Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Tōkyō er Japans største by og også en af verdens største metropoler. Den er også en velordnet og fascinerende hovedstad, hvor man kan opleve blandingen af de århundredgamle japanske traditioner med det moderne Japans økonomiske og teknologiske succes, og det er noget, som man som turist ikke finder andre steder.

I hele Tōkyō-området bor der cirka 37 millioner mennesker, og der er nærmest aktivitet overalt, og japanerne synes at være på gaden hele døgnet rundt, uden at det på nogle måder er for overvældende eller kaotisk. Tværtimod er den travle by en del af oplevelsen.

Tōkyō er mødet med en meget moderne by, hvor alt kan købes og alt synes at kunne lade sig gøre.  Her er indkøbscentre og varer overalt, men alligevel er der aldrig langt til det historiske Japans smukke tempelbyggerier og traditioner. Fx ligger der midt mellem byens højhuse en stor oase, som udgør den japanske kejsers palads, og herfra har kejserne regeret Solens Rige gennem generationer.

Tōkyō har også flere grønne områder, som er særligt stemningsfulde, når de japanske kirsebærtræer blomstrer i foråret, og hvor det mærkes som om, at alle landets indbyggere tager billeder af de smukke træers blomster. De mange små detaljer, det typiske japanske, landets velsmagende og spændende mad og mødet med på en gang det historiske og det moderne er noget, der med sikkerhed gør et besøg i den kejserlige hovedstad uforglemmeligt.

Topseværdigheder

    Asakusa Kannon Tempel

    Sensō-ji Tempel
    金龍山浅草寺
    Kinryū-zan Sensō-ji

    Sensō-ji er et tempel, der også kaldes Asakusa Kannon Tempel, og det er Tōkyōs nok mest berømte tempel. Templet er buddhistisk og dedikeret til barmhjertighedsgudinden Kannon, og det er Tōkyōs ældste og mest imponerende tempelanlæg. Ifølge legenden fandt man en figur af Kannon i Sumida-floden i år 628, og lederen af datidens landsby gjorde sit hus til et tempel for figuren, indtil det første egentlige tempel blev grundlagt i 645.

    Ved hovedindgangen til templet mod syd kan man se Tordenporten/Kaminari-mon (雷門), der er den ydre portbygning. Går man videre mod nord herfra, kommer man gennem gaden Nakamise-dōri (仲見世通り) med mange små boder til Skatkammerporten/Hōzō-mon (宝蔵門), der er den største og mest imponerende af tempelportene. Hōzō-mon blev opført i 942, men den brændte i 1631 og igen under bombardementer i 1945. Den nuværende port er en rekonstruktion fra 1964.

    Tordenporten har sit navn, fordi der står en statue af tordenguden Raijin (雷神) på det ydre side af porten. På samme side som Raijin står vindenes gud Fūjin (風神), og på den indre side af porten kan man se figurer af to buddhistiske guder, Tenryū og Kinryū. I indgangen hænger en stor lanterne, hvorpå portens navn er skrevet med sorte bogstaver.

    Skatkammerporten har fået sit navn, fordi det er her, man opbevarer templets skatte. Tidligere hed den Niō-porten/Niōmon (仁王門) efter de to store figurer, man kan se i porten; Niō (仁王). Figurerne er beskyttere af Buddha, og traditionelt står Guhyapāda til højre med munden åben, mens Nārāyaṇa til venstre har munden lukket. Guhyapāda udtaler det første bogstav i sanskrit-alfabetet, अ, der lyder som et a. Nārāyaṇa udtaler det sidste bogstav, ह, der udtales som ɦūṃ. Dette symboliserer fødsel og død eller begyndelse og slutning på alt.

    Bag Hōzō-mon kan man se den femetagers pagode Gojūnotō haiden daitōku (五重の塔拝殿 台東区), og her kommer man også til templets hovedhal, Hondō (本堂), der er hallen dedikeret Kannon, der i sin tid var årsagen til grundlæggelsen af Sensō-ji. På tempelområdet er der også flere andre bygninger og et haveanlæg, der er i distinkt japansk stil.

     

    Tokyo Skytree

    Tōkyō Skytree
    東京スカイツリー
    Tōkyō Sukaitsurī

    Tōkyō Skytree er et transmissions- og observationstårn i Sumida-distriktet i Tōkyō. Tårnet stod færdigt i 2012, og det åbnede som den højeste bygning i Japan. Dets 634 meter i højden gjorde det også til det højeste tårn i verden og den tredjehøjeste struktur i verden efter Merdeka 118 i Kuala Lumpur og Burj Khalifa i Dubai på åbningstidspunktet.

    Tårnet er det primære tv- og radioudsendelsessted for Kantō-regionen, og det kan ses fra lang afstand i den japanske hovedstad. Arkitekturen blev tænkt som en fusion af neofuturisme og traditionelle japanske stiltræk. Der er selvsagt også en fremragende udsigt over blandt andet byområdet og til bjerget Fuji mod vest i klart vejr. Der er to observatoriedæk i Tōkyō Skytree. Den ene ligger i 350 meters højde og det andet i 450 meters højde.

     

    Tokyo Nationalmuseum

    Tōkyō Nationalmuseum
    東京国立博物館
    Tōkyō Kokuritsu Hakubutsukan

    Tōkyō Nationalmuseum er et stort museum med imponerende samlinger. Museet blev grundlagt i 1872, og det samler og udstiller kunst og arkæologiske fund fra ikke mindst Japan og andre østasiatiske lande. Nationalmuseet er placeret i Ueno Park på et sted, hvor det buddhistiske tempel Kan’ei-ji (寛永寺) lå fra 1625 til dets ødelæggelse i Slaget ved Ueno den 4. juli 1868.

    Museets imponerende samlinger udstilles i flere bygninger i museumskomplekset i Ueno Park. Hovedbygningen Honkan (本館) rummer museets japanske hovedgalleri med kunst og effekter fra de sidste mange tusind år, mens man kan se asiatisk kunst i bygningen Tōyōkan (東洋館), der ligger sydøst for Honkan. Samlingerne i Tōyōkan kommer blandt andet fra Kina, Korea og Indien, og man kan også se fund fra enkelte andre steder som fx Egypten her.

    Bygningen Hyōkeikan (表慶館) over for Tōyōkan står som et fint eksempel på den europæisk-inspirerede arkitektur fra den sene Meiji-periode. Hyōkeikan blev opført i anledning af kronprins Taishōs bryllup, og i dag bruges bygningen til særlige arrangementer og særudstillinger. Bag Honkan og Hyōkeikan ligger bygningen Heiseikan (平成館), hvor man kan se specialudstillinger og museets japanske arkæologiske fund. Den sidste af de fem hovedbygninger er Hōryūji takaramono-kan (法隆寺宝物館), hvor man kan se skattene fra Nara-templet Hōryū-ji.

     

    Kejserpaladset, Tokyo

    Kejserpaladset
    皇居
    Kōkyo

    Kejserpaladset i Tōkyō er den japanske kejsers primære residens. Paladset ligger i et stort parklignende område i Chiyoda-distriktet i Tōkyō, og det består af flere forskellige dele, der samlet udgør paladskomplekset. Kejserens bolig hedder Fukiage Palads/Fukiage gosho (吹上御所), mens hovedpaladset Kyūden (宮殿) er stedet, hvor ceremonier og modtagelser finder sted. Ud over disse paladser er der også en del andre bygninger på området.

    Paladsets historie går tilbage til Edo Slot/Edo-jō (江戸城), der blev bygget af Ōta Dōkan i 1457. Senere etablerede Tokugawa Ieyasu Tokugawa-shōgunatet med Edo Slot som Japans politiske centrum. Det indledte den såkaldte Edo-tid, der varede fra 1603 til 1868, og hvor slottet i Edo var residens for landets shōgun og hovedkvarter for den japanske militærregering. Den sidste shōgun trådte tilbage i 1868 med Meiji-restaurationen, og derved blev Edo Slot residens for kejseren.

    Før Meiji-restaurationen lå Edo Slot på et større område end dagens kejserpaladset. Dengang var der ydre voldgrave, som i dag er sløjfet, og slottets område bredte sig blandt andet til den nuværende Tōkyō Station. Da kejseren flyttede hertil fra Kyoto, var Edo Slot ikke tidssvarende som residens. I 1873 brændte paladset, og i 1888 blev landets nye kejserpalads opført på samme sted, som shōgunen havde boet på siden 1603. I dag er der stadig bevaret fæstningsmure og voldgrave fra Edo-tiden, mens der er ikke noget tilbage af selve slottet.

    Paladset fra 1888 blev hovedsageligt opført i træ, og det blev bygget med traditionel japansk arkitektur i det ydre, mens interiøret var en stil, der var inspireret af både europæisk arkitektur og samtidens japanske stil. Meiji-paladset blev ødelagt af allierede brandbomber, der var kastet med paladset som mål den 25. maj 1945. Det ødelagte palads skulle derfor genopbygges endnu en gang, og en ny hovedbygning kaldet Kyūden (宮殿) blev sammen med en ny residens bygget i årene 1964-1968 i et design tegnet af Junzō Yoshimura. Efter byggeriet blev den østlige del om paladsområdet omdøbt til Den Østlige Have/Higashi-Gyoen (東御苑), der på samme tid blev åbnet som offentlig park.

    Det nuværende residenspalads er en nybygning fra 1993, som blev tegnet af den japanske arkitekt Shōzō Uchii. Der er ikke adgang til residensen eller selve paladsområdet. Man kan gå rundt om anlægget og se voldgrave og befæstning, og man kan også gå en dejlig tur i Kejserpaladsets Østlige Have. Det er dog muligt på særlige ture at komme til pladsen foran Chōwaden (長和殿), der er den ceremonielle modtagelsesbygning, som ligger i den yderste del af det ellers lukkede paladsområde.

     

    Kejserpaladsets Østlige Have, Tokyo

    Kejserpaladsets Østlige Have
    皇居東御苑
    Kōkyo Higashi Gyoen

    Det Østlige Have omfatter områderne Honmaru (本丸), som var det inderste område i det hedengangne Edo Slot, og Ninomaru (二の丸), der lå umiddelbart uden for dette område. I det centrale område kan man se koncertsalen Tōkagakudō (桃華楽堂), der blev bygget 1964-1966 i anledningen af kejserinde Kōjuns 60 års fødselsdag. Salen blev bygget i en oktogonal form med mosaikker på ydermurene, og den ligger lige øst for det bevarede fundament for Edo Slots kernetårn, som man kan gå til toppen af. Herfra er der en fin udsigt over området.

    Øst for Honmaru og det gamle kernetårns fundament ligger den parklignende Ninomaru Have/Ninomaru teien (二の丸庭園), der symbolsk blev beplantet med træer fra alle præfekturater i Japan, da haven blev anlagt. Træerne blev plantet efter donationer fra disse regioner, og derved repræsenterer de hele landet. Denne del af haven blev oprindeligt anlagt i 1636 af den kendte havearkitekt Kobori Enshu, men haven i dag er et nyanlæg fra 1968.

     

    Edo Tokyo Museum

    Edo Tōkyō Museum
    江戸東京博物館
    Edo Tōkyō Hakubutsukan

    Edo Tōkyō Museum er et byhistorisk museum, der åbnede i 1993 med henblik på at bevare og formidle kulturarven fra Edo-tidens Tōkyō, der var perioden med Tokugawa-shogunatet i Japan fra 1603 til 1868. På museet kan man se bymodeller af Edo og Tōkyō mellem 1590 og 1964, og her er også en kopi i naturlig størrelse af Nihonbashi, som var broen, der førte ind til Edo. Der er også skalamodeller af byer og bygninger på tværs af Edo-tiden samt de efterfølgende Meiji- og Showa-perioder.

    Museumsbygningen blev designet af Kiyonori Kikutake. Det ydre design blev baseret på et traditionelt rislager i takayuka-shiki-stil, og med 62 meter i højden svarer denne til højden af det hedengangne slot i Edo. Kikutakes intention med designet var at krystallisere japansk kultur i en bygget form. Der er otte etager i den store og karakteristiske bygning, hvori der ud over de permanente udstillinger også vises skiftende samlinger.

Andre seværdigheder

    Ueno Park

    Ueno Park
    上野公園
    Ueno Kōen

    Ueno Park er en af Tōkyōs mest populære parker. Parken ligger på stedet for det tidligere tempel Kan'ei-ji (寛永寺), som var tæt forbundet med Tokugawa-shōgunerne. De byggede templet på en bakke med inspiration fra Hieizan-tempelbjerget i det nordøstlige Kyoto som en symbolsk beskyttelse af slottet i Edo. Retningen nordøst ansås som uheldig i traditionel geomanti, der er kunsten at spå ved hjælp af jordens tegn.

    Tempelkomplekset blev stort set blev ødelagt under Slaget ved Ueno i Boshin-krigen i 1868, og regeringen besluttede i 1873 at bygge en park på stedet, som derefter blev åbnet i 1876. I 1882 blev Nationalmuseet og den zoologiske have åbnet i parken, og der er siden da også bygget og anlagt øvrige museer, monumenter med mere på det gamle tempelområde.

    I parken er flere bygninger, der har overlevet fra Edo-perioden. Først og fremmest er der den fem-etagers pagode, der var en del Kan'ei-ji-templet, og shinto-helligdommen Ueno Tōshōgū (上野東照宮), der blev bygget i 1627 af daimyōen Tōdō Takatora og efterfølgende udbygget af Tokugawa Iemitsu i 1651.

    Man kan også se Benzaiten-templet/Benten-dō (弁天堂) i Shinobazu-dammen/Shinobazu no Ike (不忍池) og Gojō-Tenjinja (五條天神社) med dens Inari-rævestatuer i en kunstig grotte. Her er også en lille bjergskråning kaldet Kiyomizu Kannon-dō, som blev anlagt med det berømte tempel Kiyomizu-dera i Kyoto som forbillede. Man kan også se et restaureret klokketårn på stedet, hvis klokke slog tiden i Edo-perioden.

    Ved parkens sydlige indgang står der en statue af Saigō Takamori, der var en af Japans mest indflydelsesrige samuraier i historien. Saigō Takamori levede i slutningen af Tokugawa-shogunatets tid og begyndelsen af Meiji-perioden, og han blev kaldt ’den sidste sande samurai’. Han fik kommandoen over 50.000 samuraier under den kejserlige hær i Boshin-krigen 1868-1869, og han blev rådgiver og general i Meiji-periodens kejserrige. Statuen af Saigō Takamori med hans hund mindes samuraien, der ligger begravet i hjembyen Kagoshima.

    Der er også naturlige seværdigheder i Ueno Park, og den største er stien Sakura-dori (さくら通り), hvor de japanske kirsebærtræer blomstrer i et uforglemmeligt syn i sæsonen om foråret. Sakura-dori starter i den sydlige ende af Ueno Park, og gennem en stor del af parken lukker sakura-træerne nærmest himlen i et kolossalt blomsterflor. Der er også mange andre smukke træer og grønne anlæg rundt omkring i parken.

     

    Ueno Tosho-gu, Tokyo

    Ueno Tōshō-gū Helligdom
    上野東照宮
    Ueno Tōshō-gū

    Ueno Tōshō-gū er en af Japans shinto-helligdomme med navnet tōshō-gū, som kendetegner, at helligdommen er tilegnet Tokugawa Ieyasu. Tokugawa Ieyasu grundlagde Tokugawa-shōgunatet, der strakte sig over perioden 1603-1868, og han blev en shinto-gud, en såkaldt kami, med navnet Tōshō Daigongen (東照大権現).

    Ueno Tōshō-gū blev grundlagt i 1627 af daimyōen Tōdō Takatora og udbygget af Tokugawa Iemitsu i 1651. Helligdommen står stadig stort set som dengang, og derved er Ueno Tōshō-gū et smukt eksempel på shinto-arkitektur fra den tidlige Edo-periode. Helligdommen var et sted, hvor Tokugawa Ieyasu blev mindet og tilbedt, og senere blev stedet også dedikeret Tokugawa Yoshimune og Tokugawa Yoshinobu, der også var shōguner i Tokugawa-shōgunatet.

    Som det hører sig til i shinto-helligdomme, er der en torii ved indgangen til Ueno Tōshō-gū. Denne markerer indgangen til selve helligdommen. Herfra går man gennem første port og ad en sti med stenlanterner på begge sider. Det inderste af helligdommen ligger i et indelukke, hvor porten Karamon (唐門) danner indgangen. Ueno Tōshō-gūs karamon fra 1651 er en port i typisk japansk arkitektur karakteriseret ved brugen af karahafu (唐破風), der er en type buet gavl. Porten er blandt andet udsmykket med en opstående og en nedstigende drage. De er et billede på fortællingen om, at to drager hver nat tager til Shinobazu-dammen/Shinobazu no Ike (不忍池) i Ueno Park for at drikke vand.

    Efter at have passeret gennem Karamon, kommer man til Ueno Tōshō-gūs hovedhal, Honden (本殿), der blev bygget i gongen-zukuri-stil, hvor den typiske struktur i en shinto-helligdom er samlet under samme tag. Bygningerne i det sammenbyggede og relativt kompakte kompleks er Haraiden (祓殿), hvor renselsesceremonier finder sted, bedehallen Haiden (拝殿), offerhallen Heiden (幣殿) og hovedhallen Honden (本殿).

     

    Shibuya Crossing, Tokyo

    Shibuya Gadekryds
    渋谷スクランブル交差点
    Shibuya sukuranburu kōsaten

    Shibuya Gadekryds er navnet på Japans måske mest kendte fodgængerovergange. Krydset ligger foran banegården Shibuya Station ved udgangen til pladsen Hachikō (ハチ公前広場). Krydset blev anlagt i 1973, og det er siden da blevet kaldt for at være ’verdens travleste gadekryds’, og det har lagt asfalt til mange scener i film.

    Gadekrydset ved Hachikō er en af de oplevelser, som Tōkyō er kendt for. Det er et kryds, hvor der både er normale fodgængerovergange fra gadehjørne til gadehjørne, men ud over det er der også en overgang på tværs af hele krydset. Man regner med, at der er op til 3.000 mennesker, der går gennem krydset hver eneste gang, der er et grønt lys. Og når der er grønt lys, gælder det fodgængere i alle retninger.

    Man kan se mylderet af fodgængere flere alle sider af krydset, og der er også nogle caféer i bygningerne rundt om krydset, hvorfra man kan se det hele fra oven. Man kan også lægge mærke til statuen af hunden Hachikō (ハチ公), der står i området tættest på Shibuya Station. Hachikō var en akita, der var ejet af Hidesaburō Ueno, og Hachikō ventede hver dag ved Shibuya Station på, at Hidesaburō Ueno kom hjem fra arbejde. Ueno døde 21. maj 1925, og Hachikō fortsatte til sin død den 8. marts 1935 med hver dag at komme til stationen for at vente på Hidesaburō Ueno. Hachikō blev begravet ved siden af sin ejer, og statuen blev rejst som et symbol på Hachikōs loyalitet.

     

    Fukugawa Edo Museum, Tokyo

    Fukugawa Edo Museum
    深川江戸資料館
    Fukagawa Edo shiryōkan

    Fukagawa Edo Museum er et interessant og overskueligt lokalhistorisk museum i Kōtō-distriktet i Tōkyō. Museet åbnede i 1981 med en 1:1-kopi af et typisk Tōkyō-distrikt fra første halvdel af 1800-tallet som omdrejningspunkt. Ved et besøg kan man derfor på meget levende vis lære om den tids Japan.

    Stedet er Fukagawa på bredden af ​​Sumida-floden. Byen var en verden med blandet erhverv som fx fiskere, grønthandlere og oliegrossister, men også kimpi-fabrikanterne, som hovedsagelig lavede og solgte gødning fra hoshika (干鰯), der er rester fra tørrede fisk.

    Museet er opbygget som Fukagawa, hvor man kan gå gennem de rekonstruerede gyder, hvor der blev genskabt forskellige miljøer fra byen. Her kan man blandt andet se byens funktioner, en smal række huse med fattiges bittesmå boliger og en kanal, hvor en chokibune (猪牙舟) ligger fortøjet.

     

    Ginza Waco, Tokyo

    Ginza
    銀座

    Ginza er et distrikt i Tokyo, og det er et af Tokyos og Japans mest prestigefyldte forretningskvarterer, hvor livet blandt de moderne bygninger nærmest udspiller sig døgnet rundt. For de fleste besøgende vil en tur i Ginza derfor være indbegrebet af japansk storbyintensitet, og midt i travlheden kan man prøve byens kendte fodgængerovergange, der også leder trafikken på tværs fra hjørne til hjørne. Sådan et kryds kan ses på hovedgaden ved metrostationen Ginza, hvor tre linjer kører.

    Området, hvor Ginza nu ligger, var et sumpet sted indtil 1500-tallet, hvor man startede med jordopfyldning og bebyggelse. I 1612, der var i begyndelsen af Edo-perioden, blev der anlagt et møntprægeri af datidens japanske sølvmønter her, og deraf opstod navnet Ginza. Kvarteret brændte i 1872, og derefter besluttede Meiji-regeringen, at Ginza skulle genopbygges som en model for de nye moderne tider.

    I hjertet af Ginza kan man se en af bydelens kendte bygninger, Kabushiki-gaisha Wakō (株式会社和光), der blot kaldes Ginza Wako i daglig tale. Varehuset Wako blev grundlagt i 1881 af Kintarō Hattori som en ur- og juvelbutik, der dengang hed K. Hattori, og som senere blev kendt som Seiko. Fra 1894-1921 lå K. Hattori her i en bygning med et karakteristisk klokketårn, og da den nuværende Wako-bygning stod færdig i 1932, blev den også opført med et tårnur som minde om den gamle bygning. Ginza Wako blev bygget i en blanding af art deco og nyklassicisme, og den er en af de få bygninger i Ginza, der stammer fra tiden før 2. Verdenskrig, hvor Wako Ginza dominerede kvarteret med sin højde.

     

    Shinjuku, Tokyo

    Shinjuku
    新宿区

    Shinjuku er et af Tokyos kendte distrikter, og det har siden 2. Verdenskrigs afslutning udviklet sig til at blive storbyens andet centrum efter den traditionelle bykerne omkring Ginza og Marunouchi. Det var dog ikke altid sådan, og det var først i 1600-tallet, der skete en udvikling i dette område. Det skete, da de yderste voldgrave omkring Edo Slot blev anlagt, hvorved nogle templer flyttede til dette område, der udviklede sig til at ligge langs datidens hovedvej vest for Edo.

    I slutningen af 1600-tallet var byen Naitō-Shinjuku vokset frem langs hovedvejen og nogle århundreder senere blev Shinjuku en del af det voksende storbyområde. Det nuværende Shinjuku, der blandt andet er kendt for at huse mange af Tokyos moderne skyskrabere, begyndte at tage form i 1920erne efter det store Kantō-jordskælv i 1923. Shinjuku-området er nemlig seismisk stabilt, og det var grunden til, at man byggede højere netop her, og det har fortsat lige siden.

    I Shinjuku kan man opleve det moderne Japan blandt de mange høje bygninger. Her er også masser af varehuse og forretninger samt det store underholdningsområde i Kabukicho, hvor restauranter, barer og pachinko-spillehaller ligger side om side. Der er også nogle skønne parker i bydelen, så der er næsten noget for enhver smag, hvis man går en tur i Shinjuku.

     

    Tokyo Rådhus

    Tokyo Rådhus
    東京都庁舎
    Tōkyō-to Chōsha

    Tokyo Rådhus er et af de mest kendte højhuse i Tokyo-området. Det står blandt mange andre skyskrabere i Nishi-Shinjuku og har en højde på 243 meter. Rådhuset blev tegnet af den berømte arkitekt Kenzo Tange og opført 1988-1990 som Tokyos højeste skyskraber. Det blev bygget for at afløse byens nu tidligere rådhus, der lå i bydelen Yūrakuchō, og som var opført i 1957.

    Tokyo Rådhus er meget karakteristisk med sine tvillingetårne, der minder om en moderne udgave af en gotisk katedral. Denne del er den mest kendte del af det store rådhuskompleks, der også består af andre bygninger. Fra tvillingstårnene er der en fremragende udsigt over Shinjuku, Tokyo og til blandt andet bjerget Fuji mod vest. Udsigten kan nydes fra de to observationsdæk, der ligger i 202 meters højde.

     

    Shinjuku Gyo-en, Tokyo

    Shinjuku Kejserlige Have
    新宿御苑
    Shinjuku Gyo-en

    Shinjuku Gyo-en er en stor park og have, der ligger i Shinjuku-området af Tokyo. Det store grønne område hørte oprindeligt til Naitō-families residens i Edo-tiden. Naitō-familiens leder var daimyō i regionen, og han fik landområdet af det japanske shōgun. Herefter anlagte han sin store have i 1772.

    Efter Meiji-restaurationen blev daimyōens gamle have overtaget af den kejserlige administration, som i første omgang brugte området til eksperimenterende landbrug, før det blev botanisk have og kejserlig have. Haveanlægget stod færdigt i 1906, men efter ødelæggelser under 2. Verdenskrig måtte den smukke park rekonstrueres.

    Shinjuku Kejserlige Have blev åbnet for offentligheden i 1949, og siden da har haven været et populært sted for rekreation i smukke omgivelser. I anlæggets østlige del kan man besøge en formel fransk have og en engelsk landskabshave, mens man mod vest kan gå en tur i en traditionel japansk have med et tehus. Haven er særligt besøgt i kirsebærtræernes blomstringstid, idet der er omkring 1.500 af disse træer i området.

     

    Tokyo Tower

    Tokyo Tower
    東京タワー
    Tōkyō Tawā

    Tokyo Tower er et transmissions- og udsigtstårn, der blev bygget i Shiba-Koen-distriktet i Tokyo i 1958. Det var Japans højeste bygning med 332,9 meter i højden, og inspirationen kom fra Eiffeltårnet i Paris. Tårnet blev bygget i årene efter, at det statslige tv, NHK, begyndte at sende fjernsynsudsendelser i 1953. Private selskaber fulgte efter, og der var derved opstået et stort behov for at kunne transmittere de levende billeder. Løsningen blev Tokyo Tower, der skulle kunne sikre transmissioner over hele Tokyo-området.

    Det var først planlagt, at det nye transmissionstårn skulle opføres som verdens højeste bygning, hvilket skulle være et symbol på Japans udvikling. Af diverse hensyn valgte man den nuværende højde, som var tilstrækkelig til at sikre fjernsynsudsendelser i hele Kantō-regionen. På trods af den manglende verdensrekord i højden, blev Tokyo Tower dog alligevel et moderne vartegn for den japanske hovedstad.

    Man kan naturligvis komme op i Tokyo Tower, der jo også var tænkt som et udkigstårn. Under tårnet ligger et center med blandt andet butikker, et rekordmuseum og et voksmuseum. Herfra kan man komme op i tårnet og nyde udsigten fra et af de to observationsdæk, der er her. Det primære dæk ligger i 150 meters højde, og man kan også komme til toppen i 250 meters højde, hvorfra der er en panoramaudsigt.

     

    Sumo, Ryōgoku Kokugikan, Tokyo

    Ryōgoku Arena
    両国国技館
    Ryōgoku Kokugikan

    Ryōgoku er en bydel i Tōkyō, der er kendt som den japanske sumobrydnings centrum. Hvis man kommer til JR Ryōgoku Station, kommer man direkte ind i centrum af sumobrydernes verden. Umiddelbart nord for stationen ligger den moderne sumoarena fra 1985, Ryōgoku Kokugikan, hvor tre af de årlige seks store japanske sumoturneringer foregår. De øvrige foregår i henholdsvis Nagoya, Osaka og Fukuoka.

    Det er også i Ryōgoku-kvarteret, træningsstederne for sumobryderne ligger, og derfor kan man være heldig at se nogle af de kendte brydere eller kommende sumostjerner her. I den nationale sumoarena kan man også besøge Sumō Museum/Sumō hakubutsukan (相撲博物館), der blev grundlagt i 1954. På museet kan man se mange spændende sumoeffekter, og man bliver klogere på brydningens historie og betydning.

    I kvarteret omkring sumostadion kan man også prøve at spise sumobryderne måltid, chankonabe (ちゃんこ鍋), der er en type hotpot med grønsager, kød og skaldyr, som er et berømt måltid for sumobrydere. Efter træning spiser sumobryderne chankonabe, der er ernæringsmæssigt afbalanceret, så det er et ideelt måltid til at støtte sumobrydere ernæringsmæssigt. Chankonabe kan også laves i store portioner, og sumobrydere skal både gøre deres kroppe stærkere og større, og de skal spise meget og træne hårdt.

    Det er noget, man ved selvsyn kan opleve flere steder, hvor sumostaldene ligger. Der er nemlig nogle af dem, som har åbnet deres træning ved at træne bag glasruder, og derved kan man få et interessant indblik i sumobryderne verden. Et eksempel på et sumobrydested er Arashio-beya Sonum Stable, hvor men i forvejen kan tjekke online, om der er træninger på den pågældende dag.

     

    Odaiba, Tokyo

    Odaiba
    お台場

    Odaiba er en bydel af Tokyo og samtidig en kunstig ø, der blev anlagt 1853 for at styrke forsvaret af Edo. Navnet Odaiba kommer da også fra en japansk ord for fort, og det var Egawa Hidetatsu, der stod i spidsen for anlægget af flere mindre forter for Tokugawa-shogunatet. Man kan stadig se et af disse forter fra 1853, idet Fort Nr. 3/Dai-san daiba (第三台場) blev åbnet som en offentligt tilgængelig park i 1928. Fortet ligger i havneindløbet med navnet Daiba Park/Daiba kōen (台場公園).

    Den moderne ø Odaiba begyndte at tage form, da Tokyos nye havn åbnede i 1941, og den helt store udvikling startede i 1990erne. Her blev det besluttet at anlægge Odaiba som en ny bydel, der skulle være et udstillingsvindue for et futuristisk byliv med nye boliger, forretningskvarterer og rekreative områder.

    Der er mange interessante ting at se i Odaiba, og man kommer til bydelen ad et af vartegnene, Regnbuebroen/Reinbō Buridji (レインボーブリッジ), der blev opført 1987-1993. Broen blev designet til at matche Tokyos skyline set fra Odaiba, og den er et flot syn både om dagen, og når broen er illumineret om aftenen. Man kan se Regnbuebroen og Tokyo Skyline fra Odaiba Havpark/Odaiba kaihin kōen (お台場海浜公園), der er et populært sted.

    Der er en fin strand langs Odaiba Havpark, og her kan man også se en mindre kopi af Frihedsgudinden. Fra parken kan man gå langs vandet gennem grønne områder, og mod syd er der flere spændende museer, man kan besøge. Her ligger Nationalmuseet for Videnskab og Innovation/Nihonkaga kumiraikan (日本科学未来館) og Museet for Maritim Videnskab/Fune no kagakukan (船の科学館), hvis museumsbygning blev opført som et stort skib.

     

    Toyosu Fiskemarked, Tokyo

    Toyosu Marked
    豊洲市場
    Toyosu Shijō

    Toyosu Shijō er navnet på Tokyos berømte engrosmarked, som er kendt for blandt andet de store tunauktioner, der finder sted næsten hver morgen i de moderne markedsbygninger. Markedet er inddelt i tre store bygninger, hvoraf to er rammerne om fiskemarkeder, mens den tredje er frugt- og grøntmarked. Markedet er nemt tilgængeligt, idet man kan gå direkte dertil fra Shijō-mae Station (市場前駅).

    Toyosu Shijō åbner tidligt om morgenen, hvor de berømte tunauktioner starter, mens de flere turister stadig sover på hotellerne. Hvis man ønsker at se auktionerne eller andre dele af fiskehandlen på markedet, er der gratis adgang, hvor man går indendørs fra Shijō-mae Station til glasinddækkede områder for publikum, der ønsker at opleve stemningen. Der er også flere spisesteder, hvor man kan spise sushi og andre fiskeretter.

    Toyosu-markedet ligger på en af de kunstige øer i Tokyobugten ud for den japanske hovedstad. Markedet åbnede i 2018 som afløser for det mere centralt beliggende Tsukiji Marked/Tsukiji shijō (築地市場). Man kan stadig besøge Tsukiji shijō, men der er ikke længere auktioner og engroshandel i området, men derimod utallige fiskehandlere og fiskerestauranter.

     

    Hama-rikyū onshi teien, Tokyo

    Hama-rikyū Have
    浜離宮恩賜庭園
    Hama-rikyū onshi teien

    Hama-rikyū onshi teien er navnet på en smukt beliggende have, der blev åbnet som bypark i 1946. Havens historie går tilbage til 1654, hvor shōgun Tokugawa Iemitsus lillebror, Tokugawa Tsunashige, fik tilladelse til at indvinde noget land i Edo-bugten. Tokugawa Tsunashige var daimyō i en region vest for Edo, og han opførte en residens på det nye land, hvor han også fik anlagt en have. Huset og haven gik i arv til sønnen Tokugawa Ienobu, der blev shōgun.

    Efter Tokugawa Ienobu blev stedet brugt af de efterfølgende shōguner som en sekundær residens, hvor de blandt andet bedrev falkejagt. Residenspaladset hed Hama-rikyū (浜離宮), og det blev ødelagt af en brand i 1724, hvorefter det aldrig er blevet genopbygget. I 1867 blev der i stedet bygget bygning, hvor udenlandske diplomater kunne opholde sig, når de besøgte Japan.

    I dag kan man nyde nogle dejlige vandreture i haven, som ligger ved voldgrave, som bliver fyldt af vandet fra Tokyo-bugten. Der er flere små søer med smukke havelandskaber rundt om, og på en ø i den største sø ligger der et tehus med en skøn udsigt over vandet. Her kan man sidde og nyde omgivelserne og tænke på årene, hvor Japans shōguner benyttede stedet.

     

    Meiji Jingū, Tokyo

    Meiji Helligdom
    明治神宮
    Meiji Jingū

    Meiji Jingū er er shinto-helligdom, der er tilegnet kejser Meiji og kejserinde Shōken. Kejserparret ligget ikke begravet her, men tilegnelsen skyldes deres status som såkaldte kami eller shinto-guder. Kejser Meiji regerede fra 1867 til 1912, og efter hans død besluttede hoffet at mindes kejserens rolle i forbindelse med Meiji-restaurationen.

    Man besluttede at anlægge Meiji-helligdommen i en stor iris-have, som Meiji og Shōken havde besøgt. Byggeriet startede i 1915 med Itō Chūta som arkitekt, og stilen var nagare-zukuri, der er en traditionel arkitektur i shinto-helligdommen karakteriseret ved blandt andet asymmetriske gavle. Projektet blev gennemført med hjælp og donationer fra hele Japan. Materialerne kom også fra alle provinser i landet, der dengang også talte Korea og Taiwan.

    Helligdommen blev ødelagt under 2. Verdenskrigs luftbombardementer af Tokyo, og det blev genopført i 1958. Helligdommen ligger omgivet af en 70 hektarer stor skov, og stedet er hyggeligt og seværdigt. Der er et ydre og et indre kompleks i helligdommen, hvor man som vanligt går gennem toriier på vej til de primære bygninger. Toriierne er hvide, hvilket var den oprindelige farve på toriier. Hvid symboliserer renheden for mennesket, og gennem renheden bliver onde ånder afvist.

    I området kan man lægge mærke til mange detaljer som de mange donerede tønder sake og de små træplader kaldet ema, som man skriver sine ønsker på. Man kan også besøge et museum, hvor man kan se personlige ejendele fra Meiji-kejserparret og lære om deres historie. Man kommer naturligvis også til helligdommens hovedbygninger, der også er interessante at se.

     

    Tokyo Station

    Tokyo Station
    東京駅
    Tōkyō Eki

    Tokyo Station er en station i Chiyoda-distriktet i Tokyo, og den fungerer som byens hovedbanegård. Det er blandt andet her, Shinkansen-togene har deres endestation i den japanske hovedstad, og utallige andre metrolinjer og andre jernbaner trafikerer også Tokyo Station.

    Mod øst ligger Tokyo Stations moderne del mod Ginza og andre dele af områdets travle forretningskvarteret, mens banegårdens gamle og seværdige bygning ligger mod vest og derved mod Marunouchi-kvarteret. Denne del blev åbnet i 1914 og designet af Kingo Tatsuno, der regnes som en af grundlæggerne af den moderne japanske arkitektur. Hans banegårdsbygning repræsenterer den vestlige arkitektoniske stil, der blev anvendt mange steder i Meiji- og Taisho-perioderne, der varede fra 1868 til 1926.

    Den smukke stationsbygning stod nærmest intakt tilbage efter det store jordskælv, der ramte regionen i 1923, men amerikanske brandbomber under 2. Verdenskrig slog ned og ødelagde dele af banegården, der senere blev rekonstrueret i et let modificeret form. Man kan i dag nyde den gamle bygnings eksteriør, der står i kontrast til kvarterets øvrige bygninger, der alle er moderne opførelser. Man kan også se de smukt udsmykkede kupler, der er det smukkeste af stationens interiør.

     

    Sankt Maria Katedral, Tokyo

    Sankt Maria Katedral
    東京カテドラル聖マリア大聖堂
    Tōkyō katedoraru sei Maria daiseidō

    Sankt Maria Katedral er ærkebispesædet for den romersk-katolske kirke i Tokyo. Kirken blev oprindeligt opført som en trækirke i 1899, men denne oprindelige kirke gik til grunde under amerikanske luftbombardementer under 2. Verdenskrig. Den ødelagte kirkebygning blev ikke genopbygget, og i stedet blev den nuværende katedral bygget.

    Det var den japanske arkitekt Kenzō Tange, der tegnede katedralen, der blev indviet i 1964. Designet former et kors, hvor de opadstræbende buer symboliserer lys på korset. Katedralen er beklædt med rustfrit stål, og det rustikke interiør står i fin kontrast hertil og giver en smuk oplevelse. Kenzō Tange blev i øvrigt begravet fra katedralen i 2005.

     

    Den Nationale Parlamentsbygning, Tokyo

    Den Nationale Parlamentsbygning
    国会議事堂
    Kokkai-gijidō

    Den Nationale Regeringsbygning i Tokyo er sæde for begge kamre af det japanske parlament, der består af Repræsentanternes Hus som underhus og Den Rådgivende Forsamling som Overhus. Samlinger i underhuset foregår i parlamentsbygningens sydlige fløj, mens overhusets medlemmer mødes i den nordlige fløj af det fine bygningsanlæg.

    Behovet for en parlamentsbygning opstod med det ændrede japanske styre i sidste halvdel af 1800-tallet. Tyske arkitekter blev inviteret til Tokyo i 1880erne, og de tegnede forslag til et parlament og andre regeringsbygninger. Hermann Ende og Wilhelm Böckmanns parlament blev ikke bygget, men man kan stadig se deres design med det japanske justitsministeriums hovedbygning fra 1895.

    Der blev opført midlertidige bygninger, før en arkitektkonkurrence blev udskrevet i 1918. Watanabe Fukuzos indsendte bud blev valgt, og den store og nuværende parlamentsbygning blev opført 1920-1936. Bygningens centrale del udgøres af et pyramidetårn med en højde på 65 meter, og det var dengang landets højeste bygning.

     

    Japans Nationalteater, Tokyo

    Japans Nationalteater
    国立劇場
    Kokuritsu Gekijō

    Japans Nationalteater ligger i en stor og karakteristisk bygningsværk, der blev tegnet af arkitekten Hiroyuki Iwamoto og åbnet i 1966. I teaterbygninger er der flere sale, og der er mange forskellige opsætninger her.

    I teatrets store sal kan man blandt andet nyde det klassiske kabuki-teater og buyō, der er navnet på forestillingen med traditionel japansk dans. I den lille sal kan man se og høre forskellige musikopsætninger, og her kan man også opleve japansk dukketeater, der hedder bunraku, og som oprindeligt kom fra Osaka-regionen.

     

    Det Nye Nationalteater
    新国立劇場
    Shin Kokuritsu Gekijō

    Det Nye Nationalteater i Tokyo er Japans førende scene for store opsætninger er fx operaer og balletter, men der er også andre typer forestillinger som drama og moderne dans. På den måde supplerer teatret Japans NAtionalteater på glimrende vis.

    Teaterbygningen stod færdig i begyndelse af 1997 efter arkitekten Takahiko Yanagisawas tegninger. Teatret åbnede som en del af komplekset, der også tæller Tokyo Opera City Tower/Tōkyō Opera Shiti Tawā (東京オペラシティタワー), som med 234 meter i højden er en af de højeste bygninger i Shinjuku.

     

    Yasukuni Helligdom, Tokyo

    Yasukuni Helligdom
    靖国神社
    Yasukuni Jinja

    Yasukuni Helligdom er en shinto-helligdom, der blev etableret af kejser Meiji i 1869 som mindested for de faldne i Boshinkrigen, der blev udkæmpet 1868-1869. Boshinkrigen var en borgerkrig mellem Tokugawa-shogunatet og dem, der ønskede, at kejseren igen skulle have den reelle magt i landet, hvilket skete med Meiji-restaurationen efer afslutningen på Boshinkrigen.

    Siden etableringen er Yasukuni Helligdom også blevet dedikeret de faldne i krigene mellem Japan og Kina i 1894-1895 og 1937-1945 og i andre konflikter. I alt mindes næsten 2.500.000 faldne japanere med helligdommen, der blev bygget som et stort og smukt anlæg. Fra øst går man gennem helligdommens imponerende torii på vejen mod bedehallen, hvor man kan se det nationale og kejselige japanske segl.

    I forbindelse med Yasukuni-helligdommen kan man besøge museet Yūshūkan (遊就館), der udstiller temaer og effekter i relation til Japans krige. Man kan fx se japanske sumuraivåben, artillerigranater og fly som Mitsubishi A6M, der blandt andet indgik i 2. Verdenskrig som et af landet fly, som blev anvendt af kamikaze-piloter.

Ture fra byen

    Yokohama, Japan

    Yokohama
    横浜

    Yokohama er en by, der nærmest er vokset sammen med Tokyo, og som er Japans næststørste by. Yokohama var en mindre fiskerby indtil midten af 1800-tallet, hvor byen blev åbnet for handel med udlandet som en af de første, da den isolationistiske udenrigspolitik, Sakoku (鎖国), blev ophævet i 1853. Herefter voksede Yokohama hurtigt, og byen fik blandt andet Japans første Chinatown, første jernbanestation, kraftværk og gaslamper i gaderne for tegn på den hastede udvikling.

    I 1900-tallet blev store dele af Yokohama ødelagt ad to omgange. Første gang var i forbindelse med det store jordskælv, der ramte Kantō-området den 1. september 1923. Det anslås, at over 30.000 af byens befolkning på 434.000 døde af jordskælvet, og der var næsten 48.000 sårede. Under 2. Verdenskrig blev godt 40 % af Yokohama bombet til ruiner af amerikanske bombardementer, og byen måtte for anden gang på kort tid genopbygges.

    Læs mere om Yokohama.

     

    Kamakura Buddha

    Kamakura
    鎌倉

    Kamakura er en historisk interessant by, der ligger syd for storbyomådet Tokyo-Yokohama. Kamakura var de facto-hovedstad i Japan under Minamoto-dynastiet, der regerede i 1192-1333, hvilket også er en tid, der kendes som Kamakura-perioden. Kamakura-shōgunatet havde sæde i byen, der derved voksede som centrum for landets feudale militærregering. Kyoto var kejserby og formelt set Japans hovedstad, men under shōgunatet blev Kamakura den største by i landet.

    Kamakuras shōguner anlagde byen som en traditionel japansk kejserby, hvor en central gade kaldet Suzaku Ōji (朱雀大路) leder fra syd til nord, hvor paladset ligger som en hovedstads centrum. Denne type byplan blev etableret i Kamakura med den 1.800 meter lange gade Wakamiya Ōji (若宮大路), der i lige linje fører mod nord til Tsurugaoka Hachimangū (鶴岡八幡宮), der er byens vigtigste shinto-helligdom. Tsurugaoka Hachimangū indtager derved pladsen som et palads, og helligdommen er da også en af Kamakuras seværdigheder.

    Læs mere om Kamakura.

     

    Kawagoe, Japan

    Kawagoe
    川越市

    Kawagoe er en by, der ligger nordvest for Tokyo i en afstand, der gør den nem at besøge på en tur med tog fra den japanske hovedstad. Det er en by, der er særligt kendt for sine bevarede bygninger fra Meiji-tiden, hvilket har givet Kawagoe tilnavnet Lille Edo/Koedo (小江戸) efter Edo-tidens Tokyo.

    Den kendteste seværdighed, der samler indbegrebet af Kawagoe, er gaden Kurazukuri/Kurazukuri no machinami (蔵造りの町並み). På omkring 400 meter ligger hus efter hus, som stammer Meiji-tidens 1868 til 1912. De cirka 200 bevarede Meiji-huse ligger i Ichiban Gai og sidegader, og de danner en tidslomme, der giver et indtryk af denne tids japanske byliv. I en af sidegaderne kan man se klokketårnet Toki no Kane (時の鐘), der oprindeligt blev opført i 1600-tallet, men som er brændt flere gange. Det nuværende tårn er fra 1894.

    Man kan også se det buddistiske tempel Kita-in (喜多院) i Kawagoe. Templet menes at være grundlagt af munken Ennin i 830 på foranledning af kejser Junna. Templet blev senere kendt for præsten Tenkais forbindelser til shōgunerne i Tokugawa-shōgunatet. Da Kita-in brændte i 1638, overførte Tokugawa Iemitsu en bygning fra Edo Slot hertil, og eftersom Edo Slot senere gik til grunde, er Kita-in-templet i dag det eneste sted, hvor der er bevaret en bygning fra shōgunernes historiske slot i Edo. Man kan også se en fin pagode og en shinto-helligdom dedikeret Tokugawa Ieyasu i tempelområdet.

     

    Nikko, Japan

    Nikko
    日光

    Nikko er en by, der ligger nord for Tokyo, og den er nemt tilgængelig med tog fra den japanske hovedstad. Byens historie startede, da Shōdō Shōnin (勝道上人) etablerede Rinnō-ji-templet i 766, efterfulgt af Chūzen-ji-templet i 784. Omkring disse templer udviklede landsbyen Nikkō sig, og senere blev Nikkō hjemsted for helligdommen Nikkō Tōshō-gū (日光東照宮), der stod færdig i 1617. Helligdommen Det blev kendt som begravelsesstedet for shōgun Tokugawa Ieyasu, der grundlagde Tokugawa- shōgunatet.

    I Meiji-perioden udviklede Nikkō sig som et bjergresort og blev særligt populært blandt udenlandske besøgende til Japan. De japanske nationale jernbaner begyndte at betjene Nikkō i 1890, og byen er stadig velbesøgt med Nikkō Tōshō-gū, Futarasan-helligdommen/Futarasan jinja (二荒山神社) og Rinnō-ji (輪王寺), der udgør Nikkōs helligdomme og templer, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

    Læs mere om Nikko.

     

    Fuji-Hakone-Izu Nationalpark

    Fuji-Hakone-Izu Nationalpark
    富士箱根伊豆国立公園
    Fuji-Hakone-Izu Kokuritsu Kōen

    Nationalparken Fuji-Hakone-Izu er er 1.227 kvadratkilometer stort område, der ligger mellem storbyerne Tokyo og Nagoya. Der er stor variation i naturen og i seværdighederne i nationalparken, som spænder over så forskellige områder som vulkanen Fuji/Fujisan (富士山), Fujis Fem Søer/Fuji-goko (富士五湖), byen Hakone/Hakone-machi (箱根町), Izu-halvøen/Izu-hantō (伊豆半島) og Izu-øerne/Izu-shotō (伊豆諸島).

    Nationalparkens områder og forskellige klima- og vækstzoner gør, at man i parken kan vandre i bjerge, sejle på søer, besøge varme kilder, opleve smukke kystlinjer og meget andet. Fuji-Hakone-Izu blev etableret som nationalpark i 1936, og den var dermed en af Japans fire første nationalparker. Parken fik sit nuværende navn i 1950, da Izu-øerne blev en del af parkområdet.

    Fuji-Hakone-Izu er den mest besøgte af Japans nationalparken, hvilket skyldes dels beliggenheden tæt på Tokyo, Yokohama og Nagoya og dels den nemme adgang til en stor del af parkens topseværdigheder med Fuji og Fujis Fem Søer som de mest populære steder. Man kan således få et godt indtryk af nationalparken på en endagstur fra fx Tokyo, hvorfra man også kan se Fujis ikoniske top i klart vejr.

    Læs mere om Fuji-Hakone-Izu Nationalpark.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn

    Forlystelsespark

    Asakusa Hanayashiki
    2-28-1 Asakusa, Taito-ku
    hanayashiki.net

     

    Spa/vandland

    La Qua og Tokyo Dome City Attractions/Ra Kuua, Tōkyō Doomu Shiti/ラクーア、東京ドームシティ
    1-3 Koraku, Bunkyo-ku

    laqua.jp

     

    Videnskab

    Nationalmuseet for Fremtidens Videnskab og Innovation/Nihon Kagaku Miraikan/日本科学未来館
    2-41 Oume, Koto-ku,
    miraikan.jst.go.jp

     

    Temapark

    Sanrio Puroland
    1-3 Ochiai Tama-city
    puroland.co.jp

     

    Aktiviteter

    Sunshine City
    3-1 Higashi-Ikebukuro, Toshima-ku
    sunshinecity.co.jp

     

    Forlystelsespark

    Tokyo Disney Resort/Tōkyō Dizunii Rizooto/東京ディズニーリゾート
    Maihama
    tokyodisneyresort.co.jp

     

    Aktiviteter

    Tokyo Dome City
    1-3-61 Korakuen, Bunkyo-ku
    tokyo-dome.co.jp

     

    Udsigtstårn

    Tokyo Tower
    4-2-8 Shiba Koen, Minati-ku
    tokyotower.co.jp

     

    Forlystelsespark

    Yomiuri Land
    4015-1 Yanokuchi Inagi-city
    yomiuruland.co.jp

Gode links
Historisk overblik

    Tokyo var helt indtil 1500-tallet en lille fiskerlandsby med navnet Edo. Landets hovedstad var Kyoto mod vest, men reelt blev Japan regeret af lokale krigsherrer, der forsøgte at bekæmpe hinanden.

    Året 1603 blev skelsættende for Tokyos historie og betydning. Det var dette år, krigsherren Ieyasu Tokugawa vandt kontrollen over Edo og ville gøre den til Japans mægtigste by. Tokugawa opnåede hurtigt vide beføjelser, da kejseren gjorde ham til militær leder med titlen Shogun.

    Tokugawa befalede landets krigsherrer at opholde sig en stor del i Tokyo, og deres familier skulle blive fast i byen. Det konsoliderede for første gang en national magt på et sted, og samtidigt bevirkede det en hastig udvikling af byen. Edo blev ikke bare Japans, men verdens største by med mere end 1 million indbyggere.

    I 1638 lukkede Ieyasu Tokugawas barnebarn, der også var shogun, næsten fuldstændigt Japan for omverdenen. Der kom således stort set ingen handelsskibe til landet de mere end 200 år, som isolationstiden varede.

    I 1657 hærgede en stor brand Edo, og mange af de tætbebyggede kvarterer, der fortrinsvist bestod af træhuse, blev ødelagt. I alt brændte cirka halvdelen af byen.

    Udviklingen af Edo skete ved, at områder i byen var domineret af forskellige lav – en struktur, der stadig ses i dag, når man fx køber bøger eller elektronik, som man finder koncentreret i visse bydele. 

    1853 ankom en amerikansk flåde til Japan. Den var under ledelse af Kommandør Matthew Perry og ankrede op i Tokyo-bugten. Den skulle bryde Edos og Japans isolation, og det lykkedes. Der blev åbnet havne for samhandel, og med de tilflyttende udlændinge, fik det japanske samfund en påvirkning udefra, der af gode grunde ikke var set mage til i flere århundreder.

    Tokugawa-shogunernes feudale styre blev brudt med samfundsændringerne, og magten blev overdraget til kejser Meiji, som flyttede sin residens fra Kyoto til Edo, der blev navngivet Tokyo, hvilket betyder ”den østlige hovedstad”. Den gamle feudale borg blev nu kejserlig residens, hvilket den fortsat er i dagens Japan.

    I årtierne før og omkring 1900 gennemgik Japan en kraftig industrialisering og militarisering. Landet vandt lokale krige mod Kina og Rusland, og Taiwan, Korea og Mikronesien blev erobret af Japan og underlagt regeringen i Tokyo. I samme periode medførte den industrielle udvikling en meget stor tilflytning fra hele Japan til storbyen Tokyo, der havde mere end 2 millioner indbyggere i starten af 1920erne.

    1. september 1923 ramte et kraftigt jordskælv Tokyo og Kanto-regionen. Halvdelen af byen blev lagt i ruiner af jordskælvet, og mere end 1 million mennesker blev gjort hjemløse. Byen stod over for et kolossalt genopbygningsarbejde, der gik i gang umiddelbart efter skælvet. Det gamle Tokyo bevarede sine snævre gader og den gamle byplan, mens yderområderne blev opført med mere moderne byplanlægning. Bygrænserne blev udvidet, så også helt nye områder kunne udbygges, idet der stadig var en vis tilflytning til hovedstaden.

    En ændring af byens indkøbsstruktur blev gennemført. I stedet for de tidligere personligt betjente specialforretninger byggede man nu vestligt inspirerede stormagasiner – bl.a. som det fortsat ses ved de større jernbaneknudepunkter.

    Efter det meget store opbygningsarbejde efter jordskælvet i 1923 blev Tokyo i 1945 igen lagt i ruiner. Det var med amerikanske bombardementer i 2. Verdenskrigs afsluttende fase, og endnu en gang inden for få år skulle byen nærmest rejses på ny. 

    Efter 1945 blev byen hurtigt genopført, i centrum nu også efter moderne planlægning. En fortsat industrialisering foregik, og den japanske økonomi blomstrede og var gennem de følgende mange årtier blandt de mest succesrige i hele verden. Tokyos indbyggerantal voksede med byens succes som både industrielt og administrativt centrum.

    Tokyos metro blev kraftigt udvidet, og de berømte Shinkansen-hurtigtogslinjer fra Tokyo til alle dele af Japan blev anlagt, startende med linjen til Osaka. Samtidigt byggedes motorveje gennem Tokyo og til og fra byens mange forstæder.  

    For omverdenen og i Japan blev afholdelsen af de Olympiske Lege i Tokyo 1964 et billede på den japanske økonomiske succes. Japan var igen etableret som et af verdens økonomisk førende lande – en position, der er fastholdt lige siden.