Skandinavisk opdagelse
Svalbard menes opdaget af skandinaver i 1100-tallet, og de kaldte øgruppen for Svalbarð, der betyder kolde kyster. Navnet kan også referere til dele af Grønland og øen Jan Mayen, idet landområderne dengang blev anset som sammenhængende. Skandinaverne brugte gennem en tid Svalbard til jagt og fiskeri.
Hollandsk genopdagelse
Holland var en af 1500-tallets rige europæiske magter, der gennem handel havde skabt både solide indtægter og et internationalt orienteret samfund. I 1596 indførte landet en belønning til dem, der kunne finde Nordøstpassagen nord om Rusland til Asien, og Amsterdams byråd udstyrede to skibe, der skulle gøre forsøget.
I midten af maj 1596 stævnede Willem Barentz ud fra de hollandske kyster. Den 10. juni kom ekspeditionen til Bjørneøen, og den 17. juni fik de landkending med Spitsbergen, som de derved genopdagede efter århundreder uden menneskelig aktivitet på øgruppen. Barentz med besætninger sejlede rundt i flere fjorde, før de sidst i juni sejlede mod Bjørneøen og videre mod nordøst, hvor Willem Barentz døde den 20. juni 1597 efter at have overlevet vinteren på Novaja Zemlja.
Hvalfangst
De første jagtekspeditioner i havene omkring Svalbard gik til Bjørneøen, hvortil det engelske Muscovy Company arrangerede en tur i 1604. Målet var en stor koloni af hvalrosser, der efter de følgende års gentagne togter blev lokalt udryddet.
Fra 1611 var det hvalerne omkring Spitsbergen, som tiltrak fangstinteresserede virksomheder. Engelske og hollandske hvalfangere var der flest af, men der var fx også spanske og franske både i området. Muscovy Company mente, at de havde eneret til fangsterne, og de sendte bevæbnede både til at få konkurrenterne fjernet.
Den engelske aggression fik Holland til at erklære englænderne ret for ugyldig og havet for frit, mens Danmark-Norges konge, Christian IV, betragtede området som tilhørende hans rige grundet den geografiske tilknytning med ikke mindst besiddelsen af Grønland. I 1615 sendte Danmark-Norge således skatteopkrævere til udenlandske både, der dog udlod at betale.
I 1614 havde England og Holland reelt opdelt Spitsbergen og havområdet mellem dem, og hollænderne oprettede selskabet Noordsche Companie til formålet. Efter nogle år kom det engelske Muscovy Company i økonomiske vanskeligheder, og derved blev Holland dominerende i fangstområderne. De slog sig ned med base på det nordvestlige Svalbard og tillod kun en begrænset dansk tilstedeværelse. England var henvist sydpå, og franske både til nordkysten og de åbne vande.
Formelt havde Danmark-Norge ikke opgivet kravet om Svalbard, men området overgik alligevel til en status som terra nullius; et land under ingens suverænitet.
Hollændernes hovedbase var Smeerenburg på øen Amsterdamøya. Den var hjemsted for omkring 200 ansatte. De samlede aktiviteter på og omkring Svalbard blev gennem 1600-tallet øget til samlet at tælle omkring 10.000 folk og op mod 300 skibe.
Efterhånden flyttede hvalfangsten fra lands til vands. I stedet for fjordene blev det således det åbne hav og den pelagiske zone, der med teknologiens udvikling blev hjemsted for en stadig større del af aktiviteterne, og med det forsvandt mange af bosættelserne.
Hvalfangsten varede ind i 1700-tallene, hvor hollænderne løbende neddroslede aktiviteterne for helt at forlade hvalfangsten omkring øgruppen i 1770. Englænderne flyttede deres fangstbåde til andre egne i begyndelsen af det følgende århundrede.
Gennem den samme tid foregik også andre jagter end hvalfangsten. I volumenmæssigt mindre omfang blev der blandt andet jaget isbjørne, sæler og polarræve.
Udforskning
Den geografiske udforskning af Svalbard startede for alvor omkring 1610, hvor den udviklende hvalfangst søgte nye områder.
I midten af århundredet var det konstateret, at Spitsbergen var en ø, og at Svalbard ikke var forbundet med Grønland, som man ellers havde formodet.
Det var kystlinjerne og havområdet, der var i fokus ved ekspeditionerne, og derved forblev øernes indre ukendt gennem mange år.
Videnskabelige ekspeditioner blev startet af Rusland med et togt 1764-1766, og denne form for udforskning blev fulgt op af blandt andre Norge, Frankrig, England og Sverige gennem årene. Blandt de kendte ekspeditioner er svenskerne Adolf Erik Nordenskiöld og Otto Torells to ture i 1860erne.
Vejen til Nordpolen
Svalbard har mange gange i historien været udgangspunkt for opdagelsesrejser mod Nordpolen. Med beliggenheden tæt på Jordens top har det nordvestlige af Spitsbergen været base for en del af disse rejser.
Flere forsøg på at nå selve Nordpolen blev prøvet fra slutningen af 1800-tallet. Det skete blandt andet i luftballoner og i luftskibe, hvoraf skibet Norge med Roald Amundsen som ekspeditionsleder lykkedes med sit forehavende i 1926. To år senere fløj italienske Umberto Nobile luftskibet Italia på flere togter. På et togt gik det dog galt, og luftskibet styrtede ned.
Minedriften starter
I slutningen af 1800-tallet startede interesseren for Svalbards råstoffer i form af permanente bosættelser og minedrift.
Først var svenske Alfred Gabriel Nathorst, der i 1872 etablerede Kapp Thordsen som base for brydning af fosforit. Planen blev dog ikke gennemført, og det blev i stedet kullet, der ledte til den første industrielle minedrift på øgruppen.
I 1899 startede Søren Zachariassen fra Tromsø brydning af kul i Isfjorden, og han eksporterede kul fra Svalbard nogle år. I 1901 begyndte Bergen-Spitsbergen Kullgrube-kompagni at bryde kul ved Adventtoppen, og første års resultat var 5 ton kul, som de fragtede til deres båd med robåd.
Longyearbyen grundlægges
I 1896 var rederiet Vesteraalens Dampskibsselskab begyndt at sejle turister til Hotellneset, der ligger ved den nuværende lufthavn på Svalbard. Et præfabrikeret hotel blev sat op, mens turene var ikke rentable og blev derfor stoppet efter åbningssæsonen.
På en senere turisttur besøgte John Munroe Longyear Svalbard i 1901, og han talte med en ekspedition, der søgte efter kul. Longyear kom igen til øgruppen i 1903, og han endte med at købe rettighederne til brydning på vestsiden af Adventfjorden og udvidede efterfølgende området betydeligt.
I 1906 startede det amerikanske Arctic Coal Company med John Munroe Longyear i spidsen mine 1a efter at have etableret huse og havneanlæg. Byen blev kaldt Longyear City, og kullet blev brudt 1,2 kilometer fra havnen, hvortil det kom til med svævebane.
Andre steder på Spitsbergen blev deri denne periode også etableret miner. Sverige åbnede Sveagruva og Pyramiden, mens hollændere etablerede Barentsburg. De to sidste blev senere købt af Sovjetunionen. I 1916 åbnede det norske Kings Bay Kull Kompagni aktiviteter i Ny-Ålesund for at øge selvforsyningen med kul.
Norge og Svalbardtraktaten
Arctic Coal Company fik økonomiske vanskeligheder i forbindelse med 1. Verdenskrig, og deres aktiviteter blev købt af Store Norske, som senere døbte Longyear City om til Longyearbyen.
Store Norske byggede nye huse, indrettede hospital og i det hele taget startede udviklingen af den egentlige by, Longyearbyen er i dag. I 1920 blev den første præst og lærer udpeget, og det følgende år blev Svalbard Kirke indviet.
Turismen begyndte også at udvikle sig efter den første vækst i Longyearbyen. I 1935 begyndte dampskibet SS Lyngen at sejle til Longyearbyen med turister i sommersæsonen.
Norge var således på mange måder dominerende på øgruppen, og det var da også dem, der fra 1907 havde taget initiativet til at gøre op med den statsløshed og manglende lovgivning, der herskede på Svalbard.
Her tog landet skridt mod forhandlinger mellem alle de lande, der var involveret i aktiviteter på Svalbard, og det kom til internationale konferencer i 1910, 1912 og 1914.
Gennembruddet kom efter 1. Verdenskrig ved fredsforhandlingerne i Paris i 1919. Det resulterede med Svalbardtraktaten, som blev underskrevet den 9. februar 1920 af en række lande; dog med Rusland/Sovjetunionen som væsentlig undtagelse. Kun Norge og Rusland havde med baggrund i den naturlige geografi forbindelse med Svalbard. Sovjetunionen underskrev dog aftale i 1924.
Med Svalbardtraktaten blev øgruppen af del af Kongeriget Norge; dog med væsentlige undtagelser. Beskatning må kun ske for at opretholde administrationen på Svalbard, hvorfor der ikke må ske overførsler til den øvrige del af Norge herfra. Miljømæssigt er Norge forpligtet til at bevare og beskytte Svalbards natur. Borgere fra alle underskriverlande må tage ophold på Svalbard, og Norge må ikke diskriminere mellem dem. Ligeledes må samme lande foretage handel, minedrift og anden industri uden andre hindringer end hensynet til naturen. Militært må Norge ikke befæste Svalbard.
2. Verdenskrig
Tyskland besatte Norge i 1940, men Svalbard forblev sig selv i den forbindelse. Der var tale om at lade øgruppen besætte af sovjetiske og britiske tropper, men det modsatte den norske eksilregering sig.
I stedet evakuerede englænderne Spitsbergen. Den 29. august blev alle indbyggerne i bosættelsen Ny-Ålesund flyttet til Longyearbyen, og den 3. september blev 765 personer sejlet derfra til Skotland. Senere blev flere evakueret.
Tyskerne etablerede en landingsbane og en mindre garnison, der primært fungerede som vejrtjeneste. De trak sig tilbage uden kamp, efter britiske styrker senere indtog Barentsburg med målet at sikre Spitsbergens rige kulminer.
I 1943 sendte Tysklands Kriegsmarine slagskibene Tirpitz og Scharnhorst samt ni destroyere til Svalbard for at bombe Longyearbyen, Grumant og Barentsburg. Operationen lykkedes, og kun fire huse stod tilbage i Longyearbyen, der forblev affolket til 1945.
Den kolde krig
I 1944 foreslog Sovjetunionen, at Svalbard blev omdannet til et kondominat under delt norsk og sovjetisk styre, men dette blev afslået i 1947.
Norsk genopbygning og genskabelse af produktion startede i 1945, mens Sovjetunionen begyndte deres fornyede aktiviteter fra 1946. Efter få år var produktionen fra minerne på niveau med tidligere.
Da Norge tiltrådte NATO i 1949, protesterede Sovjetunionen over, at forsvarsalliancen ikke kunne øve militær indflydelse på Svalbard, men denne sag blev henlagt. Norge var på den anden side forsigtige med ikke at skabe unødige provokationer; fx blev anlægget af en lufthavn ved Ny-Ålesund forkastet af dette hensyn.
Behovet for byggeriet af en lufthavn blev dog mere tydeligt, som årene gik. I 1971 blev der indgået et kompromis mellem Norge og Sovjetunionen om anlæg af lufthavnen ved Longyearbyen. Den åbnede i 1975 som lufthavn for både norske og sovjetiske samfund, hvor Barentsburg sydvest for Longyearbyen var klart dominerende.
Svalbard i dag
Longyearbyen og Svalbard er i dag blevet et mere almindeligt samfund end tidligere tiders minesamfund drevet af udvindingsvirksomheder.
I 1970erne overgik Longyearbyen således til et ændret styre, der startede med oprettelsen af et byråd i 1971. I dets begyndelse havde rådet dog kun bemyndigelse til at kommentere forslag. Fra 2002 har byrådet haft mange af de samme beføjelser og pligter som andre norske byråd.
Forskning og turisme er blevet en vigtigere del af Svalbards økonomi, der tidligere næsten hovedsageligt var afhængig af minedriften. Fra 1990erne åbnede hoteller, og med Longyearbyen som øgruppens hovedby og turistcentrum er der udviklet mange aktiviteter. Mest kendte er bådturene, der bringer besøgende til det fortsat aktive russiske samfund i Barentsburg og til den tidligere mineby Pyramiden.
