Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Lissabon har godt to millioner indbyggere, og det er en by og en befolkning, der charmerer og fascinerer besøgende. Portugals store plads i verdenshistorien kommer virkeligt til udtryk i byen med utallige smukke bygningsværker bragt til verden under en historisk velstandsperiode, man kan nyde godt af som turist i dag.

Det var i Lissabon, mange nye opdagelsesrejser tog deres begyndelse, og de hjembragte megen rigdom til moderlandet. Navne som Vasco da Gama og Henrik Søfareren går igen mange steder i byen og landet, og det samme gør Markisen af Pombal, der stod for den storstilede genopbygning af byen efter et kolossalt jordskælv i 1755; resultatet kan opleves i dag som bydelen Baixa.

Lissabon har også en særlig stemning, der både er moderne og historisk. De skæve gader, gamle huse og mange bakker danner en naturlig skønhed og idyl ned mod den brede Tejo-flod, der munder ud i Atlanterhavet ikke langt fra den portugisiske hovedstad. Byen opleves dejligt til fods, og man bør også give sig selv nogle oplevelsesrige ture i en af de mange sporvogne og kabelbaner, der trafikerer Lissabons mange hyggelige kvarterer.

Topseværdigheder

    Mosteiro Jeronimos, Lissabon

    Jerónimos Kloster
    Mosteiro dos Jerónimos

    Jerónimos Kloster er en af de største seværdigheder i både Lissabon og hele Portugal. Stedet er et udstyrsstykke af et kloster, som blev bygget i 1500-tallet under højdepunktet for den portugisiske kolonihandel. De enorme indtægter fra den trafik, Vasco da Gama igangsatte på kolonier, dannede fundamentet for at bygge klostret, og den specielle portugisiske manuelinske stil er her fuldendt i alle detaljer.

    Den manuelinske stil har fået navn fra kong Manuel I, der regerede 1491-1521. Stilen er en portugisisk variant af sengotik med renæssanceelementer. Det var da netop også Manuel I, der igangsatte byggeriet, hvilket skete kort efter Vasco da Gamas hjemkomst fra den første sørejse til Indien.

    Opførelsen af det store kloster startede i 1501, og byggeriet stod færdigt i 1601. Finansieringen i starten sørgede Manuel I for gennem en skat på 5 % på varehandelen med Afrika og Orienten. Det svarede til værdien af omkring 70 kilo guld om året.

    Manuel I gav klostret til munke af ordenen af hieronymiter, hvis opgave var at bede for kongen evige sjæl og at assistere sejlende fra den nærliggende havn i Restelo på deres vej mod fjerne kyster. Klostret er i dag opkaldt efter Sankt Hieronymus og munkeordenen, der var aktiv i klostret til 1833, hvor religiøse ordener blev nedlagt i Portugal.

    Når man står foran klostrets lange facade, kan man opleve dets smukke arkitektur. Den anvendte indgang er den såkaldte sydlige port, der blev designet af Juan de Castilho. Porten er 32 meter høj og 12 meter bred, og den har en detaljeret udsmykning omkring den centrale statue af Henrik Søfareren, som man kan se over indgangsdørene.

    Sydporten ligger i siden af den store klosterkirke, Santa Maria de Belém. Kirken har også en vestlig indgang, som blev udarbejdet af Nicolau Chanterene i 1517. Når man træder ind i kirken, åbenbarer det storslåede kirkerum sig. Flere arkitekter arbejdede på kirken; størstedelen af stilindtrykket stammer fra spanieren Juan de Castilhos arbejder.

    I kirken kan man se flere gravsteder for berømtheder. Det er her, man kan se Vasco da Gama og Luís de Camões’ kister, og kong Manuel I og dronning Maria af Aragonien ligger også begravet i kirken. Det samme gælder for blandt andre kong João III og hans dronning Catarina af Østrig.

    Fra kirken kan man gå videre ind i klosterbygningerne, der ligger rundt om den 55x55 meter store klostergård. Her er den manuelinske stils detaljerigdom i de lyse kalksten slående, og man føler sig straks langt væk fra den omliggende storbys trafik.

    I vestfløjen af Jerónimos Kloster ligger der to museer. Det ene af dem er Søfartsmuseet/Museu de Marinha, der hører til Europas mest imponerende af sin slags. Her kan man opleve tusindvis af effekter som fx store skibsmodeller, og her skildres landets stolte søfartshistorie.

     

    Padrao dos Descobrimentos, Lissabon

    Monumentet for Opdagelser
    Padrão dos Descobrimentos

    Halvt ud i floden Tejo står dette store monument for de portugisiske søfarere og opdagelsesrejsende, Padrão dos Descobrimentos. Monumentet blev bygget i 1960, hvilket skulle markere 500-året for Henrik Søfarerens død.

    Monumentet viser et skib på vej ud på søen med Henrik Søfareren i stævnen. Portugals opdagelsesrejser startede med Henrik Søfareren, som blandt andet opdagede Açorerne i 1427 og Kap Verde i 1450erne. Af senere opdagelsesrejsende kan selvfølgelig nævnes Vasco da Gama, og bag Henrik Søfareren på monumentet ses også kartografer, missionærer og andre, der var med på rejserne.

    Inde i monumentet kan man se skiftende udstillinger, og man kan også tage en elevator til toppen, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over Belém og Tejo i begge retninger. Man kan også tydeligt se den store bro, Ponte 25 de Abril, og figuren af Kristus på den sydlige side af Tejo.

    Husk også at kigge ned på pladsen foran monumentet, hvor der i belægningen er et kæmpe kompas og verdenskort med Portugals tidligere opdagelsesrejser og besiddelser udført i mosaik.

     

    Torre de Belem, Lissabon

    Belém Tårn
    Torre de Belém

    Torre de Belém ved floden Tejos bred er et af Lissabons mest berømte vartegn. Det smukke tårn blev opført i den fine manuelinske byggestil, og det stod færdigt i 1521. På opførelsestidspunktet stod tårnet på en ø midt i Tejo, men senere opfyldninger har rykket flodbredden helt ud til øen fra den tidligere kystlinje, som lå tæt på kanten af Jerónimos Kloster.

    Tårnet blev opført som fyrtårn på det lille skær i floden, men samtidigt var det stærkt befæstet, og derved udgjorde det et forsvar af indsejlingen til Lissabon. I mere end 200 år var tårnet desuden indrettet som fængsel, og med floden på begge sider lå det i den periode godt beskyttet og hindrede dermed en nem fangeflugt.

    Som besøgende kan man komme ind i tårnet, der ud over kasematter rummer flere etager med forskellige sale. I kasematterne kan man blandt andet se de gamle kanonstillinger.

     

    Praca do Comercio, Lissabon

    Praça do Comércio

    Praça do Comércio er en stor, harmonisk og flot beliggende plads lige ned til floden Tejo i hjertet af Lissabon. Pladsen er stor og symmetrisk anlagt med nyklassicistiske bygninger med en centrale port som indgang mod Baixa-kvarteret i midten.

    Historisk har stedet været politisk centrum, idet det tidligere kongeslot, Paço da Ribeira, engang lå på denne plads. Slottet blev taget i brug i 1502, og som så mange andre bygninger i den portugisiske hovedstad blev slottet ødelagt af jordskælvet i 1755.

    Den nuværende Praça do Comercio blev anlagt under Marquis de Pombal i årtierne efter jordskælvet. Pladsen kaldt navngivet efter den handel, der skulle præge den nybyggede by og Praça do Comercio, der blev omgivet af offentlige kontorer for fx told og havnemyndigheder. Som pladsens samlingspunkt blev en rytterstatue af kong José I indviet i 1775, og den står her fortsat.

    Praça do Comercio blev historisk den 1. februar 1908. Det var nemlig stedet, hvor Portugals konge og kronprins blev skudt. Carlos I var på vej fra slottet i Vila Viçosa til residensen i Lissabon, da flere personer skød mod kongen og kronprins Luís Filipe. Kongen døde på stedet, mens kronprinsen var blevet dødeligt såret. To år senere blev monarkiet afskaffet, og Portugal blev en republik.

     

    Sankt Engratia Kirke
    Igreja da Santa Engrácia

    Den imponerende Sankt Engratia Kirke blev påbegyndt opført allerede i 1682, men efter århundreders pause blev stod den først færdig i 1966. Beliggenheden er smuk, og den lyse kirke ligger højt hævet over Lissabons centrale skyline.

    Kirken blev opført som en almindelig kirke som afløser for andre kirker dedikeret Sankt Engratia, der er martyr for byen Braga. Forgængerne var styrtet sammen, og derfor blev det nuværende byggeri sat i gang. Designet blev udført af João Antunes, der var hofarkitekt og en af landets mest betydende barokarkitekter.

    Arkitekten døde i 1712, og kong João V koncentrerede sig om opførelsen af Mafra Palads/Palácio de Mafra uden for Lissabon, og derved gik kirkebyggeriet i stå. Arbejdet kom i gang igen, og i 1900-tallet blev kirken gjort færdig; det var også her, den store kuppel blev bygget.

    Kirkens interiør er smukt og elegant. Barokke udsmykninger i marmor dominerer gulve og vægge, og kirkens fine 1700-talsorgel blev bragt hertil fra byens domkirke. Man kan også se adskillige interessante gravmonumenter i kirken, der i 1916 blev omdannet til nationalt pantheon, Panteão Nacional. Præsidenter, forfattere og andre kunstnere er blandt dem, der ligger begravet her; det samme gør den berømte fodboldspiller Eusébio. Man kan også se kenotafer for blandt andre Henrik Søfareren og Vasco da Gama.

     

    Electrico linha 28, Lissabon

    Sporvognslinje 28
    Eléctrico linha 28

    Den 17. november 1873 blev den første sporvogn trukket af heste gennem Lissabons gader, og i 1901 kørte den første elektriske vogn i byen. Nettet af sporvogne nåede sit højdepunkt i slutningen af 1950erne, hvor flere end 20 linjer var til rådighed for lokale og turister. Siden da har busser og byens metro overtaget store dele af den tidligere sporvognstrafik, der dog fortsat nok er Lissabons mest kendte og populære transportmiddel.

    Sporvogn 28 er en berømt turistmagnet i Lissabon. Fra det centrale stoppested på gaden Rua da Conceição tager man sporvognen mod øst, og selv om endestationen efter en lang tur er en kort gang fra udgangspunktet, er selve turen en sand oplevelse.

    Sporvognen på netop linje 28 kører ad smalle gader gennem bydelen Alfama, hvor det flere steder ser ud til, at det er umuligt for sporvognen at komme rundt om husene. Hyggelige pladser, flotte bygninger og portugisisk stemning breder sig i dette område, og man oplever det hele på tætteste hold ved en sporvognstur.

     

    Det Nationale Karetmuseum
    Museu Nacional dos Coches

    I bydelen Belém ligger det unikke karetmuseum, der gennem mange år var indrettet i Belém Palads’ rideskole fra slutningen af 1780erne. Indsamlingen af kareterne startede i hele Portugal i begyndelsen af 1900-tallet, og der er med tiden samlet så mange fine køretøjer sammen, at museet hører til verdens fineste af sin slags.

    Det Nationale Karetmuseum er et udstyrsstykke i royale kareters udvikling fra 1600-tallet og gennem de følgende århundreder, og under besøget oplever man nærmest også stemningen fra svundne tider.

    Indtil 2015 var museet kun indrettet i Belém Palads’ rideskole. Siden da har den fine udstilling bredt sig til også at kunne ses i en moderne nybygning, som blev tegnet af den brasilianske arkitekt Paulo Mendes da Rocha.

    Den Gamle Kongelige Rideskole/Antigo Picadeiro Real rummer fortsat en del af museets samling, og bygningen er seværdig i sig selv. Den blev opført fra 1786 i arkitekten Giacomo Azzolinis nyklassistiske design, og interiøret med kakler og malerier blev skabt af flere portugisiske kunstnere. Den store ridesal måler 50x17 meter, og her står kareterne i dag udstillet. I gamle dage var der ridestævner og opvisninger her; kongefamilien kunne overvære det fra balkonen.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lissabon her.

Andre seværdigheder

    Santa Justa Elevator, Lissabon

    Santa Justa Elevator
    Elevador de Santa Justa

    Elevador de Santa Justa er et transportmiddel, der siden 1902 har fragtet folk fra det centrale Baixa til højdedraget umiddelbart ved siden af bymidten. Elevatoren er samtidig en ingeniørmæssigt interessant konstruktion, der er værd at prøve.

    Det var Raoul Mesnier du Ponsard, som i øvrigt var elev af Gustave Eiffel, der opførte Santa Justa-elevatoren i årene 1900-1902. Konstruktionen er 45 meter høj, og den ligger klemt inde mellem Baixa-kvarterets bygninger. Elevatoren var oprindeligt dampdrevet, men i 1907 blev den ombygget til elektrisk drift.

    Elevador de Santa Justa giver adgang til højereliggende byområder, men brug også turen til at nyde det teknisk fascinerende bygningsværk. På toppen bliver man belønnet med en vidunderlig udsigt til hele Lissabons centrum, hvor man kan betragte de mange smukke bygninger, der ligger for foden af en.

     

    Frihedsboulevarden
    Avenida da Liberdade

    Avenida da Liberdade er en elegant og flot anlagt boulevard, der er hele 90 meter bred. Boulevarden har en længde på 1,1 kilometer, og den forbinder pladserne Praça dos Restauradores og Praça do Marques de Pombal.

    Det var arkitekten Reinaldo Manuel, der under markisen af Pombals byplan designede en park, hvor den nuværende boulevard ligger. 1700-tals var indhegnet, hvilket blev ændret i det følgende århundrede. I 1830erne og 1840erne blev parken ændret med opstilling af springvand, statuer med mere. Man kan stadig se allegoriske statuer fra denne tid, der symboliserer floderne Tejo og Douro.

    Mellem 1879 og 1886 blev den nuværende Avenida da Liberdade anlagt efter parisisk forbillede. Den grandiose boulevard blev straks efter et yndet sted for Lissabons velhavere, der ofte også bosatte sig her. Siden da har der ligget mange fashionable butikker og hyggelige fortovsrestauranter langs Avenida, som boulevarden hedder i folkemunde. På en spadseretur her kan man også se et større monument til de faldne i 1. Verdenskrig. Det blev stillet op i 1931.

     

    Cristo Rei, Lissabon

    Kongen Kristus
    Cristo Rei

    Ved broen Ponte 25 de Abril på sydsiden af Tejo-floden står det 103 meter høje monument Kongen Kristus, der blev opført efter inspiration fra Kristus-statuen på toppen af brasilianske Rio de Janeiro.

    Monumentet er en hyldest til Jesus Kristus og besluttet opført i 1940 som bøn for at holde Portugal ude af 2. Verdenskrig. Byggeriet startede i 1950, og det blev indviet i 1959. Fundamentet, der er 75 meter højt, former en port, hvorpå den 28 meter høje Kristus-statue står. Man kan tage en elevator til toppen af fundamentet, hvorfra der er en fornem udsigt over Lissabon.

     

    Alfama, Lissabon

    Alfama

    Kvarteret Alfama er den ældste bydel i Lissabon, og derved står området i kontrast til nyere og mere storladne moderne kvarterer. Alfama breder sig på bakken mellem Sankt Jørgen Borg/Castelo de São Jorge og floden Tejo. Under maurerne udgjorde Alfama selve byen, der først senere bredte sig til blandt andet Baixa.

    Alfama overlevede stort set jordskælvet i 1755, så det fremstår med sin originale byplan med de organisk opståede gader og pladser, der er som en labyrint. Alfama er de senere år blevet renoveret fra det traditionelle fattige kvarter, som det dog til dels fortsat er. Det er nu et kvarter, som man bør gå på opdagelse i og måske nyde fadoen der er den karakteristiske melankolske portugisiske musik.

     

    Nationalmuseet for Kakler
    Museu Nacional do Azulejo

    Mange steder i Lissabon og Portugal kan man se fine udsmykninger med de såkaldte azulejos, der er flerfarvede glaserede fajancekakler. Denne type kakler blev produceret af maurerne i Spanien fra 1300-tallet, og i Portugal har anvendelsen været udbredt siden 1700-tallet. Azulejos har siden da været et element i landets arkitektoniske udsmykning, hvor kaklerne har dannet geometriske mønstre eller egentlige illustrationer.

    På museet her kan man stifte bekendtskab med produktion, historie og brug af azulejos, og man kan se eksempler, der går tilbage til 1400-tallet. Der er naturligvis mange azulejos i udstillingen, som også viser forskelligt fajance, porcelæn og keramik fra 1800-tallet til i dag.

    Museu Nacional do Azulejo blev grundlagt i 1965, og det er indrettet i det forhenværende Madre Deus Kloster/Convento da Madre de Deus, som blev etableret i 1509 på initiativ af dronning Leonor. Både klostret og klosterkirken er i sig selv smukt udsmykket med azulejos, og de er derved gode rammer for det fine nationalmuseum. Man kan også opleve den tidstypiske manieristiske stil her.

     

    Se de Lisboa, Lissabon

    Lissabon Katedral
    Sé de Lisboa

    Dette er Lissabons katedral, der med et kort navn i daglig tale blot omtales Sé; det officielle navn er Santa Maria Maior de Lisboa. Kirken blev i sin oprindelige udgave opført fra 1147, og den var byens første kirke efter den kristne genindtagelse af Lissabon samme år.

    Lissabons domkirke blev bygget samme sted, som den muslimske mauriske hovedmoské stod, og den første biskop blev Gilbert af Hastings, der var engelsk korsfarer. 1100-talskirken blev bygget i senromansk stil, mens udvidelser i 1200-1400-tallene blev opført i tidens gotiske arkitektur.

    Kirkens ydre ligner med sine to bastante tårne nærmest en borg, og det er en af detalje, der går tilbage til tiden efter den kristne genindtagelse af Lissabon og Portugal. Kirken blev opført som kristen bygning, men også som et muligt sted at forsvare sig i tilfælde af nye angreb fra de muslimske maurere.

    Kong Afonso IV gjorde kirken til kongeligt panteon, og senere gjorde kong João I formelt Sé til katedral; det skete i 1393. Kirken har i vis udstrækning overlevet jordskælvene i byen, men i 1755 faldt klokketårnet dog sammen, og andre dele blev også ødelagt; dette gjaldt blandt andet Afonso IVs panteon.

    Efter skælvet i 1755 er Sé blevet restaureret og delvist ført tilbage til sin originale stil. Kirkens nuværende udseende fik den i starten af 1900-tallet. I et af tårnene er der adgang til skattene fra kirkens lange historie. Her kan man blandt andet se kirkelige relikvier og sølvtøj.

    I dag kan man se detaljer fra fra æraer i Sé. Facaden mod vest med rosettevinduet stammer fra den oprindelige bygning fra 1100-tallet, mens den gotiske stil blandt andet kan ses i de tilliggende klosterbygninger. Fra 1600-tallet blev der bygget kapeller i barok og senere nyklassicisme; siden da har man fjernet meget af det nyklassicistiske for at give Sé et mere middelalderligt præg.

    Interiøret er tidstypisk og seværdigt. I kirkerummet kan man fx se døbefonten, der stammer fra katedralens første tid. I et af tårnene er der adgang til skattene fra kirkens lange historie. Der kan man blandt andet se kirkelige relikvier, sølvtøj med videre.

     

    Rossio, Lissabon

    Rossio

    Rossio er det daglige navn for den centrale plads, som formelt hedder Praça de D. Pedro IV. Pladsen er opkaldt efter kong Pedro IV, som troner som statue på toppen af søjlen på midten af pladsen.

    Rossio har været en af Lissabons centrale pladser siden middelalderen, hvor den opstod gennem 1200-1300-tallene, da byen bredte sig fra de højereliggende områder omkring Castelo de São Jorge til det lavtliggende område mellem byens højdedrag. Pladsen har gennem tiden været anvendt til både tyrefægtninger, halshugninger og andre folkelige eller offentlige aktiviteter.

    Bygningerne omkring Rossio blev for en stor dels vedkommende ødelagt under jordskælvet i 1755, og kvarteret blev genrejst senere i samme århundrede. I dag er Rossio smukt belagt, og der er springvand og en del huse med typiske facader fra markisen af Pombals tid som byplanlægger.

     

    Nationernes Park
    Parque das Nações

    Parque das Nações er en nyere bydel i Lissabon, som ligger smukt langs flere kilometer af floden Tejos bred. Bydelen ligger på det område, der dannede centrum for verdensudstillingen EXPO’98, der blev holdt i Lissabon i 1998.

    Parque das Nações er en oplevelse af moderne arkitektur og mange rekreative områder. Her er forskellig underholdning, og man kan også blot tage en spadseretur langs floden eller blandt arkitekturen, hvor banegården Gare do Oriente er et af de fremmeste eksempler.

     

    Ponte 25 Abril, Lissabon

    25. April-Broen
    Ponte 25 de Abril

    Tager man fx en sporvogn fra pladsen Praça do Comércio mod Belém går turen langs Tejo-floden. Man kører gennem flere af Lissabons kvarterer, og man kan se den store hængebro, Ponte 25 de Abril, der kommer stadigt tættere på.

    Ponte 25 de Abril er en imponerende bro, der spænder over Tejo. Kørebanerne svæver 70 meter over vandet, og det længste spænd er 1.013 meter. Den store bro er totalt 2.278 meter lang. Ponte 25 de Abril blev færdiggjort efter fire års arbejde i 1966, og i 1999 blev der bygget et togdæk på under vejbanerne.

    Broen hed oprindeligt Salazar Bro/Ponte Salazar efter Portugals regeringsleder på åbningstidspunktet, men efter den demokratiske revolution, Revolução dos Cravos, den 25. april 1974 blev broen omdøbt efter denne begivenhed.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lissabon her.

Ture fra byen

    Cascais, Portugal

    Cascais

    Byen Cascais ligger smukt placeret i en lille bugt. Stedets beskyttede beliggenhed ved floden Tejos munding har i århundreder været beboet, og siden kongefamilien fra 1800-tallet kom her, har byen udviklet sig til en af Portugals mest velstående.

    Cascais er mondæn, og hele centrum er en dejlig oplevelse. Det gælder fx de mange fortovs-restauranter i gågaderne, husene beklædt med portugisiske fliser, strandpromenaden på flere kilometer og den elegante marina. Der er også mange butikker og indkøbscentre, så man kan roligt gå på opdagelse her.

    En af Cascais’ seværdigheder er Citadellet/Cidadela (Avenida Dom Carlos I) fra 1500-tallet, som ligger på en bakketop mod floden. Militæret er fortsat på området, hvor paladset nu huser landets præsident en gang imellem.

    Tæt på citadellet ligger kulturcentret Fundação Dom Luis I (Avenida Rei Humberto II de Itália). Det er indrettet i Cascais’ tidligere kloster, der bar navnet Convento de Nossa Senhora da Piedade. Bygningerne er fra 1500-tallet, og her kan man opleve skiftende udstillinger, hvor temaerne blandt andet er moderne kunst og keramik.

     

    Cabo da Roca, Portugal

    Kap Roca
    Cabo da Roca

    Cabo da Roca er det europæiske fastlands vestligste punkt, og med tæt afstand til Lissabon er det et fint og yndet udflugtsmål. Landskabet er øde, og man føler naturens storhed, når man går til den høje klippe og ser ud over Atlanterhavet.

    På stedet står fyrtårnet Farol do Cabo da Roca, der blev bygget i 1772. Lyset fra det 22 meter høje tårn lyser i en højde på 165 meter over havet, og det kan derfor ses på lang afstand.

     

    Sintra

    Byen Sintra har gennem århundreder været stedet for de portugisiske kongers sommerresidens. At komme til Sintras gamle bydel er som at træde tilbage i historien. Den er meget velbevaret med smalle stræder, toppede brosten, fontæner og mange smukke bygninger, der giver et indtryk af historiens kongelige pragt.

    Et eksempel på civilt byggeri er Sintras nærmest slotsagtige rådhus. I Sintra bør man bruge tid på en spadseretur i selve byen og naturligvis også se de berømte borge og paladser, der ligger her. De mest kendte er Sintra Nationalpalads/Palácio Nacional de Sintra, Maurernes Borg/Castelo dos Mouros, Seteais Palads/Palácio de Seteais og Pena Nationale Palads/Palácio Nacional da Pena.

     

    Palacio Pena, Sintra

    Pena Nationale Palads
    Palácio Nacional da Pena

    På en af bjergtoppene lidt syd for selve Sintra ligger slottet Palácio Nacional da Pena, der er en smuk blanding af historiens og områdets stilarter. Arkitekturen spænder fra de paneuropæiske til mauriske og manuelinske træk.

    Før slottet lå der et kloster her. Det nuværende slot blev opført i midten af 1800-tallet og påbegyndt af prins Fernando II. Slottet var kongelig sommerresidens indtil kongedømmets fald i 1910. Slottet er et sandt orgie for synssansen med den imponerende blanding af stilarter, bygninger, farver, figurer og former.

     

    Palacio Nacional, Mafra

    Mafra Slot
    Palacio Mafra

    Mafra-slottet er et kolossalt bygningsværk i primært barok og nyklassicistisk stil. Slottet blev bygget under kong João V i 1700-tallet, og det blev opført som både residens og som franciskanerkloster. Kongen lovede i 1711 at bygge et kloster, hvis hans dronning Maria Ana skænkede ham arvinger. Stedet blev valgt i 1713 og købt i 1716. Selve byggeriet startede den 17. november 1717.

    Slottet er det mest imponerende barokbyggeri i Portugal. Det er bygget symmetrisk set fra en central akse, der starter i facadens midte, hvor kompleksets store basilika ligger. Klosterbygningerne ligger i området bag kirkebygningen og den brede facade, der i siderne er prydet af tårne.

    Komplekset rummer flere end 1.200 rum og sale. Facaden måler 220 meter i bredden, og basilikaen blev opført i hvidt marmor med to 68 meter høje tårne. Kirkens længde er 63 meter, og der er 21 meter til loftet. Det meget smukke rokokobibliotek rummer flere end 35.000 bind. Det er blot nogle af de store tal og dimensioner, der imponerer ved anlægget.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Amoreiras

    Avenida Engenheiro Duarte Pacheco
    amoreiras.com

     

    Armazéns do Chiado

    Rua do Carmo 2
    armazensdochiado.com

     

    Centro Colombo

    Avenida Lusiada
    colombo.pt

     

    El Corte Inglés

    Avenida Antonio Augusto Aguiar 31
    elcorteingles.pt

     

    Indkøbsgader

    Rua Augusta, Rua das Portas de Santo Antão, Praça de Londres, Avenida de Roma, Avenida da Liberdade, Rua Garrett

Med børn

    Akvarium

    Oceanário de Lisboa
    Parque das Nações
    oceanario.pt

     

    Søfartsmuseum

    Museu de Marinha
    Praça do Império
    museu.marinha.pt

     

    Planetarium

    Planetário Calouste Gulbenkian
    Praça do Império, Belém
    marinha.pt

     

    Zoologisk have

    Jardim Zoológico de Lisboa
    Parque Eduardo VII
    zoolisboa.pt

     

    Karetmuseum

    Museu Nacional dos Coches
    Praça Afonso de Albuquerque, Belem
    museudoscoches.pt

     

    Videnskab

    Centro Ciência Viva
    Alameda dos Oceanos, Parque das Nações
    pavconhecimento.pt

     

    Naturhistorie

    Museu Nacional de História Natural e da Ciência
    Rua da Escola Politécnica 56
    museus.ulisboa.pt

     

    Svævebane

    Telecabina Lisboa
    Passeio de Neptuno (syd), Passeio das Tágides (nord)
    telecabinelisboa.pt

Gode links
Historisk overblik

    Den tidlige historie

    Det nuværende Lissabonområde menes bosat siden neandertalere, som uddøde med udbredelsen af homo sapiens. Området har altid ligget godt for bosættelser ved floden og i beskyttelse for Atlanterhavet.

