Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Vilnius er Litauens hovedstad og samtidigt en by med en atmosfære, der er en dejlig blanding af Baltikums og Centraleuropas charme. Barok byggestil og ikke mindst utallige kirker kendetegner de smalle og hyggelige gader i byens centrum, men man skal ikke langt, før moderne bygninger rejser sig og giver et kosmopolitisk strejf.

Indkøbsmuligheder, kultur og gastronomi er noget, der alle steder trænger sig på. Små og store steder ligger på stribe og bare venter med hygge og gode oplevelser. Mange interessante museer er noget af det, Vilnius byder på i fornemt omfang.

En særlig oplevelse er byens elegante katedral og de højdedrag, der rejser sig øst for katedralen og lands floden Neris. Her ligger vartegnet Gediminas Tårn, det tidligere kongeslot, nationalmuseet og andre fine seværdigheder.

I omegnen af Vilnius er der mange smukke og interessante steder. Europas geografiske centrum er markeret nogle kilometer nord for byen, og tager man fx mod vest, ligger den mægtige Trakai Borg, Sovjetunionens by Elektrenai og landets næststørste by, Kaunas, og venter. Afstandene er ikke lange, men seværdigheder til gengæld store.

Andre seværdigheder

    Daggryets Port, Vilnius

    • Daggryets Port/Aušros Vartai: Dette er Vilnius’ hovedindgang fra syd gennem den nu historiske bymur. Porten var en del integreret del af byens forsvar, og den er nu den eneste bevarede af de oprindelige ni byporte.
    • Allehelgenskirken/Visų šventųjų bažnyčia: Allehelgenskirken blev bygget i årene 1620-1630 i en en smuk senbarok stil. Kirketårnet, der står ved siden af kirkebygningen, blev dog først opført i 1743. Kirken byder på et smukt kirkerum.

    Skt. Kazimir Kirke, Vilnius

    • Sankt Kazimir Kirke/Šv. Kazimiero bažnyčia: Sankt Kazimir Kirke er en smuk barokkirke, der var den første i denne stil i Vilnius. Kirken blev opført af jesuitterne i årene 1604-1618. Kirkerummet er blandt Vilnius' mest imponerende.
    • Vilnius Rådhus/Vilniaus Rotušė: Dette er Vilnius’ rådhus og derved centrum for byens politiske styre. Rådhuset har ligget her siden 1400-tallet. Det nuværende rådhus blev opført i årene 1785-1799 i nyklassicistisk stil.

    Præsidentpaladset, Vilnius

    • Præsidentpaladset/Prezidento rūmai: Præsidentpaladset er officiel residens for Litauens præsident, og det er en status, huset har haft siden 1997. Bygningens historie går dog helt tilbage til 1300-tallet som residens for byens biskop.
    • Užupis: Užupis er navnet på et kvarter, der ligger umiddelbart øst for den gamle bydel i Vilnius. Det er en bydel, der er byens bohemekvarter med alt det, der følger med af kultur, charme og hygge.

    De Tre Kors, Vilnius

    • De Tre Kors/Trys kryžiai: På en høj over Vilnius blev der ifølge overleveringen første gang rejst tre kors til ære for 14 dræbte munke i 1600-tallet. Korsene står der fortsat i en nyere udgave og udgør et af Vilnius’ kendte seværdigheder.
    • Litauens Nationalmuseum/Lietuvos nacionalinis muziejus: På dette museum kan man opleve en omfattende arkæologisk, etnografisk og historisk samling, der skildrer Litauen gennem udstillinger i forskellige temaer.

    Parlamentet, Vilnius

    • Litauens Parlament/Lietuvos Respublikos Seimas: Litauens parlament hedder Seimas, og det har eksisteret siden 1992, hvor det officielt afløste Den Øverste Sovjet som landets vigtigste parlamentariske forsamling.
    • KGB-bygningen/Genocido Aukų Muziejus: Dette hus var den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB’s hovedkvarter i Vilnius under Sovjetunionens tid i sidste halvdel af 1900-tallet. I dag er der et museum om perioden i bygningen.

    Opstandelseskirken, Vilnius

    • Opstandelseskirken/Znamenskaja Tserkov: Denne smukke kirke tilhører den ortodokse menighed og blev indviet i 1903 efter opførelsen på initiativ af det ortodokse Helligåndsbroderskabet.
    • Flere seværdigheder og mere infoKøb pdf-bogen om Vilnius her.

Historisk overblik

    Den tidlige historie
    Hovedstaden Vilnius er en af Litauens ældste byer, og området menes beboet siden i hvert fald den tidlige middelalder; udgravninger har dog vist spor af bosættelser på egnen, som går tilbage til omkring år 100.

    Vilnius kendes første gang nævnt af hertug Gediminas i 1323, hvilket regnes for byens grundlæggelse, og fra denne tid udviklede bosættelsen ved Neris-flodens bredder sig.

    Områdets hovedstad var før Gediminas Kernave nordvest for Vilnius, men da hertugen under en jagt fandt Trakais smukke søområde, opførte han en borg og flyttede hovedstaden hertil. Ifølge legenden måtte han på endnu en jagt overnatte på Vilnius’ nuværende placering, hvor han havde en drøm om en gang at skulle grundlægge den nye hovedstad på netop dette sted, hvad han så gjorde med opførelsen af to borganlæg.

    Efter grundlæggelsen i 1323 rundskrev Gediminas blot to år senere til tyskere og jøder i hansestæderne langs Østersøen, at alle var velkomne i hans by til at slå sig ned for at drive handel og håndværk. Det var dog først senere i 1300-tallet, at udenlandske købmænd og håndværkere for alvor flyttede til.

    Året 1387 blev et vigtig år for Vilnius og Litauen. Landet blev kristnet som det sidste hedenske land i Europa af Władysław II Jagiełło, der var litauisk storhertug og polsk konge. Samme år begyndte opførelsen af Vilnius’ domkirke, og byen blev også tildelt købstadsrettigheder i netop 1387; disse gjaldt dog kun i den del af byen, hvor den katolske biskop var leder.

    Vilnius udvikler sig
    Det gamle Vilnius udviklede sig gennem århundreder, og de flere end 1.200 bevarede historiske bygninger er et af de største antal i Øst- og Centraleuropa. Byplanlægningen tilpassede sig naturen med floden og det kuperede område.

    Mange kulturer strømmede til Vilnius, der var kendt for sin tolerance over for religion. Gennem tiden er der blanft andet blevet opført ortodokse og katolske kirker i barok stil og synagoger i renæssancestil. Allerede fra slutningen af 1300-tallet og gennem 1400-tallet var der megen byggeaktivitet, og efter inspiration fra af andre europæiske byer slog Vilnius’ håndværkere sig sammen i lav i denne periode.

    Mangfoldigheden i kulturer afspejledes i arkitekturen, hvilket man fortsat kan se i de rigt ornamenterede bygninger i byen. Vilnius’ befolkningsgrupper etablerede sig også i separate kvarterer; de ortodokse kristne boede mod øst, mens tyskere og jøder boede mod vest. I stigende grad kom der også polakker til byen.

    Hoffets by
    I starten af 1500-tallet udgjorde Krim-tatarerne en trussel for Vilnius, og mellem 1503 og 1522 blev byen udbygget med fæstningsmure, som havde tre forsvarstårne og ni byporte.

    Vilnius nåede et højdepunkt i 1544, hvor Sigismund II August som litauisk storhertug og polsk konge flyttede hoffet til Vilnius. Sigismund opholdt sig meget i Vilnius, hvilket styrkede byens vækst og politiske status.

    Med hoffet i Vilnius kom der fortsat flere polakker til Vilnius, og der skete med tiden en markant polsk indflydelse på livet og landet. Denne udvikling var så småt startet med ankomsten af polske gejstlige i slutningen af 1300-tallet, men gennem 1500-tallet tog udviklingen fart.

    Bygningsmæssigt var det perioden efter gotikken, og gennem 1500-tallet blev der opført en række renæssancebygninger, før Vilnius’ specielle barokstil slog igennem i mange kirke- og palæbyggerier.

    Den polsk-litauiske realunion
    Med Lublinunionen i 1569 overgik Polen og Litauen fra at have en personalunion til at danne en realunion. I første halvdel af 1500-tallet havde Litauen haft et territorium, der strakte sig fra Østersøen til Det Osmanniske Rige et stykke syd for Kiev, men i 1560erne var en stor del overgået til den polske krone. Med unionen blev Vilnius og Krakow hovedbyerne indtil 1793, hvor Warszawa opnåede denne status indtil unionens endeligt i 1795.

    Den første tid i realunionen blev en periode med stor opblomstring for Vilnius. I 1579 grundlagde den litauiske storhertug og den polske konge et universitet i byen, der blev der førende uddannelses- og forskningssted i regionen. Byens sociale og kulturelle liv strålede, og byen modtog mange nye tilflyttere.

    I 1610 blev Vilnius hærget af en større brand, og en del genopbygning skulle gennemføres. I 1655 erobrede russiske styrker Vilnius under Den Russisk-Polske Krig, der udspillede sig i årene 1654-1667. Under krigen og kampene i Vilnius blev en del af byen ødelagt, og resultatet af hele krigen var på sigt, at Rusland erobrede landområder mod vest og derved mod det polsk-litauiske område. Vilnius’ vækst blev ved den lejlighed stoppet for en tid.

    En del af imperiet
    Gennem 1700-tallets sidste halvdel dominerede klassicismen i arkitekturen i Vilnius. Det og meget andet blev ændret i 1790erne, hvor først Warszawa blev hovedstad i 1793, og i 1795 blev Polen-Litauen opløst.

    Gennem den såkaldte tredje deling af Polen-Litauen blev Vilnius og Litauen en del af zarens Rusland, og det smittede af på mange områder; naturligvis politisk, men også kulturelt og arkitektonisk. I den russiske tid blev en del af byens mange kirker og klostre nedlagt, og der blev i stedet opført kirker i byzantinsk stil.

    Vilnius blev igen hovedstad; denne gang i det russiske guvernement i Litauen. Få år efter blev byens mure revet ned for at kunne lade byen vokse på ny. Zaren lod den polske universitet genåbne i 1803, og der skete igen en vis udvikling i byen.

    Vilnius udviklede sig industrielt gennem 1800-tallet, og det skete ikke mindst efter åbningen af jernbaneforbindelsen fra Sankt Petersborg til Warszawa i 1860. Ruten gik gennem Vilnius, og det medførte øget trafik og handel.

    I 1800-tallet blev det litauiske ønske om selvstændighed større, og flere litauiske institutioner opstod efterhånden. Det drejede sig blandt andet om avisen Vilniaus žinios, der blev publiceret i 1904 efter ophævelsen af et forbud mod litauisk presse med latinske bogstaver.

    Verdenskrige og selvstændighed
    Under 1. Verdenskrig blev Vilnius besat i over tre år af tyske tropper, før landet deklarerede sin uafhængighed den 16. februar 1918. Kampene var dog ikke forbi på det tidspunkt. De tyske tropper trak sig tilbage 1. januar 1919 og overlod byen til en polsk garnison.

    Fire dage senere indtog bolsjevikker Vilnius, og de udråbte byen som hovedstad i Den Litauisk-Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik. Senere genindtog både Polen og Sovjetunionen Vilnius. Den 12. juli 1920 blev en fredstraktat mellem Sovjetunionen og Litauen underskrevet, og Litauen opnåede anerkendelse som selvstændigt land. Mens resten af Litauen blev selvstændigt, blev Vilnius dog en del af Polen. Kaunas blev Litauens hovedstad, mens Vilnius blev sæde for et regionalt polsk styre.

    Mellem 1920 og 1939 udgjorde polakker omkring 65 % af Vilnius’ befolkning, mens den jødiske andel var på 28 %. Der var kun omkring 1 % litauere tilbage i byen.

    Under den polske tid gennemgik Vilnius en del udvikling. Der blev bygget fabrikker, og en ny handelsmesse så dagens lys i 1928. For forbrugerne blev et moderne stormagasin åbnet, og universitetet i byen blev genskabt.

    I 1939 brød 2. Verdenskrig ud, og med Molotov-Ribbentrop-Pagten blev Vilnius-regionen sovjetisk interessessfære. Den Røde Hær overvandt hurtigt polakkernes forsvar af Vilnius i september 1939, og byen blev underlagt den hviderussiske socialistiske sovjetrepublik.

    Sovjetunionen havde indtaget Vilnius, men i oktober fløj en litauisk delegation til Moskva til en dialog og området. Der blev indgået en aftale mellem den sovjetiske ledelse og Litauen, som returnerede Vilnius til det selvstændige Litauen.

    Med knap 200.000 indbyggere i 1930erne havde Vilnius været en af Polens største byer, men efter 1939 ændrede befolkningssammensætningen sig. Titusindvis af litauere blev flyttet til byen, hvor det aktivt blev søgt at gøre op med alt polsk og til dels også jødisk til fordel for litauisk. Blandt andet blev polakker i byen formelt gjort til udlændinge.

    I 1940 blev Vilnius blev sammen med resten af Litauen til Den Litauiske Sovjetrepublik med hovedstad i netop Vilnius. Året efter blev byen og landet besat af tyske tropper, og Tyskland oprettede jødiske ghettoer i byen. Den tyske besættelse varede til juli 1944, hvor fremrykkende sovjetiske tropper befriede landet og Vilnius, der igen blev hovedstad af den litauiske sovjetrepublik.

    1945 til i dag
    Efter afslutningen på 2. Verdenskrig skete der i 1960-1980erne en massiv urbanisering, der medførte stort anlagte nybyggede forstæder. Kulturelt blomstrede Vilnius, universitetet blev renoveret og af større nybygningprojekter blev blandt andet byens opera og tv-tårn gennemført.

    I Vilnius kom der i slutningen af 1980erne til demonstrationer i gaderne. Demonstranterne ønskede litauisk uafhængighed fra Sovjetunionen, og den 11. marts 1990 erklærede landets parlament Litauen selvstændigt.

    Den 13. januar kom det til kampe mellem litauere og sovjetisk militær, der var rykket ind i Vilnius. I august samme år anerkendte Sovjetunionen Litauens uafhængighed, og Vilnius var fortsat hovedstad.

    I 2004 blev Litauen medlem af den Europæiske Union, og landets hovedstad har undergået store forandringer siden 1990erne. I dag står Vilnius smukt renoveret og indbydende for turister, der vil på opdagelse af den smukke gamle bydel, der strækker sig gennem lang tid af den litauiske hovedstads historie.

Topseværdigheder

    Domkirken, Vilnius

    • Katedralen/Arkikatedra bazilika: Midt på Domkirkepladsen i Vilnius står byens katedral majestætisk med dens fritstående tårn. Katedralen er den romersk-katolske hovedkirke i Litauen og blev i den nuværende form bygget 1779-1783.
    • Litauens Kongeslot/Lietuvos valdovų rūmai: Historisk set har Vilnius og Litauen en tid været en betydelig magt i regionen med storhertuger og konger på tronen. Byens kongeslot er en smuk genopbygning af det historiske slot.

    Gediminos Tårn, Vilnius

    • Gediminos Borgtårn/Gedimino pilies bokštas: I 1409 byggede storhertug Vytautas den første stenborg på toppen af Vilnius, og dette tårn stammer herfra. Der er en fornem udsigt over byen fra tårnet.
    • Tv-tårnet/Televizijos bokštas: Vilnius’ tv-tårn er med 326,5 meter i højden en af de højeste bygninger i Østeuropa. I 165 meters højde ligger en restaurant og et observationsdæk, hvorfra der er en formidabel panoramaudsigt over Vilnius.

    Skt. Annæ Kirke, Vilnius

    • Sankt Annæ Kirke/Šv. Onos bažnyčia: Sankt Annæ Kirke er et af Vilnius’ vartegn. Den er et sengotisk mesterværk uden mange sidestykker i verden i dens blanding af flere strømninger i den gotiske byggestil.
    • Flere seværdigheder og mere infoKøb pdf-bogen om Vilnius her.

Ture fra byen

    Trakai, Litauen

    • Trakai Borg/Trakų salos pilis: Trakais smukke vandborg er det centrale bygningsværk i byen af samme navn. Den blev opført fra 1300-tallet midt i det store smukke søområde, som den selv er fuldstændigt omgivet af.
    • Europas geografiske centrum/Europos geografinis centras: Litauen er Europas geografiske centrum, og kontinentets midte ligger nordøst for Vilnius, og det er markeret med et monument.

    Kernave, Litauen

    • Kernavė: Landsbyen Kernavė regnes for at være Litauens ældste hovedstad. Byen blev nævnt første gang i 1279, og i dag er borghøjene fra middelalderen den største seværdighed i Kernavė.
    • Elektrėnai: Byen Elektrėnai er en meget anderledes oplevelse end den gamle kulturby Vilnius. Den blev opført som en moderne mønsterby omkring et kraftværk i Sovjetunionen i 1960erne.

    Rumsiskes Frilandsmuseum, Litauen

    • Rumšiškės Frilandsmuseum/Lietuvos Liaudies Buities Muziejus Rumšiškėse: Landsbyen Rumšiškės er smukt beliggende ved søen Kauno Marios. Rumšiškės er hjemsted for Litauens fine etnografiske frilandsmuseum, der viser dele af landets kultur og byggestil fra 1700-tallet til i dag.
    • Kaunas: Byen Kaunas er den næststørste i Litauen. Den ligger smukt, hvor floderne Neris og Nemunas løber sammen, og der er utallige seværdigheder at opleve i byen; bl.a. spændende museer og smukke kirker.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
[INSERT_ELEMENTOR id="31542"]
Shopping
Med børn
Gode links