Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Paris er byernes by og stedet, hvor romantikken lever og vækker drømme. Her er noget at komme efter; uanset om man kommer efter seværdigheder, kirker, museer, gastronomi, hyggelige spadsereture eller måske netop romantikken.

Paris er en af Europas største byer, og man kan opleve de imponerende dimensioner overalt: i Eiffeltårnet, på de store pladser og de brede boulevarder, i Louvres kunstsamling og ikke mindst på en tur til solkongernes fantastiske slot Versailles.

Paris er et overflødighedshorn af tilbud. Her er seværdigheder i topklasse, modehuse, parker, cafeer og stemningsfulde områder som latinerkvarteret og Montmartre. Pariserne selv og den særlige stemning i byen giver blot ekstra dimensioner til overfloden af muligheder for oplevelser, hvor cafebesøg og velsmagende fransk mad nok lokker de fleste.

Vil man gerne lidt ud af byen, kan man på kort tid vandre rundt i Versailles, prøve kræfter med gallere i Parc Asterix eller tage på tur gennem Walt Disneys univers i det europæiske Disneyland. Det meste er forbundet af Paris’ charmerende metro, hvis smukkeste stationer står i fabelagtig art nouveau.

Topseværdigheder

    Notre Dame

    Notre Dame de Paris

    Notre Dame er Paris’ imponerende gotiske katedral, der blev bygget 1163-1330. Notre Dame er et stort skatkammer, og man har indtil branden, som indtraf 15. april 2019, kunnet bruge timer her. Branden hærgede store dele af kirkerummet, og den forårsagede kollaps af flere bygningsdele som dele af tagkonstruktionen og katedralens berømte spir. Som følge af branden er et større genopbygningsarbejde i gang, og adgangen til kirken vil i en periode være begrænset i forhold til tidligere.

    Gennem tiden har mange begivenheder fundet sted i Notre Dame, blandt andet blev Napoleon kronet til kejser her 1. december 1804. Nu fungerer Notre Dame som en katolsk katedral, og her har ærkebiskoppen i Paris sæde.

    Facaden mod vest er opdelt i fem niveauer, hvilket var en overført tradition fra visse romanske kirker. Nedefra ses de tre indgangsportaler, kongegalleriet (rækken af statuer), niveauet med rosettevinduet, kimærernes galleri og endelig de to tårne.

    Der er tre store rosettevinduer i Notre Dame, et i facaden mod vest og et i henholdsvis syd og nord. Vinduerne blev udført i 1100-1200-tallene, og vinduerne mod vest og nord er fortsat forholdsvis originale. Kirkerummet, hvor man kan betragte rosettevinduerne og mange andre spændende detaljer, er 34 meter højt.

    Det er muligt at tage en spændende tur op i de 69 meter høje tårne. Herfra er der god udsigt over Paris’ tage, og det er her, de berømte kimæreuhyrer sidder. I sydtårnet kan man se klokken Emmanuel, der vejer 13.000 kilo. På pladsen umiddelbart foran Notre Dame finder man 0-pladen, Point Zéro, som afstande fra Paris måles fra.

     

    Sainte Chapelle, Paris

    Det Hellige Kapel
    Sainte Chapelle

    Sainte Chapelle blev opført 1246-1248 som kapel i de nyopførte residensbygninger. Til kirken købte kong Louis IX Kristus-relikvier af kejseren i Konstantinopel. Blandt relikvierne var blandt andet Kristus’ tornekrone og et stykke af korset fra Kristi korsfæstelse.

    I kirken er der et nedre kapel, der fungerede som almindelig kirke for residenspaladsets ansatte, og det storladne øvre kapel, der var kongens private kapel.

    Et besøg i Sainte Chapelle er en fantastisk oplevelse, ikke mindst grundet de mange glasmosaikvinduer, der blandt andet viser bibelhistorien i flere end 1.100 billeder. Vinduerne regnes for at høre til de absolut fineste i verden, og hovedparten er originale.

     

    Dôme, Paris

    Invalidekirken
    Dôme

    Dôme-kirken er blandt de bedste eksempler på fransk 1600-tals-barokarkitektur. Louis XIV opførte Dôme til at rumme de franske solkongers gravmæler, men den rolle fik den ikke, idet den stod først stod færdig 1735, cirka 20 år efter Louis XIV’s død.

    I dag er kirken mest kendt for at rumme Napoleons grav, der i 1861 blev anlagt centralt i en åben krypt under den store kuppel, der er prydet af de la Fosses malerier fra 1692 af paradisets herlighed. Udover Napoleons grav kan man også se andre prominente franskmænds gravsteder, blandt andet Napoleon II og Ferdinand Foch, der var fransk marskal under 1. Verdenskrig.

     

    Eiffeltårnet

    Eiffeltårnet
    Tour Eiffel

    Gustave Eiffels verdensberømte Eiffeltårn blev opført til verdensudstillingen 1889 som et midlertidigt monument over fransk ingeniørkunst. Skæbnen ville dog, at tårnet blev stående, og det er i dag et af verdens kendteste bygningsværker. Tårnet er 319 meter højt og det var verdens højeste bygning indtil 1931, hvor Empire State Building i New York overtog denne status.

    Første niveau på vej mod toppen ligger i 57 meters højde, og her beskrives tårnets historie. Andet niveau ligger 115 meter oppe, mens toppen ligger 274 meter over Paris. Elevatorturen derop er i sig selv en oplevelse, og her kan man se Gustave Eiffels lejlighed.

     

    Église de la Madeleine, Paris

    Maria Magdalene Kirke
    Église de la Madeleine

    Église de la Madeleine er en kirke, der blev opført i romersk tempelstil som monument for Napoleons hære sejre. På stedet lå der i forvejen en kirke, som først blev overvejet ombygget. I stedet startede byggeriet af en ny kirke, der dog efter få år og stadig ufærdig blev revet ned i 1770erne for at opføre den nuværende bygning.

    I tiden efter Den Franske Revolution lå byggeriet stille, og på det tidspunkt var det kun fundamentet, der var blevet etableret. Andre offentlige projekter blev vurderet, men i 1806 besluttede Napoleon, at Templet for Den Store Hærs Ære/Temple de la Gloire de la Grande Armée skulle opføres. Templet blev ikke færdigt i Napoleons tid, men stod i stedet færdigt som kirke i 1842.

    Stilen er nyklassicistisk, og portalens søjler er 20 meter høje. Indvendigt er der tre kupler og en fin udsmykning med blandt andet med Jules-Claude Zieglers vægmalerier over alteret.

     

    Basilique du Sacre-Coeur, Paris

    Det Hellige Hjertes Basilika
    Basilique du Sacré-Coeur

    Montmartre-højen er Paris´ højeste punkt, og på toppen ligger den smukke Sacré Coeur-basilika. Den 83 meter høje, hvide Sacre-Coeur blev opført i perioden 1875-1914. Stilen er en arkitektonisk blanding, men der er tydelig byzantinsk inspiration.

    Navnet Sacré Coeur betyder (Jesus´) hellige hjerte. Indenfor kan man blandt andet se en Kristus-mosaik og kirkens krypt. Man kan også komme op i kuplen. Foran Sacré Coeur er der altid livligt, og herfra er en enestående udsigt over hele Paris.

    Man kan tage et stykke op til Sacré Coeur med funicularen, der afgår en kort vandring fra den tætteste metrostation. Læg særligt mærke til stationen Abesses, der er en af de få tilbageværende i den originale parisiske metros art nouveau-stil.

     

    Louvre

    Louvre Museum
    Musée de Louvre

    Det verdensberømte Louvre-museum er indrettet i det tidligere kongeslot, som blev grundlagt 1190 af kong Philippe II. Oprindeligt var det en forsvarsborg, som skulle beskytte Paris, som lå på Île de la Cité, mod erobrere.

    Opførelsen af de nuværende Louvre-bygninger blev påbegyndt 1535. Omkring 1600 byggede kong Henri IV det berømte Grande Galerie. I starten af 1600-tallet lod Louis XIII slottets to sidefløje opføre, det er de såkaldte Denon- og Richelieu-fløje. Denon-fløjen var dog startet af Catherine de Medici allerede i 1560. Efter den franske revolution blev slottet åbnet for publikum som museum i 1793. Gennem 1800-tallet blev det tidligere residensslot dog også ud- og ombygget.

    Gården i Louvre hedder Carrousel, og her står triumfbuen Arc de Triomphe du Carrousel. Buen lod Napoleon opføre 1806-1808 som monument over Frankrigs militære sejr i Austerlitz 1805. I 1989 blev den markante glaspyramide opført i Louvres gård som en ny hovedindgang til det store kunstmuseum. Arkitekten bag den 20 meter høje pyramide var Ieoh Ming Pei.

    Samlingerne på Louvre-museet er enorme, og det er nok værker til flere dages besøg. Blandt højdepunkterne er Leonardo da Vincis Mona Lisa, der findes i Denon-fløjen og Venus fra Milo, den græske statue fra 100-tallet f.Kr., der findes i den centrale Sully-fløj.

    Generelt går museets genstande frem til 1850, og der er særskilte udstillinger af romerske, græske, orientalske, etruskiske og egyptiske oldtidsfund samt øvrige samlinger af fx europæisk malerkunst. I Louvres bygninger finder man også Musée de la Mode et du Textile (design og mode) og Musée des Art Décoratifs (kunstindustri), der begge er indrettet i Denon-fløjen. Bemærk, at indgangen til museerne ligger i Rue de Rivoli.

     

    Champs Elysees, Paris

    Champs-Elysées

    Den verdenskendte boulevard Champs-Elysées blev anlagt fra Jardin des Tuileries som en træomkranset allé i 1667. I 1709 fik den sit navn efter de elysiske haver i græsk mytologi.

    Langs Champs-Elysées ligger en række kendte og spændende bygningsværker, caféer og eksklusive butikker. Fra Tuileries ligger Elyséepalæet, der er residens for den franske præsident, på højre side efter et par hundrede meter. På den modsatte side af boulevarden kan man se tre bygninger, der alle blev opført til verdensudstillinger: Petit Palais og Grand Palais (begge fra udstillingen i 1900) samt Palais de la Découverte (fra udstillingen i 1937).

    Champ-Elysées er cirka to kilometer lang, og det centrale stykke mellem Concordepladsen og Triumfbuen kaldes Hædersvejen, la Voie Triomphale.

     

    Triumfbuen, Paris

    Triumfbuen
    Arc du Triomphe

    Triumfbuen er et af de mest kendte bygningsværker i Paris. Som navnet antyder, er buen en triumfbue, og den blev bygget fra 1806, hvor Napoleon satte anlægget i gang. Buen står på Place Charles de Gaulle, der tidligere hed Place de l'Étoile, og hele tolv radialgader leder til pladsen og derved til Triumfbuen. To af dem er Champs-Élysées, hvorpå Triumfbuen står på aksen mellem Louvre og den moderne Grande Arche i forstaden La Défense.

    Triumfbuen blev designet af arkitekten Jean Chalgrin i 1806 efter romersk forbillede fra den antikke Titusbue. Chalgrins bue fik herefter bygget med nogle imponerende dimensioner, der gjorde den til verdens største triumfbue. Det var en status, den parisiske bue havde til 1938, hvor Monumento a la Revolución i Mexico City stod færdig.

    Arc de Triomphe stod færdig i 1836 med en højde på 50 meter, en bredde på 45 meter og en dybde på 22 meter. Gennem buen er der en hvælving med en højde på over 29 meter. Napoleon så ikke den færdige bue, men man byggede en udgave af træ, da kejseren kom til Paris med sin nye brud Marie Louise i 1810. Da Napoleons rester kom tilbage til Paris i 1840 efter hans død på Sankt Helena, passerede resterne under Triumfbuen på vej til Napoleons sidste hvilested.

    Der er mange detaljer i udsmykningen af Triumfbuen. Nederst kan man se fire skulpturgrupper, en på hver søjle. De viser begivenheder i Napoleonstiden: Le Départ de 1792, Le Triomphe de 1810, La Résistance de 1814 og La Paix de 1815. I niveauet over skulpturgrupperne er der seks relieffer med scener fra revolutionstiden og Napoleonstiden i Frankrig fra 1792 til 1805. Reliefferne viser blandt andet Alexandrias fald i 1798 og Slaget ved Austerlitz i 1805.

    Der er også graveret navnene på 158 slag i Triumfbuen, hvor man også kan se navnene på 660 militærledere fra Den Første Franske Republik og det følgende Første Franske Kejserrige. En del navne er streget under, og det er et udtryk for dem, der faldt på slagmarken. Der er også forskellige mindepladser m.v. flere steder, og under Triumfbuen kan man se den ukendte soldats grav, der blev etableret i 1920 for ofrene under 1. Verdenskrig.

    Man kan besøge Arc de Triomphe, hvor der er en udstilling inde i Triumfbuen. I udstillingen kan man se nærmere på detaljer om buen og dens design. Herfra kan man også tage med elevator op til toppen af buen, hvorfra man har en panoramaudsigt over den franske hovedstad og til mange af byens kendte seværdigheder.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Paris her.

Andre seværdigheder

    Pont Neuf

    Pont Neuf

    Broen Pont Neuf er Paris’ ældste bro over Seinen. Den blev opført i årene 1578-1607. Pont Neuf forbinder Seinens bredder via den centralt beliggende ø, Île de la Cité. Broen er i alt 278 meter lang og 28 meter bred. Ved Pont-neuf, på Île de la Cité, kan man se en rytterstatue af Henri V.

    Statuen blev oprindeligt opstillet 1614, men ødelagt 1792 under den franske revolution. I 1818 blev den genskabt fra de originale forme samt metallet fra to statuer af Napoleon.

     

    Palais de Luxembourg, Paris

    Luxembourg Palæ
    Palais de Luxembourg

    Det store slotslignende palæ, Palais de Luxembourg, blev oprindeligt opført til Maria de Medici, der var mor til kong Louis XIII og enke efter Henri VII. Det blev bygget 1615-1620 med inspiration fra Palazzo Pitti fra hendes hjemby Firenze. Det blev senere ændret betydeligt over flere omgange gennem 1800-tallet.

    Indtil Den Franske Revolution var palæet residens for medlemmer af kongefamilien, og herefter overgik ejerskabet til staten. Siden 1800 har det franske senat med korte undtagelser haft til huse her. Palais de Luxembourg var Napoleons første residens i Paris, og fra 1940-1944 var det fransk hovedkvarter for det tyske flyvevåben Luftwaffe.

    Indvendigt er det smukke udsmykning, som er lavet af fx Peter Paul Rubens og Eugène Delacroix. I komplekset er museet Musée de Luxembourg også indrettet. Det åbnede i 1750 som det første, offentlige franske museum. På museet kan man se forskellige kunstværker af blandt andre Botticelli, Raphaël, Gauguin og Matisse.

     

    Panthéon, Paris

    Panthéon

    Paris’ Panthéon er en kirke, der stod færdig i 1790. Den blev oprindeligt bygget som kirke til Sainte Geneviève, der er Paris’ skytshelgen. Navnet Panthéon er græsk og betyder templet for alle guder.

    Byggeriet blev igangsat af kong Louis XV, der i 1744 lovede sig selv at opføre en storslået kirke på stedet, hvis han kom igennem en svær sygdomsperiode. Kongen blev rask, og byggeriet blev sat i gang 1758.

    Ud over det interessante og smukke kirkeinteriør er der i Panthéon en del gravmæler for kendte franskmænd. Man kan se gravmæler for blandt andet Emile Zola, Victor Hugo og Voltaire.

     

    Bastille

    Bastillepladsen
    Place de la Bastille

    Det var her på Place de la Bastille, at den franske revolution startede den 14. juli 1789. Det skete med stormen på Bastillen, der var de franske kongers befæstede fængsel. Fængslet blev derefter revet ned 1789-1790.

    Man kan derfor ikke se bevarede dele af de historisk interessante fængsel, men centralt på pladsen står Juli-søjlen, Colonne de Juillet, der er et mindesmærke for julirevolutionen i 1830.

    Den store, moderne glasbygning på Bastillepladsen er Paris’ nye opera, Opéra Bastille, der blev indviet i 1989 i forbindelse med 200-årsdagen for stormen på Bastillen. Indtil 1984 havde Bastille-banegården ligget på det sted, hvor operaen nu ligger.

     

    Val-de-Grâce, Paris

    Val-de-Grâce

    Efter 23 års barnløst ægteskab fik kong Louis XIII og dronning Anne et barn. Det var den senere kong Louis XIV. I glæde og som tak til Jomfru Maria lod Anne kirken Val-de-Grâce opføre. Drengen, den kommende solkonge, lagde i 1645 som 7-årig selv grundstenen til kirken, der stod færdig i 1667.

    Kirken med sin smukke kuppel i forgyldt bly regnes for et af Paris’ fornemste barok-byggerier. I forbindelse med Val-de-Grâce lå et benediktinerkloster, hvor mange syge og sårede blev behandlet under revolutionsårene. Efter revolutionen blev der indrettet et egentligt hospital i klosterbygningerne.

     

    Hôtel des Invalides, Paris

    Invalidehjemmet
    Hôtel des Invalides

    Hòtel des Invalides er et kolossalt militærhospital, der blev opført af Louis XIV i perioden 1671-1676. Bygningerne var både til behandling af sårede franske soldater og til et hjem for krigsveteraner.

    Facaden er næsten 200 meter bred, og byggeriet rummer ikke mindre end 15 gårdhaver. Komplekset rummer også kirker, hvoraf Dôme er den mest berømte, men man kan også se kirken Saint-Louis-des-Invalides, der populært kaldes Soldaterkirken/Église des Soldats. Kirken blev indviet 1708.

     

    Hôtel de Ville, Paris

    Rådhuset
    Hôtel de Ville

    Paris’ rådhus blev opført i 1882 efter en model af det tidligere rådhus fra 1600-tallet, der nedbrændte under kommunardopstanden i 1872. Man kan komme på rundtur i rådhuset, hvis indre også er smukt udført.

    Pladsen foran bygningen har gennem historien været skueplads for mange af byens henrettelser, der for nogens vedkommende bestod af egentlige parteringer. Pladsen har huset byens rådhuse siden 1357.

     

    La Defense

    La Défense

    La Défense er en af Paris’ nyere bydele. Den blev opført som den vestlige ende af Paris’ historiske akse fra Louvre ad Champs Elysées. La Défense ligger lige uden for hjertet af Paris, og tidligere lå her et nedslidt arbejderkvarter, men det kan man ikke se nogle steder i dag.

    Navnet La Défense kommer fra en statue fra 1883, La Défense de Paris, der mindedes forsvaret af Paris under den tyske belejring i 1870.

    I starten af 1950erne skød de første bygninger op i det moderne La Défense. Esso-bygningen på 11 etager, der blev revet ned 1993, og hotel- og konferencecentret CNIT var to af de første. Gennem særligt 1960erne og fra 1980erne til i dag er de største udvidelser sket, og i dag er her boliger, kontorer, monumenter, indkøbscentre og andet som i en almindelig by, men alligevel er La Défense noget helt specielt i sin leg med moderne arkitektur og materialer.

     

    Musée d'Orsay, Paris

    Orsay Museum
    Musée d’Orsay

    Det storslåede museum, Musée d’Orsay, hvis samlinger dækker perioden 1848-1914, er indrettet i den gamle Orsay-banegård, der blev bygget i 1900. Banegården var endestation for Paris-Orléans-jernbanen, men den viste sig allerede i 1939 at være for lille til formålet, og derfor blev den efter nogle år med lokaltogdrift lukket. I 1958 blev bygningen historisk, da Charles de Gaulle holdt pressekonference på stedet, hvor han reelt blev ny fransk præsident.

    Banegårdsbygningen blev tegnet og opført som et lille slot, idet den skulle harmonere med Louvre på den anden af Seinen. Det går igen i det smukke interiør, der rummer et af de nationale kunstmuseer. Der udstilles værker af blandt andre Manet, Rodin og Gauguin, og her er også en del af Monets malerier.

     

    Opéra Garnier, Paris

    Garnier Opera
    Opéra Garnier

    Opéra Garnier er navnet på Paris’ gamle opera fra 1875, som rummer 2.200 siddepladser. Bygningen kaldes også Palais Garnier efter dens arkitekt. Stilen er nybarok, og operaen har været inspiration for flere operabygninger verden over.

    Bygningens ydre er seværdigt, og det samme er salene indenfor i operabygningen. De er meget imponerende, og man kan særligt bemærke den store marmortrappe og den store sal med loftsmaleriet fra 1964 af Marc Chagall. Der er også indrettet et mindre operamuseum i Opéra Garnier.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Paris her.

Ture fra byen

    Versailles

    Versailles Slot
    Château de Versailles

    Solkongernes Château de Versailles er en af de største seværdigheder i og omkring Paris. Det oprindelige Versailles blev opført 1624-1632 som Louis XIIIs jagtslot. Hans søn Louis XIV besluttede i 1661 at bygge et enestående og storladent slot og flytte den kongelige residens fra Paris´ centrum dertil. I 1682 stod Versailles færdigt, og det blev det absolutte franske magtcentrum, hvor konge og regering opholdt sig. Louis XIV boede her indtil sin død i 1715.

    Senere boede Louis XV og Louis XIV på slottet, før den franske revolution brød ud. Efter nogle årtier uden anvendelse, blev det store slot første gang åbnet som museum i 1830, men først efter gennemgribende restaureringer i starten af 1900-tallet kom der for alvor gang i besøgstallene.

    På slottet kan man komme gennem de forskellige sale og rum på en rundvisning eller på egen hånd. Merkursalen, Salon Mercure, er stedet, hvor Louis XV lå på lit de parade i otte dage. Den berømte spejlsal, Galerie des Glaces, der er den overdådigt udsmykkede 70 meter lange sal ud mod slotsparken, blev benyttet til officielle modtagelser. I alt er der 357 spejle i salen. Underskrivelsen af freden i Versailles som afslutning på 1. Verdenskrig foregik efter fransk ønske i netop spejlsalen. Et højdepunkt er også slotskirken, der byder på noget af slottet smukkeste indretning.

    Slotsparken ved Versailles-slottet er af ligeså store dimensioner som selve slottet. De mange fantastiske fontæner, orangeriet og kongens have er blot en lille del af oplevelsen. Fra Versailles-slottets terrasse kan man se den formelt anlagte Grand Canal, men på begge sider af vandet gemmer der sig mange små parker i parken, der giver den ene spændende oplevelse efter den anden. På Grand Canal, det store korsformede bassin, kan man leje robåde. Det var også på plænerne her, solkongerne tidligere holdt flere af sine store fester

    I 1687 lod Louis XIV Grand Trianon opføre som lystslot i slotsparken, men lidt væk fra Versailles. Her kunne han være med sin elskerinde eller med sin familie og på den måde komme lidt på afstand af etiketten på Versailles. Grand Trianon er sit formål til trods ganske stort og flot anlagt som et lille Versailles.

    Ikke langt derfra finder man Petit Trianon, der blev bygget 1762-1768 af Louis XV. Petit Trianon blev senere givet af Louis XIV til dronning Marie Antoinette, og stedet blev hendes foretrukne opholdssted. I parkområdet, hvor Petit Trianon ligger, kan man se det anderledes bygningsværk Petit Hameau, der er en slags landbrug. Det var Marie Antoinette, der lod det idylliske Hameau opføre i 1783.

     

    Marmottan Monet Museum
    Musée Marmottan Monet

    Marmottan-museet er indrettet i et palæ, der blev købt af Jules Marmottan i 1882. Hans søn, Paul Marmottan, var ivrig kunstsamler og kunsthistoriker, og ved sin død i 1932 testamenterede han sine værker til brug ved et museum her.

    Ud over hans egen samling blev der af Monet-familien i 1972 testamenteret 65 malerier af Claude Monet til huset. Senere er flere malerier kommet til. Den store udstilling af Monets værker er verdens største, og den skildrer på fornem vis malerens udvikling. Her kan man både se de berømte åkander og andre motiver fra ind- og udland.

     

    Château de Vincennes

    Vincennes Slot
    Château de Vincennes

    Vincennes-slottet var før Versailles de franske kongers residens uden for Paris. Fra cirka 1150 lå der et kongeligt jagtslot på stedet, men de store opførelsesperioder for det egentlige slot var 1200-, 1300- og 1600-tallene.

    I 1330erne startede opførelsen af det 52 meter høje fæstningstårn, der var det højeste forsvarsværk i Europa på den tid. De øvrige bygninger er resultatet af senere tiders ombygninger. I 1600-tallet blev de sidste større om- og tilbygninger gennemført, og herefter koncentrerede kongerne sig om Versailles.

    På Vincennes-slottet blev relikvierne til Sainte Chapelle opbevaret en overgang, før de kunne installeres i den nye kirke i Paris’ centrale kongeslot. Det velbevarede slot er i dag en blanding af et slot og en ægte middelalderfæstning. 1300-tals tårnet og slotskirken er et par af de bygninger, der kan besøges. På slottet er også indrettet et museum over stedets historie.

     

    Saint-Denis Basilika
    Basilique Saint-Denis

    Denne kirke blev opført i 1137-1281 og er et af de tidligste eksempler på gotisk byggestil. Tidligere lå der et kloster på stedet, hvor det menes, at Saint Denis ligger begravet. Saint Denis er Frankrigs skytshelgen og regnes som Paris’ første biskop.

    Kirken har gennem århundreder været begravelsessted for Frankrigs konger, og selv om der under revolutionen blev skændet mange grave, er her fortsat flere eksempler at se. Louis XVI og hans dronning Marie Antoinette ligger blandt andet begravet i kirkens krypt. De var først blevet begravet på Madeleines kirkegård, men flyttet til det nuværende sted i 1815.

    Kun tre af Frankrigs konger ligger ikke begravet her, så der er mange historiske kongenavne at finde. Ud over Louis XVI er det fx Louis XIV, Henri II med dronning Catherine de Medici og Childebert I, der var merovingisk konge i Paris.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Områdets første bosættelse

    Det menes, at de første etableringer i dagens Pariserområde fandt sted omkring år 250 før Kristi fødsel, da den keltiske stamme Parasii slog sig ned langs floden Seinen, der gav fiskemuligheder.

    Der har været forskellige teorier omkring kelternes præcise sted for fiskerlandsbyen. Arkæologiske fund tyder på, at det tidligst bosatte område er omkring den nuværende forstad Nanterre.

     

    Romertidens Lutetia

    Området omkring Seinens løb lå strategisk godt for en stigende handel, og floden og jorden gjorde egnen relativt velstående.

    Den ekspanderende Romerrige nåede med tiden tid kelternes landområder, og under Cæsar led byen nederlag til romerne i år 52 f. Kr. Det skete, da den efter sigende stillede med 8.000 mand til kelteren Vercingetorix’ hær, der gjorde oprør mod romerne.

    Efter nederlag til de romerske tropper blev hele regionen romersk og den keltiske bosættelse nedlagt. På det strategisk vigtige sted, hvor øen île de la Cité ligger i Seinen, grundlagde Rom efterfølgende den nye by Lutetia, der også blev det nuværende Paris’ begyndelse.

    Lutetia blev anlagt og drevet som en romersk by, og gennem den romerske tid voksede den kraftigt uden dog at blive provinsens hovedstad.

    Den blev brolagt gader efter en byplan, der også indeholdt typiske romerske institutioner som fx badehuse, et amfiteater og et centralt forum. En 26 kilometer lang akvædukt blev også opført for dagligt at lede 2.000 kubikmeter vand til byens fontæner.

    I 200-tallet blev Lutetia kristent, og Dionysos blev byens første biskop. Han blev senere helgenkåret efter i midten af århundredet at være blevet arresteret og henrettet på den bakke, der kom til at hedde Mons Martis og senere Montmartre efter denne begivenhed.

    I 300-tallet blev Lutetia i stigende grad angrebet, og der blev i den forbindelse opført nye forsvarsværker. I 357 kom kejser Konstantins nevø Julian til Paris som byens nye guvernør. Han blev senere romersk kejser. I 360 blev Lutetias navn ændret til Paris efter den oprindelige keltiske stamme, der beboede området.

    Paris’ begyndende undergang som romersk by fulgte nedturen i Romerriget. I 451 var Attilas hær på vej mod byen, men de drejede mod syd; et resultat der efter sigende skyldes Genevièves tro på beskyttelse af byens mod Attilas hærgen. Geneviève blev helgenkåret og er fortsat byens skytshelgen.

     

    Ny hovedstad

    Truslerne mod Paris var ikke forsvundet med Attilas hære. I 464 blev byen angrebet og overvundet af frankerkongen Childerik I, hvis søn Klodevig I gjorde Paris til sin hovedstad i 508.

    På trods af den nye status som hovedstad var Paris fortsat en mindre by med træbygninger mellem de overlevende strukturer fra Romerrigets tid. Paris’ brand i 585 betød for en tid et ophold i byens udvikling, der gennem den følgende tid under de merovingiske konger voksede udover de gamle bygrænser. Derved blev der etableret forstæder på begge sider af Seinen.

     

    Nedturen fra 700-tallet

    Med det merovingiske kongedynasti var Paris hovedstad i det frankiske rige, men dynastiets endeligt i 751 betød, at karolingerne med Pipin III kunne indtage tronen.

    Efter Pipin III blev Karl I konge, og han ekspanderede riget til det, der blev til Det Tysk-Romerske Rige med kejserstyre. Karl I flyttede hovedstaden fra Paris til Aachen, og derved mistede byen en del af sin betydning.

    Gennem 800-tallet belejrede danske vikinger Paris talrige gange. Det kom til kampe og plyndringer, men som oftest lod vikingerne sig nøje med betaling for at skåne byen.

     

    Hovedstad igen

    Kongeslægten kapetingerne kom til magten i 987, og med dem blev Paris atter gjort til Frankrigs hovedstad. Med den status fik den stadig større betydning i riget, der i begyndelsen ikke var meget større end Pariserregionen. Over de følgende århundreder udvidede kongerne Frankrig og dermed også det land, der blev kontrolleret fra Paris.

    Det blev til en tid med blomstrende udvikling, der blandt andet talte en række bygningsværker, der endnu står i dag. I 1163 begyndte opførelsen af Notre Dame. Les Halles fra 1167, Louvres første anlæg fra 1200, Sainte Chapelle fra 1248 og Sorbonne fra 1253 er andre eksempler på de store fremskridt, der skete i Paris. Den nordlige bred af Seinen blev på vide arealer drænet og bebygget.

    I 1200-tallets Paris var der cirka 100.000 indbyggere, og det var i disse år, Frankrig blev en stormagt. Økonomisk og kulturelt var byen førende, og det var også på denne tid, parlamentet blev grundlagt.

     

    1300-tallets nedtur

    Den direkte kapetingiske linje i kongerækken blev brudt i 1328, hvor Englands kong Edward III gjorde krav på Frankrigs trone. Med støtte fra den franske adel kunne franske Filip VI dog regere i årene fra 1328 til sin død i 1350.

    På den baggrund opstod uenigheden med England, som førte til Hundredårskrigen mellem de to lande. Under krigens mange år fra 1337 til 1453 skiftede krigslykken, men helt ind i 1400-tallet var det Frankrig, der var i defensiven. Landet mistede under forskellige konger store landområder i det nordlige Frankrig, og Burgund sluttede sig til englænderne.

    Under kong Johan II blev Frankrig i midten af 1300-tallet ramt af en pestepidemi, som kostede halvdelen af landets indbyggere livet, hvilket naturligt nok påvirkede effektiviteten under krigen mod England.

    Et oprør mod monarkiet så også dagens lys i midten af århundredet. I 1357 etablerede en lovgivende forsamling sig i Paris på bekostning af kongen. Oprøret blev slået ned året efter, og den senere konge, Karl V, byggede nye fæstningsmure samt Bastillen som fængsel for at kunne undgå gentagelsestilfælde.

     

    Jeanne d’Arc kommer til undsætning

    I 1415 stod England og Frankrig over for hinanden, og det blev til Slaget ved Agincourt, som englænderne med kong Henrik V gik sejrrigt ud af. Nederlaget betød fortsat engelsk fremrykning, at det midtfranske kongerige Burgund støttede England, og at Nordfrankrig blev tabt for franskmændene; Paris blev besat i 1420.

    En ny konge stod til at skulle findes i de engelske vasalstater efter franske Karl VI’s død i 1422, og efter Troyes-traktaten mellem netop Karl VI og Englands Henrik V i 1420, skulle barnet Henrik VI overtage både den franske og den engelske trone, så kongerigerne kunne blive forenet og dermed bringe krigen til ophør.

    Kvinden i mandsklæder, Jeanne d’Arc, havde en anden overbevisning, som hun delte med mange i den franske adel; Karl Vis søn Karl skulle krones som ny konge i et frit Frankrig.

    Jeanne d’Arc hævdede at have fået denne opgave af Sankt Michael, Sankt Katharina og Sankt Margarethe, og i 1429 førte hun an i undsætningen af byen Orléans, der var under engelsk belejring. Byen blev befriet, og derpå førte hun kronprins Karl til Reims, hvor han som Karl VII blev kronet til ny fransk konge. Samme år forsøgte Karl at indtage Paris, men uden held. Englænderne brændte Jeanne d’Arc på bålet for kætteri i 1431, men hun havde skabt et vendepunkt i krigen, for Frankrig og for Paris.

    I 1435 forsonede Frankrig og Burgund sig, og året efter blev Paris atter fransk. Krigen sluttede med fransk sejr i 1453.

     

    Nyt boom i byen

    Med sin nyvundne frihed i 1436 blev der igangsat mange nye byggerier i Paris; kirker, palæer og forskellige offentlige bygninger skød op, og gennem renæssancen fra sidste halvdel af 1400-tallet udvikledes Paris kraftigt med blandt andet mere end en tredobling af indbyggertallet inden for hundrede år som følge.

    Boomet fortsatte gennem 1500-tallet, hvor der også blev opført mange store bygningsværker. I 1528 blev paladset Louvre fx påbegyndt af Frans I.

    1500-tallet blev også et århundrede med stigende spænding og kampe mellem katolikker og protestanter. I 1572 kom det til en opstand mellem de protestantiske huguenotter og katolske grupper. Hårde kampe i forbindelse med Henrik IIIs bryllup resulterede i en massakre mod huguenotterne, som katolikkerne dræbte omkring 3.000 af.

    I 1588 kom det til oprør i byen, og styreformen blev i nogle år et civilt styre med repræsentanter fra byens kvarterer. Efter flere kampe og magtskifter kom Henrik IV til byen i 1594 og blev kronet til fransk konge.

     

    1600-1700-tallenes Paris

    Begyndelsen af 1600-tallet stod igen i byggeriets tegn, fx blev Pont-Neuf anlagt som den første bro over Seinen, og Place des Vosges og Place Dauphine blev etableret som nye elegante pladser i den voksende hovedstad. Andre byggerier var Palais de Luxembourg, Palais Royal og en større udbygning af byens universitet, Sorbonne.

    Med solkongen, Ludvig XIVs tronbestigelse i 1643 eskalerede de store byggerier, og kulminationen var pragtslottet Versailles, der blev anlagt uden for Paris fra 1676. Under Ludvigs regeringstid søgte landet gennem ikke mindst finansminister Jean-Baptiste Colbert at gøre Paris til en slags moderne Rom med store planer og nyanlæg.

    Udviklingen fortsatte stødt gennem 1700-tallet under solkongernes absolutte magt, hvor Paris under oplysningstiden gennem 1700-tallet blev det vestlige Europas førende kulturelle og intellektuelle hovedstad. Filosoffernes tanker flød frit på blandt andet Café Procope, der var åbnet i 1686 som den første i byen. Blandt de besøgende her var fx Diderot og Voltaire, og tiden var til, at filosofien og naturvidenskaben gav ny viden og dermed satte spørgsmålstegn ved bestående ting som fx kongemagten som autoritet.

     

    Den Franske Revolution

    De sidste årtier af 1700-tallet blev nedgangstider i Frankrig. Efter Syvårskrigen 1756-1763 var statskassen nærmest top, og fransk intervention i den amerikanske uafhængighedskrig hjalp ikke på det forhold.

    I 1780erne blev en ny toldmur opført omkring Paris, hvilket pålagde borgerne flere byrder. Fejlslagen høst ramte også med hungersnød og opstande til følge i hovedstaden.

    I 1789 kom det et egentligt oprør, hvor Bastillen blev stormet og overvundet den 14. juli, hvilket markerede starten på den franske revolution og de enevældige kongers endelige fald. Dagens fejres fortsat som den franske nationaldag.

    Kong Ludvig XVI havde mest holdt til på Versailles, hvortil vrede grupper af borgere kom i oprørets protest. Kongen indvilligede i at komme til Paris, hvor den kongelige familie nærmest blev holdt som fanger i Tuilerierne. I 1791 forsøgte kongen at flygte, men blev fanget og bragt tilbage igen til blot at se monarkiet blive konstitutionelt senere på året.

    Den 21. september 1792 blev Den Franske Republik udråbt, og dermed var det for en tid slut med en monark i den franske hovedstad, der en overgang indførte den første Pariserkommune. Ludvig XVI kom desuden for retten og dømt til henrettelse, hvilket skete med guillotinering den 21. januar 1793.

     

    Napoleonstidens Paris

    Efter revolutionstiden omkring år 1800 boede der over 500.000 mennesker i Paris, og det var et tal, der kom til at stige kraftigt gennem 1800-tallet.

    Napoleon blev fransk leder, og han gjorde Paris til hovedstaden i et nyt og stærkt ekspanderende imperium. Napoleon selv lod sig krone til kejser i Notre Dame den 18. maj 1804, og byen ville han som nogle af forgængerne gøre til et moderne og nyt Rom.

    Flere pragtbyggerier blev igangsat og bygget; nogle tydeligt med det antikke Romerrige som inspiration. Det gjaldt fx den søjleprydede kirke La Madeleine og den store Triumfbue, der blev sat i gang under Napoleons storhedstid.

    Efter først en række store sejre og dernæst nederlag blev Napoleon tvunget til at abdicere i 1814 for at vende tilbage igen året efter. Samme år blev han dog igen tvunget fra magten og sendt i eksil på øen Sankt Helena, hvilket var Paris’ endeligt som hovedstad i det europæiske kejserrige. I stedet for kejseren blev der på ny indsat konger; først Ludvig XVIII, der regerede fra 1814 til 1824.

     

    Vækst og industrialisering

    Indbyggertallet steg kraftigt i byen, og omkring 1830 boede her 800.000, og millionen blev rundet cirka tyve år senere.

    Væksten skyldtes den hastige industrialisering, som blandt andet skete i tekstilindustrien. Paris stod for omkring en fjerdedel af industriproduktionen i landet.

    Jernbanen kom også til byen og landet i midten af 1800-tallet, og fra starten var Paris centrum for Frankrigs infrastruktur, hvilket yderligere styrkede byens vækst.

    Paris var Europas næststørste by og den tredjestørste i verden. Fra kummerlige forhold og en koleraepidemi i 1831, som tog livet af 19.000 borgere, gennemgik byen senere i århundredet en kraftig modernisering af de gamle bydele.

    Det skete primært under kejser Napoleon III, der havde taget magten efter fire år med Den Anden Franske Republik. Napoleon havde i 1853 udpeget Georges-Eugène Haussmann som ansvarlig for at sikre Paris’ ekspansion fremover.

    Haussmanns sanering medførte store nye mondæne boligområder, og Paris’ berømte brede boulevarder blev anlagt. Derved stod Haussmann bag de byplaner, der kom til at danne datidens, men også fremtidens Paris og indbegrebet af den parisiske atmosfære i gaderne. Haussmann stod også bag omlæggelsen af skovene i Boulogne og Vincennes til store offentlige parker.

     

    Den Tredje Republik

    Napoleon III blev tvunget til at abdicere den 4. september 1870 efter en mislykket krig mod Prøjsen, og samme dag blev Den Tredje Franske Republik udråbt.

    I marts 1871 opstod en revolte, og Pariserkommunen blev etableret i protest mod den nationale regerings håndtering af den prøjsiske belejring samt det forhold, at Paris i modsætning til mange andre byer ikke havde et folkevalgt byråd. Kommunen kom til at holde til 28. maj samme år.

     

    Belle Époque

    Befolkningstallet fortsatte med at vokse kraftigt; det nåede 1,9 million i 1872 og 2,4 million i 1891. Det var en blomstrede tid under Den Tredje Franske Republik, hvor kunsten så nye retninger med fx impressionismen.

    Paris’ industrielle udvikling boomede også, og i 1889 blev verdensudstillingen holdt i byen. Hovedattraktionen og vartegnet var Gustave Eiffels ingeniørmesterværk, Eiffeltårnet, der hurtigt blev populært og fortsat står. Bag tårnet set fra Seinen stod de store haller, der var de centrale udstillingshaller.

    I årtierne omkring år 1900 blev Paris også betragtet som en syndens hovedstad. Bordeller og kabareter skød op med Moulin Rouge i bydelen Pigalle som en af de mest kendte.

    Trafikken i Paris var med befolkningen og aktiviteten stærkt stigende, og i 1896 blev Fulgence Bienvenüe ansat af byen som chefingeniør for at skabe et system af undergrundsbaner. Han blev kendt som metroens fader, og den første linje åbnede i 1900.

     

    1900-tallet til i dag

    Gennem 1900-tallet fortsatte Paris en kolossal vækst, og byen blev gennem århundredet løbende udbygget med flere forstæder, forgreninger af undergrundsbanen, vejanlæg med videre, men det var også en tid med mange både positive og negative begivenheder.

    I 1910 gik Seinen over sine bredder i den værste oversvømmelse siden 1656, og tusindvis af borgere måtte evakueres fra vandmængderne.

    Den 2. august 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og efter kort tid stod tyske tropper tæt på Paris’ bygrænse. Regeringen flyttede til Bordeaux, men byen blev dog ikke indtaget. Parisiske taxaer var med til at køre soldater til fronten, der blev skubbet væk fra hovedstaden igen.

    Krigen ophørte 1918 med våbenhvile, der blev underskrevet i en togvogn i Compiègne nordøst for Paris; samme vogn blev benyttet i 1941 i næste krig.

    I 1924 blev de olympiske sommerlege for anden gang holdt i Paris. Siden første gang i 1900 var legene vokset betydeligt i antallet af deltagerlande og udøvere.

    1900-tallets økonomiske depression ramte også Paris, der politisk så både højre- og venstrefløjsgrupper i gaderne.

    På europæisk plan brød 2. Verdenskrig ud den 3. september 1939. 10. maj invaderede Tyskland Frankrig, og den 14. juni marcherede tyske tropper ind i den franske hovedstad. Den 21. juni blev en våbenhvile underskrevet i Compiègne, og to dage senere besøgte tyske Adolf Hitler byen. Efter krigens hårde og verdensomspændende kampe blev Paris befriet den 24. august 1944.

    Efterkrigstidens Frankrig blev præget af generel europæisk fremgang, begyndende samarbejde på tværs af europæiske grænser og uafhængighed af nogle af de franske kolonier i ikke mindst Nordafrika. Det sidste medførte en ny indvandring til Paris, og med flere hundrede tusinde nye beboere fra fx Algeriet skød forstæder hurtigt op med betonbyggerier til at huse dem.

    De sidste årtier blev det på ny investeret stor i Frankrig. Louvre blev renoveret og udbygget, og den moderne bydel La Défense blev etableret som det parisiske svar på skyskrabere, glas og stål. Samtidig står gamle vartegn som Triumfbuen og Eiffeltårnet stadig som turistmagneter.