Bruxelles rejseguide

Grundlæggelsen
Præsten Sankt Gorik byggede omkring år 580 et kapel på en ø i floden Zenne. Øen lå centralt i det nuværende Bruxelles til 1800-tallet, hvor Zenne blev overdækket. Øen hed Sankt Gorik Ø/Sint-Gorikseiland/île Saint-Géry, og Goriks kapel markerede starten på de, der senere skulle vokse til en egentlig bosættelse og by.

Sankt Goriks kapel lå i marskområderne langs floden, og navnet Bruxelles menes da også at komme fra det gammelhollandske Broeksel, der betyder hjemmet i marsken. Bruxelles-regionens symbol er i øvrigt en iris, der var en typisk blomst i omegnen.

Til trods for, at der allerede var opført et kapel, blev Bruxelles først grundlagt i 979, da Karl af Lothringen bragte relikvierne af Sankt Gudula fra byen Moorsel i Flandern til Sankt Goriks kapel. Ved den lejlighed anlagde Karl de første befæstninger, og de medførte en egentlig bosættelse.

Byen vokser
Omkring år 1000 fik Lambert I, greve af Leuven, kontrol med Bruxelles, idet han giftede sig med Karl af Lothringens datter. I midten af 1000-tallet blev byens forsvarsværker udbygget af Lambert II Baldric, der også opførte de første af byens udvidede forsvarsværker.

Bruxelles lå centralt med sin beliggenhed ved floden Zenne og på handelsvejen mellem byerne Brugge og Gent i vest og Köln i øst.

Handelen blomstrede, og med Bruxelles’ naturlige sted på handelsvejene, slog mange sig permanent ned i byen, der hurtigt bredte sig fra Sankt Gorik Ø til de bydele, der i dag udgør byens centrum. Disse kvarterer havde blandt andet den fordel, at de lå beskyttet mod de oversvømmelser, der ramte de flodnære huse.

Bymure og mere vækst
Det nuværende Flandern var gennem middelalderen et af Europas mest urbaniserede områder med en nærmest ustoppelig økonomisk, kulturel og befolkningsmæssig vækst, og det gjaldt også for Bruxelles.

I 1200-tallet fik byen sine første bymure. De blev rejst af herskerne i Leuven, der nu var blevet hertugen. Murene skabte øget sikkerhed, hvilket igen var grobund for tilstrømning af nye tilflyttere. Der flyttede så mange til byen, at der allerede 1356-1383 måtte bygges nye og udvidede bymure.

Mange lav blev dannet i disse århundreder, og virksomheder blev etableret. Også adelen oprustede i området med borge og forsvarsværker, så der var en tid med stor vækst. Politisk udkom Bruxelles’ første forfatning i 1229 under Henri I, der var en af Brabants hertuger.

Magtskifte
De hidtidige regenter var fra Brabant, men det skulle ikke fortsætte. I 1384-1477 sad Burgund således på magten i Bruxelles. Burgunderne var blandt andet kendte for deres gastronomi, og det kan stadig smages på det belgiske køkken.

Gennem kongeligt ægteskab blev Bruxelles en del af habsburgernes rige. De habsburgske kejsere fortsatte udbygningen af byen; blandt andet med store kanalanlæg, der gav yderligere vækst.

I 1516 blev Karl V udråbt som spansk konge i Bruxelles’ Sankt Michael og Gudula Katedral/Sint-Michiels-en-Sint-Goedelekathedraal/Cathédrale des Saints-Michel et Gudule. Karl havde været tronarving til Nederlandene siden 1509, og i 1519 blev han kronet som tysk-romersk kejser efter bedstefaderen Maximilian Is død.

I 1555 frasagde habsburgerne sig ved Karl V magten over Bruxelles og overlod landet til Spanien og kong Felipe II. Modstanden mod kongen i den fjerne Madrid steg. Hollands William af Orange assisterede belgierne, og den spanske leder, Hertugen af Alva, måtte flygte for dog at komme tilbage otte år senere.

Den franske brand
I denne tid blev Spanien gradvist svagere, og i 1695 angreb den franske solkonge Louis XIV Bruxelles. Flere end 4.000 huse blev beskadiget ved den lejlighed, og Grote Markt/Grand Place blev nærmest helt ødelagt.

Spanierne beholdt herredømmet indtil Utrecht-aftalen i 1713, der afsluttede Den Spanske Arvefølgekrig. De Spanske Nederlande, herunder Belgien, blev overdraget til habsburgerne i Østrig.

I samme århundrede brød en ny arvefølgekrig ud. Denne gang fandt den sted i Østrig, og under den erobrede Frankrig Bruxelles i 1746. Den franske tilstedeværelse varede dog kun tre år.

Det blev en stakket frist, for selv om østrigerne søgte at styrke udviklingen af Bruxelles, stod østrigerne svagere, og i Frankrig havde en revolution bragt nye ledere til, og de søgte ekspansion.

Franske tropper invaderede byen i 1794, og året efter erklærede de området for fransk. Nye departementer blev oprettet, og Bruxelles blev hovedstad i regionen Dyle. Bruxelles var fransk indtil 1815, hvor Napoleons tid ved magten var ophørt.

Efter Napoleons fald i 1815 ved Waterloo uden for Bruxelles, blev De Forenede Nederlande oprettet af Belgien, Holland og Luxembourg.

Hovedstad i det selvstændige Belgien
Allerede i 1830-1831 blev Belgien dog selvstændigt efter en frihedskamp mod de hollandske ledere. Leopold I blev udråbt til landets første konge i 1831, og Bruxelles blev hovedstad.

1800-tallets udvikling
En storstilet opbygning af det nye Belgien startede. De gamle bymure blev revet ned, og enorme byggerier blev opført. Samtidigt var der stor entusiasme i byen, der gerne ville holde internationale udstillinger, grundlægge videnskabelige institutter og andet, der kunne sikre landet en plads i Europa og verden. Det bragte fx kulturpersoner som Victor Hugo og Karl Marx til byen.

Sidste halvdel af 1800-tallet var også Belgiens storhedstid som kolonimagt med kongemagten og Bruxelles i centrum. Kolonierne talte 70 gange Belgiens areal.

I den fransk-tyske krig i 1870-1871 deltog Belgien ikke, men krigen var medvirkende til stigende nationalisme i landets flamske og franske dele; et forhold der stadig præger landet og den fælles hovedstad Bruxelles.

Omkring samme tid var floden Zennes løb og forurening gennem det centrale Bruxelles blevet en for stor risiko for folkesundheden, og floden blev helt overdækket. Ved den anledning forsvandt Sankt Gorik Ø, men til gengæld kunne nye og brede boulevarder blive anlagt.

1900-tallet til i dag
Bruxelles var ved begyndelsen af 1900-tallet fortsat en hovedsageligt hollandsktalende by. Sproget, kulturen og historien var fortrinsvist kommet fra andre byer i Flandern, men det blev formelt ændret i 1921, hvor byen og landet blev opdelt i zoner. I nord lå og ligger det hollandsktalende Flandern, i syd det fransktalende Vallonien, mens Bruxelles som hovedstad officielt blev tosproget.

De to verdenskrige i 1900-tallet bremsede ikke byens udvikling markant. Der blev fortsat bygget, og internationale relationer søgtes hele tiden udbygget.

Blandt succeserne var de helt store udstillinger, og Bruxelles kom hele to gange til at være vært for verdensudstillinger. Det skete i 1935 og igen i 1958. Den femte Solvaykonference inden for fysik og kemi blev også holdt her; det var i 1927.

I 1950erne gik Belgien med i Kul- og Stålunionen, der er forløber til dagens Europæiske Union, der i høj grad har præget kendskabet til Bruxelles internationalt. Byen er nemlig hovedby for dele af EUs administration. Kommissionen, Ministerrådet og en af parlamentets bygninger blev lagt i byen, da institutionerne skulle etableres, og herudover fik forsvarsalliancen NATO administrativt hovedsæde i byen.

De seneste årtiers udvikling har primært taget sit omdrejningspunkt omkring det fortsat udvidede samarbejde i EU og den handel, økonomi og turisme, det medfører.