Cape Town rejseguide

De første europæere i Cape Town-området var den portugisiske delegation, der anført af Bartolomeu Dias sejlede hertil fra Lissabon i 1487. Han ledte ligesom Vasco da Gama i 1497 en ekspedition, der skulle udnytte søvejen mod det Indiske Oceans kyster. Portugiserne navngav stedet Cabo da Boa Esperança, Kap Det Gode Håb.

I 1652 grundlagde Det Hollandske Østindiske Kompagni/Vereenigde Oost-Indische Compagnie et forsyningsdepot her. Det var et strategisk godt sted ved sydspidsen af Afrika og halvvejs mod havnene mod øst. Det var Jan van Riebeeck og andre af kompagniets ansatte, der grundlagde bosættelsen og kort efter såede afgrøder, så de hollandske skibe kunne komme i land og få frisk proviant. Det var ved denne anledning, Company Gardens blev etableret. For at udvide kolonien kom arbejdere fra asiatiske hollandske kolonier allerede to år efter, og ikke mindst for at kunne opdyrke mere af den frugtbare jord blev der importeret folk fra Java og Madagaskar.

Forsyningsstationen tog form som en egentlig by, og Riebeecks folk anlagde et mindre fæstningsværk, så byen kunne beskytte sig mod den lokale befolkning. I 1666 blev det nuværende fort i byen påbegyndt som et bygningsværk i sten. Dengang lå det i vandkanten, så det kunne yde beskyttelse både mod land og vand.

I 1679 blev Simon van der Stel guvernør i Kapprovinsen, og han grundlagde den givtige vinproduktion, der i dag er en af områdets vigtige eksportprodukter. Der kom i 1688 nogle franske huguenotter til området, og de bidrog positivt i udviklingen af områdets vin.

Kolonien voksede gennem de følgende årtier, og i midten af 1700-tallet var indbyggertallet oppe på 12.000, fordelt omtrent ligeligt mellem europæere og slaver.

I slutningen af 1700-tallet svækkedes det hollandske kolonirige, og gennem krige i Europa kunne Storbritannien ekspandere. I samme periode blev Det Hollandske Østindiske Kompagni ruineret, og fundamentet var dermed lagt for briternes erobring af Kapprovinsen og dermed Kaapstad, det hollandske navn for Cape Town. Briterne erklærede byen som frihavn.

Ved en fredsaftale i 1802 blev kolonien igen hollandsk, men blot tre år senere var der igen krig i Europa, og året efter blev området igen britisk. Gennem en fredsaftale i 1814 blev Kapprovinsen britisk mod en sum penge til Holland. Hollandske skibe fik dog fortsat adgang til havnen.

I 1822 iværksatte guvernør Lord Charles Somerset en række tiltag til udvikling og anglificering af området, blandt andet skulle engelsk være modersmål i stedet for hollandsk. I 1826 forlod Somerset posten. 

I 1834 blev slaveriet frigivet, og nye bydele blev skabt. Byens muslimske befolkning bosatte sig ved den lejlighed i Bo-Kaap. Blandt mange hollandske familier var der skepsis mod den stadigt større afstand til den hollandske fortid, og de startede en større vandring i 1836 mod det indre af det nuværende Sydafrika. Det var de såkaldte voortrekkere, der i 1838 blandt andet slog sig ned i Pretoria-området. 

I 1840 blev Cape Town kommune dannet for byens 20.000 indbyggere, hvoraf halvdelen var af europæisk oprindelse. Som til Australien ville Storbritannien sende straffefanger til Kapprovinsen, men med den lokale modstand og med hjælp fra især politikeren Lord Adderley i London blev dette forhindret.

I de følgende årtier blev der etableret ny infrastruktur, blandt andet en vej til Stellenbosch og en jernbane via Stellenbosch til Paarl og Wellington. I 1860 blev der grundlagt en moderne havn med etableringen af den første dok i det nuværende Waterfront. Senere kom hestetrukne sporvognslinjer til, og der blev lagt et telegrafkabel til Europa. 

I 1882 blev hollandsk igen officielt sprog på linje med det engelske. To år senere blev Kapprovinsens parlament indviet. Omkring århundredskiftet blev der etableret gadebelysning, elektriske sporvogne kørte og et stort projekt med brolægning af Cape Town blev gennemført.

I 1905 blev Cape Town valgt som hjemsted for den lovgivende forsamling i den nydannede Sydafrikanske Union. I Kapprovinsen beholdt befolkningsgrupperne retten til at stemme til parlamentet.

I første halvdel af 1900-tallet voksede Cape Town konstant, og mange områder blev lagt ind under Cape Town. Befolkningen øgedes, og i 1927 blev den første større byplan vedtaget. I 1935 startede store landvindingsprojekter med opfyldning tæt på bycentrum.

I 1930erne blev ikke-europæeres stemmeret begrænset, og da National Party vandt parlamentsvalget i 1948 med indførelsen af et racedelt samfund som centralt element, begyndte landets periode med apartheid. Der blev i løbet af få år dannet en opposition af ikke-europæere, og fra 1960’erne kom det til fysiske opgør. I 1964 blev Nelson Mandela idømt fængselsstraf, og han blev sendt til Robben Island-fænglet uden for Cape Town.

Fra 1950-1980erne blev der gennemført en række store anlægsarbejder i Cape Town. Det moderne centrum blev opført, store vejarbejder udført, og i 1988 blev der taget initiativ til etablering af det populære Waterfront-område.

I 1990 lovliggjorde præsident Frederick de Clerk alle politiske organisationer, og Nelson Mandela blev løsladt. I 1995 blev verdensmesterskabet i en af landets store sportsgrene, rugby, afholdt i Sydafrika, og åbningskampen blev spillet i Cape Town, der siden da har etableret stadigt flere spændende seværdigheder for besøgende.