nybyggersamfund til en planlagt og hastigt voksende, moderne storby. Resultaterne af planen er blandt andet byens centrale parker og den 1.010 meter lange mole, Navy Pier.

Med flere indbyggere og stadig større økonomisk betydning, var de centrale områder i Chicago steget dramatisk i værdi i slutningen af 1800-tallet. Væksten førte hele tiden nye byggeønsker med sig i centrum, og løsningen var højere og højere bygninger. Med de mange nye indbyggere bredte byen sig naturligvis også, og forstad efter forstad blev etableret i disse årtier, hvor folk fra store dele af Europa og sorte fra det sydlige USA var blandt dem, der etablerede sig i etniske kvarterer som mange andre steder i landet.

1. Verdenskrig gik i gang i Europa, og senere kom Forbudstiden. Begivenheder, der smittede af på Chicago, der i 1920erne blev hjemsted for syndikater og andre, der fandt en lukrativ forretning i at smugle spiritus fra Canada. Blandt de mest kendte ledere var Al Capone og Frank Nitti, og gennem årene var der løbende træfninger mellem de rivaliserende grupper.

1920erne blev igen et årti med nye og højere skyskrabere. Art deco vandt indpas som stil, og byens økonomi og aktivitet voksede med byggeriet. Børskrakket i 1929 og depressionen i 1930erne satte som i den øvrige verden sit præg på aktiviteten, og i flere årtier blev der ikke bygget mange nye skyskrabere.

I 1930ernes tunge økonomi var der dog også lyspunkter. Fx fejrede man i 1933 byens 100 års jubilæum med udstillingen Century of Progress, der tiltrak flere end 40 millioner gæster. Udstillingens tema var teknologisk udvikling i Chicagos tid, og det gav håb og inspiration i en tid, hvor de positive nyheder ikke stod i kø.

I disse år foregik dele af det hemmelige Manhattan Project også i Chicago, hvis universitet den 2. december 1942 blev hjemsted for verdens første, kontrollerede nukleare kædereaktion. En begivenhed der var med til at skabe nyt grundlag for de følgende årtiers militære udvikling og for verdens energiproduktion.

Der bygges endnu højere

Efter 2. Verdenskrigs afslutning kom en udvikling med øget udflytning fra centrale kvarterer til de forstæder, der skød op som paddehatte i takt med udbygningen af motorvejsnet og lokale jernbaner. I samme periode, i 1950erne, ændrede arbejdsmarkedet sig også med mange jobreduktioner i industrien. Chicagos indbyggertal faldt, og der opstod deciderede fattige bydele; noget nyt i byens historie.

Som svar på problemerne vedtog bystyret den såkaldte Plan 21, der søgte at skabe forbedringer i de fattige områder ved at gøre dem til en slags forstæder i storbyen. Det offentlige opførte nye boliger, der skulle være attraktive at flytte til.

I 1950erne blev Chicagos infrastruktur stærkt udbygget med ikke mindst det store net af motorveje, men der blev også investeret i at fastholde byens status som et af hele USA’s trafikale knudepunkter. Byen anlagde den internationale O’Hare-lufthavn som afløser for Midway, og O’Hare udviklede sig hurtigt til et af verdens travleste steder for den stærkt stigende flytrafik.

Turen kom også til det lidt nedslidte bycentrum, hvor en ny skyskraberæra gik i gang. Byggerierne nåede nye højder, og mest kendt blev verdens dengang højeste bygning, Sears Tower, der stod færdig i 1973. Også AON Center og John Hancock Center fra denne tid er fortsat blandt landets og verdens højeste skyskrabere.

I de seneste årtier har der været stor aktivitet i Chicagos downtown, som igen er begyndt at tiltrække nye indbyggere. Nye bygninger er til stadighed skudt op, blandt andet Trump International Hotel and Tower, og dejlige fritids- og aktivitetsanlæg er anlagt langs Lake Shore Drive. Nyt er en højere grad af miljøtiltag; fx de mange haver, der er anlagt på toppen af de flade skyskrabere.

Store begivenheder holdes også løbende i Chicago. Da verdensmesterskaberne i fodbold blev afholdt i USA i 1994 var byen blandt andet værtsby for åbningskampen, der blev fulgt af milliarder verden over. Koncerter, teateropsætninger og fornemme udstillinger på byens museer hører også til oplevelsen af dagens Chicago, der er nået længere end de fleste fra starten med 350 indbyggere i 1833.