Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Trieste er den østligste storby i Norditalien, og dens beliggenhed på handelsvejene mellem latinske, germanske og slaviske folk har givet den en rig historie. Byen hørte fx under det habsburgske monarki gennem århundreder fra 1382 til 1918, og den var en overgang Østrig-Ungarns fjerdestørste by.

Det smukke centrum i Trieste byder på smukke bygninger og elegante pladser med fantastiske Piazza Unità d'Italia som den mest berømte. Her ligger fine bygninger på tre sider, og i sidegaderne er der mange andre seværdige steder. Det gælder fx Canal Grande i kvarteret Borgo Teresiano.

Som storby er Trieste et sted, hvor der aldrig er langt mellem højdepunkterne, og byens havnefront og promenader er et stort aktiv. Mod nord ligger der dejlige strande, som nemt nås fra centrum, og det er også her, man kan besøge lystslottet Miramare.

Der er mange udflugtsmuligheder i området omkring Trieste. Slovenien ligger få kilometer øst og syd for byen, og her er der både hyggelige byer, strande og bjerge med smukke grotter. Man kan også køre omkring 30 kilometer mod syd, hvor Kroatien ligger med flere seværdige byer som fx en del på Istrien.

Topseværdigheder

    Piazza Unita d'Italia, Trieste

    Piazza Unità d’Italia

    Piazza Unità d’Italia er Triestes centrale plads. Den er opkaldt efter den italienske samling i 1800-tallet, og den ligger ned mod vandet som en af Europas mest elegante pladser med fornemme byggerier på tre sider. Pladsens anlæg stammer dog ikke fra Triestes italienske tid, men derimod fra dengang, hvor Trieste var den vigtigste havneby i den østrig-ungarske rige.

    I Romerrigets tid var der hav på det sted, hvor Piazza Unità d’Italia ligger i dag. Med tiden tilsandede datidens havn, og man udvidede byen med opfyldninger af området. I middelalderen var der opstået en plads her, men den var mindre end i dag og lå inden for Triestes fæstningsmure og derved ikke ned til Triestebugten.

    Den store ændring af området og byen skete fra 1700-tallet, hvor upegningen af Trieste som frihavn i 1719 medførte et enormt økonomisk boom i byen. Befolkningen og økonomien voksede, og det skulle der gøres plads til. Østrigske Maria Theresia fik nedrevet Triestes bymure, og hun igangsatte anlægget af Theresienvorstadt, der på italiensk hedder Borgo Teresiano.

    Med udvidelserne af byen og dens nye økonomiske formåen, blev bydelens centrale plads ændret og udbygget, og det nuværende udseende stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor bygningsensemblet med nyklassicistiske og barokke opførelser langs tre af pladsens sider stod færdige.

    Den centrale bygning over for havet er Triestes rådhus, Palazzo del Municipio, der blev bygget i storladen eklektisk stil af arkitekten Giuseppe Bruni i årene 1872-1875. Tættest på havet kan man se regeringsbygningen Palazzo del Governo fra 1901-1905 mod nord og Palazzo del Lloyd Triestino fra 1883 mod syd. Navnet Lloyd Triestino kommer af, at huset oprindeligt var ejet af rederiet Österreichischer Lloyd. Det blev tegnet af Heinrich von Ferstel, der også var arkitekten bag Votivkirche i Wien.

    Man kan også bemærke hotellet Grand Hotel Duchi d’Aosta, der er et af Triestes fineste hoteller. Oprindelsen går tilbage til 200-tallet, hvor der på dette sted lå et herberg med navnet Hospitium Magnum. I 1700-tallet blev Hotel Osteria Grande på samme sted, og i 1873 blev det nuværende hotel opført af arkitekten Eugenio Geiringer.

     

    San Giusto Katedral, Trieste

    Skt. Justus Katedral
    Cattedrale di San Giusto

    Cattedrale di San Giusto er navnet på Triestes katedral, der har status af katedralbasilika. Katedralen er den vigtigste katolske kirke i byen, og den ligger på en bakke og derved på en dominerende plads. Den første kirke på dette sted var en bygning fra 500-tallet, som blev opført på toppen af en tidligere romersk konstruktion.

    Den nuværende katedral blev skabt ved at sammenlægge de to eksisterende kirker, Chiesa di Santa Maria og Chiesa di San Giusto. Det skete i årene 1302-1320 for at give Trieste en egentlig katedral. Arbejdet med klokketårnet fortsatte til 1343, og gennem resten af århundredet blev der i varierende grad bygget på kirken.

