Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Smukke og charmerende Krakow er Polens tidligere kongelige hovedstad og en af landets absolutte kulturelle højborge. Byen byder på gader og pladser, der hører til Europas perler med smukke bygninger; det gælder blot at om lade sig henføre til byens stemning, når man er her.

Kulturen sætter sit præg den dag i dag med centrum i slottet Wawel, hvor regenterne for alvor satte byen på landkortet over Europas store byer med fx et af Centraleuropas ældste universiteter. Krakows store og smukke markedsplads er et andet af de mange steder, man skal besøge under et besøg i byen.

Af nyere historie er Krakow et sted at opleve 1900-tallets krige og ideologiske tanker og handlinger. Den jødiske bydel Kazimierz ligger umiddelbart syd for Krakows gamle bydel og rummer mange fra tiden før og under 2. Verdenskrig, og bydelen Nowa Huta er et eksempel på en by anlagt efter kommunistisk planlægning.

Omegnen af Krakow rummer noget for alle tilrejsende; det historiske understreges i Auschwitz, mens bjergene i syd kan trække både for vandreture og sommeren og skiferie om vinteren. Tættere på ligger noget af det, der tidligere har bidraget til Krakows velstand; saltminen Wieliczka.

Topseværdigheder

    Jomfru Maria Kirke, Krakow

    • Jomfru Maria Kirke/Kościoł Mariacki: Maria Kirke var oprindeligt Krakows middelaldersognekirke, men udbygninger gennem 1300-1400-tallet har gjort den til en storslået kirke og en af byens mest kendte seværdigheder. Kirkerummet er særdeles smukt, og her kan man bl.a. se Veit Stoss' alter fra 1400-tallet.
    • Markedspladsen/Rynek Główny: Krakows centrale markedsplads er med sine 200x200 meter den største middelalderplads i Europa. Den blev anlagt i 1257, og i dag er der utallige seværdigheder på og omkring pladsen.

    Skt. Annæ Kirke, Krakow

    • Sankt Annæ Kirke/Kościół Św. Anny: Sankt Annæ Kirke i Krakow hører til blandt Polens smukkeste og mest imponerende barokkirker. Den blev bygget af hollænderen Tylman van Gameren i 1689-1703 og byder på et fornemt interiør.

    ul. Kanonicza, Krakow

    • Kanonicza Gade/ul. Kanonicza: Gaden Kanonicza er den sydligste strækning af Kongevejen, der strækker sig fra Florianporten til kongeslottet. Kanonicza regnes i dag som en af Europas fineste renæssancegader.
    • Wawel: Wawel er navnet på kalkstenshøjen i Krakow ved Wisla-flodens bred. Den strategisk gode beliggenhed har gjort Wawel til residens- og fæstningssted gennem århundreder, og i dag ligger byens store slotskompleks da også her.

    Wawel Cathedral, Krakow

    • Wawel Domkirke/Katedra na Wawelu: Wawel er Krakows domkirke, og den blev i sin grundform færdiggjort i 1364. Kirken byder på mange smukke oplevelser, og i domkirken er de fleste polske konger og nationalhelte gennem tiden blevet begravet. De ligger i kirkens krypt.
    • Kongeslottet/Zamek Królewski: Kongeslottet på Wawel blev grundlagt under kong Kasimir III i 1300-tallet. I det tidlige 1500-tal lod kong Sigismund I slottet ombygge i samtidens renæssance, og anlægget er i dag indrettet som museum.

Andre seværdigheder

    Sukiennice, Krakow

    • Markedshallen/Sukiennice: Midt på Krakows markedsplads, Rynek Główny, ligger den 108 meter lange markedshal Sukiennice, der blev opført omkring år 1300 for at overdække de mange salgsboder her.
    • Czartoryski Museum/Muzeum Czartoryskich: Muzeum Czartoryskich er et museum, der blev grundlagt i 1796 af prinsesse Izabela Czartoryska. Her er der malerkunst af Rembrandt og Leonardo da Vinci, oldtidskunst og meget andet.

    Juliusz Slowacki Teater, Krakow

    • Juliusz Słowacki Teater/Teatr im. Juliusza Słowackiego: Det smukke Juliusz Słowacki Teater blev opført efter Jan Zawiejskis tegninger i årene 1892-1893 med Paris’ opera som forbillede. Teatrets udsmykning er righoldig og smuk.
    • Rådhustårnet/Wieża ratuszowa: Det 70 meter høje rådhustårn på Krakows markedsplads stammer fra byens gamle rådhus, der blev revet ned i 1820. Der er adgang til tårnet, hvorfra der er en fin udsigt over byens centrum.

    Florian Port, Krakow

    • Florian Port/Brama Floriańska: Brama Floriańska er et portbygning, der blev opført som en del af Krakows forsvarsmur i gotisk stil omkring år 1300. Porten står som den eneste bevarede fra den oprindelige middelalderbefæstning.

    Barbakan, Krakow

    • Barbakan: Middelalderens Krakow var omgivet af bymure og voldgrave, hvilket fortsat kan ses nogle steder i byen. Barbakan er en bygningsdel, der blev opført i år 1499 som både fæstningsværk og byens hovedindgang.
    • Krakow Nationalmuseum/Muzeum Narodowe w Krakowie: Dette er et af byens førende museer og en del af det polske nationalmuseum. Udstillingen består hovedsageligt af nyere polsk kunst, der bl.a. tæller kubisme, ekspressionisme og avantgardekunst.

    Peter Paul Kirke, Krakow

    • Sankt Peter og Poul Kirke/Kościoł św. św. Piotra i Pawła: Sankt Peter og Poul Kirke er opført i fornem barok i perioden 1596-1619 med inspiration fra flere kirker i Rom; blandt andet den berømte Gesukirke. Kirken er en af Krakows største.
    • Frans af Assisi Kirke/Kościół św. Franciszka z Asyżu: Denne kirke blev opført som franciskanermunkenes klosterkirke i 1200-tallet. I kirken kan man se flotte glasmalerier og en kopi af Jesu ligklæde, der opbevares i Torino.

    Kazimierz, Krakow

    • Kazimierz: Kazimierz er et kvarter, der har været Krakows jødiske bydel i over 400 år. Den historie sluttede brat under 2. Verdenskrig, men man kan stadig se flere synagoger og andre bygninger, der fortæller den jødiske historie i Kazimierz. Der er også bevaret dele af den mure, der omsluttede den jødiske ghetto under 2. Verdenskrig.
    • Skałka Kirke og Kloster/Kościoł i Klasztor na Skałce: Langs floden Wisla ligger Skałka Kirke og Kloster, der er et af Polens vigtigste valfartssteder. Det var her, biskop Stanisław Szczepański blev dræbt i 1079 af kong Boleslav II.

    Schindlers Fabrik, Krakow

    • Schindlers Fabrik/Fabryka Schindlera: Schindlers Fabrik er en afdeling af Krakow Historiske Museum, som er indrettet i Oskar Schindlers historiske fabrik og er dedikeret tiden i Krakow i årene 1939-1945.

Ture fra byen

    Nowa Huta, Krakow

    • Nowa Huta: Bydelen Nowa Huta ligger øst for Krakows centrum, og den er Polens første kommunistisk anlagte by, der fulgte tankerne i byplanlægningen i Josef Stalins Sovjetunionen. Derfor er bydelen er særlig oplevelse, der ikke ses mange steder i verden.
    • Wieliczka Saltmine/Kopalnia Soli Wieliczka: Krakows saltmine i Wieliczka har været i drift gennem 900 år, og i de seneste århundreder har den været en af Polens store seværdigheder. Minen når en dybde på 300 meter under jorden, og på en tur ser man bl.a. de store rum, som minearbejderne har hugget ud i undergrunden.
    • Auschwitz/Oświęcim: Auschwitz blev oprindeligt opført som en polsk kaserne. Stedet udviklede sig til den berygtede koncentrationslejr, da tyskerne i 1940 indrettede den for at samle politiske fanger. Resterne af lejren er i dag indrettet som museum.

    Katowice, Polen

    • Katowice: Katowice er en storby i industriområdet i Schlesien, og den har omkring 300.000 indbyggere. Grundet arkitekturen blev byen kaldt Lille Paris omkring år 1900, og man kan i dag se arkitektur fra mange forskellige epoker og stilarter i byen. Seværdigheder tæller Det Schlesiske Teater og Kristus Kongen Katedral.
    • Zakopane: Byen Zakopane ligger smukt ved foden af Tatrabjergene syd for Krakow, og den har med den omkringliggende natur tiltrukket turister siden 1800-tallet. Fra den tid kan man se fine træhuse i byen i dag, og så er det naturligvis også naturen, bjergene og områdets varme kilder, der er populært i dag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
[INSERT_ELEMENTOR id="31542"]
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Byens grundlæggelse
    I 800-tallet opstod der aktivitet med blandt andet en etableret handel mellem Wawel-området og Romerriget, en permanent bosættelse i Krakow-området, der i århundredets slutning kom ind under det Stormähriske Rige. I 965 nævnes Krakow første gang af araberen Ibrahim Ibn Jakub.

    Bosættelsen i Krakow kom under lederskab ved Mieszko I, og byen blev hovedstad i de polske piasteres kongerige. Omkring 992 indførte de kristendommen i riget.

    Krakow blev i 1000-tallet bispesæde, og den første katedral blev opført. Byen var den dominerende polske by, og Kazimierz gjorde Krakow til Polens hovedstad.

    Polsk opdeling
    Efter kong Boleslavs ønske blev Polen i 1138 opdelt i selvstændige hertugdømmer, og Krakow blev en selvstændig provins, hvis adel havde en særlig status i de polske lande.

    Fra 1241 og 40 år frem invaderede tatarer Polen tre gange. Efter den første invasion blev Krakow stort set komplet ødelagt, men til byens held stod borgen Wawel stadig tilbage. Man genopførte bymurene, som delvist stod tilbage, rundt om Krakow til beskyttelse mod fremtidige invasioner.

    I 1257 under Boleslav fik byen sine købstadsrettigheder, der samtidig gjaldt byens borgere og købmændenes handelsforhold. På denne tid blev dagens Krakows byplan med pladser og gader anlagt.

    Udvikling fra 1300-tallet
    Kazimierz den Store regerede fra 1333-1370, og han skabte megen fremgang for byen med sin udbygning af blandt andet kulturelle institutioner. Wawel blev udbygget og ombygget i gotisk stil, og i 1364 blev Krakows universitet grundlagt.

    Kazimierz’ regeringstid blev grundlaget for flere århundreders økonomisk, politisk og kulturel vækst for Krakow og for Polen. Efter brylluppet mellem kong Jagiello og dronning Jadwiga blev det polsk-litauiske rige etableret.

    I 1410 stoppede de polsk-litauiske styrker den Tyske Orden i Slaget ved Tannenberg. Den Tyske Orden var særligt i områderne langs Østersøkysten trængt langt ind i tidligere polske områder.

    Boom og Warszawas tid
    1500-tallet blev højdepunktet i Det Polsk-Litauiske Rige. Kulturelt blomstrede landet, og blandt andet den senere verdensberømte astronom, Nikolaj Kopernikus, studerede på Krakows universitet.

    1500-tallets slutning betød starten på Krakows nedgang i betydning i Polen. I 1596 flyttede kong Sigismund Vasa den polske hovedstad fra Krakow til Warszawa, som også blev kongelig residensby. Krakows politiske rolle var minimeret.

    I Krakow blev 1600-tallet præget af stagnation. Byen blev offer for en pestepidemi, invasioner og økonomisk nedgang, der fulgte med Sigismund Vasas flytning til Warszawa.

    Polsk nedtur fra 1700-tallet
    Polen-Litauen blev kraftigt svækket i 1700-tallet. Landet lå i centrum for nabolandenes krigshandlinger, blandt andet under den Store Nordiske Krig i 1700-1721, og den russiske zar Peter den Stores ekspansionsplaner.

    Politisk endte nedgangen for Polen-Litauen med Polens delinger i årtierne omkring 1800. Efter den anden deling i 1792-1793 blev Krakow i 1794 centrum for det polske oprør mod fremmed herredømme. Oprøret, der slog fejl, var ledet af Tadeusz Kosciuszkos.

    I 1795 kom de sydlige polske områder, herunder Krakow, til at høre under habsburgernes rige, Østrig. Det fremmede herredømme skabte dog igen en opblomstring for byen, idet østrigerne tillod en fortsættelse af den polske kultur, der hurtigt fandt sin naturlige hovedby i Krakow.

    I 1807-1815 blev Krakow en del af Napoleons hertugdømme Warszawa, og efter Wienerkongressen i 1815 blev Krakow oprettet som et selvstændigt rige, der dog i 1846 blev indlemmet i Østrig.

    1900-tallets krige og udvikling
    Mellem 1. og 2. Verdenskrig blev de store industrier i det sydlige Polen etableret, blandt andet i og omkring Krakow. Således opnåede den en vigtig strategisk betydning under 2. Verdenskrig, hvor den jødiske ghetto i 1941-1943 blev oprettet og elimineret. Krigen ødelagde ikke Krakow som andre polske byer, idet den Røde Hær erobrede byen ved et overraskelsesangreb.

    Efter krigen, og som modvægt til Krakows kulturelle intelligentsia, opførte man den nye sovjetisk planlagte arbejder- og industriby, Nowa Huta, koncentreret omkring det kolossale Lenin-stålværk.

    Krakow de seneste årtier
    I 1970erne blev Krakows Johannes Paul II valgt til den katolske kirkes nye pave, og han var derved med til at sætte den polske by på verdenskortet. Johannes Paul II var den første slaviske pave i den katolske kirkes historie.

    I de seneste årtier har Krakow gennemgået en stor restaurering, der har bragt fortidens pragt frem, og samtidig med det har Krakow flere gange været vært ved store internationale begivenheder som fx Europamesterskaberne i fodbold i 2008.