Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Coimbra er en by i det centrale Portugal. Den ligger langs floden Mondego og er en af landets største byer. Romerne grundlagde Coimbra med navnet Aeminium, og den lå på vejen mellem Olisipo og Bracara Augusta. I år 468 ødelagde sveberne den nærliggende by, Conimbriga, og derefter overtog Aeminium både navnet og bispesædet fra Conimbriga, der senere blev til Coimbra. I 711 blev byen erobret af maurerne, og først i 1064 generobrede kong Fernando Coimbra for kristendommen. I 1290 blev Portugals første universitet etableret i Coimbra, og i de følgende århundreder var byen blandt de førende kulturbyer i landet.

I dag er der mange seværdigheder i Coimbra, og nogle går tilbage til den romerske tid. I det hyggelige centrum er der en gammel bydel med smalle gader og hyggelige pladser, og i nabogaderne hertil kan man se de stort anlagte pladser og bygninger, der også præger Coimbra. Man kan starte en spadseretur i den gamle by på pladsen Praça 8 de Maio, hvor Coimbras rådhus og klostret Mosteiro de Santa Cruz ligger. Klostret blev grundlagt i 1131, og komplekset med klosterkirken blev bygget det følgende århundrede og markant ombygget i begyndelsen af 1500-tallet. Både kirken og klostret er meget seværdige, og bag bygningerne kan man se den lille park, Jardim da Manga.

I området kan man også gå til pladsen Largo da Sé Velha, hvor Coimbras gamle katedral ligger. Den blev opført i 1100-1200-tallene, og her blev kong Sancho I kronet som Portugals anden konge i 1185. Katedralen blev nærmest bygget som en borg grundet de stridigheder, der var i området i 1100-tallet, men man kan også se senere ombygninger fra bl.a. renæssancen. Ikke langt herfra kan man se Coimbras smukke nye katedral, Sé Nova, der blev bygget som jesuiterkirke efter denne orden ankomst til Coimbra i 1543. Ordenen blev opløst i Portugal i 1759, og i 1772 flyttede bispesædet fra den mindre gamle katedral til den nuværende. I området omkring Sé Nova kan man i øvrigt se Coimbras universitetsområde, og man kan også gå til universitetets botaniske have, hvor São Sebastião-akvædukten står. Den stammer fra slutningen af 1500-tallet, men den blev bygget oven på en romersk akvædukt, som forsynede den øvre del af byen med vand.

En anden seværdighed i byens centrum er Paço das Escolas på pladsen Largo Porta Férrea, der er hovedbygningen for byens universitet, der er Portugals ældste. De smukke universitetsbygninger ligger omkring en plads, hvor man også kan se kirken Capela de São Miguel fra 1500-tallet. Disse bygninger udgjorde tidligere Coimbras kongeslot, og de er i dag optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Nogle af detaljerne er porten Porta Férrea fra 1634, som blev bygget som markering af indgangen til universitet, og universitetstårnet fra 1728-1733, hvis ur spillede en stor rolle i det akademiske hverdagsliv. Fra det gamle slot er salen Gran Salón de Actos smuk og historisk interessant, og João I blev udråbt som konge her i 1385. Det særdeles fornemt indrettede Biblioteca Joanina byder på andre imponerende interiør.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev