Se på kortet
Union Buildings, Government Ave, Pretoria, Sydafrika
Læs om byen
Pretoria er kendt som Sydafrikas hovedstad; en status den deler med både Cape Town og Bloemfontein. Byen ligger smukt ved floden Apies og ved foden af højdedragene Magaliesberg, og den tiltrækker hvert år mange turister.
Pretoria er opkaldt efter voortrekkeren Andries Pretorius, og det er en by med fine seværdigheder. Man kan bl.a. se regeringsbygningerne Union Buildings, boermindesmærket Voortrekker Monument og en række bevarede bygninger fra Pretorias tidligere historie.
Nærmest overalt i byen kan man nyde synet af nogle af de mange tusind jacarandatræer, der pryder gader, haver og parker. I byen ligger Sydafrikas nationale zoologiske have også, og haverne ved Union Buildings er absolut også en spadseretur værd.
Omegnen af Pretoria er også interessante med gode muligheder for udflugter. Man kan tage til storbyen Johannesburg, som byder på flere museer og seværdigheder, mens naturen og nogle af Sydafrikas nationalparker også ligger omkring hovedstaden.
Topseværdigheder
- Church Square/Kerkplein: Church Square er Pretorias centrale plads. Her kan man se en række historiske bygninger, og på pladsens midte står en statue af boerlederen og Transvaals tidligere præsident Paul Kruger.
- Union Buildings/Uniegebou: Union Buildings er de sydafrikanske regeringsbygninger. Det imponerende og statelige kompleks blev tegnet af den kendte britiske koloniarkitekt Sir Herbert Baker, og det betragtes som hovedværket blandt hans mange fine designs. På plænerne foran Union Buildings kan man se diverse statuer af bl.a. Sydafrikas første primierminister, Louis Botha.
- Voortrekker Monument & Museum: Voortrekkerne var hvide boerlandmænd, der i 1830-1840erne etablerede lange karavaner og store bosættelsestogter ind i landet fra Kapprovinsen. Denne præstation og begivenhed bliver mindet med det imponerende Voortrekkermonument, hvor der også er et museum.
- Ditsong National Museum of Cultural History/Ditsong Nasionale Kultuurhistoriese Museum: På dette museum, der også kendes som The African Window er der en stor og interessant samling fra arkæologiske fund til sydafrikansk kunsthåndværk. Man kan bl.a. se udstillingen The African Window om Sydafrikas forskellige befolkningsgrupper.