    Katedralens facade står i enkelt design med et stort rosettevindue som den dominerende udsmykning. Kigger man på facaden og på kirkens klokketårn, kan man se, at der også blev anvendt gamle romerske byggesten til opførelsen; fx er indgangsportalen skabt ved hjælp af et gammelt begravelsesmonument. Der er også tre bronzebuster på piedestaler sat ind i facaden. De forestiller biskopperne Enea Silvio Piccolomini, der blev pave Pius II, Rinaldo Scarlicchio og Andrea Rapicio.

    Når man går ind i kirkerummet, bliver man mødt af et interiør, der som facaden fremstår enkelt. Der er dog både bevarede fresker fra 1300-talletm mosaikker, relikvier og anden udsmykning. De to laterale apsiser, der svarer til henholdsvis basilikaen Santa Maria og kapellet San Giusto, er eksempelvis dekoreret med storslåede mosaikker, som blev udført af kunstnere fra Venedig og Konstantinopel.

    Santa Marias apsis bærer en pragtfuld afbildning af Theotókos siddende på en trone på guldbaggrund med Jesusbarnet i armene og flankeret af to ærkeengle. I San Giustos apsis kan man se Kristus Pantokrator i en traditionel byzantinsk ikonisk stil. Meget af kirkens øvrige kunst består af delvist bevarede fresker.

     

    Castello Miramare, Trieste

    Miramare Slot
    Castello di Miramare

    Castello di Miramare er et slot, der ligger malerisk langs Triestebugten nord for Trieste. Slottet er en af områdets mest kendte bygninger og et af Triestes vartegn. Det lille slot blev opført 1856-1860 efter design af den østrigske arkitekt og ingeniør Carl Junker.

    Den udsøgte stil og beliggenhed skyldtes, at slottet blev bygget til Østrigs ærkehertug Ferdinand Maximilian og hustruen Charlotte. Ferdinand Maximilian var bror til den østrigske kejser Franz Joseph I, og han blev selv mexicansk kejser med navnet Maximilian I fra 1864 til 1867. Maximilian var kommet til Trieste i 1850, og herfra stævnede han til søs. I 1854 blev han kommandør for den kejserlige flåde, og han besluttede at flytte til kystbyen.

    Ifølge overleveringen var ærkehertugen blevet fanget i en storm i Triestebugten, og han søgte ly for stormen i Grignano. Ved den lejlighed skulle Ferdinand Maximilian angiveligt have valgt klippepynten som sit fremtidige hjem. Stedet hed Miramare, og ærkehertugen erhvervede det i 1856, hvorefter byggeriet startede.
    Arkitekturen blev en blanding med inspiration fra samtidens eklektiske stile i Østrig, Tyskland og England.

    Ærkehertugen var selv meget engageret i indretningen, og en detalje er genskabelsen af interiør fra fregatten Novara, som Ferdinand Maximilian sejlede med 1857-1859 som flådens kommandør. Man kan også se udsmykninger med motiver fra det mexicanske kejserrige, og i det hele taget er interiøret både seværdigt og originalt fra 1800-tallet.

    Ved Castello di Miramare kan man også se og nyde Carl Junkers slotspark. Parken ligger på et 22 hektarer stort område med mange fine anlæg og udsigt over Triestebugten og Adriaterhavet. Parken blev som slottet indrettet efter ærkehertugens ønsker og tanker, og de var blandt andet en tæthed til naturen. Parken blev anlagt som en privat have, med Ferdinand Maximilian åbnede jævnligt for offentligheden.

    Maximilian døde som mexicansk kejser i 1867, og Charlotte rejste til Belgien, hvorfra hun oprindeligt kom. Castello di Miramare forblev i habsburgernes ejerskab, og blandt mange besøg og besøgende var kejser Franz Josephs officielle besøg i Trieste i 1882, hvor han boede her. I 1914 besøge ærkehertug Franz Ferdinand og tyske kejser Wilhelm slottet.

    Trieste blev italiensk efter 1. Verdenskrigs traktater, og den italienske regering gav slottet til hertug Amedeo af Savoyen-Aosta, der boede her indtil 1937, hvor han blev vicekonge og generalguvernør af det italienske Østafrika. Efter 2. Verdenskrig er både Castello di Marimare og slottets park blevet åbnet for besøgende, og på en tur hertil kan man se det spændende hus og smukt interiør.

Andre seværdigheder

    Canal Grande, Trieste

    Den Store Kanal
    Canal Grande

    Canal Grande er en havnekanal, der ligger som en central del af kvarteret Borgo Teresiano i det centrale Trieste. Kanalen blev da også anlagt som en vigtig del af byplanen for kvarteret, der blev designet og bygget efter et retvinklet mønster. Canal Grande blev gravet 1754-1756 under ledelse af ventianske Matteo Pirona, og den nye kanal og byplan åbnede for Triestes udvikling uden for de gamle bymure.

    Kanalen blev anlagt, så handelsskibe kunne lægge til dens kajer med varer til byen, og derved var Canal Grande et stort aktiv i Borgo Teresiano og Trieste. Oprindeligt sluttede kanalen foran stedet, hvor kirken Chiesa di Sant'Antonio Nuovo ligger i dag. Den inderste del blev dog opfyldt i 1934 og omdannet til pladsen Piazza Sant'Antonio.

    I dag er der et smukt kanalmiljø langs Canal Grande, og langs vandet kan man se flere interessante bygningsværker. Ved indsejlingen til kanalen ligger Palazzo Carciotti fra 1805 mod syd og det såkaldte røde skyskraber, Il Grattacielo Rosso, fra 1928 mod nord. Ved siden af Il Grattacielo Rosso ligger Palazzo Gopcevich fra 1850, og ved kanalens slutningen kan man se kirkerne Chiesa di Sant'Antonio Nuovo og Chiesa di San Spiridione.

     

    Sejrsfyrtårnet
    Faro della Vittoria

    Faro della Vittoria er et fyrtårn, der står højt hævet over Trieste på bakken Poggio di Gretta som et storslået monument, der lyser over Triestebugten. Med en højde på 68 meter er fyrtårnet et af de højeste i verden. Der var en årsag til højden, og den var, at man ønskede at bygge et sejrsmonument, der var højere end Berlins Siegessäule på 62 meter.

    Idéen til Faro della Vittoria blev undfanget under 1. Verdenskrig, og tanken var at bygge det ved Pola. Man valgte dog det nuværende sted, fordi man kunne benytte fundamentet af det østrigske Fort Kressich fra 1850erne. Fyrtårnet blev bygget efter design af arkitekten Arduino Berlam fra 1923, og det blev indviet af kong Vittorio Emanuele III i 1927.

    Fyrtårnet blev bygget som en kolossal klassicistisk søjle på toppen af det østrigske fundament. På søjlens top er der en udsigtsplatform, et lanternehus og en 7,2 meter høj statue af sejrsgudinden Victoria øverst. Statuen blev udarbejdet af billedhuggeren Giovanni Mayer. Vælger man at tage de 285 trin til toppen, bliver man belønnet med en smuk udsigt.

     

    Sant Antonio Nuovo Kirke, Trieste

    Sankt Antonius Nye Kirke
    Chiesa di Sant'Antonio Nuovo

    Chiesa di Sant'Antonio Nuovo er en smuk kirke, der ligger for enden af Canal Grande, der ligger som en lille kanal i kvarteret Borgo Teresiano i Triestes centrum. Der lå et lille privat kapel på samme sted indtil midten af 1700-tallet, hvor det blev åbnet for offentligheden. En stor strøm af kirkegængere gjorde det nødvendigt med en større kirke, og man opførte en barokkirke i 1771.

    Barokkirken blev også for lille, og allerede i 1808 vedtog man endnu et nybyggeri, hvor der blev foreslået en nyklassicistisk kirke. Den blev bygget i årene 1823-1849 som Triestes største katolske kirke. Indvielsen fandt sted i 1842, og dengang gik Canal Grande helt hen foran kirken, der fik tilnavnet Nuovo, fordi den afløste en tidligere kirke med samme navn.

    Facaden domineres af seks joniske søjler, og længere oppe kan man se en balustrade med Francesco Bosas seks statuer af martyrer fra Trieste. De forestiller San Sergio, San Servolo, Sant’Apollinare, San Giusto, Santa Eufemia og Santa Tecla. Kirkerummet står i enkelt design, og her kan man se en del kunstværker som fx Passione dei santi martiri aquileiesi af Ludovico Lipparini fra 1840 og La presentazione al tempio af Felice Schiavoni fra 1841.

     

    Trieste Synagoge
    Tempio Israelitico di Trieste

    Tempio Israelitico di Trieste er den centrale synagoge i Trieste, og den er af de største synagoger i Europa. Den blev bygget i årene 1908-1912 som afløsning for fire tidligere synagoger, der fra 1700-tallet havde udgjorde de jødiske templer i byen.

    Synagogen blev tegnet af de østrigske arkitekter Ruggero Berlam og Arduino Berlam, og de tegnede templet med store dimensioner for den voksende menighed, som i 1938 var vokset til næsten 6.000 medlemmer. Synagogen blev lukket i 1942 og anvendt som lager under 2. Verdenskrig, indtil den indtil kunne åbne efter krigens afslutning.

    Bygningens størrelse og struktur definerer den klart som en synagoge fra jødernes emancipation, der varede fra slutningen af 1700-tallet til 1. Verdenskrig. Det var en periode, hvor jøderne gik fra at være en udskilt gruppe med færre rettigheder end andre borgere til at blive ligestillet med øvrige indbyggere.

    Indvendigt blev hovedbederummet anlagt med en rektangulær grundplan, der deler sig i tre skibe. For enden kan man se synagogens majestætiske apsis og dens hvælving med gylden mosaik. Der er også geometriske mønstre, træer og stjerner og andre bånd på de store buer, der citerer vers fra Salmernes Bog og viser livets træer.

     

    San Spiridione Kirke, Trieste

    Sankt Spyridon Kirke
    Chiesa di San Spiridione

    Chiesa di San Spiridione er Triestes serbisk-ortodokse kirke med det formelle navn Tempio serbo-ortodosso della Santissima Trinità e di San Spiridione. Den ortodokse menighed går tilbage til 1751, hvor kejserinde Maria Theresia indførte religionsfrihed for ortodokse kristne. Før den nuværende kirke lå der en tidligere, der blev bygget i 1753.

    Chiesa di San Spiridione blev designet af arkitekten Carlo Maciachini i 1869, og den ligger smukt ved afslutningen af Canal Grande. Stilen er byzantinsk, og byggeriets ydre er kendetegnet ved den centrale kuppel og fire lidt lavere klokketårne. Man kan også se mosaikdekorationer på ydervæggene, og facaden er prydet af ni store statuer af den milanesiske billedhugger Emilio Bisi.

    Interiøret er rigt dekoreret efter byzantinske kanoner. Kirkerummet er helt udsmykket med oliemalerier, der efterligner mosaik. Der er også en smuk ikonostas med fire ikoner af Sankt Spyridon, Jomfru Maria med Jesusbarnet, Kristus Kongen og bebudelsen. De er dækket af guld og sølv og udarbejdet i Rusland i begyndelsen af 1800-tallet. Man kan også lægge mærke til den store sølvlampe, der hænger ved indgangen. Den var en gave fra Paul Romanov, der senere blev zar Paul I af Rusland.

     

    Riccardo Port
    Arco di Riccardo

    Arco di Riccardo er en bevaret romersk port, som menes bygget under kejser Octavian Augustus i årene 33-32 f.Kr. Man kender ikke årsagen til portens navn, lige som dens funktion heller ikke er entydig. Nogle kilder nævner porten som en af indgangene til en helligdom for Magna Mater. Der er dog også en overlevering, der fortæller, at portens navn kommer fra Richard Løvehjerte, der blev holdt fanget i Trieste under hjemturen fra Det Hellige Land.

    I dag står porten alene i gaderne i centrum af Trieste. Det er en enkelt bue, der er 7,2 meter høj, 5,3 meter bred og 2 meter dyb, og den er sammenbygget med et nyere hus, der skjuler en del af porten. Når man ser den, kan man overveje, om navnet kommer fra hovedgaden Cardo Maximus, som porten kan have ført ind til.

     

    Teatro Romano, Trieste

    Det Romerske Teater
    Teatro Romano

    Teatro Romano er et romersk teater i Trieste, som ligger ved foden af bakken Colle di San Giusto i udkanten af den gamle by. Ved opførelsestidspunktet, der startede i slutningen af århundredet f.Kr., lå teatret dog uden for bymurene og ved kysten, der dengang nåede op til dette område.

    Teatro Romano blev udbygget i begyndelsen af 100-tallet, og ved byggeriet udnyttede man bakkens naturlige hældning på stedet. Kapaciteten vurderes til at have været på op til 6.000 tilskuere. Gennem århundreder blev der bygget i området, så teatret efterhånden forsvandt. Det blev dog identificeret igen i 1814 og udgravet i 1938 og fritlagt under Mussolinis styre.

    I dag ligger teatret smukt og stemningsfuldt mellem gaderne i det moderne Trieste. Det henligger ganske velbevaret med tilskuerrække, scene og mange andre dele af den betydelige konstruktion. Man kan også se fund fra udgravningen af det gamle teater. De er dog ikke udstillet i selve teatret, men kan ses på Lapidario Tergestino i Castello di San Giusto.

     

    Sankt Justus Borg
    Castello di San Giusto

    Castello di San Giusto er et fæstningsværk, der blev bygget over flere århundreder fra 1471 til 1630. Borgen blev oprindeligt etableret som residens for kejserens udsendte ledere af Trieste, og senere blev den anvendt som kaserne. Den står i dag som et af Triestes vartegn, og den er opkaldt efter Sankt Justus, der er byens skytshelgen.

    Borgens historie startede med Venedigs byggeri en mure og en lille fæstning under deres besættelse af Trieste i 1368. Det var på ruinerne af den venetianske borg, at kejser Friedrich III etablerede den nuværende Castello di San Giusto. Venedig fik igen herredømmet over Trieste i 1508, hvor de ville udbygge borgen. Det blev dog kun til Bastione Veneto, før venetianerne trak sig tilbage fra byen.

    Anlægget af bastioner omkring borgen fortsatte ad flere omgange gennem 1500-tallet og til 1630. I disse århundreder blev Bastione Lalio og Bastione Pomis etableret, og dermed stod Castello di San Giusto færdigbygget. Borgen fortsatte herefter som sæde for statholderen med titlen Capitano, der blev udpeget af kejseren.

    Anlægget har været ejet af byen Trieste siden 1930erne. I dag fungerer Castello di San Giusto både som et historisk slot og som museet Museo del Castello di San Giusto e l'Armeria. Den gamle borg benyttes også til udstillinger, teaterforestillinger, koncerter og andre kulturevents. I Bastione Lalio ligger Lapidario Tergestino med en samling af antikke romerske skulpturer, relieffer og andre effekter fra Trieste og byens omegn.

Ture fra byen

    Piran, Slovenien

    Piran

    Piran er en by, der ligger malerisk som en af Sloveniens få kystbyer på spidsen af en halvø. Piran-halvøen blev bosat i 100-tallet f.Kr., hvor området var en del af Romerriget. Gennem tiden er byen hovedsageligt blevet påvirket af tilhørsforhold til Venedig og Østrig.

    Pirans centrale plads hedder Tartinijev trg. Den er opkaldt efter komponisten og musikeren Giuseppe Tartini, som der i 1896 blev stillet en statue op af. Pladsen var oprindeligt et havnebassin uden for bymurene. I middelalderen blev havnegaderne bebygget, og travlheden steg løbende. I 1894 blev havnebassinet fyldt op, og pladsen blev en realitet.

    Fra Tartinijev trg udgår gaderne i centrum, og mod vest kommer man til spidsen af halvøen. Nord for pladsen kan man se Sankt Jørgen Kirke/Cerkev svetega Jurija (Adamičeva ulica), hvis tårn er inspireret af venetiansk arkitektur. Kirken ligger smukt placeret på byens top, og det righoldigt dekorerede interiør er også en tur værd.

     

    Koper, Slovenien

    Koper

    Byen Koper ligger som en af Sloveniens få byer ved havet, og den er landets største havneby. Umiddelbart nord for Koper ligger Italien, og gennem tiden har den italienske indflydelse da også været stor og en meget aktiv og tydelig del af historien. I dag er Koper officielt tosproget, og her tales både slovensk og italiensk, hvorpå byen hedder Capodistria.

    I antikkens Grækenland kaldtes Koper for Aegida, og siden dengang har den velbeliggende by været underlagt flere riger. I mange århundreder handlede byen med Venedig, og den blev også den venetianske hovedby i Istrien. I nyere tid tilhørte Koper Italien efter 1. Verdenskrig, og efter 2. Verdenskrig var den en del af Fristaten Trieste, der blev delt mellem Italien og Jugoslavien i 1954.

    Kopers gamle bydel er seværdig. Loža/Loggia (Titov trg 1) er et fornemt venetiansk palæ, der går tilbage til 1462. Det Prætoriske Palæ/Pretorska palača (Titov trg 3) er byens rådhus, og det er en funktion, der har ligget her siden 1254. Det nuværende palæ er i gotisk, venetiansk stil og påbegyndt 1452.

    På den centrale plads kan man også se Mariæ Himmelfartskirke/Župnijska cerkev Marije Vnebovzete (Titov trg), hvis historie går tilbage til 1100-tallet. Kirketårnet er en tydelig profil i byens skyline.

     

    Poreč

    Poreč er en af Kroatiens hyggeligste byer, og udover en smuk beliggenhed er der en del seværdigheder at komme efter. Man kan også bare nyde en vandretur i de stemningsfulde gader i centrum; nogle gader, der endnu er som udlagt under den romerske byplanlægning.

    Den største seværdighed i byen er Euphrasdius Basilika/Eufrazijeva bazilika, der er på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Basilikaen blev opført over flere omgange mellem 200-tallet og 500-tallet. Mest kendt er de smukke mosaikker, der blev udført i 200-tallet. Mosaikkerne regnes som nogle af verdens smukkeste, der er bevaret fra den byzantinske tid.

    Sinčič-palæet, hvor Poreč Museum er indrettet, er også et besøg værd. Man kan også gå til Marafor-pladsen, der udgjorde byens historiske romerske forum. Her ligger der interessante ruiner af et Neptuntempel og et Marstempel.

     

    Ljubljana, Slovenien

    Ljubljana

    Ljubljana er Sloveniens hovedstad og udgør det økonomiske, politiske og kulturelle centrum i landet. For storbyturister byder hovedstaden Ljubljana på mange seværdigheder. Centrum af Ljubljana er hyggeligt og pittoresk med krogede og smalle gader, elegante kirker, smuk arkitektur og fine museer.

    På toppen af Ljubljana ligger bogstaveligt talt byens borg, der troner som en manifest del af byens historie. Siden i hvert fald fra 1100-tallet har den været en del af Ljubljanas forsvar, og borgen har også været adelig residens. Fra borgen kan man se over hele den slovenske hovedstad og derved få et godt overblik over byen.

    Læs mere om Ljubljana

     

    Postojna Grotte
    Postojnska Jama

    Af Sloveniens mange grotter er Postojnska Jama den mest spændende og samtidig en af de smukkeste i Europa. Grotten er et hulesystem, der ligger i bjergene sydvest for Ljubljana. Under et besøg kan man opleve et stort kompleks af drypstenshuler; den ene mere betagende end den anden. I alt er der over 20 kilometer huler, gange og grotter i systemet.

    Som besøgende kører man i et minitog de første lange stykker ind til de flotteste huler, og her går man rundt og ser blandt andet Kongressalen/Kongresna Dvorana og Koncertsalen/Koncertna Dvorana, der med sine millioner år gamle drypstensformationer af stalaktitter og stalagmitter er en enestående oplevelse. Formationerne er alle blevet dannet af enkelte dråber fra loftet, og det er en proces, der fortsat er i gang.

    I hulerne lever også den såkaldte menneskefisk. Det er et hvirveldyr, der har fået sit navn af den lyse hudfarve og sine fingre og tæer. Menneskefisken kan ses i et akvarium i grotten. Ved udgangen kan man også se stedets underjordiske flod.

    Grotterne i Postojna er de mest markedsførte og kommercielle i Slovenien. Der er også andre grotter i området, og vil man gerne besøge nogle grotter i mere naturlige omgivelser, kan man besøge Škocjanske jame (Matavun 12, Divača), der ligger i området mellem Rijeka, Trieste og Postojna. Her kan man opleve en række drypstenshuler, der er optaget på UNESCO’s liste over verdens naturarv. I området uden for hulerne er der desuden en vidunderlig natur med klipper og kløfter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    il Giulia

    Via Giulia 75/3
    ilgiulia.it

     

    Montedoro

    Via Flavia di Stramare 119
    montedoroshoppingcenter.it

     

    Torri d'Europa

    Via Bartolomeo d'Alviano 23, Via Italo Svevo 14/16
    torrideuropa.com

     

    Indkøbsgader

    Via San Nicolò, Via Mazzini, Viale XX Settembre, Via di Cavana, Corso Italia

Med børn
Gode links