Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Liverpool er en af Englands mest spændende byer at besøge, og mange har allerede inden rejsen en mening om eller kendskab til ikke mindst kultur- og sportslivet gennem tiden. The Beatles med Paul McCartney og John Lennon i spidsen er herfra, ligesom byens to fodboldflagskibe Liverpool F.C. og Everton.

Liverpool er naturligvis langt mere end fodbold og musik. Det er katedralernes by med to af de mest spektakulære kirkebyggerier i landet; den majestætisk tronende anglikanske Liverpool Cathedral og den katolske Metropolitan Cathedral i moderne arkitektur er begge nogle af højdepunkterne i byen.

Museer er her også mange af. En del ligger centreret omkring de tidligere dokker, der er blevet renoveret, og som nu udgør en af de store turistmagneter med både historie, indkøb og gode gastronomiske oplevelser. Liverpool som søfartsby kan man fx se nærmere på under et besøg på dokkernes søfartsmuseum.

Liverpools placering ved Mersey-flodens bred er smuk, og her ligger også nogle af byens mest berømte opførelser med Royal Liver Building i spidsen og Albert Docks interessante museer i kort gåafstand herfra. Det er i øvrigt på Royal Liver Building, man kan se de såkaldte Liver Birds.

Fra Liverpool er der ikke langt til det åbne hav, til Wales’ kuperede terræn eller til en anden af områdets storbyer som fx Manchester. Perlen Chester er også tæt på Liverpool og med fine seværdigheder og et hyggeligt centrum er den også en tur værd.

Topseværdigheder

    Liverpool Cathedral

    Liverpool Domkirke
    Liverpool Cathedral

    Den anglikanske Liverpool Cathedral ligger majestætisk hævet over byen på højdedraget St. James Mount. Det bastante, himmelstræbende tårn understreger byggeriets storladenhed, der fra afstand bedst ses fra dokkerne ved floden Mersey, om som imponerer både udvendigt og indvendigt.

    I 1880 blev byens første biskop indsat. Der var dog ingen domkirke, men kun den mindre sognekirke St. Peter’s Church. En arkitektkonkurrence om en ny og stor domkirke blev udskrevet efter godkendelse af projektet i 1885. Vinderforslaget viste sig dog for stort til den udvalgte placering, og byggeriet blev droppet til fordel for at lede efter et nyt, passende sted.

    Den søgen endte med St. James Mount, og efter mange års debat blev to arkitekter sat i spidsen for en ny konkurrence om opførelsen af den store katedral i 1901. Denne gang faldt valget på et forslag indsendt af den kun 22-årige Giles Gilbert Scott. Det oprindelige design havde to tårne og blev ændret under byggeriets tidlige tid.

    Grundstenen blev lagt af kong Edward VII i 1904, og kirken stod færdig i 1978 som det sidste store gotiske katedralbyggeri i Europa. Den er byens anglikanske katedral, den største kirkebygning i England og en af de største i verden. Begivenheden og selve byggeriet var da også af stor væsentlighed for den anglikanske kirke. Det var blot den tredje katedral, der blev opført efter reformationen; de første to var St. Paul’s Cathedral i London og Truro Cathedral i byen af samme navn.

    Katedralens imponerende dimensioner er 189 meter i længden og 101 meter i højden. Der er hele 53 meter til toppen af hvælvingen under kirketårnet, hvilket blev bygget som det højeste i verden. Orglet har næsten 10.000 piber, og blandt klokkerne er her Great George på hele 14,5 ton.

    Fra det høje kirketårn er der en forrygende udsigt over hele Liverpool, Mersey-floden, og i klart vejr kan man se det nordlige Wales og Blackpool Tower i badebyen Blackpool.

     

    Pier Head

    Pier Head er navnet på det kajområde, hvor blandt andet dokkerne George’s Dock tidligere lå. George’s Dock blev anlagt i 1771, og i slutningen af 1800-tallet var den forældede dok blevet overflødig for havnen. Arealet blev solgt og bebygget. Stedet er nu ikke mindst kendt for de tre smukke og ganske forskellige bygninger, der udgør de såkaldte ”Three Graces”; Royal Liver Building, Cunard Building og Port of Liverpool Building.

    I det grønne område langs gaden Canada Boulevard kan man se mindeplader for canadiere, der faldt under slaget om Atlanterhavet. Slaget blev militært dirigeret fra netop Liverpool. Her står også en rytterstatue af kong Edward VII fra 1921.

    Fra Pier Head sejler adskillige færger, herunder de kendte Mersey Ferries, der sejler mellem Pier Head og byen Birkenhead på den modsatte bred af floden Mersey. Turen er fin, og Pier Head, dokkerne og Liverpool Cathedral ses bedst og smukkest fra vandsiden. Færgerne sejler fra George’s Landing Stage, hvor man også kan sejle til øen Isle of Man. Kajerne ved Pier Head var i øvrigt også dem, hvorfra Atlantlinere sejlede til Nordamerika. Det skete oprindeligt fra Prince’s Landing Stage.

     

    Walker Art Gallery, Liverpool

    Walker Kunstgalleri
    Walker Art Gallery

    Museet Walker Art Gallery rummer en af de største kunstsamlinger i England uden for London, og stedet kalder også sig selv for det nordlige Englands nationalgalleri. Walker Art Gallery åbnede i 1877 og er opkaldt efter mæcenen Sir Andrew Barclay Walker, der muliggjorde etableringen.

    Man kan nyde en fortræffelig samling europæisk kunst fra 1300-tallet til i dag; blandt andet kan man nyde italiensk og nederlandsk malerkunst fra 1300-1500-tallene. Det såkaldte Prærafaelitiske Broderskab/Pre-Raphaelite Brotherhood fra 1848 er også repræsenteret; de er kendte for ønsket om at skabe fornyelse i engelsk kunst. Som navnet antyder, var målet af gå tilbage til tiden før Rafael og højrenæssancen.

    Moderne britisk kunst er der også en spændende udstilling af, lige som man også kan se en god samling skulpturer, malerier af franske impressionister og meget andet.

     

    Albert Dock

    Albert Dock er det centrale sted i Liverpools historiske dokker, som er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Byggematerialerne er hovedsageligt mursten og støbejern, og da byggeriet stod færdigt i 1846, blev det indviet af dronning Victorias gemal, prins Albert, der fik stedet opkaldt efter sig.

    Bygningerne blev opført og indrettet nærmest som kombinerede kajpladser og magasiner. Det var nyskabende og blev forbillede for andre havneanlæg i verden; fx i argentinske Buenos Aires. Blot to år efter indvielsen blev der i øvrigt installeret verdens første hydrauliske hejseværk til magasinerne.

    Albert Dock blev ramt af en bombe under 2. Verdenskrig, men fortsatte sit virke. I 1972 blev området lukket for skibstrafik, og der skulle gå indtil 1980erne, før dokkerne blev gennemrenoverede. I dag blomstrer arealerne, der er hjemsted for blandt andet museer, spisesteder og forretninger. Selve kajerne bliver ved særlige lejligheder anvendt af lystsejlere.

     

    Merseyside Maritime Museum, Liverpool

    Merseyside Søfartsmuseum
    Merseyside Maritime Museum

    Liverpool blev grundlagt af kongen i 1207 med det formål at skabe grobund for en konkurrencedygtig havn ved floden Merseys munding. Det lykkedes til fulde, idet Liverpool fra og med 1600-tallet nærmest eksploderede i en handelsudvikling, der skyldtes de stadigt større havneanlæg. Gennem store dele af 1900-tallets faldt aktiviteten i dokkerne, der i 2004 blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

    Midt i det historiske dokområde i Albert Dock ligger dette søfartsmuseum, der er fornemt opbygget med en blanding af informationer om, hvordan dokkerne er opstået og udviklet, og stedets flydende afdeling med flere skibe.

    Blandt højdepunkterne er skildringen af, hvordan slaget om Atlanterhavet under 2. Verdenskrig blev udtænkt og styret fra Liverpool. Store luksuslinere som Titanic og Lusitanias skæbner bliver også belyst i en kontekst set fra Liverpool.

    I museets kælderetage er der en særlig afdeling for historien om toldbehandling, smugleri og arbejdet ved grænserne; Seized! The Border and Customs uncovered.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Liverpool her.

Andre seværdigheder

    Metropolitan Cathedral, Liverpool

    Metropolitan Katedral
    Metropolitan Cathedral

    Metropolitan Cathedral er Liverpools romersk-katolske katedral. Den ligger hævet i landskabet for enden af gaden Hope Street, der i sin linje udgår fra den anglikanske katedral, Liverpool Cathedral.

    Byggeriet af den først tiltænkte kirke blev sat i gang i 1933, og det skulle blive verdens næststørste kirke med verdens største kuppel. De imponerende dimensioner skulle sikre et værdigt match til netop Liverpool Cathedral, der var under opførelse.

    Med udbruddet af 2. Verdenskrig gik det kæmpemæssige byggeri i stå. På det tidspunkt var ikke engang krypten helt færdig, og arkitekten Sir Edwin Lutyens planer ville blive for dyre at gennemføre efter krigen.

    Der blev derfor udskrevet en ny arkitektkonkurrence, og resultatet blev den nuværende katedral, som blev tegnet af Sir Frederick Gibberd. Opførelsen gik i gang i 1962, og katedralen stod færdig og kunne indvies i 1967.

    Metropolitan Cathedral er cirkulær i grundplanet, og den centrale del består af en mangefarvet glaslanterne, der når en højde på 87 meter. Det indvendige rum er meget lyst og rummeligt og er absolut seværdigt for den moderne og usædvanlige indretning. Lutyens krypt kan også ses, og den er blandt andet vært for byens årlige ølfestival.

     

    Royal Liver Building

    Den 90 meter høje Royal Liver Building er et af Liverpools vartegn og af mange anset som den smukkeste bygning på Pier Head og i byen. Bygningen stod færdig i 1911 efter Walter Aubrey Thomas’ tegninger og bygget som hovedsæde til selskabsgruppen Royal Liver Group.

    Royal Liver Building er et af de tidligste eksempler på højhusbyggerier i beton. Den særegne form for gotisk-inspireret stil har efterfølgende givet stiltræk til opførelsen af Municipal Building i New York og Josef Stalins ”De Syv Søstre” i Moskva.

    Bygningens to tårne er et markant arkitektonisk træk. De store ure, som søfarere kunne stille deres egne ure efter, er med cirka 8 meter i diameter større end Big Bens i London. Urene blev oprindeligt kaldt George Clocks, idet de blev sat i gang på præcis det tidspunkt, hvor kong George V blev kronet i 1911.

    På toppen af hvert af de to tårne står en statue af den mytiske fugl, Liver Bird. Ifølge overleveringen ser den ene fugl over byen for at beskytte dens folk, mens den anden fugl kigger ud på havet efter søfolk på vej i havn. Det siges også, at hvis en af fuglene forsvinder, så går Liverpool til grunde, så statuerne er naturligt nok solidt fæstnet til tårnene.

     

    Chinatown, Liverpool

    Den Kinesiske Bydel
    Chinatown

    På gaden Duke Street ved indgangen til gaden Nelson Street kan man se en kinesisk port som et symbol på den kinesiske bydel, Chinatown. I Chinatown oplever man et kinesisk islæt, der primært ses på forretninger og spisesteder.

    Liverpools Chinatown er et af de ældste kinesiske samfund i Europa. Det startede i 1800-tallet med rederiet Alfred Holt and Company’s stigende trafik på og handel med kinesiske havne, hvilket ud over varer også bragte kinesere til den engelske havneby.

     

    Liverpool Bymuseum
    Museum of Liverpool

    Museum of Liverpool er Liverpools bymuseum, men dets udstilling strækker sig langt udover byens egne grænser. Byens vigtighed inden for verdenshandel og skibsfart er nemlig også et gennemgående tema på museet, der slog dørene op i 2011.

    Der er flere overordnede temaer i gennemgangen af Liverpool på kryds og tværs. Byens urbane og teknologiske historie er et af hovedtemaerne, hvor også Liverpools vigtighed for Det Britiske Imperium fortælles.

     

    St Luke's Church, Liverpool

    Skt. Lukas Kirke
    St. Luke’s Church

    St. Luke’s Church er en kirke, der blev opført fra 1811 og indviet i 1832. Ved den såkaldte Liverpool Blitz under 2. Verdenskrig blev kirken ramt af en brandbombe i 1941. Det blev efter krigen besluttet at lade den stå som monument for de faldne under krigen, og St. Luke’s Church står således som en brandtomt med kun ydermurene og tårnet tilbage.

    Kirkegården, der aldrig har været ramme for begravelser, er nu omdannet til en lille park, hvori man kan finde Irish Famine Memorial, som er et monument til minde om den omfattende hungersnød, der ramte den irske befolkning i midten af 1800-tallet. Liverpool spillede en særlig rolle for irerne i den forbindelse, idet mange drog til Amerika fra byens dokker. En stor mængde blev dog også i byen og skabte derved et større katolsk samfund i Liverpool.

     

    Empire Teater
    Empire Theatre

    Empire Theatre er Liverpools største teater med plads til flere end 2.300 tilskuere. Teatret åbnede som det andet teater på stedet i 1925 og blev opført i et stateligt design, der passer til de øvrige storladne bygninger omkring gaden William Brown Street. Det første teater var New Prince of Wales Theatre and Opera House, og det slog dørene op som byens største scene i 1866.

     

    Wellington's Column, Liverpool

    Wellingtons Søjle
    Wellington’s Column

    Wellington’s Column er en 40 meter høje søjle, der blev rejst 1874-1875 som et minde om Arthur Wellesleys sejre under Napoleonskrigene. Wellesley bar titlen hertug af Wellington, og derfra kommer søjlens navn.

    Mindesmærket består af en central dorisk søjle med Wellington på toppen. På det kan man se symboler for Wellesleys fire største sejre; Badajoz, Talevera, Vitoria og Waterloo.

    Selve statuen af Wellesley blev støbt af franske kanoner fra Waterloo, og Wellesley blev placeret, så han kigger mod netop Waterloo, der anses for hans største sejr.

     

    Skt. Jørgens Hal
    St George’s Hall

    Den store St George's Hall er en af Liverpool centrums største historiske bygninger. Den ligger som et kolossalt tempel i nyklassicisme og troner midt i anlægget af offentlige bygninger omkring gaden William Brown Street.

    I perioden 1749-1824 lå byens første infirmeri på dette sted. I 1836 blev det besluttet at opføre en sal til festivaler og koncerter, og det blev til St. George’s Hall, der blev opført i perioden 1841-1854. Indvendigt er der to funktioner; en koncertsal og forskellige retslokaler. Koncertsalen ligger i det rektangulære rum i midten og måler 52x23 meter i grundplan. Der er 25 meter til det hvælvede loft. I hver ende af bygningen ligger der forskellige retsinstanser.

    Øst for bygningen ligger pladsen St. George’s Plateau, hvor der blandt andet står rytterstatuer og det markante, aflange krigsmindesmærke fra 1930.

     

    Radio City Tower, Liverpool

    Radio City Tårn
    Radio City Tower

    Radio City Tower er et 148 meter højt tårn, der åbnede i 1969 under navnet St. John’s Beacon. Navnet kommer fra indkøbscentret St. John’s Market, der ligger ved foden af tårnet, der da også blev bygget som ventilationsskorsten for netop dette center.

    Fra starten var der en roterende restaurant og en udsigtsplatform i tårnet, men begge steder både lukkede og åbnede igen flere gange. I år 2000 åbnede tårnet som Radio City Tower, og der er igen adgang til observationsdækket, hvorfra der er en fin udsigt over byen.

     

    The Cavern Club

    The Cavern Club er den rock and roll-klub i Liverpools centrum, hvor the Beatles senere manager, Brian Epstein, blev introduceret for bandet i 1961. Klubben åbnede som jazzklub i 1957, men blev på få år et sted, der også afholdt beat-aftener.

    Den 21. februar 1961 spillede the Beatles her for første gang, og gennem 1961-1962 gav de 292 koncerter i klubben. Senere gav mange andre store navne også koncerter her; fx the Hollies, Elton John og the Rolling Stones. Klubben er fortsat åben og er så vist muligt holdt i stilen og opbygningen fra tidligere tider.

     

    Rådhuset
    Town Hall

    For enden af gaden Castle Street, der er opkaldt efter Liverpools historiske borg, ligger Liverpools smukke forsamlingsbygning, Town Hall. Grundstenen blev lagt i 1749, og i 1754 stod den smukke bygning færdig. Der er en facade med korintiske søjler både mod Castle Street og på den modsatte side.

    Town Halls stueetage var oprindeligt tænkt som handelsbørs, men den fik aldrig den planlagte succes. En brand i 1795 ødelagde hele indretningen, som så kunne ændres. Den nyindrettede bygning kom blandt andet til at rumme borgmesterens residens, byrådssal, administrationskontorer for fx politiet og en offentlig mødesal.

    Den overdådige udsmykning møder man allerede i indgangspartiet og ved den centrale trappe. Ved trappen kan man se en statue af det lokale parlamentsmedlem George Canning, der i 1827 også var premierminister. Her er også et maleri af dronning Elisabeth II, og øverst er den imponerende kuppel.

    Den store sal Ballroom måler 27 x 12,8 meter, og den har 12 meter til loftet. Her hænger nogle af Europas fornemste kandelabre fra den georgianske tid. De blev fremstillet i Staffordshire i 1820.

     

    Tate Liverpool

    Tate Liverpool

    Kunstmuseet Tate Liverpool er en afdeling af Tate-museerne i London. Det er nu et af landets førende steder uden for netop London inden for moderne kunst, og man kan se forskellige udtryksformer som fotografier, installationer, film, malerier og skulpturer. Perioden dækker fra år 1900 til i dag, og der arrangeres løbende spændende temaudstillinger i de spændende sale i Albert Docks historiske magasiner.

     

    Liverpool F.C. Museum and Stadium Tour

    Da John Houlding i 1892 etablerede klubben Liverpool F.C. og hjemmebanen Anfield, lagde han grundstenen til en stor succes. Liverpool F.C. er i dag en af verdens mest berømte og succesrige fodboldklubber gennem tiderne. Engelske mesterskaber, FA Cups og pokaler fra UEFA’s europæiske klubturneringer har utallige gange fundet til klubben, der har store tilhængerskarer over hele verden.

    Man kan komme på en fantastisk rundtur på hjemmebanen Anfield Road, hvor klubbens historie fortælles fra starten til i dag. Blandt højdepunkterne er det berømte skilt med ”This is Anfield” og sangen ”You’ll never walk alone”, som begge er noget, der får besøgende spillere til at blive nervøse for at skulle ind på den imponerende arena.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Liverpool her.

Ture fra byen

    Speke Hall, Liverpool

    Speke Hall

    Residensen Speke Hall er en bygning, der blev opført i fornem tudorstil. Den nuværende Speke Hall blev bygget fra 1530. Der har dog tidligere været en residens her, hvilket man fortsat kan se spor af i nogle af bygningsdelene.

    I perioden 1530-1598 blev Speke Hall løbende udvidet, og sidste gang var i 1598, hvor Edward Norris anlagde en nordfløj. Norris-familien var bosiddende på Speke Hall i generationer.

    Indretningen er smuk med mange detaljer fra en svunden tid. Man kan fx se et såkaldt præstehul, priest hole, hvor katolske præster kunne gemme sig i det anglikanske England. Uden for ligger parken, som blev anlagt i 1850erne.

     

    Chester Cathedral

    Chester

    Chester er by, som ligger tæt på Wales i området syd for Liverpool. Byen blev grundlagt af romerne omkring år 70 med navnet Deva Victrix, og byen hørte til de vigtigste i det romerske England. Efter romernes tilbagetrækning, fortsatte bosættelsen, og angelsaksere udbyggede bymurene som forsvar mod angreb fra vikinger. Senere blev Chesters havn landets travleste flodhavn, og byen nød stor succes som handelssted. Floden Dee sandede dog til, hvilket fik nærliggende Liverpool til at vokse. Chester blomstrede igen i den georgianske tid, og med den industrielle revolution blev byen hjem for mange fra overklassen i modsætning til industribyerne Liverpool og Manchester.

    I dag er Chester en meget hyggelig by med en del seværdigheder. Man kan gå nogle dejlige spadsereture i byen, og Chester Cross er et godt sted at starte. Her er man i Chesters strøggader, hvor man kan se mange af de såkaldte Chester Rows, der er sort-hvide bygninger, der går tilbage fra 1200-tallet med butikker og arkader i de nederste etager. En del af byens centrum ligner i dette kvarter en tidslomme fra middelalderen, men det er ikke alle bygninger, der er fra dengang. Senere er mange andre bygninger blevet bygget, så de er med til at give Chester det smukke sort-hvide gadebillede. Ved Chester Cross kan man også se St Peter’s Church, der blev bygget i nygotisk stil i 1886. Og lidt mod øst i Eastgate Street kan man se det fine Eastgate Clock fra 1897.

    Læs mere om Chester

     

    Manchester

    Manchester er med sine flere end to millioner indbyggere et af de største byområder uden for London, og som turist oplever man et spændende og blomstrende kulturliv og et væld af aktivitetsmuligheder i den historiske industriby. Det hyggelige centrum med mange fornemme opførelser fra årtierne omkring år 1900 er mange spadsereture værd.

    Selve byen Manchester udgør hjertet af det industriområde, hvor ikke mindst tekstilproduktion lagde grunden til områdets velstand og vækst. De mange industribygninger sætter stadig sit præg på byens centrum og omgivelser, og blandt de mange højdepunkter er den gamle Liverpool Road Railway Station og Videnskabs- og Industrimuseet.

    Der er flere interessante museer i Manchester. Naturhistorie og arkæologi er fokus på Manchester Museum, og man kan også opleve interessant kunst og dele af Storbritanniens militærhistorie på Imperial War Museum North, der ligger i det revitaliserede dokområde.

    For mange fans over hele verden er en tur til Manchester også et besøg til fodboldens by, og det er der flere muligheder for at udleve. Byens to store fodboldklubber er Manchester United og Manchester City, og i centrum af byen ligger Det Nationale Fodboldmuseum.

    Læs mere om Manchester

     

    Peak District National Park, England

    Peak District National Park

    Peak District er en nationalpark, der ligger i området mellem byerne Manchester, Stoke, Derby og Sheffield. Parkens størrelse er på cirka 30x50 km, og der er et væld af kultur- og naturoplevelser i det smukt kuperede landskab. Peak District blev i 1951 gjort til nationalpark og var dermed den første i landet med denne status.

    Parken ligger hovedsageligt i højere end 300 meters højde, og det højeste punkt er Kinder Scout med 636 meter. Bjergene er generelt afrundede med bløde klippeformationer hist og her. Blandt de smukke naturoplevelser ligger der mindre landbrug, hyggelige byer og en del aktivitetsmuligheder for de mange turister, der besøger området.

    Kurbyen Buxton er Peak Districts største by. Gennem århundreder har byens varme kilder tiltrukket gæster, og udover wellness byder Buxton på smuk arkitektur, den smukke have Pavillon Gardens, et by- og kunstmuseum samt byens opera.

    Ved byen Castleton ligger ruinerne af borgen Peveril Castle, hvis historie går tilbage til 1100-tallet. Castleton er også udgangspunkt for en tur til de fascinerende huler Speedwell Caverns, hvor man kan tage på en sejltur. I tilknytning til Speedwell Caverns går en forbindelse til den 141 meter høje hule Titan.

    I Peak District kan man også komme tæt på engelsk industrihistorie. I Matlock Bath ligger et minemuseum, og ved Derwent-floden ligger Derwent Valley Mills, der er optaget på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Derwent Valley Mills er fra 1700-tallet og fik succes gennem bomuldsspinderi på en ny måde.

    Historisk transport kan man prøve på den bevarede jernbanestrækning Matlock-Rowsley, hvor der køres med damptog. Vil man gerne køre videre, ligger det store sporvognsmuseum, National Tramway Museum, i byen Crich. Her kører der med sporvogne fra det meste af England og fra fx New York og Johannesburg i udlandet.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Byen grundlægges

    Liverpools officielle historie går tilbage til 1207, hvor dokumenter underskrevet af kong John kundgør, at det bliver etableret en bosættelse ved navn ”Livpul”, hvor folk blev inviteret til at bosætte sig.

    Det menes, at kongen ønskede at få en havneby i området, som ikke var under jarlen af Chesters kontrol, og Livpul lå med nem adgang til havet og for sejladser til Irland.

    Der blev opført et forsvarsværk, Liverpool Castle, i 1235, og allerede i disse tidlige år af byens historie blev den anvendt som udskibningshavn for tropper til Irland.

    Ganske tidligt blev der også anlagt en markedsplads, hvor tilflytterne handlede med fisk og landbrugsprodukter. Sådan blev det ved gennem et par århundreder, hvor Liverpool blot var en lille landsby. I midten af 1300-tallet boede her således omkring 1.000 indbyggere, og det var endda i gode tider.

    I 1500-tallet var indbyggertallet således faldet til cirka 600, og mens der foregik lokale handel, blev byen betragtet som underordnet Chester.

     

    Væksten kommer

    Hen mod 1500-tallets slutning var det en mindre by, der lå ved floden Merseys munding. Med blot 600 indbyggere og fortsat hårdere økonomiske tider, skrev byens borgere til dronning Elizabeth I og bad om en lettelse af skattebetalingen.

    Den tid skulle vise sig at være lavpunktet i Liverpools udvikling, for snart efter viste vækst og nye handelsmuligheder sig at dukke op.

    1600-tallet bragte opblomstring med en stigende handel. Den fra starten udtænkte gode placering for en havn begyndte nu at vinde indpas, og dermed flyttede handelen i stadigt stigende grad fra byen Chester til Liverpool. En stigende tilsanding af floden Dee accelererede denne udvikling, idet Chester blev mindre tilgængelig for handelsskibene.

    I 1626 gav kong Charles I en række udvidede købstadsrettigheder til Liverpool, og det stimulerede yderligere handlen herfra til Irland, Isle of Man og andre steder som Amerika. Den første last fra Amerika blev landet i 1648, og i løbet af få år udvikledes en betydelig sejlads på Vestindien og det britiske Amerika. På den tid var Liverpool allerede vokset markant siden 1500-tallets hårde tider.

     

    Atlanterhavet og slavetrafik

    Skibstrafikken og de mange arbejdspladser, der fulgte med den, fik nye indbyggere til at slå sig ned i Liverpool, der voksede kraftigt. Det gjorde industrien også, fx blev det første sukkerraffinaderi åbnet i 1670. Sukkeret kom sammen med andre varer som tobak med skibene, og fra Liverpools havn blev der sejlet med blandt andet kul, salt og tekstiler. På dette tidspunkt var Liverpool blevet en af de absolut vigtigste engelske byer udenfor London.

    I 1699 var året, hvor det første slaveskib, ”Liverpool Merchant”, sejlede fra Liverpool. Der var naturligvis ingen slaver med fra England, men det var en trekantsejlads mellem Liverpool, Afrika og Amerika, og på den første tur blev der sat 220 afrikanske slaver af på Barbados.

    Havnen blev løbende udbygget, og i 1715 blev verdens første våddok anlagt her. Kapaciteten var på 100 skibe, hvilket var et stort tal på den tid.

    Samtidigt med havnens udbygning øgedes den hjemmehørende handelsflåde markant. I slutningen af 1700-tallet var 40 % af verdens og 80 % af Englands lukrative slavetrafik således forbundet med Liverpool. Højdepunktet nåedes i 1799, hvor der blev sejlet 45.000 slaver. Den store profit gjorde Liverpool til et finanscenter, som kun byen Bristol kunne konkurrere med uden for London; Bristols økonomi var også i positiv udvikling grundet slaver. Slavehandlen til engelske kolonier fortsatte i begyndelsen af 1800-tallet og blev afsluttet i 1834.

    Den markante vækst og internationalisering gennem handelen skabte grobund for nye forbindelser, og i 1790 åbnede USA verdens første konsulat i havnebyen.

     

    Byudvikling og industrialisering

    Gennem 1700-tallet steg befolkningstallet fra 6.000 til 80.000, og Liverpool var blevet godt forbundet med naboegnene; fx med en kanal til Manchester i 1721 og små 100 år senere til Leeds. Forskellige institutioner skød op, og i 1726 var den gamle 1200-talsborg Liverpool Castle blevet revet ned for at give plads til ambitionerne i den nye by. I dag kan man kun se gadenavnet Castle Street som et minde om borgen og dens beliggenhed. Castle Street var den historiske hovedbyen, som byen gennem 1700-1800-tallene voksede markant ud fra.

    1800-tallet stod således i vækstens og industrialiseringens tegn. Industrier, flere indbyggere og mere handel blev dagligdag. I 1830 åbnede verdens første jernbanelinje mellem to større byområder; the Liverpool and Manchester Railway, og i perioden 1824-1858 blev der anlagt 16 kilometer nye kajpladser i byens efterhånden store havn.

    I 1845-1849 var der udpræget hungersnød i Irland, og på få år kom der så mange irere til Liverpool, at den irske del af indbyggertallet nåede 25 %. Deres præg på byen er stadig en arv, der kan ses og genfindes i byen i dag; fx med den katolske domkirke.

    Liverpools internationale betydning og prestige i midten af 1800-tallet gjorde, at der blev opført en række statelige bygninger, der kunne signalere en rig by. St. George’s Hall fra 1854 er et eksempel herpå, og i 1892 stod byens universitetsbygning klar til indvielse.

     

    1900-tallet til i dag

    1900-tallet startede som endnu et århundrede med vækst og optimisme. Immigranter strømmede til fra blandt andet Wales og Italien, og flere bygninger blev rejst; fx den anglikanske Liverpool Cathedral og byens måske mest kendte bygninger på Pier Head med Royal Liver Building i spidsen. Søfarten var fortsat betydelig, byen var hjemsted for rederierne Cunard og White Star Line, hvis flagskib, H.M.S. Titanic, var registreret her, og som oprindeligt skulle være sejlet herfra og ikke fra Southampton.

    Det blev nedgangstider med den økonomiske krise, der ramte verden og Liverpool i 1920erne. Arbejdsløshed blev hverdag for en by, der ellers havde set uafbrudt vækst i flere århundreder.

    Under 2. Verdenskrig blev Liverpool ramt af mange bombetogter grundet industrien og ikke mindst den betydningsfulde havn. 2.700 mistede livet, og i store områder blev mange huse beskadigede. Det centrale Liverpool var hårdt ramt af den tyske Liverpool Blitz, der ramte i perioden 28. august 1940-10. januar 1942.

    I efterkrigstiden blev byen hurtigt genopbygget, men mange arbejdspladser var forsvundet, og handlen i den ellers så travle havn udviklede sig ikke positivt. Fra at have haft 850.000 borgere i 1930erne var der kun 460.000 tilbage i 1985, hvoraf en del dog boede i nye forstæder.

    I mellemtiden blomstrede kulturen. Det var i 1960erne, den såkaldte Merseybeat kom frem i musikken, og med den et af verdens største musiknavne; Liverpool-gruppen The Beatles. På den sportslige side vandt byens flagskib, Liverpool F.C. også mange trofæer til byen, der også derigennem blev sat på verdens landkort.

    Det økonomiske lavpunkt nåede byen i 1980erne. En stor gæld, høj arbejdsløshed, kriminalitet, optøjer og fodboldvold var en del af Liverpool, men siden 1990erne har tingene ændret sig markant. Byen har igen høj vækst, denne gang med turismen og kulturlivet som dynamo. Byens dokker blev i 2004 optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og i 2008 havde status som europæisk kulturhovedstad.