Thaiernes rødder
Bosættelsen af det nuværende Thailand begyndte i nyere tid ved folkevandringer fra Kina for omkring 2.000 år siden. Gennem mange århundreder var området præget af mindre stater og spredte styreformer.
I perioden var der dog også store statsdannelser; ikke mindst Khmerriget, der blev grundlagt i 800-tallet, og som dækkede hovedparten af både det nuværende Cambodja og Thailand. Khmererne kaldte i øvrigt thaifolket for siamesere, hvilket blev områdets kendenavn helt indtil 1900-tallet.
Ayutthaya og den tidligere bosættelse
l 1200-tallet blev thaifolket regeret fra thaiernes første kongerige, Sukothai, der efter en kort opblomstringstid allerede i 1300-tallet var et regionalt rige. Dets magt var i stigende grad overgået til kongeriget Ayutthaya, der blev grundlagt i 1350 og styret fra byen med samme navn nord for det Bangkok, der blev grundlagt som bosættelsen Thonburi i samme århundrede.
Med sin beliggende tæt på mundingen af floden Chao Phraya var Bangkok strategisk vigtigt placeret for handelsvejene, og Ayutthaya-tiden var en vækstperiode for landet og for Bangkok. Det var i denne tid, der blev etableret handelsforbindelser med Europa.
Bangkok blev en vigtig by allerede i Ayutthayas rige. Den lå i periferien og som indgangsport, hvilken gjorde den velegnet som toldsted.
I 1500-tallet blev en del af Chao Phrayas løb rettet ud gennem den nu centrale Bangkok, hvorved vandvejen til Ayutthaya blev nemmere. Udenlandske både fra fx Europa deklarerede varer og passagerer ved passagen gennem Bangkok, hvor de også skulle deponere kanoner, før der blev givet tilladelse til at sejle videre til hovedstaden.
Vesterlandske forbindelser blev skabt og styrket i denne tid. De første besøgende var portugiserne, der erobrede Malacca i 1511. Umiddelbart efter deres ankomst og bosætning af Malacca sendte de en delegation til den thailandske kong Ramathibodi II. Portugal opnåede handelsrettigheder efter fem år, og senere i århundredet fulgte Holland efter som den anden europæiske nation, der kunne handle med Ayutthayas rige.
Ayutthayas fald
Storhedstiden for den maritime handel i Ayutthayas tid var i sidste halvdel af 1600-tallet under kong Narai. Det lukrerede Bangkok på som forpost til residens- og regeringsbyen oppe ad floden.
I 1664 havde Holland gennemtvunget en aftale om ikke mindst friere handel, hvilket fik Ayutthaya til at vende sig mod Frankrig for assistance i 1664. Franskmændene kom til at påvirke kong Narais regeringstid, der varede til 1688.
I 1685-1687 blev Bangkoks befæstninger væsentligt udbygget med et nyt fort efter europæisk forbillede. Til forskel fra selve byen blev fortet anlagt på den østlige bred af Chao Phraya.
Fortet blev bygget med vejledning fra den franske ingeniør De la Mare, som var en blandt mange franskmænd i byen på det tidspunkt. Den franske indflydelse var stor, og Alexandre, Chevalier de Chaumont var blevet udnævnt som kong Ludvig XIV’s første ambassadør i Siam.
Fransk kultur, medicin, religion og uddannelse prægede samfundet, men det kom til et brat endeligt med kong Phetracha, der udråbte sig selv til konge i 1688, sendte franskmændene ud af riget og på det nærmeste lukkede Ayutthayas kontakt med Vesten. Bangkoks fort var i den forbindelse under en fire måneder lang belejring, der blev afsluttet med en aftale, der muliggjorde den franske tilbagetrækning. Fortet blev derefter revet ned efter den nye konges beslutning.
Det følgende århundrede blev Ayutthaya løbende svækket, og i år 1767 overfaldt burmesere hovedstaden. De erobrede og brændte byen nærmest til ukendelighed. På trods af, at burmeserne efter kort tid blev fordrevet fra Ayutthaya, var hovedstaden en ruin, der blev opgivet at genopbygge.
Den nye hovedstad
Efter Ayutthayas ødelæggelser flyttede det thailandske militær med general Taksin i spidsen hovedstaden til Thonburi på den vestlige side af Chao Phraya-flodens løb ved det nuværende Bangkok.
Taksin blev i den forbindelse landets nye konge; en status han havde til 1782, hvor han blev afsat og afløst af Rama I, der flyttede sit hof og sin administration til Bangkok på den anden side af Chao Phraya. Den officielle grundlæggelse af det nye Bangkok blev den 21. april 1782.
