San Francisco rejseguide

Den tidlige bosættelse

San Francisco-området har været beboet i tusindvis af år, og før den europæiske tilstedeværelse menes der at have boet omkring 10.000 indianere her. Indianerne langs vestkysten blev senere under ét kaldt ohlone, de vestlige folk. Der var dog mange forskellige stammer repræsenteret langs kysten.

Stammerne bosatte sig oprindeligt omkring San Francisco Bay, som var et gunstigt område for jagt. De handlede senere med stammer i omkringliggende områder.

Den europæiske ankomst

Spanierne kom sejlende langs den californiske kyst til det nuværende San Francisco-område i 1542, men ved denne lejlighed og gennem de følgende århundreder skete der ingen europæisk bosættelse. Spanierne sejlede heller ikke ind i San Francisco Bay, som de ad flere omgange sejlede forbi grundet tåge.

Under ledelse af Gaspar de Portolà ankom spaniere i 1769 til området rundt om bugten, som de udråbte som spansk territorium under vicekongedømmet Ny Spanien. Det var den 2. november, hvor ekspeditionen blev de første europæere i bugten ud for den nuværende storby.

Spanierne noterede sig ved den lejlighed, at bugten var en stor naturhavn, og at området derved var strategisk vigtigt. I 1774 udvalgte en ekspedition med Juan Bautista de Anza som leder steder, hvor militæret skulle etablere sig, og hvor der skulle bygges en mission.

Militært blev Presidio herefter anlagt, og Juan Bautista de Anza grundlagde den kirkelige Mission Dolores under det oprindelige navn, Mission San Francisco de Asis. Det skete i 1776, og missionen var ledende i kulturel opbygning og i at konvertere indianere til kristendommen.

Mission Dolores blev startskuddet til områdets europæiske dominans, og i mange årtier var missionen centrum for aktiviteten i det, der senere voksede sig til en egentlig by,

Der skulle dog også være adgang fra søsiden, og derfor blev de første ankerpladser etableret. Det skete i området ved det nuværende Lower Market Street, der siden de Anzas tid er blevet til indvundet land.

Handelsfolk fra flere lande

Spanierne var dem, der koloniserede Californien, men Spanien var ikke den eneste nation, der havde interesse i det amerikanske landområde.

I 1786 kom franske Comte de La Pérouse til San Francisco, som har udførligt beskrev. Seks år senere var det britiske George Vancouver, der besøgte stedet; efter sigende for at få information om de spanske byer i området.

Russiske handelsfolk var også meget aktive langs den nordamerikanske vestkyst. Pelshandlere fra Rusland slog sig således ned og koloniserede området fra Alaska i nord til californiske Fort Ross i syd. Det gjorde de i årene fra 1770 og cirka 70 år frem. I dagens San Francisco er kvarteret Russian Hill navngivet efter de russiske handelsfolk og sømænd.

Den mexicanske by

Det spanske styre blev med årene svækket, og i 1821 kom området til at høre under det selvstændige Mexico. Det var en periode, hvor det ikke kun var spanske mexicanere, der satte præg på byen.

Englænderen William Richardson var ham, der satte gang i udbredelsen af en byudvikling. I 1835 byggede han som den første sit hus væk fra området umiddelbart omkring Mission Dolores’ beliggenhed.

Richardson byggede tæt ved missionens ankerplads ved San Francisco Bay, og sammen med Francisco de Haro udlagde han gader til den videre udvikling af byen. Ved ankerpladsen voksede en bosættelse derefter frem, og den blev kaldt Yerba Buena. Navnet kom fra en plante, der i rigt omfang voksede på stedet for bosættelsen.

Yerba Buena blev senere navnet på et kvarter i byen, der i dag er south of Market, og som blandt andet rummer Yerba Buena Gardens. Selve byen blev kaldt San Francisco efter den første missions navn. Byens centrum var en plads, der i dag er Portsmouth Square.

I slutningen af 1830erne var San Francisco i stigende grad blevet et populært sted for amerikanske nybyggere, der søgte lykken mod vest. William Richardson selv fik et stort stykke land i Marin Country, hvor han flyttede til Rancho Sausalito i 1841. Richardson Bay bærer i dag hans navn.

Nybyggere og USA’s land

I 1840erne var Yerba Buena stadig en ganske beskeden bosættelse. I midten af årtiet boede der godt 200 mennesker, men indbyggertallet blev nærmest fordoblet, da 240 mormoner kom sejlende hertil for at slå sig ned i 1846. En af dem var Sam Brannan, der senere blev en af byens velstående personer.

USA var i sidste halvdel blevet uafhængigt fra britisk styre, og det ekspanderende USA kom i krig med Mexico. Det var en krig, der rasede i årene 1846-1847, og under krigen udråbte den amerikanske flådekommandør John D. Sloat Californien som amerikansk territorium.

Sloat proklamerede den amerikanske overtagelse 7. juli 1846, og blot to dage senere ankom flere krigsskibet USS Portsmouth til Yerba Buena for at gøre krav på byen. Det gjorde besætningen ved at hejse det amerikanske flag på byens centrale plads, der herefter blev navngivet Portsmouth Square for at mindes skibet, sømændene var kommet med.

Sekundløjtnant Henry Bulls Watson blev leder af den amerikanske garnison, og løjtnant Washington A. Bartlett blev byens leder; den såkaldte alcalde. Bartlett proklamerede, at Yerba Buena skulle skifte navn til San Francisco, hvilket fik effekt fra 30. januar 1847.

San Francisco og resten af Californien blev formelt amerikansk territorium i 1848 med Guadalupe Hidalgo-traktaten, der afsluttede krigen mellem USA og Mexico. Californien blev en stat i USA i 1850.

Guldfeber

Det øde landområde på den vindblæste halvø havde ikke de ressourcemæssige forudsætninger for en større opblomstring, men det blev ændret i 1848, hvor der boede omkring 1.000 mennesker i San Francisco.

Det år startede den californiske guldfeber, da James W. Marshall fandt guld ved Sutter’s Mill i californiske Coloma; fundet fandt sted kun ni dage, før Californien blev amerikansk. Guldfundet fik omkring 300.000 mennesker til at søge lykken ved at tage til Californien fra udlandet eller fra andre steder i USA.

Guldgraverne kaldtes for forty-niners efter året 1849, og det er siden da blevet til navnet på det berømte footballhold, San Francisco 49ers. Guldet og guldgravernes tilstedeværelse gjorde, at der blev anlagt nye veje, bygget kirker og skoler og meget andet i Californien.

Guldfeberen medførte, at San Franciscos befolkning steg fra 1.000 i starten af 1848 til 25.000 i slutningen af 1849. Væksten fortsatte gennem 1850erne, og den fik ny næring efter offentliggørelse af sølvfundet ved Mount Davidson i det vestlige af datidens Utah Territory i 1859. Folk størmmede til, og havnen i San Francisco emmede af vækst, der sikrede byen en hurtig udbygning.

En del af San Franciscos identitet og sammensætning af befolkningen blev grundlagt i årene omkring guldfeberen. Den hastige vækst i indbyggertallet lagde pres på byplanlægningen, der resulterede i mange smalle gader, som fortsat præger byens centrum i dag. Desuden startede en stor indvandring af kinesere, som søgte arbejde i minerne og i andre erhverv som følge af guldfeberen. De blev starten på byens Chinatown.

Der blev også grundlagt mange virksomheder i forbindelse med guldfeberen og de nye muligheder efter den store befolkningstilvækst. Nogle eksempler er den transkontinentale jernbane, hvor mange kinesere arbejdede, Wells Fargo og Levi Strauss & Co.

Guldfeberens vækst skabte også et vist kaos, der herskere i San Francisco som i andre minebyer. Det var tydeligt i 1850erne, hvor der blev grundlagt en selvtægtskomité, som ville rense byen for korruption og anden dårskab. Komitéen lynchede 12 personer og tvang embedsmænd til at opsige deres stillinger. Den bragte også fokus på byens stigende antal kinesere, og det gav nye uroligheder grundet raceforskelle, hvilket endte med lovgivning om begrænsning af kinesisk indvandring fra 1882.

1850erne var en boomende periode, hvor San Franciscos høje befolkningsvækst gjorde, at udbygningen måtte forceres på en måde, så sanitære forhold ikke kunne følge med på samme måde som ved en normal udbygning af byer. Det medførte, at kolera fra indkommende skibe nemt kunne brede sig i både 1850 og 1855. Sundhedssystemet var almindeligvis et anliggende for staten, men grundet koleraepidemierne blev ansvaret for hospitaler overdraget til de lokale counties, hvilket stadig er gældende i Californien.

Struktur og industrialisering

Efter det udbredte vækst- og selvtægtskaos i 1850erne, blev 1860erne og de følgende årtier en periode, hvor San Francisco for alvor udviklede sig til en rigtig amerikanske storby.

Byen fik mange nye kvarterer i en nærmest eksplosiv vækst. Western Addition, Haight-Ashbury, Eureka Valley og Mission District er navne på nogle af de nye områder, der blev udlagt og bebygget i årtierne i 1800-tallets slutning. Bystyret udlagde også store rekreative områder som fx Golden Gate Park, der blev etableret i 1887.

Mange større virksomheder var også blevet grundlagt som fx Levi Strauss & Co. og Wells Fargo Bank, der var lokomotiver i byens industrialisering og finansielle udvikling, der blev styrket med byens børs i 1882. I samme periode byggede byens stigende antal velhavere som fx jernbanemillionæren Leland Stanford fornemme beboelser på Nob Hill.

Flere institutioner blev også grundlagt disse år. I 1864 kom kirurgen Hugh H. Toland til San Francisco fra South Carolina, og han etablerede Toland Medical College, der senere blev et af de første tre kollegier i University of California i San Francisco. I 1898 blev kollegierne samlet som campus efter beslutning og donation af jord fra borgmester Adolph Sutros side.

San Franciscos udvikling og efterhånden meget store geografiske udstrækning krævede også en infrastruktur, der gjorde transport og logistik nem i den voksende by. Det blev besværliggjort af de mange stejle bakker, som byen lå på, men dette problem løste Andrew Smith Hallidie med konstruktion af byens nu meget berømte kabelbaner, der trak sporvogne op og ned ad bakkerne. I alt blev der med tiden etableret et stort net af baner, der forbandt mange af San Franciscos kvarterer.

Kulturelt var San Francisco også i vælten, og kendte forfattere som Rudyard Kipling, Mark Twain og Oscar Wilde opholdt sig gennem årene i byen. Ved indgangen til 1900-tallet var San Francisco blevet USA’s største by vest for Mississippi, og en kort overgang var den også staten Californiens hovedstad.

Indgangen til 1900-tallet

Omkring år 1900 fik borgmester James D. Phelan succesrigt udstedt obligationer, der gav San Francisco midler til vigtige offentlige investeringer. Pengene blev blandt andet anvendt til et nyt system af kloaker, to parker, et bibliotek, et hospital og sytten nye skoler.

Mod 1900-tallet var behovet for større og mere konsekvent byplanlægning nemlig blevet nødvendig. James D. Phelan fik ikke bare sat gang i nye anlæg, han iværksatte også udviklingen af den første større plan for byens fremtid. Det var en fremtid, han så som en slags Paris ved Stillehavet.

I år 1900 ankom et skib til havnen, og det fik konsekvenser for San Francisco de følgende år. Skibet havde rotter ombord, som var smittebærere af byldepest. Smitten bredte sig og hærgede byen til 1904, hvilket i øvrigt var den første pestepidemi på det amerikanske fastland. Under pesten blev en del af Chinatown bragt i karantæne, og alle begravelser blev forbudt inden for bygrænsen; de blev henlagt til den nærliggende by Colma.

Byen rystes til grus

Den 18. april 1906 blev San Francisco ramt af et jordskælv med en styrke på 7,8 på Richter-skalaen. Jordskælvet skyldtes en rystelse over en 400 km lang strækning af San Andreas-forkastningen fra San Juan Bautista til Eureka. Epicentret for skælvet var i vandet umiddelbart ud for San Francisco, og den korte afstand var afgørende for rystelsernes kolossale ødelæggelse af byen.

Jordskælvet rev mange af San Franciscos vandledninger over, og brande startede utallige steder i byen. Brandene rasede uden kontrol i dagevis, og i alt blev cirka 80 % af byen fuldstændigt ødelagt; blandt andet stort set hele centrum. Mange af byens indbyggere var fanget mellem brande og vandet i San Francisco Bay, og en større evakuering blev igangsat over netop bugtens vand. Der blev også etableret flere lejre, hvor husvilde kunne leve som flygtninge, efter at deres boliger var blevet ødelagt.

Det officielle dødstal i forbindelse med jordskælvet blev fastsat til 478; i år 2005 blev tallet korrigeret til flere end 3.000 døde. Det lave tal fra 1906 menes at bero på, at man søgte at bevare folks moral så høj som mulig i det kæmpe genopbygningsarbejde, der forestod.

På samme måde skulle byen San Franciscos renommé som vækstby med gode muligheder for investeringer bevares i det øvrige USA. Dette hensyn gjorde, at man blandt andet forskønnede postkost og billeder i tiden efter jordskælvet, så det ofte så ud, som om de væsentligste bygninger og institutioner stadig stod intakte i San Francisco.

Den store genopbygning

Jordskælvet den 18. april 1906 var den mest ødelæggende naturkatastrofe i Californiens beboede historie, og med 80 % af byen i grus skulle et enormt genopbygningsarbejde igangsættes for at få San Francisco på fode igen.

En af de mest ambitiøse planer fremkom byplanlæggeren Daniel Burnham med. Hans vision for San Francisco inkluderede en række boulevarder og radialgader med Haussmanns Paris som forbillede. Han fremlagde også tanker om et stort Civic Center og en række andre projekter for byen.

Burnhams projekt blev ikke vedtaget, idet man mente, at det ikke var realistisk at gennemføre. Mange jordejere var også imod forslaget, fordi det krævede store offentlige jordkøb til etablering af de mange veje og anlæg. Flere elementer fra Burnhams vision blev dog gennemført i genopbygningen af San Francisco.

Der blev fx etableret et stort Civic Center med byens rådhus som centrum, og mange gader blev gjort bredere, selv om gadenettet fra før jordskælvet blev genbrugt. Burnhams forslag om en bane under Market Street og et monument på Telegraph Hill så også dagens lys.

I genopbygningsårene efter jordskælvet i 1906 opstod også et forslag fra byen San Francisco om at skabe en slags stor-San Francisco med byerne omkring San Francisco Bay. I forslaget ville det centrale San Francisco fungere som Manhattan i storbyen New York. Forslaget blev nedstemt flere gange, så San Franciscos bygrænser lå fast.

Genopbygningen gik så stærkt, at byen allerede i 1915 var vært for den store amerikanske udstilling, der fejrede Panamakanalens åbning; Panama-Pacific International Exposition. Udstillingen var vigtig for San Francisco, der derved kunne vise verden, at byen igen var som i sin tidligere storhed.

Efter udstillingen blev udstillingsbygningerne alle destrueret med undtagelse af Palace of Fine Arts, der blev nedrevet og genopført med ændringer i forhold til det oprindelige design. Området, hvor udstillingen havde ligget, blev udviklet til Marina District.

San Francisco havde gennem den store genopbygning med utallige nybygninger skabt grundlaget for endnu en blomstringstid, men USA stod som øvrige dele af verden over for økonomisk hårdere tider fra 1929 og gennem depressionen i 1930erne.

Depression, broer og verdenskrig

1930erne var præget af massearbejdsløshed og økonomisk nedgang i forhold til 1920ernes opsving. Store offentlige anlægsprojekter blev igangsat mange steder i landet for at genoprette økonomien og for at skabe arbejdspladser.

I San Francisco gik anlægsarbejderne hånd i hånd med byens videre udvikling. Byens isolerede position på halvøen mellem Stillehavet og San Francisco Bay blev nemlig brudt i 1936 og 1937, da henholdsvis Oakland Bay Bridge og Golden Gate Bridge blev åbnet. De kolossale broer bandt hele San Francisco Bay-området sammen på en ny måde og afløste færgetrafik og lange kørsler omkring bugten.

Der blev også holdt endnu en international udstilling i San Francisco i 1930erne. Det var Golden Gate International Exposition i 1939, som kunne besøges på Treasure Island. Det var også i denne tid, at det militære anlæg på øen Alcatraz blev indrettet som højsikkerhedsfængsel. Det kom til at huse fanger som Al Capone og Robert Franklin Stroud, der blev kendt som The Birdman of Alcatraz. Det tilnavn fik han, fordi han under indsættelse i Leavenworth-fængslet reddede tilskadekomne spurve og derefter helligede meget af sin tid med opdræt af fugle.

Under 2. Verdenskrig var San Francisco stor forsynings- og udskibningshavn i forbindelse med Stillehavskrigen mellem USA og Japan. En senere meget kendt forsendelse blev udskibet med USS Indianapolis i januar 1945; det var komponenter til den første atombombe, som skulle til Tinian.

Stillehavskrigen mod Japan fik også stor betydning på en meget direkte måde for en del af San Franciscos indbyggere. I bydelen Japantown boede den største japanske befolkningsgruppe udenfor selve Japan. Som et resultat af bestemmelsen kaldet Executive Order 9066 blev alle indbyggere født i Japan eller med japansk afstamning i USA interneret.

Med den tvungne internering af japanere kom en væsentlig del af Japantown til at stå ubeboet hen, og det udnyttede mange sorte tilflyttere, der kom fra USA’s sydstater for at finde job i Californien. De sorte flyttede ind i både Japantown og andre områder, og migrationen ændres sammensætningen af byens befolkning.

I efterdønningerne af 2. Verdenskrig blev De Forenede Nationer stiftet, og den stiftende FN-konference blev holdt i San Francisco. Konferencen blev holdt i War Memorial Opera House, og den 26. juni 1945 blev FN-charteret underskrevet i byens Herbst Theatre. Stillehavskrigen blev også formelt afsluttet i San Francisco. Det skete med underskrivelse af San Francisco-traktaten i 1951. Traktaten sluttede på papiret krigen og etablerede fredelige relationer mellem USA og Japan.

Efterkrigsårene

Under 2. Verdenskrig var der kommet mange amerikanske soldater, officerer og andet militært personnel gennem San Francisco på vej til eller fra Stillehavskrigen. En del af dem slog sig efter krigen ned i byen, som derved igen ekspanderede; denne gang med kvarterer som Sunset District og Visitacion Valley.

Befolkningstætheden og udbygningsgraden steg i San Francisco, og det var også en tid med en bedret privatøkonomi, hvor amerikanske familier i stigende grad anskaffede biler og andre forbrugsgoder.

Væksten i befolkningstallet medførte et pres på San Franciscos transportsystem, og mange nye biler gjorde, at vejnettet løbende blev udvidet. Selskabet Caltrans iværksatte et stort og omfattende projekt med at anlægge motorveje i San Francisco Bay-området, hvor der i forvejen var pres på landområderne.

Motorvejsplanerne blev vanskelige for Caltrans i San Francisco, hvor nye pladsen til nye motorveje ville resultere i store genhusningsprojekter og dyre opkøb af jorder. Derfor begyndte Caltrans på et tidspunkt i stedet at udbygge eksisterende veje til motorveje ved at bygge i to etager. Disse var dog ikke seismisk sikre, og i 1959 vedtog byrådet et forbud mod anlæggelsen af flere motorveje i byen.

Gennem 1950erne blev der også saneret i mange kvarterer med dårligere bebyggelser. Borgmesteren George Christopher hyrede M. Justin Henman til at forestå byudviklingen, og Justin Henman startede nedrivninger af store områder i blandt andet Japantown og Western Addition. Nogle indbyggere måtte flytte til andre kvarterer i den anledning, og en del flyttede til Oakland på østkysten af San Francisco Bay.

Justin Henman fik skabt meget nyt i San Francisco; Embarcadero Center, Yerba Buena Gardens og Embarcadero Freeway er sammen med nye boligområder eksempler herpå. Embarcadero Freeway umiddelbart foran Ferry Building er i øvrigt senere blevet revet ned til stor glæde for mange af byens indbyggere.

Blomster, hippier og homoseksuelle

San Francisco havde med sin brogede befolkningssammensætning og hastige udvikling ofte været arnested for kulturelle brydninger, og det skete også i sidste halvdel af 1900-tallet, hvor mange modkulturer trivedes her.

Byen blev centrum for 1960ernes store og verdensomspændende hippiebølge og andre alternative kulturer. Det smittede af på musikken, hvor byen fostrede førende navne som Jefferson Airplane og Grateful Dead.

Senere, i 1980-1990erne blev byen centrum for landets punk og trash metal, og politisk var byen efter amerikanske forhold ganske venstreorienteret. Det var også tiden, hvor byens ry som liberal overfor homoseksuelle for alvor fik status som denne gruppes hovedstad i USA.

San Francisco havde dog allerede fra tidligere i 1900-tallet haft en relativt stor homoseksuel befolkning. Denne var blandt andet vokset under 2. Verdenskrig, hvor det amerikanske militær aktivt frasortede homoseksuelle, før de kom i tjeneste. En del af denne sortering fandt sted i San Francisco. Store grupper homoseksuelle flyttede til byen fra 1960erne og frem, og de satte deres præg på byen; hovedsageligt i bydelen Castro.

De mange bøsser og lesbiske skabte også modstand blandt nogle af byens andre borgere. Kulminationen på den fandt sted 27. november 1978, hvor borgmester George Moscone og Harvey Milk blev skudt og dræbt på byens rådhus. Milk var folkevalgt og stod åbent frem som bøsse.

1970erne var ikke kun et årti med kulturel opblomstring og spændinger mellem nogle befolkningsgrupper. Der blev også bygget nyt i San Francisco, der også etablerede et forbedret offentligt transportsystem med åbningen af BART-togene mellem centrum og andre byer i San Francisco Bay-området.

Slutningen af 1900-tallet

I 1980erne blev byens skyline markant ændret med opførelsen af en række kontorskyskrabere i Financial District og høje lejlighedsbyggerier i andre kvarterer. Det fik byens borgere til at opponere på samme måde som ved 1950erne anlæg af nye motorveje, og bystyret måtte indføre begrænsninger på højden af nybygninger.

Det var også et årti, hvor byens berømte kabeltrukne sporvogne blev renoveret til glæde for både lokale og turister. Sporvognenes skæbne havde været diskuteret gentagne gange gennem årene, hvor de fleste af de oprindelige linjer var blevet lukket.

Med 1980erne kom der også mange hjemløse til San Francisco. Situationen var betinget af en række politiske faktorer i USA, og det milde klima i den californiske storby tiltrak sammen med byen relativt gode velfærdssystem i forhold til resten af USA mange mennesker, der boede på gaden.

Den 17. oktober 1989 blev San Francisco-området ramt af et jordskælv, hvis epicenter ramte godt 110 km syd for byen i San Andreas-forkastningen ved bjerget Loma Prieta. Skælvet havde en styrke på 6,9 på Richterskalaen. Ødelæggelserne var store, og flere motorvejsstrækninger kollapsede. Det gjaldt fx Embarcadero-motorvejen, som borgmester Art Agnos besluttede ikke at genopføre efter skælvet. Med den beslutning blev den centrale del af byen på sin vis genåbnet mod San Francisco Bay.

1989-skælvet fik alvorlige konsekvenser for byen og Californien. Det resulterede i 63 dødsfald og 3,757 tilskadekomne, men i set i forhold til skælvet i 1906 stod San Francisco ikke overfor samme enorme genopbygningsopgave. Det hårdest ramte område i byen var Marina District, hvor fire mennesker omkom. Oakland øst for San Francisco Bay blev også ramt, og idet Oaklandsiden af Oakland Bay Bridge flyttede sig 18 cm mod øst, faldt en del af broens øvre dæk ned.

Gennem 1990erne blev promenaden langs vandet, The Embarcadero, etableret, og militærområder blev overgivet til byen, der derved kunne skabe nye, rekreativer arealer til borgerne. Det store område, The Presidio, blev overdraget til National Park Service, og det har i dag status af nationalpark.

San Francisco i dag

Udviklingen gik stærkt i slutningen af 1990erne, hvor dotcom-økonomien boomede, og hvor iværksættere, programmører, marketingfolk og sælgere i stigende grad flyttede til byen med deres gode lønninger. Det skabte grobund for en stigning i boligpriser og huslejer, som medførte, at mange af byens ikke så velstående måtte flytte væk.

Rigdommen og tilflytningen varede, indtil dotcom-bølgen var ovre i 2001. Mange virksomheder lukkede, og byens befolkningstal faldt med en kvart million. Mange kontorer i ikke mindst South of Market stod tomme, og huslejepriserne fortsatte ikke med at stige.

Økonomien var dog allerede på vej frem igen i 2003. Den var båret af en stigning i turismen til byen og af en internetbølge, som igen bragte mange it-folk og iværksættere til byen. Huslejerne steg igen, og der blev fremlagt mange store planer for nye byggerier. En del af disse blev dog senere opgivet grundet den recession, der indtraf i slutningen af årtiet.

Recessionens økonomiske konsekvenser kunne igen kun mærkes få år, før et nyt tech-boom bragte ny vækst i byggerier og tilflytning til byen, der for første gang havde over 800.000 indbyggere.

I de seneste år er San Francisco også kulturelt på vej fremad og står parat som aldrig før til at modtage turister med sin naturskønne beliggenhed og mange underholdningstilbud.