Linköping Rejseguide

Stora Torget

Stora Torget udgør det centrale torv i Linköping og har siden middelalderen været byens vigtigste handels- og samlingsplads. Torvet blev anlagt i forbindelse med byens udstykning i 1200-tallet, da Linköping udviklede sig til et kirkeligt og administrativt centrum omkring domkirken og biskoppens borg. I middelalderen lå byens rådhus og flere handelshuse ud til torvet, og her blev både markeder, domsafsigelser og ceremonier afholdt. Efter branden i 1700 blev torvet udvidet og omlagt i overensstemmelse med datidens byplanprincipper, og det blev omkranset af murstensbygninger i klassicistisk stil i løbet af 1700- og 1800-tallene.

I 1800-tallet blev Stora Torget udbygget til byens moderne centrum. Her lå rådhuset, postkontoret og byens største hoteller, og torvet blev anlagt med brolægning, springvand og gasbelysning. I 1850erne blev den regelmæssige torvehandel formaliseret, og torvet blev et trafikalt knudepunkt for forbindelserne mellem byens hovedgader; Storgatan, Ågatan og Klostergatan. De omkringliggende bygninger fra perioden, herunder Centralpalatset og Stora Hotellet, udgør i dag en samlet arkitektonisk helhed med facader i nyrenæssance og jugendstil.

Stora Hotellet mod øst blev opført i 1852–1853 som Linköpings første egentlige byhotel, og det er et af de ældste bevarede hoteller i Sverige, der stadig fungerer i sin oprindelige funktion. Initiativet kom fra byens handelsborgerskab, som ønskede at skabe et moderne overnatningssted ved Stora Torget. Bygningen blev tegnet af arkitekt Johan Fredrik Åbom, der var en af Sveriges førende arkitekter inden for klassicistisk og tidlig historicistisk stil. Hotellet blev centrum for byens selskabsliv med møder, baller, koncerter og officielle middage. Hotellets restaurant og festsal blev et samlingspunkt for Linköpings borgerskab, og stedet blev i en periode benyttet som logelokale for ordensselskaber og erhvervsforeninger.

Mod sydvest ligger Centralpalatset, der blev opført i 1890–1891 som forretnings- og kontorbygning for forretningsmanden C.A. Wettergren. Bygningen blev tegnet af arkitekt Axel Lindegren og er et hovedværk i den lokale nyrenæssancearkitektur fra slutningen af 1800-tallet. Den blev konstrueret som en kombineret erhvervs- og boligbygning med butikker i stueetagen, kontorer på første sal og lejligheder ovenpå. Facaden blev opført med detaljer i sandsten og puds og har markante gavlpartier og ornamentik inspireret af italiensk renæssance.

Storgatan

Storgatan er Linköpings ældste og mest betydningsfulde gadeakse, som strækker sig fra Stora Torget i centrum mod vest og øst til de tidligere forstadsområder. Den opstod i middelalderen som hovedstrøg gennem den tidlige bykerne og førte direkte fra domkirken og slottet mod vest til broen over Stångån i øst. Gaden var allerede i 1200-tallet byens vigtigste handelsgade og blev i 1600-tallet udlagt som en del af det planlagte bysystem med lige gader og rektangulære karréer. Storgatan blev efter branden i 1700 genopbygget i bredere form, og langs den opførtes både stenhuse og træhuse.

I 1800-tallet udviklede Storgatan sig til Linköpings vigtigste forretningsgade. Her åbnede banker, posthus, hoteller og apoteker, og bygningerne fik facader i nyklassicistisk stil og senere nyrenæssance-arkitektur. Flere af byens mest markante bygninger som fx Stora Hotellet og Sankt Lars kyrka ligger direkte ved Storgatan, hvilket giver gaden en arkitektonisk sammenhæng, der afspejler byens vækstperiode fra 1850 til 1900. Brostensbelægningen og de regelmæssige facadelinjer skaber et ensartet historisk gadebillede, som stadig er synligt trods modernisering og flere århundreders arkitekturhistorie.

Sankt Lars kyrka

Sankt Lars kyrka ligger centralt i Linköping ved Storgatan, og den er en af byens ældste bevarede kirker. Dens ældste dele stammer fra 1100-tallet, hvor kirken blev opført som sognekirke for byens daværende landsbylignende bebyggelse. Den oprindelige bygning var en romansk stenkirke med et enkelt skib, kor og apsis. I løbet af 1200- og 1300-tallene blev kirken udvidet, og den fik sit navn efter den hellige Laurentius. Bygningen er et vigtigt eksempel på, hvordan sognekirker i middelalderens Sverige blev udviklet fra enkle stenkirker til mere komplekse bykirker.

Under reformationen i 1500-tallet blev Sankt Lars kyrka en del af den nyoprettede lutherske menighed, og kirken fik i de følgende århundreder et mere protestantisk præg. I 1600-tallet blev den udvidet med et nyt kor og sakristi, og i 1700-tallet fik tårnet sin nuværende udformning med kobberspir. En gennemgribende renovering blev gennemført i 1816–1817 under ledelse af arkitekt Jonas Lidströmer, hvor man tilføjede klassicistiske træk og nye vinduer. Ved restaureringen i 1959–1960 fjernede man flere af de senere tilføjelser og søgte at genskabe middelalderlige detaljer.

Kirken har et inventar, der afspejler flere tidsperioder. Altertavlen fra 1730erne blev udført af Lars Hasselgren, og prædikestolen stammer fra midten af 1600-tallet. Kirkens orgel er et af Sveriges største fra sin tid og blev bygget af orgelbyggeren Pehr Schiörlin i 1797. I dag fungerer Sankt Lars som sognekirke for det centrale Linköping og anvendes ofte til koncerter og ceremonier.

Linköpings Stadshus

Linköpings Stadshus ligger på Storgatan i den vestlige del af Linköpings centrum tæt ved Linköpings Domkyrka og byens slot. Bygningen blev opført i 1864-65 og tegnet af arkitekt Helgo Zettervall, som dengang var i begyndelsen af sin karriere og senere blev kendt for restaureringer af domkirker i Sverige. Bygningen erstattede det tidligere rådhus, der lå på et andet sted, og det var en større og mere moderne administrationsbygning for den voksende by.

Facaden mod Storgatan fremstår imposant og passer til omgivelsernes store bygningsværker. Indvendigt var bygningen fra begyndelsen indrettet med råds- og sessionssal, mødelokaler for byrådet og kontorer for stadskontoret, mens kælderetagen rummede arrest og byfogedens lokaler. I 1890erne og i 1920erne blev bygningen moderniseret med elektricitet, centralvarme og opdaterede interiører. I nutiden anvendes Stadshuset fortsat som sessionssted og repræsentativt bygningsværk for kommunens administration.

Linköpings Slott

Linköpings Slott er det ældst bevarede profane bygningsværk i Sverige, og det ligger direkte vest for byens domkirke. Slottet blev oprindeligt opført omkring år 1150 som en biskoppernes borg for Linköpings stift, og den ældste del bestod af en enkel stenbygning i romansk stil. I 1200-tallet blev anlægget udvidet til et mere befæstet kompleks med ringmur, tårne og kapel, hvilket afspejlede bispernes magtposition i middelalderens Sverige. Efter reformationen i 1500-tallet blev borgen overtaget af kronen, og under Gustav Vasa blev den ombygget til kongeligt residensslot.

Slottet fik sin nuværende udformning i midten af 1500-tallet, da hertug Karl (den senere Karl IX) lod omfattende bygningsarbejder gennemføre. Den middelalderlige borg blev forvandlet til et trefløjet renæssanceslot med flere etager og et rektangulært slotsgårdsanlæg. De tykke kampestensmure blev dækket af pudsede facader, og vinduerne fik regelmæssig opdeling efter tidens nye arkitektoniske idealer. En markant trappetårn mod gården blev opført, og interiørerne indrettedes med repræsentationsrum, sale og beboelsesgemakker. I 1700-tallet mistede slottet sin rolle som kongeresidens, og bygningen blev i stedet anvendt til embedsboliger og kontorer for stiftet.

