London rejseguide

Grundlæggelsen i romertiden
Da romerne invaderede England i år 43, skulle de krydse floden Themsen, og her opførte de en træbro. Den lå tæt på dagens London Bridge, og broen blev hurtigt knudepunkt for trafik mellem syd og nord, og på den måde begyndte Londons udvikling.

Selve byen blev etableret som Londinium cirka syv år efter den romerske erobring, og herefter gik udviklingen stærkt. Mange bygninger blev opført i den tidlige vækstperiode i byen, der kronedes med, at Londinium blev romersk administrationssæde i 100-tallet i provinsen Britannia; den afløste Colchester, som indtil da havde den status.

Indbyggertallet var på denne tid allerede på omkring 60.000. Forum blev anlagt ved dagens Leadenhall Market, og det første tempel på St. Pauls blev åbnet. Byen var koncentreret nord for Themsen på stedet, hvor Monument senere blev rejst. Der var badeanlæg, templer, et amfiteater og andre større offentlige anlæg.

Omkring år 200 blev den romerske provins i England delt i to, og London blev hovedstad i den betydeligste del, mens York blev hovedstad i den anden del. Derved var byens blivende status som toneangivende blevet understreget.

I 200-tallet blev Londinium udsat for flere angreb fra søsiden, og det gjorde, at byens forsvar blev udbygget. Det skete med mure langs Themsen, hvor truslen kom fra. I den forbindelse blev seks af byens historiske byporte anlagt; Aldersgate, Aldgate, Bishopsgate, Cripplegate, Ludgate og Newgate er de moderne navne for disse porte.

Angelsakserne kommer
Der blev bygget forsvarsmure omkring Londinium, men romernes tid i Britannia fortsatte ikke gennem århundrederne. I 400-tallet ophørte den romerske magt i området, og den angelsaksiske immigration startede. Der er fundet spor af en angelsaksisk kirkegård omkring Covent Garden, og den menes at datere sig til 500-tallet og måske endda også fra 400-tallet.

Den angelsaksiske by lå lidt vest for den romerske by og derved langs The Strand mellem Aldwych og Trafalgar Square i den nuværende byplan. Byen var kendt som Lundenwic og voksede med årene til over 10.000 indbyggere i den angelsaksiske tid.

Omkring år 600 blev den første kristne katedral på St. Paul’s bygget, og pavens udsendte skulle oprette et ærkebispesæde. Han valgte Canterbury i stedet for London som sæde, men byen voksede dog alligevel; primært grundet den gode beliggenhed ved Themsen, der betød øget handel og flere nye bydele.

Angreb fra vikinger og ny orden
I 842 og 851 blev London angrebet af danske vikinger, og i 865 invaderede de England. I vinteren 871-872 tog vikingerne ophold i London, og de beholdt herredømmet over byen til år 886, hvor Alfred den Store af Essex’ tropper erobrede den.

Byen blev herefter lagt ind under Mercia med Ealdorman Æthelred som leder. Byen blev herefter kaldt Lundenburh, og byen blev styrket med nye forsvarsværker og genetablerede romerske mure. Byens kerne blev også flyttet mod øst og bag de romerske mure igen. Ydermere blev der etableret et befæstet brohoved syd for Themsen i form af Southwark med det daværende navn Suthringa Geworc. Det gamle Lundenwic blev kaldt Ealdwic med henvisning til den gamle bosættelse, og deraf kommer dagens Aldwych.

Æthelred døde i 911, hvorefter Lundenburh blev underlagt Wessex og derved de engelske konger. Byen var allerede i 920erne blevet landets vigtigste handelsby, og i 978 gjorde kongen London til hovedstad.

De danske vikinger angreb dog stadig London. Byen modstod et angreb under vikingekongen Svend Tveskæg i 994, men angrebene fortsatte dog på trods af nederlaget. I 1013 overvandt vikingerne den engelske modstand, og Svend Tveskæg blev kronet til engelsk konge.

Svend Tveskæg døde kort tid efter, og den tidligere engelske konge blev genindsat for en periode, indtil Svend Tveskægs søn Knud igen angreb og erobrede Lundenburh og England. De danske vikinger opnåede først herredømmet over London og England nord for Themsen, og Knud erobrede derefter resten af landet. Vikingen Knud var derved ny konge over både London og resten af England.

Efter de første danske vikingekonger i England uddøde Knuds dynasti, og tronen overgik derefter til angelsakseren Edvard Bekenderen. Under Edvard blev Westminster Abbey grundlagt, og kongen befandt sig primært i netop Westminster.

Edvard Bekenderen døde i 1066, og han efterlod sig ingen klar og formel efterfølger. Jarl Harold Godwinson blev valgt som konge og kronet i Westminster Abbey, men han kom ikke til at sidde længe på tronen. Vilhelm fra Normandiet havde gjort krav på tronen som Edvard Bekenderens efterfølger, og han angreb England og vandt tronen og magten i Slaget ved Hastings den 14. oktober 1066. Vilhelm og normannerne gik mod London, og efter erobringen af den engelske hovedstad blev Vilhelm kronet i Westminster Abbey som kong Vilhelm I.

London vokser
London blomstrede kraftigt i de følgende år; blandt andet gennem de rettigheder byen fik til det omkringliggende land, men der blev også bygget meget som en normannisk befæstning af byen. Tower of London mod øst og Windsor Castle længere mod vest blev opført til forsvar af byen; Tower var den første stenborg i England, hvilke understregede både borgens og Londons betydning.

Administrativt blev London efter fransk forbillede fra 1191 udstyret med en civil regering ledt af en borgmester. Et af initiativerne var at forhindre de hyppige brande ved at bygge brandmure i sten.

Londons generelle politiske indflydelse steg betydeligt i 1100-tallet, hvor det tidligere kun havde været handelscentrum. Westminster Palace blev opført og med det blev den politiske magt i landet etableret.

Af andre opførelser i den tidligere normannertid var også den berømte London Bridge. Anlægget gik i gang 1179, og broen kunne tages i brug i 1209. Broen var vigtig for byen og dens handel, og den var eneste bro over Themsen indtil 1739.

I løbet af 1200-tallet kom mange munke til landet, og de opbyggede hurtigt formuer til opførelse af mange af de store kirkebyggerier, man kan se i dag. Kirkernes antal fulgte et voksende indbyggertal. Omkring år 1100 boede der cirka 15.000 i London, og i år 1300 var tallet vokset til cirka 80.000.

Det globale London
Londons stigende internationale rolle startede også en del af byens udvikling. Industrierne i byen og den travle havn var vigtige dele af den stærkt stigende produktion og handel, som prægede den engelske hovedstad.

Med huset Tudors start som regenter med Henrik VII i 1485 oplevede London igen et byggeboom, og specielt blev der bygget mange palæer og paladser.

Tudortidens 1500-tal blev blandt andet præget af den protestantiske reformation, og London var centrum for de engelske protestanter. De nye religiøse strømninger kom fra det europæiske kontinent til London gennem byens mange internationale forbindelser. I London kunne de protestantiske idéer brede sig gennem byens medier og intellektuelle klasse.

Kong Henrik VIII startede i 1536 opløsningen af de katolske ordener og klostre i England, og det fik stor betydning for London. Religiøst blev kirken naturligvis reformeret, men idet de katolske kirker og ordener ejede store dele af byen, blev byens ejendomsforhold også ændret. Mange af kirkens palæer blev overtaget af forskellige velhavende adelsfamilier.

1500-tallet var også et århundrede, hvor London og England for alvor udviklede en handel med store dele af verden. Rusland, Amerika og Indien var vigtige handelssteder for englænderne, og handelsvirksomheder som Muscovy Compnay og British East India Company opnåede betydelig magt i det voksende imperium.

På samme tid som handelsudviklingen fortsatte Londons indbyggertal med at stige dramatisk. Der boede omkring 50.000 i London i 1530erne, og i starten af 1600-tallet var der cirka 225.000 borgere i byen.

1666
London var blevet udbygget betydelige, og gennem 1600-tallet voksede byen for alvor ud over de gamle bygrænser. Blandt de nye indbyggere var fx en del aristokrater og den engelske landadel, der byggede residenser for ophold i London, hvor de nød byens sociale liv.

Gennem 1600-tallet blev London dog også ramt af flere store ulykker. De sanitære forhold gav grobund for spredning af sygdomme, og flere pestudbrud hærgede hovedstaden. Udbrud i 1665 og 1666 menes at have dræbt 60.000 mennesker eller omkring en femtedel af byens indbyggere.

London var efterhånden en meget stor by med tæt bebyggelse, og i 1666 ramte endnu en ulykke London; byens store brand, der lagde mange kvarterer i det gamle London øde.

Søndag den 2. september 1666 startede en brand klokken 1 om natten i et bageri i gaden Pudding Lane. Der var østenvind, og den fik hurtigt tag i flammerne, som bredte sig til flere bygninger, mange gader og hele bydele. Branden blev først slukket om torsdagen, og de mange dages brand havde sat sine spor i bybilledet.

Omkring 60 % af City var blevet ødelagt af branden, og det var blandt andet gået ud over ikke færre end 87 sognekirker, den gamle St. Paul’s Cathedral, byens børs og en lang række andre bygninger.

Efter branden skulle London genopbygges, og blot få dage efter branden fik kongen præsenteret tre forskellige forslag til nye byplaner af henholdsvis Christopher Wren, John Evelyn og Robert Hooke. Planerne bød på retlinede gader og store pladser efter tidens europæiske forbilleder. I stedet for disse blev London udviklet ud fra gadenettet fra før brandens hærgen.

Den store genopbygning
Efter branden i 1666 gik genrejsningen af den engelske hovedstad i gang. Det blev kun tilladt at benytte træ til døre, vinduer og butiksfacader; ellers skulle de nye bygninger være af sten for at beskytte mod eventuelle fremtidige brande.

Christopher Wrens foreslåede nye byplan blev ikke realiseret, men Wren blev sat i spidsen for genopbygningen af utallige udbrændte og ødelagte kirker samt for opførelsen af en ny St. Paul’s Cathedral. Wrens St. Paul’s står fortsat som en af Londons store seværdigheder, lige som mange af hans kirker er smukke samtidige arkitektoniske perler.

Andre store anlæg så også dagens lys i sidste halvdel af 1600-tallet. Kongemagten, flere adelsmænd og velhavere opførte nye residenser; fx kong Vilhelm IIIs etablering af Kensington Palace som stor residens efter erhvervelsen af ejendommen i 1691.

1700-tallets London
Gennem det følgende århundrede fortsatte den hastige udvikling af London. Byen fik yderligere politisk magt i 1707, hvor parlamenterne i England og Skotland blev samlet under et britisk parlament i det samlede land Kongeriget Storbritannien.

Senere i 1700-tallet brød Syvårskrigen ud mellem en del af Europas førende magter. Krigen blev udkæmpet 1756-1763, og et af de vigtigste resultater for Storbritannien var det franske nederlag, som afsluttede Frankrigs politiske dominans i Europa og store dele af Nordamerika. Det gav plads til Storbritannien, som i denne tid styrkede sin position i blandt andet Indien og Nordamerika, og det nød handelshusene i London stor gavn af.

I midten af 1700-tallet blev London udvidet med flere nye bydele, og det gav ny plads til byens fortsatte vækst. Nogle årtier senere købte George III palæet Buckingham House af hertugen af Buckingham; det var i 1762, og over de næste mange år udbyggede britiske regenter palæet til et nyt storslået residensslot.

Nye industrier kom også til byen, og i 1700-tallet blev Fleet Street udviklet som pressens hjemsted, og herfra blev en del aviser med tiden udgivet. Handelen i byen fik infrastrukturelt bedre muligheder, da man besluttede at etablere en ny bro over Themsen. Det skete med åbningen af Westminster Bridge i 1750, og før den havde al trafik passeret over London Bridge.

1800-tallets boom
Londons befolkningstal rundede en million omkring år 1800, og den engelske hovedstad var dermed verdens største by. Byen var driftig, og velhavernes formuer steg, mens der stadig var udpræget slum og fattigdom for andre. En del af byens liv blev beskrevet af Charles Dickens i Oliver Twist, mens handelen trivedes, og Londons politiske førerrolle i verden blot blev udbygget.

Byens areal blev markant udvidet og befolkningstallet steg til 2,7 millioner i 1851, hvor den industrielle revolution havde videreudviklet London og England særdeles hurtigt. Jernbanen var en årsag til den hurtige vækst. Med den blev der anlagt togforbindelser til forstæder, hvor middelklassen kunne bo og samtidig arbejde i det centrale London.

Den første jernbane i London blev åbnet i 1836, og den forbandt London Bridge med Greenwich. De følgende årtier skød store terminusbanegårde op mange steder i byen, og i 1863 blev verdens første undergrundsbane åbnet i London.

London, England og Storbritannien var på sin internationale højde i årtierne i midten af 1800-tallet. Pragten og imperiet blev vist frem ved udstillingen Great Exhibition i 1851; udstillingen blev holdt i det berømte Crystal Palace.

Londons befolkning voksede gennem hele århundredet, og fra 1 million indbyggere i 1800, boede der 6,7 millioner ved indgangen til 1900-tallet.

London og verdenskrigene
I slutningen af 1800-tallet fik London flere økonomiske og politiske konkurrenter blandt verdens storbyer, hvor ikke mindst Paris og New York begyndte at gøre London rangen striden som centrum for store dele af verdens økonomi og politik.

London fortsatte dog sin udvikling i det nye århundrede. Infrastrukturen blev udbygget med udvidelser af undergrundsbanen, og der blev også anlagt et sporvognsnetværk i byens gader.

1900-tallet startede med et stort britisk imperium styret fra London, men uafhængighedsønsker fra lande og de forestående verdenskrige ændrede den status bid for bid. Under 1. Verdenskrig blev London angrebet og bombet af tyske zeppelin-bombere, og flere angreb ødelagde bygninger i byen.

Efter at have været ramt af den internationale økonomiske krise i 1930erne kom 2. Verdenskrig, der gik hårdt ud over London. Mange børn var blevet evakueret til landområderne i England, og den tilbageværende befolkning levede med beskyttelsesrum og frygt for de mange tyske bombardementer, der ramte gentagne gange og særligt mellem september 1940 og maj 1941. V1- og V2-raketter blev brugt som bomber fra 1944, og i alt blev henved 30.000 dræbt under angrebene. Mange bygningen blev også lagt i grus, og store dele af London måtte genopbygges efter krigens afslutning i 1945.

1945 til i dag
Et stort genopbygningsarbejde blev igangsat fra 1945, men det tog mange år, før krigens ar var helet. I mellemtiden var der dog også tid til andre og mere glædelige begivenheder så som De Olympiske Lege, der blev holdt i London i 1948. Tre år senere blev The Festival og Britain gennemført, og aktiviteterne gav ny optimisme og tro på fremtiden.

Der var mangel på boliger i efterkrigstidens London, og gennem 1950erne og 1960erne blev der opført mange betonboligblokke omkring London, og de gav byen en ny karakter. Nye bydele og forstæder opstod også i denne tid. Årtierne var også en periode med stor indvandring til London fra mange tidligere kolonier og dele af Det Britiske Imperium, og de ændrede tydeligt byens befolkningssammensætning.

Fra 1960erne blev London en kulturel højborg, hvor strømninger kan til overfladen og videre til hele verden. Ungdomskulturen og Swinging London gav global interesse og påvirkning, og det fortsatte med blandt andet new wave, punk og senere britpop-musikken.

Mange af de tidligere så store og betydende industriområder forfaldt i sidste halvdel af 1900-tallet, men fra slutningen af århundredet skete der en udvikling af byen, og mange steder blev de gamle havne og industribygninger vakt til live gennem nye bolig-, kontor- og kulturprojekter. De gælder fx Docklands, der er et aktiv i et gammelt havnekvarter, og gamle kraftværker som Battersea Power Station.

Ny arkitektur var også medvirkende til at sætte London på verdenskortet i det 21. århundrede. Pariserhjulet London Eye ved Themsen er blevet et af byens vartegn, og kendte arkitekter har suppleret byens skyline med spændende skyskrabere som The Shard. London er vært for mange globale begivenheder, men kun få er på højde med De Olympiske Lege, som endnu en gang kom til London i 2012.