Site logo
Se på kortet
  • Kyoto Imperial Palace, 3 Kyotogyoen, Kamigyo Ward, Kyoto, Kyoto-præfekturet, Japan

Læs om byen

Kyoto er Japans gamle hovedstad, og den er med sine utallige templer, paladser, haver og pagoder det historiske og kulturelle Japans højborg. Under et besøg i får man ikke mindst et fornemt billede af landets kejserby i Edo-tiden 1603-1867.

Byen var Japans hovedstad før Tokyo, og alle de storladne paladser og templer er bevaret i gadebilledet, der også byder på alt det gode fra det moderne Japan. Den særlige blanding er unik, og Kyoto er derfor et must, hvis man vil have det bedste indtryk af landets historie gennem de seneste 500 år.

Mange af Kyotos seværdigheder er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Det gælder fx Hideyoshi Toyotomis imponerende Nijo Palads, Den Gyldne Pavillon og Toji Tempel, hvor Japans højeste pagoda står. Disse seværdigheder er byens højdepunkter, men der er også meget andet at se.

Bjergene omkring byen rummer også et væld af templer, som også er seværdige. Dels er vejene hertil smukke, og dels er udsigten over Kyoto også meget fin fra mange steder. Man kan også tage til bydelen Arashiyama, hvor man blandt andet kan gå en tur i områdets gamle bambusskove og tage en smuk togtur gennem pragtfuld natur.

Topseværdigheder

    Den Gyldne Pavillon

    Den Gyldne Pavillons Tempel
    金閣寺
    Kinkaku-ji

    Kinkaku-ji er et zen-buddhisisk tempel, der også kendes som Den Gyldne Pavillon. Templets officielle navn er dog Dyrehavens Tempel eller Rokuon-ji (鹿苑寺). Kinkaku-ji er et af Kyotos smukkeste bygningsværker, og det er samtidigt et af byens vartegn og mest besøgte steder.

    Kinkaku-ji ligger smukt, og her var der oprindeligt en villa ved navn Kitayama-dai (北山第). Villaen fra 1200-tallet blev ejet af statsmanden Saionji Kintsune, og den var i familiens eje, indtil shōgun Ashikaga Yoshimitsu købte stedet i 1397 og nyindrettede villaen som et tempelkompleks. Det var Ashikaga Yoshimitsus ønske, at der skulle etableres en zen-tempel her.

    Der udbrød borgerkrig i Japan i 1467, og den varede til 1477. Under krigen nedbrændte alle templets bygninger på nær selve den gyldne pavillon. Desværre brændte pavillonen i 1950, da en munk antændte den under et forsøg på selvmord. Den Gyldne Pavillon blev genopbygget i 1955, og Kinkaku-ji blev belagt med bladguld.

    Guldet var vigtigt grundet dets underliggende betydning. Det anvendte guld var således beregnet til at virke rensende for enhver negativ tanke på vejen mod døden. Kinkaku-ji blev oprindeligt opført i Muromachi-perioden, der varede fra 1336 til 1573, og i den tid blev der i arkitektur og udsmykning lagt vægt på visuelle udskejelser som en forgyldning, og det forklarer også den smukke pavillons ydre.

    Kinkaku-ji fungerer som en såkaldt Shariden (舎利殿), der er en relikviebygning, hvor relikvier af Buddha opbevares. Den arkitektoniske stil er forskellig fra etage til etage og spænder over shinden-zukuri, samurai og zen. Stueetagen, Hō-sui-in (法水院), blev skabt i shinden-zukuri-stil, der var typisk for aristokratiske residenser i 1000-tallets Heian-periode. Den åbne stil med verandaer og anvendelse af umalet træ og hvidt puds var karakteristisk for tiden, og den gav rammerne for at nyde omgivelserne mest muligt.

    Første sal, Chō-on-dō (潮音洞), blev bygget i buke-zukuri eller samuraistil, som blev anvendt af aristokratiske krigere. På denne etage skaber træskydedøre og sprossede vinduer en følelse af forgængelighed. Etagen er også indrettet med en Buddha-sal med en helligdom dedikeret barmhjertighedsgudinden Kannon. Anden sal blev indrettet i zenshū-butsuden-zukuri-stil eller blot japansk zen-stil, der kom fra traditionel kinesisk chán-stil. Etagen, Kukkyō-chō (究竟頂), giver en mere religiøs stemning end på de øvrige etager gennem zen-typologien, der var populær under Muromachi-perioden.

    Kinkaku-jis have er også interessant. Den er en såkaldte slentrehave, kaiyū-shiki-teien (回遊式庭園), der er anlagt til at gå rundt i. Haven blev anlagt som en integration af det ydre og det indre, og det skabte en slags forlængelse af udsigten omkring pavillonen som en forbindelse til omverdenen. Klipper, broer og planter er arrangeret for at repræsentere kendte steder i japansk og kinesisk litteratur. Søen ved pavillonen er en vigtig del af haven. Den største ø i søen er et symbol på Japan, og fire sten i søen tæt på pavillonen repræsenterer sejlbåde, der er ankret op på vejen mod øen for evigt liv fra kinesisk mytologi.

    Haveanlægget er et smukt eksempel på Muromachi-periodens havedesign. Perioden anses for at være en tid for klassisk japansk havedesign, hvor sammenhængen mellem bygninger og deres omgivelser var i fokus. Det var en måde, hvorpå man integrerede landskabets struktur på en kunstnerisk måde. I Muromachi-perioden blev der også anlagt en tilgang, der gennem minimalisme genskabte større landskaber i mindre skala.

     

    Kyoto Kejserpalads

    Kyoto Kejserpalads
    京都御所
    Kyōto Gosho

    Kyoto Kejserpalads er en af Kyotos store seværdigheder. Paladset er der tidligere kejserpalads, der var Japans politiske centrum gennem århundreder. Det var det indtil 1868 hvorefter kejseren i 1869 flyttede til Tokyo, der derved blev ny hovedstad i landet. Kyoto blev under navnet Heian-kyō (平安京) hovedstad i 794, og byen fastholdt den status i over 1.000 år.

    Det nuværende kejserpalads er det seneste af en række paladser, som gennem tiden er blevet opført i byen. Det oprindelige palads i byen, Heian-kyū (平安宮), var større end og lå vest for det nuværende paladskompleks. Heian-kyū blev forladt i slutningen 1100-tallet til fordel for den nuværende beliggenhed, der danner et rektangel i byen på 1.300 x 700 meter. I paladsområdet ligger selve paladsbygningerne, og man kan blandt andet også se paladsets have her.

    Kejserne var de facto flyttet fra Heian-kyū inden slutningen af 1100-tallet, idet de boede i forskellige midlertidige residenser, sato-dairi (里内裏), som blev stillet til rådighed af adelsfamilier. En af disse residenser var Tsuchimikado-dono (土御門殿), der gennem tiden blev udbygget til at ende som det officielle kejserpalads. De nuværende paladsbygninger er dog ikke de originale, idet paladser er brændt og genopført hele otte gange, senest i 1855 hvor paladset, som det ses i dag, stod færdigt. Ved denne seneste genopbygning forsøgte man at bruge en stil fra det gamle palads i Heian-kyō.

    Paladsområdet består af flere dele, og der er to omkransende mure om anlægget. Når man er kommet ind bag den ydre mur, kommer man til endnu en mur, der adskiller det ydre paladsområde fra det indre. I denne inderste mur er der i alt seks indgangsporte, hvoraf den sydlige port, Kenrei-mon (建礼門), var den, som gæster ved fx statsceremonier benyttede. Umiddelbart efter Kenrei-mon ligger porten Jomei-mon (承明門), der leder gennem Det Sydlige Have, Dantei (南庭), til Shishinden (紫宸殿), der var bygningen, hvor store ceremonier blev holdt.

    I Shishinden står den kejserlige tronstol, Takamikura (高御座), der er blevet benyttet ved tronbestigelser siden år 707, hvor Genmei blev kejser. Den nuværende tronstol er fra 1913, hvor den blev produceret med udgangspunkt i den oprindelige trone. Selve tronen er en stol i sort lak, som er placeret under en ottekantet baldakin hvilende på et treetagers podie. På begge sider af tronen er der to små borde, hvor kejserlige regalier og segl lå. På toppen af baldakinen er en statue af en stor føniks kaldet hō-ō (鳳凰), der er en fugl, som siges at symbolisere held og lykke, velstand og lang levetid.

    Kejserens trone står i midten af hallen med kejserindens trone, Michodai (御帳台), til højre for den. Den nuværende Michodai er som kejsertronen produceret i 1913, og den er mindre og mere simpel end kejserens. Baldakinen er her dekoreret med en statue af den mytiske fugl, ranchō.

    I forbindelse med Shishinden ligger bygningerne, der var paladsets vigtigste for kejseren. De tæller blandt andet kejserens kontorer og delvise gemakker, Seiryōden (清涼殿), hofsalen Kogosho (小御所), hvor kejseren blandt andet holdt konferencer, og det kejserlige bibliotek og studierum, Ogakumonjo (御学問所), hvor kejseren også kunne mødes med adelige. Mod vest i dette centrale bygningskompleks kunne officielle gæster til kejseren komme ind i det indre palads gennem indgangen Okuruma-yose (御車寄), hvorefter de ventede i bygningen Shodaibu-no-ma (諸大夫の間).

    Nord for denne primært officielle del af det store paladskompleks lå de mere private dele af anlægget. Her finder man Otsunegoten (御常御殿), der blev benyttet som kejserens residens, indtil hovedstaden blev flyttet til Tokyo i 1869. Otsunegoten er paladsets største bygning, og den ligger langs paladsets indre have, Gonaitei (御内庭).

     

    Nijo Palads

    Nijo Palads
    二条城
    Nijō-jō

    Nijō Palads er et stort bygningskompleks i det centrale Kyoto. Det består af flere forskellige dele, som ligger bag paladsets voldgrave og fæstningsmure. Det store palads er seværdigt, og det er et af de mange spændende steder i Kyoto, som er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

    Det var Tokugawa Ieyasu, der grundlagde Togugawa-shogunatet, som i 1601 beordrede alle feudalherrer i det vestlige Japan til at bidrage økonomisk til opførelsen af Nijō-jō. Paladset stod færdigt under Tokugawa Iemitsu i 1626, og under anlægget benyttede man dele af Shinsenen-haven, der var en forladt del af det tidligere kejserpalads’ have. Man genanvendte også havens eksisterende vand til de nye voldgrave og søer.

    Nijō-jō blev bygget som Tokugawa-shōgunernes residenspalads i Kyoto. Tokugawa-shogunatet benyttede Edo, det nuværende Tokyo, som hovedstad, men Kyoto blev fastholdt som kejserens residensby, og formelt var den derfor også hovedstad i denne periode. Nijō-jō blev dog ødelagt ad flere omgange gennem historien. Paladsets kernetårn blev ødelagt efter lynnedslag i 1750, og i 1788 brændte store dele af de øvrige bygninger i forbindelse med den store brand i Kyoto det år.

    Efter 1700-tallets ødelæggelser gik der over 100 år, hvor det indre paladsområde stod tomt. Der kom først paladsbygninger her igen i 1893, da en residens blev overført fra Kyotos kejserpalads. I det ydre paladsområde lå Ninomaru-paladset (二の丸御殿), og det blev historisk i 1867, hvor den sidste Tokugawa-shōgun, Tokugawa Yoshinobu, overdrog den reelle ledelse af landet til kejseren. Herefter overgik Nijō-jō til kejserens ejendom, og i 1939 blev paladset doneret til byen Kyoto.

    I dag kan man se flere anlæg på det store paladskompleks. I det ydre paladsområde ligger paladset Ninomaru Goten, mens paladset Honmaru Goten (本丸御殿) ligger i den inderste del af Nijō-jō. Ud over de to paladser kan man se flere haveanlæg, voldgrave og fæstningsværkerne omkring komplekset.

    Ninomaru Goten består af fem separate bygninger, der hænger sammen gennem korridorer, og næsten hele dette palads blev opført af Hinoki-cypres, der er et japansk træ. Forgyldninger og træskærerarbejder er nogle af de ting, der skulle imponere besøgende hos de regerende shōguner, og i denne del af Nijō-jō er de såkaldte ’nattergalegulve’, der nærmest synger, når man går på dem. I Ninomaru Goten er der en række rum og sale, der både var beregnet til modtagelser, større ceremonier og boliger.

    Honmaru Goten er et paladsområde, der blev bygget i den inderste del af Nijō-jō i 1893-1894. Tidligere var Honmaru Goten et palads i stil med Ninomaru Goten, men paladset fra 1893-1894 kom fra kejserpaladset i Kyoto. Det blev flyttet hertil i forbindelse med saneringen af kejserpaladsets område, efter at hovedstaden og kejseren var flyttet til Tokyo i 1869. Efter den tid var der mange ubenyttede bygninger på kejserpaladsets område, og man besluttede at flytte denne del til Nijō-jō. I 1928 var Honmaru Goten vært ved en banket for kejser Hirohitos tronbestigelse.

    Nijō-jō har flere haver og lunde med blandt andet kirsebærtræer og japanske blommetræer. Ninomaru-haven blev designet af landskabsarkitekten og temesteren Kobori Enshū og er placeret ved siden af paladset af samme navn. Haven har en stor dam med tre øer og byder på talrige omhyggeligt placerede sten og topiære fyrretræer. Man kan også se Seiryū-en-haven, der er den nyeste del af Nijō-paladsområdet. Haven blev anlagt i 1965 i den nordlige del af komplekset som et anlæg til modtagelse af officielle gæster fra Kyoto og som sted for kulturelle begivenheder. Seiryū-en har to tehuse og mere end 1.000 omhyggeligt arrangerede sten.

     

    Kiyomizu-dera, Kyoto

    Kiyomizu Tempel
    清水寺
    Kiyomizu-dera

    Kiyomizu Tempel er et buddhistisk tempel, der ligger i den østlige del af Kyoto med en betagende placering på en stejl bakkeskråning. Templet blev grundlagt i slutningen af 700-tallet i den tidligere del af Heian-perioden, der spændte fra 794 til 1185. Det var dog allerede Nara-munken Enchin Shonin, der havde fået visionen om et tempel på dette sted i årtiet før Heian.

    I 798 udvidede shogun Sakanoue Tamuramaro templet med en stor hal, der blev flyttet hertil fra kejser Kammus palads. Kammu var kejseren, der flyttede hovedstaden fra Nara til Kyoto grundet den store indflydelse, som buddhistiske klostre havde på regeringen i Nara.

    De nuværende bygninger i Kiyomizu-dera stammer fra 1633, hvor Tokugawa Iemitsu besluttede, at de skulle opføres. Tempelbygningerne er imponerende, og de blev bygget uden anvendelse af et eneste søm. Templet blev opført på det oprindelige sted, hvilket var og er omkring kilden Otowa, hvilket også har givet templet navnet Kiyomizu, der betyder ’rent vand’.

    Vejen op til templet er hyggelig i sig selv med de mange lave huse med en elegant japansk stemning ved de mange butikker, der sælger japanske souvenirs og ikke mindst Kiyomizu-keramik. Vejen slutter ved Kiyomizu-deras imponerende indgangsport. Bag porten ligger tempelområdets mange bygninger, hvoraf den treetagers pagode står smukt på turen hen mod templets mest berømte og største bygning, den centrale hal. Ved denne hal er templets berømte veranda med en fornem udsigt over naturen og til Kyoto.

    Det var fra denne veranda, der i Edo-tiden blev registreret 234 udspring mod jorden 13 meter nede. 85,4 % overlevede springet, hvilket sagdes at opfylde et ønske. Denne tradition blev forbudt i 1872, og man bør i stedet tage trapperne ned. De ligger lige øst for hallen, og neden for kan man se det særlige Otowa-vandfald, hvor tre kanaler leder vand ned i en dam. Det siges, at vandet har en ønskeopfyldende kraft.

     

    Ginkaku-ji, Kyoto

    Sølvpavillonens Tempel
    銀閣寺
    Ginkaku-ji

    Ginkaku-ji er et tempel, hvis formelle navn er Jishō-ji (慈照寺), som betyder Templet for den Skinnende Barmhjertighed. I daglig tale kendes det dog som Sølvpavillonens Tempel, og selve Sølvpavillonen er centralt for templet med betegnelsen Kannon-den (観音殿), hvilket refererer til, at den er templets hal for barmhjertighedsgudinden Kannon.

    Ginkaku-ji blev planlagt af shōgun Ashikaga Yoshimasa som en villa med omgivende have som et sted at kunne trække sig tilbage til. Det var i omkring år 1460, og efter shōgunens død skulle villaen overgå til en status som zen-tempel. Dette ses blandt andet med elementer i templets fine have, hvor sandhavens fine høj står som et symbol på Japans hellige bjerg, Fujisan.

    Der er flere tempelbygninger i anlægget med Sølvpavillonen Ginkaku-ji som den vigtigste. Ginkaku-ji blev bygget fra 1482, og det var oprindeligt planen af beklæde pavillonen med sølv, hvilket var inspireret af Kyotos gyldne pavillon, som blev etableret af Ashikaga Yoshimasa bedstefar, Ashikaga Yoshimitsu.

    Der udbrød dog borgerkrig i landet, som varede fra 1467 til 1477, og den satte byggeriet på pause, og derfor blev søvbeklædningen ikke realiseret. Det nuværende udseende menes således at være det oprindelige som ved Ashikaga Yoshimasas død i 1490. Ashikaga Yoshimasas buddhistiske navn var Jishō, og derfor fik templet navnet Jishō-ji.

    Ginkaku-ji er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og ved et besøg kan man nyde synet af både Sølvpavillonen og de øvrige tempelbygninger samt stedets haver. Man kan gå en rundtur, hvorfra man blandt andet kan se templets sandhave, moshave og Søvpavillonen, der ligger ud til at anlagt sø. På turen kan man også se templets fine bygninger som fx hovedhallen Hondō (本堂).

     

    To-ji Tempel, Kyoto

    To-ji Tempel
    東寺
    Tō-ji

    To-ji Tempel er et tempel, der blev grundlagt i 796 i begyndelsen af Heian-perioden, hvor Kyoto netop var blevet japansk hovedstad. Tō-ji betyder ’det østlige tempel’, og det flankerede med det hedengangne vestlige Saiji-tempel Kyotos historiske indgang fra syd.

    I 800-tallet blev grundlæggeren af den buddhistiske Shingon-sekt, Kobo Daishi, udnævnt til religiøs leder af Tō-ji. Templet blev herefter et af de vigtigste Shingon-templer ud over hovedtemplet på Koya-bjerget. En del af templets nuværende bygninger blev også etableret i Kobo Daishis tid.

    Der er indgangsporte til tempelområdet i nord, syd, øst og vest med den nordlige og den sydlige port som de største. Fra nord mod syd passerer man spisesalen Shokudō (食堂), bedesalen Kōdō (講堂) og Kondō (金堂), der er templets vigtigste bygning. Det er i Kondō, man kan se Yakushi Buddha-figuren i træ, der er templets centrale helligdom.

    I Kōdō kan man se 19 statuer, som Kobo Daishi bragte hertil fra Kina, og selve Kōdō er en af de bygninger, der blev opført i Kobo Daishis tid. Både Kōdō og Kondō brændte i 1486, men de blev efterfølgende genopbygget. En anden bygning fra Kobo Daishis tid er templets femetagers pagode, der blev bygget i 826. Pagoden er 57 meter høj og derved den højeste pagode af træ i Japan.

    Tō-jis karakteristiske pagode står som templets vartegn, og den er også blevet et af de kendte symboler på Kyoto. Efter at have besøgt det centrale tempelområde kan man besøge en bygning lige vest for det egentlige tempel. Her er der blandt andet en statue af Kobo Daishi, hvis tempel i dag er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

     

    Tenryu-ji Tempel, Kyoto

    Tenryu-ji Tempel
    天龍寺
    Tenryu-ji

    Tenryu-ji er et buddhistisk zentempel, der blev grundlagt af Ashikaga Takauji i 1339. Templet stod færdigt i 1345 på dette sted, hvor der allerede i Heian-perioden blev etableret et tempel, der dog fik lov til at forfalde over århundreder. Efter denne tid byggede den japanske kejser en kongelig villa her i midten af 1200-tallet.

    I 1338 blev Ashikaga Takauji shōgun, og da kejser Go-Daigo døde året efter, dekreterede Ashikaga, at munken Musō Soseki skulle etablerede et tempel på stedet til minde om den afdøde kejser. Derved blev Tenryu-ji Tempel etableret i den kongelige villa, og det har i dag fået stadig af UNESCO-verdensarv sammen med andre bygninger i Kyoto.

    Templet blev politisk og økonomisk betydende fra 1430erne, hvor det i en vis grad kom til at høre under det kinesiske Ming-dynasti. I datidens Kina var handel forbudt uden for kinesisk-kontrolleret område, og det japanske Ashikaga-shōgunat ville ikke underlægge sig Kina. Tenryu-ji-templet fik nærmest eneret på den kinesiske handel gennem en aftale, der sikrede Kina retten til at udpege templets leder. Denne tilstand fortsatte til 1800-tallet.

    Gennem århundrederne blev der opført mange bygninger på tempelområdet, der dog også blev ramt af brande og andre ødelæggelser ved flere lejligheder. De nuværende tempelbygninger er således rekonstruktioner, der primært stammer fra Meiji-perioden, der varede fra 1868 til 1912.

    Zentempler er normalt anlagt langs en nord-sydgående akse, men Tenryu-ji er en undtagelse. Templets indgang ligger i øst, hvor man efter to porte kommer ind til selve tempelområdet; der er dog også andre indgange, man kan benytte. Efter indgangen fra øst kommer man til bygningen Hatto, der også kendes som Dharma-salen. Hatto var der, hvor lederen lærte buddhismen til munke, mens salen i dag benyttes til ceremonielle formål.

    Vest for Hatto ligger templets største bygning, Hojo, der er delt i Store Hojo (Daihojo) og Lille Hojo (Kohojo). Hojo bliver anvendt ved ceremonielle begivenheder, og fra stedets veranda kan man mod vest nyde synet af munken Musō Sosekis smukke haveanlæg, Sogenchi Teien, der blev anlagt i templets første år i 1300-tallet. Der går en sti rundt om dammen i haven, så man kan nyde haven i mange perspektiver. Der er andre tempelbygninger nord og syd for haven og Hojo.

     

    Fushimi Inari Taisha, Kyoto

    Fushimi Inari Helligdom
    伏見稲荷大社
    Fushimi Inari Taisha

    Fushimi Inari Taisha er et stort og berømt shinto-tempelområde i det østlige Kyoto. Det er helliget Inari, der er kami for blandt andet ris, te, sake og landbrug. Kami er gudebegrebet i shinto, der er Japans oprindelige religion, og kami bebor religionens centrale templer. Fushimi Inari Taisha i Kyoto er det vigtigste Inari-tempel i landet, og det er opbygget med flere seværdige dele.

    Templet blev etableret, før Kyoto fik status af hovedstad i 794. De første bygninger blev opført i 711 i den sydvestlige del af byen, men det blev flyttet til den nuværende placering i 816. De centrale bygninger i helligdommen, som ligger tæt på indgangen i områdets vestlige side, blev bygget fra 1499.

    Ved indgangen til helligdommen passerer man først to torii-porte og derefter ligger tårnporten rōmon (楼門), der blev opført med en donation fra den japanske samurai og daimyō Toyotomi Hideyoshi i 1589. Efter porten kommer man til først til bedehallen haiden (拝殿) og derefter til hovedbygningen go-honden (御本殿), der er selve helligdommen for kami Inari. Ved go-honden og andre steder på området kan man også se en del statuer af ræve, hvilket skyldes, at ræve er Inaris budbringere.

    Bag det centrale tempelområde kan man gå ture i det kuperede terræn ad mange stier, der leder rundt i den smukke natur og mod toppen af den 233 meter høje Inari-bakke. Det er også i dette område, man finder Fushimi Inari Taishas nok mest berømte seværdighed, der er de nærmest uendeligt mange røde torii-porte, der spænder over stierne. Særligt kendt er Senbon Torii (千本鳥居) med torii-porte over to parallelle stier.

    Torii-portene på tempelområdet blev stillet op i det store antal fra Edo-perioden, der varede fra 1603 til 1868. Hver torii blev opført efter donationer for at ønske eller som taknemlighed for et ønske, der blev opfyldt. Traditionelt markerer en torii-port indgangen til et helligt område, hvilket også er tilfældet med helligdommens to torii-porte mod vest, men toriier kan også placeres andre steder på tempelområder. En torii er oftest rød som i denne helligdom, og farven siges at beskytte mod ondskab.

Andre seværdigheder

    Kyoto Nationalmuseum

    Kyoto Nationalmuseum
    京都国立博物館
    Kyōto Kokuritsu Hakubutsukan

    Kyotos nationalmuseum er et af Japans mest kendte of betydende kunstmuseer. Det er et af tre nationalmuseer, der blev etableret i slutningen af 1800-tallet; de andre er nationalmuseerne i Tokyo og Nara. Museumsbygningen i Kyoto stod færdig i 1895 i en arkitektur inspireret af europæiske museumsbyggerier, og museet åbnede i 1897.

    Nationalmuseets spændende samling kommer dels fra den kejserlige husholdning og dels fra diverse templer og helligdomme. Kunsten stammer primært fra den før-moderne japanske tid og tæller blandt andet mange effekter fra Heian-perioden, der varede fra 794 til 1185. På museet kan man også se anden asiatisk kunst.

    Museet er berømt for samlingen af sutraer, der er en særlig type litterære værker, som oprindeligt kommer fra Indien, og som fx beskriver læring om emner i tilknytning til vedaerne. Der er mange muligheder for fordybelse på museet, hvis samlinger ud over kunst også har afdelinger for kunsthåndværk og arkæologi.

     

    Tofuku-ji, Kyoto

    Tōfuku-ji Tempel
    東福寺
    Tōfuku-ji

    Tōfuku-ji Tempel er et buddhistisk tempel, som blev grundlagt i 1236 af den kejserlige kansler Kujō Michiie med munken Enni som templets religiøse leder. Tōfuku-ji fik sit navn fra en sammentrækning af navnene på to templer i byen Nara; Tōdai-ji og Kōfuku-ji.

    Templet blev udbygget, men efter en brand i 1400-tallet måtte det rekonstrueres, hvilket skete efter den oprindelige plan for komplekset, der med tiden kom til at bestå af omkring 70 bygninger. De fleste af disse blev revet ned i Meiji-perioden mellem 1868 og 1912, hvilket skyldtes dekretet shinbutsu bunri, der adskilte shinto fra buddhismen.

    Tōfuku-ji-templet er seværdigt med smukke eksempler på tidlig arkitektur fra zen-buddhismen. Templet er traditionelt opbygget med en ydre port, Sōmon (総門), før man kommer til den centrale del af komplekset. Som indgang til denne del ligger den store portbygning Sanmon (三門), der er den vigtigste port i japanske zentempler. Tōfuku-ji-templets Sanmon er særligt interessant, fordi det er den ældste i Japan. Herefter kommer man til Butsuden (仏殿), der er templets bedesal for Buddha. Butsuden er den vigtigste sal i japanske zentempler.

    Det er værd at lægge ekstra godt mærke til Tōfuku-ji-templets Sanmon. Størrelsen af et tempels Sanmon indikerer templets vigtigste, og de vigtigste templer har som Tōfuku-ji en Sanmon i to etager med fem rækker, hvoraf tre er åbne som indgange. De tre indgange hedder Kūmon (空門, porten til tomhed), Musōmon (無相門, porten til formløshed) og Muganmon (無願門, porten til passivitet). Derved symboliserer de tre porte til oplysning eller satori. Når pilgrimme ankommer, kan de symbolsk frigøre sig fra de tre lidenskaber ton (貪, grådighed), shin (瞋, had) og chi (癡, tåbelighed).

    Tōfuku-ji-templet er spændende at besøge for at se på tempelkomplekset og de religiøse betydninger af de arkitektonisk fine bygninger, men templet er også kendt for sine fine haveanlæg. Man kan blandt andet se en traditionel japansk stenhave, en moshave, og så kan man nyde landskabsarkitekten Mirei Shigemoris haveanlæg fra 1930erne, som nytænkte japanske haveprincipper i 1900-tallet. Templet byder også på smukke japanske ahorntræer, der ikke mindst tiltrækker mange besøgende ved løvfaldstid.

     

    Nishi-Honganji Tempel

    Nishi-Hongan-ji Tempel
    西本願寺
    Nishi Hongan-ji

    Nishi Hogan-ji Tempel er et Jōdo Shinshū-buddhistisk tempel, hvis historie går tilbage til 1300-tallet, hvor det blev grundlagt i byen Higashiyama. Det nuværende tempels beliggenhed er nyere, idet det blev etableret på dette sted i Kyoto i 1591. Mange af templets bygninger har overlevet i mange år, og de står derfor som fine eksempler på japansk arkitektur fra 1600-1700-tallene.

    Der er flere indgangsporte til templet. Den almindelige indgang ligger mod øst, men det er den sydlige indgangsport, der er mest seværdig. Her kan man se Karamon (唐門), der er en smuk port med bølgende tag og fin udsmykning. Denne type tag kom først til Japan i den sene Heian-periode, og Karamon udviklede sig senere til at blive et middel til at vise en bygnings prestige. Karamon-indgangen var desuden forbeholdt shōgunen eller til modtagelse af kejseren. Nishi Hogan-jis Karamon-port stod i øvrigt oprindeligt ved slottet i Fushimi, Fushimi-jō (伏見城), og den blev flyttet hertil i 1632, da Fushimis slot blev nedlagt. Flytningen skete i forbindelse med et besøg af shōgunen Tokugawa Iemetsu.

    Når man kommer ind i tempelområdet, er der to store bygninger, der dominerer med deres størrelse og centrale beliggenhed. Den sydlige og største af disse er Goeidō (御影堂), der betyder grundlæggerens hal. Goeidō blev i den nuværende udgave opført i 1636, efter den tidligere hal var ødelagt af et jordskælv i 1596 og en brand i 1617. Bygningen måler 62 gange 48 meter med en højde på 29 meter. I det centrale alter er der et billede af Shinran, der var den munk, der grundlagde Jōdo Shinshū-buddhismen i Japan. Ved siden af Shinren er de efterfølgende overpræster i templet. Større ceremonier, der udføres ved Nishi Hongan-ji, afholdes normalt i denne bygning.

    Fra Goeidō leder en gang mod nord til den anden store bygning, Amidadō (阿弥陀堂), der fungerer som templets primære bedehal. Det er som Goeidō  en bygning med en etage og et såkaldt hongawarabuki-tag i irimoya-stil. Hallen måler 45 gange 42 meter og har en højde på 25 meter. Det rummer en skulptur af Amida Buddha, hvilket har givet hallen sit navn, og Amida Buddha er omgivet af portrætter af blandt andre seks af de syv patriarker i Jōdo Shinshū-buddhismen og Shinrans mester Honen.

     

    Higashi Honganji Tempel, Kyoto

    Higashi Hongan-ji Tempel
    東本願寺
    Higashi Hongan-ji

    Higashi Hongan-ji Tempel er det ene af de to store shin-buddhistiske templer i det centrale Kyoto. Templets navn betyder Det Oprindelige Løftes Østlige Tempel, og det andet store tempel er det nærliggende Nishi Hongan-ji, der er Det Oprindelige Løftes Vestlige Tempel. Nishi Hongan-ji var det oprindelige tempel, og Higashi Hongan-ji opstod, da præstesønnen Kyōnyo fik jorden som tak for sin loyalitet over for den nye shōgun, Tokugawa Ieyasu. Templet blev kendt som ’Det Østlige Hongan-ji’ i 1603.

    Higashi Hongan-ji er et stort tempelkompleks, der på mange måder er opbygget med Nishi Hongan-ji som forbillede. Det rummer mausoleet for shin-buddhismens grundlægger, der var munken Shinran. Templets største hal hedder da også Grundlæggerens Hal/Goei-dō (御影堂), og her tilbedes Shinran. Hallen er en imponerende trækonstruktion, der i sin nuværende udgave stammer fra 1895. Den er 76 meter lang, 58 meter bred og 38 meter høj, og den blev opført, efter at den tidligere udgave var brændt.

    Ved siden af Grundlæggerens Hal ligger Amida-hallen, Amida-dō (阿弥陀堂), der rummer en figur af Amida Buddha, der er den primære Buddha i Rene Land-buddhismen, der er en del af mahayana-buddhismen i Japan, Kina og Korea. I samme hal æres prins Shōtoku, der bragte buddhismen til Japan. Amida-hallen er som Grundlæggerens Hal fra 1895. Man bør også lægge mærke til den smukke indgangsport, der blev opført i 1911.

     

    Gion, Kyoto

    Gion
    祇園

    Gion er en bydel i det østlige Kyoto. Det er en bydel, der opstod som underholdningskvarter allerede i 1400-1500-tallenes Sengoku-periode. Beliggenheden netop her skyldes, at der var mange rejsende til helligdommen Yasaka-jinja (八坂神社), og derved blev der etableret mange services til de rejsendes behov. I Gion kom der også mange geishaer til, og det er noget, bydelen stadig er kendt for. Lokalt kaldes en geisha dog for geiko.

    I dag er Gion det bedste sted i Kyoto, hvis man vil opleve den traditionelle arkitektur, der gennem århundreder prægede Kyoto, før alle de moderne byggerier, der præger blandt andet byens centrum. Det gælder nærmest blot om at gå på opdagelse i Gions gader for at finde de gamle miljøer. Man kan gå nord og syd fra gaden Shijō-dōri (四条通), der skærer gennem Gion fra vest mod Yasaka-jinja. Der er også stemningsfulde miljøer syd for Yasaka-jinja og langs vandløbet Shirakawa (白川), der ligger nord for Shijō-dōri.

    Blandt de typiske huse i Gion kan man se en del tehuse, der kaldes ochaya (お茶屋). Tehusene står i traditionel arkitektur bygget af træ, og de var eksklusive etablissementer, hvor geishaerne arbejdede. Gions nok mest berømte tehus er Ichiriki Chaya (一力茶屋), der ligger på hjørnet af gaderne Shijō-dōri og Hanamikoji (花見小路). Ichiriki Chaya er over 300 år gammelt, og er kendt som et sted, hvor De 47 Rōnin befandt sig under hævnen for deres mester.

    Gadebilledet i Gion er sig selv en seværdighed med kvarterets lave træhuse, og der er også steder af særlig interesse. Shintohelligdommen Yasaka-jinja ligger smukt i Gions centrum, og det er absolut et besøg værd med dets stemningsfulde atmosfære, der særligt træder frem om aftenen.

    Yasaka-jinja blev grundlagt i 656, og bag helligdommen kan man gå en tur i parken Maruyama kōen (円山公園), der er et godt sted at se forårets kirsebærtræer i blomst. Man kan også besøge det buddhistiske tempel Kennin-ji (建仁寺), der ligger i den sydlige del af Gion. Øst herfor kan man se den malerisk beliggende pagode Hōkan-ji (法観寺), der står som et af byens vartegn på denne side af Kamo-floden.

     

    Kyoto Bymuseum
    京都文化博物館
    Kyōto Bunka Hakubutsukan

    Kyoto Bymuseum er et interessant museum, der skildrer Kyotos lange historie med naturlig fokus på de over 1.000 år, hvor byen var Japans hovedstad. Dette var i perioden fra grundlæggelsen i 794 til 1868, hvorefter Tokyo blev ny japansk kejserresidensby og hovedstad.

    På museet er der forskellige tematiske udstillinger og samlinger, der viser mange aspekter af Kyotos historie, udvikling og kultur. Man kan lære mere om den kejserlige historie, livet i det kejserlige hof, kunsten i byen og livet for byens almindelige befolkning.

     

    Nishiki Marked, Kyoto

    Nishiki Marked
    錦市場
    Nishiki Ichiba

    Nishiki Ichiba er et marked, der ligger på en del af gaden Nishikikōji dōri. Det er et marked med en lang historie, og i dag er det et godt sted at gå på indkøb og på samme tid nyde atmosfæren og lære noget om traditioner og fødevarer i Kyoto.

    Markedets historie startede i år 782, hvor der blev solgt fisk her. Beliggenheden skyldtes nem adgang til koldt grundvand, hvilket hjalp med at holde fisk og kød friskt og samtidigt være tæt på det kejserlige paladsområde. Den formelle tilladelse til at sælge fisk opnåede markedet dog først i 1615, hvilket gav startskuddet til udviklingen af det marked, man kan besøge i dag.

    I dag spænder Nishiki Ichiba over en længde på cirka 400 meter, og markedet er overdækket. Markedets mange forretninger ligger mellem gaderne Takakura og Teramachi, og de er indrettet på begge sider af den smalle Nishikikōji dōri. Under et besøg på markedet kan man gå på opdagelse i Kyotos køkken, idet der sælges, fisk, kød, grønsager og mange andre fødevarer her.

     

    Kyoto Tower

    Kyoto Tower
    京都タワー
    Kyōto-tawā

    Kyoto Tower er et udsigtstårn, der står i den centrale del af storbyens forretningskvarter. Tårnet blev åbnet i 1964 som Kyotos højeste bygning med en højde på 131 meter. Der er et observationstårn i 100 meters højde, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Kyoto.

    Udsigtstårnet i Kyoto blev planlagt til at åbne i forbindelse med de olympiske sommerlege i Tokyo i 1964, og designet af Kyoto Tower var inspireret af en traditionelt japansk lys, warosoku, der blandt andet adskiller sig fra andre lys ved at være bredere i toppen end i bunden. Arkitekten var modernisten Mamoru Yamada.

     

    Sky Garden, Kyoto Station

    Kyōto Station
    京都駅
    Kyōto-eki

    Kyōto Station er Kyōtos centrale jernbaneknudepunkt, hvorfra man kan tage med blandt andet byens metro, lokalbaner og shinkansen. Stationsbygningen er en af de største i Japan, og det spænder over alt fra services i forbindelse med togdriften til biografer, butikker, kontorer og et hotel. Kyōto Stations historie går tilbage til 1870erne, hvor jernbanen nåede byen fra Kobe i 1876, og hvor den første Kyōto Station blev taget i brug i 1877.

    Den nuværende Kyōto Station åbnede i 1997 med en størrelse på 70 meter i højden og næsten 500 meter i længden. Arkitekten var Hiroshi Hara, og stilen rummer mange træk fra futurisme. Det er særligt den nordlige side mod byens centrum, der er spektakulær med de mange faciliteter under den imponerende tagkonstruktion. Det er også her, man kan komme til toppen af stationen med rulletrapper til en have med udsigtsterrasser til stationen og til Kyōto. På vejen op kan man nyde en flot belysning af trapperne.

     

    Sanju Sangendo, Kyoto

    Sanjūsangen-dō Tempel
    三十三間堂
    Sanjūsangen-dō

    Sanjūsangen-dō er et buddhistisk tempel, der hører under Tendai-skolen, der blev officielt etableret i Japan i år 806 af den japanske munk Saichō, der også kendes som Dengyō Daishi. Tendai kom til Japan fra Kina, hvor Saichō havde studeret skolen, der blev grundlagt i 500-tallet.

    Templet blev grundlagt i 1164 af samuraien Taira no Kiyomori på et område af kejser Go-Shirakawas ejendom, hvilket gav sumaraien en titel af kansler. Tempelkomplekset blev opført med flere områder og mange bygninger, og det var i templets østlige del, Go-Shirakawa blev begravet, da han døde i 1192.

    De fleste tempelbygninger blev ødelagt af en brand, der brød ud i 1249. Det gjaldt blandt andet flere centrale sale og templets femetagers pagode. Kejser Go-Saga besluttede at genopføre templets hovedsal, Hondō (本堂), hvilket skete fra 1251. Hondō stod færdig i 1266, og bygningen har siden da overlevet til i dag.

    Før branden i 1249 var der 1.000 stående statuer af barmhjertighedsgudinden kannon, der er en bodhisattva, som har viet sig til at hjælpe alle væsner til at opnå den fulde buddhistiske oplysning. Efter branden var der kun 124 at disse statuer tilbage, og som en del af genopbygningen efter branden, fik Go-Saga produceret 876 nye statuer, så der igen ville være 1.000 statuer i templets Hondō. Disse kan ses i dag og er templets mest kendte seværdighed. Den centrale figur blev fremstillet af den berømte skulptør Tankei fra Kamakura-shogunatet. Tankei producerede også andre af de 876 nye figurer.

     

    Arashiyama Bambusskov

    Arashiyama Bambusskov
    嵐山の竹林
    Arashiyama no chikurin

    Arashiyama Bambasskov er en af de kendte seværdigheder i naturen omkring Kyotos centrum. Skoven ligger nordvest for byen, og den består mest af mōsō-bambus, der oprindeligt stammer fra Kina og Taiwan, men som også i stor stil gror i Japan i dag.

    Bambusskoven består af flere forskellige dele, og man kan gå rundt i skoven ad brede stier, der giver fin adgang til det uforglemmelige syn, som de utallige bambus danner undervejs på turen rundt i skoven.

    Området Arashiyama var et populært sted for den japanske elite i Heian-perioden, der var den klassiske japanske tid fra 794 til 1185. I denne periode blev der bygget villaer og templer, og bambus var et populært indslag i villaernes haver. I den senere Edo-periode blev der dyrket bambus her til blandt andet fødevareproduktion.

    Med tiden var der ikke længere økonomi i at fortsætte med bambusdyrkningen, og en del af bambusarealerne blev bebygget, mens andre blot kom til at henligge indtil 1967, hvor man besluttede at beskytte de tilbageværende bambus, der siden dengang har vokset vildt som til den skov, man kan nyde i dag.

     

    Togetsu-kyo, Arashiyama

    Togetsu-kyo Bro
    渡月橋
    Togetsu-kyo

    Togetsu-kyo Bro i bydelen Arashiyama er en berømt bro, der spænder over floden Katsura. Der blev allerede bygget en bro på dette sted i 836, mens den nuværende og 155 meter lang bro stammer fra 1934. Broen er lavet af armeret beton med brystværn af cyprestræ, og den blev bygget som en moderne kopi af den tidligere bro.

    Broens japanske navn betyder ’broen som Månen passerer’, og det navn fik den af kejser Kameyama i 1000-tallet, da han sejlede på det stille vand med Månens refleksioner, der nærmest aften efter aften fik himmellegemet til at vandre over Togetsu-kyo.

    Fra gammel tid var Togetsu-kyo Bro en del af en ceremoni, hvor børn på 12 år skulle besøge Horin-ji-templet i Kyoto for at ofre og bede for visdom og lykke. Guderne giver herefter visdom, men for at fuldføre ritualet skulle børnene gå over Togetsu-kyo uden at kigge sig tilbage. Kigger de sig tilbage, mister de al den netop opnåede visdom. Ceremonien er et overgangsritual for børnene, der på dette tidspunkt netop er kommet gennem en hel cyklus i den astrologiske kinesiske kalender.

     

    Iwatayama Monkey Park, Kyoto

    Iwatayama Monkey Park
    モンキーパークいわたやま
    Monkīpāku iwataya ma

    Iwatayama Monkey Park er et naturområde i bydelen Arashiyama, der ligger nordvest for Kyotos centrum. Parken ligger kuperet på et lille bjerg, og man starter turen til aberne ved at gå opad fra parkindgangen tæt på Katsura-floden. Efter en flot og god gåtur kommer man op til det sted i parken, hvor de vildtlevende japanske makakaber lever.

    Der er over 100 aber i parken, og mange af dem kan ofte ses ved toppen af stisystemet i parken. Her er der en lille butik med et fordringssted, hvor aberne naturligt nok bliver lokket til af den mad, gæsterne kan give dem. De japanske makakaber er endemiske for Japan, og de er kendetegnet ved en relativt tyk pels, der skyldes landets nordlige og lidt køligere beliggenhed end andre makakaber.

    På et besøg i Iwatayama Monkey Park kommer man tæt på aberne med god mulighed for at se nærmere på dem. På toppen af parken kan man også nyde en fremragende panoramaudsigt over store dele af Kyoto. Fra udsigtspunktet kan man både se Kyotos centrum og mange af de omkringliggende bjerge.

     

    Sagano Romantic Train, Kyoto

    Sagano Romantic Train
    嵯峨野トロッコ列車
    Sagano torokko ressha

    Sagano Romantic Train er en togtur gennem smuk natur i området mellem Saga-Arashiyama og Kameoka nordvest for Kyoto. Undervejs passerer man gennem skove og bjerge på turen i kløften langs floden Hozugawa.

    Den populære strækning er mellem stationerne Saga Torokko, der ligger umiddelbart ved siden af Saga-Arashiyama, og Kameoka Torokko. Togturen tager omkring 25 minutter i de skønne omgivelser, før man når Kameoka Torokko i vest, hvorfra man kan tage tog tilbage eller vælge at sejle på Huzogawa til Arashiyama.

    Bemærk, at Sagano Romantic Train normalt er i drift fra marts til december fra formiddag til eftermiddag, og at der normalt ikke køres om onsdagen. Husk også at besøge Saga Torokko Station, hvor der er en udstilling med blandt andet et stort diorama af Kyoto.

Ture fra byen

    Osaka Dotonbori

    Osaka
    大阪

    Osaka-Kyoto-Kobe er Japans næststørste byområde efter Tokyo-Yokohama, og metropolen Osaka byder som centrum på alt, hvad man kan begære i en moderne storby. Som en af Japans største og mest moderne og driftige byer, byder Osaka på et væld af oplevelser fra både historiens og nutidens Japan. Sammen med den moderne højhusarkitektur ligger således smukke værker fra byens rige historie, blandt andet Osaka Borg og fine templer i ægte japansk stil.

    Osakas strøggade Dotonbori ligger som centrum for den moderne underholdning med overdækkede arkader, enorme shoppingcentre, utallige spisesteder, neonreklamer, spillehaller og hvad man ellers kan forestille sig. Fra gaden tårner skyskraberne sig op, og byens subway, s-tog og anden trafik glider i en lind strøm. Vil man se det hele fra oven, er Umeda Sky Building og tårnet Tsutenkaku særlige steder. Flere pariserhjul er også en mulighed; fx i kvarteret Tempozan ved havnen, som også giver adgang til byens Universal Studios temapark.

    Læs mere om Osaka

     

    Todai-ji, Nara

    Nara
    奈良

    Nara er hovedby i Nara Præfekturatet, som ligger øst for Osaka og syd for Kyoto. Nara er også en by med en spændende historie, idet den var Japans hovedstad fra 710 til 794, hvor Kyoto blev ny hovedstad. Der var dog allerede aktivitet i området inden 710, og man kan se en række gamle grave kaldet Kofun (古墳), der stammer fra 200-600-tallene. Nara har på denne måde mange seværdigheder, der strækker sig tilbage i Japans historie.

    Det var kejserinde Genmei, der i år 708 dekreterede, at Nara skulle være hovedstad. På det tidspunkt hed byen Heijō-kyō (平城京), og den blev udbygget som hovedstad med inspiration fra Chang’an i Kina, der var hovedstad under Tang-dynastiet. Flytningen til Heijō-kyō var gennemført i 710, og der blev herefter bygget mange templer og andre af de bygningsværker, man kan se i Nara i dag.

    Læs mere om Nara

     

    Himeji Borg

    Himeji
    姫路

    Himeji er en storby, der ligger i den japanske Kansai-region. Byen har været centrum for Harima-provinsen siden Nara-perioden, og den var både provinshovedstad og sæde for templet Harima Kokubun-ji. Efter slaget ved Sekigahara i år 1600 modtog Ikeda Terumasa et område i provinsen, og her etablerede han Himeji-regionen under Tokugawa-shogunatet. Ikeda Terumasa regerede fra Himeji Slot, og han udvidede både slottet og byen omkring det.

    På grund af sin strategisk gode placering, der dominerede San'yōdō-hovedvejen mellem Kinai-regionen og det vestlige Japan, var Himeji en vigtig højborg for Tokugawa-shogunatet gennem Bakumatsu-perioden. Efter Meiji-restaurationen blev Himeji fra 1871 hovedstad i Himeji-præfekturet. Efter det store Kantō-jordskælv i 1923 overvejede den japanske regering angiveligt at flytte landets hovedstad fra Tokyo til Himeji, hvilket dog ikke skete.

    Læs mere om Himeji

     

    Hiroshima, Japan

    Hiroshima
    広島

    Hiroshima er en japansk storby, der skrev sig ind i verdenshistorien den 6. august 1945, hvor verdens første atombombe brugt i krig detonerede 600 meter over byens centrum. Den amerikanske bombe ændrede naturligvis byens liv og historie på et øjeblik.

    Siden 1945 er Hiroshima blevet genopbygget til en moderne by med et levende centrum, kulturtilbud og flere seværdigheder i og omkring byen. De mest kendte monumenter og bygninger hænger sammen med budskabet om fred i verden og atombombenedslaget, som man på flere måder kan se rester af.

    Læs mere om Hiroshima

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Daimaru

    Shijo-Karasuma

     

    Fujii Daimaru

    Shijo-Teramachi

     

    Hankyu

    Shijo-Kawaramachi

     

    Isetan

    Karasuma-dori

     

    Takashimaya

    Shijo-Kawaramachi
    takashimaya.co.jp

     

    Indkøbsgader

    Shijo-dori, Shijo-Teramachi, Kawaramachi-dori, Kitayama-dori, Kiyomizudera

Med børn

    Temapark

    Kyoto Studio Park/東映太秦映画村・京都
    10 Higashi-hachigaoka-cho, Uzumasa, Ukyo-ku

     

    Temapark

    Awaji World Park/Awaji Wārudo Pāku/淡路ワールドパーク
    Shiota Ninjima 8-5, Tsuna-cho, Osaka
    onokoro.jp

     

    Film- og temapark

    Universal Studios/Yunibaasaru Sutajio/ユニバーサル・スタジオ
    2-1-33 Sakurajima, Konohana-ku, Osaka
    usj.co.jp

     

    Zoologisk have

    Kyoto Zoo/京都市動物園
    Sakyō-ku

     

    Akvarium

    Osaka Kaiyukan Akvarium/Kaiyūkan/海遊館
    1-1-10 Kaigan-dori, Minato-ku
    kaiyukan.com

Gode links
Historisk overblik

    Kejser Kammu gjorde Kyoto til Japans hovedstad i 794 – efter i 10 år at have etableret sit hof i Kyoto-forstaden Nagaoka. Det var en status, der blev bevaret til 1868, hvor Tokyo blev gjort til landets kejserlige regeringsby.

    Kyoto blev anlagt efter traditionel kinesisk geometri i byplanlægningen. Et af forbillederne var Tang-dynastiets hovedstad Chang’an i Xi’an provinsen på det kinesiske fastland. Gennem århundrederne udviklede japanerne i Kyoto dog deres egen version baseret på den japanske kultur, den såkaldte hiragana, der ses i den elegant anlagte bys utallige historiske bygningsværker.

    Kyoto var i lange perioder ikke blot af navn landets hovedstad, den var økonomisk, kulturelt og administrativt centrum. Indimellem var der dog perioder, hvor en anden by var politisk regeringsby, fx Kamakura i 1200-1300-tallene og Edo fra 1603 til 1868.

    Mongolske hære invaderede Japan i slutningen af 1200-tallet, og de blev slået tilbage af en tyfon, den såkaldte guddommelige vind, Kamikazen. Roen blev genetableret under kejser Go-Daigo. Det var også under Go-Daigo, at en kulturel opblomstringstid for Kyoto begyndte – Ashikaga-perioden. Fra tiden ses stadig mange smukke templer og haver.

    Spændingerne mellem regionale ledere øgedes dog i resten af Japan, og 1467 blev året, hvor den 10 år lange Onin-krig startede. Hårde slag udkæmpedes helt inde i Kyotos centrum, der blev delvist lagt i ruiner. Byen bestod dog – også som hovedstad, men de følgende årtier blev en tid med mange regionale kampe.

    Kejserne Nobunaga og Hideyohshi samlede landet under den centrale magt i Kyoto og genopførte byen i årene 1568-1590. Her var nu mere end 500.000 indbyggere.

    I tiden for Edos position som landets politiske magtcentrum fra 1603, var Kyoto fortsat landets åndelige og kulturelle midtpunkt. Ingen anden by i riget havde templer og kulturelle institutioner som Kyoto, og det ses fortsat tydeligt ved et besøg i byen i dag.

    Under 2. Verdenskrig blev Kyoto ikke udsat for bombardementer grundet byens enestående kulturelle og bygningsmæssige arv. Efter krigen blev byen da også fastholdt som midtpunkt for traditionel japansk kultur og som uddannelsescentrum. Kyotos universitet har således frembragt flere Nobelpristagere.

    Under det lange japanske økonomiske opsving efter 1945 udvikledes også en del industri i byen, men det kulturelle – herunder en voldsom stigning i turismen fra 1970erne – er stadig den smukke bys kendemærke.