Se på kortet
Mairie de Rennes, Place de la Mairie, Rennes, Frankrig
Læs om byen
Rennes er en by i det nordvestlige Frankrig, hvor den er hovedstad i regionen Bretagne. Historisk var den kendt som Condate i Romerriget, og den blev befæstet i år 275 grundet mange spændinger og kampe i regionen. Gennem mange århundreder skiftede herredømmet over byen og Bretagne. I 1200-tallet blev Rennes underlagt Frankrig en overgang, men freden var ikke forbi, og det kom bl.a. til en arvefølgekrig i Bretagne i midten af 1300-tallet. Englænderne blev med tiden fordrevet fra regionen, og i Rennes fungerede et eget parlament. I 1491 blev Bretagne dog underkastet den franske krone, og Rennes og regionen blev formelt en del af Frankrig i 1532. Rennes voksede herefter som bl.a. en handelsby. I 1720 ødelagde en brand store dele af byen, og nutidens byplan er delvist et resultat en genopbygning herefter.
I dag er der mange seværdigheder i Rennes’ hyggelige gader og store pladser. Man kan starte på Place de la Mairie, hvor man kan se Rennes’ rådhus på den vestlige side af pladsen. Det er en barokbygning fra 1734-1743, som Jacques Gabriel tegnede som en del af genopbygningen efter branden i 1720. I nichen under rådhustårnet stod der oprindeligt en status af kong Louis XV, men den blev ødelagt under den franske revolution. Over for den smukke rådhusbygning kan man se Rennes’ operahus, som blev åbnet i 1836 i italiensk stil. Tæt herpå ligger den smukt anlagte plads, Place du Parlement-de-Bretagne, hvor regionen Bretagnes historiske parlamentsbygning ligger. Palæet er fra 1655 og huser i dag en retsinstans.
I gaden Rue Saint-Georges kan man se nogle eksempler på de bindingsværkshuse, som det gamle Rennes før branden i 1720 havde så mange af. Efter branden genopbyggede man med brug af stenhuse, og derfor er der blot bevaret et lille antal af denne type huse. For enden af gaden mod øst ligger Palais Saint-Georges, der blev opført 1670 som klosterbygning. Syd for palæet ligger en smuk lille park, der hører til det tidligere kloster. Fra parken kan man gå til Église Saint-Germain, der blev bygget som købmændenes kirke i primært 1400-1600-tallene. Kirkens arkitektur spænder over både gotikken og renæssancen, og klokketårnet har en særlig historie, idet det oprindeligt fungerede som vagttårn, før det blev overdraget sognet og ombygget til kirketårn.
I den vestlige del af byens centrum kan man se Rennes’ store katedral, som har en lang bygningshistorie. Der har ligget en katedral på dette sted siden 500-tallet, og den nuværende blev opført fra 1100-tallet. Flere gange er bygningen dog styrtet sammen eller delvist revet ned, så facaden og tårnene stammer fra 1500-1600-tallene, mens det øvrige af kirken blev opført fra 1787 til 1845. Man valgte ved den lejlighed at udsmykke kirkerummet betydeligt, og derfor er det et smukt syn, der møder besøgende i dag. I øvrigt kan man se flere bindingsværkshuse i gaden Rue du Chapitre, der ligger lige syd for katedralen. Vest for katedralen kan man også se det bevarede af byportene Portes Mordelaises og tårnet Tour Duschesne, som begge dele udgjorde en del af fæstningsmurene, der omsluttede Rennes fra 200-tallet til de første nedrivninger i 1500-tallet.
I den nordvestlige del af Rennes ligger Place Sainte-Anne som en af byens store og stemningsfulde pladser. Her kan man se nogle bevarede bindingsværkshuse, men også andre af Rennes’ seværdigheder. Her ligger basilikaen Notre-Dame-de-Bonne-Nouvelle, der som en nyere kirke blev opført 1884-1904 som afløser for en ældre kirke. Historisk var der her et ikon af Jomfru Maria malet på træ, som var mirakuløst. Ved siden af den store basilika ligger Rennes’ store jakobinerkloster, der blev grundlagt i 1369. Herfra kan man gå mod øst af Rue Saint-Melanie til en anden af Rennes' store kirker, Église Notre-Dame en Saint-Melaine, hvis historie går tilbage til 1000-tallet. Kirken havde status af katedral i årene 1803-1844. Bag kirken kan man nyde en spadseretur i Parc du Thabor, hvor der bl.a. er en fransk have, en engelsk have, en botanisk have, et rosarium, etorangeri og en musikpavillon.
Topseværdigheder
Rennes Rådhus
Mairie de Rennes
Place de la Mairie
Rennes Opera
Opéra de Rennes
Place de la Mairie
Bretagnes Parlament
Parlement de Bretagne
Place du Parlement-de-Bretagne
Sankt Jørgen Palæ
Palais Saint-Georges
2 Rue Gambetta
Saint-Germain Kirke
Église Saint-Germain
Rue du Vau Saint-Germain
Rennes Katedral
Cathédrale Saint-Pierre de Rennes
Rue de la Monnaie
Vor Frue Basilika
Basilique Notre-Dame de Bonne Nouvelle
Place Sainte-Anne
Jacobinerklosteret
Le Couvent des Jacobins
20 Place Sainte-Anne
Vor Frue Sankt Melaine Kirke
Église Notre-Dame-en-Saint-Melaine
Place Saint-Mélaine
Thabor Park
Parc du Thabor
Place Saint-Mélaine