Bangkok var dermed landets nye hovedstad. Rama I, der grundlagde det stadigt regerende Chakri-dynasti, anså Bangkok for at være et lettere sted at forsvare mod eventuelt kommende fjender end både Ayutthaya og Thonburi, idet burmeserne ville skulle krydse den forholdsvis brede Chao Phraya for at nå til byen.
Der blev igangsat udgravning af en række kanaler, der siden blev benyttet som transportveje i den nye by; det er de såkaldte klonger, som der stadig findes nogle få af. Man kunne således sejle rundt i det meste af byområdet på den østlige side af Chao Phraya, og også i Thonburi blev der gravet klonger, så byerne samlet set voksede sammen.
De store byggerier
Som en del af udviklingen af hovedstaden lod Rama I det store anlæg ved Grand Palace og templet Wat Phra Kaew opføre. Byggerierne var stærkt inspireret af Ayutthayas arkitektur og anlæg, og stedet blev rigets nye og imponerende magtcentrum.
Ud over disse anlæg samt administrationsbygninger til statens administration var perioden frem til midten af 1800-tallet præget af en rolig udvikling, hvor byen ikke for alvor tog skridt mod at være det absolutte centrum i landet, som Bangkok er i dag; blandt andet var Nordthailand stadig regeret fra Chiang Mai.
Gennem 1800-tallet blev Bangkok og dens befolkning flere gange ramt af koleraepidemier. I 1820 døde omkring 20.000 af sygdommen, der igen ramte byen i 1849.
I sidste halvdel af 1800-tallet kom der fart over byggerierne i Bangkok, og indbyggertallet steg. Kong Rama IV lod store anlægsarbejder udføre.
Med efterfølgeren på tronen, kong Rama V, kom der yderligere gang i moderniseringen og udviklingen af byen, idet der blev investeret kraftigt i blandt andet retsvæsen og sundhedsvæsen, og der blev etableret en række uddannelsesinstitutioner.
I denne tid blev en stor del af områdets megen landbrugsjord konverteret til beboelsesområder, og for at klare det efterfølgende pres på byens infrastruktur blev der anlagt mange nye veje, blandt andet på nogle af kanalerne, der blev fyldt op til lejligheden. Bangkoks første brolagte vej, Charoen Krung Road, blev åbnet i 1864, i 1893 åbnede jernbanen fra byen, og året efter kørte de første elektriske sporvogne.
1900-tallet til i dag
I 1932 blev Thailands nuværende konstitutionelle monarki etableret, og herefter blev en række nybygninger af offentlige institutioner grundlagt. Chiang Mai blev nu også en officiel del af Siam, som fortsat var Thailands navn.
1932 var også året, hvor Memorial Bridge blev åbnet som forbindelse mellem Bangkok på Chao Phrayas østlige bred og Thonburi på den vestlige side. Broen markerede en ny udvikling med en klar forbedring af byens infrastruktur.
Under 2. Verdenskrig var Bangkok besat af Japan, og byen blev udsat for allierede bombardementer udført med B-29 bombefly. Målene var ikke mindst den thailandske hovedstads jernbaner og havneanlæg. Den 5. juni 1944 blev et japansk militærhospital og politihovedkvarter ramt af bomber på en mission, hvis mål var den i 1932 åbnede Memorial Bridge.
Efter krigens slutning blev de ødelagte bygninger hastigt genopbygget, og i det hele taget blev årtierne efter 2. Verdenskrig en tid med rivende udvikling i den thailandske hovedstad.
Den 5. maj 1950 blev Bhumibol kronet som Thailands nye konge, Rama IX, og hans regeringstid er den længste blandt de thailandske konger.
I 1960erne var Bangkok som flere andre steder i Thailand et refugium for primært amerikanske soldater under Vietnamkrigen, og derved blev byens status som regionens underholdningscentrum understreget.
Indbyggertallet er siden eksploderet, og der er opført mange højhuse med beboelse og kontorer. Det stærkt stigende befolkningstal har medført en kraftig vækst i trafikken, der i en del år har været en af metropolens store udfordringer. Der er anlagt nogle S-togslinjer og en metro gennem centrum, og dette transportnet udbygges løbende.
I 1980erne og 1990erne oplevede Thailand med Bangkok som lokomotiv en økonomisk boomperiode, der blev fundamentet for det moderne Bangkok, man møder i dag. Et væld af nybygninger skød op; blandt andet en del af de luksushoteller, som turister sætter stor pris på. Den store idrætsbegivenhed Asian Games blev holdt i Bangkok i 1998 som en af årets store arrangementer.
Efter en nedgangstid i forbindelse med den økonomiske deroute i regionen i slutningen af 1990erne er udviklingen nu igen kommet i gang til glæde for både lokale og besøgende. Byens befolkningstal på omkring 14 millioner i hele storbyområder vidner om udviklingen siden primært 1800-tallets industrialisering og start på befolkningsvæksten.
