Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Debrecen er en by i det østlige Ungarn. Den er landets næststørste by og et af de kulturelle centre i Ungarn. Debrecen oplevede en stor vækst fra sidste halvdel af 1200-tallet, hvor efterdønningerne efter datidens mongolske invasion manifesterede byen som regionalt centrum. Debrecen udviklede sig også som en vigtig markedsby og senere et vigtigt sted for den ungarske reformation. I midten af 1800-tallet var byen en overgang hovedstad, hvilket skete under den ungarske revolution.

Pladsen Kossuth tér er byens centrum, og her ligger et af byens vartegn i form af den store kirke Református nagytemplom. Kirken ligger smukt på pladsen, og den er Ungarns største protestantiske kirke. Den blev opført i nyklassicisme i årene 1805-1824. Man kan også se Debrecens katolske katedral, Szent Anna székesegyház, der er en smuk barokkirke med et fint interiør fra første halvdel af 1700-tallet.

I Debrecen kan man besøge flere spændende museer som fx Déri Múzeum, der er et stort museum for arkæologi, historie, kunst og folklore. Museet ligger i en nybarok museumsbygning, der blev bygget 1923-1929. På Det Reformerte Kollegiums Museum er der også store og spændende samlinger. Man kan også se på andre smukke bygninger som fx teatret Csokonai Nemzeti Színház fra 1865, som er Debrecens ældste og største teater med en arkitektur inspireret af maurisk stil.

Et stykke nord for Debrecens centrum ligger byens store universitet, hvis slotsagtige hovedbygning er en af Debrecens mest kendte opførelser. Bygningen blev taget i brug i 1932 og bygget i en arkitektur, der trækker på både nybarok og eklektisk stil. I samme område kan man besøge termalbadet Aquaticum, hvor man kan nyde undergrundens naturlige vand i forskellige temperaturer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev