Zürich rejseguide

Grundlæggelsen

Der er fundet rester af beboelse omkring Zürichsøen fra yngre stenalder og bronzealderen. La Tène-kulturen var også repræsenteret, før de keltiske helvetiere kom til. Helvetierne havde bosat det meste af det nuværende schweiziske område, og på nordspidsen af Zürichsøen lå deres bosættelse på Lindenhof.

Romerne kom til stedet, hvor de etablerede toldstationen Turicum for varer til og fra Italien. Området hørte fra år 90 til provinsen Germania Superior, og efter kejser Konstantins reform af imperiets grænser i 318, blev grænsen mellem Gallien og Italien lagt umiddelbart øst for Turicum, hvor garnisonen lå, og hvor der blandt andet var et Jupitertempel.

Kristendommen kom til Turicum i 200-tallet med byens senere martyrer, Felix og Regula, der deserterede fra den romerske hær, og som ifølge legenden blev henrettet i 286 på det sted, hvor kirken Wasserkirche nu ligger.

Den vestgermanske alemannerstamme bosatte sig i regionen fra 400-tallet, mens Turicums borg holdt stand indtil 600-tallet. I 600-tallet blev bosættelsen også nævnt første gang med et germansk navn, Ziurichi, som blev gengivet af en geograf fra Ravenna. Datidens alemannerleder Uotila gav i øvrigt navn til dagens Üetliberg.

Byen vokser og handler

Fra 746 kom alemannerne i Zürich til at høre under Frankerriget som provinsen Alemannia. En ny borg afløste senere romernes gamle forsvarsværk, og byen blev udvidet; blandt andet med klostret Fraumünster i 835. Frankerkongerne placerede i år 870 udøvelsen af deres magt i Zürich hos en rigsfoged. Byen blev desuden styrket gennem etableringen af en bymur i 900-tallet.

De ældste, kendte mønter fra byen stammer fra 972, og i 1045 tildelte den tysk-romerske kejser Henrik III Fraumünster rettigheder til at holde markeder, slå mønter og opkræve afgifter. Med det blev klostret en vigtig faktor for udviklingen i byen.

I 1000-1100-tallet skabte købmændene, der primært handlede med tekstilvarer baseret på uld og silke, en særdeles blomstrende økonomi. Rigdommen betød et begyndende fremskridt for selve byudviklingen, og da styreformen med en rigsfoged forsvandt med den sidste i slægten von Zähringens død i 1218, medførte det, at Zürich blev en fristad i det Tysk-Romerske Rige i 1218.

Byen ekspanderede, og i 1230erne blev der anlagt en bymur omkring byens daværende areal på 38 hektarer. Voldgraven lå langs den senere Bahnhofstraße.

Magten skifter

I 1234 gjorde kejser Friedrich II Fraumünsters abbedisse til hertuginde med ret til at udpege Zürichs borgmester, og dermed toppede klostrets magt. Byens forskellige lav fik efter denne tid større magt gennem deres økonomiske udvikling af byen, og i 1336 besluttede Zürichs borgmester, Rudolf Brun, at lavene skulle overtage styret af byen. De beholdt delvist magten frem til 1800-tallet, og med nedlæggelsen af klostre i forbindelse med reformationen i 1500-tallet var denne magtfaktor væk.

Rudolf Brun blev med den nye styreform den førsteborgmester, der ikke var udpeget af klostret. Senere blev han af det nye byråd udpeget til borgmester for livstid, hvilket bragte byen i opposition til dele af de østrigske habsburger. En konsekvens heraf blev, at Zürich i 1351 blev det femte medlem af den Schweiziske Føderation. Medlemskabet dannede baggrund for Zürichs status som kulturelt og intellektuelt center for et større område i stedet for blot at udvikle sig som bystat.

I midten af 1400-tallet kom Zürich i kamp med de øvrige stater i konføderationen over territoriet Toggenburg, hvilket medførte, at byen blev smidt ud i 1440 for at blive genoptaget som medlem ti år senere. I sidste del af 1400-tallet øgede Zürich dog sit land betydeligt, da sejre over eller køb af Thurgau, Winterthur, Stein am Rhein og Eglisau mellem 1460 og 1496 betød en øget status i konføderationen.

Som by var borgmester Hans Waldmanns ambition at gøre Zürich til et betydende centrum, og hans reformer gav også vækst og en position som den ledende stat i det schweiziske forbund.

Fra 1500-tallet og reformationen

Zürichs kulturelle rolle for hele landet blev tydelig i 1500-tallet, hvor den blev hovedby for den schweiziske bevægelse under reformationen. Den helt centrale person i landet var Zürichs religiøse leder, Huldrych Zwingli, der prædikede i Großmünster-domkirken fra 1519 indtil sin død på slagmarken i 1531.

Med ophøret af katolske gudstjenester fra 1525, blev Zürich mødested for mange intellektuelle, og i den tid i Großmünster nød Zwingli også betydelig politisk magt. Reformationen havde medført en international strømning til byen. Dissidenter fra hele Europa satte nu sit kulturelle præg på byens udvikling.

I 1549 blev den calvinistiske doktrin indført i stedet for Huldrychs Zwinglis, og det var begyndelsen til nedgangstider for byen, der ikke længere havde samme internationale appel som tidligere.

I 1500-1600-tallene ændrede byens selvforståelse sig gennem styrets mere lukkede politik end førhen. Den udvidede forskansning rundt om byen fra 1642 var et manifest eksempel på dette, og i 1648 ændrede Zürich sin status fra rigsstad til republik med Genova og Venedig som forbilleder. På det tidspunkt var der omkring 9.000 indbyggere med privilegier og cirka 170.000 i alt i republikken.

Silkehandel og Napoleonstid

Silken var vigtig for Zürichs økonomi1700-tallet, og den rivaliserende Winthertur blev pålagt store afgifter. Det kom til forskellige oprør, som der med magt blev slået ned på. Med den franske revolution kom strømninger til Schweiz for indførelse af en mere liberal styreform.

Den nye schweiziske forfatning i 1798 blev et vendepunkt. I den nye republik mistede Zürich både magt og territorium; regionerne Aargau, Thurgau og Linth blev mistet.

Under de franske revolutionskrige udspillede to militære slag sig omkring Zürich i henholdsvis juni og september 1799. I juni blev franske tropper trængte tilbage af angribende østrigere, mens billedet var vendt i september. Nu var det Frankrigs tur til at angribe og overvinde en russisk-østrigsk hær.

I årene 1803-1814 var Zürich sammen med fem andre regioner kantoner, hvor forbundsledelsen gik på omgang mellem kantonerne.

I 1814 blev en ny forfatning vedtaget i kantonen. Den lagde magten hos de 10.000 borgere i selve byen Zürich på bekostning af de omkring 200.000 i landdistrikterne. I kantonens parlament havde byens repræsentanter absolut flertal. I 1830erne blev denne skæve repræsentation rettet op, og magtbalancen tippede til fordel til indbyggerne uden for selve Zürich.

Hovedstad og ekspansion i økonomien

1800-tallet også begyndelsen til Zürichs opgangstider, der var den første massive vækst siden 1500-tallet. De gamle forsvarsværker omkring byen blev sløjfet i 1830erne, og mange nye gader og kvarterer blev anlagt. Tiden var også jernbanens som det nye transportmiddel, og den første bane i Schweiz åbnede i 1847 og forbandt Zürich og Baden.

1839-1840 og igen i 1845-1846 nød Zürich en status som føderal hovedstad. Kort efter, i 1848, blev Bern valgt som landets permanente hovedstad. Bern blev landets politiske centrum, men initiativer af ikke mindst jernbanemagnaten og administratoren Alfred Escher gjorde Zürich til landets økonomiske lokomotiv.

Escher fik gennemført love og tiltag, der gav kraftig vækst i den finansielle sektor, turismen og i produktionen. Dermed var grundlaget skabet for Zürichs fremtidige og fortsatte status som internationalt centrum for bankvæsen og anden økonomisk virksomhed. I 1877 blev Zürichs børs etableret som den vigtigste i Schweiz.

Zürich voksede, og i 1893 og igen i 1934 blev en del af området omkring Zürich indlemmet i det officielle byområde. I alt drejede det sig om 19 kommuner, der efterhånden havde udviklet sig til forstæder.

Zürich i 1900-tallet

Med Schweiz’ neutralitet under 1. Verdenskrig blev Zürich intellektuelt fristed, hvor flygtninge og anderledes tænkende søgte til; fx boede Lenin her en tid i 1916 under sine forberedelser til den Russiske Revolution.

James Joyce kom til byen, hvor han skrev sit hovedværk Ulysses, og en række tilflyttede kunstnere dannede i 1916 bevægelsen ”Dada”, der senere etablerede den berømte Cabaret Voltaire.

1920erne blev en stor vækstperiode i Zürich, hvor byen og dens forstæder blev kraftigt udbygget. I denne tid blev der opført mange bygninger i modernistisk arkitektur. Årtiet blev dog afsluttet i økonomisk krise som så mange andre steder i verden, og Zürich som industriby var hårdt ramt på produktionen og deraf følgende stigning i arbejdsløsheden.

Fascismen i Italien og nazismen i Tyskland fik gennem 1930erne en del til at flytte fra disse lande til Schweiz, og mange kom til Zürich, hvis kulturliv med nye kræfter blev et af de førende i den tysktalende verden. I Zürich selv var der også både nazister og kommunister i denne tid, men partierne fik dels ikke tilslutning som i nabolandene og dels blev deres aktiviteter stoppet gennem lovgivning.

2. Verdenskrig til i dag

Umiddelbart efter 2. Verdenskrig, som Zürich og Schweiz rent fysisk var sluppet nådigt gennem, startede blandt andet store offentlige bygningsprogrammer, som igangsatte en ny økonomisk vækst. Boligbyggerier og vedtagelsen af investeringen i en stor lufthavn i forstaden Kloten var blandt de mest betydningsfulde investeringer.

I 1946 kom byen på det storpolitiske verdenskort, da engelske Winston Churchill holdt sin berømte Europatale i Zürichs universitets aula. Talen var en vision om et forenet Europa.

De følgende år udviklede Zürich sig hastigt til at blive et af verdens førende finansielle centre, og Zürichs børs er i dag en af verdens største, og byen er blandt de vigtigste markedspladser for verdens guldhandel. Det var flere årtier med vækst, den schweiziske storby oplevede og fortsat lukrerer på.

I 1962 toppede byens befolkningstal med 445.000; dog bor der betydeligt flere i storbyområdet, hvor mere end kommunen Zürich regnes med. I denne tid blev der udviklet planer om en fuldt udbygget undergrundsbane, men denne blev vraget af befolkningen, og en af blot få byggede stationer er Tierspital, der i stedet en et stop på det sporvognsnet, der løbende er blevet investeret i.

Byen er i dag meget velholdt, og der er investeret meget i fastholdelse af et bredt kulturudbud. Rent geografisk har byområdet bredt sig langs Zürichsøen og også mod andre kantoner.