Site logo
Se på kortet
  • Ulitsa Sobornyy Dvor, 5, Smolensk, Smolenskaya oblast', Rusland, 214000

Læs om byen

Smolensk er den største by i oblasten af samme navn. Byen er en af de ældste i det gamle Rusland, og den kendes fra år 863. Smolensk blev relativt hurtigt en betydelig by på handelsruter mellem nord og syd og på forbindelserne mellem floderne Daugava og Dnepr. Fyrstendømmet Smolensk blev etableret i 1054, og staten blev en af de vigtigste i Kievriget, og Smolensks fyrster sad flere på tronen i Kiev. Smolensk udviklede sig mellem storfyrstendømmerne Moskva og Litauen, og fra 1404 blev byen og området underlagt Litauen. Godt hundrede år senere erobrede Moskva Smolensk, hvilket blev fejret med anlægget af det berømte Novodevitjij-klostret i Moskva. Som beskyttelse mod Polen og Litauen anlagde zar Boris Godunov i årene 1597-1602 Smolensk Kreml som den største befæstning af sin slags i landet. På trods af den store fæstning indtog Polen-Litauen Smolensk i 1611, hvilket skete efter en tyve måneder lang belejring.

Rusland generobrede Smolensk i 1654, og i 1667 afgav Polen-Litauen sine krav på området. Byen fastholdt sin strategisk vigtige position i Rusland som militær fæstning på vejen fra Europa til Moskva, og Smolensks forsvarsværker blev styrket. Næste angreb fra vest skete i 1812, hvor Napoleons tropper indtog byen midlertidigt efter Slaget ved Smolensk. I 1918 blev Den Hviderussiske Folkerepublik udråbt med Smolensk som en del af den, og den 1. januar 1919 proklamerede man Hvideruslands Sovjetrepublik i netop Smolensk. Minsk var dog hovedstad, og efter en folkeafstemning i 1920 valgte regionens borgere, at Smolensk skulle være en del af Rusland, hvilket skete derefter. Tyskland erobrede Smolensk under 2. Verdenskrig, og stort set hele byen blev lagt i ruiner, før Den Røde Hær befriede byen i 1943. Efter krigen blev Smolensk udråbt som helteby grundet kampen med tyskerne under krigen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev