Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Ceuta er en af de spanske byer, der ligger på den afrikanske nordkyst. Det var fønikierne, der bosatte den strategisk velbeliggende halvø, der udgør Ceuta i dag. Senere blev kyststrækningen en del af Romerriget, og derefter var det under skiftende herredømme, at byen udviklede sig til en af Nordafrikas vigtigste handelsbyer. I 1415 indledte Portugals kong João I det, der blev til Slaget om Ceuta. Erobringen af Ceuta varede kun en dag, og derefter var byen portugisisk. Ceutas nye flag blev hejst, og det var og er stadig en variant af Lissabons flag. Portugal udbyggede byen, der kom til at indgå i Den Iberiske Union med Spanien 1580-1640. I den tid flyttede mange spaniere til Ceuta, som kom på Spaniens side som den eneste portugisiske by. Officielt blev Ceuta spansk i 1668, hvilket den har været lige siden.

Byen Ceuta ligger i dag på en Almina, der er en halvø, som går mod øst fra resten af det spanske område, der i alt er på cirka 18,5 kvadratkilometer. Den stemningsfulde gamle bydel ligger bag store fæstningsanlæg på halvøen, og Plaza de los Reyes er den centrale plads. På pladsen kan man se kirken Iglesia de San Francisco, der blev opført i barok i årene 1712-1723 af franciskanere. Over for kirken kan man se Dragehuset, Casa de los Dragones, som stod færdigt i eklektisk arkitektur i 1905. Længere mod vest kan man på Plaza de África se Ceutas katedral, Catedral de Santa María de la Asunción, der blev bygget fra 1686 og indviet i 1726. I domkirken kan man se smukke kapeller, fresker og hovedalteret, og i forbindelse med kirken kan man besøge bispesædet museum. Nord for katedralen kan man se en anden smuk kirke, Iglesia de Santa María de África, der blev indviet i 1752.

Gennem tiden er der blevet bygget mange fæstningsmure til beskyttelse af den strategisk vigtige by, som Ceuta er. De største anlæg er de såkaldte kongelige mure, Murallas Reales, der blev opført fra år 962 til 1700-tallet. De ligger tæt på byens katedral og beskytter den anlagte voldgrav, der krydser den oprindelige halvø med Ceutas gamle bydel. Man kan gå langs murene og se bastioner, voldgrav og andre dele af det imponerende anlæg. Mod vest ligger Ceutas andre mure. Det drejer sig om Murallas Merínidas, som man kan se langs gaden Calle Rampa Pedro Mata. Her ligger byporten Puerta de Fez og et bevaret stykke af de gamle mure, som blev bygget i starten af 1300-tallet af Merinid-dynastiet.

Der er mange andre interessante bygningsværker og monumenter i Ceuta. Monumento del Llano Amarillo blev indviet i det spanske Marokko i 1940 og flyttet til Ceuta i 1962. Monumentet er et mindesmærke om Francisco Francos sejr i den spanske borgerkrig. Der ligger også flere museer i Ceuta som fx Museo de Ceuta, der udstiller arkæologiske fund fra regionen omkring Gibraltarstrædet samt arrangerer skiftende udstillinger. Sala-museo de la Legión er et andet museum, og her kan man lære mere om den spanske legion, der blev etableret som eliteenhed i 1920. Man kan med fordel også nyde naturen på det yderste del af Almina-halvøen, der ligger som et stort naturområde med skønne udsigter over området, havet og til Europa. Her kan man også se fyrtårnet Faro de Punta Almina, der lyste første gang i 1855.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev