Athen rejseguide

Den tidlige historie og demokratiet

Athens historie begynder med grækernes bosættelser af fastlandet for flere tusind år siden. Denne del af historien er ikke dokumenteret, hvorved historiske begivenheder ikke kan fastslås med sikkerhed.

Det tilskrives Theseus at have samlet byerne i Attika under Athen i denne tid, og derved etablerede byen sin dominerende position, der skulle komme til at vare ved gennem de følgende tider. Omkring år 1000 f.Kr. oplevede bystaten Athen stigende materiel velstand og en betydelig udvikling inden for fx kunst og pottemageri.

Omkring 600 f.Kr. blev der gennemført økonomiske og sociale reformer. I samme periode fik man mere samhandel med udlandet, og Athen udvidede sit territorium med blandt andet øen Salamis. Byen var på vej et højdepunkt i den antikke tid, men tiden var også præget af opgør i datidens adel om ikke mindst økonomiske forhold i ejendomsret.

500-tallet f.Kr. var præget af skiftende herskere og tyranner ved magten i Athen. Mod århundredets slutning kæmpede adelen sammen med bystaten Sparta mod det spirende folkelige ønske om medbestemmelse, som blev anført af Kleisthenes. Kleisthenes endte med at få magten, og han gav i 507 f.Kr. magten til folket i form at verdens første demokrati. Der var repræsentation af mange sociale klasser under den nye statsorden; endda slaverne.

Persernes angreb

Grækenland kaldes demokratiets vugge, og allerede i årene efter 507 f.Kr. udvikledes demokratiet og dets institutioner løbende. Borgernes forsamling mødtes, og internt i Athen var tidligere tider magtkampe dæmpet.

Udefra kom truslen primært fra Persien og kejser Darius, og adskillige slag blev udkæmpet mellem athenerne og perserne. I 490 f.Kr. var de persiske hære tæt på Athen, men blev slået tilbage i Slaget ved Maraton. Darius’ efterfølger som persisk hersker hed Xerxes, og han sendte 10 år senere en stor flåde mod Athen, der dog igen overvandt det persiske angreb. Athen var dog blevet angrebet, og byen havde lidt betydelige skader.

Storhedstiden i 400-tallet f.Kr.

Årtierne efter det persiske angreb i 480 f.Kr. var kendetegnet ved en stigende demokratisk ånd og en høj grad af positiv selvforståelse i Athen. Det stod i modsætning til Sparta, der ikke var et demokrati. Der var ufred mellem Athen og både Sparta og Persien, og det kom til flere kampe. Athens flåde dominerede havet, og det var også lykkes at erobre land på Peloponnes fra Sparta. I 445 f.Kr. fandt athenerne det dog belejligt at slutte fred med spartanerne, og Athen måtte afstå erobringer på Peloponnes.

I samme periode havde Athen bygget et solidt nyt forrsvar af hovedstaden med blandt andet mure fra Athen til havnebyen Piræus. Med den store flåde havde bystaten også opnået alliancer med fx flere joniske øer, og alle de stater og byer, som var underlagt Athen, betalte penge til byen.

For at undgå persiske angreb, havde man dannet Det Deliske Søforbund. Athen, der var kommet styrket ud af perserkrigene, blev den ledende bystat i forbundet. Med årene overgik flere og flere opgaver til Athen, så forbundet blev i realiteten en større stat ledet af og fra Athen. De økonomiske betalinger fra øvrige stater i forbundet blev brugt til at opføre flere nye bygninger på Akropolis som erstatning for dem, perserne havde ødelagt. Denne tid var Athens daværende højdepunkt, og et bygningsværk som Parthenon manifesterede Athens magt.

Flere stridigheder kom dog hurtigt efter, og i 431 f.Kr. udbrød Den Peloponnesiske Krig, hvor Athens imperium stod over for bystater på Peloponnes med Sparta i spidsen. Krigen blev startet, da Athen intervenerede i et opgør mellem bystaten Korinth og dennes oprørske koloni Kerkyra. Athen beherskede havet, men kunne ikke stå mod de gentagne angreb over land, som peloponneserne gennemførte de følgende år. Athen indledte også et felttog i 415-413 f.Kr., som tærede på staten, der med årene også mistede forbundsfæller og derved indtægter. Krigen endte med en fred i 404 f.Kr., hvor Athen blev tvunget til at ødelægge forsvarsværker, udlevere sin flåde og indordne sig under Sparta. Politisk indsatte spartanerne de såkaldte 30 tyranner som afløsning for Athens demokrati, men oligarkernes regering kunne ikke holde, og i 403 f.Kr. blev demokratiet genindført.

Sejr over Sparta og nedgangstider

Med en ydmygende fredsaftale i 404 f.Kr. havde Athen måttet underliægge sig Sparta, der generelt udviste håndhed i behandlingen af sine alliancepartnere. Det gav athenerne mulighed for sammen med Theben og Korinth at starte Den Korinthiske Krig i 395 f.Kr. Spartas flåde blev ødelagt i 394 f.Kr., og eftrfølgende vandt forbundet med Athen også sejre på landjorden. Krigen blev vundet, og en fredsaftale blev indgået i 387 f.Kr. Med den fik Athen sin frihed og beholdt nogle territoriale besiddelser.

Efter sejren over Sparta genvandt Athen for en stund sin førende militære status og opbyggede på ny en stor flåde og fik mange forbundsfæller, men med Kong Filip II af Makedoniens kroning i 359 f.Kr. startede fra nord et erobringstogt sydpå mod Athen. Det endelige slag, hvor grækerne tabte til Filip IIs makedonske hære, blev udkæmpet ved Khaironaia i 338 f.Kr. Herefter måtte Athen anerkende Filip II som lederen over det græske land.

Filip IIs søn, Alexander den Store, regerede i Athen over et udstrakt makedonsk/græsk kongerige. Alexander den store døde i 323 f.Kr. efter succesrige erobringer i Asien og Egypten, hvor han blandt andet grundlagde Alexandria.

Makedonernes herredømme varede godt hundrede år, og i hovedparten af den periode fungerede demokratiet i Athen. I kortvarige perioder indførte makedonske ledere andre og mere autoritære styrer, men demokratiet var det gennemgående politiske system i byen. Athen blev befriet for makedonernes overherredømme i 229 f.Kr., og herefter blev byen en del af Det Achæiske Forbund.

Romerrigets æra

Romerriget udgjorde på dette tidspunkt en stigende magtfaktor omkring Middelhavet, og i perioden 211 f.Kr.-167 f.Kr. udkæmpede Rom tre krige mod Makedonien, og Athen var på romernes side. Det gav fordel for Athen, der fik tilført nye landområder.

Romerriget sejrede over Makedonien, men riget kom til at vokse betydeligt mere. I 146 f.Kr. havde Rom underlagt sig hele Grækenland og der også Athen, der bevarede en form for selvstændig frihed; dog underlagt et overordnet romersk styre med provinser. Athen nærmere sig dog en ødelæggelse, der kom til at koste byen dyrt.

Athen tog parti i interne stridigheder i Romerriget, og under Den Første Mithradatiske Krig var Athen hjemsted for general Archelaos, som kæmpede mod Rom. Den romerske general Sulla vandt efter hårde kampe i 87 f.Kr., hvorefter Athens forsvarsværker og industri blev ødelagt. Det påvirkede byens økonomi og status negativt i en lang periode.

Athen var dog fortsat en universitetsby, idet Platons akademi havde ligget her siden 380erne f.Kr. Det gav til trods for en dårligere økonomi byen romernes bevågenhed; også blandt kejserne. Athens gamle historie og kulturelle arv gav således en ny vækst under kejser Hadrian, der regerede i årene 117-138. Kejseren byggede nyt i Athen, der derved blomstrede for en tid.

Århundreder var dog alligevel en omskiftelig periode i Athens historie. Romerne satte store bygningsprojekter i gang, men alligevel dalede byens vigtighed; specielt i forhold til Thessaloniki. Kristendommen blev indført, og der forekom flere gange plyndringer af Athen; fx af goterne i år 267 og af Alarik Is tropper i 395.

I år 330 flyttede den romerske kejser Konstantin hovedstaden fra Rom til den græske by Byzans, der skiftede navn til Konstantinopel. I 395 blev Romerriget delt i det Østromerske hhv. det Vestromerske Rige. I de følgende århundreder blev Athen udsat for flere angreb. Som universitetsby gik bevillinger fortsat til Athen, og derfor blev antikkens storhed så at sige stoppet, da kejser Justinian I lukkede Platons akademi i år 529.

Middelalderens Athen

Efter nedlæggelsen af Platons akademi blev Athen hurtigt reduceret til en by uden interesse og omtale. De mange monumenter og bygningsværker fra antikkens tid stod stadig, og de blev vedligeholdt af den kristne kirke, der indrettede nogle tidligere hedenske templer til kirker. I midten af 800-tallet var Athen blevet sæde for en ærkebiskop, og derved kunne byen bevare en smule af sin tidligere så betydningsfulde åndelighed.

Ellers blev middelalderens komme en tid, hvor Athen og byens befolkning blev fattigere, og styreformen og regenterne skiftede flere gange. I 1204 faldt Konstantinopel for frankiske korsriddere, og Athen kom under 107 års frankisk styre. I 1387 blev florentineren Nerio Acciajouli leder i byen, og han bosatte sig som tidligere regenter på Akropolis. Under Acciajouli blev der indsat en græsk-katolsk ærkebiskop, der virkede ud over den romersk-katolske, der siden frankerne også havde haft sæde på Akropolis.

Den kommende tid kom Athen under skiftende styrer. Venetianere og tyrkere kæmpede med om magten, som Acciajoulierne dog hovedsageligt kunne fastholde indtil 1458, hvor de tyrkiske osmanner kom til.

De osmanniske århundreder

Efter en relativt fredelig periode under italiensk styre, blev Athen i 1458 indtaget af de muslimske tyrkere, der regerede fra Sultan Mehmet IIs Konstantinopel. Erobringen medførte knap 400 års tyrkisk overherredømme over Athen.

Det store tempel Parthenon blev omdannet til moske, og der blev også indrettet et harem på Akropolis. Det var tydeligt, at tyrkerne ville manifestere sig magt, men grækerne fik dog frihed til at dyrke deres kristne tro, og økonomisk blev Athen ikke beskattet i en måde, der satte udviklingen i stå.

Det Osmanniske Rige blev gradvist svagere, og i 1800-tallet kunne det ikke fastholde sine græske territorier, der var præget af ønsket om frihed for de besættende tyrkere. Det var også i denne tid, at briten Thomas Bruce, der kendes som Lord Elgin, fik de tyrkiske myndigheders accept af at fjerne uvurderlige kunstskatte fra Parthenon uden om grækernes vilje.

Stigende modstand mod tyrkerne endte i 1821 med en uafhængighedskrig, der efter en lang kamp endte med Grækenlands anerkendelse som selvstændigt kongerige i 1830. Athen blev hovedstad fire år senere, og den bayerske prins Otto blev indsat som græsk konge.

Det frie og selvstændige Grækenland

I den nye og uafhængige græske land var Athen det naturlige valg som hovedstad. Den var landet kulturelle, økonomiske og administrative centrum, og der forestod et kolossalt anlægsarbejde i forbindelse med de mange nye institutioner, der skulle opbygges i den nye stat. Dertil kom en genopbygning efter den osmanniske tid, hvor Athens store kulturarv ikke var blevet vedligeholdt og arkæologisk opretholdt, som grækerne startede det i sidste halvdel af 1800-tallet.

Der blev udviklet en ny byplan for en større udvidelse af Athen i området nord for Akropolis. Planen indeholdt retlinede gader, store pladser og mange nybygninger. Mod øst var pladsen Syntagma planlagt, og mod nord skulle Omonia etableres, og det græske kongeslot var tænkt her, selv om det kom til at blive opført ved Syntagma. Det var en storstilet plan for byen, der i 1833 blot havde omkring 4.000 indbyggere.

Den græske stat igangsatte ikke blot arkæologisk arbejde i Athen, hvor nyere bygninger på Akropolis fx blev fjernet. Mange andre steder i Grækenland blev der også nyanlagt, hvilket blandt andet skete med Korintherkanalen og en generel udbygning af jernbanenettet.

I antikkens tid var der holdt olympiske lege, og samme slags lege startede i Athen i 1860erne med en så stor succes, at man gennemførte de første moderne olympiske lege i 1896 i Athen. Det skete på det nyligt anlagte panathenære stadion, der stod helt i marmor, og som var inspireret af antikkens bygningsværker.

1900-tallet til i dag

Starten af den nye århundrede fortsatte, hvor 1800-tallet sluttede. Der var betydelig aktivitet i Athen i disse år, og i 1906 kom de olympiske lege tilbage til byen i form af de jubilæumslege, som blev gennemført som markering af tiåret for de første moderne lege.

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og krigen fik blandt andet Det Osmanniske Rige til at bryde sammen. Efter krigen kom det til kampe mellem Grækenland og det tilbageværende Tyrkiet. Kampene startede i maj 1919 og varede til oktober 1922, og de skyldtes ikke mindst grækernes ønske om at få de græske områder i Lilleasien tilbage. De vestlige allierede havde stillet Grækenland disse områder i udsigt, men resultatet blev på trods af det, at områderne blev en del af Republikken Tyrkiet.

En følge af den græsk-tyrkiske krig blev, at en stor folkeudveksling mellem Grækenland og Tyrkiet fandt sted. For Athen betød det, at nye bydele blev anlagt til at huse nogle af de mange grækere, der måtte flytte fra græske områder i Lilleasien. Grundet udvekslingen steg Athens befolkning fra 473.000 til 718.000.

Med 2. Verdenskrig kom Athen og Grækenland ind i en ny stor krig. Under denne krig blev landet angrebet af Italien og efterfølgende besat af tyske, bulgarske og italienske tropper. Tyskerne besatte Athen, der blev befriet i 1944. Under krigen var en stærk kommunistisk hær blevet opbygget, og det kom til en borgerkrig mellem kommunister og kongetro i årene 1944-1949.

Efter afslutningen af den lange borgerkrig voksede Athen og andre større græske byer som følge af den urbanisering, der trak folk fra landområderne til arbejde i byerne. Som hovedstad var Athen mest attraktiv, og den voksede disse år.

Borgerkrigen var slut, men Grækenland var ikke blevet politisk stabilt af den årsag. I perioden fra 1952 til 1967 ledede en række ustabile regeringer landet. I april 1967 tog militæret magten i Athen, og en række oberster stod i spidsen for en militærjunta, som kong Konstantin otte måneder senere forsøgte at afsætte. Det lykkedes ikke, og kongen blev afsat og måtte gå i eksil.

Militærjuntaen ledede landet til 1974, hvor det græske demokrati blev genindført. I 1975 fik landet ny forfatning, og blot seks år senere blev Grækenland en del af Det Europæiske Fællesskab. Medlemskabet medførte øgede investeringer i landet og ikke mindst i Athens erhvervsliv.

Den græske hovedstad kom igen i verdens søgelys i 2004, hvor byen igen var vært ved de olympiske lege. Til lejligheden blev Athens infrastruktur kraftigt udbygget med blandt andet en ny lufthavn, nye metrolinjer og nye sportsfaciliteter. Legene blev en stor succes, og de gav ny økonomi og turisme til byen.

De senere år er der trods international økonomisk afmatning og megen diskussion om den græske økonomi alligevel blevet bygget nyt til glæde for de mange besøgende, der strømme til Athen for at stifte bekendtskab med antikkens verden. Et eksempel herpå er det fornemme Akropolismuseum, der har fremragende samlinger og udstillinger fra Akropolis’ og derved Athens lange historie.