Den tidlige historie
Det nuværende Lissabonområde menes bosat siden neandertalere, som uddøde med udbredelsen af homo sapiens. Området har altid ligget godt for bosættelser ved floden og i beskyttelse for Atlanterhavet.
Gennem neolitisk tid har der været forskellige landbrugssamfund, før den egentlige by begyndte at udvikle sig. Arkæologisk fund antyder, at der har været permanent aktivitet omkring dagens Lissabon siden cirka 2.500 f.Kr.
Byens oprindelse
Den første beboelse i det, der senere blev til Lissabon, menes etableret i 1100-tallet f.Kr., idet der er fundet effekter af fønikisk oprindelse fra den tid omkring Lissabons domkirke og borgen Castelo de São Jorge.
Fønikiernes tilstedeværelse var af handelsmæssig betydning. De oprettede en handelspost, som handlede med lokale stammer i områderne langs Tagus-flodens munding. De kaldte handelsstedet for Alis Ubbo, og det var en af de fønikiske udposter set fra administrationen i Gadir.
Arkæologer mener, at lokale stammer bosatte sig som bymæssig bosættelse samtidigt med fønikiernes handelsstation, hvor der blev udveklet varer som metaller og saltede fisk.
Det romerske Olisipo
Efter fønikierne kom Karthago til som regerende magtfaktor på Den Iberiske Halvø og i området omkring Tagus-floden. Romerriget var på samme tid et rige i ekspansion, og efter Slaget ved Ilipa i 206 f.Kr. startede Roms erobring af Hispania, som halvøen var benævnt.
I 138 f.Kr. kunne konsul Decimus Junius Brutus Callaicus indlemme det fremtidige Lissabon i Romerriget. Callaicus lod bosættelsen befæste, og de lokale kæmpede på romersk side mod blandt andet angribende keltere. Som tak herfra fik byen status af Municipium Cives Romanorum med tilhørende rettigheder, og stedet fik navnet Olisipo Felicitas Julia.
Olisipo Felicitas Julia fik lokalt selvstyre i den romerske provins Lusitania, hvis hovedby var Emerita Augusta. Byens borgere nød priviligier som fx at være romerske borgere med skattefrihed. På dette tidspunkt steg indbyggertallet til omkring 30.000, og som i andre romerske byer blev der udlagt byplaner og grundlagt opførelser som fx teatre og fora.
Roms fald og germanere
Tiden under Rom var en blomstringstid for byen, men Romerriget blev gradvist svækket i århundrederne efter Kristi fødsel.
Der var perioder med epidemier, som tyndede ud i befolkningen, der også var præget af skiftende styrer efter romerne. Vandaler og alaner indtog Olisipo i begyndelsen af 400-tallet, før visigoter plyndrede byen i 419 under kong Walia.
Afløseren for Romerriget blev i første omgang suebernes kongerige, der opstod i de romerske provinser Lusitania og Gallaecia omkring år 410. I 440erne blev Olisipo en del af riget, som overlevede til sidste halvdel af 500-tallet, før det blev indlemmet i visigoternes rige på Den Iberiske Halvø.
På dette tidspunkt blev Olisipo kaldt Ulixbona, og den var en tid fortsat en travl handelsby om mellemled mellem græske, syriske og jødiske handlende og lokale producenter af varer.
Maurernes århundreder
Fra 500-tallet blev Ulixbonas handel og generelle udvikling ødelagt af gentagne angreb, plyndringer og skiftende politiske regimer, og det reducerede byen til en mindre landsby uden større betydning.
Der var også dårlige tider i det visigotiske rige, som var præget af borgerkrige, og det svækkede landet. Under ledelse af Tariq ibn Ziyad startede de muslimske maurere deres invasion af Den Iberiske Halvø i 711. Ulixbona blev indtaget af maurerne i 714 og herefter omdøbt al-Ushbūna.
Maurerne udviklede al-Ushbūna til igen at være en handelsby. Trafikken med varer gik fra havnen over havet til de arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten, og byen voksede til at være en af de største i Europa.
I maurernes tid udviklede al-Ushbūna sig til at blive en typisk mellemøstlig arabisk by med bymure, en medina, en moské og en fæstning. Desuden blev byen større, og bydelen Alfama blev anlagt ved siden af byens centrum.
Al-Ushbūna blev flere gange belejret, plyndret og erobret. Det skete blandt andet i 796 og i 844, hvor skandinaviske vikinger en tid indtog byen, som de dog måtte forlade igen efter lokale kampe. al-Ushbūna blev igen mål for angreb i 851, 966 og 1093. De muslimske maurer fastholdt dog magten i byen, og det skete med vekslende herredømmer fra mauriske politiske centre i Andalusien. Det mauriske styre stod dog foran sit fald i 1100-tallet.
Kristen reconquista
Det kristne tab af Den Iberiske Halvø var noget, der ad flere omgange ledte til den såkaldte reconquista, som skulle genindtage halvøen og derved også al-Ushbūna under et kristent kongerige.
I første halvdel af 1100-tallet opstod Kongeriget Portugal ud fra flere mindre områder; landet blev uafhængigt i 1139, og det var en tid, hvor der var flere kampe om også at erobre al-Ushbona.
Efter flere forgæves forsøg på at indtage byen, angreb portugiske og spanske tropper sammen med korsfarere på vej mod Det Hellige Land al-Ushbona i 1147, og efter en del kampe overgav muslimerne i al-Ushbonas borg sig den 22. oktober samme år.
Portugals kong Alfonso I fik formelt herredømmet over Lissabon den 1. november 1147, hvor en tidligere moské blev indviet som kristen katedral. I den anledning var en af de britiske korsfarere blevet udpeget som byens første biskop. Tre år senere rev Alfonso I byens Store Moské, der tidligere havde tjent som kirke, ned for at give plads til en nybygget domkirke i selve Lissabon.
Lissabon i middelalderen
Efter generobringen af Lissabon i 1147 søgte Alfonso I at skabe ny handel og vækst i byen, og i 1179 etablerede han en ny stor handelsplads, der skulle genåbne gamle handelsruter og etablere nye. Alfonsos planer lykkedes, og handelen med Cádiz og Sevilla blomstrede igen. Det samme gjorde den oversøiske handel med Middelhavsbyer som Konstantinopel og med nordeuropæiske byer, der ikke blev handlet med under maurerne af religiøse årsager.
Portugisiske købmænd åbnede med den øgede handel kontorer i fx Brugge, Southampton og flere byer i det senere hanseforbund. Samtidig handlene man på Middelhavet, og byens jøder handlede med Nordafrika. I alt gav det en mangfoldighed af varer i og gennem Lissabon, hvis aktivitet og økonomi bidrag til stor udvikling i byen. Handelen medvirkede også til, at flere værfter så dagens lys.
Økonomien var god, og den militære trussel var blevet minimeret efter den portugisiske genindtagelse af Algarve fra maurerne. I 1256 valgte Alfonso III at flytte hoffet og derved også rigets hovedstad fra Coimbra til Lissabon.
Lissabon var ny hovedstad, og den udviklede sig også til at være en af de mest internationale byer i Europe. Handelsfolk fra Genova, Venedig og andre driftige byer bosatte sig i Lissabon, og Portugal nød godt af de nye beboeres viden om blandt andet finanser og kartografi.
1300-tallet blev en tid, hvor der var spændinger med Castillens spaniere. Det kom til flere sammenstød, og protugisiske provokationer blev gengældt med Castillens erobring af Lissabon i 1373. Portugiserne betalte løsesum, og spanierne trak sig tilbage igen. Efter denne episode forstærkede Portugal Lissabons forsvar med bymure.
Tidens positive økonomiske udvikling blev med jævne mellemrum sat delvist tilbage med jordskælv. Det første kendte jordskælv ødelagde en del af byen i 1290, og skælv blev igen registreret i 1318,1321 og adskillige andre gange. Portugal blev samtidig ramt af sult i 1333 og pest i 1348, og en stor del af befolkningen døde som følge deraf.
Borgerkrig i landet
Kong Ferdinand I døde i 1383, og han efterlod sig ingen mandlige tronfølgere. Ny regent blev kong João I af Castillen, hvilket der ikke var opbakning til over hele landet. Store dele af aristokratiet i det nordlige Portugal så fx positivt på en union af spanierne, mens købmandsstanden i Lissabon frygtede for at miste privilegier og lukrative handelsruter til blandt andet England.
I 1383 udbrød der borgerkrig i Portugal, hvor den konservative middelalderadel stod på den ene side og Lissabons internationale handelsklasse var på den anden. Købmændene så Castillens feudale principper som begrænsende for deres muligheder. Med hjælp fra England vandt Lissabon over den hidtidige magtbastion i Nordportugal gennem sejre i adelens belejring af hovedstaden i 1384 og i Slaget ved Aljubarrota i 1385.
Resultatet af borgerkrigen blev ikke blot en sejr til købmandsstanden, men det ledte også til et magtskifte i landet. Portugals nye aristokrati voksede ud af købmændene i Lissabon, som efter borgerkrigen blev landets reelle politiske magtcentrum; en væsentlig del af magten lå tidligere i nord hos den traditionelle adel.
Det nye bourgeoisi opførte fornemme palæer i Lissabon, hvor landets universitet også flyttede til. Ydermere bidrog politiske aftale med at tilgodese købmændenes interesser udenrigspolitisk. Der blev indgået handelsaftaler med Firenze, Genova og Venedig, og i 1415 erobrede Portugal Ceuta på den nordafrikanske kyst. Det styrkede søforsvaret mod pirater, og Cueta gav også adgang til guld og elfenben fra Afrika, hvilket var vigtige handelsvarer i regionen.
De store opdagelsesrejser
Lissabons betydelige handel blev i 1400-tallet truet af Det Osmanniske Rige, der udvidede sit territorium i Nordafrika. Nogle af handelsruterne blev stoppet, og portugiserne søgte alternativer, der ikke mindst gik uden om osmannerne og i stigende grad med anvendelse af søtransport.
Handelsruter over havet blev etableret fra Lissabon, og i 1469 gav kong Alfonso V handelsmonopol på Afrikaruter til købmanden Fernão Gomes, der omvendt forpligtede sig til at udforske stadig længere mod syd ved den vestafrikanske kyst.
Madeira og Azorerne blev også koloniseret i denne periode, og flere varer som rørsukker og vin størmmede til Lissabons markeder. Der kom også guld og elfenben fra Guinea og Guldkysten, hvor Lissabons købmænd havde stor handel; de byttede blandt andet med varer, der var produceret i Portugal.
Det mest indbringende og interessante marked var dog Indien, og med de tyrkiske osmanners blokering i det østlige Middelhav, blev en ny ekspedition planlagt. Det var Vasco da Gamas afrejse fra Lissabon i 1497. Han sejlede mod øst og fandt med sin ankomst til Calcutta søvejen til Indien.
De store opdagelsesrejser fortsatte, og snart efter besad Portugal handelsbyer i Indien, Asien og Afrika. Lissabons handel blomstrede på baggrund af eneret på krydderihandel, og store bygningsværker som Jerónimos Kloster i Belém blev opført for de enorme rigdomme, der tilgik byen og landet.
Etableringen af handelsbyer bragte portugiserne til Kina og Japan, men faldende priser gav en dårligere økonomi og dermed starten til Lissabons fald som den dominerende handelsby. Øvrige europæiske kolonimagter havde også satset på stigende samhandel med nye kolonier.
Det gyldne århundrede
Kunsten og videnskaben blomstrede side om side med handelen i Lissabon, og 1500-tallet blev byens guldalder. Der var mange videnskabsmænd, der arbejdede i den portugisiske hovedstad; blandt andre Damião de Góis og Pedro Nunes.
Det var en tid med velstand, og alle i byen nød godt af den. Det gjaldt også for Lissabons almindelige borgere, der opretholdt en levefod, der ikke sås tilsvarende mange steder i Europa.
Lissabon fik en stigning i befolkning i denne tid. Det skete til dels på baggrund af, at den spanske konge havde udvist jøder fra Spanien i 1496 med det formål at skabe en ren kristen stat. Jøderne drog i stort tal til Lissabon, som var klar over den positive økonomiske indvirkning, jøderne havde haft på byens udvikling. I 1497 dekreterede kong Manuel I, at alle jøder kunne blive, hvis de konverterede til kristendommen.
De nye kristne videreførte deres jødiske tro i det skjulte, og deres status som kristne medførte, at mange tidligere jøder steg i de sociale grader i det portugisiske samfund. Dette faldt den gamle elite så meget for brystet, at det sidst endte med kampe og adskillige dræbte nye kristne i 1506. Manuel I blev snart efter tvunget til at indføre inkvisitionen i Portugal, og de nye kristne fik begrænset deres muligheder i landet.
Inkvisitionen var medvirkende til, at den positive udvikling af købmandshandelen blev ødelagt. Magten overgik i højere grad til konservative kræfter, og den nye politik nedsatte aktivitetsniveauet hos købmandsstanden, der for en vis dels vedkommende flyttede til England og Holland. Med købmændene overgik handelen i stadig højere grad til andre lande, og derved mistede Portugal mange forbindelse til fx Kina og Indien.
Nedgangen i handelen var ikke den eneste ulykke, der indtryk i sidste halvdel af 1500-tallet. I 1569 rasede pesten igen i Lissabon, og det dræbte anslået 50.000 indbyggere. Blot få år senere, i 1579, døde kong Sebastian I, og i kølvandet på det fulgte en arvefølgestrid, der endte med en union mellem Castillen og Portugal med den spanske konge som Portugals kong Felipe I.
De spanske konger
Spaniens erobring og besættelse af Portugal blev kronet med Felipe Is formelle tiltræden i 1581, og den spanske tid i landet varede til 1640. Felipe I regerede til 1583, og han investerede i Lissabon og Portugal, og han overvejede også at gøre den portugisiske hovedby til hovedstad i det spanske imperium.
Den resterende tid under Spanien blev en dyr tid for Lissabon, idet byen blev tilsidesat for af tilgodese spanske byers udvikling. Også Portugals magtstatus blev undermineret med fratagelse af områder i imperiet som fx dele af Brasilien, og Lissabon blev reduceret til en provinsby uden egentlig magt hos den katolske elite i Madrid.
I 1640 lykkedes det med stigende portugisiske oprør at overvinde Spanien, og hertugen af Braganza blev indsat som Portugals nye regent med navnet João IV. Med den genvundne selvstændighed kunne Lissabon igen bestemme udviklingen. Dog var den følgende periode præget af økonomisk nedgang, der blandt andet medvirkede til, at mange gik i kloster, hvor kirken tog hånd om fornødenhederne.
1700-tallets guld og jordskælv
Den portugisiske økonomi var trængt i slutningen af 1600-tallet, og derfor var det af stor betydning, at der blev fundet guld i Brasilien i 1693. Staten pålagde en skat, der udgjorde den såkaldte kongelige femtedel. Guldudvindingen steg kraftigt ind i 1700-tallet, og skatten blev den vigtigste indtægtskilde i landet.
Der blev også fundet diamanter i Brasilien, og guldet strømmede i stor stil til og gennem Lissabon, hvor opulente byggerier var udtryk for den tilkomne velstand. Andre af byen og landets borgere flyttede til Brasilien, og de gav landet en europæisk karakter.
Fremgangen i Lissabon varede til den 1. november 1755, hvor et af de kraftigste jordskælv, man gennem tiden har regisreret, ramte byen. Omkring to tredjedele af Lissabon blev lagt i ruiner, og mange indbyggere, som var flygtet til områderne omkring floden Tejo, druknede af den tsunami, der fulgte efter skælvet.
Det anslås, at op mod 60.000 af Lissabons 180.000 indbyggere omkom under jordskælvet eller de efterfølgende oversvømmelser og brande, som hærgere byen i seks dage. Mange solide bygninger overlevede skælvet, men hovedparten af den fattigere befolknings huse var ødelagt. Det gjaldt også flere store offentlige byggerier, kirker med videre.
Med udgangspunkt i ødelæggelsen i 1755 fik den senere markis af Pombal opgaven med at genopbygge byen, og på få årtier rejste den sig for størstedelens vedkommende på ny; hele genopbygningen varede dog til begyndelsen af 1800-tallet. Byens centrum lå relativt øde hen efter jordskælvet i 1755, og Pombal benyttede måske verdens første større moderne byplanlægning ved anlæggelsen af hele Baixa-kvarteret, der blev gentegnet og genopbygget i en stil, som lå langt fra tidligere tiders smalle gader og stræder.
Nogle af Marquis de Pombals rådgivere havde foreslået at flytte hovedstaden til en anden by, men Pombal affærdigede den mulighed. Der var midler i landet til den hurtigere genopbygning, og regningen på omkring 20 millioner sølvcruzados kunne betales med indtægter fra det brasilianske guld.
Alle bygninger i Baixa skulle opføres efter et nyt bygningsreglement, der skulle sikre mod fremtidige jordskælv og brande. Hovedgaden Rua Augusta blev anlagt, og den var akse mellem pladserne Rossia og Praça do Comércio i det nye centrum.
Marques de Pombal gjorde også andet end at sikre genopbygningen af Lissabon. Han gennemførte også et opgør med kirkens dominans og den konservative adels territoriale magt. I 1770erne lykkedes Pombal med at sikre købmandsstandens politiske indflydelse, lempe deres skatter og andre ting, der gav ny vækst og flere virksomheder.
Pombal blev tvunget til at gå af, da den konservative dronning Maria I overtog tronen efter José I. Hun tilbageførte mange af Pombals progressive reformer, og efter en økonomisk opblomstring stagnerede Lissabon og Portugal, og det kom endda til økonomiske tilbageslag.
Napoleonstiden
Efter USA’s selvstændighed og den franske revolution var der politisk opbrud mange steder i Europa. I Frankrig udviklede revolutionens efterdønninger sig til Napoleons styre og derefter flere krige, som Portugal også blev involveret i.
Portugal stod fra begyndelsen på Englands side, og i 1807 forsøgte Frankrig uden held at erobre den portugisiske flåde og landets havne. Det fik Napoleon til at sende tropper anført af general Junot mod Portugal.
Den senere kong João VI, der allerede siden 1799 havde været Portugals reelle regent, flyttede hoffet til Brasilien dagen inden, general Junot indtog den portugisiske hovedstad den 30. november 1807.
Franskmændene installerede sig i Lissabon, hvor Junot tog residens i kongeslottet i Queluz. Det daglige hovedsæde var i byens centrum omkring pladsen Rossio, og der blev diskuteret liberale tanker med fransk inspiration. Junot valgte dog ikke at videreføre Pombals progressive idéer.
Den franske tid varede ikke længe i Lissabon. Af forskellige årsager bad portugiserne England om hjælp, og briter kom til Lissabon allerede i 1808. De etablerede hovedkvarter i Arroios, og englænderne styrede nærmest byen og landet som en britisk koloni på vegne af den portugisiske regent, der fortsat befandt sig i Brasilien.
Franske tropper trak sig endeligt ud af Portugal i 1811. Der var fortsat kampe i landet, der med Wienerkongressen i 1815 blev selvstændigt igen; nu blot som Det Forenede Kongerige Portugal, Brasilien og Algarve/Reino Unido de Portugal, Brasil e Algarves.
Napoleonstidens krige gav dog stadig efterdønninger. João VI blev konge i 1816, men landet var fortsat under ledelse med briterne og marskal Beresford i spidsen. Befrielsen fra englænderne startede den 24. august 1820 i Porto, og året efter vedtog portugiserne en ny forfatning. João VI returnerede til Lissabon i 1821, og i 1822 erklærede Brasilien sig selvstændigt med Pedro I som kejser.
1800-tallets Lissabon
Tiden efter den nye portugisiske selvstændighed blev brugt at realisere mange nye planer. I årtierne blev der etableret rutefart med skib mellem Lissabon og Porto, en ny byplan så dagens lys, lige som der også blev investeret i ny belysning. Jernbaner var også tidligt med i udviklingsplanerne, men konservative kræfter trak disse planer ud, så Portugals første bane først åbnede mellem Lissabon og Carregado i 1856.
På samme tid som de mange nyanlæg blev Lissabons og Portugals økonomi gradvist forværret grundet den brasilianske uafhængighed. Brasiliens guld og mange andre varer flød ikke som hidtil gennem Lissabons handelshuse, og Portugal skulle derfor finde alternativ finansiering og handel for at kompensere for tabet.
Det brasilianske guld havde gjort Lissabon rig siden slutningen af 1500-tallet, og byen var blevet den femtestørste by i Europa. Dette vendte sig, og byen opretholdt kun monopol på handel med kolonier som Angola og Mozambique, mens nordeuropæiske byer havde oplevet markante velstandsstigninger med industrialisering og handel over Nordatlanten.
I Lissabon skabte den konservative elite dog store formuer, men fattigdommen prægede andre dele af samfundet. I 1870erne kom Fontes Pereira de Melo til som premierminister, og han kæmpede for økonomisk liberalisme, industrialisering og udbygning af landets infrastruktur.
Der blev anlagt en jernbanelinje mellem Lissabon og Porto, og elektrisk lys blev introduceret i 1878. Der blev bygget kloakker, og der blev fra offentlig side opfordret til, at man malede huse i særlige farver med anvendelse af kakler på facaden. Denne opfordring skulle forskønne Lissabon og distancere den fra et internationalt ry som en beskidt by.
Revolution
I slutningen af 1800-tallet var Portugal et udenrigspolitisk svagt land. Det allierede England stillede krav i 1890 om, at Portugal overgav det nuværende Zambia og Zimbabwe og undlod at søge udvidelse af Angola og Mozambique. Det var en ydmygelse for landet, der også have indenrigspolitiske emner at slås med.
På trods af et højt aktivitetsniveau og mange nye anlæg i Lissabon var byen og hele Portugal ikke industrialiseret i samme grad som det nordlige Europa. Forholdene blandt arbejderne var desuden af en slags, der ledte til forskellige politiske alliancer. Alliancerne førte arbejdergrupper sammen med de nykomne republikanere, der som liberalister stod i opposition til de tradioneller og mere konservative liberale.
Ved valg omkring år 1900 opnåede det republikanske parti stigende tilslutning i det delvist industrialiserede Lissabon og i mindre grad i den nordlige storby Porto. De følgende års udvikling ledte til, at João Franco etablerede et autoritært konservativt styre i 1907.
I 1908 mundede et revolutionsforsøg ud i drabet på kong Carlos I og kronprins Luis Felipe på pladsen Terreiro do Paço, der også kendes som Praça do Comércio. Året efter var der omfattende strejkeri Lissabon, og i 1910 blev revolutionen fuldbyrdet med omstyrtelse af det siddende regime til fordel før den første portugisiske republik. Det politiske initiativ kom fra Lissabon, og resten af Portugal accepterede det nye styre, selv om disse regioner hovedsageligt var konservative.
Den Første Republik og Salazar
Portugal havde været et monarki gennem århundreder og var fra 1910 en republik. Demokratiet kom i første omgang til at vare til 1926, og i denne periode sad der 45 skiftende regeringer i hovedstaden Lissabon.
1910erne var præget af store omvæltninger i Europa; ikke mindst manifesteret i 1. Verdenskrig, der rasede i årene 1914-1918. I Portugal herskere der både politisk og økonomisk opbrud, og i 1912 forsøgte portugisiske monarkister at gennemføre et statskup, hvilket slog fejl. I 1916 tilbageholdt Portugal tyske skibe i Lissabon, hvilket udløste en krigserklæring fra Tyskland. Portugal var på de allieredes og derved sejrherrernes side under krigen, mens landets og hovedstadens trængsler var derved ikke ovre.
Det Spanske Syge hærgede Lissabon i 1918, og tusindvis af indbyggerne døde som følge af udbruddet. Sygdommen gjorde også livet hårdere for byens arbejdere, og flere lokale oprør så dagens lys.
Demokratiet i republikken varede til 1926, hvor militæret overtog magten. For at få kontrol med den offentlige økonomi udnævnte man António de Oliveira Salazar til finansminister, og i 1932 tog Salazar magten og fastholdt den til 1968.
I 1933 startede Salazars mange byggerier og statslige investeringsprojekter, der skabte økonomisk fremgang i landet og i Lissabon. I hovedstaden blev der igangsat ambitiøse byplaner og store nye anlæg; blandt andet af infrastrukturel karakter. Som en markering af Den Nye Stat/Estado Novo under Salazar blev der holdt en portugisisk verdensudstilling i 1940, og under den blev det moderne Lissabon fremvist. 1940 markerede 800-året for nationens fødsel og 300-året for uafhængigheden fra Spanien, og udstillingen tiltrak i alt cirka tre millioner besøgende.
I årtierne efter 2. Verdenskrigs rasen i over det meste af Europa fortsatte udviklingen i Lissabon under Salazars nationale styre. Flere bydele så dagens lys, og en tydelig manifestation af udviklingen blev anlagt som Ponte Salazar; den store hængebro, der åbnede i 1966 som forbindelse mellem Lissabon og Almada mod syd. Inden da var første del af hovedstadens undergrundsbane blevet indviet i 1959.
1974 til i dag
Salazars republik opnåede betydelige sociale og økonomiske resultater, som blandt andet viste sig i sundheds- og uddannelsessystemet. Dette til trods blev den såkaldte Nellikerevolution/Revolução dos Cravos en realitet i 1974. Revolutionen var et militært statskup, som etablerede Den Tredje Republik og et nyt portugisisk demokrati med centrum i Lissabon.
En række reformer blev implementeret i kølvandet på Nellikerevolutionen, og Portugal kom nærmede sig hastigt et medlemskab af Det Europæiske Fællesskab, som landet tiltrådte i 1986.
Blandt mange store begivenheder i Lissabon de seneste årtier markerede verdensudstillingen Expo’98 sig som den måske største. Udstillingen markerede 500-året for Vasco da Gamas opdagelsesrejse til Indien, og 11 millioner gæster besøgte Expo’98 i de 132 åbningsdage. I forbindelse med udstillingen blev Lissabon renoveret, og broen Ponte Vasco da Gama blev anlagt som en del af hovedstadens nye trafiksystem.
Efter EXPO’98 blev udstillingsområdet omdannet til det populære og rekreative Nationernes Park/Parque das Nações, der i dag er en af Lissabons store rekreative oaser for lokale og turister.
Siden 1998 er flere betydelige internationale møder blevet holdt i Lissabon, der også lagde navn til Lissabontraktaten, som blev underskrevet i byen i december 2007. Traktaten blev indgået mellem EU’s 27 medlemslande, og den blev siden da effektueret i 2009.
