Se på kortet
Tjita, Rusland
Læs om byen
Tjita er en af de store byer i det russiske Fjernøsten, og den er et vigtigt knudepunkt på den berømte Transsibiriske Jernbane. Byen ligger, hvor floderne Ingoda og Tjita løber sammen, og den er det administrative centrum i regionen Zabajkal, der også kendes som Transbajkal.
Tjitas historie går tilbage til kosakken Pjotr Beketov, der udforskede dele af Sibirien og grundlagde byer som bl.a. Tjita og Jakutsk. Gennem 1800-tallet voksede byen flere gange; fx da mange dekabrister blev sendt i eksil hertil efter 1825 og da Den Transsibiriske Jernbane blev anlagt mellem Moskva og Vladivostok.
Der er flere ting at se i Tjita, der både har gamle og nye bygninger i gadebilledet. Man kan fx starte en spadseretur i byen på den centrale plads, Ploshad Lenina, hvor der siden Sovjetunionens tid har stået en statue af Lenin. Fra Sovjetunionen ligger også den imponerende Sejrspark som monument for sejren i 2. Verdenskrig og som minde om kampen og de faldne.
I Tjita er der også flere smukke kirker i russisk stil, og kontrasten er stor fra Dekabristkirken i træ til Kazalkatedralen med forgyldte kupler. Tjita er også interessant som hjemsted for en del af Ruslands buddhister. Det kan man se nærmere på i byens datsan, der er et buddhistisk tempel. Man bør også gå en tur til højdedraget Titovskaja Sopka med en fremragende udsigt.
Andre seværdigheder
- Dekabristkirken/Церковь декабристов: Denne smukke trækirke er en af Tjitas gamle kirkebygninger. Kirken blev opført i 1776 som Ærkeenglen Michael Kirke, og det skete gennem donationer fra byens borgere. Bygningen blev efter mange år ikke længere anvendt som kirke, og i 1971 blev den overtaget af det lokalhistoriske museum i byen med udstillinger om byen Tjita. Siden 1985 har den været indrettet som museum for dekabristerne, og derfra kommer dens nuværende navn.
- Hovedpostkontoret/Главпочтамт: På Leninpladsen ligger Tjitas hovedpostkontor i en smuk træbygning fra 1893. Oprindeligt lå der både et posthus og et telegrafkontor her, og efter få år åbnede der også en sparekasse i den elegante bygning. Postkontoret blev også kendt som stedet, hvor Tjitas telefon- og radioforbindelser blev udviklet. Således blev fx den første radioudsendelse fra Moskva modtaget her, og det var herfra, at kommunikation med byer som fx Khabarovsk blev udviklet.
- Byens Administrationsbygning/Администрация городского округа: Denne bygning på den centrale Leninplads er Tjitas sæde for byens administration. Bygningen blev oprindeligt bygget som udlejningsejendom med forretninger, men etableringen af Sovjetunionen blev huset konfiskeret og gjort til hjemsted for byens nye eksekutivkomité. Arkitekturen er en slags regional jugendstil, og umiddelbart bag huset kan man se to gamle og smukke træhuse som en kontrast til byens administrative sæde.
- Tjita Datsan/Читинский дацан: I Chita kan man besøge et stort buddhistisk tempelkompleks, Tjita Datsan, der fungerer som et slags klosteruniversitet for burjatiske buddhister. Der var et buddhistisk tempel i Tjita før den russiske revolution, men det blev ødelagt dengang. Det nuværende tempel blev opført fra 2002 og indviet i 2010. I templet er der daglige ritualer og ceremonier dedikeret til de vigtigste begivenheder i den buddhistiske lære.
- Titovskaja Sopka/Титовская сопка: Titovskaja Sopka er et højdedrag umiddelbart vest for bykernen i Tjita. Historisk er det en udslukt stratovulkan, der i dag er et stort rekreativt område, hvorfra der er en fornem udsigt over Tjita. I området er der bl.a. petroglyffer og vidtstrakt natur, og mod nordøst og tættest på byen kan man se det smukke kapel, Tjasovnja Aleksandra Nevskogo/Часовня Александра Невского. Omkring kapellet er der et platform med en meget fin udsigt.
- Officerhuset/Дом офицеров: Officerhuset i Tjita er en af byens største og mest markante bygninger. Det blev bygget i 1940 som hovedsæde for det regionale militærdistrikt, der dengang blev styret fra Tjita. Administrationen af distriktet blev senere flyttet til Khabarovsk, og derefter har bygningen været indrettet til at huse koncerter og andre arrangementer samt et militærhistorisk museum for regionen. Bag bygningen kan man gå i tur i en park med forskellige monumenter og forlystelser.
- Transbajkal Botaniske Have/Забайкальский ботанический сад: Den botaniske have i Tjita blev etableret i 1990, og i første omgang blev en del af højdedraget Titovskaja Sopka vest for byen beplantet. Senere blev havens flora koncentreret omkring den nuværende og mere centrale beliggenhed. I haven kan man se nogle af regionens planter, og der er også indendørs væksthuse i anlægget.
- Transajkal Dramateater/Забайкальский краевой драматический театр: Dramateatret i Tjita er en af byens førende kulturinstitutioner. Det blev grundlagt i 1939 og benyttede en teaterbygning fra 1911 som scene for mange forestillinger gennem årene. Teatret brændte i 1971 og blev erstattet af den nuværende moderne teaterbygning. Repertoiret på teatret er i dag varieret, og man kan opleve mange fine opsætninger her.
- Transkajkal Filharmoni/Забайкальская краевая филармония: Tjitas filharmoni blev dannet i 1961, og siden da er den flyttet ind i den nuværende bygning, hvor der er to sale. Det store sal er en af byens bedste koncertsale, og ud over den er der også en hyggelig orgelsal i filhamonibygningen. Det filharmoniske selskab i Tjita arrangerer koncerter i byen og også rundt omkring på turnéer i hele området.