Site logo
Se på kortet
  • Nizhny Novgorod Kremlin, Minin and Pozharsky Square, Nisjnij Novgorod, Nisjnij Novgorod oblast, Rusland

Læs om byen

Nisjnij Novgorod ligger ved Oka-flodens udmunding i Volga, og den er en af Ruslands største byer. Byen blev grundlagt som et mindre fort i 1221 af storhertug Jurij II. Fortet lå ved den østlige grænse af det daværende østslaviske område, og oprindeligt blev byen omkring fortet kaldt den nye by, Novgorod. Den fik tilnavnet Nisjnij for at skelne den fra Velikij Novgorod, og derved kom den til at hedde Nedre Novgorod. Mongoler angreb Vladimir-Suzdal, hvor Nisjnij Novgorod lå, og de erobrede fortet ved Oka og Volga ved Jurij II’s død i 1238. Efter aftale med mongolerne blev Nisjnij Novgorod atter en del af Vladimir-Suzdal i 1264, og i 1350 blev det administrative sæde for Suzdal flyttet til byen, og storfyrste Dmitrij søgte af gøre byen til en værdig konkurrent til Moskva. Derfor anlagde Dmitrij et citadel af sten og flere kirker i Nisjnij Novgorod i 1300-tallet.

I 1392 blev Nisjnij Novgorod en del af Storfyrstendømmet Moskva, men den mongolsk-muslimske emir Edigu nedbrændte byen i 1408. Derefter genopførte Moskva byen Nisjnij Novgorod som en fæstning mod de muslimske tatarer i Kazan mod øst, og byens store Kreml blev bygget 1508-1511. Det modstod tatarernes belejringer i både 1520 og 1536, før Moskva besejrede Kazan i 1552. I 1612 samlede Kuzma Minin fra Nisjnij Novgorod den såkaldte nationale milits i byen, som under bysbarnet Dmitrij Pozharskijs kommando befriede Moskva fra polsk besættelse, og derved sluttede de urolige tider i Rusland med indførelsen af Mikhail Romanov som ny zar. De nye tider gav vækst i landet og også i Nisjnij Novgorod, der blev valgt af den særdeles velhavende Stroganov-købmandsfamilie for sæde for deres forretninger. Gennem 1600-1700-tallene blev byen også kendt for arkitektur og ikonmalerier fra den såkaldte Stroganov-skole.

Nisjnij Novgorod fortsatte sin vækst, og i 1817 steg byens betydning yderligere, idet den store Makarjev-messe blev flyttet hertil. Den årlige messe var en af de største af sin slags i verden, og messen understregede Nisjnij Novgorods position som den førende handelsby i Det Russiske Imperium. Ved siden af handelen voksede byens industrier, som bl.a. talte en stor lastbil- og traktorfabrik, som Henry Ford hjalp med at etablerede i 1920erne. På dette tidspunkt blev den første permanente bro over byens floder også åbnet. Nisjnij Novgorod skiftede navn til Gorkij i 1932, og det markerede Maksim Gorkijs tilbagekomst til Sovjetunionen efter invitation fra Josef Stalin. Under 2. Verdenskrig blev Gorkijs fabrikker flere gange bombet af Tyskland, og efter krigen fortsatte byens vigtige produktion for militæret, og derfor var Gorkij en lukket by i denne periode. Nisjnij Novgorod fik sit oprindelige navn tilbage i 1990.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev