Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Pécs er en by i det sydvestlige Ungarn, og den er hovedby i denne region. Området har været beboet i flere tusind år, og romerne etablerede Sopianae i begyndelsen af 100-tallet. Nogle hundrede år senere blev byen en vigtig kristen by. Fra starten af 1700-tallet oplevede Pécs en ny vækstperiode for handel, industri og kultur. Der blev bl.a. bygget et nyt rådhus i denne tid, og der blev grundlagt et akademi i byen.

I dag kan man opleve en fin gammel bydel med opførelser fra de seneste århundreder. Pladsen Széchenyi tér er centrum i Pécs, og på den kan man tydeligt se byens afvekslende historie. Den dominerende bygning er Den Velsignede Jomfru Maria Kirke, der blev bygget i 1500-tallet som en moské. Det skete i tiden efter, at området var blevet erobret af de muslimske osmanner, og selv om moskéen blev konverteret til en kirke, kan man fortsat se den islamiske arkitektur.

Man kan også se andre moskéer i byen fra den osmanniske tid, og naturligvis er der også mange kirker i byen. Den mest imponerende er Skt. Peter og Paul Basilika, der i sin oprindelse går tilbage til 300-tallets romerske tid. Basilikaens nyromanske ydre stammer fra en ombygning i slutningen af 1800-tallet, mens det smukke kirkerum går tilbage til middelalderen. Vest for kirken kan man se fæstningstårnet Barbakán, der blev opført i 1400-tallet som en del af bispesædets forsvar.

Umiddelbart syd for Pécs’ basilika ligger byens mest berømte seværdighed. Det er Cella Septichora, der er en bevaret tidlig kristen kirkegård, som er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Stedet er unikt grundet de mange imponerende gravkamre, der hovedsageligt blev opført af velstående familier. På toppen af gravkamrene blev der opført fine mausoleer, og i dag kan man besøge kirkegården og opleve konstruktionerne og deres bevarede udsmykninger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev