Milano rejseguide

Domkirken • Castello Sforzesco • Den Sidste Nadver

Se på kortet

Milano, Metropolitan City of Milan, Italy
Get Directions

Læs om byen

Milano er Italiens økonomiske dynamo, der både har et islæt af centraleuropæisk atmosfære og af middelhavsområdets stemning. Den lombardiske hovedstad er en storby med alt, hvad det indebærer af muligheder for seværdigheder, hyggelige pladser, god shopping osv.

Milanos historie vidner om byens centrale beliggenhed på Poslettens krydsningsveje mellem alle verdenshjørner. Romerske ruiner og gamle fæstninger fra tiden som det uafhængige Lombardiets hovedstad er nogle af de spændende ting at gå på opdagelse i i byen.

Byens verdensberømte domkirke er byens vartegn og et must for besøgende. Den er Italiens største kirke og berømt for sit ydre, der matches af af spændende interiør. Kirkens dimensioner og detaljerede udsmykning er uforglemmeligt.

I Milano ligger der også stribevis af andre kirker og andre historiske bygninger, der er værd at besøge; og man kan se enestående kunstværker som fx Den Sidste Nadver. Kunstmuseer og kunstværker er der også mange af, og her ligger noget så nutidigt som arenaen San Siro, der er en af Europas sande fodboldmæssige heksekedler.

Uden for Milano er der både interessante kulturbyer og en meget skøn natur. Der er hverken langt til Alperne eller til Middelhavet, og endnu tættere på ligger søerne Lago di Como og Lago Maggiore, der begge er omkranset af små hyggelige og charmerende byer omgivet af billedskønne scenarier.

Topseværdigheder

Domkirken
Duomo

Duomo er Milanos femskibede domkirke, der er et enestående syn med alle sine statuer, spir og detaljer. Som domkirke er kirken sæde for Milanos ærkebiskop, og allerede i 300-tallet lå der en kirke på dette centrale sted i det romerske Mediolanum. De tidlige kirkebygninger blev ødelagt af en brand i 1075, og derved var pladsen banet for opførelsen af den nuværende domkirke.

Duomo blev påbegyndt i 1386 på initiativ fra hertug Gian Galeazzo Visconti, og efter næsten 500 års byggeri blev bygningen stort set færdiggjort i 1858. Undervejs var adskillige arkitektoniske strømninger overvejet og bragt ind i byggeriet, der dog overvejende er gotisk med træk fra barokken i fx facaden, der blev færdigbygget på initiativ af franske Napoleon Bonaparte. Han befalede den delvist byggede facade færdiggjort i 1805, og syv år efter var resultatet der. Napoleon blev desuden kronet som italiensk konge i Duomo, og et af kirkespirene blev prydet af en statue af den franske leder.

Duomos dimensioner er imponerende. Den er Italiens største kirke, og i Europa overgås den kun af Peterskirken i Vatikanet og katedralen i Sevilla.

Kirken måler 158x92 meter i grundplan. Det centrale skib er 45 meter højt, mens toppen af kirkens højeste spir rækker 108 meter op mod himlen; her står en forgyldt statue af Jomfru Maria, La Madonnina, hvis højde er 4,2 meter. Der kan være 40.000 mennesker i det store kirkerum.

Både ud- og indvendigt er der meget at se. Man kan gå rundt om kirken og se nogle af de tusindvis af statuer, der pryder bygningen. Man kan også komme op på kirkens tag, hvorfra der er en fin udsigt til de mange tårne og spir.

Inde i kirken mødes man af flere seværdigheder. Det over 20 meter høje mosaikvindue i koret imponerer lige som krucifikset over alteret. Her er også forskellige gravmonumenter for ærkebiskopper, nogle smukke altre af Pellegrino Pellegrini samt Marco d’Agrates skulptur af Sankt Bartolomæus/San Bartolomeo.

Den største skat i Duomo er dog det hellige søm, Santo Chiodo fra Jesu korsfæstelse. Det opbevares i toppen af hvælvingen over koret og tages kun frem en gang årligt. Det sker ved begivenheden Rito della Nivola den 14. september.

Brera Pinakotek
Pinacoteca di Brera

Pinacoteca di Brera er et museum, der rummer en af Italiens fineste kunstsamlinger med flere mesterværker af blandt andet Rafael, Andrea Mantegna og Tintoretto. De betydeligste retninger fra årene 1200-1900 er alle repræsenterede, og der er derved noget for enhver smag og interesse.

Museet blev indrettet i barokpalæet Palazzo Brera, der fra 1572 var det kloster for Jesuiterordenen, der ombyggede stedet 1627-1628. I 1773 blev Jesuiterordenen opløst, men deres indrettede bibliotek og observatorium blev bevaret.

I 1776 blev Brera Kunstakademi/Accademia di Belle Arti di Brera, etableret. Det kom hurtigt til aktivt at anskaffe kunstværker fra blandt andet lukkede norditalienske kirker og klostre, og det var startskuddet til dagens museum.

Vittorio Emanuele II Galleri
Galleria Vittorio Emanuele II

Galleria Vittorio Emanuele II er Milanos fornemste butiksarkade. Den blev designet i 1861, opført 1865-1877 og opkaldt efter det forenede Italiens første konge.

Bygningen blev opført i typisk arkadestil fra 1800-tallet med monumentale indgangspartier og glastag med støbejernsskelet. Inspirationen kom fra Burlington Arcade i London, og de første større arkader var henholdsvis Galeries Royales Saint-Hubert/Koninklijke Sint-Hubertusgalerijen i Bruxelles og Passazh/Пассаж i Sankt Petersborg.

I Milano forbinder Galleria Vittorio Emanuele II pladserne Piazza del Duomo og Piazza della Scala. Der er to vinkelrette gader i arkaderne, og de mødes på et centralt, oktagonalt torv under en stor glaskuppel 47 meter oppe.

På torvets gulvmosaik kan man efter sigende sikre sig både lykke og et gensyn med Milano. Det sker, hvis man på tyrens billede drejer om sig selv tre gange med højre hæl placeret på tyrens testikler.

Gulvmosaikken symboliserer samlingen af Italien til et forenet kongerige. De fire enkelte mosaikker viser byvåbnene fra Firenze (lilje), Milano (rødt kors på hvid baggrund), Rom (ulv) og Torino (tyr). De fire byer er tidligere italienske hovedstæder; Rom også nuværende.

Jomfru Maria Taksigelse Kirke
Santa Maria delle Grazie

Santa Maria delle Grazie er et kirke- og dominikanerklosterkompleks, som blev opført efter initiativ fra hertug Francesco I Sforza. Arbejdet blev sat i gang i 1463, og klostret stod færdigt i 1469. Opførelsen af kirken blev afsluttet i 1490.

Udvendigt er stilen med den bastante og udsmykkede kuppel ganske anderledes end andre af byens kirker, og indvendigt kan man i det imponerende kirkerum se mange dekorationer og fresker tilbage fra 1400-tallet.

Kirken er i dag optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Den største skat er Leonardo da Vincis mesterværk, Den sidste Nadver/Il Cenacolo, som kan opleves på nordvæggen i klostrets spisesal, refektoriet.

Det 8,8 x 4,6 meter store maleri blev malet i årene 1495-1498, mens da Vinci opholdt sig i Milano. Værket er løbende blevet restaureret og står som fra da Vincis penselstrøg.

Sforza Borg
Castello Sforzesco

Castello Sforzesco er en kolossal borg med voldgrav, mure og tårn i et imponerende anlæg, der sammen med domkirken er byens vartegn. Borgen blev i dens oprindelige udformning bygget af Vicente-familien i 1360erne som byens fæstning, men det var den senere Sforza-familie, der flyttede deres residens hertil og kom til at præge anlægget, hvis historie skildrer hertugernes Milano gennem tiden.

I 1450 om- og udbyggede Francesco Sforza komplekset, og senere generationer og fremmede magter foretog også diverse ændringer. I 1500-tallet under den spanske tid var længden af befæstningerne omkring borgen på tre kilometer med tolv bastioner.

En stor restaurering af Castello Sforzesco blev startet efter den italienske forening i 1800-tallet. Med foreningen var borgen ikke længere militært interessant, og den blev i stedet indrettet til civile formål for byen Milano.

Indgangsporten til borgen er Filarete Tårn/Torre del Filarete fra 1521, der blev ombygget 1900-1905 til ære for kong Umberto I. Bag tårnet kan man gå rundt på hele borgområdet eller besøge de forskellige dele, der nu huser nogle af byens museer.

Museerne på borgområdet er mange, og man får også blot ved at se bygningen et fint indblik i stedets imponerende dimensioner og borgens restaurering. Der er adgang til forskellige sale med blandt andet gobeliner og fresker, der strækker sig tilbage til 1400-tallet.

Af museer skal kunstmuseet Sforza Borg Pinakotek/Pinacoteca del Castello Sforzesco trækkes frem. Nogle af museets største seværdigheder er Michelangelos sidste skulptur og flere af Leonardo da Vincis manuskripter. Af andre museer er Museet for Antik Kunst/Museo d'Arte Antica og afdelinger af byens arkæologiske museum.

På pladsen foran borgen, Piazza Castello, ligger en halvcirkel af symmetriske bygninger. De blev opført i monumental stil i 1800-tallet.

Flere seværdigheder og mere info

Køb pdf-bogen om Milano her.

Galleri

Booking links

Hotel Fly Bil Bus Tog Hostel Kultur Aktiviteter MC

Andre seværdigheder

Domkirkepladsen
Piazza del Duomo

Piazza del Duomo er Milanos hjerte og det bedste udgangspunkt for en tur i den lombardiske hovedstad. Omkring pladsen ligger en række smukke palæer og seværdigheder med Domkirken/Duomo i spidsen, og centralt på pladsen står en rytterstatue af kong Vittorio Emanuele II, der var den første konge i det forenede Italien..

Pladsen blev i sin oprindelige form udlagt i 1300-tallet, da Azzone Visconti lod en række huse nedrive for at skabe en plads mellem datidens to centrale kirker. Siden da er Piazza del Duomo løbende blevet udvidet ved forskellige nedrivninger. Dagens form og størrelse på omkring 17.000 m² stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet og er i det store hele planlagt af arkitekten Giuseppe Mengoni.

Det Kongelige Palads
Palazzo Reale

Palazzo Reale blev i sin tid opført som Palazzo Vecchio Broletto og var sæde for bystyret i middelalderen. Senere flyttede de milanesiske hertuger deres residens fra det stærkt befæstede Castello Sforzesco til det mere elegante og i tiden passende palads i bymidten.

Den politiske magt forblev i paladset, da Milanos spanske tid begyndte. I 1546 tog den spanske guvernør residens her og fortsatte derved hertugernes tradition. De østrigske habsburger kom til magten i Milano i 1717 og ikke mindst kejserinde Maria Theresia kom til at sætte udvendigt og indvendigt præg på paladset.

De følgende århundreder boede de skiftende regenter eller ledere i paladset, som kom til at hedde Palazzo Reale, da Italien blev udråbt som kongerige. Regenterne havde dog ikke fast residens her, idet Milano ikke havde status af hovedstad og kong Umberto I foretrak at bo i Villa Reale di Monza under ophold i det norditalienske.

Med nedlæggelsen af det italienske monarki i 1919 solgte kongefamilien bygningen til staten, der dog skulle holde en lejlighed klar til familiens eventuelle besøg. Det sidste officielle besøg til en konge i paladset blev USA's præsident Woodrow Wilson, der besøgte kong Vittorio Emanuele III i 1919.

I de følgende år blev dele af slottet revet ned for at give plads til andre bygninger, og det blev ødelagt af brande i 1943. I dag er det museum, og man kan opleve det genopbyggede palads i alt dets pragt fra den habsburgske kejsertid og italienske kongetid. Det er også ramme for forskellige kunstudstillinger.

Markedspladsen
Piazza dei Mercanti

Piazza dei Mercanti var middelalderens centrum i Milano og rammen om en række smukke bygninger. Pladsen var engang større, og som markedsplads var der seks indgangsveje til den, hvor hver sit fag holdt til.

Palæet Palazzo della Ragione står centralt på pladsen og blev opført som sæde for administration og afklaring af retsspørgsmål; et såkaldt broletto. Det blev bygget 1228-1233 og har gennem tiden gennemgået flere ombygninger; mest tydelig er den øverste etage, der kom på i 1700-tallet.

Panigarolas Hus/Casa Panigarola ligger på pladsens vestlige side og er bygget af familien Panigarola, der bedrev notarvirksomhed. Huset blev tegnet af Giovanni Solari i 1466 og opført herefter. Palatinerskolenpalæet/Palazzo delle Scuole Palatine blev bygget i 1644, og den husede en af Milanos førende uddannelsesinstitutioner.

Osii Loggia/Loggia degli Osii blev opført 1321 af Matteo I af Milano, der ønskede et centralt sted til juridiske hverv og notarvirksomhed. Navnet Osii kommer fra en familie, der tidligere ejede bygninger i området.

Det tårnprydede Giureconsulti Palæ/Palazzo dei Giureconsulti (Piazza dei Mercanti 2) blev bygget i sidste halvdel af 1500-tallet af arkitekten Vincenzo Seregni. Dets tårn er bevaret fra den tidligere bygning på stedet, og det blev ombygget til klokketårn, der ringede ved begivenheder som fx offentlige henrettelser. Senere er klokkerne udskiftet med et ur. Det har gennem tiden været blandt andet børs og uddannelsessted; i dag tilhører det byens handelskammer.

Poldi Pezzoli Museum
Museo Poldi Pezzoli

Museo Poldi Pezzoli er et museum, som har en af Milanos fineste udstillinger af kunstværker og diverse historiske artikler. Samlingen blev etableret af Gian Giacomo Poldi Pezzoli i 1800-tallet, og genstandene går tilbage til Milanos romerske tid.

Blandt de udstillede kunstværker er en lang række, der blev udført af italienske kunstnere samt også vægt på flamske og hollandske malere. Museumsbygningen udgøres af den adelige Poldi Pezzolis hjem, og den giver derved et godt indtryk af det milanesiske aristokratis levevis for 200 år siden.

Scala Teater
Teatro alla Scala

Teatro alla Scala eller blot ”La Scala” er et af de mest berømte opera- og ballethuse i verden, hvor et utal af stjerner har optrådt gennem de seneste århundreder.

Den 25. februar 1776 brændte teatret Teatro Regio Ducal, og velhavende borgere skrev til byens ærkehertug om støtte til en nyopførelse. Planerne blev blev godkendt af regenten; den habsburgske kejserinde Maria Theresia.

Fra 1776 og til det nye teaters åbning blot to år senere blev kirken Jomfru Maria af Scala/Santa Maria della Scala dekonsekreret og nedrevet, og La Scala opstod med navn fra den hedengangne kirke.

Der var omkring 3.000 tilskuerpladser, og de kunne opleve åbningsforestillingen, der var opførelsen af Antonio Salieris opera i to akter; Europa Riconosciuta. Efter ombygninger er der i dag plads til omkring 2.800 tilskuere i det flotte rum, der er prydet af forgyldt træ og rødt fløjl.

Fra foyeren kan man besøge Scala Teatermuseum/Museo Teatrale alla Scala, hvor der udstilles diverse effekter fra teatrets historie som fx kostumer og malerier.

Sankt Ambrosius Basilika
Basilica Sant’Ambrogio

Basilica Sant'Ambrogio er en basilika, der hører til blandt Milanos ældste kirker. Den blev oprindeligt opført af en biskop i årene 379-386 og i begyndelsen kaldt Martyrbasilikaen/Basilica Matyrum, der henviste til, at en del martyrer var blevet begravet her.

Kirken blev flere gange udvidet, og de nuværende bygninger i romansk stil stod færdige i 1099. Arkitekturen er typisk lombardisk-romansk, og resultatet er imponerende. Det laveste af de to tårne er fra 800-tallet, mens det højeste blev rejst i 1144 og udvidet i 1889.

Den harmoniske gård med udsigten til de to tårne, det store kirkerum, mosaikken og en sarkofag fra 400-tallet er blot nogle af de mange historiske genstande, man kan opleve. I kirken kan man også se kejser Ludovico II’s grav fra år 875.

Fredsbuen
Arco della Pace

For enden af det grønne område Parco Sempione står buen Arco della Pace. Oprindeligt blev buen tænkt som monument for Napoleons sejre, og den skulle stå som indgangsport fra vejen, der ledte fra Paris over Alperne til Milano.

Buen nåede ikke at blive færdig før fredsslutningen på Wienerkongressen i 1815, som markerede afslutningen på Napoleonskrigene. Arbejdet med buen blev genoptaget i 1826 under den østrigske kejser Frans II, der så buen som et monument for den europæiske fred, der kom med Wienerkongressen. Buen blev indviet som Arco della Pace i 1838.

Arco della Pace er 25 meter høj og 24 meter bred. Den er udsmykket med adskillige relieffer, statuer og korintiske søjler. Allerede i den romerske tid stod der en bue omtrent her. Dengang var det en af byportene, og den bar navnet Porta Giovia. Navnet fulgte de forskellige byporte, der lå her helt op til Napoleons æra.

Corso Sempione

Gaden Corso Sempione udgår fra buen Arco della Pace og borgen Castello Sforzesco. Den blev anlagt under Napoleon som en milanesisk Champs Elysées, der som originalen i Paris jo også skulle have en triumfbue som vartegn.

Pragtgaden var udgangspunktet for vejen over Alperne til den franske hovedstad Paris. Den skyggefulde boulevard er i dag fortsat et fornemt og hyggeligt sted for en vandretur.

Sankt Laurentius Store Basilika
Basilica di San Lorenzo Maggiore

Basilica di San Lorenzo Maggiore blev grundlagt omkring år 370 og hører som andre kirker i Milano derved til blandt verdens meget tidlige kirkebygninger. En del af opførelsen er bevaret i den originale byzantinske stil med en central kuppel omgivet af fire tårne med Hagia Sofia i Konstantinopel som forbillede.

Indvendigt er det et stort kirkerum med blandt andet fine kapelmosaikker og loftsmalerier, man træder ind i. Et af højdepunkterne er 300-talsmosaikken i Sankt Aquilinus Kapel/Capella di Sant'Aquilino.

Foran basilikaen kan man se en kolonnade bestående af seksten korintiske søjler; Sankt Laurentius Kolonnade/Colonne di San Lorenzo. Søjlerne er fra 200-tallet og var en del af det badeanlæg, kejser Maximian anlagde. Søjlerne er blandt de få tilbageværende rester fra Milanos tid under antikkens Rom.

Arkæologisk Museum
Museo Archeologico

Milanos arkæologiske museum udstiller forskellige interessante ting fra den forgangne tid. Byhistorisk er det fx spændende med en udstilling fra det romerske Milano, Mediolanum, som der blandt andet er en model af.

Her er også andre udstillinger som fx samlingen af keramik fra blandt andet etruskerne og grækerne, der også er seværdig. Man kan også se en antik møntsamling og andre effekter.

Dele af museumsbygningen har også i sig selv en historie som tidligere indgang til Det Store Kloster/Monastero Maggiore. Her er også en bevaret del af den romerske bymur, og i museets have er også et af byens tidligere forsvarstårne, der er ombygget til klosterkapel.

Flere seværdigheder og mere info

Køb pdf-bogen om Milano her.

Ture fra byen

Bergamo

Charmerende Bergamo er en by med et gammelt middelalderkvarter, der ligger smukt på en bakketop hævet over de moderne bydele. Den gamle bydel hedder Bergamo Alta, og den blev forsvaret af venetianerne i 1500-tallet mod Milano med bymure og indgangsporte, der i dag er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Siden da og primært fra 1800-tallet voksede Bergamo fra at være den gamle by omgivet af en række landsbyer til en egentlig bydannelse i det, der i dag er den nedre by, Città Bassa.

Man kan komme til Bergamo Alta med byens funiculare, og herfra starter oplevelserne med mange seværdigheder, smalle gader og stemningsfulde pladser. Man kan starte turen på Piazza Vecchia, der er Bergamo Altas centrale plads, som blev anlagt på byens gamle romerske forum. Rundt om pladsen blev der opført flotte renæssancebygninger fra 1400-tallet, og de kendteste er Palazzo del Podestà, Palazzo della Ragione og Biblioteca civica Angelo Mai. Man kan også se pladsens karakteristiske tårn, hvorfra der er en fin udsigt over byen.

Palazzo della Ragione var Bergamos rådhus, og bag det gamle palæ ligger den tilstødende plads, Piazza del Duomo, hvor byens Sant'Alessandro-domkirke ligger. Den nuværende kirke blev opført over århundreder og stod færdig i 1889. Ved siden af domkirken ligger basilikaen Santa Maria Maggiore, hvis historie går tilbage til omkring år 1100. Her kan man se forskellige mosaikker og gobeliner i det smukke interiør. Et godt eksempel på udsmykningen er kapellet Cappella Colleoni, der blev opført i 1475 og udsmykket med fresker i 1730erne.

I modsatte ende af den forholdsvis lille Bergamo Alta ligger borgen La Rocca, der blev anlagt i 1300-tallet. Tidligere lå der en romersk fæstning her, og i dag er området udlagt som en park med en flot udsigt, og her er også en udstilling om Bergamos historie. Neden for La Rocca ligger kunstmuseet Accademia Carrera, der har venetiansk kunst som speciale, og den ganske store samling regnes blandt Italiens bedste inden for området. Museumsbygningen blev opført i 1810 i nyklassicistisk stil.

Læs mere om Bergamo

Verona

Verona var en af Romerrigets vigtige byer, og det sætter sit tydelige præg på byen, hvor man mange steder kan se særdeles velbevarede bygningsværker fra århundrederne omkring Kristi fødsel. Det var også her, Shakespeares Romeo & Julie foregik, og det og meget andet kan opleves i byens centrum.

Byens pladser ligger som perler på en snor, og den ene er nærmest smukkere end den næste. Piazza Bra, Piazza delle Erbe og Piazza dei Signori er sikre hit på en spadseretur gennem Verona, hvor Julies hus fra Romeo & Julie er en populær seværdighed. Det gælder i det hele taget om at kigge op og nyde de mange smukke palæer i byen.

Fra romertiden ligger Arena di Verona som et kolossalt aktiv for byen. Man kan stadig nyde forestillinger i de gamle rammer, og man kan gå videre over gamle broer til det romerske teater, hvor man dels ser det spændende bygningsværk og dels får en dejlig udsigt over Veronas centrum.

Læs mere om Verona

Comosøen
Lago di Como

De store søer nord for Milano er fantastisk smukke med deres beliggenhed mellem Posletten og Alperne. Lago di Como er den tætteste på Milano og byder på dejlig natur, afvekslende seværdigheder og hyggelige byer. Man kan også tage på sejlture med de mange turistskibe eller lokale både, der begge sejler fra flere steder rundt om søen.

Byen Como ligger ved sydspidsen af Comosøen. Den er det naturlige udgangspunkt for en tur langs med og på søen. I Como er det værd at se domkirken, Duomo (Piazza del Duomo). Den blev bygget i marmor fra år 1396, og den giver et godt indtryk af Comos middelalderbyggeri. Kirkens store kuppel blev dog først færdiggjort i 1740. Ved siden af domkirken ligger 1200-tals-rådhuset Il Broletto di Como (Piazza del Duomo). Selve området her er også hyggeligt blot at gå rundt i med de mange små gader.

Man kan tage en lang og smuk tur med funiculare fra centrum (Via Prudenziana) til Faro Voltiano, der ligger 700 meter over byen. Herfra er der en enestående udsigt over Como, Comosøen og til Alperne. I meget klart vejr kan man se både Milano og det karakteristiske schweiziske bjerg Matterhorn.

Køb og download den fulde PDF Guide

Milano rejseguide (PDF)
74,95kr. Tilføj til kurv

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Shopping

Coin

Piazza 5 Giornate 1A, Piazzale Loreto 16, Corso Vercelli 30-32, Piazza Cantore 12
coin.it

D Magazine Outlet

Via Montenapoleone 26
dmagazine.it

Fiordaliso

Via Curiel, Rozzano
fiordaliso.net

Galleria Vittorio Emanuele

Piazza del Duomo

Marni Outlet

Via Tajani Filippo 1
marni-international.com

Rinascente

Piazza Duomo, Viale Certosa
rinascente.it

Indkøbsgader

Via Montenapoleone, Via della Spiga, Via Sant’Andrea, Via Manzoni, Via Borgospesso, Via Santo Spirito, Corso Vittorio Emanuele, Corso Buenos Aires, Via Torino, Corso di Porta Ticinese

Med børn

Akvarium

Acquario Civico
Viale Gadio 2
acquariocivico.mi.it

Teknik og videnskab

Museo Nazionale della Scienza e della Tecnologia
Via San Vittore 21
museoscienza.org

Naturhistorie

Museo di Storia Naturale
Corso Venezia 55
assodidatticamuseale.it

Fodbold

San Siro
Via Piccolomini 5
sansiro.net
sansirotour.com

Gode links

Historisk overblik

Keltisk og romersk oprindelse

Milano-regionen har været beboet i årtusinder, men først da kelterne omkring år 400 f. Kr. bosatte sig i området Po-floden, begyndte en varig udvikling af det, der i dag er blevet til Milano.

Romerne besejrede kelterne i 222 f. Kr., og den nu tidligere keltiske bosættelse blev af romerne døbt Mediolanum, der henviser til beliggenheden midt på sletten.

Mediolanum blev hurtigt betydningsfuld i Romerriget som vigtigt bindeled mellem Rom og det nordvestlige Europa, hvor en del af rigets ekspansion foregik.

Milano blev løbende mere integreret i Romerriget, og efter århundreders positiv udvikling, blev byen i 286 gjort til hovedstad i Det Vestromerske Rige af kejser Diocletian, der selv bosatte sig i Nicomedia i Det Østromerske Rige.

Romersk storhed og fald

I juli 285 udråbte kejser Diocletian Maximian til ny co-kejser, og hans administration styrede Det Vestromerske Rige fra Milano. Maximian var en krigerkejser, hvis egen residens lå i Trier, men han lod en række store byggerier opføre i den nye hovedstad.

Således fik Milano et stort Circus med Roms som forbillede, store badeanlæg og en række paladskomplekser. Dimensionerne var imponerende; særligt at Circus, der målte 470×85 meter i grundflade.

Milano voksede og var efter Rom Vesteuropas vigtigste by. I 313 gjorde Konstantin I kristendommen til officiel religion, og byens religiøse og kulturelle indflydelse voksede anseligt. Kirken vandt betydeligt større politisk magt disse år.

Der skulle dog ikke gå mange år, før Milanos romerske vækst blev standset. Da vestgoterne belejrede byen i 402, blev kejserresidensen og dermed en stor del af regeringsadministrationen flyttet til Ravenna. I 452 stormede hunnerne byen, og 24 år senere skiftede magten med Det Vestromerske Riges fald i 476.

Lombardiets rødder

Rigets fald betød nedgangstider for Milano, der ikke længere var hovedstad, og den blev fortsat jævnligt angrebet nordfra af blandt andet goterne. Milano allierede sig med goternes fjender i Byzans og tabte.

Goterne hærgede byen og dens befolkning i 539, og Milano måtte begynde forfra med at udvikle sig. Byzans erobrede dog byen og området tilbage fra goterne i 568, men efter kort tid overtog de germanske longobarder byen. Longobarderne er dem, der kom til at præge og lægge navn til den norditalienske region Lombardiet.

Der skete i de år ingen større genopbygning af byen, hvor en del af de romerske strukturer fortsat var i anvendelse.

I 774 erobrede frankerne Milano, og frankerkongen Karl den Store gav sig selv titel af Lombardiets konge. Med frankerne og Karl den Store blev Milano en del af Det Tysk-Romerske Rige, og det skabte stabilitet og ny udvikling.

En øget handel og en større købmandstand voksede frem, og det skabte fundamentet for Milanos videre vækst. Milano blev bystat i 1042, og byen blev igen regionens omdrejningspunkt.

Nye fjender

Som bystat var Milano ikke langt fra fremmede magter, og af ydre fjender var det nu Det Tysk-Romerske Rige og kejser Frederik I Barbarossa, Milano skulle forsvare sig mod. I 1162 besejrede Barbarossa Milano, og byen blev igen ødelagt fuldstændigt.

Efter nederlaget dannedes i området Den Lombardiske Liga i 1167 med Milano i spidsen. Barbarossa blev nu besejret af Den Lombardiske Liga, og efterfølgende genvandt ligaens bystater deres delvise selvstændighed.

Med Freden i Konstanz i 1183 mellem Frederik I Barbarossa og Den Lombardiske Liga blev Freden i Venedig fra 1177 bekræftet. Her havde kejseren blandt andet måttet anerkende Milano og andre byers vidtgående uafhængighed i kejserriget, og fra 1183 blev det videreført i form af videreførelse af Den Lombardiske Liga og selvbestemmelse i byerne; blot formelt stadig som en del af Det Tysk-Romerske Rige. Milano fik status af et hertugdømme.

Vækst og kunst

Fra midten af 1200-tallet og flere århundreder frem blev Milano styret af velstående familier; Torriani, Visconti og Sforza. Familierne opførte som store monumenter og bygningsværker, og de hentede førende kunstnere og arkitekter til byen. Kulturen blomstrede og var sammen med Firenze ledende i det norditalienske.

De magthavende familier støttede aktivt kunst, kultur og udvikling; specielt under Milanos hertug Lodovico Sforzas regeringstid i slutningen af 1400-tallet. Dette bragte blandt andet Leonardo da Vincis arbejde til Milano.

I årene Lodovico Sforzas tid efter oplevede Milano og det italienske område en nedgangstid. De øvrige stormagter i Europa var blevet stærkere og byen blev løbende angrebet. I 1525 blev Milano således en provins i Karl V’s spanske kejserrige, idet François I blev besejret i Slaget ved Pavia. Milanos tid under habsburgsk ledelse var nu startet.

Spansk, fransk og østrigsk styre

Det spanske styre byggede forsvarsværker rundt om Milano, og i den styrkede by steg indbyggertallet i begyndelsen. Økonomien gik dog senere i stagnation, og da byen blev ramt af en pestepidemi 1629-1631 blev økonomien stærkt forværret, og befolkningen blev halveret.

I 1556 havde Karl V abdiceret til fordel for sin bror, der blev regent i Det Tysk-Romerske Rige, og sin søn Filip II, der dannede den spanske gren af habsburgerne, hvorunder Milano var kommet under.

Med Karl II’s død i 1700 uddøde den spanske linje af habsburgerne, og året efter blev Den Spanske Arvefølgekrig udløst. Der var et fransk krav om den spanske trone, og samtidig ekspanderede Østrig, som med Freden i Utrecht i 1713 kunne annektere de spanske besiddelser i Norditalien; herunder Lombardiet og Milano.

Med østrigerne genrejste Milano sig, og især på det kulturelle område skete det hastigt. Det varede ved, indtil Napoleon og dermed Frankrig invaderede byen i 1796.

Napoleon og 1800-tallets fem dage

Under Napoleon blev Milano hovedstad i den Cisalpinske Republik, og Napoleon lod sig i 1804 krone i byens domkirke i det nyskabte Kongeriget Italien. Efter Napoleons fald kom Milano indtil 1859 igen under østrigsk herredømme.

I 1848 gjorde Milano oprør mod det østrigske styre, og under de såkaldte Fem Dage blev feltmarskal Radetzky tvunget til at trække sine tropper tilbage fra byen. Selv om Østrig og Radetzky efter nogle måneder besejrede norditalienerne og dermed kunne genindtage byen og området, var vejen mod italiensk samling og selvstændighed banet.

En alliance mellem Kongeriget Sardinien og Frankrig besejrede østrigerne i Slaget ved Solferino i 1859, og derved blev Milano og Lombardiet en del af det italienske kongerige Sardinien, som efterhånden vandt kontrollen over det meste af halvøen. I 1861 blev riget omdøbt og etableret som Kongeriget Italien.

Østrig havde efterladt en by i udvikling med en god infrastruktur. Denne udvikling fortsatte i den atter italienske by, og den blev landets økonomiske centrum. Byens indbyggertal voksede dramatisk med industrialiseringen, og byen bredte sig med blandt andet mange jernbanebyggerier til regionen og omegnen.

Internationalt set blev Milano tættere forbundet områderne nord for Alperne med åbningen af Sankt Gotthard-tunnelen i 1881, og det var blot med til at manifestere byen som regionens førende.

I 1898 blev der strejket i Milano i protest med blandt andet stigende priser og fødevaremangel. Strejken udviklede sig til en massakre, hvor flere end 100 blev dræbt, da hærenheder blev sat ind for at genskabe roen i byen.

1900-tallet til i dag

Gennem mange år var Benito Mussolini Italiens leder, og hans bevægelse blev startet i Milano, hvor sortskjorterne blev organiseret. Mussolinis første offentlige stormøde fandt sted 1919 på pladsen Piazza San Sepolcro. I 1922 fandt Mussolinis fascistiske march mod Rom sted med udgangspunkt i Milano.

Under 2. Verdenskrig blev Milano kraftigt bombet på grund af en store industri, og Benito Mussolini blev likvideret i byen i 1945.

Efter krigen satte den videre industrialisering igen gang i Milanos udvikling, og den lombardiske hovedstad blev genopbygget. Både byen og regionen Lombardiet blev nogle af Europas førende og rigeste – hvilket de stadig er i dag som det økonomiske lokomotiv i Italien.

I 2010 blev Milano udpeget som hjemsted for den kommende verdensudstilling Expo 2015, som har bragt nye projekter og byggerier til byen.

Milano rejseguide

Domkirken • Castello Sforzesco • Den Sidste Nadver

Se på kortet

Læs om byen

Topseværdigheder

Domkirken Duomo

Brera Pinakotek Pinacoteca di Brera

Vittorio Emanuele II Galleri Galleria Vittorio Emanuele II

Jomfru Maria Taksigelse Kirke Santa Maria delle Grazie

Sforza Borg Castello Sforzesco

Flere seværdigheder og mere info

Galleri

Rejseekspert

Booking links

Andre seværdigheder

Domkirkepladsen Piazza del Duomo

Det Kongelige Palads Palazzo Reale

Markedspladsen Piazza dei Mercanti

Poldi Pezzoli Museum Museo Poldi Pezzoli

Scala Teater Teatro alla Scala

Sankt Ambrosius Basilika Basilica Sant’Ambrogio

Fredsbuen Arco della Pace

Corso Sempione

Sankt Laurentius Store Basilika Basilica di San Lorenzo Maggiore

Arkæologisk Museum Museo Archeologico

Flere seværdigheder og mere info

Ture fra byen

Bergamo

Verona

Comosøen Lago di Como

Køb og download den fulde PDF Guide