Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Oxford er en by, som ligger ved Themsen i området nordvest for London. Byen kendes historisk fra år 911, hvor den blev nævnt som Oxnaforda. Senere i århundredet blev Oxford brændt ned af angribende vikinger, og det gentog sig i år 1009. Der blev i denne tid holdt flere møder i det såkaldte witenagemot i Oxford, og det var på et møde her i 1016, at danske Knud den Store blev anerkendt som konge af England.

Byen udviklede sig i denne tid. Der blev bygget broer til byen, og fra 1096 var der akademisk undervisning i Oxford. I 1790 åbnede Oxford Canal til Coventry og Birminghams industriområder, og det gav ny vækst i byen, som selv oplevede en boom efter den industrielle revolution med bl.a. bilproduktion.

I dag er Oxford en hyggelig by, der for en stor dels vedkommende står i universitetets tegn, men naturligvis er der også andre spændende seværdigheder i byen. Oxfords centrum ligger omkring Carfax, hvor gaderne St Aldate's, Cornmarket Street, Queen Street og High Street mødes. I krydset kan man se Carfax Tower, der er det bevarede tårn fra den ellers historiske St Martin’s Church. Der er en fin udsigt over det centrale Oxford fra det 23 meter høje tårn.

Ved Carfax kan man også se Oxford Town Hall, der både er sæde for byrådet og er et arrangementssted. Den nuværende bygning stod færdig i 1897 og er indrettet med en smuk mødesal, og her kan man også besøge Museum of Oxford, der skildrer historien om byen og dets universitet. Sydøst herfor ligger Christ Church College, hvis kollegiekirke også er Oxfords katedral.

Oxford er naturligvis berømt for sit universitet, og der er mange smukke kollegier i byen. Man kan gå en tur af High Street, som giver adgang til nogle af de mest kendte steder. Her ligger bl.a. kirken University Church of St Mary the Virgin, der står midt i Oxfords universitetsområde. Den nuværende kirke blev opført i 1500-1600-tallene og har et smukt kirkerum og tårn.

Nord for kirken kan man se Brasenose College og All Souls College på hver side af den runde bygning med navnet Radcliffe Camera. Bygningen blev opført i nyklassicistisk stil 1739-1749 som hjemsted for biblioteket Radcliffe Science Library. All Souls College blev grundlagt i 1438, og ved siden af Radcliffe Camera kan man se All Souls College Chapel, der blev opført 1438-1442.

Tæt herpå kan man se den nyklassicistiske Clarendon Building, der blev opført 1711-1715 til at huse forlaget Oxford University Press. I dag er det fine hus indrettet som bibliotek. Ved siden af Clarendon Building kan man se Christopher Wrens smukke bygning, Sheldonian Theatre, som blev bygget 1664-1669. Teatrets interiør er fornemt og særegent, og man kan lægge mærke til Wrens design og Robert Streaters loftsmaleri.

I dette område kan man også se New College, der blev grundlagt i 1379. På kollegiet er det særligt New College Chapel, der er interessant. Det er en smuk kirke med et fornemt interiør med en tilhørende klostergård. Øst for New College Chapel kan man se en bevaret del af Oxfords gamle bymur. Følger man bymuren rundt og fortsætter, kommer man til Queen´s College, hvor man kan se kollegiets kirke, der blev opført i sin nuværende barokke stil 1713-1719.

Ture fra byen

    London

    London

    London er centrum i den britiske verden, og som imperiets hovedstad har byen gennem århundreder fået inspiration fra kulturer over hele verden, og det sætter sit præg i byens gadebillede. London er en metropol, med noget for enhver smag; det gælder seværdigheder, oplevelser og også de mange etniske restauranter, der er her.

    Museerne i London er blandt verdens fineste, og der er noget for enhver smag i British Museums fantastiske samlinger. Imperial War Museum og Tower of London er andre populære valg.

    Buckingham Palace, byens kirker, de politiske institutioner, vartegnene og de mange spændende byggerier i moderne og eksperimenterende arkitektur er også oplevelser. En tur under jorden med London Underground bør man også nå; særligt de gamle stationer er spændende.

    Læs mere om London

     

    Stratford-upon-Avon

    Byen Stratford-upon-Avon er en af de mest besøgte i England. Den lille provinsby med 24.000 indbyggere er ikke mindst kendt som William Shakespeares fødeby og for sine mange bevarede huse i tudorstil. Gaden Henley Street er en af de ældste i Stratford-upon-Avon, og den var her, John Shakespeare i 1556 købte et hus i typisk tudorstil. Huset blev otte år senere, i 1564, stedet, hvor William Shakespeare kom til verden. Ved siden af huset er der indrettet et Shakespeare Centre, der formidler historien om den verdensberømte englænder.

    Er man interesseret i yderligere om Shakespeare, så kan man med udgangspunkt i forfatterens fødehjem tage til andre huse i byen og på egnen, der har haft betydning for ham og hans liv. Det gælder blandt andet Anne Hathaway’s Cottage. Man kan også se Royal Shakespeare Theatre, der er et stort nationalteater, som blev opført til minde om William Shakespeare. Det ligger smukt ved floden Avon centralt i byen.

    Læs mere om Stratford-upon-Avon

     

    Coventry

    Byen Coventry er med sine godt 300.000 indbyggere i selve byen en af de største i Midlands. Coventry rummer mange seværdigheder af både ny og gammel karakter. Grundet byens omfattende våbenindustri under 2. Verdenskrig var den mål for mange bombardementer, og det er en af årsagerne til de mange nyere bygninger, der normalt ikke ses i dette antal i andre større engelske byer.

    Katedralen i Coventry er særlig grundet det moderne udtryk i den nye kirkebygning, der ligger umiddelbart ved siden af den ruin, der blev bombet i 14. november 1940 under 2. Verdenskrig. Den tidligere kirke, der hovedsageligt blev opført i 1300-1400-tallene, var Englands største sognekirke, da den i 1918 blev ophøjet til katedral. Grundstenen til den nye katedral blev lagt 1956, og indvielsen fandt sted 25. maj 1962. Det var samme dag som Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche i Berlin, der som St Michael’s Cathedral står som ruin ved siden af en ny kirke.

    Læs mere om Coventry

     

    Centenary Square, Birmingham

    Birmingham

    Birmingham er Englands næststørste by, og for turister venter en hyggelig by, der er bundet sammen med den omkringliggende region af de mange kanaler, der er gravet dengang, byen var den første egentlige industriby i verden. Kanalerne er stadig en del af byrummet, der siden industrialiseringen er suppleret med meget nyt.

    Industrihistorien er stadig en spændende del af Birminghams identitet, og også i omegnen kan man se nærmere på, hvordan menneskene tog de første skridt mod den effektive storindustri, vi kender i dag. I selve byen kan man i kvarteret Jewellery Quarter se nærmere på Birminghams rolle som førende inden for en særlig industrigren, nemlig det fine håndværk, guldsmedede og juvelererne gennem flere århundreder har stået for.

    Læs mere om Birmingham

     

    Gloucester

    Gloucester er en by med lange historiske rødder og en udvikling, der i høj grad er formet af dens strategiske placering ved floden Severn. Byens oprindelse går tilbage til romertiden, hvor den omkring år 97 blev grundlagt som Glevum Colonia, der var en romersk koloni for tidligere soldater. Som koloni havde Gloucester en høj status og blev udstyret med bymure, et reguleret gadenet, forum og offentlige bygninger, som var tilfældet for romerske kolonier over hele riget.

    Den romerske by fungerede som administrativt og militært center i det vestlige Britannien, og spor af denne periode kan stadig aflæses i byens grundplan og gennem arkæologiske fund. Efter Romerrigets tilbagetrækning forblev Gloucester et vigtigt regionalt centrum, hvilket adskiller den fra mange andre romerske byer, der blev forladt eller reduceret til mindre bosættelser.

    Læs mere om Gloucester

     

    Winchester

    Winchester er en af Englands historisk mest betydningsfulde byer og har fungeret som både politisk, religiøst og administrativt centrum gennem flere afgørende perioder. Byens oprindelse går tilbage til jernalderen, men dens første egentlige bymæssige struktur blev etableret af romerne omkring år 70. Det skete under navnet Venta Belgarum, der fungerede som regional hovedstad for stammen Belgae.

    Den romerske by var omgivet af mure og anlagt med et regulært gadenet, forum, templer og offentlige bygninger, og dens betydning afspejles i de arkæologiske fund, der fortsat gøres i og omkring bymidten. Efter Romerrigets tilbagetrækning fortsatte Winchester som beboet sted, og i den angelsaksiske periode blev den en af de vigtigste byer for administration og militær i kongeriget Wessex.

    Læs mere om Winchester

Tilmeld dig vores nyhedsbrev