Moskva rejseguide

Den første bosættelse
I 800-tallet blev floden Oka anvendt som handelsvej, og området omkring den øvre del af Volga blev mødested for forskellige stammefolk som fx germanere, uralfolk og de slaver, der kom til at bebo stederne.

Egentlige bosættelser i det store område mellem Volga- og Oka-floderne menes etableret i 1000-tallet; i det nuværende Moskvas centrale del lå en mindre landsby omkring år 1100.

Moskvas officielle grundlæggelse var i 1147, hvor Jurij I Dolgorokij, fyrste af Suzdal, mødtes her med en prins fra Novgorod. Mødet bragte landsbyen, der lå i den vestlige del af Vladimir-Suzdal, ind i historiebøgerne.

I 1156 udbyggede og forstærkede Jurij Dolgorokij byen ved at etablere en voldgrav og de første forsvarsværker af træ.

Mongolsk invasion
De asiatiske mongoler hærgede og erobrede enorme landmasser gennem 1200-tallet, og deres fremrykning og senere administration fik konsekvenser for hele det østslaviske område, der er blevet til nutidens Rusland, Hviderusland og Ukraine.

I 1237-1238 erobrede Djenghis Khans barnebarn Batu Khan Vladimir-Suzdal, hvorunder Moskva hørte. Hovedstaden Vladimir og Moskva selv blev brændt, og mongolerne anlagde deres nye hovedstad Saray mod syd. De blev selv kendte som den Gyldne Horde.

Storfyrstendømme
De interne russiske kampe under mongolernes overherredømme var vigtige for, hvilke byer og egne, der blomstrede. I 1283 blev Moskva et fyrstendømme med Daniel som første fyrste.

Byerne Moskva og Tver var nogle af dem, der nød økonomisk fremgang, men i 1327 sluttede Tvers prins sig til et oprør mod mongolerne. Moskvas prins Ivan I sluttede sig til mongolerne og ødelagde Tver og derved en af byens konkurrenter i regionen.

Rivalen Tver var faldet, og Moskva kunne nu tiltrække og etablere den russisk-ortodokse kirkes hovedsæde i byen. Ivan I fik tilmed titel af storhertug af mongolerne, hvilket indebar en større status og magt end tidligere.

Mens mongolerne fortsat hærgede med jævne mellemrum i det russiske landområde, nød Moskva som samarbejdspartner en relativ fred og frihed. Byens hersker blev benyttet som led mellem mongoler og andre russiske folk og stater, og freden med mongolerne fik mange velstående folk til at flytte til Moskva, der dermed voksede.

Udvidelser af riget
Moskva havde med sin økonomisk betydningsfulde flodhandel haft mulighed for at danne en selvstændig bystat. Bystaten betalte dog fortsat penge til den Gyldne Horde til langt ind i 1400-tallet, hvor fyrst Ivan den Store øgede Moskvas magt og indflydelsesområde betydeligt.

Med sejre over andre russiske fyrstendømmer kunne Moskva udvide sit territorium gennem samme århundrede. Novgorod blev overvundet i 1478 og Tver faldt syv år senere. I slutningen af 1400-tallet strakte Ivan III med tilnavnet den stores rige sig til Novrogod mod nordvest, Barentshavet mod nord, Ural mod øst og Tula mod syd. Ivan kaldte sig med god grund hele Ruslands hersker, og han tilkaldte italienske arkitekter til at udbygge den centrale magtbase, Kreml, med blandt andet katedraler. Det var også under Ivan III, Den Røde Plads blev anlagt.

I denne tid blev størstedelen af det etnisk russiske område således samlet og styrket, og mongolerne havde startet deres endelige retræte efter Slaget ved Ugra, der trods navnet aldrig udviklede sig til et egentligt slag.

1500-1600-tallene
Moskvas forsvar blev løbende styrket gennem de følgende århundreder; fx blev bydelene Murbyen/Китай-город, Den Hvide By/Белый город og Jordbyen/Земляной город etableret som en slags cirkulært forsvar omkring Kreml.

Angreb og ødelæggelser forekom dog også flere. I 1547 brændte en stor del af byen, og i 1571 plyndrede krimtatarerne byen, der igen blev nedbrændt; kun omkring 30.000 af byens 200.000 var tilbage efter det.

Fra Moskva øgede Ivan den Grusomme Moskvas magtsfære med Sibiriens kolonisering. Det smittede af på Moskva, der en overgang havde flere end 200.000 indbyggere og dermed var en af verdens største byer.

Mellem 1584 og 1591 blev en bymur anlagt, og den viste sig hurtigt nyttig. Krimtatarerne angreb nemlig igen i 1591, men denne gang kunne fæstningsværkerne holde dem tilbage. Året efter blev forsvaret igen udbygget med en ydre jordvold med 50 tårne. Jordvoldens placering kan i dag ses på et bykort, idet ringvejen Haveringen/Садовое кольцо nu ligger her. Uden for volden lå flere befæstede klostre som sydligste skanser.

Boris Godunov var statsminister og senere zar omkring år 1600, og byen skulle herefter blive ramt af hårde tider. Først ramte en voldsom hungersnød 1602-1603, og så kom tropper fra Polen-Litauen og besatte byen i 1610. Der gik to år, før et oprør ledte til deres nederlag og tilbagetrækning.

Strabadserne var ikke ovre med det. I 1626 og igen i 1648 brændte store dele af byens mange træhuse, og i årene 1654-1655 døde hovedparten af Moskvas indbyggere i den pestepidemi, der ramte.

I mellemtiden var Romanov-dynastiet blevet etableret som zarer. Det startede med Mikhail Romanov i 1613, og dynastiet sad på den russiske zartrone helt frem til bolsjevikkernes politiske omvæltning i 1917. Med Mikhail Romanovs tiltræden var Moskva trods brande og pest gået ind i en tid, hvor byen igen blomstrede, og riget udvidede sig løbende mod syd.

Peter den Stores nye Rusland
Zar Peter I den Store rejste rundt i Europa 1697-1698, og det fik stor betydning for Moskva. Zaren grundlagde i 1703 Sankt Petersborg, og den russiske hovedstad blev flyttet fra Moskva til den nye by, der overtog Moskvas rolle som den politisk og kulturelt dominerende by i riget.

Den russiske adel byggede palæer i den nye hovedstad, og fra en størrelse på omkring 200.000 indbyggere faldt tallet til cirka 150.000 i midten af 1700-tallet.

Det vigende indbyggertal var dog ikke et forhold, der fortsatte, for Moskvas betydelige størrelse og økonomiske betydning blev gennem tiden fastholdt, og antallet af borgere begyndte igen af stige hurtigt.

I Peter den Stores regeringstid var Moskvas gader ved at blive brolagt, i 1730 blev permanent gadebelysning introduceret., og 25 år senere blev byens universitet grundlagt. Selv om hovedstaden lå i Sankt Petersborg, blev byens forsvar også udbygget.

Napoleonstiden
Moskvas status var ikke længere hovedstad, men dens betydning for Rusland blev understreget af, at den var franske Napoleons invasionsmål.

De franske tropper opnåede massive fremrykninger gennem Europa og de store russiske landområder. I 1812 blev det afgørende slag udkæmpet; det fandt sted ved Borodino 130 kilometer vest for Moskva og var på Napoleons vej mod byen.

Her omkom 44.000 russiske soldater og 35.000 franske. Efter slaget trak russerne sig tilbage, og Napoleon kunne indtage Moskva. I stedet for zarens kapitulation og forhandling om fred, blev byen evakueret og delvist brændt. Napoleon og de franske styrker forlod byen inden en måned.

Det blomstrende 1800-tal
Et stort opbygningsarbejde blev gennemført efter Napoleons belejring og kortvarige erobring af Moskva, og byens indbyggertal kom hurtigt til at stige voldsomt i takt med 1800-tallets begyndende industrialisering, der blandt andet medførte nye bydele og byplaner.

Jernbanernes indtog i den russiske storby tog også fart gennem århundredet. Adskillige banegårde blev anlagt i bykernens periferi, og med Den Transsibiriske Jernbane kunne man komme fra Moskva til det østlige Rusland ved Stillehavskysten.

Ny hovedstad i Sovjetunionen
Op til begyndelsen af 1900-tallet blev de politiske beslutninger fortsat truffet af zarerne i hovedstaden Sankt Petersborg, men spændingerne i landet og i Moskva steg med årene, og det endte med en revolution.

Under revolutionen i oktober 1917 var Moskva den russiske by, hvor der var flest kampe i gaderne. Kreml blev indtaget af de kommunistiske bolsjevikker, og revolutionshelten og den kommunistiske leder Vladimir Lenin besluttede at flytte hovedstaden fra Petrograd (Sankt Petersborg) til Moskva. Han indrettede sig med sin regering i Moskva, og det blev starten på Moskvas næste storhedstid som et af verdens mest betydningsfulde politiske centre.

Moskva blev centrum for hele landet og en del af verdens reorganisering. Moskva selv blev under Josef Stalin underlagt verdenshistoriens mest omfattende byplanlægning. Boulevarder, institutioner og utallige nye beboelseskvarterer blev anlagt og bundet sammen af den verdensberømte metro, hvis første linje åbnede i 1935.

Tyskland invaderede Rusland i 1941, og de tyske tropper nåede til Moskvas udkant. Kun 40 kilometer fra byen blev de stoppet af den russiske modstand – og den kolde russiske vinter, der også havde voldt Napoleon problemer.

Efter 2. Verdenskrig blev Moskva udvidet med kolossale nye boligområder og storladne bygningsværker efter Stalins ønsker om at vise den sovjetiske kunnen i form af en monumental hovedstad, hvis lige ikke fandtes.

Byens befolkningstal steg markant ligesom byens betydning i hele Sovjetunionen. Fra en befolkning på 1,8 million ved revolutionstiden i 1917 voksede byen million for million, og i dag er den Europas største by.

Moskva i dag
Efter præsident Mikhail Gorbatjovs glasnost i 1980erne gik Boris Jeltsin på barrikaderne i 1991 og fik etableret Moskva som det nye Ruslands hovedstad, der i de seneste år har været en by med særdeles mange investeringer i nye byggerier samt vedligeholdelse af monumenterne for byens historiske begivenheder.

Hele historien er repræsenteret fra fyrsternes bygninger, zarernes elegance, Sovjetunionens monumentale storhed og dagens ambitiøse og fremadstormende Rusland.

Overalt i byen møder man velstand, indkøbsmuligheder, god mad og seværdigheder, som de mange indbyggere er storforbrugere af.