I 1900-tallet gennemgik slottet flere restaureringer for at bevare den historiske struktur. Under arbejdet i 1930erne blev de oprindelige renæssancedetaljer afdækket, og man genskabte flere af facadens vinduesindfatninger og gesimser. Den seneste store renovering blev afsluttet i 1999-2000 samtidig med oprettelsen af Linköpings Slotts- och Domkyrkomuseum, der i dag optager dele af den nordlige fløj og kælderetagerne. Museet dokumenterer både slottets egen bygningshistorie og det kirkelige liv i Linköpings stift, og besøgende kan se bevarede hvælvede rum fra middelalderen, kongelige gemakker fra 1500-tallet og arkæologiske fund fra området.

Linköpings Slotts- och Domkyrkomuseum

Linköpings Slotts- och Domkyrkomuseum blev etableret i 2000 og ligger i den nordlige fløj af Linköpings slott og derved i de ældste dele af den oprindelige biskopsborg fra 1100-tallet. Museet opstod som et samarbejde mellem Linköpings stift, Östergötlands länsmuseum og det svenske statslige kulturmiljøprogram. Det er indrettet i historiske rum med hvælvede stensale, der tidligere blev anvendt som biskoppens forrådskældre og kontorbygninger. Museets formål er at formidle den kirkelige og politiske udvikling i Linköping fra middelalderen til nutiden med fokus på biskopperne gård, domkapitlet og stiftets rolle i det svenske kongerige.

Udstillingerne omfatter både arkæologiske fund, middelalderlige skulpturer, kalkmalerier og genstande fra domkirkens inventar. Et centralt element er de rekonstruerede rum fra biskop Hans Brasks residens i 1500-tallet, hvor besøgende kan se dokumenter, segl og møbler, der afspejler den kirkelige magts funktion i senmiddelalderen. En vigtig del af samlingen udgøres også af tekstiler, altertavler og kirkesølv, som har været anvendt i domkirken og omegnens sogne gennem århundreder. Museet rummer desuden udstillinger om Linköpings blodbad i 1600, der var en af de mest dramatiske begivenheder i svensk reformationshistorie.

Museet benytter selve slotsmiljøet som udstillingsramme, og arkitekturen er bevaret med synlige mure, kampestensfundamenter og gotiske hvælv. Der er etableret moderne udstillingsbelysning og formidlingsinstallationer, men den historiske karakter er fastholdt. I dag fungerer museet som både forskningsarkiv og besøgssted, og det tiltrækker hvert år tusindvis af gæster, der ønsker at opleve samspillet mellem Linköpings religiøse, politiske og arkitektoniske udvikling gennem næsten ni århundreder.

Linköpings Domkyrka

Linköpings Domkyrka er Sveriges næststørste kirke og et af de mest betydningsfulde gotiske bygningsværker i landet. Den nuværende konstruktion begyndte at tage form omkring 1230, hvor man erstattede en tidligere romansk stenkirke fra 1100-tallet. Byggeriet fortsatte gennem 1200- og 1300-tallene, og domkirken blev indviet i 1527 efter reformationens begyndelse. Bygningen er 110 meter lang og har et 107 meter højt spir, hvilket gør den til et markant element i byens silhuet. Den blev opført i kalksten fra dalen omkring Omberg og Vadstena og har tydelige træk af fransk og engelsk højgotik, der blev tilpasset skandinaviske forhold.

Domkirkens indre består af et højt treskibet rum med ribbehvælv og høje spidsbuede vinduer. Koret afsluttes med en polygonal apsis, og det er et imponerende rum at komme ind i. Blandt de vigtigste inventarstykker er den sengotiske altertavle fra 1500-tallet, som blev udført af Bernt Notke, og prædikestolen i barok stil fra 1706 af billedhuggeren Lars Hasselgren. I krypten under koret findes rester af den ældste stenkirke inklusive mure og gravkamre fra 1100-tallet. Kirken har i århundreder været bispesæde og centrum for stiftets administration, og den fungerede som et nationalt symbol i den katolske og senere lutherske kirke.

Domkirken har gennemgået flere større restaureringer gennem århundrederne. De fandt blandt andet sted i 1747–1758, 1877–1886 og 1967–1973. Den mest omfattende blev ledet af arkitekt Helgo Zettervall, som tilføjede det høje spir og rekonstruerede facaderne i nygotisk stil. Under restaureringen i 1960erne søgte man at genskabe middelalderlige detaljer og fjerne dele af 1800-tallets tilføjelser. Domkirken anvendes fortsat til gudstjenester, bispeordinationer og musikalske arrangementer, og den er både religiøst og arkitektonisk et af Sveriges mest velbevarede monumenter fra middelalderen.

Gamla Linköping

Gamla Linköping er et frilandsmuseum og kulturhistorisk bymiljø, der blev etableret i 1946 som et resultat af Linköpings byudvikling og ønsket om at bevare ældre byarkitektur. Da store dele af den gamle bykerne blev saneret i forbindelse med moderniseringen efter Anden Verdenskrig, blev en række 1700- og 1800-tals træhuse flyttet fra centrum til området omkring Valla Gård vest for bymidten. Her blev de genopført som en samlet bydel med gader, torve, baggårde og haver, der tilsammen danner et billede af Linköping, som det så ud omkring år 1900.

De omkring 90 bygninger i Gamla Linköping stammer fra forskellige dele af byen, og de repræsenterer et bredt udsnit af typisk østsvensk byarkitektur. Bebyggelsen består primært af enfamilieshuse og mindre håndværkerhuse i træ, der ofte er med røde eller okkergule facader, hvide vinduesrammer og tegltag. Flere bygninger er rekonstrueret med originale interiører, butikker og værksteder som fx skomageri, boghandel og bageri. Området rummer også offentlige bygninger som skole, posthus og politiarrest, der tilsammen giver et helhedsbillede af den mindre bys funktioner i det tidlige 1900-tal.

Gamla Linköping fungerer både som museum og levende bymiljø. Flere af husene anvendes i dag af håndværkere, kunstnere og foreninger, og her arrangeres historiske markeder, teaterforestillinger og høstfester. Området omfatter desuden Valla friluftsområde, hvor der findes historiske gårde, landbrugsmaskiner og naturstier. Gamla Linköping er et af Sveriges mest besøgte frilandsmuseer og har stor betydning for bevarelsen af det regionale kulturmiljø.

Flygvapenmuseum Linköping

Flygvapenmuseum Linköping er et museum, der ligger vest for Linköpings centrum, og det er Sveriges nationale museum for militær luftfart. Museet åbnede i 1984 og er tæt knyttet til Saab-fabrikkerne og det svenske flyvevåben, som har haft base i området siden 1912, da Malmen blev udpeget som Sveriges første militære flyveplads. Bygningen blev oprindeligt opført som hangar og undervisningslokale, men i 2010 gennemgik museet en omfattende udvidelse, hvor nye udstillingshaller og undervisningslokaler blev tilføjet. Den nuværende bygningsmasse udgør omkring 7.000 m² udstillingsareal.

Museets samling består af flere end 300 flyvemaskiner og flyrelaterede genstande, hvoraf omkring 80 er udstillet permanent. Blandt de mest betydningsfulde er Saab J 29 Tunnan, Saab 35 Draken, Saab 37 Viggen og den moderne JAS 39 Gripen, som alle er produceret i Linköping. Et af museets mest bemærkelsesværdige udstillingsstykker er et genfundnet vrag af DC-3-flyet, der blev nedskudt over Østersøen i 1952 og hævet i 2003. Udstillingerne beskriver også den tekniske og politiske udvikling af svensk luftfart, herunder neutralitetspolitikken under den kolde krig.