Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Lerwick er hovedbyen på Shetlandsøerne, der udgør den nordligste region i Det Forenede Kongerige. Byens navn kommer fra de nordiske ord for ler og bugt, men selv om stedet var kendt gennem århundreder, blev byen Lerwick først etableret i 1600-tallet. Det skete som en fiskerihavn, der handlede med hollandske fiskerbåde, og udviklingen af Lerwick skete ved en naturhavn på det vestlige side af Bressay Sound. På daværende tidspunkt var Scalloway mod vest Shetlandsøernes hovedby, og indbyggerne herfra nedbrændte Lerwick i 1600-tallet grundet amoralske fiskere og sømænd. I 1702 var det den franske flåde, der nedbrændte byen, men allerede seks år senere blev Lerwick hovedby på øgruppen. Gennem 1800-tallet voksede Lerwick efter en vækst i både handel og fiskeri, og næste store boom kom i 1970erne med olieudvindingen i Nordsøen.

I dag er Lerwick en hyggelig og overskuelig by at tage en spadseretur i, og man kan passende starte ved havnen, som altid har været byens omdrejningspunkt. I havnen kan man både se fiskerbåde og færger, der sejler til bl.a. Aberdeen, Kirkwall og til øen Bressay mod øst. Man kan fx gå ad gaden Esplanade, hvor man kan nyde udsigten og også se murene på fæstningen Fort Charlotte. Fortet blev oprindeligt anlagt 1652-1653, mens det nuværende Fort Charlotte er fra 1781 og opkaldt efter George III’s dronning. Fortet har gennem tiden både været fængsel og domhus, og det lå oprindeligt ved vandkanten, men opfyldning og byggerier har flyttet fortet ind på land.

Går man videre langs havnen, kommer man til Shetland Museum & Archives. Det moderne museum er indrettet i lagerbygninger fra 1800-tallet, og i udstillingerne kan man lære om Shetlandsøernes kultur, industri og historie gennem mange spændende skildringer og effekter som fx kniplinger og både. Man kan også gå en tur i byen væk fra havnen, hvor man bl.a. kan se Lerwick Town Hall, der tidligere var sæde for bystyret og ramme om mange større aktiviteter i byen. Lerwick Town Hall blev tegnet af Alexander Ross og bygget i 1882-1883. I bygningen kan man se nogle fine glasmosaikvinduer, der bl.a. viser brylluppet mellem Skotlands kong James III og den danske prinsesse Margrete i 1469. På samme gade som Lerwick Town Hall ligger St. Ringans Church, der siden 2022 har været mødested på Shetland Islands Council.

Sydvest for Lerwicks centrum kan man besøge Broch of Clickimin, der er en restaureret jernalderbygning. En såkaldt broch er en hustype, der består af stenvægge, og som kun er fundet i Skotland, og denne i Lerwick er et fornemt eksempel fra sin tid. Den ligger også smukt mod syd i søen Clickimin Loch. I den nordlige del af Lerwick kan man besøge Shetland Textile Museum, der ud over en interessant udstilling ligger i en spændende bygning. Den hedder Böd of Gremista, der er en typisk fiskerhytte fra 1700-tallet. Huset blev opført i 1780 af Arthur Nicholson. Man kan også køre ud af Lerwick for at opleve nogle af Shetlandsøernes smukke landskaber og seværdigheder som fx den gamle hovedby mod vest, Scalloway, hvor Scalloway Castle står som en smuk ruin af slottet, der blev opført i begyndelsen af 1600-tallet.

Topseværdigheder

    • Fort Charlotte
    • Shetland Museum & Archives
    • Lerwick Town Hall
    • St. Ringans Church
    • Broch of Clickimin
    • Shetland Textile Museum

Tilmeld dig vores nyhedsbrev