Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Helgoland er en lille klippeø, der ligger i Nordsøen nordvest for byen Cuxhaven. Helgoland har en spændende historie, fantastisk natur, og så består øen faktisk af både Helgoland og naboøen Düne. Hovedøen består nærmest af to selvstændige dele, hvoraf den ene del er en sandstensklippe på op til 61 meter i højden med stejle skrænter, mens den anden del er fladt lavland. De to dele kaldes da også for Oberland og Unterland.

Helgoland hørte under Danmark indtil 1807, hvor England under Napoleonskrigene erobrede den og efterfølgende overtog styret af den. Øen blev tysk i 1890, og Tyskland etablerede herefter en flådebase på Helgoland. Den 18. april 1945 udbombede englænderne Helgoland, som britiske tropper besatte efter krigens afslutning. I 1947 sprængte briterne alle øens militærinstallationer væk i en gigantisk eksplosion, der ændrede Helgoland udseende. I 1952 fik Tyskland øen tilbage.

Man kan komme til Helgoland med færger fra Hamburg og Cuxhaven. Man kommer til havnen på hovedøen, hvorfra der er direkte adgang til den lille og hyggelige by på øen. Her ligger husrækkerne på stribe på det flade land og også på en del af Oberland. Mod syd kan man gå til øens gamle sydspids, hvorfra der er en fin udsigt over byen, havnen, havet og til naboøen Düne, der historisk hang sammen med hovedøen, indtil en stormflod skilte øen i to dele.

På Oberland kan man opleve Helgolands egenartede natur. Man kan med fordel følge stien Klippenrandweg, der følger kysten. Mod vest står klippesøjlen Lange Anna, der er Helgolands naturlige vartegn. Man kan også sejle til Düne fra hovedøens havn, og på den ø er naturen helt anderledes med strande stort set hele vejen rundt. Der er også feriehuse og en flyveplads på den flade Düne. En anden del af oplevelsen på Helgoland er øernes status som værende uden for toldzonen i EU, og derved har Helgoland etableret sig som toldfrit område.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev