Se på kortet

Dresden, Germany

Læs om byen

Gennem tiderne har de saksiske kurfyrster bygget Dresden som en sand verdensby i smuk barok, og mellem de fornemme bygningsværker har kulturen altid blomstret. Det får man som besøgende fuld glæde af, når man tager på en rejse til byen, der både er interessant for sin gamle og nye arkitektur.

Der er fortryllende promenader langs Elben, spændende museer og et væld af smukke bygninger fra ikke mindst barokken. Pragtgader og store parker er noget af det andet, man kan glæde sig over ved en tur til Dresden.

Zwinger, Katolische Hofkirche, Semperoper og Frauenkirche er nogle af de steder, flest vil nikke genkendende til, men man bør også nyde nogle meget anderledes tænkte anlæg som Altmarkt og Prager Straße, der begge stammer fra DDR-tiden.

Dresden blev nærmest totalt udslettet ved et bombardement 13.-15. februar 1945, men siden da er byen genopstået. Det skete med nærmest samme stræbsomhed som ved den oprindelige opførelse. Historien om bombardementet og genopbygningen kan man også se på museer.

Ud over Dresdens egen skønhed ligger byen midt i et smukt område, hvor der aldrig er langt til næste hyggelige by og naturoplevelse. Porcelænsbyen Meißen, slottene Pillnitz og Königstein samt nationalparken Saksisk Schweiz er højdepunkter.

Andre seværdigheder

    Kulturpalast, Dresden

    • Kulturpaladset/Kulturpalast: På nordsiden af pladsen Altmarkt ligger Kulturpalast fra 1969, hvor byens symfoniorkester spiller. Kulturpalast er et stilmæssigt tidstypisk byggeri fra DDR-tidens modernisme og står som et fint eksempel fra arkitekturen fra denne tid.
    • Prager Straße: Gaden Prager Straße ligger i kvarteret Seevorstadt, der blev jævnet med jorden under 2. Verdenskrig. En genopbygning blev startet i 1962, og resultatet blev bl.a. Prager Straße, der i står som et fornemt eksempel på DDR-tidens storladne og moderne byplanlægning.

    Garnisonskirche, Dresden

    • Skt. Martin Garnisonskirke/Garnisonskirche St. Martin: Dette er en imponerende kirke, der blev bygget som militærets kirke og til at rumme både katolske og protestantiske menigheder. Kirken ligger i et område mellem forskellige kasernebygninger nord for centrum af Dresden.
    • Pfunds Mælkebar/Pfund’s Molkerei: Dette er måske verdens smukkeste mælkebar. Ved et besøg kan man se den nærmest overdådige indretning med de spændende flisemalerier. Stedet er en café, hvor man i ro og mag kan nyde de fine omgivelser.

    Yenidze, Dresden

    • Yenidze: Yenidze er navnet på en særpræget tidligere tobaksfabrik, der arkitektonisk nærmest blev bygget som en kolossal moské i maurisk-orientalsk stil i tiden 1907-1909. I dag er bygningen indrettet med kontorer, og den anvendes også til forskellige arrangementer.
    • Königstraße: Gaden Königstraße løber fra August den Stærkes sommerslot, Japanisches Palais, til den store plads Albertplatz. Königstraße blev anlagt i 1731 som midterakse i den nye bydel i kongestaden, Neue Königstadt.

    Goldener Reiter, Dresden

    • Den Gyldne Rytter/Goldener Reiter: August den Stærke anlagde en del af Neustadt med pragtgaden Hauptstraße, og ved den sydlige start af den står rytterstatuen Goldener Reiter fra 1736. Den er et mindesmærke for netop August den Stærke.
    • Flere seværdigheder og mere info: Køb pdf-bogen om Dresden her.

Historisk overblik

    Den tidligste tid
    Elbens næringsrige jorder har tidligt tiltrukket bosættere, og i 500-tallet kom germanske stammer fra øst, mens böhmiske slaver kom til området sydfra og grundlagde byen Drezdany.

    I 900-tallet erobrede de germanske hære under kong Heinrich I de slaviske landområder mellem floderne Saale og Elben, og deres magtcentrum blev det nye slot i Meißen nordvest for Dresden.

    Handelsmænd og håndværksfolk bosatte områderne og etablerede handelsruter, og i 1100-tallet besluttede lederne i Meißen at opføre en borg ved Elben for at beskytte og kontrollere området og krydsningen af floden ved landsbyen Drezdany.

    Dresden bliver etableret
    Borgen ved Elben voksede til små bosættelser, og officielt blev disse bosættelser til byen Dresden i 1206. Det oprindelige Dresden lå på Elbens venstre side i dagens bycentrum. Udviklingen gik langsomt i byen, og hverken økonomisk eller indbyggermæssigt blomstrede byen.

    Omkring 1500 var der knap 6.000 indbyggere i Dresden og de omkringliggende landsbyer, der blandt andet talte byen Altendresden, der var blevet grundlagt på den modsatte side af Elben.

    I 1485 blev Meißens område opdelt, og den albertinske side af den wettinske fyrstefamilie besluttede sig for at slå sig ned i Dresden som deres nye residensby.

    Dresden blev i 1491 offer for en brand, der ødelagde store dele af den, men alligevel blev byen under fyrst Georg hurtigt genopbygget.

    Under fyrst Georg kom reformationen til de tyske områder, og Dresden blev på grund af fyrstens modstand en central by, der var imod Martin Luthers nye tanker. Fyrst Georgs efterfølger gennemførte dog hurtigt reformationen i Dresden.

    Byen vokser
    Dresdens udvikling skete de følgende år meget hurtigt. Den økonomiske aktivitet var stærkt stigende, hvilket ikke mindst skyldtes behov og ønsker fra fyrstefamilien. Indbyggertallet steg også, nu hvor Dresden var blevet en rigtig residensby.

    I 1547 blev Dresden hovedstad i Sachsen, der var den vigtigste protestantiske region og efter Det Habsburgske Rige den mest indflydelsesrige tyske stat.

    Dresden oplevede en hastig udvikling. Den gamle borg blev bygget om til et smukt paladskompleks, og middelalderbyen blev moderniseret og styrket med fæstningsværker. Byens kulturliv blev aktivt styrket. Op gennem 1500-tallet tredobledes befolkningen.

    1600-tallet og barokken
    Fra 1620 blev Sachsen indblandet i Trediveårskrigen. Dresden blev ikke besat, men krigen satte byudvidelserne i stå, og pest og hungersnød plagede området. Stilstanden varede kun til lige efter krigens afslutning, hvorefter Dresden hurtigt genvandt fortidens storhed og magt. Kulturen trivedes, og i 1670 blev den begyndende industrialisering sat i gang i bydelen Friedrichstadt.

    Med fyrst August den Stærkes kroning til polsk konge i 1697 blev Dresden en hovedstad i europæisk målestok. Dens barokbygninger blev opført, og i første halvdel af 1700-tallet tredobledes indbyggertallet igen til nu 63.000.

    I august 1756 kom et tilbageslag til byen. Prøjsiske tropper besatte Dresden, og kampene under Syvårskrigen ødelagde store dele af byen og satte udviklingen helt i stå. Genrejsningen af byen gik langsomt, og det tog omkring 60 år, før befolkningen var kommet op på sit tidligere niveau.

    Napoleon og industrialisering
    Under Napoleon overvandt Frankrig Sachsen, der blev landets allierede. Napoleon opholdt sig flere gange i byen, og en af hans sidste sejre var i 1813 uden for Dresden bymure.

    Efter Napoleonstiden kom industrialiseringen til Dresden. Blandt andet blev den første tyske intercity-jernbanelinje anlagt i 1839; den forbandt byerne Dresden og Leipzig. I tiårene derefter voksede byen kraftigt, og Dresden var den fjerdestørste by i Det Tyske Rige.

    1900-tallets verdenskrige
    1. Verdenskrig resulterede blandt andet i kong Friedrich August IIIs abdicering, og Fristaten Sachsen blev dannet som afløser for det tidligere kongedømme. I slutningen af 1800-tallet var Dresden blevet en stor garnisonsby, men garnisonen var kun i begrænset aktivitet mellem 1900-tallets to verdenskrige.

    Byen var dog løbende blevet udviklet som produktionby og som kommunikationscentrum. Militærindustrien var også blevet opbygget i og omkring Dresden, der blev betragtet som et sted, der skulle kunne forsvares.

    Under 2. Verdenskrig kom mange flygtninge til byen i forbindelse med Tysklands stigende nederlag hen mod og i 1945. Der var omkring 600.000 flygtninge i Dresden, som med dem havde over en million indbyggere.

    Den 13.-15. februar 1945 angreb over 1.000 britiske og amerikanske bombefly Dresden. I alt smed de 2.431 ton højeksplosive bomber og 1.475 ton brandbomber. Tysklands nederlag få måneder senere var nærmest allerede en realitet på tidspunktet for bombardementerne, der dræte tusindvis af civile, og derfor er angrebene fortsat kontroversielle. Resultatet af bomberne var også, at stort set hele Dresdens centrum blev totalt ødelagt tre måneder før den Røde Hærs ankomst.

    Dresden i DDR
    Arbejder- og bondestaten tog over i det østtyske område, og med Dresden fik de en by, der stod foran en total genopbygning. Byen rejste sig igen, og det skete overraskende hurtigt. DDR igangsatte med sovjetisk hjælp både en genopbygning af den barokke Dresden og en nybygning af en moderne østtysk storby.

    Genopbygningen tog mange år, men de fleste af de mange ødelagte bygninger blev genrejst en efter en i DDR-staten, der samtidig udviklede Dresden i socialistisk modernisme, der var kendetegnet ved store anlæg og ambitionen om et nyt samfund, der var langt fra tidligere tiders adelige og kongelige hovedstad. I samme år udviklede Dresden sig til et stort industricentrum i DDR.

    Dagens Dresden
    I dagens Tyskland er Dresden hovedstad i forbundsstaten Sachsen, og byens smukke barokke pragtbygninger står genopført med nykomne byggerier efter den tyske genforening; ikke mindst den berømte Frauenkirche. Omkring Frauenkirche fortsætter genrejsningen af området ved pladsen Neumarkt.

    I dag er Dresden en by, hvis centrum er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Besøgende strømmer igen til den gamle by, dens kultur og dens museer. På samme tid har Dresden også oplevet nye industrier som fx Volkswagens berømte gennemsigtige samlefabrik.

Topseværdigheder

    Zwinger, Dresden

    • Zwinger: Det smukke barokkompleks, Zwinger, er et af Dresdens mest berømte bygningsværker. Her kan man se orangeriet, haven og paladset med Zwingers museer. Man kan besøge kunstmuseet Gemäldegalerie Alte Meister i bygningen Sempergalerie, og i Glockenspielpavillon kan man se en af verdens fineste samlinger porcelæn.
    • Semperoperaen/Semperoper: Den pragtfulde Semperopera blev opført i årene 1838-1841 som staten Sachsens hofteater. Som hofteater var scenen også Sachsens statsopera. Arkitekten var Gottfried Semper, og han fik opkaldt den smukke og verdensberømte opera efter sig.

    Frauenkirche, Dresden

    • Vor Frue Kirke/Frauenkirche: For mange står Frauenkirche som symbolet på Dresden og også på genopbygningen af byen efter de allieredes bomber i februar 1945. Den oprindelige kirke blev opført 1726-1743, men genopførelsen blev startet i 1994.. I dag hører Frauenkirche til blandt byens vartegn.
    • Brühlsche Terrasse: Dette er en smuk promenade langs Elben, som også kaldes Europas Balkon. Den blev bygget på de sidste dele af Dresdens gamle by- og fæstningsmur i midten af 1500-tallet, og i dag kan man nyde en promenade her, hvor der er udsigt til både Elben og mange af byens kendte bygninger.

    Katolische Hofkirche, Dresden

    • Den Katolske Hofkirke/Katolische Hofkirche: Denne kirke blev opført i 1738-1755 i en stilmæssig kombination af romersk og tysk barok, der senere blev kendt som Dresdenbarok. Kirken var hoffets, og den blev katolsk, så August kunne krones til konge af det katolske Polen.
    • Fürstenzug: Fürstenzug er et 102 meter langt vægmaleri, der blandt andet viser alle saksiske herskere fra 1127 til 1904. Værket består af cirka 25.000 Meissen-porcelænsfliser, og det er dermed det største af sin art i verden. Den tidligste viste regent er Konrad den Store, der regerede 1127-1156. Den seneste er Georg, der var konge 1902-1904.

    Residenzschloss, Dresden

    • Residensslottet & Grünes Gewölbe/Residenzschloß & Grünes Gewölbe: Dette er Dresdens slot, der er den historiske residens for de saksiske kurfyrster (1547-1806) og konger (1806-1918). Det er i dag indrettet med flere forskellige museumssamlinger. Mest kendt er nok skatkammeret Grünes Gewölbe, der udstiller en af byens og landets fineste samlinger med blandt andet fyrsternes overdådige smykker.
    • Flere seværdigheder og mere info: Køb pdf-bogen om Dresden her.

Ture fra byen

    Festung Königstein, Tyskland

    • Königstein Fæstning/Festung Königstein: Dette er et kolossalt borganlæg, der ligger på toppen af et af nationalparken Sächsische Schweiz’ bjerge. Borgen ligger på et plateau godt 200 meter over Elbens løb, og man kan se de spændende fæstningsbygninger og en fremragende udsigt over landskabet på en tur hertil.
    • Saksisk Schweiz/Sächsische Schweiz: Dette er en betagende nationalpark sydøst for Dresden, hvor man kan opleve en meget varieret natur med blandt andet skove, floddale og stejle klipper, der giver mulighed for enestående panoramaudsigter.

    Bastei, Tyskland

    • Bastei: Bastei er områdets mest besøgte klippeparti. Det hæver sig 190 meter op over Elbens snoede løb til en højde af 305 meter over havet. Man kan betragte de smukke sandstensformationer ved Bastei fra flere vinkler, og man kan gå på toppen fra klippe til klippe.
    • Pillnitz: Sydøst for Dresden ligger det elegante lystslot Pillnitz. Beliggenheden umiddelbart ned til Elben er smuk, og derfor er der da også mange, der kommer til stedet på en udflugtsbåd. Man kan se selve slottet og det omkringliggende parkanlæg.

    Schloss Weesenstein

    • Weesenstein Slot/Schloss Weesenstein: Dette er et af de smukke slotte sydøst for Dresden. Det blev bygget af borggreverne af Dohna, og der blev bygget på det store anlæg gennem århundreder. Man kan derfor se gotisk arkitektur og dele fra renaissancen, barokken og klassicismen. Den barokke slotskirke er et af højdepunkterne, og man kan også nyde en gåtur i den formelle slotspark, der ligger smukt i det kuperede terræn.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links