    Gennem neolitisk tid har der været forskellige landbrugssamfund, før den egentlige by begyndte at udvikle sig. Arkæologisk fund antyder, at der har været permanent aktivitet omkring dagens Lissabon siden cirka 2.500 f.Kr.

     

    Byens oprindelse

    Den første beboelse i det, der senere blev til Lissabon, menes etableret i 1100-tallet f.Kr., idet der er fundet effekter af fønikisk oprindelse fra den tid omkring Lissabons domkirke og borgen Castelo de São Jorge.

    Fønikiernes tilstedeværelse var af handelsmæssig betydning. De oprettede en handelspost, som handlede med lokale stammer i områderne langs Tagus-flodens munding. De kaldte handelsstedet for Alis Ubbo, og det var en af de fønikiske udposter set fra administrationen i Gadir.

    Arkæologer mener, at lokale stammer bosatte sig som bymæssig bosættelse samtidigt med fønikiernes handelsstation, hvor der blev udveklet varer som metaller og saltede fisk.

     

    Det romerske Olisipo

    Efter fønikierne kom Karthago til som regerende magtfaktor på Den Iberiske Halvø og i området omkring Tagus-floden. Romerriget var på samme tid et rige i ekspansion, og efter Slaget ved Ilipa i 206 f.Kr. startede Roms erobring af Hispania, som halvøen var benævnt.

    I 138 f.Kr. kunne konsul Decimus Junius Brutus Callaicus indlemme det fremtidige Lissabon i Romerriget. Callaicus lod bosættelsen befæste, og de lokale kæmpede på romersk side mod blandt andet angribende keltere. Som tak herfra fik byen status af Municipium Cives Romanorum med tilhørende rettigheder, og stedet fik navnet Olisipo Felicitas Julia.

    Olisipo Felicitas Julia fik lokalt selvstyre i den romerske provins Lusitania, hvis hovedby var Emerita Augusta. Byens borgere nød priviligier som fx at være romerske borgere med skattefrihed. På dette tidspunkt steg indbyggertallet til omkring 30.000, og som i andre romerske byer blev der udlagt byplaner og grundlagt opførelser som fx teatre og fora.

     

    Roms fald og germanere

    Tiden under Rom var en blomstringstid for byen, men Romerriget blev gradvist svækket i århundrederne efter Kristi fødsel.

    Der var perioder med epidemier, som tyndede ud i befolkningen, der også var præget af skiftende styrer efter romerne. Vandaler og alaner indtog Olisipo i begyndelsen af 400-tallet, før visigoter plyndrede byen i 419 under kong Walia.

    Afløseren for Romerriget blev i første omgang suebernes kongerige, der opstod i de romerske provinser Lusitania og Gallaecia omkring år 410. I 440erne blev Olisipo en del af riget, som overlevede til sidste halvdel af 500-tallet, før det blev indlemmet i visigoternes rige på Den Iberiske Halvø.

    På dette tidspunkt blev Olisipo kaldt Ulixbona, og den var en tid fortsat en travl handelsby om mellemled mellem græske, syriske og jødiske handlende og lokale producenter af varer.

     

    Maurernes århundreder

    Fra 500-tallet blev Ulixbonas handel og generelle udvikling ødelagt af gentagne angreb, plyndringer og skiftende politiske regimer, og det reducerede byen til en mindre landsby uden større betydning.

    Der var også dårlige tider i det visigotiske rige, som var præget af borgerkrige, og det svækkede landet. Under ledelse af Tariq ibn Ziyad startede de muslimske maurere deres invasion af Den Iberiske Halvø i 711. Ulixbona blev indtaget af maurerne i 714 og herefter omdøbt al-Ushbūna.

    Maurerne udviklede al-Ushbūna til igen at være en handelsby. Trafikken med varer gik fra havnen over havet til de arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten, og byen voksede til at være en af de største i Europa.

    I maurernes tid udviklede al-Ushbūna sig til at blive en typisk mellemøstlig arabisk by med bymure, en medina, en moské og en fæstning. Desuden blev byen større, og bydelen Alfama blev anlagt ved siden af byens centrum.

    Al-Ushbūna blev flere gange belejret, plyndret og erobret. Det skete blandt andet i 796 og i 844, hvor skandinaviske vikinger en tid indtog byen, som de dog måtte forlade igen efter lokale kampe. al-Ushbūna blev igen mål for angreb i 851, 966 og 1093. De muslimske maurer fastholdt dog magten i byen, og det skete med vekslende herredømmer fra mauriske politiske centre i Andalusien. Det mauriske styre stod dog foran sit fald i 1100-tallet.

     

    Kristen reconquista

    Det kristne tab af Den Iberiske Halvø var noget, der ad flere omgange ledte til den såkaldte reconquista, som skulle genindtage halvøen og derved også al-Ushbūna under et kristent kongerige.

    I første halvdel af 1100-tallet opstod Kongeriget Portugal ud fra flere mindre områder; landet blev uafhængigt i 1139, og det var en tid, hvor der var flere kampe om også at erobre al-Ushbona.

    Efter flere forgæves forsøg på at indtage byen, angreb portugiske og spanske tropper sammen med korsfarere på vej mod Det Hellige Land al-Ushbona i 1147, og efter en del kampe overgav muslimerne i al-Ushbonas borg sig den 22. oktober samme år.

    Portugals kong Alfonso I fik formelt herredømmet over Lissabon den 1. november 1147, hvor en tidligere moské blev indviet som kristen katedral. I den anledning var en af de britiske korsfarere blevet udpeget som byens første biskop. Tre år senere rev Alfonso I byens Store Moské, der tidligere havde tjent som kirke, ned for at give plads til en nybygget domkirke i selve Lissabon.

     

    Lissabon i middelalderen

    Efter generobringen af Lissabon i 1147 søgte Alfonso I at skabe ny handel og vækst i byen, og i 1179 etablerede han en ny stor handelsplads, der skulle genåbne gamle handelsruter og etablere nye. Alfonsos planer lykkedes, og handelen med Cádiz og Sevilla blomstrede igen. Det samme gjorde den oversøiske handel med Middelhavsbyer som Konstantinopel og med nordeuropæiske byer, der ikke blev handlet med under maurerne af religiøse årsager.

    Portugisiske købmænd åbnede med den øgede handel kontorer i fx Brugge, Southampton og flere byer i det senere hanseforbund. Samtidig handlene man på Middelhavet, og byens jøder handlede med Nordafrika. I alt gav det en mangfoldighed af varer i og gennem Lissabon, hvis aktivitet og økonomi bidrag til stor udvikling i byen. Handelen medvirkede også til, at flere værfter så dagens lys.

    Økonomien var god, og den militære trussel var blevet minimeret efter den portugisiske genindtagelse af Algarve fra maurerne. I 1256 valgte Alfonso III at flytte hoffet og derved også rigets hovedstad fra Coimbra til Lissabon.

    Lissabon var ny hovedstad, og den udviklede sig også til at være en af de mest internationale byer i Europe. Handelsfolk fra Genova, Venedig og andre driftige byer bosatte sig i Lissabon, og Portugal nød godt af de nye beboeres viden om blandt andet finanser og kartografi.

    1300-tallet blev en tid, hvor der var spændinger med Castillens spaniere. Det kom til flere sammenstød, og protugisiske provokationer blev gengældt med Castillens erobring af Lissabon i 1373. Portugiserne betalte løsesum, og spanierne trak sig tilbage igen. Efter denne episode forstærkede Portugal Lissabons forsvar med bymure.

    Tidens positive økonomiske udvikling blev med jævne mellemrum sat delvist tilbage med jordskælv. Det første kendte jordskælv ødelagde en del af byen i 1290, og skælv blev igen registreret i 1318,1321 og adskillige andre gange. Portugal blev samtidig ramt af sult i 1333 og pest i 1348, og en stor del af befolkningen døde som følge deraf.

     

    Borgerkrig i landet

    Kong Ferdinand I døde i 1383, og han efterlod sig ingen mandlige tronfølgere. Ny regent blev kong João I af Castillen, hvilket der ikke var opbakning til over hele landet. Store dele af aristokratiet i det nordlige Portugal så fx positivt på en union af spanierne, mens købmandsstanden i Lissabon frygtede for at miste privilegier og lukrative handelsruter til blandt andet England.

    I 1383 udbrød der borgerkrig i Portugal, hvor den konservative middelalderadel stod på den ene side og Lissabons internationale handelsklasse var på den anden. Købmændene så Castillens feudale principper som begrænsende for deres muligheder. Med hjælp fra England vandt Lissabon over den hidtidige magtbastion i Nordportugal gennem sejre i adelens belejring af hovedstaden i 1384 og i Slaget ved Aljubarrota i 1385.

    Resultatet af borgerkrigen blev ikke blot en sejr til købmandsstanden, men det ledte også til et magtskifte i landet. Portugals nye aristokrati voksede ud af købmændene i Lissabon, som efter borgerkrigen blev landets reelle politiske magtcentrum; en væsentlig del af magten lå tidligere i nord hos den traditionelle adel.

    Det nye bourgeoisi opførte fornemme palæer i Lissabon, hvor landets universitet også flyttede til. Ydermere bidrog politiske aftale med at tilgodese købmændenes interesser udenrigspolitisk. Der blev indgået handelsaftaler med Firenze, Genova og Venedig, og i 1415 erobrede Portugal Ceuta på den nordafrikanske kyst. Det styrkede søforsvaret mod pirater, og Cueta gav også adgang til guld og elfenben fra Afrika, hvilket var vigtige handelsvarer i regionen.

     

    De store opdagelsesrejser

    Lissabons betydelige handel blev i 1400-tallet truet af Det Osmanniske Rige, der udvidede sit territorium i Nordafrika. Nogle af handelsruterne blev stoppet, og portugiserne søgte alternativer, der ikke mindst gik uden om osmannerne og i stigende grad med anvendelse af søtransport.

    Handelsruter over havet blev etableret fra Lissabon, og i 1469 gav kong Alfonso V handelsmonopol på Afrikaruter til købmanden Fernão Gomes, der omvendt forpligtede sig til at udforske stadig længere mod syd ved den vestafrikanske kyst.

    Madeira og Azorerne blev også koloniseret i denne periode, og flere varer som rørsukker og vin størmmede til Lissabons markeder. Der kom også guld og elfenben fra Guinea og Guldkysten, hvor Lissabons købmænd havde stor handel; de byttede blandt andet med varer, der var produceret i Portugal.

    Det mest indbringende og interessante marked var dog Indien, og med de tyrkiske osmanners blokering i det østlige Middelhav, blev en ny ekspedition planlagt. Det var Vasco da Gamas afrejse fra Lissabon i 1497. Han sejlede mod øst og fandt med sin ankomst til Calcutta søvejen til Indien.

    De store opdagelsesrejser fortsatte, og snart efter besad Portugal handelsbyer i Indien, Asien og Afrika. Lissabons handel blomstrede på baggrund af eneret på krydderihandel, og store bygningsværker som Jerónimos Kloster i Belém blev opført for de enorme rigdomme, der tilgik byen og landet.

    Etableringen af handelsbyer bragte portugiserne til Kina og Japan, men faldende priser gav en dårligere økonomi og dermed starten til Lissabons fald som den dominerende handelsby. Øvrige europæiske kolonimagter havde også satset på stigende samhandel med nye kolonier.

     

    Det gyldne århundrede

    Kunsten og videnskaben blomstrede side om side med handelen i Lissabon, og 1500-tallet blev byens guldalder. Der var mange videnskabsmænd, der arbejdede i den portugisiske hovedstad; blandt andre Damião de Góis og Pedro Nunes.

    Det var en tid med velstand, og alle i byen nød godt af den. Det gjaldt også for Lissabons almindelige borgere, der opretholdt en levefod, der ikke sås tilsvarende mange steder i Europa.

    Lissabon fik en stigning i befolkning i denne tid. Det skete til dels på baggrund af, at den spanske konge havde udvist jøder fra Spanien i 1496 med det formål at skabe en ren kristen stat. Jøderne drog i stort tal til Lissabon, som var klar over den positive økonomiske indvirkning, jøderne havde haft på byens udvikling. I 1497 dekreterede kong Manuel I, at alle jøder kunne blive, hvis de konverterede til kristendommen.

    De nye kristne videreførte deres jødiske tro i det skjulte, og deres status som kristne medførte, at mange tidligere jøder steg i de sociale grader i det portugisiske samfund. Dette faldt den gamle elite så meget for brystet, at det sidst endte med kampe og adskillige dræbte nye kristne i 1506. Manuel I blev snart efter tvunget til at indføre inkvisitionen i Portugal, og de nye kristne fik begrænset deres muligheder i landet.

    Inkvisitionen var medvirkende til, at den positive udvikling af købmandshandelen blev ødelagt. Magten overgik i højere grad til konservative kræfter, og den nye politik nedsatte aktivitetsniveauet hos købmandsstanden, der for en vis dels vedkommende flyttede til England og Holland. Med købmændene overgik handelen i stadig højere grad til andre lande, og derved mistede Portugal mange forbindelse til fx Kina og Indien.

    Nedgangen i handelen var ikke den eneste ulykke, der indtryk i sidste halvdel af 1500-tallet. I 1569 rasede pesten igen i Lissabon, og det dræbte anslået 50.000 indbyggere. Blot få år senere, i 1579, døde kong Sebastian I, og i kølvandet på det fulgte en arvefølgestrid, der endte med en union mellem Castillen og Portugal med den spanske konge som Portugals kong Felipe I.

     

    De spanske konger

    Spaniens erobring og besættelse af Portugal blev kronet med Felipe Is formelle tiltræden i 1581, og den spanske tid i landet varede til 1640. Felipe I regerede til 1583, og han investerede i Lissabon og Portugal, og han overvejede også at gøre den portugisiske hovedby til hovedstad i det spanske imperium.

    Den resterende tid under Spanien blev en dyr tid for Lissabon, idet byen blev tilsidesat for af tilgodese spanske byers udvikling. Også Portugals magtstatus blev undermineret med fratagelse af områder i imperiet som fx dele af Brasilien, og Lissabon blev reduceret til en provinsby uden egentlig magt hos den katolske elite i Madrid.

    I 1640 lykkedes det med stigende portugisiske oprør at overvinde Spanien, og hertugen af Braganza blev indsat som Portugals nye regent med navnet João IV. Med den genvundne selvstændighed kunne Lissabon igen bestemme udviklingen. Dog var den følgende periode præget af økonomisk nedgang, der blandt andet medvirkede til, at mange gik i kloster, hvor kirken tog hånd om fornødenhederne.

     

    1700-tallets guld og jordskælv

    Den portugisiske økonomi var trængt i slutningen af 1600-tallet, og derfor var det af stor betydning, at der blev fundet guld i Brasilien i 1693. Staten pålagde en skat, der udgjorde den såkaldte kongelige femtedel. Guldudvindingen steg kraftigt ind i 1700-tallet, og skatten blev den vigtigste indtægtskilde i landet.

    Der blev også fundet diamanter i Brasilien, og guldet strømmede i stor stil til og gennem Lissabon, hvor opulente byggerier var udtryk for den tilkomne velstand. Andre af byen og landets borgere flyttede til Brasilien, og de gav landet en europæisk karakter.

    Fremgangen i Lissabon varede til den 1. november 1755, hvor et af de kraftigste jordskælv, man gennem tiden har regisreret, ramte byen. Omkring to tredjedele af Lissabon blev lagt i ruiner, og mange indbyggere, som var flygtet til områderne omkring floden Tejo, druknede af den tsunami, der fulgte efter skælvet.

    Det anslås, at op mod 60.000 af Lissabons 180.000 indbyggere omkom under jordskælvet eller de efterfølgende oversvømmelser og brande, som hærgere byen i seks dage. Mange solide bygninger overlevede skælvet, men hovedparten af den fattigere befolknings huse var ødelagt. Det gjaldt også flere store offentlige byggerier, kirker med videre.

    Med udgangspunkt i ødelæggelsen i 1755 fik den senere markis af Pombal opgaven med at genopbygge byen, og på få årtier rejste den sig for størstedelens vedkommende på ny; hele genopbygningen varede dog til begyndelsen af 1800-tallet. Byens centrum lå relativt øde hen efter jordskælvet i 1755, og Pombal benyttede måske verdens første større moderne byplanlægning ved anlæggelsen af hele Baixa-kvarteret, der blev gentegnet og genopbygget i en stil, som lå langt fra tidligere tiders smalle gader og stræder.

    Nogle af Marquis de Pombals rådgivere havde foreslået at flytte hovedstaden til en anden by, men Pombal affærdigede den mulighed. Der var midler i landet til den hurtigere genopbygning, og regningen på omkring 20 millioner sølvcruzados kunne betales med indtægter fra det brasilianske guld.

    Alle bygninger i Baixa skulle opføres efter et nyt bygningsreglement, der skulle sikre mod fremtidige jordskælv og brande. Hovedgaden Rua Augusta blev anlagt, og den var akse mellem pladserne Rossia og Praça do Comércio i det nye centrum.

    Marques de Pombal gjorde også andet end at sikre genopbygningen af Lissabon. Han gennemførte også et opgør med kirkens dominans og den konservative adels territoriale magt. I 1770erne lykkedes Pombal med at sikre købmandsstandens politiske indflydelse, lempe deres skatter og andre ting, der gav ny vækst og flere virksomheder.

    Pombal blev tvunget til at gå af, da den konservative dronning Maria I overtog tronen efter José I. Hun tilbageførte mange af Pombals progressive reformer, og efter en økonomisk opblomstring stagnerede Lissabon og Portugal, og det kom endda til økonomiske tilbageslag.

     

    Napoleonstiden

    Efter USA’s selvstændighed og den franske revolution var der politisk opbrud mange steder i Europa. I Frankrig udviklede revolutionens efterdønninger sig til Napoleons styre og derefter flere krige, som Portugal også blev involveret i.

    Portugal stod fra begyndelsen på Englands side, og i 1807 forsøgte Frankrig uden held at erobre den portugisiske flåde og landets havne. Det fik Napoleon til at sende tropper anført af general Junot mod Portugal.

    Den senere kong João VI, der allerede siden 1799 havde været Portugals reelle regent, flyttede hoffet til Brasilien dagen inden, general Junot indtog den portugisiske hovedstad den 30. november 1807.

    Franskmændene installerede sig i Lissabon, hvor Junot tog residens i kongeslottet i Queluz. Det daglige hovedsæde var i byens centrum omkring pladsen Rossio, og der blev diskuteret liberale tanker med fransk inspiration. Junot valgte dog ikke at videreføre Pombals progressive idéer.

    Den franske tid varede ikke længe i Lissabon. Af forskellige årsager bad portugiserne England om hjælp, og briter kom til Lissabon allerede i 1808. De etablerede hovedkvarter i Arroios, og englænderne styrede nærmest byen og landet som en britisk koloni på vegne af den portugisiske regent, der fortsat befandt sig i Brasilien.

    Franske tropper trak sig endeligt ud af Portugal i 1811. Der var fortsat kampe i landet, der med Wienerkongressen i 1815 blev selvstændigt igen; nu blot som Det Forenede Kongerige Portugal, Brasilien og Algarve/Reino Unido de Portugal, Brasil e Algarves.

    Napoleonstidens krige gav dog stadig efterdønninger. João VI blev konge i 1816, men landet var fortsat under ledelse med briterne og marskal Beresford i spidsen. Befrielsen fra englænderne startede den 24. august 1820 i Porto, og året efter vedtog portugiserne en ny forfatning. João VI returnerede til Lissabon i 1821, og i 1822 erklærede Brasilien sig selvstændigt med Pedro I som kejser.

     

    1800-tallets Lissabon

    Tiden efter den nye portugisiske selvstændighed blev brugt at realisere mange nye planer. I årtierne blev der etableret rutefart med skib mellem Lissabon og Porto, en ny byplan så dagens lys, lige som der også blev investeret i ny belysning. Jernbaner var også tidligt med i udviklingsplanerne, men konservative kræfter trak disse planer ud, så Portugals første bane først åbnede mellem Lissabon og Carregado i 1856.

    På samme tid som de mange nyanlæg blev Lissabons og Portugals økonomi gradvist forværret grundet den brasilianske uafhængighed. Brasiliens guld og mange andre varer flød ikke som hidtil gennem Lissabons handelshuse, og Portugal skulle derfor finde alternativ finansiering og handel for at kompensere for tabet.

    Det brasilianske guld havde gjort Lissabon rig siden slutningen af 1500-tallet, og byen var blevet den femtestørste by i Europa. Dette vendte sig, og byen opretholdt kun monopol på handel med kolonier som Angola og Mozambique, mens nordeuropæiske byer havde oplevet markante velstandsstigninger med industrialisering og handel over Nordatlanten.

    I Lissabon skabte den konservative elite dog store formuer, men fattigdommen prægede andre dele af samfundet. I 1870erne kom Fontes Pereira de Melo til som premierminister, og han kæmpede for økonomisk liberalisme, industrialisering og udbygning af landets infrastruktur.

    Der blev anlagt en jernbanelinje mellem Lissabon og Porto, og elektrisk lys blev introduceret i 1878. Der blev bygget kloakker, og der blev fra offentlig side opfordret til, at man malede huse i særlige farver med anvendelse af kakler på facaden. Denne opfordring skulle forskønne Lissabon og distancere den fra et internationalt ry som en beskidt by.

     

    Revolution

    I slutningen af 1800-tallet var Portugal et udenrigspolitisk svagt land. Det allierede England stillede krav i 1890 om, at Portugal overgav det nuværende Zambia og Zimbabwe og undlod at søge udvidelse af Angola og Mozambique. Det var en ydmygelse for landet, der også have indenrigspolitiske emner at slås med.

    På trods af et højt aktivitetsniveau og mange nye anlæg i Lissabon var byen og hele Portugal ikke industrialiseret i samme grad som det nordlige Europa. Forholdene blandt arbejderne var desuden af en slags, der ledte til forskellige politiske alliancer. Alliancerne førte arbejdergrupper sammen med de nykomne republikanere, der som liberalister stod i opposition til de tradioneller og mere konservative liberale.

    Ved valg omkring år 1900 opnåede det republikanske parti stigende tilslutning i det delvist industrialiserede Lissabon og i mindre grad i den nordlige storby Porto. De følgende års udvikling ledte til, at João Franco etablerede et autoritært konservativt styre i 1907.

    I 1908 mundede et revolutionsforsøg ud i drabet på kong Carlos I og kronprins Luis Felipe på pladsen Terreiro do Paço, der også kendes som Praça do Comércio. Året efter var der omfattende strejkeri Lissabon, og i 1910 blev revolutionen fuldbyrdet med omstyrtelse af det siddende regime til fordel før den første portugisiske republik. Det politiske initiativ kom fra Lissabon, og resten af Portugal accepterede det nye styre, selv om disse regioner hovedsageligt var konservative.

     

    Den Første Republik og Salazar

    Portugal havde været et monarki gennem århundreder og var fra 1910 en republik. Demokratiet kom i første omgang til at vare til 1926, og i denne periode sad der 45 skiftende regeringer i hovedstaden Lissabon.

    1910erne var præget af store omvæltninger i Europa; ikke mindst manifesteret i 1. Verdenskrig, der rasede i årene 1914-1918. I Portugal herskere der både politisk og økonomisk opbrud, og i 1912 forsøgte portugisiske monarkister at gennemføre et statskup, hvilket slog fejl. I 1916 tilbageholdt Portugal tyske skibe i Lissabon, hvilket udløste en krigserklæring fra Tyskland. Portugal var på de allieredes og derved sejrherrernes side under krigen, mens landets og hovedstadens trængsler var derved ikke ovre.

    Det Spanske Syge hærgede Lissabon i 1918, og tusindvis af indbyggerne døde som følge af udbruddet. Sygdommen gjorde også livet hårdere for byens arbejdere, og flere lokale oprør så dagens lys.

    Demokratiet i republikken varede til 1926, hvor militæret overtog magten. For at få kontrol med den offentlige økonomi udnævnte man António de Oliveira Salazar til finansminister, og i 1932 tog Salazar magten og fastholdt den til 1968.

    I 1933 startede Salazars mange byggerier og statslige investeringsprojekter, der skabte økonomisk fremgang i landet og i Lissabon. I hovedstaden blev der igangsat ambitiøse byplaner og store nye anlæg; blandt andet af infrastrukturel karakter. Som en markering af Den Nye Stat/Estado Novo under Salazar blev der holdt en portugisisk verdensudstilling i 1940, og under den blev det moderne Lissabon fremvist. 1940 markerede 800-året for nationens fødsel og 300-året for uafhængigheden fra Spanien, og udstillingen tiltrak i alt cirka tre millioner besøgende.

    I årtierne efter 2. Verdenskrigs rasen i over det meste af Europa fortsatte udviklingen i Lissabon under Salazars nationale styre. Flere bydele så dagens lys, og en tydelig manifestation af udviklingen blev anlagt som Ponte Salazar; den store hængebro, der åbnede i 1966 som forbindelse mellem Lissabon og Almada mod syd. Inden da var første del af hovedstadens undergrundsbane blevet indviet i 1959.

     

    1974 til i dag

    Salazars republik opnåede betydelige sociale og økonomiske resultater, som blandt andet viste sig i sundheds- og uddannelsessystemet. Dette til trods blev den såkaldte Nellikerevolution/Revolução dos Cravos en realitet i 1974. Revolutionen var et militært statskup, som etablerede Den Tredje Republik og et nyt portugisisk demokrati med centrum i Lissabon.

    En række reformer blev implementeret i kølvandet på Nellikerevolutionen, og Portugal kom nærmede sig hastigt et medlemskab af Det Europæiske Fællesskab, som landet tiltrådte i 1986.

    Blandt mange store begivenheder i Lissabon de seneste årtier markerede verdensudstillingen Expo’98 sig som den måske største. Udstillingen markerede 500-året for Vasco da Gamas opdagelsesrejse til Indien, og 11 millioner gæster besøgte Expo’98 i de 132 åbningsdage. I forbindelse med udstillingen blev Lissabon renoveret, og broen Ponte Vasco da Gama blev anlagt som en del af hovedstadens nye trafiksystem.

    Efter EXPO’98 blev udstillingsområdet omdannet til det populære og rekreative Nationernes Park/Parque das Nações, der i dag er en af Lissabons store rekreative oaser for lokale og turister.

    Siden 1998 er flere betydelige internationale møder blevet holdt i Lissabon, der også lagde navn til Lissabontraktaten, som blev underskrevet i byen i december 2007. Traktaten blev indgået mellem EU’s 27 medlemslande, og den blev siden da effektueret i 2009.