Charleroi Rejseguide

Vauban Plads
Place Vauban

Place Vauban er en plads, der udgør hjertet af Charlerois bydel Ville-Haute, og den bærer en meget tydelig symbolik fra byens fæstningsfortid. Pladsen blev oprindeligt anlagt som pladsen Plaz d’Armes i den spanske fæstning, der blev etableret i 1666 under Carlos II af Spanien. Den karakteristiske sekskantede form er direkte en arketypisk renæssanceplan, der blev designet til at optimere bevægelser mellem bastioner, og fra pladsen udgår flere gader, som svarer til de oprindelige bastionslinjer.

I løbet af det 20. århundrede gennemgik pladsen flere transformationer. I 1912 fik den sit navn efter Carlos II, men i 2023 blev den officielt omdøbt til Place Vauban som en del af en byrådsbeslutning med reference til den berømte militæringeniør Vauban. Navneændringen afspejlede ønsket om at fremhæve fortidens arkitektoniske planlægning som et aktiv i nutidens byrum. Samtidig fjernede man i 1990erne et parkeringsareal, der fyldte midten af pladsen, til fordel for et vandbassin og springvand, som nu giver pladsen en ren visuel og rekreativ karakter.

Omkring pladsen står nogle af Charlerois vigtigste bygninger. Her kan man se rådhuset Hôtel de Ville, klokketårnet Beffroi og kirken Église Saint-Christophe. Disse bygninger tegner pladsens profil og bidrager til dens statelige karakter. Rådhuset og klokketårnet står som symboler på kommunal magt, mens kirken markerer det religiøse og ceremonielle rum. I dag er Place Vauban et aktivt byrum, der med sine mange radialgader inviterer til spadsereture i Charlerois centrum til indkøb, caféer, museer og andre seværdigheder.

Rådhuset & Charleroi Klokketårn
Hôtel de Ville & Beffroi de Charleroi

Hôtel de Ville er Charlerois rådhus. Det blev opført mellem 1936 og 1938 som en central del af byens modernisering i mellemkrigstiden. Arkitekterne Joseph André og Jules César anvendte en kombination af klassicistiske proportioner og tidstypiske materialer som beton og natursten for at skabe en monumental administrationsbygning for byens styre. Bygningens indre rummer kontorer, rådssale og en stor trappehal, hvor skulpturudsmykning og vægpaneler dokumenterer politiske og industrielle motiver knyttet til Charleroi.

Beffroi de Charleroi, der udgør rådhusets tårn, er integreret i bygningens struktur, og det blev opført som et af de seneste klokketårne i Vallonien. Tårnet er 70 meter højt og blev fra begyndelsen udstyret med et klokkespil, som blev anvendt til ceremonielle lejligheder og byens officielle markeringer. Tårnet blev opført i samme materialer som rådhuset og demonstrerer, hvordan den historiske beffroi-tradition fra middelalderen blev videreført i en moderne kontekst.

Hôtel de Ville og det tilhørende klokketårn står i dag som et af de mest markante bygningskomplekser i Charleroi, og tårnet er optaget på UNESCOs liste over tilsvarende tårne fra forskellige perioder i diverse byer i Belgien og Frankrig.

Sankt Christoffer Kirke
Église Saint-Christophe

Église Saint-Christophe er en kirke, der dominerer Place Vauban. Den har dybe rødder i Charlerois militære og religiøse historie, idet bygningen begyndte som et garnisonskapel i 1667 og opført under fransk herredømme til ære for Sankt Louis. Kapellet var tiltænkt soldater og garnisonsfolk, men det blev senere udvidet og omdøbt i begyndelsen af 1700-tallet til at tjene det civile menighedsliv og dedikeret til Saint Christophe. Den oprindelige kapelstruktur er stort set ikke bevaret bortset fra en grundsten, som er indfældet i den nuværende kirke.

Det nuværende byggeri er delvist barok og delvist modernistisk. I 1950erne blev kirken genopbygget af arkitekterne Joseph André, Robert Puttemans og Charles Malcause, der blandt andet ændrede den oprindelige orientering. Der blev også tilføjet en kuppel med en diameter på ca. 16 meter, der rejser sig hele 48 meter op. Den nye hovedindgang flyttedes til Rue Vauban, hvilket ændrede kirkens rumlige dynamik og dens forhold til pladsen. Transformationen i 1950erne gjorde det religiøse hus betydeligt større og mere monumentalt end det var tidligere.

Indvendigt rummer Église Saint-Christophe en stor mosaik skabt efter tegninger af Jean Ransy, og som blev udført af venetianske mestre fra Orsoni-værkstedet. Mosaikken dækker over 200 m² og fremstiller Johannes’ Åbenbaring (apokalypsen) med millioner af små farvede glasstykker, hvor nogle stykker er besat med guldfolie. Det spirituelle og visuelle kraftfelt i mosaikken er et centralt element i kirkens nutidige identitet og tiltrækker mange besøgende netop på grund af dens kunstneriske karakter.

Charleroi Museum for Skønne Kunster (MBArts)
Musée des Beaux-Arts de Charleroi (MBArts)

Musée des Beaux-Arts i Charleroi, også kaldet MBArts, har en historie, der går tilbage til en kunstnerisk ambition fra det tidlige 20. århundrede. Det var en idé om at skabe en offentlig kunstsamling for byen, og den blev fremmet af politikeren og kulturforkæmperen Jules Destrée. Destrée ønskede, at Charleroi ikke blot skulle være et centrum for industri, men også for kultur, og han var medvirkende til at etablere en kunstsamling, der kunne repræsentere byens kulturelle ambitioner. Samlingen startede i det små, men voksede i omfang og kvalitet med tiden gennem donationer, køb og institutionelle initiativer.

I mange år var museet indrettet i Charlerois rådhus. Der lå museet på anden sal, og samlingens værker var tilgængelige på forhåndsbestilling. I løbet af 1980erne blev museet åbnet permanent for offentligheden, men de eksisterende lokaler blev med tiden for små og uhensigtsmæssige i forhold til nutidige krav til bevaring og udstilling af kunst. I 2022 genåbnede museet i et helt nyt og restaureret bygningskompleks, der oprindeligt var stalde på Defeld-kasernen, og som stammer fra 1887. Bygningen ligger ved siden af den ikoniske Tour Bleue, der er Charlerois moderne politihovedkvarter, der officielt blev indviet i 2014.

Museets samling dækker et bredt spektrum af kunsthistoriske perioder og bevægelser fra nyklassicisme, realisme og post-impressionisme til surrealismes, abstraktion og samtidskunst. Museet har betydelige værker af kunstnere med tilknytning til regionen som François-Joseph Navez, Pierre Paulus, René Magritte og Constantin Meunier, men viser også værker af kvindelige kunstnere, hvilket museet aktivt fremhæver som en del af dens opgave med at gøre kunsten inkluderende og repræsentativ.

BPS22 - Provinsens Hainauts Kunstmuseum
BPS22 – Musée d’art de la Province du Hainaut

BPS22 er et museum, der ligger i en tidligere industripavillon fra begyndelsen af 1900-tallet, der oprindeligt blev opført som en udstillingshal for tekniske og industrielle præsentationer. Den store halstruktur med ståldragere og høje vinduespartier blev i 2000erne ombygget til et moderne kunstmuseum, hvor den industrielle bygningstilpassede arkitektur danner rammen om udstillinger af samtidskunst med fokus på regionale og sociale temaer.

Museets udstillingsprofil omfatter installationer, maleri, video, lyd og andre værker. Særligt lægges der vægt på kunst, der relaterer til industri, arbejdskultur og urban udvikling i Hainaut-provinsen. Den store hal gør det muligt at præsentere værker i monumental skala, som kræver både højt til loftet og fleksible udstillingssystemer. Den industrielle glasfacade giver naturligt lys, som kontrolleres via tekniske løsninger indbygget i pavillonens struktur.

Museet for Fotografi
Musée de la Photographie

Musée de la Photographie er etableret i de tidligere bygninger for karmelitternes kloster i Mont-sur-Marchienne, hvor klosterstrukturen fra 1800-tallet udgør rammen om et af Europas største museer for fotografi. De oprindelige klosterfløje blev ombygget til museumsbrug i slutningen af 1970erne, hvor der blev foretaget omfattende renoveringer for at integrere udstillingssale, depoter og bevaringsfaciliteter uden at fjerne bygningens historiske identitet.

Museets samlinger spænder over fotografiets udvikling fra 1800-tallets daguerreotypier til moderne digitale produktioner. Arkivalier, udstyr og fotohistoriske objekter dokumenterer både tekniske skift, såsom nye optiske principper, filmtyper og reproduktionsteknikker, og de sociokulturelle rammer rundt om fotografiet. Samlingen vokser løbende gennem donationer, erhvervelser og samarbejder med institutioner i Belgien og udlandet.

En større udvidelse i begyndelsen af 2000-tallet tilføjede en moderne pavillon, der er konstrueret som et kontraststykke til klosterarkitekturen. Bygningen blev opført i glas og beton for at skabe store, neutrale udstillingsrum, hvor kontrolleret lysstyring er afgørende. Den moderne tilføjelse gør det muligt at præsentere store tematiske udstillinger, herunder dokumentarfotografi, pressefotografi og konceptuelle værker.

Le Bois du Cazier

Le Bois du Cazier ligger syd for Charlerois centrum og var i årtier en af regionens vigtigste kulminer. Anlæggets udbygning tog fart i slutningen af 1800-tallet, hvor kulindustrien i Sambre–Meuse-bæltet oplevede en markant vækst. Mineområdet blev udstyret med tipvognsspor, vaskerier, værkstedsbygninger og to karakteristiske hovedskakte, der stadig står som centrale elementer i det bevarede industrikompleks. Stedet er tæt knyttet til udviklingen af Charleroi som industriby og illustrerer den tætte kobling mellem minedrift, jernbanetransport og lokal arbejdskraft i perioden.

Den 8. august 1956 indtraf en af Europas alvorligste minekatastrofer, da en brand opstod i skakt nr. 1 og spredte røg gennem de dybe minegange. 262 minearbejdere omkom, heraf mange udenlandske arbejdere fra især Italien, og katastrofen førte til fundamentale ændringer i arbejdssikkerhed, ventilationsteknologi og regulering af minedrift i Belgien. Denne begivenhed blev et vendepunkt i landets industrielle historie, og Le Bois du Cazier blev senere bevaret som et sted for både erindring og dokumentation af kulindustriens risici og kompleksitet.

Anlægget rummer i dag et omfattende museum, hvor de oprindelige værkstedsbygninger og velfærdsfaciliteter er bevaret i deres industrielle kontekst. Udstillingerne dokumenterer både tekniske aspekter af minedrift, socioøkonomiske forhold for arbejderklassen og migranternes rolle i industrien. De restaurerede værksteder indeholder maskiner, værktøj og arkivalier, som gør det muligt at følge hele produktionskæden fra kuludvinding til forarbejdning.

Området omkring skaktene og slaggebunkerne er organiseret som et stort kulturhistorisk friluftsareal, hvor besøgende kan følge markerede ruter mellem bygningsrester, installationsområder og udsigtspunkter. De to stålskakttårne står som referencepunkter i landskabet og markerer den industrielle identitet, som prægede Charleroi gennem store dele af 1900-tallet.