Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Aberdeen er en by, der ligger ved den skotske østkyst. Området har været beboet i årtusinder, og dagens Aberdeen går tilbage til to separate byer. Old Aberdeen lå ved floden Don, som er et stykke nord for det moderne centrum, mens New Aberdeen var en fiskerby ved floden Dee. Aberdeen opnåede stadsret i 1179, og i 1300-tallet blev dens borg ødelagt af Robert the Bruce, mens englænderne under Edward III brændte byen i 1336. Aberdeen blev dog genopbygget og befæstet for at kunne modstå mulige angreb. Under den britiske borgerkrig 1639-1651 blev den dog plyndret flere gange. Byen har udviklet sig siden da med bl.a. værfter, havneområder og olieindustri, og Old Aberdeen blev en del af byen Aberdeen i 1891.

I dag kan man gå nogle dejlige spadsereture i Aberdeens centrum. Man kan starte på Castle Street, der mod øst danner en plads, hvor Mercat Cross fra 1686 står. Mercat Crosses dannede centrum af de såkaldte burghs, og herfra blev nye konger proklameret. Mod øst på pladsen lå Aberdeens nu historiske slot, og i dag ligger det slotsagtige byggeri, The Salvation Army Citadel, der blev opført i 1896 med inspiration fra slottet Balmoral. På denne plads kan man også tydeligt kan se, hvorfor Aberdeen også kaldes The Granite City. Aberdeens arkitektur domineres af Victoriatidens store byggerier i granit.

Fra Castle Street kan man gå ad dennes forlængelse, Union Street, der er Aberdeens hovedgade. I starten ligger Tolbooth Museum, der var byens fængsel i 1600-1700-tallene, og byens imponerende rådhus, Aberdeen Town House, der blev opført i stilen Scottish Baronial i 1874. Langs Union Street kan man også se Royal Bank of Scotlands bygning og koncertsalen Music Hall, der åbnede i 1852. Den store kirke, Kirk of St Nicholas, ligger også langs Union Street. Kirkens historie går tilbage til 1100-tallet, men talrige om- og udbygninger har formet bygningen siden da. Tæt herpå ligger Marischal College, der er en nygotisk universitetsbygning fra 1837, som i dag er sæde for Aberdeens byråd.

Aberdeens rige maritime historie er også et besøg værd. Man kan fx gå langs den aktive havn ad gaderne Trinity Quay og Regent Quay, hvor man får en god fornemmelse af søfarten i byen. Her kan man også se Aberdeen Maritime Museum, der fortæller om byens søfartshistorie med havnens historie, fiskeriet, skibsbygning, kommerciel søfart m.v. Man kan naturligvis også lære om eventyret om Nordsøolien på museet. Man kan også gå langs Nordsøens promenader umiddelbart øst for Aberdeens centrum eller tage til artilleribatteriet Torry Battery syd for floden Dee. Torry Battery blev anlagt i 1860 og ligger strategisk godt med udsigt over indløbet til havnen i Aberdeen.

Det er også muligt at træde tilbage i historien ved en tur til Old Aberdeen, der ligger et par kilometer nord for dagens centrum. Gå ad High Street for at se biskop Elphinstones Kings College, der blev grundlagt i 1495, og The Old Town House, der blev bygget som rådhus i 1789, og som i dag er indrettet som King’s Museum. Forsætter man mod nord, kommer man til St Machar’s Cathedral, der med sit stemningsfulde kirkerum er en af Aberdeens mest seværdige bygninger. Den gamle kirke, der i dag har status som high kirk, er et godt eksempel på en befæstet kirke, der kendes fra flere byggerier gennem middelalderen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev